Sidevisninger i alt

Sidevisninger i alt

mandag den 14. december 2015

SINALOA´s 37. Rejse


Det er en rigtig festdag, den dag sidst i juni 1969, hvor der er dimission på Københavns Maskinskole på Jagtvejen i København. Og tilmed skinner solen. Jeg har afsluttet min uddannelse med den Udvidede Maskinmestereksamen. Fire måneder senere, den 21. oktober, er jeg indkaldt til aftjening af et års værnepligt i Søværnet. I tiden indtil da skal den erhvervede teoretiske viden afprøves i praksis. Jeg vil ud og sejle og realisere en mangeårig drøm.
Ved dimissionen i skolens festsal er de store rederier repræsenterede, for der er i 1969 mangel på søfarende maskinmestre, og at få ansættelse i et rederi er ikke svært med en pæn eksamen. Jeg henvender mig til den tilstedeværende repræsentant fra det agtværdige Østasiatisk Kompagni.
Den venlige maskininspektør Jagd - veteran fra M/S Jutlandia i koreakrigen - anbefaler mig snarest at give møde på rederiets maskininspektion på Orientplads i Frihavnen; så skal de nok kunne finde mig en hyre, som passer, inden rekrutskolen i Auderød truer.
Det vil jeg så, og da de festlige dage i forbindelse med afslutningen af nogle hårde år på skolebænken er overstået - og de værste tømmermænd har fortaget sig - tager jeg turen i min gamle døende Folkevogn fra Næstved til ØK’s maskininspektion i Frihavnen. Det tager ikke lang tid for mig at sige ja (tak) til at få hyre som juniormaskinmester – eller mere korrekt: maskinassistent - på M/S Sinaloa, som skal på en 90 dagens tur til den amerikanske vestkyst i tidsrummet fra 24. juli til 15. oktober. Det er SINALOA´s 37. rejse. Drømmen står for at gå i opfyldelse – og forude venter eventyret.
Jeg bor stadig hjemme. Tilbage i Næstved kan jeg ikke skjule min begejstring overfor venner og naboer. I boligblokken på Erantisvej er en hemmelighed sjældent en hemmelighed ret længe. Det skyldes ikke kun altid almindelig sladder, for der er også blandt beboerne en ægte interesse for hinandens gøren og laden. Denne varme sommeraften ringer flere naboer på, og vi drikker en del øl på min mors altan, for man deler hinandens glæder.

M/S SINALOA
M/S Sinaloa er leveret fra det ØK ejede Nakskov Skibsværft i 1956. Hun er på 10.600 Tdw, og bliver drevet frem af en B&W 7 cylindret dieselmotor, der har en indiceret ydelse på 9.700 HK. Skibet er oprindeligt normeret til en 50 mands besætning, som nu er reduceret til et par og tredive mand, idet der ikke mere medtages passagerer. 3. dæk på skibet var forbeholdt 12 passagerer. Det ligger nu ubenyttet hen; kun den smukke spisesalon bliver benyttet af kaptajn og maskinchef, som i tosomhed indtager måltiderne sammen her - behørigt afskærmet fra de øvrige besætningsgrupper - officerer og mandskab, som hedder på den tid. De har hver deres messe på 4. dæk. Hierarkiet om bord er synligt. På 2. dæk ligger officerernes rygesalon; maskinassistenterne har lov til at komme der, da de principielt tilhører officersgruppen. Sjældent kommer de dér, og ingen opfordrer dem til det. De regnes ikke for ”rigtige” officerer! I deres egen lille spartanske messe befinder de sig bedst. Smukkere skibe end M/S SINALOA og søsterskibene M/S SONGHLA, M/S SAMOA, M/S SIMBA, M/S SIBONGA, M/S SUMBAVA, M/S SARGODHA og M/S SIENA har aldrig sejlet på de syv have. De udgør kompagniets flåde af S-skibe, idet søsterskibe er navngivet med samme forbogstav i navnet.
Maskintoppen

Inden søfartsbogen kan udstedes, skal jeg igennem rutinemæssige lægeundersøgelser og vaccineres mod alskens sygdomme. Flere dage i træk tager jeg turen til hovedstaden for at få bragt tingene i orden, så mønstringskontoret kan udstede søfartsbogen. Jeg føler mig som en fri fugl og glæder mig som bare pokker til at komme af sted. Jeg bliver ikke skuffet, og de 3 måneder bliver en af de store oplevelser, der aldrig fortrænges fra erindringen. Men jeg oplever også ting og menneskeskæbner, der afgør, at det ikke er i den retning, at den fremtidige tilværelse i al fremtid skal formes.
”Se at komme i en kedeldragt i en vis fart. og meld Dem til 2. mester nede i ”hobbyværkstedet”. De er ikke kommet her for at lege passager! Få en af skibsdrengene til at vise Dem Deres lukaf!”
Med den besked bliver jeg modtaget af den afløsende 1. mester, da jeg påmønstrer SINALOA den 17. juni på Orient Plads i Frihavnen. Det er sagt med et glimt i øjet og skræmmer mig ikke. 1. mester er en flamboyant islænding med en rustik form for humor, der giver pudsige udslag. En aften råber han fra rælingen på officersdækket efter et ungt par, der promenerer nede på kajen - ungersvenden med hænderne dybt begravet lommerne: ”Hov, hov unge mand, man har ikke hænderne i lommen, når man går tur med pigen!” Hvorefter den unge mand troskyldigt skyndsomt trækker hænderne op af lommen og kikker forskrækket efter den mærkelige mand på 2. dæk.
En afløserbesætning har afløst skibets faste besætning efter anløb til Frihavnen fra sidste rejse.
Der er masser af overhalingsarbejde at udføre, og skibet er stadig under kommando. Den faste besætning skal igen påmønstre i Liverpool.
I Frihavnen arbejder jeg sammen med afløserbesætningen og folk fra ”gænget” på at gøre maskinen sejlklar til den kommende rejse.
Samtidig med mig påmønstrer de øvrige tre maskinassistenter, som bliver mine arbejdskammerater og gode venner de næste 3 måneder. Vi har fælles referencer - jævnaldrende, nyuddannede eller under uddannelse og med mod på oplevelser i det fremmede. Og vi er alle i vores første hyre.  
I søen består hvert af de tre vagthold i maskinen af en maskinmester og en maskinassistent med to 4-timers vagter i døgnet. Jeg skal sammen med 3. mester dække vagten fra 04 – 08 og 16 – 20. Den fjerde assistent skal gå som ”dagmand”. Herudover består maskinbesætningen af maskinchefen (chief´en), som kun sjældent viser sig i maskinen, og fire motormænd til dagligt rengøringsarbejde.
Vi står havnen ud om aftenen den 24. juli 1969 og går op gennem Sundet med Kronborg og den nedadgående sol om bagbord og anløber Aarhus ved 03-tiden næste morgen. Efter at have taget last ombord kastes fortøjningerne samme dag sidst på eftermiddagen, inden Nordsøen i et frisk vejr med store dønninger krydses mod destinationen Liverpool, som anløbes mandag den 28. lidt før middag.
Til mine venner skriver jeg fra Liverpool:

                                                                                                                                          M/S ”Sinaloa”

Liverpool 30-7-69

Kære Ulla og Per!

En hilsen her fra Liverpool, hvortil vi ankom mandag formiddag ved 11-tiden, efter næsten 3 dages sejlads fra Aarhus. Vi havde en noget urolig tur over Nordsøen, selvom vejret var fint. Det skyldes, har jeg fået fortalt, kraftige dønninger fra Skotlands klippekyst i forbindelse med at skibet er i ballast. Det var så voldsomt, at jeg lørdag nat vågnede ved at bøgerne drattede ned af min boghylde. Jeg var ikke søsyg, men blot er det utroligt trættende at færdes i maskinen, da man skal bruge hænderne ligeså meget som benene.
Vi ankom til Liverpool i typisk engelsk vejr, nemlig tåge og regn. I de tre dage, vi har ligger her, har jeg først i eftermiddags, onsdag, haft lejlighed til at sætte benene på engelsk jord. Aldrig så snart hovedmaskinen var stoppet gik vi i gang med stempeltræk, dvs. vi skulle have hevet stemplet op af cylinderen og skiftet ringene. Det arbejdede vi på til kl. 18 mandag aften og da var jeg så dødtræt, da jeg forinden havde haft 6 timers søvagt søndag nat. I går tirsdag arbejdede vi fra 6 morgen til 6 aften, hvorefter jeg fik den glædelige meddelelse, at det var min tur til at have lysvagt fra 24 midnat til kl. 8 morgen. Lysvagten består i at man går rundt ene mand nede i ”hullet” og glor på nogle dumme lysmaskiner og ellers intet foretager sig. Men bortset fra det er arbejdet virkeligt interessant og meget lærerigt. Det føles til tider, som man er begyndt på en ny læretid.
I eftermiddags har jeg været en tur inde i byen efter jeg havde fået sovet ud. Den tur bestyrker det indtryk, jeg fik af byen allerede ved indsejlingen, nemlig at Liverpool er en ualmindelig kedelig, beskidt og røvsyg by med ditto mennesker. Englænderne er tilsyneladende høflige og korrekte mennesker, men yderst reserverede og kolde, når man besøger dem i deres eget hjemland. I aften skal vi ud og se lidt nærmere på forlystelseslivet, og i morgen sejler vi med kurs mod Glasgow i Skotland inden vi på mandag begynder på 14 dage over Atlanten.
Jeg vil slutte for denne gang, håber snart at høre fra jer. Har du fået din nye bil? Håber I begge har det godt. Her ombord er alt vel.

Mange hilsener
sender jer
Bent

Således min meget spontane status.
Som skrevet står i brevet, er jeg er med til mit første stempeltræk, og det er hårdt. Der er kun rå muskelkraft, store slagnøgler og håndtaljer til rådighed; hydraulisk værktøj findes ikke. At håndtere et topstykke med en diameter på 1 m og et stempel med en diameter på ¾ meter er helvedes hårdt og giver sved på panden. 1. mester bemærker sarkastisk: ”Nå, det stod der nok ikke noget om i lærebogen, at man kunne komme til at svede!” Det tager jeg mig nu ikke noget af, for jeg knokler det bedste, jeg havde lært.
Vi ligger i West Langton Docks; det et trøsteløst havnekvarter og for at komme ind til centrum skal man gennemtrave øde veje i dockområdet, inden triste rækkehuse med hver sin osende skorsten signalerer civilisation og dermed et busstoppested. Det er min første landgang i en fremmed havn; jeg suger indtryk til mig med åbne sanser, og som 24-årig er jeg modtagelig som aldrig senere.
Stort set alle kan gå frit ombord, og jeg er blevet rådet til altid at låse til mit lukaf, når skibet ligger ved kaj. I søen er der aldrig låst, men i havnen vrimler det med folk ombord, som tilbyder alskens ting og sager. Jeg bliver antastet af en inder i stor slidt overfrakke, som tilbyder at spå mig, og da jeg forholder mig afvisende over det fristende tilbud, gør han det endnu mere fristende ved at afsløre, at han allerede nu kan forudse, at der venter mig en strålende og spændende fremtid, og at jeg vil blive en rig mand inden længe. For et mindre beløb vil han oplyse om de nærmere detaljer. Jeg vælger at forblive lykkelig uvidende om fremtiden.
Mit første triste indtryk af byen til trods, så er der også noget sydlandsk og eksotisk over bydelen ned til River Mersey. Efter råd fra erfarne besætningsmedlemmer ekviperer jeg mig - med henblik på troperne - mere standsmæssigt og køber hvide T-shirts og korte og lange kaki benklæder. Det har jeg ikke tænkt på hjemmefra. Heller ikke at mine dyrt købte arbejdssko med lædersåler hurtigt vil blive så olievædede, at maskindørken er som en skøjtebane. De bliver udskiftet med rigtige maskinsko i plastik.
Efter at taget last ombord - bl. a. Jaguar biler - lægger vi fra kaj den sidste dag i juli - med kurs mod Glasgow, som vi anløber næste formiddag.
Jeg er lige kommet op fra morgenvagten og står på dækket og nyder indsejlingen op ad River Clyde og ved 09-tiden ligger SINALOA fortøjet ved kajen. Jeg suger indtryk til mig og er glad for tilværelsen! Om aftenen går vi på pub. Stedet hedder ”Majesty Bar”, og får jeg engang anskuelsesundervisning i britisk værtshuskultur. På et – alt for tidligt - tidspunkt af aftenen melder bartenderen det obligatoriske: ”Last order please, last order please!” som signal til, at nu lukker værtshuset. Erfarne besætningsmedlemmer beroliger mig; aftenen ikke er slut endnu. Nu går turen til et lokale ovenpå, hvor vi ved indgangen løser medlemskab til en klub – og så fortsætter vi nogle timer endnu med at stå som sild i en tønde og drikke dovent, lunkent øl uden skum.
Dagen efter tager venlige mennesker, vi om aftenen har mødt på pub´en, os med på en køretur til Loch Lomond, hvor det er så tåget, at vi kun kan se få meter ud over søen.
Tunge skyer tynger himlen ned i havet, da vi søndag den 1. august sidst på eftermiddagen sejler ud af river Clyde med kursen sat ned gennem det irske hav og syd om Irland ud i Atlanterhavet.
To uger med havudsigt er nærmeste fremtid. En melankolsk stemning hviler over skibet. Udsigt til i så lang tid kun at se vand på alle sider både fascinerer mig og skræmmer mig en lille smule.
Skibets faste besætning er påmønstret i Liverpool. 3. mester, som jeg skal gå vagt sammen med, er kun et par år ældre end jeg og udgået fra maskinskolen året før. Vi bliver gode venner, for han er en rolig og behagelig fyr med et par år sejltid på bagen, inden han begyndte på maskinskolen. Han er dygtig til sit arbejde og deler gerne sin viden med mig. Efter aftenvagten drikker vi ofte et par øl eller flere på mit lukaf, for hierarkiet ombord eksisterer i bedste velgående, og at mester og assistent ses i fritiden er ikke velset – i hvert fald ikke på 2. dæk, hvor officererne har deres lukaf´er


SINALOA på Atlanterhavet
Efter få dage i søen begynder dagene at ligne hinanden; en fast rutine indfinder sig. Udpurring kl.03:30 og mønstring i maskinen kl. 04. Første opgaver er rundering. Observationer noteres i maskinjournalen og afvigelser meldes til mester. Smøreolietemperatur (46 gr. C) på hovedmotoren justeres ved at regulere på kølevandet. Herefter op pantryet og lave kaffe. Kl. 05:30 rundt på skibet for at pure dagbesætningen i maskinen ud, dvs. dagmand og de fire motormænd. Andre rutineopgaver er smøring af ventiler på de tre hjælpemotorer, pasning af oliecentrifugerne samt aftørring for oliespild på dækslerne ind til krumtaphuset samt en hel masse andre opgaver, jeg har glemt. Engang imellem ringer styrmanden fra broen til maskinen med en anmodning om at udlufte loggen (skibets speedometer). Så skal jeg ned i en flere meter dyb, smal brønd i bundet af skibet under hovedmaskinen med ildelugtende bundvand/olie og udlufte pitotrøret. Det generer mig ikke det. Den samme rutine gentager sig på aftenvagten. Hver aften skal jeg op på 2. dæk, hvor maskinchefen har sin beboelse for at aflevere maskinjournalen. For at han ikke skal forstyrres unødigt, er der opsat en lille holder udenfor døren, hvor jeg sætter maskinjournalen. Jeg ser ikke meget til chief´en, der går under navnet ”Sønderjyden”, og jeg mindes ikke at have vekslet ord med ham på hele rejsen. Han er altid til stede under havnemanøvrer og under passage af Panamakanalen, hvor han tavs fra et af de nederste trin på lejderen overvåger sceneriet på manøvredørken. Kun en enkelt gang ser jeg ham i funktion iført kedeldragt. Det er under en voldsom søgang, hvor der er problemer med ”rousregulatoren”, der skal forhindre de 10.000 HK i at ”løbe løbsk”, når skruen i de voldsomme søer kommer ud af vandet. Da er det ham, der klarer sagen.

Assistentmessen
Der bliver også tid til at vaske tøj på vagten, for det bliver hurtigt gennemblødt af sved og olie, og rent tøj fra inders til yderst er en nødvendighed på hver vagt. Det medfører stort vaskebehov. Arbejdstøjet vaskes i en mælkejunge placeret bag drejebænken, hvor der gennem spindeldokken er stukket en aksel, som med en `krumtap` bevæger et `stempel´ op og ned i mælkejungen; en dampslange er stukket i jungen ned til opvarmning af vandet. Vaskemidlet hedder ”Vicosan”; det er et krast alkalisk kemikalie, der anvendes til rengøring i maskinen. Er det ikke skyllet helt ud af vasketøjet, giver det pæne ætsninger på huden -  erfarer jeg. Men fjerne olie fra tøjet, det kan det! Det er et effektivt arrangement. Tøjet tørres på galleriet rundt om hovedmaskinen.
Efter dages sejlads begynder delfiner at springe om boven, og flyvefiskene kommer op af vandet. I solnedgangen tegner Azorerne skylinen i det fjerne om styrbord. SINALOA stamper ind i troperne og varmen bliver trykkende. På manøvredørken i bunden af maskinrummet, hvor vi normalt opholder os, er temperaturen nu 50 gr. C og under skylight´et i toppen ved udstødskedlen nærmer temperaturen sig de 70 gr. C. For at holde kroppens saltbalance intakt spiser vi salttabletter til hvert måltid, og væskebehovet dækkes ved at drikke isvand, der er til rådighed overalt på skibet. Ferskvandet generet af havvand har, gøres drikkeligt ved tilsætning af usødet lime.. Efter Azorerne løber vi ind i en storm, som varer et par dage. Det er trættende at færdes på skibet, som ustandselig bevæger sig flere meter op og ned. Jeg undgår søsygens kvaler – måske fordi min køje er langskibs og mit lukaf ligger i apteringen midtskibs på 4. dæk. At færdes i maskinen kræver hele tiden en fast hånd i galleriet, og at bevæge sig ned ad en lejder (baglæns) samtidig med at skibet er på vej nedad giver en fornemmelse af kortvarigt at befinde sig i vægtløs tilstand for umiddelbart efter at blive presset nedad med stor kraft, når skibet er på vej op ad en bølgetop. Det er en lettelse, da stormen efter et par dage løjer af.


Afslapning på frivagten
Fritiden går mestendels med at sove og læse. Efter morgenvagten følger morgenmåltidet. Det er så rigeligt og består af havregryn med ”pulvermælk” (smager afskyeligt), friskbagte rundstykker og 2 spejlæg med friskristet bacon. Så går jeg som regel til køjs og sover til middag. Der skal noget energi ind, og der skal soves ud. Frokosten består ud over de foreskrevne 9 slags pålæg også af en varm ret. Efter frokost og inden jeg skal tørne til kl. 16 sidder jeg på en af de forreste luger og læser eller står ude på bakken (forstavnen) og stirrer drømmende ud over havet, måske i håbet om at se et enkelt skib. Jeg ser kun et par skibe på turen over Atlanten, og at stirre ud over havet er jeg aldrig blevet træt af. Det sætter drømme i gang, og drømme, det skal man have! En morgen bliver der fra broen meldt ”klar i maskinen” grundet regntykning. Det betyder, at vi skal være klar til manøvre. Der åbnes for manøvreluften til hovedmotoren, så der kan slås ”Bak” om nødvendigt, selvom undvigelse af skibe på kollisionskurs normalt foretages ved rettidig kursændring. 1. mester fortæller mig, at på forrige rejse var skibet ved at kæntre – med en dækslast af containere - under sådan en sådan manøvre, hvor man med for stor fart drejede 360 gr.
Aftensmåltidet består af tre retter mad, som regel med suppe til forret, så følger hovedretten og til sidst dessert. Maden er fremragende og tilberedes af én kok hjulpet af en koksmat. Kokken har sejlet mange år på Østen og er storryger. Det forklarer hvorfor maden generelt er pænt krydret! Der er ingen grund til at klage over kosten ombord. Men det er, hvad vi assistenter en dag gør! Årsagen husker jeg ikke; den har været ganske ubetydelig: Vi – unge brushoveder – har hidset hinanden op, og møder i samlet trop op i kabyssen for at brokke os! Seancen bliver ultrakort. Vi har ikke gjort regning med kokkens faglige stolthed og temperament. Uden på nogen måde at forholde sig til vores ”klage” skubber han os ud af kabyssen - fægtende med en stor køkkenkniv - med besked om aldrig mere at vise os der! Dagen efter er alt glemt.
I en periode – undervejs i Caribien - er jeg på overarbejde sammen med 3. mester efter morgenvagtens afslutning. Vi overhaler hjælpemotorer. En nyrenoveret hjælpemotor har efter opstart for høj smøreolietemperatur. Det behager ikke 1. mester, og han antyder overfor 3. Mester, at lejerne var lagt for stramt sammen. De snakker de lidt om, men enige bliver de ikke. Det vender vi tilbage til. Overarbejdede øger søvnbehovet, og en kronisk tilstand af træthed indfinder sig, for det er trættende at udføre hårdt fysisk arbejde 12 timer i døgnet arbejde med en temperatur tæt på 50 gr. C.
Den 15. august kl. 07 – efter 12 dage i søen – anløber  SINALOA Cristóbal ved indsejlingen til Panamakanalen.  Der skal bunkres fuelolie, og det betyder et 8-timers ophold og dermed muligheden for på frivagten at få fast jord under fødderne et par timer. Vores vagt slutter kl. 08 og vi skal først tørne til igen kl. 16. Vi skal en tur i byen, 3. mester og jeg! Efter morgenmad og bad går vi i land. Han har været i Cristóbal tidligere og kender en bar i havneområdet. Det gør andre fra besætningen også, og dem slutter vi os til i baren. Det er ikke kun drikke, stedet tilbyder sig med. En del kvinder i forskellige aldre og størrelser tilbyder sig. De er ret anmassende i deres markedsføring, men med besvær lykkes det os at afvise dem. Det er ikke vores ærinde i baren. Vi skal blot have fyldt så mange ”cuba libra´er” (Rom og cola) indenbords som muligt i det meget afmålte tidsrum, vi har til rådighed. Det lykkes ret godt. Enkelte andre fra besætningen har også en anden dagsorden.


Cristóbal i Panama
Da vi om eftermiddagen vakler ned mod skibet og med besvær entrer SINALOA ad gangway´en, er der lige mulighed for en kort søvn, inden vi skal tørne til kl. 16. En vagt, hvor skibet skal gennem kanalens mange sluser, og hvor der er mange manøvrer. Det kræver stor agtpågivenhed, for maskinen styres ikke fra broen, men direkte fra manøvredørken bunden af maskinrummet, og kommunikationen foregår via gammeldags maskintelegraf. Under sådan en kanalpassage er maskinchefen til stede i maskinen. Med en vis ret kan man mene, at vores forberedelse til netop denne vagt ikke er optimal! Ombord på skibet falder jeg straks i dyb søvn, og kun med besvær lykkes det min kollega, jeg skal afløse, at purre mig ud. Et hurtigt bad og jeg mønstrer til tiden på maskindørken. Vi har lagt fra kaj for ½ time siden og er på vej gennem de første sluser. Maskinrummer emmer af hektisk og nervøs aktivitet! Jeg går i gang med mine rutineopgaver, og ingen opdager vel, at jeg ikke er helt frisk. Beklageligvis er 3. mester ikke mødt til afløsning. Han har ikke kunnet purres ud, og jeg bliver sendt op for at hente ham. Jeg finder ham nærmest bevidstløs, men en kraftig snorken signaler liv. Vække ham kan jeg ikke; han reagerer kun med at knurre og besked om at lade ham være i fred. Gode råd er nu dyre. Jeg finder en pøs i et skab ude på gangen, fylder den med isvand og hælder det i hovedet på ham - og så vågner han! Jeg bliver, indtil han er klar til at tørne til, og vi følges ad ned i maskinen.
Ankommet på manøvredørken og ved synet af 1. mester mener 3. mester i sin omtågede tilstand, at netop dette øjeblik – under manøvren gennem kanalens sluser – er det rette til at genoptage dialogen med 1. mester om den forhøjede smøreolietemperatur på hjælpemotoren. Det udvikler sig til et højlydt skænderi, der resulterer i, at 1. mester sender 3. mester tilbage til sit lukaf. Skænderiet slutter først, da 3. mester har nået maskintoppen – og der skal noget til at overdøve 10.000 HK! De bliver forliget nogle dage senere.
Manøvredørken
I aftenens løb går vi gennem sluserne og søerne, der ligger i forlængelse af kanalen. Jeg klarer vagten, vistnok uden at nogen opdager min tilstand og koncentrerer mig om mine opgaver, hvoraf den vigtigste er at sørge for, at der er manøvreluft nok til hovedmaskinen. Den både startes og bringes til at bakke med trykluft.
Mørket har sænket sig, da jeg efter vagten står på dækket og nyder sejladsen gennem søerne, som vrimler med udflugtsbåde fyldt med festglade gæster. Jeg har haft min fest den dag og går til køjs og sover resten af rusen ud, inden der skal tørnes til igen kl. 04.
Vi kommer problemfrit gennem kanalen og ud i Stillehavet; foran os ligger 8 døgn i søen inden Los Angeles kan anløbes.
Efter nogle dages sejlads op langs de mellemamerikanske stater og Mexico må et par besætningsmedlemmer betale prisen for, at de under det korte ophold i Cristobal ikke har nøjes med at indtage Cuba Libra´er, men har ladet sig friste af alternative tilbud. De må mønstre på skibets sygestue hos overstyrmanden, der er højeste medicinske ekspertise ombord. Et sådant besøg betegnes ombord med det meget sigende og mundrette ord `pik-parade`. Behandlingen er enkel. Et skud penicillin i bagdelen og en henvisning til læge i først anløbne havn.


Lodsen tages ombord ved Los Angelos

Ved synet af palmerne i den friske brise på kajen i Wilmington – forstad til Los Angelos - om morgenen den 23. august er det næsten ikke til at bære ikke at kunne komme i land efter næsten tre uger ombord på SINALOA. Vi er ved at lægge til kaj, og jeg har lysvagt de næste 12 timer, og skal blive ombord og må nøjes med at betragte de store hurtiggående motorbåde på vej havnen ud i solskinnet for at fiske i Stillehavet, og hvad der ellers udspiller sig på kajen.


Palmer på kajen i Wilmington
En aldrende blondine stiger ud af et stort dollargrin. Hun er – efter tidens mode – iført ´hot pants´, så kropsnære at ingen hudfold - hverken for eller bag - forbliver skjult. Gangway´en har næppe nået kajen, før hun begiver sig ombord og tilbyder besætningsmedlemmer transport ind til byen, hvor hendes mand har en tøjbutik. Om hun får nogen med husker jeg ikke.
I et brev til mine gode venner skriver jeg bl. a.:



M/S Sinaloa

Fredag d. 22/8 – 69
Ja, så er SINALOA nået til den amerikanske Stillehavskyst, nærmere betegnet ud for den Californiske halvø. Vi ankommer til Los Angeles i morgen ved 4-tiden efter 20 døgn i søen, når derses bort fra få timeres ophold i Cristobal ved indsejlingen til Panamakanalen.
Vi har stort set haft en rolig og udramatisk tur, selv om vejret var lidt uroligt de første dage efter vi havde forladt Glasgow. Vejret var de sidste 4-5 dage før Panama mildest talt varmt med temperaturer op til 50 gr. C ned i ”hullet” og en bagende sol på himlen, der var i stand til at skolde én på få timer.. Efter Panama havde vi 5 dage med uafbrudt regn og en forbandet fugtig varme, som vi nordboer egner os dårligt til. De sidste to dage, hvor vi er kommet ud af det tropiske bælte, er temperaturen faldet tilpas og solen igen kommet frem.
Vi havde som nævnt få timers ophold i Cristobal, og jeg var så heldig at være den eneste assistent i maskinen, der havde fri, så jeg benyttede naturligvis lejligheden til at se på byen. Jeg fandt hurtigt ud af at byen hovedsagelig lever af at udnytte søfolks svage karakterer på alle tænkelige områder. Jeg var næppe kommet mange skridt ud fra havneområdet, før jeg blev ”overfaldet” af en sortsnusket fyr, der tilbød sig som formidler af bogstavelig talt alt. Og sådan var det hele vejen op gennem hovedgaden, når de opdagede en flok søfolk.

Efterskrift
Første del af denne roman var netop klar til afsendelse, da jeg umiddelbart efter ank. til Los Angelos fik post bl. a. jeres brev, som jeg takker mange gange for. Jeg tænkte, I lige så godt kunne få de sidste nyheder med, ikke fordi de er særlig sindsoprivende, men fordi jeg har lysvagt og lige så godt kan udnytte tiden med brevskriveri, selvom det må foregå stående.
Vi ankom her til Los Angeles lørdag morgen ved 7-tiden og skulle efter planen have tilbragt weekend´en her. Jeg havde faktisk sat næsen op efter at komme en tur i det berømte Disneyland, der ligger 30 miles herfra. Men aldrig så snart var der efter ankomsten meldt ”well” i maskinen, da der fra ”broen” kom telefonbesked om at afgangen var fremskyndet til søndag formiddag. For at gøre en lang historie kort: Jeg fik 3 timer fri lørdag formiddag, lysvagt fra 12 – 18, ”sofavagt” fra 18 – 24, alt sammen lørdag. Som rosinen i pølseenden: Lysvagt fra 00 – 08 søndag. Lysvagt vil sige at man skal vandre rundt og glo på nogle dumme lysmaskiner. ”Sofavagt”: Skibet må ikke forlades og man skal holde sig ædru, altså være disponibel Er der noget at sige til, at man har knurret hele dagen? Nå man får selvfølgelig sin gode overarbejdsbetaling for det, men alligevel! Men de tre timer, jeg havde fri i formiddags benyttede jeg til at kigge lidt på lokaliteterne, og man må indrømme, hvad enten man vil det eller ej: Der er noget imponerende over det hele herovre.

Jeg må nøjes med at betragte omgivelser fra skibet den første dag i USA
Det er starten på en eventyrlig rejse i Stillehavet op og ned langs den amerikanske vestkyst den næste måned. Vendepunktet er Vancouver i den canadiske delstat British Columbia, som vi ankommer til den 30. august. Undervejs anløber vi en masse havne, store og små for at losse og laste. Indtrykkene er mange og oplevelserne er mere end overvældende.
I San Francisco oplever jeg - inden jeg tørner til i maskinen kl. 16 - sejladsen under Golden Gate Bridge, mens pelikanerne flyver lavt over skibet. Et folkevognsrugbrød fra Den Norske Sømandskirke henter os tidligt om aftenen. Der er arrangeret en fodboldkamp mod besætningen fra et norsk skib. Kampen afvikles fra start uden dommer, men det går ikke. Det ender i ophidsede diskussioner, og en dommer må udnævnes. Det bliver mig. Jeg er den, der bedst kan undværes på det danske hold. Det er heller ingen succes, og hvor jeg før kun havde nordmændene som modstandere, får jeg nu begge hold imod mig! Det hele ender fredeligt i sømandskirken over en kop kaffe og et Guds ord fra den rare præst. Om aftenen hyrer vi en taxa til at køre os en tur gennem byen, bl. a. gennem en af de mere suspekte bydele, hvor vold på gaden bliver synligt for os. Ved afgangen næste dag efter en dags hårdt arbejde sejler vi tæt forbi det berygtede fængsel Alcatraz, der kun få år forinden er blevet lukket.

San Francisco
I en af havnene bliver jeg på en lysvagt midt på natten opsøgt af tre besætningsmedlemmer i maskinen. De vil åbne lugen til et bestemt lastrum, og da lugerne er vekselstrømsdrevne (det er et ”jævnstrømsskib”) beder de mig opstarte omformeren. De påstår at have et ærinde dernede. Dette redegør de dog ikke nærmere for, men pudsigt nok er det netop det lastrum, hvor den i Glasgow indskibede whisky befinder sig. Noget dæmrer, og jeg undskylder mig med ikke at kunne betjene omformeren. (Det kan jeg godt!). De forlader maskinrummet med uforrettet sag. Næste dag banker en af dem på døren til mit lukaf, og overrækker mit en flaske ubandoleret CUTTY SARK. Munden skal lukkes på mig. Ad andre veje har de skaffet sig adgang til den eftertragtede last – formentlig gennem akseltunnellen. CUTTY SARK én ryger ved først givne lejlighed ud over skibssiden – jeg skal ikke fedtet ind i noget.
Ved indsejlingen til Vancouver sejler vi forbi Vancouver Island. Jeg står på dækket og nyder den kølige brise, som de sidste dage har afløst tropevarmen. Vi passerer en masse små både med fiskegrej ude; der fiskes efter laks. Vejret er behageligt køligt efter uger med tropevarme. Opholdet i Vancouver varer to dage.
På et skib lever man tæt sammen, og et behov for at være alene nogle timer får mig en aften til at tage en bus ind til byen, hvor jeg vil en tur i Stanley Park. Jeg indtager et beskedent aftensmåltid på en snackbar ved det busstoppested, hvor jeg står af. Herefter går jeg en tur i parken, der er en af byens store turistattraktioner. Mørket sænker sig, og som jeg går i mine egne tanker, ser jeg pludseligt, at i et par meters afstand bag mig, er jeg forfulgt af 500 egern. Jeg bliver forskrækket og begynder at løbe. De gør de 500 egern også, men holder stadig afstanden på et par meter. Så går det op for mig, at de bare tigger føde, så jeg slentrer roligt videre i mørkningen. Da jeg intet har at fodre dem med forsvinder de successivt ud til siderne. Med lidt besvær finder jeg den bus, der bringer mig tilbage til skibet. I en souvenirbod har jeg købt en lille model af en canadisk indiansk kano lavet af bark. Den står endnu på mit skrivebord, og er en del af det gods, jeg har slæbt med mig gennem årene på forskellige bopæle.
På ruten tilbage ned langs stillehavskysten skal der tages last ombord med til Europa. SINALOA anløber små pladser Anacordes, Bellingham og New Westminster, der associerer til det vilde vesten. Mange af stederne ligger vi kun få timer, og der er ikke lejlighed til at komme i land – desværre! I Seattle ligger vi 2 dage - med udsigt til den sneklædte tinde på det 4392 høje bjerg Mount Rainier, der ligger små 100 km sydøst for byen.  Igen tager jeg en tur ind til byen alene. Det er Labour Day, som er den første mandag i september, og gaderne – snorlige, nummererede og vinkelret på hinanden - ligger øde hen. Selv de mange hvervekontorer, hvor frivillige søges til Vietnam-krigen, er denne dag lukkede. Jeg opsøger det område, hvor der i 1962 var verdensudstilling med det berømte tårn SPACE NEEDLE som vartegn. Området er nu en slags Tivoli i beton. Det er en varm solrig dag, og jeg sætter mig på en bænk foran en scene, hvor et symfoniorkester og en operasanger optræder, nyder musikken og sender tankerne på langfart.


Der tages last ombord i Anacordes

En lang sejltur op ad Columbia River - inden vi anløber Portland i staten Oregon ved 15-tiden den 5. september – er som at bevæge sig i kulisserne til en western. Jeg skulle have været en tur i byen om aftenen med mine gode kolleger, men er faldet i så dyb søvn, at jeg ikke orker det, da de endelig får mig purret ud.
Med et anstrøg af `Weltschmerz` skriver jeg igen til mine venner Ulla og Per:

M/S Sinaloa

Portland 7/9-69

Ja, så er SINALOA begyndt sin hjemrejse, efter i de sidste 14 dage at have anløbet forskellige havne her på kysten såvel i USA, som Canada i et tempo, der til tider har været ved at tage vejret fra os. Det minder uhyggeligt om tankbådstrafik, ind og ud af havn uafbrudt, så turist-tilbøjelighederne er blevet kraftigt dæmpet ned. Lidt er det selvfølgeligt blevet til, men får man bare 4 timer til egen rådighed i hver anden havn, så skal man være tilfreds. Men jeg skal ellers ikke klage, jeg har det fint, selvom der skal arbejdes for pengene. Alting er eventyrlig dyrt herovre., med undtagelse af grammofonplader, som kan fås helt ned til 1Dollar for en LP.
I eftermiddag stikker vi til søs igen med kurs mod Oakland og San Francisco, hvor vi også var for udadgående. Dernæst gælder det igen Los Angelos, og så venter der os 3 uger i søen inden Rotterdam, idet vi denne gang ikke `mellemlander` ved Panamakanalen, men får dog mulighed for at sende og modtage post derfra. Jeg skal ærligt indrømme, at det ikke behager mig at skulle gennem de 14 dage med tropevarme igen. Portland, som vi ligger i nu, er beliggende i staten Oregon, og der er 8 timers sejltur op ad Columbiafloden. Landskabet er som taget fra en western. Om den smule, jeg har fået set af amerikanske byer, kan jeg kun sige, at storbyerne bliver man gennemgående hurtigt trætte af at færdes i. Skyskrabere og snorlige gader virker meget monotone, men selvfølgelig findes der også spændende kvarterer, men som sagt, tiden mangler. De små byer, vi har været i, har været hyggelige. Jeg har indtryk af, at amerikanerne er ualmindeligt imødekommende overfor fremmede.
Skibet her har jeg vistnok adskillige gange beskyldt for at være en gammel pram, men det ville være uretfærdigt ikke at tilføje, at jeg endnu ikke har set et skib, der bærer sin alder halvt så godt som SINALOA gør det. Hun virker simpelthen som en skønhedsdronning blandt nogle af de pramme, vi har ligget sammen med (MÆRSK incl.). Vi har heller ikke haft de helt store kvaler med maskineriet. To gange haft åben til en cylinder, grundet revnet toppakning og en genstridig brændstofventil, der havde sat sig fast og måtte bankes ud. Derudover kun alm. Vedligeholdelse, der også er ret tidskrævende.

Vi forlader Portland og sejler ud af Columbia River to dage senere om aftenen den 7. september for at anløbe Oakland overfor San Francisco næste dag. Her ligger vi i fire dage for at laste for Europa. Det giver anledning til at komme i land flere gange. En aften er vi nogle stykker, som tager bussen over Oakland Bay Bridge til San Francisco. Målet er Broadway, som bør kunne nås til fods fra den gigantiske store busterminal. Vi spørger en tilfældig forbipasserende mand om vej. Han kigger nysgerrigt på os og spørger venligt, hvor vi kommer fra. Det fortæller vi ham, og han funderer lidt over det. Efter en pause lyser han op, og spørger, om vi vil med ham hjem og have ”a cup of instant coffe”, for han bor lige i nærheden og kunne godt tænke sig at udsætte sin nabo for ”a practical joke”. Og så instruerer han os om, at vi – når vi er kommet hjem til ham, og naboen er hentet – kun må tale dansk, og på ingen måde afsløre et kendskab til engelsk. Han vil så bede naboen om hjælp til at finde ud af, hvorfra i verden vi kommer. Og så fortæller han, at han har en farm sammen med en kompagnon. De har fordelt arbejdet således, at kompagnonen passer farmen, og han – vores nye bekendtskab - tager sig af det kommercielle inde fra byen. Hans lejlighed ligger i et luksuskompleks med panoramaudsigt over bugten til Oakland. Naboen hidkaldes, og inden det hele opløses i latter, har vi ”spillet vores roller”, og naboen har forsøgt at få os i tale på forskellige sprog, inden spøgen afsløres. Vi har en behagelig stund sammen. På et tidspunkt spørger vores nye ven, om vi ikke har lyst til endnu en kop kaffe. Det har vi, men intet sker. Efter en stund gentager han spørgsmålet og tilføjer: ”So please help yourself!” Vi er altså velkomne til at gå ud i køkkenet og lave os endnu ”a cup of instant coffee”. Det er vistnok amerikansk livsstil, når det er mest afslappet. Inden vi tager afsked, formaner han os om ikke at tage til Broadway. Det er ikke et sted for os, og der er ”too many bad guys and girls”, advarer han. Vi tager tilbage til den store busterminal for at finde bussen, der kører over Oakland Bridge til den pier, hvor SINALOA ligger. Nogle velvoksne sorte marinesoldater i hvide sommeruniformer hjælper os med at finde den rette bus. De skal med samme bus som vi, og vi får en hyggelig snak med dem i bussen. De er meget interesseret i forholdene på skibet. Det bekræfter endnu engang mit indtryk af amerikanernes fordomsfrie forhold til fremmede.

Alcatraz
Wilmington – havnebyen til Los Angeles – er den sidste havn, vi anløber for at tage last med til Europa. Vi snakker med havnearbejderne – de vil gerne snakke - mens der bliver skiftet en wire på en af lastebommene. Der er fundet en ”lus” - en enkelt bristet kore - og så skal wiren skiftes. De er velorganiserede med stærke fagforeninger. De er sikkert også godt lønnede, for de kører i store biler og er - selv i arbejdstøjet – velklædte og står i grel modsætning til de snavsede britiske havnearbejdere, der ofte virkede berusede og var svære at komme i kontakt med.
De hvide tænder, der blottes ved hvert smil, lyser om kap med den rene hvide kittel på den kraftige midaldrende sorte kvinde, der langer os burger og cola over disken i den lille snackbar i havneområdet. Der er noget moderlig over hende. Måske ser vi lidt forhutlede ud, eller er det bare måneders hårdt fysisk arbejde, der har sat sine spor. Da vi er færdig med at spise, spørger hun med et af de smil, der følger læbernes bevægelser som en skygge, om vi er mætte. Det er vi ikke. Vi er på vej tilbage til SINALOA efter en tur i byen for at handle en sidste gang inden fortøjningerne næste dag slipper kajen, da sulten overmander os ved synet af den lille beskedne snackbar.

To assistenter på indkøb i Wilmington
På vores vej ind til Wilmington gennem havneområdet stopper en stor bil på siden af os, og en sort mand stikker hovedet ud af vinduet og spurgte: ”Do you want to ride brother?” En havnearbejder genkendte os fra skibet. Vi steg ind i den store bil, og han spurgte, hvor vi er på vej hen. Joe… vi søgte ”a supermarked”. Det ord kendte han ikke. Ad omveje forklarede vi ham, hvad vi mente. ”Oh, you mean a drugstore!” Det er ikke første gang, jeg kommer i sproglige problemer på turen. Et sted på kysten, bestiller jeg på en bar endnu en øl med ordene: ”Can I have one more beer”, men bliver af en af motormændene belært om, at det hedder: ” Can I have another beer”.
Ombord på SINALOA er man lige blevet færdig med det aftensmåltid, vi ”glemte” at melde fra til. Vi bliver modtaget af den temperamentsfulde kok. Han udbeder sig en forklaring! Er vi utilfredse med kosten ombord? For så må vi endelig sige til! Underforstået, at så skal han nok lige fortælle os et par sandheder. Belært af erfaring undskylder og beklager vi, og freden er genoprettet.


SINALOA ligger tungt lastet ved kajen i Wilminton inden afgangen mod Europa
Om aftenen den 14. september sejler vi fra Los Angeles. Forude venter 3 uger i søen, kun afbrudt efter de første 7 døgn af passagen gennem Panamakanalen. Vi går gennem kanalen i dagtimerne. Midt på dagen ankrer vi op i en af søerne, mens vi venter på, at det bliver SINALOA´s tur til at komme ind i en af sluserne. En trykkende varmedis ligger over søen og den omkringliggende regnskov.

Gennem Panamakanalen med kurs mod Europa
Efter 2 uger i søen, og dagen før vi passerer Azorerne, skriver jeg brev til Ulla og Per:



M/S SINALOA

I søen 29/9-1969

Først mange tak for jeres brev, det er altid rart at høre hjemmefra. Det er faktisk altid en af de helt store begivenheder ombord, når vi får post. Voksne mennesker bliver værre end børn juleaften.
Vi befinder os nu på 15. døgn i søen, idet vi forlod Los Angeles søndag d. 14/9 kl. 18:00. Nøjagtigt en uge senere ankom vi til Panamakanalen, men da det var blevet ud på aftenen måtte vi vente med at komme igennem til mandag morgen ved 04-tiden. Selve turen gennem kanalen foregår det meste af tiden for ”Fuld Kraft” og tager ca. 8 timer, men den sidste sluse kom vi ikke igennem lige med det samme og måtte sammen med 6 – 7 andre skive ligge med ”krogen” ude et par timer. Jeg var så heldig at overvære sidste halvdel af turen gennem kanalen fra dækket, og det var virkelig en oplevelse, især at se regnskoven på bredderne.
Et par dage efter vi havde forladt L.A. begyndte tropevarmen, som faktisk var værre end for udadgående, og den har varet ved lige til i lørdags. Nu er vi gudskelov ude af den. Det, der er galt, er at vi er for kort tid i troperne til at vænne os til varmen. Det siges, at det tager en måneds tid inden man lærer at indrette sin levevis således at man er fuldstændig upåvirket af varmen. Da vi kun er der 10 dage af gangen hjælper jo altså ikke noget. I morgen (tirsdag) skulle vi om aftenen passerer den lille øgruppe Azorerne, der ligger ud for Portugal og lørdag aften skulle vi ankomme til Rotterdam.

Så kan I ellers tro, vi har haft en værre ”gedemarked” den sidste uges tid. På grund af en forglemmelse havde vi ikke bunkret vand i L.A., og da vores eget ”vandværk” ombord ikke kan klare det daglige forbrug, fik vi besked om at spare på ferskvandet. Det hjalp ikke og resultatet blev, kort fortalt, at vi en dags tid efter kanalen fik en næsten total vandrationering. Der blev simpelthen lukket for vandet. Dog havde hver mand lov til fra en defekt håndpumpe i kabyssen lov til at forsyne sig med max. en spand vand pr. døgn. Jeg kan garantere for, at det ikke er morsomt, når man i hvert fald i troperne er vant til at tage bad 2 – 3 gange i døgnet, og rent arbejdstøj på på hver vagt, og så pludselig at skal klare sig med en spandfuld. Vi i maskinen fik dog tilladelse til at få to spandfulde pr. døgn, altså en efter hver vagt. Man kan faktisk godt blive ren med en spand vand, selvom man er indsøbet i olie over hele kroppen, men håndklædet er så også derefter. Men det blev taget med godt humør ombord. Der er netop i dag til middag igen indtrådt ”normale tilstande”, man har skønnet, vi efterhånden har fået lavet vand nok til at kunne klare os til Rotterdam.
Efter Rotterdam går turen til Liverpool, hvor vi skal ligge 3 – 4 dage, hvis havnearbejderne der ikke som sædvanlig strejker. Derefter København via Göteborg. Skulle efter planen være i Kbh. den 18. okt, men det meget vel blive et par dage fra eller til.

Som på udturen ligner dagene hinanden. Enkelte begivenheder skiller sig ud og gør en dag eller to lettere at huske.
Den høje let kraftige rødhårede mand med de store bakkenbarter, der kommer gående imod mig på gangen, da jeg en aften efter vagten i mit svedige og olieplettede tøj er på vej til mit lukaf nikker venligt til mig. På den hvide krøllede tropeuniforms skulderdistinktions fire guldstriber kan jeg se, det er skipperen. Da jeg lukker mig ind i mit lukaf, siger han: ”Nå, er det Dem, der bor i dette farlige lukaf?” Og så fortæller han mig om en rejse, hvor vinduet til netop dette kammer var blevet slået i stykker af en brodsø og havde oversvømmet kahytten. Jeg er det tidspunkt ganske ophidset over vandrationeringen, og som en anden styrvolt begynder jeg at brokke mig til ham. Han kigger overbærende på mig, giver mig en klap på skulderen, inden han går videre og siger: ”Unge mand, vær De helt sikker på, at netop De er den sidste, der vil blive beskyldt for at bruge for meget af vores kostbare vand!” Jeg har ikke tidligere truffet den venlige mand, men det bliver ikke sidste gang.


Mit lukaf
En anden episode under vandrationeringen står også klar i hukommelsen. En eftermiddag falder jeg en dag i søvn på poop´en (den forhøjede agterste del af skibet). I troperne ligger man ikke ustraffet et par timer i solen. Ej heller jeg. Noget der minder om forbrændinger har jeg overalt på kroppen undtaget, hvor mine shorts har dækket. Det svider som ind i helvede, men er for intet at regne mod, hvad jeg udsættes for, da jeg er tørnet til i maskinen kl. 16, hvor lufttemperaturen er over 40 – 50 Gr. C. Noget må gøre for at søge lindring! Jeg smører min røde krop ind i maskinolie! Det er ikke at anbefale!
Tågen ligger som en tyk ærtesuppe over Den Engelske kanal, et af verdens mest trafikerede farvande, da vi efter 20 døgn i søen den 4. oktober nærmer os Rotterdam. Der er slået ”Slow” i maskinen, og der er åbnet for startluften, så der er klar til en hurtig manøvre. Tågehorn høres fra nær og fjern. Vi skulle være ankommet til Rotterdam midt på dagen. Jeg har planlagt en tur ind til centrum denne lørdag og har derfor efter morgenvagten iført mig mit bedste landgangstøj. Sådan bliver det ikke. Jeg må vagt igen kl. 16, og vi lægger først til ved 17-tiden. Det bliver kun til et kort besøg i nærmeste omegn af Katendrecht, hvor vi ligger ved kaj.



En svag varmedis ligger over Rotterdams havn
Søndag den 5. oktober er næsten som en dansk sommerdag. Tåget er lettet og er afløst af en svag varmedis. Det er min første fridag i 3 måneder. Vi skal ud og se på Rotterdam og begiver os på vej. Neden for ”gangway´en” står den rødhårede skipper i civilt antræk. Han spørger, hvor vi er på vej hen, og da vi fortæller, at vi er på ind mod centrum, tilbyder han os et lift med den Taxa, han venter på. Undervejs i havneområdet underholder han os med en længere beretning om Rotterdams havn, inden vi bliver sat af ved det, der engang var Europas første gågade. Vi slentrer rundt uden mål, nyder fridagen og den lune efterårsdag, drikker kaffe på en udendørs cafe på gågaden, spiser frokost på en anden og indånder byen. Denne er dagen, hvor jeg for første gang i mit unge liv hører om og stifter bekendtskab med det lokale verdensberømte bryg Heineken. Et bekendtskab jeg gennem årene har holdt ved lige.
Efter at have losset i Rotterdam går turen over Liverpool og Göteborg tilbage til det gamle land.
Tidligt om morgenen 15. oktober er Kronborg passeret om styrbord, og kl. 07 er fortøjningerne fastgjorte på kajen ved Orientplads i frihavnen, og der er slået ”Stop” i maskinen. ”Reparationsgænget” er allerede gået i gang i maskinen. Den tilhører ikke mere os. Bagagen er pakket, og efter et hastigt morgenmåltid går jeg rundt for at sige farvel til de mennesker, jeg har levet tæt sammen med i 90 dage. De kniber med stemmen, da jeg tager afsked med mine gode jævnaldrende kolleger. Vi har haft det godt sammen og har grinet meget; de er alle udstyret med en sans for at se det sjove i tilværelsen. Hinandens sorger og glæder har vi delt, men vi ved godt, at vores veje næppe krydses. Og sådan bliver det.
Regnen siler ud af de lavt hængende grå skyer, da jeg ved middagstid samme dag står på banegårdspladsen i Næstved og venter på en Taxa. Byen er skrumpet, siden jeg forlod den for 3 måneder siden. Husene, gaderne og bilerne er blevet mindre og i regnvejret har de tilmed mistet farven. Eller er det bare verden udenfor provinsbyen, der har vist sig at være større og mere farverig?
Den 21. oktober sidder jeg i toget på vej mod Søværnets Eksercerskole i Auderød. Et års værnepligt venter, og jeg er ikke just begejstret. Indtrykkene fra en eventyrlig rejse har ikke fundet sig til rette i erindringen endnu, og jeg sidder og tænker over fremtiden. Jeg vil sejle et par år endnu, inden et job på landjorden - enten på et sygehus eller et kraftværk - synes attraktivt. Da vi passerer Køge, ser jeg ud gennem vinduet en rodet og beskidt kemisk træindustri. Der står damp og røg ud af diverse skorstene, og der lugter fælt. Her skal min fremtid i hvert fald ikke ligge! Men det kommer den til, for nøjagtigt et år senere – den 15. okt. 1970 – begynder min første arbejdsdag på Junckers Savværk A/S. På denne matrikel oplever jeg gode og dårlige tider de næste 40 år. Fremtiden kan Ikke forudses.
M/S SINALOA til kajs i San Francisco. Hun var et smukt skib.
Det gode skib M/S Sinaloa udfases af Kompagniet flåde i 1978, hvor hun sælges til Hong Kong Islands Shipping Co i Monrovia og sejler videre under navnet ”Yuen Chau” under panamansk flag. I 1983 ophugges hun i Bangkok. Hun var et smukt skib.




1 kommentar:

  1. Jeg var med på en tur med Sinaloa fra 30/4 1970 til 20/7 1970. Århus - St.Thomas, San Francisco, og op til Canada og retur.
    Skøn tur

    SvarSlet