Sidevisninger i alt

Sidevisninger i alt

tirsdag den 23. april 2019

Om at flytte fra et sted til et andet....


Om at flytte fra et sted til et andet i Næstved og omegn

Den vestlige udfaldsvej fra Næstved fører til Skælskør; efter Borgnakkeskoven grener den af til venstre mod Karrebæksminde, og fra det tidligere fiskerleje fører ingen veje videre. Skal man væk fra Karrebæksminde, er der ingen vej udenom....man må tilbage ad samme vej, som man kom til byen på. Og den vej kan være tung at begive sig ud på.
Min hustru og jeg levede begge vores barndoms- og ungdomsår i Næstved. Her mødtes vi, her blev vi kærester, her blev vi forlovet, og her blev vi gift. På aftenen efter bryllupsfesten 1973 i Næstved flyttede vi ind i vores nyanskaffede parcelhus i Køge. Det blev vores bolig de næste 29 år. Gode stabile år blev det, netværket til venner og kolleger i Køge blev langsomt udbygget og rødderne i den østsjællandske by gravede sig ganske dybt ned i byens kalkholdige undergrund. Vi var med årene faldet godt til i byen og følte os hjemme.
Omkring årtusindskiftet havde jeg fået en sejlbåd, som lå i Karrebæksminde, og mange sommersøndage tilbragte vi på båden med kaffe og med kage fra Søkonditoriet. Vi overnattede ofte på båden, når vi efter en festlig aften havde været sammen med gamle ungdomsvenner fra Næstved, nu spredt for alle vinde. Flere havde fået sommerhus i det, der var blevet til en folkelig ferieby. Der var en nostalgisk fortryllelse over den lille badeby, der til stadighed bragte ungdomsminder frem om glade teltferier sammen med vennerne, bal på Sølyst, og den første uskyldige nærkontakt med de dejlige piger. Med årene talte vi ofte om på vores gamle dage, som jo så snart nærmede sig, at flytte til Karrebæksminde....bare sådan for sjov, uden vi vel egentlig i virkelighed rigtigt havde gennemtænkt det eller havde lyst til det.
Der var mange boliger under opførelse i byen i denne periode, Søfronten blev bygget og lidt senere kom så Lodshaven til. Vi havde på et tidspunkt undersøgt lidt omkring boligerne i Søfronten, men vi var ved nærmere eftertanke blevet enige om, at vi overhovedet ikke havde lyst til at forlade det lille parcelhus i Køge, som med årene havde gennemgået mange forandringer og blevet tilpasset vores behov, vægge var blevet revet ned, nye opsat, badeværelser og køkken bygget om, carport opført og opvarmet værksted indrettet. Og her voksede vores søn op. Nej, vi ville ikke væk fra det lille hvide velholdte hus med have og drivhus. Det var vores paradis her på jorden, og Køge var i en bekvem afstand fra vores søn, som forlængst var flyttet hjemmefra til København.
Traumatiske begivenheder og sygdom fik os til at begå en af de fatale fjollede fejltagelser, som mennesker gennem alle tider har begået og i al fremtid vil begå. Gennem bekendte hørte vi om det nye byggeri, som blev kaldt “Lodshaven”, 2-etagers rækkehuse opført i træ, beliggende i tilpas tæt afstand fra stranden ved Vesterhave og med - delvist - udsyn over Smålandshavet. Det hedder i ejendomsmæglerterminologi “havkig”. Var det ikke det, vi altid havde drømt om...og nu var der mulighed for at starte en helt ny tilværelse, et helt nyt sted. Sådan en chance gives kun én gang i livet! Og i løbet af meget kort tid blev beslutningen effektueret, godt hjulpet på vej af en flink ejendomsmægler, der ikke lagde skjul på, at der skulle handles hurtigt, for i løbet af meget kort tid ville alle husene være solgt med den interesse, der var for dem. Vi besluttede os midt på vinteren, og om foråret var vi blevet dobbelte boligejere, for huset i Køge var på trods af en anden flink ejendomsmægler endnu ikke blevet solgt. “Det bliver solgt til prisen inden for to måneder!” havde han betroet os. Først et halvt år senere og efter at prisen på huset i Køge var blevet sat betragteligt ned, kunne vi i sensommeren flytte ind i drømmeboligen, for - blev vi belært om - et hus, der skal sælges, må ikke stå ubeboet! Det gjorde ondt langt ind i sjælen at forlade det lille hvide parcelhus i Køge med det sidste flyttelæs. Her havde jeg for 29 år siden båret min brud over dørtærsklen, og her havde jeg i en babylift fem år senere båret min søn ind den dag, jeg en uge efter fødselen havde hentet mor og barn på fødestuen.
Der var i begyndelse en vis fortryllelse over at bo i det nye hus; det var sensommer, og i mange weekends var vi ofte sammen med ungdomsvenner, som havde sommerhus i byen, og vi blev gode venner med naboerne. Men det blev efterår og vinter, og hverdagen begyndte. I mit firma havde jeg fået en anden funktion, der krævede en stor arbejdsindsats ofte med arbejdsdage på 10 - 12 timer, og ikke sjældent med  arbejde i weekend’en. I dette efterår og denne vinter så jeg mange af ugens dage ikke dagens lys i Karrebæksminde for jeg tog afsted kl 06 om morgenen, og var sjældent hjemme før ved 18 - 19 tiden.
Grå efterårsdage med tåge og dis afløstes af smukke solklare vinterdage. Lange arbejdsdage for mig, og lange dage i ensomhed for min hustru blev en del af hverdagen. Det fungerede ikke, og en dag sagde en god ven til os: “Her er I ikke glade, I trives jo ikke!” Først da fik vi snakket om, at her ville vi ikke blive boende - emnet havde været tabu, for vi havde jo “investeret” fremtid og prestige i flytningen. En frostklar lørdag eftermiddag i januar, hvor solen sænkede sig under horisonten bag Smålandshavet og sendte sine sidste stråler mod kystens klinter, gik jeg over til ejendomsmægleren i Alléen og bad ham om at sælge huset....vi ville hjem til Køge!
Der skulle gå endnu halvandet år før huset blev solgt, for mange af husene i bebyggelsen var - modsat af den flinke ejendomsmæglers profeti om, at husene nærmest ville blive revet væk - endnu ikke blevet solgt. Vi vidste nu, at vi var på vej hjem og kunne bedre slappe af og nyde tilværelsen i den lille badeby.
Vi forlod Karrebæksminde med det sidste flyttelæs ad samme vej, som vi var kommet til byen nøjagtigt to år tidligere......og den vej var tung at begive sig ud på.
Karrebæksminde havde for en stund mistet sin uskyld....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar