Sidevisninger i alt

Sidevisninger i alt

onsdag den 18. april 2018

Barndommens gade

Barndommens gade


Barndommens gade, det var Erantisvej. Herfra oplevede jeg min barndom og tidlige ungdom. Her skete skelsættende begivenheder, som formede en stor del af resten af min tilværelse. Og her blev langtidsholdbare venskaber grundlagt, og i lejligheden i nr. 3 blev den kvinde, jeg valgte til at dele livet med, præsenteret for mine forældre. Det blev mine forældres sidste bolig. Fra denne bolig sluttede deres liv.
Mine forældre flyttede til byen i slutningen af fyrrerne, i 1949 må det have været. De tilflyttede fra Nakskov, hvor min far arbejdede som svejser på skibsværftet og min mor som sygeplejerske på sygehuset. Der var ikke mere arbejde på værftet, og så måtte familien flytte hen, hvor arbejdet var. Det var der for min far på De Forenede Jernstøberier i Grønnegade. Han flyttede i forvejen og boede et halvt år på et værelse på Kalbyrisvej, inden han fandt en bolig til den lille familie, som bestod af min mor og det lille fireårige vidunder. En dårlig lejlighed i Grønnegade og en lejlighed på anden sal på Kærmindevej blev korte mellemstationer inden familien i 1951 flyttede ind nr. 3 på Erantisvej. Det var et nybygget og endnu ikke færdigopført boligkompleks, nok byens prestigebyggeri, for det fik hurtig navnet “Dollargrinet” og lå på det, der endnu gik under betegnelsen “Ridemarken”. Navnet hentyder til, at det i tidligere tider var de beredne gardehusarers  øvelsesterræn. “Dollargrinet” blev opført af byens store murermester, Aage Sørensen, og huslejen var - sammenlignet med socialt boligbyggeri - høj, for en to et halvt værelse lejlighed betalte min far den fyrstelige sum af 94 kr. om måneden. Lejemålene blev derfor hovedsagelig efterspurgt af familier fra de sociale lag over arbejderklassen, f. eks officerer på en af byens to kaserner, funktionærer og mindre næringsdrivende.
I de kommende år blev det hurtigt ændret, så vi ikke længere var en af de få, måske den eneste arbejderfamilie, der flyttede ind i “Dollargrinet”. Flere af min fars arbejdskammerater var forarget over, at han som arbejder kunne tillade sig at bo der. En enkelt mente ligefrem, at han “ikke fortjente en dags ærligt arbejde”, når han kunne tillade sig det.
Erantisvej blev hurtigt et sandt paradis for os børn omkring skolealderens begyndelse, for der var altid nogen at lege med. På den anden side af Erantisvej var der endnu kornmark. Den rendte vi rundt i, lavede gange og legede skjul. Det var særligt sjovt, når der voksede sennep, for denne afgrøde var højere end os små purke. Det var byens store slagtermester og kreaturhandler, Robert Christensen, som ejede markerne, og når han kom kørende i sin store amerikanske bil ud for at inspicere afgrøden, og han så os unger lege på hans mark, steg han ud af bilen og truede af os med sin krogede stok og udstødte forbandelser mod os, mens vi som små mus pilede ud på den anden side af marken. Han fik aldrig fat på os. Særligt sjovt var det, når der blev høstet med mejetærsker. Så byggede vi huler af halmen og kom sent ind om aftenen, godt trætte og fyldt med støv og avner, der kløede og sad fast i tøjet.
Efter nogle år blev arealet overtaget af det sociale boligselskab, som anlagde en boldbane, dvs. der blev rejst to fodboldmål og to håndboldmål. Banen var forbeholdt lejere i boligselskabets “røde huse”, og ikke dem fra “Dollargrinet”. Murermesteren fik efter sigende tilbudt, at hans lejere også kunne benytte banerne mod at han betalte 500 kr. Men det tilbud afslog han, for dem, der bliver rige, der er dem, der holder på pengene. Det betød i virkeligheden ikke spor. Os unger fra “Dollargrinet” brugte banerne ligeså meget som børnene fra Ejlersvej, Kærmindevej og Lyngstien, og ingen forhindrede det nogensinde. På disse baner blev spillet “store kampe”, oftest med to på hver hold og til et mål med fælles målmand. Det kunne være Danmark mod Sverige, England, Tyskland  - eller Brasilien. Vi skiftedes til at være Knud Lundberg, Pelé og Stanley Matheus - eller hvad stjernerne nu hed dengang. Fodboldstøvler havde vi ikke, for ingen af os var endnu begyndt at gå til fodbold i NIF. Fodtøjet var typisk gummisko, (min mor kaldte dem for socialsko), eller om vinteren gummistøvler. Efter sådan en omgang fodbold var det ofte nødvendigt at opfriske skoenes hvide farve med noget kridtpasta, som blev smurt på med en kasseret tandbørste.
Når det var regnvejr, så spillede vi fodbold nede i kældergangen; det måtte vi ikke for viceværten, for ofte ramte vi en af de nøgne pærer i loftet, så den blev smadret. Når viceværten Dideriksen viste sig i den anden ende af kældergangen, råbte han efter os og truede med en knyttet næve, mens vi pilede væk. Næste gang vi mødte ham, spurgte han så, om det var os, der havde spillet bold i kælderen og smadret en pære, mens han forsøgte at se brysk ud, men et lille glimt i øjet og antydningen af et smil i mundvigene gjorde, at vi aldrig blev rigtig bange for ham, for han var en rar mand. Han talte altid venligt til os børn, når vi mødte ham. Den store græsplæne mellem blokkene, som han satte en stor ære i at pleje, måtte vi heller ikke lege på, og det respekterede vi børn, for vi havde trods alt en vis respekt for ham.
Der var altid nogen at lege med, for det var bare at gå ned i gården og spørge en af de andre børn, om de kunne lege, eller man ringede på hos en af legekammeraterne og spurgte: “Kommer du ud og lege?” Var det regnvejr, så spurgte man sin mor eller far om en kammerat måtte komme ind og lege. Og det måtte de som regel. Det var i en tid før forældrene imellem traf aftaler på børnenes vegne.
Senere, da de første fjernsyn begyndte at dukke op i de små lejligheder i slutningen af halvtresserne, blev der rift om at få lov til at komme ind se fjernsyn hos en af de legekammerater, der var så heldig, at forældrene havde midler til at købe et af de eftertragtede 17” fjernsyn. Selv nød jeg godt af, at min kammerat Gerts mormor, der også boede i blokken, var blandt de første, der fik fjernsyn. Tit måtte spisebordsstolene tages i brug for at skaffe siddepladser til alle foran den lille flimrende kasse. Selv fik vi fjernsyn først i tresserne, som en af de sidste i blokken. Mine forældre havde ikke fortalt mig om det i forvejen, og da jeg åbnede døren, og der stod en mand med et fjernsyn udenfor, var min første reaktion, at sige til ham, at han måtte være gået forkert, for vi ventede ikke noget fjernsyn. Så dukkede mine forældre grinende op inde fra stuen og kunne berolige mig med, at det altså var rigtigt nok. Og så blev manden med det nye 21” fjernsyn lukket ind og kunne begynde installationen, for der skulle først sættes en antenne op på loftet og dernæst trækkes en antenneledning ned gennem ventilationskanalen fra toilettet og dernæst føres ind i stuen.
Det var en stor dag, den dag vi fik fjernsyn....
Erantisvej var et godt sted at være barn, og det var gaden, hvor de venskaber, der blev knyttet mellem nogle af drengene for mere end tres år siden, holder endnu. Til mit nære netværk idag hører nogle af de kammerater jeg fik på vejen.
Lejligheden i nr 3 var i familiens besiddelse i 50 år.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar