Sidevisninger i alt

Sidevisninger i alt

fredag den 25. januar 2019

Caltextanken Ringstedgade 167 i Næstved


Da jeg i 1962 afslutter realklassen på Næstved Gymnasium, er der tre måneder til, jeg skal begynde som maskinlærling på de Forenede Jernstøberier i Grønnegade den 1. oktober. Jeg vil have et job og tjene nogle penge i den tid, der er, til jeg skal starte karrieren. En annonce i Næstved Tidende, hvor der søges en arbejdsdreng, bringer mig en fredag i juli ud til Caltextanken i Ringstedgade 167. Her møder jeg Olsen for første gang. Han forpagter tanken og er en bryskudseende lille rundrygget mand - nok midt i halvtredserne - i grøn kittel, træsko og med alpehue. Noget skræmmende virker han på mig, og han lægger ikke skjul på, at der skal bestilles noget, og at arbejde er noget helt andet end at gå i skole. Af én eller anden årsag - mærkelig nok - må jeg ikke have virket skræmt, for han afslutter samtalen med at sige: “Du kan begynde på mandag kl 14!” Og glad cykler jeg hjem til mine forældre og fortæller, at nu har jeg fået et arbejde......uden iøvrigt at have aftalt løn eller arbejdstid! Det finder jeg ud af, da jeg møder op om mandagen som aftalt. Jeg får 80 kr om ugen for hver uge at skifte mellem dagarbejde fra 6 - 14 og aftenarbejde fra 14 - 22 samt at arbejde hver anden søndag.
Her må jeg lige gøre et spring. Jeg har i mit arbejdsliv vel haft lidt over et dusin chefer. Nogle har været gode og andre har været mindre gode, nogle husker jeg bedre end andre og ganske få ville have været bedst tjent med at være helt glemt. Højtuddannede akademikere med et lederkursus og selvlærte folk har de været. Til den sidste gruppe hører Olsen, han har ingen uddannelse, og en bog om ledelse har han næppe nogensinde været nærhed af, men han hører til gruppen af de bedste chefer, jeg mindes at have haft. Han stiller tydelige og markante krav til sine ansatte, er altid rolig og ligevægtig, og han taler venligt og tydeligt til os...og kan i øvrigt ikke lide at se sine ansatte ubeskæftigede. Der er altid nogle små jobs, som vi kan henfalde til, hvis der ikke er kunder at betjene, biler at vaske eller dæk at lappe. Det kan være at vaske fliserne i vaske- og smørehal, luge i bedet ud mod fortorvet, eller rive gruset foran standeren med farvet benzin. Og så bryder han sig heller ikke om, at man holder fyraften før det igangværende job er afsluttet...fyraften eller ej! Ordet overtidsbetaling findes ikke i hans vokabularium. Jeg overholder disse enkle regler og befinder mig ganske godt i mit livs første rigtige  job.
Der udfolder sig et broget liv på tanken. Mange af byens spidser - tandlægen i  Opel Kapitän, murermesteren i Ford Thunderbird, pelshandleren i Chevrolet og  trikotagehandleren i Jaguar - kommer som kunder, den ene mere opblæst og højrøvet end den anden! Olsen forstår at betjene og pleje disse bedsteborgere. Mange af dem ignorerer den arbejdsdreng, som skal betjene dem. Uden at hilse, sejler spidsborgeren forbi den tjenstvillige unge mand med kurs mod kontoret, hvor Olsen sidder og færdiggør gårdsdagens regnskab, og afgiver sin bestilling....til Olsen, som videregiver bestillingen gennem den åbentstående yderdør: “Vil du tanke murermesterens bil, Bent, og se efter luft, vand og olie og vaske forruden?” Vi har en nøje instruks om altid at spørge til disse ting,  ligesom vi heller ikke må modtage drikkepenge. Det gør vi selvfølgelig, når Olsen ikke er tilstede.
Kun en enkelt gang ser jeg, at Olsen er ved at miste besindelsen, og at han må kæmpe en kamp mod indre dæmoner for at bevare sit rolige ydre. En smøremand har fyldt adskillige liter smøreolie på en af fragtmandens store røde Scania Vabis lastbiler, som kører dagligt med fragt til København. Desværre uden at bundproppen i bundkarret var skruet i, så olien løber lige gennem motoren og ned i bunden af smøregraven. Den formastelige bliver sendt hjem og sove og bliver bedt om først at møde på arbejde, når han er udsovet!
Det er et broget galleri af medarbejdere, der er ansat på tankstationen. Den lille smøremand med det sortglinsende hår er en slags førstemand. Om glansen skyldes motorolie eller brilliantine lader sig ikke afgøre, men i hvert fald matcher det sorte hår perfekt de permanent sorte negle. Når han har aftenvagt, modtager han ofte “privatkunder”, som for et par pilsnere får smurt og skiftet olie på deres bil. For den lille sorte smøremand holder nemlig meget af øl. Og så kan han et nummer, når der har været tankvogn fra “Prøvestenen” for at fylde benzin på de store tanke under jorden. Det er noget med at sikre sig den benzin, der efter påfyldningen er i slangerne fra tankvognen til jordtanken. Den tømmes i en vandkande, som derefter tømmes videre over på den lille sorte smøremands gamle rustne Morris varevogn. Når han mangler penge, og det gør han ofte, lader han sig “skrive” for nogle liter benzin og tager så det skyldige beløb fra kassen. Detaljerne går aldrig op for mig, for på kasseregnskabet skal der slås både liter og beløb ind. En morgen møder han ikke på arbejde. Man finder ham død i sengen på sit værelse i Østergade,
Da jeg tre måneder senere begynder som maskinlærling på De Forenede Jernstøberier, fortsætter jeg med at arbejde på tanken hver anden søndag.
Olsen er ikke et menneske, man kommer tæt på livet af. Hans lidt bryske ydre værner om en vis reservation, men han er ikke uden følelser, og det viser han ved at spørge deltagende til den 21-årige, som ugen før har mistet sin far. “Så må du passe godt på din mor, Bent.” siger han til mig, da jeg en tidlig søndag morgen i 1966 en måned før jul møder på arbejde på tankstationen. Ved udgangen af året bliver jeg udlært maskinarbejder, og i  det nye år begynder jeg den videre uddannelse i København; jeg bliver boende i Næstved og fortsætter med at arbejde hverandre søndag på Chevrontanken, som nu har skiftet navn. Det år til jul får jeg et pænt pengebeløb i “julegave” af Olsen.
Jeg har min sidste “weekendvagt” på tanken kort tid efter, jeg som færdiguddannet i en alder af 25 år har fået job i Køge på den virksomhed, som skal blive min arbejdsplads de næste 40 år. Man forlader jo ikke sine jobs i utide!
Jeg tiltaler ham stadig med ‘De’ og Olsen, for andet kan jeg ikke få mig selv til. For Olsen er jeg vist stadig bare drengen Bent. Sådan fortsætter det i de følgende år, når jeg under besøg i Næstved kommer på Chevrontanken som kunde. Det føles helt naturligt....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar