Sidevisninger i alt

Sidevisninger i alt

lørdag den 29. april 2017

Læredreng i tresserne





"Er du for fanden ude på at slå mig ihjel, knægt?" Stemmen kommer fra Børge L. Han ligger med det halve af kroppen inde i en stor ventilator og er ved at bakse et stort ventilatorhjul op på akslen. Ventilatorhjulet hænger i kranen, og den betjenes af mig, og det går ikke så godt. Jeg er i gang med mit andet læreår på De Forenede Jernstøberier i Næstved som maskinlærling. En kortfattet instruktion er gået forud, for det er første gang, jeg betjener en traverskran, som der nu til dags kræves ugelange AMU-kurser med certifikat for at må betjene. Sådan er det ikke i midttresserne.
Jeg har været lærling et uger hos makkerparret Børge L og Frede-ild-i-røven. Sidstnævnte er også frivillig brandmand. De monterer store ventilatorer, og deres kontante og rustikke måde at kommunikere på har jeg endnu ikke vænnet mig til. Jeg bliver lidt skræmt over udbruddet inde fra ventilatorhuset. De første uger som lærling hos makkerparret har været lidt af et mareridt,  for deres pædagogiske virkemidler er ikke helt opdaterede. Da jeg en af de første dage beder Frede-ild-i-røven om at slibe et bor for mig, får jeg hele hans samling af bor - som han opbevarer i venstre baglomme -  stukket i hænderne med besked om at øve mig på dem! Først efter at have fremvist det mislykkede resultat, får jeg en grundig instruktion i at slibe bor, og så kan jeg starte forfra. En anden gang kan jeg ikke få et bor løsnet i patronen på en standerboremaskine, hvilket jeg meddeler Børge L. Han beder mig om at skrue fundamentsboltene af og få kørt den ud i skrotbunken. Da jeg lidt forskrækket spørger, om han virkelig mener det, svarer han, at boremaskinen jo er ubrugelig, da det er tvivlsomt, at næste bruger skal bore med samme bor! "Nu skal du bare se, hvordan vi gjorde i gamle dage i Amerika (han har vist aldrig været der!), og så viser han mig - med noget der minder om et håndkantslag - hvor let man får boret løsnet af patronen og stikker i et grin. Og da jeg en af de første uger kommer tomhændet tilbage fra et ærinde  i en anden afdeling uden at kunne finde den, jeg skal hente noget hos, får jeg kontant at vide, at der "for fanden da må nogen, du kan spørge om, hvor vedkommende er henne" og at jeg i fremtiden ikke skal komme retur uden at have en besked med. Disse tilvænningsbagateller til trods, så ender det med, at jeg bliver rigtig glad for at arbejde for dem og de lærer mig meget både teknisk og om indstilling til at løse opgaver. Det har jeg senere haft meget nytte af.
Som forstås, er de begge godt skåret for tungebåndet og mangler sjældent ord til en given situation. En dag ligger Børge L. og bakser inde under en stor ventilator, da han fornemmer, at en person er stoppet op og betragter ham. Jeg står ved siden af som håndlanger. "Hvad fanden glor du på, din abe?" er Børges reaktion til personen. Lang pause, ingen svarer, og til sidst stikker Børge hovedet ud for se hvem, betragteren er. Og der står så "Den lange", fabrikkens karismatiske driftsleder. Han har format nok til ikke at kommentere situationen og går hovedrystende videre. Børge L. kigger på mig, og siger: "Nå, ja, hvad fanden. Man skal jo heller ikke gøre forskel på folk!" Og så griner han, måske over egen visdom....
Som nævnt bliver jeg rigtig glad for at arbejde for dem, og på lønningsdagen ruller der som regel en femmer tværs over filebænken fra dem begge til mig. Det er et pænt supplement til ugelønnen på 50 kr.
Lønningdagen - hver 14. Dag -  er et højdepunkt. Efter fyraften møder personale fra lønningskontoret op på værkstedet med lønningsposerne, som indeholder både pengesedler, klingende mønt og en grøn afregningsseddel. De tager opstilling ved filebænkene nær ved indgangen. Vi andre stiller os i kø. Lønningsbogholder Peter Jensen står for udlevering af lønningsposer til de faglærte, en kontordame til arbejdsmændene og den langlemmede kontorelev Inge-Lise udleverer lønningsposer til os 16 - 18 lærlinge. Når hun jævnligt skridter tværs over pladsen med materiale til arkivet over marketenderiet, tilkastes hun af mange længselsfulde blikke. Og er hun i selskab med den smækre, sorthårede Judith, springer Poul 'Sadopik' galant og tilbyder at bære byrden for hende. Poul 'Sadopik' er en stor arbejdsmand på pladsen, iført grønne arbejdsbukserne og hvid murerkasket. Han er meget støjende, og efter indtagelse af en del øl i dagens løb, stiger støjen efterhånden til et crescendo. Tilnavnet 'Sadopik' skyldes, at han - en dag, hvor han ikke helt havde fattet, hvad en arbejdskammerat havde spurgt ham om - gentog: "Sae' du pik?"
Nu kan man måske fejlagtigt få det indtryk, at vi lærlinge er en lidt ringeagtet medarbejdergruppe på den lille maskinfabrik i Grønnegade. Det er ikke tilfældet. Vi er smedelærlinge - eller mere korrekt: maskinlærling og kleinsmedelærlinge. Vi er ikke elever eller -  som jeg så det fornylig på TV så en halvhjerne betegne sig selv - maskinarbejderstuderende! I daglig omtale er vi læredrenge, eller blot drengene. Det er ikke ment nedladende, det er godt nok, og vi er ikke uden selvbevidsthed. Vi har et godt sammenhold, griner meget og mødes to gange i arbejdstiden, kl 10 og kl 14 omkring pisserenden på toilettet for at brænde tobak af. Cigaretterne køber vi af Peter Rehn enkeltvis for 10 øre. Han betjener den store kantpresse lige udenfor toiletterne, og har en nebengeschæft med at sælge cigaretter stykvis. Lærlinge må ikke ryge i arbejdstiden, men her har vi vores frikvarterer, alle ved det, men ingen anfægter det, når blot vi ikke smider skoddene i pisserenden. Dog kan det hænde, at vi bliver hentet tilbage til arbejdet af de svende, vi er tilknyttede. Lørdag formiddag i frokostpausen marcherer vi i gåsegang gennem Grønnegade, Ringstedgade, Ramsherred og Axeltorvet for at købe basser hos bageren i Torvestræde, og så er vi ikke til skyde igennem. I marketenderiet har vi vores egne borde, og her bliver den halve time brugt på at spille 'Casino' med et fedtet sæt kort, som vi kender lige godt fra både bag- og forside. Efter fyraften samles vi som regel omkring en af ældstelærlingenes filebænke for at klunse om basser. Først skal der findes ud af hvem, der har kontanter til at betale for basserne, som hentes i den lille bagerbutik overfor fabrikken i Grønnegade. Der afregnes på lønningsdag. Og så klunses der og dagens oplevelser udveksles under meget morskab, lige indtil den skaldede portner kommer og meddeler, at nu har vi nøjagtig 10 minutter til at komme i bad og blive klædt om i.

Det er en god tid, for vi har et godt kammeratskab. Jeg mindes tiden med glæde......

1 kommentar:

  1. Jeg er Frede- ild- i røvens barnebarn, det er SÅ sjovt skrevet. Tak fordi jeg må se med

    SvarSlet