Sidevisninger i alt

Sidevisninger i alt

torsdag den 23. februar 2017

Mine bedsteforældre

 Fotografierne af mine fire bedsteforældre må være taget for mere end firs år siden. Selvom billederne er opstillede, gengiver de sikkert udmærket, hvordan aftenerne i stuen er blevet tilbragt omkring spisebordet tæt ved kakkelovnen. De sidder der alene, for børnene var flyttede hjemmefra. De må have fyldt meget, også selvom kun 7 af de 13 børn, min mormor fødte, overlevede de første tre år. Af de 14 børn, min farmor fødte, blev de 12 alle relativt gamle.
Ane Marie og Peder Kristian

Jeg kendte hverken min mormor eller morfar. Ane Marie Salquist, født i 1859, døde i 1939, seks år før jeg blev født, og sadelmager Peder Kristian Nielsen, født i 1855, døde, da jeg var tre år, men jeg har et billede, hvor han går tur med mig i haven på gården hos morbror Albert i Vinde ved Skive. Stuen på billedet er præget af deres stærke kristne tro med indrammede bibelcitater på væggen. Beskæftigelsen efter aftenmåltidet er håndarbejde og læsning. Peder Kristian har fordybet sig i læsning af biblen, for dét må være den, der ligger opslået på spisebordet. Han havde været med til at grundlægge Indre Mission på limfjordsøen Mors, hvor de begge stammede fra, og hvor de tilbragte deres virksomme år. Gennem flere årtier var Peder Kristian leder af den søndagsskole, han selv havde stiftet i Øster Assels. Det har han skrevet om i en bog, hvor han også fortæller om, hvordan han vandrer rund på øen og samler ind til et missionshus. Den gamle hugaf var i det hele taget meget skrivende. Det vidner hans breve om. De er rørende, men afslører også om en stejl og ofte kolerisk natur. Min far har fortalt om sit første besøg hos svigerforældrene. Mine forældre, der havde mødt hinanden i en moden alder, var – under et af et af mine fars første besøg hos svigerforældrene - en aften ude at besøge min mors ungdomsvenner og kom tilbage sent ud på aftenen - senere end Peder Kristian synes passende for et ugift par. De medførte formaninger fra den gamle, og min ellers altid besindige far måtte træde i karakter og gøre ham opmærksom på, at han og min kommende mor – de var begge over tredive – nok selv kunne bestemme deres sengetid. Men bortset herfra omtalte min far altid Peder Kristian som en mand med en underspillet jysk lune.
Deres otium tilbragte de hos den ældste datter, min moster Marie i Dollerup. Om aftenen den 15. juli 1939 var Ane Marie netop blevet færdig med at strikke et par strømper til Peder Kristian og næste dag ville hun begynde på et par til sig selv. Ud på natten vækkede hun sin mand med ordene: ”A tror a ska’ dø nu P’ Kræsen!” Og så åndede hun ud. Peder Kristian tilbragte de sidste to år på ”hvilehjemmet” i Glyngøre, hvor han døde i 1948. Det værktøj han gennem alle årene ernærede sin store familie med, fyldte stort ikke mere end hvad, der kunne være i en skotøjsæske. Og selvom arbejdet både som sadelmager, med Indre Mission og søndagsskolen må have fyldt meget, så må der altså også have været tid til lidt sjov. Det fik trods alt til 13 børn.

Oline og Jakob

Min farmors og farfars stue i huset i Søndergade i Sorø minder ved første blik om min mormors og morfars stue. Men der er forskel. Her præges væggen ikke af bibelcitater, men af mere verdslige prægede billeder. Afvigende for billederne er måske også aftenbeskæftigelsen. Min farmor læser i en bog. Om nogen i familien – i efterfølgende lige linje – har fundet en passion for bøger, må det stamme fra Oline. Jakob læser avis. Måske er det den lokale ”Social-Demokraten”. Jeg kender ikke deres politiske orientering, men vover at gætte den liggende et stykke til venstre fra midten. I hvert fald blev den store børneflok som voksne meget politisk bevidste, og politiske diskussioner var ikke noget tabu, når familien mødtes. Og skønt de fleste havde stor veneration for Socialdemokratiet, var de langt fra enige, og bølgerne kunne gå højt efter en god frokost, når kortene var kommet på bordet. Det var sjovt, og alle havde fint….
Jakob ernærede den store familie ved forskellige jobs som kusk i en købmandsgård, ølkusk, mælkemand og sluttede til sidst som arbejdsmand ved kommunen. Oline og Jakob – de var begge af gårdmandsslægt - havde oprindeligt et lille landsted i Kirkerup udenfor Sorø. Han var bolsmand - en mellemting mellem husmand og bonde - men må opgive stedet, for det kniber for Jakob med at få sået markerne til tiden og efterfølgende at få bragt høsten i hus i tide. Flid og ihærdighed var vist ikke hans spidskompetencer. Og imens voksede familien, som måtte flytte ind til Sorø, først til leje i det toetagers byhus, som de senere købte i 1917 for 4.000 kr. I 1943 døde Jakob, to år før jeg blev født. Oline flyttede til en lejlighed på førstesalen af en villa i Absalonsgade sammen med sin kanariefugl ”Piphans”. Her begynder mine erindringer om hende. Huset i Søndergade blev solgt til min faster Konstance og onkel Ejner, og vi kom der ofte. Nogle år senere flyttede Oline og ”Piphans” ind hos min faster Ruth og onkel Aage i Roskilde i min fætter Kjelds tidligere værelse. I 1954 døde hun få dage efter at have besøgt os i Næstved. Jeg husker hende som en mild gammel kvinde, som altid betænkte mig med gaver til fødselsdag og jul. Mit første (røde) penalhus var en gave fra hende.Og der var mange at give gaver, for hun havde yderligere 40 børnebørn.
Ved hendes bisættelse i Sorø sang min tante Anna ”Kun en dag et øjeblik ad gangen” solo i kirken. Hun havde den smukkeste sopranstemme, jeg nogensinde havde hørt….

Ingen kommentarer:

Send en kommentar