Sidevisninger i alt

Sidevisninger i alt

torsdag den 22. november 2018

Juleminder


De første julegaver jeg har minder om, det er en hammer og en sav...... rigtigt brugbart værktøj og ikke i legetøjsudgaven. Vi boede i en af de røde blokke på Kærmindevej, nærmere betegnet nr 3, 2. sal til venstre. Jeg har været omkring 5 år og så meget op til min far, især når han håndterede værktøj, enten derhjemme eller på arbejdet som smed på De Forenede Jernstøberier. Når han havde overarbejde, var min mor og jeg altid nede med kaffe og en ostemad til ham på fabrikken i Grønnegade ved normal arbejdstids ophør, og somme tider fik jeg lov til at komme ind på fabrikken og se, hvor han arbejdede. Det optog mig meget, og især var jeg optaget af hvor beskidte hænder, det var tilladt at gå rundt med. Jeg ville også være noget med værktøj og beskidte hænder, når jeg blev stor......og sådan kom det da også mestendels til at gå, idet starten på det, som skulle blive min profession var en læreplads som maskinarbejder netop på DFJ. Det gav rige muligheder for at udleve barndommens drøm om et liv med værktøj og beskidte hænder.
Min far må ret tidligt have opfattet det, og fundet det helt naturligt, at jeg fik en hammer og en sav i julegave. Jeg har ingen yderligere erindringer om julen i den lille lejlighed på Kærmindevej, for i 1950 flyttede vi til en bedre og større lejlighed på Erantisvej, og herfra begynder mine erindringer om julen.
Dengang i begyndelsen af halvtredserne var juleaftensdag ikke en fridag, men en hverdag, hvor min far arbejdede - som på andre dage - til kl. 16:30, og butikkerne lukkede først til sædvanlig tid kl 17:30. Senere op gennem halvtredserne begyndte butikkerne at lukke ved middagstid, dagen blev en halv arbejdsdag for endelig - vel engang i firserne - at blive en helt fridag. Når min far kom hjem sidst på dagen, var min mor i fuld gang med forberedelserne til julemiddagen, anden var i gasovnen, hvor gastrykket denne aften var lavt, og derfor skulle den stege længere end normalt. De små kartofler var klar til bruning og rødkålen skulle kun varmes, for den var lavet i de foregående dage. Forud for denne aften var gået ugers forberedelse med bagning af vanillekranse, jødekager, kogning af klejner (i Palmin). Hjemmelavet leverpostej og sylte var blevet fremstillet og indgik som en naturlig del af julens kulinariske højdepunkter, hvortil også hørte julefrokosten 1. juledag, som gik på skift mellem familiens medlemmer.
Juleaftensdag dag var en lang dag at komme igennem for den 7 - 8 årige. Forventninger var store til denne aften.....ikke fordi, der blev givet store gaver, for pengene var små, og som regel var det altid noget nyttigt mine forældre gav hinanden. Min far gav som regel min mor noget til brug i køkkenet, og min far fik ofte noget beklædning, der ligesom køkkengrejet alligevel på et eller andet tidspunkt stod for anskaffelse. Min mor havde dog en tradition med hvert år at forære min far “Hvem, Hvad, Hvor”,  årbogen, der blev udgivet af POLITIKEN. Den første bog fik han i 1955, og da han døde overførte min mor denne tradition til mig. Jeg har endnu alle bøgerne. Da jeg var blevet stor nok, fik jeg penge af min far til at købe julegaver til dem, og og som regel købte jeg en skål eller en vase til min mor, eller en bog eller et par sokker til min far. Selv fik jeg udover tøj også et stykke legetøj, måske legetøjssoldater, en legetøjspistol eller et “cowboysæt”, for dengang var de foretrukne lege for drenge gerne noget med krig eller noget cowboy’dere og indianere. Disse lege var nemlig endnu ikke stemplet som politiske ukorrekte...og mærkelig nok er ingen af os drenge..hvoraf flere den dag i dag hører til mine nære venner.....blevet hverken voldelige eller kriminelle af vores leg dengang....
Når vi i den lille familie havde danset omkring juletræet...tre mennesker skal virkelig strække begge arme ud for at nå hinanden hele vejen rundt .....så var det tid til gaveudpakning, og pudsigt nok erindrer jeg ikke at føle skuffelse over at have fået en sweater eller et par strikkede vanter i julegave, men selvfølgelig var glæden over legetøjet størst.
Og når det var overstået, så gik turen rundt i blokken på Erantisvej til mine mange legekammerater, for vi var alle spændte på, hvad de andre havde fået. Vi kom ind hos hinanden og forsynede os så rigeligt hvert sted med slik og frugt, for til julen hørte en slikskål med marcipankonfekt, romtoppe, brændte mandler med mere, ligesom en skål fyldt med pigeoner, vindruer, nødder og appelsiner hørte til i de små hjem på Erantisvej.
Joe....juletiden var noget særligt for en 8 - 10 årig dreng på Erantisvej, der var en særlig fortryllelse over juletiden, hvor forventninger efter familiekomsammen i juledagene igen begyndte at stige hen mod nytårsaften. En fortryllelse, jeg som voksen aldrig rigtig har genfundet, når lige ses bort fra årene, hvor min søn med forventning så frem til julen. Og jeg må med skam at melde bekende, at mit forhold til julen i dag er afklaret og køligt, selvom jeg sætter stor pris den anledning, julen giver til at være sammen med nærmeste familie og nære venner. Sådan er det altså bare, og julens forbrugsfest, som starter måneder forud og kulminerer  over en måned med julefrokoster i massevis, har jeg et ret afslappet og distanceret forhold til, uden på nogen måde at undslå mig for at tage del i løjerne.....i rette selskab!
Og hvad skete der med den hammer og den sav, jeg som 5-årig fik i julegave? Ja, de ligger såmænd ude i mit værksted, lagt til side i en kasse med min fars slidte værktøj. Om de dengang varslede et arbejdsliv omgivet af værktøj, og med periodevis meget sorte og beskidte hænder, så skete det fyldest i et rigt arbejdsliv med masser af tekniske udfordringer....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar