Sidevisninger i alt

Sidevisninger i alt

mandag den 6. juni 2016

Rygning



Billedet er et af mange dårlige billeder, jeg har taget i årenes løb. Dårlig disposition og mangelfuld teknisk kvalitet kvalificerer det til papirkurven. I ungdommelig kådhed - Herregud, jeg var i 1975 kun 30 år - fandt jeg det morsomt, at kombinere den rygende skorsten med det på pumpehuset opsatte skilt, hvor den skarpsindige kan se, at rygning ikke er tilladt på savværkets område. Skiltet havde ingen sammenhæng med skorstensrøgen (som skyldes en rutinemæssig sodblæsning), men jeg fandt dengang åbenbart associationen vanvittig morsom..
Disse betragtninger handler om tobaksrygning, som i årenes løb har beredt mig mange gode og sjove oplevelser.
Jeg var 17 år, da min mor fandt en majspibe og en pakke MacBarens Mixture i min vindjakke. Forespurgt, om jeg var begyndt at ryge, måtte jeg gå til bekendelse. Det medførte ingen postyr af den grund, måske snarere en undren over, at det var sket så sent. (Var der mon noget galt med drengen?) I en stor familie med mange inkarnerede rygere, kunne det ikke ryste nogen. Min far havde røget siden syv års alderen. Efter han var holdt op med selv at rulle sine cigaretter, var 'Kings' det foretrukne cigaret mærke, - vekslende med pibe. På sine gamle dage røg han cerutter af mærket 'Lille Aroma' og pulsede løs lystigt i lænestolen ved radiatoren under indtagelse af kaffe og biblioteksbøger. Loftet ovenover antog med årenes løb en ubestemmelig gul kulør. Søndag formiddag kørte han ned til banegården i Næstved og købte en 'Flora Danica' cigar. Den kostede 1 kr., men så var den også emballeret i et metalhylster. Hylstrene fik jeg til at lave lommelygter af. Af indlysende grunde var askebægre en skattet gave til den store families talrige fødselsdage. Efter at være blevet accepteret som ryger anskaffede jeg mig en rigtig pibe, for der var prestige ved at ryge pibe. Alle kammeraterne røg også pibe. Det så smart og cool ud at rende rundt med en pibe i flaben. Jeg havde i begyndelsen en del besvær med at holde ild i piben. Det medførte morskab blandt kammeraterne, der ofte bad mig "give et nummer" på piben. At ryge den rigtige tobak var ikke uden betydning. Mit foretrukne tobaksmærke var ren lavstatus - MacBarens Mixture. Man skulle ryge Orlik, helst den røde. Vedholdende forsøgte jeg at tilvænne mig dette mærke. Det lykkedes ikke! Tobakken sved af helvede til på tungen og smagte mig slet ikke. Med stor ihærdighed lykkedes mig dog i en periode at udholde at ryge blå Orlik ("American Style"), og det blev så interessant; det gjorde ingen af de andre. Jeg vendte dog altid tilbage til den gode gamle Mixture, som af inkarnerede piberygerne blev betegnet som parfumeret hø. Cigaretter var jeg også begyndt at ryge, initieret af en-dags spritture til Travemünde, hvor en stang smøger kunne erhverves for mindre end en lærlingeugeløn. Når turens ration (som også indbefattede de i overtøjet indsmuglede ekstra pakker) var brugt op, var det aldrig noget problem at holde op med at ryge cigaretter. Således har mit rygerliv fulgt en sinuskurve, men i mine rygerperioder, som senere oftest var forbundet med stressende livsafsnit, har jeg fint kunne matche storrygeres tobaksforbrug. Prince var og blev mit foretrukne mærke, men forsøg blev også gjort med Kings og Scotmann. Camel blev også forsøgt (så var man virkelig cool ) men jeg kunne simpelthen ikke udstå smagen. Under ferier i Tyskland røg jeg altid ’Ernte 23’. Den smagte mig godt – og så var pakken også meget flot gul.
Som lærling på De Forenede Jernstøberier i Næstved måtte der ikke ryges i arbejdstiden. Der blev dog set igennem fingre med at vi (lærlinge) mødtes kl. 10 og kl. 14 ude på toilettet (altid omtalt som lokummet) og brændte tobak af. Cigaretter (Grøn Cecil – ren lavstatus) kunne købes stykvis hos Peter Rehn, som betjente den store kantpresse udenfor lokummet for 10 øre stykket. Han sikrede sig en lille ekstraindtægt til den sparsomme arbejdsmandsløn. (Andre havde også biindtægter; kontrolløren Henry solgte gule citronvand, og svejseren Ernst var altid leveringsdygtig i kondomer). Cigaretskodderne smed vi ofte i pisserenden. Hvis "Røde Carl" opdagede det, faldt der brænde ned. "Røde Carl" havde som hovedopgave at gøre rent på lokummet. Tilnavnet havde han erhvervet sig som entusiastisk medlem af det dengang nydannede SF. Han gik altid rundt med "Minavisen" i baglommen, som han påtvang de toiletbesøgende at låne med ind i de enkelte toiletkabiner. (som alternativ til den mere underlødige litteratur, der lå sammenkrøllet bag radiatoren!). "Minavisen" var SF's ugeavis - en slags socialistisk "menighedsblad” - som dengang var redigeret af den senere SF-formand Gert Petersen. Hvis disse - uofficielle - rygepauser trak ud, så blev vi hentet tilbage til arbejdet af de svende, vi var tilknyttet. Mod slutningen af min læretid besluttede vi lærlinge os for et "oprør". Vi ville have lov til at ryge i arbejdstiden! Som formand for lærlingeklubben blev jeg sendt op til "Den Lange", driftslederen, med vores "krav". Vi fik således gennemført, at lærlinge over 18 år måtte ryge i arbejdstiden - et resultat, jeg fik meget anerkendelse for fra smedenes tillidsmand, der belærte mig om, at rettigheder erhverves gradvis, og at næste opgave for mig måtte være at sikre alle lærlinge - uanset alder - retten til at ryge i arbejdstiden. Og så fortsatte vi - 18 år eller ej - med at brænde tobak ude på lokummet kl. 10 og kl. 14 og smide skodder i pisserenden...
Senere på Københavns Maskinskole fortsatte mit "rygerliv" sammen med mine klassekammerater, der næsten alle røg. Der måtte ikke ryges i timerne, men kun i pauserne mellem de enkelte lektioner. Ofte begyndte man ved afslutningen af en lektion at stoppe sin pibe for straks at være rygeberedt, når læreren var ude af klassen. Således også for ved afslutning af en lektion i køleteknik med teknisk lektor Ryssel, kaldet "Mr. Evercold". Øgenavnet henviser udover til lektorens fagområde også til hans flegmatiske og introverte væsen, blottet for humor. Ved synet af mig i gang med at stoppe piben fik han et raserianfald og skældte voldsomt ud. En klassekammerat, henfalden i en blid slummer, vågnede et sæt og begyndte at undskylde samt love, at gentagelse aldrig ville finde sted. Mens alle brød ud i latter luskede Mr. Evercold ud af klassen uden at kunne se det morsomme i situationen.
Som menig værnepligtig marinesoldat på bevogtningsfartøjet "P325 Nymfen" prøvede jeg for første – og eneste gang - at ryge andet end tobak. En af skibskammeraterne - falleret biologistuderende - var leveringsdygtig i hash. Da virkningen efter mit første forsøg udeblev (men til gengæld efterfølgende gav min pibe en afskyelig bismag) sluttede mine eksperimenter med dette rusmiddel.
Og så er vi tilbage på savværket, hvor tobaksrygning var forbudt overalt udendørs - og indendørs kun i nærmere bestemte områder. Brandfaren i virksomheden med masser af tørt træ lurede overalt. Et slukket cigaretskod udendørs hensatte som regel den koleriske og letantændelige (undskyld udtrykket!) brandchef i en svært manisk tilstand, og det medførte som regel en større efterforskning, som dog sjældent førte til domsfældelse. Brandchefen, kaldet 'Lyn-Ejner', havde sin "once-in-a-lifetime"-oplevelse den dag, han greb en besøgende med en tændt cigaret i munden. For Lyn-Ejner var der aldrig langt fra tanke til handling. I stærkt ophidsede tilstand flåede han cigaretten ud af fløsen på den målløse gæst. Episoden fandt sted i mølleriet, hvor pudsestøv og spåner fra bræddeproduktionen blev sorteret i fraktioner og fyldt i sække - nok fabrikken mest brandfarlige område. Den formastelige gæst - en potentiel kunde - var i selskab med den for dette sekundære produkt (der var forbud i virksomheden mod at betegne det som affald!) salgsansvarlige, der hed Hans til fornavn. Han var også salgsansvarlig for salg af brænde, heriblandt klodser fra kapsavene og blev altid omtalt som Klods-Hans. Som man måske vil forstå, var salgsområdet ikke firmaets vigtigste, men ikke desto mindre var Klods-Hans en selvbevidst person, der efter mange års tro tjeneste i firmaet var blevet udnævnt til prokurist. En sådan person træder man ikke ustraffet over tæerne! "Overgrebet" mod en af hans fremtidige kunder medførte en skriftlig klage til direktionen, som igen mundede ud i en skriftlig henstilling til Lyn-Ejner om at dæmpe sig lidt ned, når der var kunder på besøg. Handsken var kastet og Lyn-Ejner tog den op. I en mange sider lang svarskrivelse til direktionen, tilbyder han at trække sig fra jobbet som sikkerheds- og brandchef, "og det endda lidt hurtigt" sluttedes han sin skrivelse af med. (Jeg ved det, for som hans senere midlertidige afløser fik jeg indblik i en alt andet end kedelig korrespondance med chefer, myndigheder, brandvæsen, afdelingschefer og mange andre om alt mellem himmel og jord!) Heldigvis for alle parter fik besindige personer i direktionen talt de ophidsede parter ned, og livet kunne forsætte sin vante gang....
Men ikke alle rygerrelaterede begivenheder på savværket var lige dramatiske. På kraftcentralen røg vi næsten alle sammen, og ofte måtte man nærmest "skære" sig gennem tobaksrøgen i kontrolrummet for at komme hen til pulten. På et tidspunkt indgik vi maskinmestre en kollektiv rygestopaftale. Det blev en jammerlig forestilling. Det startede flot og i fin stil med at den mest handlekraftige af os nonchelant brændte sine piber i den gamle Kedel 2. Situationen blev snart uholdbar. Chefen, der nok havde været den ivrigst rygende af os, begyndte at spise flødekarameller i en hel uhørt mængde. Ustandselig hørtes lyden af skrivebordskuffen gå op og i, og flødekaramelpapir blive krøllet sammen og smidt i papirkurven. Samtidig ophørte hans humørsvingninger. Nu var han konstant sur og gnaven – ikke som tidligere kun i perioder. En noget ældre kollega fortrak til toilettet med sin pibe, som han tidligere havde for vane konstant at trække vejret gennem. En odør af "Sweet Dublin" røbede, at hans toiletbesøg tjente mere end ét formål. Forespurgt om han røg i smug på toilettet, lignede han en skoledreng grebet på fersk gerning, men benægtede at have brændt tobak af. Situationen var selvfølgelig helt uholdbar, og efter få dage opløstes den kollektive aftale sig selv, og livet på kraftcentralen antog igen vante former. Chefen fik igen ild i sine "Grønne Cecil" og genvandt sine humørsvingninger, den resolut handlende kollega købte nye piber og den ældre kollega kunne igen ånde normalt gennem sin pibe og forpeste luften med sin "Sweet Dublin". Vi faldt alle tilbage i tidligere rygevaner.
Da min tilværelse nærmede sig, hvad der måtte formodes at være sidste kvartil for 14 år siden, blev jeg for alvor overbevist om, at uhæmmet brug af alle livets goder ikke i enhver henseende ville have en livsforlængende effekt. Der måtte træffes et (fra)valg? Jeg besluttede derfor - i en af de perioder, hvor min rygning tangerede sinuskurvens nedre grænse - til at stoppe med at ryge. Jeg overgik derfor fra at være aktiv ryger til at blive passiv ryger. Det gik relativt let. Fik jeg trang til en smøg, spiste jeg i stedet for et æble, og jeg må retfærdigvis indrømme, at i en periode var mit forbrug af æbler nok over det normale.
Men tilbage står, at rygning har givet mig store oplevelser......

Ingen kommentarer:

Send en kommentar