Sidevisninger i alt

Sidevisninger i alt

lørdag den 14. februar 2015

Fjernsyn


Det burde give stof til eftertanke, at man tilhører den stadig sjældnere gruppe af menneskeheden, der har prøvet at leve i en fortidsepoke uden TV.
Men ikke desto mindre har fjernsyn - eller måske netop derfor – beriget min tilværelse gennem mere end 60 år, siden jeg første gang – det må have omkring 1953 – så en fjernsynsudsendelse. Hele 2.klasse D på Kildemarksskolen i Næstved var inviteret hjem til en af pigerne i klassen, for at se en de to ugentlige børneudsendelser af en halv times varighed. Hun hed Ulla og hendes far var depotbestyrer for Faxedepotet i byen. Familien havde som en af de få familier i den lille provinsby anskaffet sig et 17” fjernsyn. Jeg husker ikke noget om selve udsendelsen, men erindrer, at vi blev beværtet med røde hindbærbrus, gule citronvand og grønne sportsvand ad libitum.
I blokken på Erantisvej boede en lidt skør, men dygtig radioreparatør. Han ejede ”Kurts Radio” i Ringstedgade. Kom man ind i forretningen med en radio, der skrattede (det gjorde næsten alle radioer dengang) til reparation, spurgte han efter lyden, idet han imiterede forskellige lyde og bad én udpege den (mis)lyd, der mindede om radioens. Straks kom der en diagnose, og så fiksede han radioen til næste dag. Gennem flere år havde han haft en skov af antenner i enhver tænkelig udformning ude på altanen i lejligheden på 2. sal. Det var før almindelige borgere overhoved havde fået fjernsyn. Rygtet i blokken gik på, at Kurt eksperimentere med fjernsyn, ligesom de havde det i USA! Et års tid efter mit første bekendtskab med fjernsynet, opstillede Kurt i udstillingsvinduet i forretningen et fjernsyn, som kunne aktiveres ved at lægge hele hånden på en bestemt flade af vinduesglasset, hvortil var ført nogle ledninger. Så kom der levende billeder på fjernsynsskærmen. Her kørte vi drenge sommetider ned efter skoletid og trykkede næsen flade mod ruden, idet vi skiftedes til at holde hånden på det punkt på ruden, der kunne fremtrylle de magiske levende billeder. Hvad vi så, kan jeg ikke huske; men nu var det for alvor spændende med levende billeder.
I 1958 var der fjernsynstransmitteret VM i fodbold fra Sverige. I den anledning havde adskillige af byens udskænkningssteder anskaffet sig et 17” fjernsyn. Blandt disse var ”Is-Andersen” i Ramsherred. Som navnet antyder, havde ”Is-Andersen” en isbar uden udskænkning af alkolholiske drikke. Her drog vi drenge i flok til for at se finalen mellem værtslandet Sverige og Brasilien. Om jeg husker ret, fik svenskerne en gang læsterlige klø! Isbarens 17” sort-hvide fjernsyn var på magisk vis blevet omdannet til et farvefjernsyn, idet der uden på skærmen var limet en transparent film, der var farvet blå foroven, grøn i midten og brun nederst. Farverne passede nu ikke til aktuelle billede. Den lille sværlemmede, massive blondine med det høje touperede hår, der langede is og milkshakes over disken, gik under navnet ”Karen-Tusindpik”. Efter forlydende betjente hun soldater fra byens to kaserne med andet end is….
Derhjemme havde vi ikke fjernsyn endnu; det var stadig forbeholdt formuende folk – og det var mine forældre ikke.
Jeg havde dog jævnligt lejlighed til at se fjernsyn, idet min kammerat Gerts mormor, der boede i opgangen ved siden af vores, havde fjernsyn, og der så vi tidens populære programmer, bl. a. ”Prøv lykken” med Svend Pedersen og de store shows med Volmer Sørensen. Der var altid samlet en sand kødrand af familie og venner omkring det lille fjernsyn i stuen, der næsten antog karakter af en biograf.
En lørdag i april 1962 – jeg gik i realklassen på dette tidspunkt - ringede det på døren, og da ingen af mine forældre gjorde foranstaltninger til at lukke op, overvandt jeg min dovenskab og gik ud og lukkede op. Udenfor stod en mand med et fjernsynsapparat. Jeg fortalte ham straks, at han måtte være gået forkert, for vi ventede ikke noget fjernsyn. Han kikkede endnu engang på sin seddel, og påstod hårdnakket, at det skam var rigtigt nok. Nu var mine forældre kommet ud i entréen og stod og grinede. De havde uden min viden købt et fjernsyn. Det var et 23” TO-R i nøddetræ (bejset bøg!) med låger foran. Det kostede 1495 kr. med 250 kr. i udbetaling og et månedlig afdrag på 150 kr. Min fars ugeløn – familiens eneste indtægt - var dengang på under 500 kr. Apparatet blev stillet ind i stuen, men kunne ikke bare tilsluttet og tages i brug. For først skulle der sættes en antenne op på loftet og en antenneledning trækkes ned gennem ventilationskanalen ned til toilettet, og føres gennem et boret hul herfra til stuen. Nyanskaffelsen blev placeret på et nøje udset sted i stuen i den rette udmålte afstand fra sofagruppen eller rettere min fars lænestol, hvor han indtil nu havde tilbragt fritiden med at ryge cerutter og læse biblioteksbøger, kun afbrudt af radioavisen kl. 19:45 og 22:00, en ugentlig kortspilaften, reparationer på den gamle bil og familiesamvær i weekends. Der blev gjort meget ud af finde den rette belysning omkring familiens nye alter, idet min far gik meget op i, at der ikke måtte være for store kontraster mellem fjernsynsbilledet og baggrunden. Det ødelagde øjnene, havde han læst sig til. Min mor, som satte stor pris på at hygge i hjemmet med potteplanter og afskårne blomster, placerede straks en buket blomster oven på apparatet ved siden af lampen. Det er en af de få gange jeg har set min ellers altid besindige far i nærheden af det røde felt. Konsekvenserne af en væltet vase ud over nyanskaffelsen kunne han slet ikke rumme, og vasen blev fluks taget ned og kom aldrig i nærheden af fjernsynet mere.
Jeg frekventerede i sluttresserne en uddannelsesinstitution på Jagtvejen i hovedstaden, men boede stadig i den sydsjællandske købstad, og når jeg havde god tid, kunne jeg godt lide at spadsere fra Nørreport til hovedbanegården. På sådan en tur så jeg for første gang i mit 22 årige unge liv fjernsyn med farver på i en radio- og fjernsynsbutik i Fiolstræde. Det gjorde et stor indtryk på mig, og jeg var ganske overbevist om, at dette næppe blev forbeholdt jævne folk i min levetid.
Da jeg efter endt uddannelse og aftjening af værnepligt fik job i en østsjællandsk købstad lejede jeg et værelse hos nogle rare mennesker i et parcelhus. Det fra Søværnet udbetalte beløb rakte kun til det mest nødvendige møblement, en sovebrik, bord, stol og en selvtømret bogreol af spånplade. Fjernsyn indgik ikke i møblementet, men hurtigt fik jeg fat på et på et på et loppemarked. Det var et (af de første) 17” tommers, der var kommet på markedet. Kabinettet havde set bedre dage og billedet var stort uden kontrast. Jeg fremstillede selv en antenne af kasserede kobberrør fra min arbejdsplads. Den fik jeg af den venlige vært fik lov til at sætte op på parcelhusets tag. Da de ikke selv havde fjernsyn, fik de så lov til at kigge på mit TV, når jeg ikke var hjemme, og det var jeg sjældent, for når jeg ikke var på arbejde om aftenen, var jeg som regel sammen med min tilkommende i den sydsjællandske metropol. Fjernsynet malede jeg okkergul og jeg fortalte gerne vidt og bredt, at nu havde jeg fået farvet fjernsyn! Den helt store oplevelse med dette gamle 17” havde jeg en morgen, hvor jeg kom hjem til værelse efter en nattevagt. Som sædvanlig kørte jeg alle kanalerne igennem. De havde nu aldrig vist noget udover Danmarks Radio, men denne usædvanlige morgen åbenbaredes for mine øjne på en af kanalerne – i den bedste billedkvalitet, apparatet kunne præstere – levende billeder (uden lyd) men med russisk tekst under – dog kun ganske kortvarig. Jeg blev helt høj og kunne næsten ikke falde i søvn!
Som nygift rakte min hustrus opsparede penge kun til det mest nødvendige inventar (hun havde været længere på arbejdsmarkedet end jeg!), og i dette indgik ikke et fjernsyn. Jeg følte imidlertid at måtte træde i karakter og skaffe et fjernsyn. Ergo lånte jeg et af kollega, som samlede på alskens ragelse, bl. a. gamle fjernsyn, som han opbevarede på sit loft. Han fandt et, som han mente ikke brød i brand, når der kom strøm på. Det var sket for flere af de andre, når de havde trukket fugt på loftet. Det var da også et glimrende fjernsyn med et fint billede, som dog ’væltede’ et par gange i timen, men det vænnede man sig såmænd til. Et eller to raske dask på siden, og billedet stod igen flot.
I midthalvfjerdserne havde vi fået sparet sammen til et farvefjernsyn. Beløbet blev i sidste øjeblik konverteret til charterferie til Athen, så projektet blev udskudt et års tid, men farvefjernsyn fik vi. Det blev et 23” Phillips, som kostede næsten 7.000 kr, mere end jeg tjente om måneden! Det nye farvefjernsyn kunne tage UHF, hvilket gav mulighed for at se hele to svenske programmer – hvis altså lige man havde en UHF-antenne, der var placeret tilstrækkeligt højt – hvilket i vores tilfælde var adskillige meter over huset tagryg. Jeg fik derfor med noget besvær anbragt de dyrt indkøbte antenner i den øverste ende af en længde 1½” galvaniseret vandrør og boltet den nederste ende af røret fast til en læmur. Den store afstand mellem antenne og det nyindkøbte vidunder gjorde det nødvendigt at indbygge en antenneforstærker, som efter en del eksperimenter da også bevirkede en hæderligt billede. Det hele gik rigtigt fint indtil den første efterårsstorm fik min fine mast til at ligne et knækket halmstrå. Også det fik jeg fikset med den fornødne forstærkning – indtil et par efterfølgende storme havde sørget for at murstenene, hvor masten var befæstet, rev sig løse. Igen måtte der noget forstærkning til i form af nogle gennemgående bolte og nogle solide lasker. Og endelig kunne vi se fjernsyn uden bekymringer. Det gjorde vi med disse faciliteter de næste ti år!
Men den teknologiske udvikling inden for området havde taget fart. Større skærme var blevet almindelig, fjernbetjening kommet til og – nok så væsentligt – der var kommet fællesantenneanlæg med mulighed for nu også at kunne se tyske programmer, hentet ned af den store mast Herfølge! Tiden var inde til at tage del i denne forrygende udvikling. Det gjorde vi så med et nyt 28” fjernsyn, som vi også kiggede på i mange år. Og så er det ellers gået hurtigt, og der ingen grund til at trætte læsere, som endnu ikke er stået af, med banaliteter omkring den seneste teknologiske udvikling på området. Jeg kan blot konstatere, at vi er gang med vores anden fladskærm, hvis hele 46” en periode imponerede omgivelserne. Kan nu blot konstatere, at en nær ven nyligt har fået et fjernsyn med en 55” skærm, så måske tiden snart er inde til at købe et nyt fjernsyn. Det nuværende er jo også snart 3 år gammelt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar