Sidevisninger i alt

Sidevisninger i alt

søndag den 9. november 2014

Muren


Muren Bernauerstrasse
I disse dage er det 25 år siden, muren i Berlin blev åbnet og efterfølgende brudt ned. I 1989 havde jeg formentlig allerede passeret mit livs median. Således havde jeg altså levet min ungdom og en hel del af mit midaldrende liv med bevidstheden om det jerntæppe, som skilte Europa. Det optog mig faktisk en hel del. Der var noget uhyggeligt, noget mystisk og frastødende, men også noget, der pirrede min nysgerrighed. De fleste af os betragtede vist situationen i Europa som stationær. Det føltes derfor helt surrealistisk, da muren om aftenen den 9. november 1989 blev åbnet i Bornholmerstrasse i Berlin. Jeg erindrer endnu, da jeg på min i 1961 transisterradio – købt for en del af de 420 kr. konfirmationen indbragte – hørte om den mur, DDR var ved opføre gennem Berlin midt i august.

Vesttyske grænsevagter ved Lübeck 1963
Jeg nåede aldrig at besøge DDR; en planlagt tur med Lærlingeklubben i 1966 til Vestberlin med besøg i Østberlin måtte jeg gr. sygdom i familien melde fra til i sidste øjeblik. Til gengæld var jeg flere gange – under ferier i vesttyskland - ude at se den tysk-tysk (zone)grænse, hvor man kunne se de østtyske grænsevagter på deres poster i vagttårnene følge os med kikkert, ligesom de vesttyske grænsevagter gennede os væk, hvis vi kom for tæt på en grænsebom. I tresserne skete ofte, at jeg sammen med vennerne tog på en en-dags tur med færgen fra Gedser til Travemünde for at gøre toldfrit indkøb af sprit og cigaretter. Fire timers sejlads hver vej, få timeres ophold i Travemünde, men tilstrækkelig til et konditori- eller værtshusbesøg. Det var en sær mærkelig fornemmelse, ved udsejlingen i kontrast til den fuldt illuminerede vestbred at skue ud over mørket på østbreden og ind over det mørklagte DDR. Man gjorde sig sine tanker. Hvordan var det mon at leve i sådan et land? Det var lidt uhyggeligt, men også dragende på min nysgerrighed.

Zonegrænsen ved Bad Harzburg 1964
 
 
Vagttårn ved Bloksberg i Harzen 1964
 

Jeg tog revanche i årtiet efter murens fald. Det blev til mange spændende besøg i det tidligere Østberlin, hvor store dele af muren stadig i mange år stod urørte. Men især en cykeltur med en legekammerat i 1995 fra Warnemünde til Lübeck langs Østersøen gav et fint indblik, hvordan, der havde været i DDR. Store forfaldne villaer, som formentlig ikke havde været vedligeholdt i DDR-tiden, var så småt ved at blive gjort i stand. DDR-tidens ferieparadiser langs landets sparsomme kystlinie lå forfaldne hen. Partibon´er og pionerer indenfor det socialistiske enhedsparti blev belønnet med ophold ved kysten på et af disse kursteder. Vagttårnene lå forfaldne hen. Til et vagttårn hørte en delvis underjordisk betonbunker med nøgne vægge og et lokum med kun et hul jorden i den ene ende. På et tidspunkt havde vi forvildet os ind på et tidligere, forladt sovjetisk kaserneområde, der lå øde hen. Man kunne stadig i stor stil se små pruttende Trabi’er køre rundt på de ujævne brostensbelagte landeveje. DDR-borgerens fristed var kolonihaven, der gav ham en fornemmelse af have sit eget. Her blev bygget små havehuse, eller der blev lavet en tilbygning til en udrangeret campingvogn. Et sted, vi kom forbi var der i sådan et havehus indrettet en primitiv Schnelimbiss. Her indtog vi en Bratwurst med en skive tørt Weissbrot bogstavelig talt i familiens dagligstue. Vi kom i snak med det ældre ægtepar, som havde huset. De havde begge før murens fald været ansat i det statslige supermarked ”KONSUM”. Det var blevet lukket efter DDR’s ophør, og de var begge – som så mange andre – blevet arbejdsløse og havde derfor indrettet deres lille forretning i sommerhuset. De var forbitret og kunne ikke det positive i murens fald og DDR’s ophør som stat.

Modsat var mange vesttyskere også utilfredse med betale til det forarmede og uudviklede Østtyskland. ”Man sollte die Mauer erhöht haben, statt sie niederzureissen” sagde en tysk turbinemontør, Werner, fra Siemens til mig engang i halvfemserne. Han fik sommetider assistance i Køge af kolleger fra det tidligere DDR. Werner gjorde grin med dem bag deres ryg; han kunne simpelthen ikke lide dem. Et af hans ’glansnumre’, når de vendte ryggen til, var at pege på den på den pågældende og derefter pege på sin revers (hvor partimedlemmer bar partiemblemet)! Eller indtage retstilling og føre højre hånd op under venstre arms armhule (partibogen under armen)!

Trabi på brostenbelagt vej ved Rostock 1995
Jeg har stadig ikke fået nok af at gå på ’opdagelse’ i Tyskland.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar