Havnen

For nogle uger siden kørte jeg forbi Næstved Havn og videre ud langs kanalen. Solen var netop gået ned bag det, der engang var byens store arbejdsplads, Ny Maglemølle Papirfabrik. Min trang til at fotografere solnedgange fornægtede sig ikke - det må være en medfødt genetisk fejl - og der skulle selvfølgelig tages et billede…..også af denne solnedgang.

Havnen - ikke kun denne, men alle havne - har altid fascineret mig dybt. Som halvstor dreng i Næstved cyklede jeg tit en tur til havnen. Den var drømmenes holdeplads og porten til den store verden. Her kom engelske skibe, gamle plimsollere bygget før 2. verdenskrig, nogle dem malet i en skrigende gul farve. Der kom også skibe fra Polen, og der kom sovjetiske lægtere trukket af slæbebåde. Det var hovedsageligt kul, som blev losset, enten til papirfabrikkens kraftcentral, til Næstved Kul og Koksimport (mange lejligheder havde stadig koksfyrede kakkelovne) eller til Gasværket. Også råmaterialer til Holmolit og til Glasværket i Fensmark blev af en af de mange kraner løftet ind over kajen. Danske, svenske og finske skibe anløb havnen med papirmasse for videre fabrikation til papir på papirfabrikken. Og coastere kom der mange af……disse havets ‘lastbiler’, der transportere stykgods mellem danske havne. Mange af den havde stadig master, som en reminiscens fra en fjernere fortid, hvor sejlskibene dominerede havene. Idag er disse coastere fortid. De ses nu kun om sommeren som sejlende lejrskoler for utilpassede og dårligt opdragede unge mennesker.

Ja, der var på havnen dengang nok til at nære en 15-årig drengs drømme, når han på sin gule konfirmationscykel cyklede langs kajerne helt ud til enden af papirkajen. Jeg drømte om at komme ud at sejle, og at se de fjerne egne, hvor skibene hørte hjemme. Dengang i sluthalvtresserne og tresserne var udlandsrejser ret begrænsede for arbejderklassen, og min eneste havde dengang været en endags tur til Lübeck.

Disse ture ned til havnen gav mig også mulighed for at få afprøvet mit mellemskoletysk- og engelsk, når det var muligt at få kontakt til en af søfolkene. Og ikke sjældent var jeg så heldig, at få lov til at komme ombord på et  skib, for søfolkene var altid flinke og venlige, når jeg tiltalte dem. Det var særligt spændende, når der lå et sovjetisk skib i havnen med disse mærkelige bogstaver påmalet stævn og hæk. Der var mystik og spænding til at nære min fantasi….tænk sig… rigtige kommunister i Næstved, var nogen af dem mon spioner? En dag tog jeg mod til mig og råbte op til en mand på dækket af sovjetisk slæbebåd noget på engelsk….måske bare for at kunne sige, at nu havde jeg snakket med en fæl kommunist. Han forstod mig ikke, men gjorde tegn til mig, at jeg skulle komme op ad gangway’en og ombord på skibet. Med hjertet helt oppe i halsen gik jeg ombord, og han gjorde tegn til mig om at følge med. Han førte mig ind i et tilrøget og beklumret lukaf, der var propfyldt med søfolk, som sad og så den slørede film, som en filmfremviser i den ene ende af lukafet kastede op på et tilrøget skot i den anden ende. Ingen ænsede mig - dertil var søfolkene for optaget af filmens handling - og min ledsager forsvandt efter at have afleveret mig, han har vel formodet, at jeg gerne ville se film. Jeg husker ikke, hvor længe jeg blev ombord, men jeg følte mig alt andet en vel til mode, og efter et stykke tid luskede jeg - igen uden noget ænsede mig - ud af lukafet og ad gangway’en ned på kajen…..lettet og inderligt tilfreds med at have været ombord på et sovjetisk skib fyldt med kommunister….og hvem ved….måske også med spioner!

Dengang blev skibene liggende flere dage i havnen, losning og lastning tog den tid losning og lastning tog dengang. I Sydsjællands Socialdemokrat kunne jeg følge med i hvilke skibe, der anløb havnen, og hvor de kom fra. Og så jeg, at mit yndlingsskib M/S Perla Dan var anløbet havnen med papirmasse fra Turku i Finland - om jeg ikke allerede havde set det på en af mine talrige spontane cykelture til havnen - så cyklede jeg straks derned. M/S Perla Dan var et af rederiet JL Lauritzens moderne polarskibet malet i en knaldrød farve. Min længsel efter at komme ud at sejle med sådan et skib var så stor, at jeg skrev til flere rederier og forespurgte om muligheden for at få sommerferiejob som skibsdreng på et deres skibe. Det var det ikke; jeg måtte nøjes med drømmene og med at leje en robåd hos ‘skibsreder’ Wollander, der fra et lille skur i det gamle del af havnen udlejede mere eller mindre synkefærdige gamle robåde. Så roede jeg - uden redningsvest - rundt i havnen i den time lejemålet gjaldt…ofte i vand, der var farvet blodrødt af udløb fra papirfabrikken.

Jeg fik aldrig fuldt ud udlevet min drøm om at sejle….et enkelt år blev det. Ved en af de skilleveje tilværelsen stiller én overfor, valgte jeg en anden vej….. og det var heller ikke så ringe. Men det er en helt anden historie.

Og den eftermiddag, jeg kørte forbi havnen og så papirfabrikkens silhuet i solens modlys med de to skorstensattrapper, der symbolsk rager op fra kraftcentralen, randt det mig i hu, at der havde jeg i fire uger arbejdet som smed i en sommerferie, mens jeg læste. Jeg tilbragte alle fire uger fra morgen til aften i bunden af en stor åben beholder med at demontere vinger, der var rustet fast på den aksel, der i midten af beholderen gik ca. 10 - 12 meter op til drivmotoren i toppen af beholderen. En dag mødte jeg den værkfører, der havde ansat mig. Lidt brysk spurgte han mig, hvem jeg var, og om jeg var ansat her? Jeg kunne så oplyse, at han havde selv ansat mig og sat mig i arbejde.

Sådan er jo så meget….og som ung var jeg vist ikke altid lige synlig.