Skipperen

"Nå, er det Dem, der bor på dette farlige lukaf?" Den store rødhårede mand med de kraftige bakkenbarter, der kom mig i møde, mens jeg var på vej ind på mit lukaf, så ud til at ville snakke. Jeg var lige kommet op fra 16 - 20 vagten, og det gode skib M/S SINALOA var på vej ud af det caribiske område, så mandens påklædning - et par khakifarvede shorts og en krøllet hvid uniformsskjorte med fire guldstreger i skulderdistinktioner - var ikke særlig bemærkelsesværdig. Jeg havde på hele den tre måneders rejse - SINALOA's 37.i 1969 til den amerikanske vestkyst - kun set kaptajnen et par gange tidligere. Da jeg havde bekræftet hans spørgsmål, fortalte han, at en brodsø på en af de tidligere rejser havde knust vinduet til lukaf'et og oversvømmet det. Det lå forrest midtskibs i bagbords side.

Mit Lukaf på M/S Sinaloa

Men jeg var ikke i humør til at snakke, og den udprægede respekt, jeg normalt nærede for autoriteter, var sat på stand-by, for jeg var træt og min ryg sved af helvede til. Dagen før - på vej over Det Caribiske Hav -  var jeg faldet i søvn på en af dækslugerne i nogle timer - liggende på maven. En kraftig skoldning var resultatet, og det sved som bare pokker, da jeg tørnede til i maskinens 40 gr. varme kl 16, og for at lindre smerterne smurte jeg overkroppen ind i maskinolie (!), hvad der kun gjorde ondt værre. Det ultimative bevis på, at i visse tilfælde er hunde klogere end mennesker! Denne hændelse faldt sammen med, at vandet ombord var blevet rationeret nogle dage tidligere, for ferskvandsgeneratoren fungerede ikke optimalt. Der var lukket for alt badevand, og der kunne kun hentes en pøs vand efter hver vagt, pumpet op med en håndpumpe i kabyssen.

To maskinassistenter slikker sol på en lastrumsluge

Og når jeg så nu havde skipperen på tomandshånd, så kunne jeg lige så godt fortælle ham et par sandheder om situationen ombord. Ordene kan jeg ikke huske, men han hørte tålmodigt på mig, og da jeg var færdig med min svada, kiggede han venligt på mig og gav mig et klap på skulderen: "Unge mand, når vi om et par dage løber tør for ferskvand, så lover jeg Dem, at De er den sidste, jeg vil beskylde for at have brugt vores dyrebare vand. Kan De sove godt!"

Så galt gik det nu ikke, for efter nogle dage blev rationeringen ophævet.

En lørdag aften en uges tid senere anløb vi Rotterdam. Efter planen skulle vi lægge til kaj midt på eftermiddagen, og vi var nogle stykker som efter flere uger i søen havde planlagt at tage en tur i byen for at slå et hul i jorden. Vi havde varmet op til frokost med øl og snaps. Tæt tåge i Den Engelske Kanal forsinkede ankomsten, og jeg måtte på vagt igen kl. 16, og da vi endelig først på aftenen havde lagt til kaj, var vi for trætte til noget som helst.

Vi besluttede derfor, at om søndagen, som var den første fridag i over en måned, ville vi tage ind og se på Rotterdam. Det var en usædvanligt smuk og mild oktoberdag, hvor solen skinnende igennem den svage dis og gav havnen et pastelfarvet skær.

Pastelfarver i Rotterdam havn

 Da vi efter morgenmaden var kommet ned af gangway'en, mødte vi skipperen på kajen. Han spurgte venligt, hvor vi skulle hen. Jo, vi havde tænkt os, at tage ind og se på Rotterdam. Der var han også på vej ind, så vi var velkomne til at få et lift med i den taxi, han ventede på. Og så sad vi i en taxi sammen med skipperen på vej gennem Rotterdam vældige havneområde. Undervejs holdt han et kvalificeret foredrag om havnen og fik taxi'en til at køre adskillige omveje, for der var flere områder, han mente vi nødvendigvis måtte se. Inden vi blev sat af nær centrum, anbefalede han os nogle af byens seværdigheder, vi burde se.

Der findes faktisk en hel del flinke og besindige mennesker i denne verden....

Fredag den 17. december 1965

'Til Frederikshavn' konstaterer jeg nøgternt i min kalender for 51 år siden. Året er 1965 og jeg har som 20-årig fået en af de chancer, man kun får én gang i livet! Jeg skal køre en næsten ny SAAB 96 fra Næstved til Frederikshavn!

Min mor er nogle dage forinden kommet hjem fra den lokale SAAB-forhandler, hvor hun gør rent et par gange om ugen, med en forespørgsel, om jeg vil køre en bil til Frederikshavn, hvor han har solgt den til en lokal forhandler. Vi kender i forvejen lidt til SAAB-forhandlerfamilien i Næstved, for de har nogle år forinden boet i samme boligkompleks som vi. Min snakkesaglige mor er dengang hurtigt kommet i snak med forhandlerens ligeså snakkesaglige hustru, og det har så medført et lille rengøringsjob, da de nogle år senere flytter til en villa i tilknytning til en ny forretning. Efterfølgende sker det ofte, når min far og jeg cykler rundt i byen en lørdag eftermiddag og kigger på brugte biler, at vi kommer i samtale med den flinke forhandler. Drømmen om en lidt større og nyere (brugt) bil er altid tilstede hos min far. Det er pengene ikke. Og skønt forhandleren lover min far en rimelig afdragsordning, så bliver det aldrig til en handel.

Om jeg er interesseret i at køre en SAAB til Frederikshavn, ja mon ikke! Siden jeg på min 18-års fødselsdag får mit kørekort, har jeg været glad for at køre bil, ja faktisk i endnu længere tid, for allerede et år tidligere sker det ofte, at jeg får overtalt min til at overlade mig rattet i Ford Popular'en på de små vejen omkring Næstved. I flere år forinden har jeg trænet i at bakke bilen ud af garagen og vende den i grusbelagte gård hos mælkemand Larsen, hvor min far lejer garage for 15 kr. om måneden. En nyttig erfaring, som senere kommer mig til gode som arbejdsdreng på Caltex-tanken, hvor jeg hurtig demonstrerer mine kørefærdigheder ved at køre kundernes (!) biler ind - og ud af vaske- og smørehal. Ja, selv fragtmand Rasmussens store Scania Vabis lastvogn rangerer jeg med. (Utroligt, at jeg får lov, det får jeg sådan set heller ikke. Det var bare ligesom naturligt at gøre det - og ingen gjorde indsigelse)

Inden jeg kan påtage mig jobbet, er der et lille problem, der skal løses først, for bilen skal leveres i Frederikshavn lørdag formiddag og jeg har jo mit arbejde som maskinlærling at passe - også om lørdagen. At tage en pjækkedag er ikke noget tema, og min far vil aldrig tillade det. Jeg fatter en plan. Hvis jeg kører derop natten til lørdag, og jeg kan overtale min værkfører til en fridag for egen regning (halv arbejdsdag!) om lørdagen, så kan det lade sig gøre. Først er min værkfører hverken til at hugge eller stikke i, men da jeg forklarer ham om grunden til den ønskede fridag og den chance, der som en appelsin er dumpet ned i min turban, er han fuld af forståelse, for han er nemlig inkarneret bil- og motorcykelentusiast og et betydningsfuldt medlem af den lokale motorklub, der tæller flere danmarksmestre. Ved siden af jobbet som værkfører driver han  motorcykelkøreskole, og bruger resten af sin tid på at skrue på en af sine mange Nimbus-motorcykler. Jeg får min halve fridag og med mange formaninger om at køre pænt ønskes jeg god tur.

Så jeg cykler ud til den flinke bilforhandler, og melder mig klar til turen. Han beklager ikke at kunne betale mig en anstændig timeløn, for det kan handelen, han har indgået med forhandleren i Frederikshavn, desværre ikke bære, men om jeg er tilfreds med at få 100 kr samt togbilletten hjem til Næstved betalt. Ja, mon ikke! Jeg havde gerne betalt for at få lov til at køre turen, og nu kan jeg tjene det, som svarer til to ugelønninger for en smedelærling, ved at køre en næsten ny SAAB 96 til Frederikshavn. Hvor heldig har man lov til at være!

SAAB 96 er en af tiden mest utraditionelle biler. Motoren har 3 cylindre og er to-takts, den kører på olieblandet benzin, har 3 ratgear, er forhjulstrukket og har friløb, dvs. motoren kobles fra, når speederen slippes. Med sit aerodynamiske udseende ligner den ikke andre af tidens biler, men den fremstilles jo også på en flyvemaskinefabrik.

Inden jeg drager af sted fredag aften i den røde SAAB, medbringende den madpakke min mor har udstyret mig med, kører jeg lige tur rundt til nogle af vennerne i byen for at fremvise mit 'trofæ'.

Turen til Kalundborg forløber fint, og på færgen falder jeg i dyb søvn på bagsædet, og det i en grad, så jeg først vågner ved at vrede mennesker har samlet sig omkring bilen og står og banker på ruden. Færgen er i havn. Op gennem Jylland begynder det at sne, og på den sidste strækning fra Aalborg op gennem Vendsyssel er vejen kun farbar i et spor og sigtbarheden næppe fem meter. Aldrig har befundet mig bedre!

Midt på lørdag formiddag ankommer jeg til Frederikshavn, finder bilforhandleren, parkerer den røde SAAB foran butikken og går ind i forretningen. I et hjørne af udstillingslokalet troner ejeren, jeg hilser pænt, en hilsen som besvares med en bemærkning om, at jeg er sent på den. Jeg svarer noget med, at det har været snestorm den sidste del af vejen. Han er synligt irriteret over at blive forstyrret i sin formiddagskaffe, som ledsages af noget wienerbrød, der står på fad ved siden af termokanden. En naiv tanke om, at han måske har ventet mig med en kop kaffe og et stykke blødt brød fortrænges straks. "Hvor har du stillet bilen?" lyder hans næste bemærkning, og da jeg svarer, at den står udenfor butikken, beordrer han mig til at køre den om bag ved udstillingslokalet, hvor værkstedet er, og fortæller mig, at jeg bare kan lægge nøglen på hans skrivebord. Inden jeg går ud for at flytte den røde SAAB, spørger jeg om vej til banen, idet ethvert håb om, at han vil køre mig derhen, er ikke eksisterende. Min sans for sarkasme og ironi er på dette tidspunkt slet ikke færdigudviklet, så han får ikke en bidende sarkastisk bemærkning som afsked, og i øvrigt lider jeg især i mine unge dage af den meget udbredte og farlige folkesygdom, som hedder overdreven respekt og lydighed overfor autoriteter.

Sidst på aftenen ankommer jeg med toget til Næstved, en del forsinket til den aftale, jeg har med en pige, jeg havde truffet et par måneder tidligere på Kraghs Konditori. Jeg må være tilgivet, for vi stifter senere familie og får både parcelhus og bil.

Hjemkomst

Den 15. oktober 1969 stod jeg ved middagstid under halvtaget foran banegården i Næstved og ventede på en taxi. De blygrå skyer på en regntung himmel havde lagt sig til rette over byen og truede med at skylle den væk. Jeg var lige kommet ind med toget fra København efter om morgenen at være afmønstret fra ØK skibet "M/S Sinaloa". Vi havde lagt til kaj ved Orient Plads i Frihavnen tidligt om morgenen på min vagt, og næppe var der rigget af i maskinen inden "gænget" kom ombord og gik i gang med diverse overhalingsopgaver. Maskinen tilhørte ikke mere os. Tre måneders tilhørsforhold var slut. Det var "Sinaloa" 37. rejse også. Den var gået til den amerikanske stillehavskyst med vendepunkt i Vancouver.

Efter et hastigt morgenmåltid var jeg gået rundt og havde taget afsked med mine arbejdskammerater. Mange af dem var jeg blevet venner med, vel vidende at når turen var slut, ville vore veje skille, og vi ville næppe ses nogensinde. Vi skulle hver vores vej videre ud i verden. Og sådan blev det. Om jeg husker ret, var stemmet lidt grødet ved afskeden.

Som jeg stod der og ventede på en taxi, som skulle bringe mig og min bagage, som indbefattede en stråhat, købt i Los Angeles, og som der ikke var plads til den lånte kuffert, ud til min mor på Erantisvej, synes byen at være skrumpet i mine tre måneders fravær. Eller var verden bare blevet større?

Nogle dage senere, den 21. oktober, sad jeg i bumletoget på vej mod rekrutskolen i Auderød for at aftjene et års værnepligt i Søværnet. Den oplevelse, som den tre måneders tur over Atlanterhavet til det amerikanske kontinent havde været, var langt fra fordøjet, og jeg var i en lidt melankolsk stemning, for udsigten til et års værnepligt var ikke specielt opmuntrende. Jeg sad i mine egen tanker og funderede lidt over fremtiden. Nogle års sejlads, for jeg ville gerne se lidt mere af verden, og så ellers finde et job på et el-værk med nogle store kedler og turbiner, ja dette måtte være ønskescenariet!

I Køge stoppede bumletoget ved den gamle triste station. Overfor den lå en beskidt udseende træindustriel virksomhed. Den så temmelig rodet ud, havde der overhovedet ikke været noget samlet plan, da den blev bygget? En fæl duft af svovl blandede sig med andre mere behagelige trædufte, og minsandten om ikke den store murede skorsten i ny og næ udstødte en sort røgsky. Sådan et sted skulle jeg i hvert fald aldrig nogensinde arbejde!

Næsten nøjagtigt et år senere, den 15. oktober 1970 kørte jeg i min gamle døende VW ind gennem Sydporten til Junckers Savværk, hvor jeg havde min første arbejdsdag. Dengang gav jeg det to år, men i mere end 40 år fik jeg min daglige gang på matriklen.

En gang imellem har man skæbnen som blind makker, og fremtiden er ikke til at forudse.

Wilmington

Med et af de smil, der følger hendes læbers bevægelse som en skygge, spørger den smukke midaldrende afroamerikanske kvinde, om vi har fået nok, eller om vi vil have mere. Og nej, nej, mine to skibkammerater Ole og Henning og jeg befinder os ikke et sted, hvor unge mennesker ikke bør være! Vi er kort tid forinden droppet ind på en ydmyg burgerbar i havneområdet i Wilmington, havnebyen til Los Angeles - drevet af sulten. Da vi træder ind ad døren, i det der ligner en hastigt opført træbygning, bliver vi mødt med et smil, hvor de snehvide tænder på den store kvinde kappes med hendes skinnende hvide kittel om at oplyse det dunkle lokale. Hun synes at nære en nærmest moderlig omsorg for, at vi bliver mætte, for spørgsmålet følger efter, at vi har konsumeret den første burger og cola, som hun langede os over disken. Jo, vi mener os nok i stand til at kunne spise endnu en burger....

Måske ser vi lidt afpillede og forhutlede ud, for de sidste to måneder, hvor SINALOA er på sin rejse op langs stillehavskysten til Vancouver og retur, har budt på meget arbejde. Søvagter er blevet afløst af dagligt arbejde i maskinen under havneophold og arbejdsdagen har i mange tilfælde været på 12 timer. De to måneder har ikke budt på en eneste fridag, og i land er vi først kommet når dagens arbejde er afsluttet - hvis vi ellers ikke var for trætte..

Vi anløb også tidligere Wilmington - som første destination - på vejen op langs kysten. Det var en solbeskinnet søndag morgen i august, hvor jeg fra dækket - netop kommet op fra 04 - 08 vagten -  oplevede mit første møde med USA. Jeg kunne betragte velbeslåede amerikanere på vej ud af havnen i deres store trollingbåde for fiske. Næppe var SINALOA fortøjret, før en stor bil stoppede på kajen, og ud steg en aldrende blondine iført en kropsnær bluse og et par hotpants - helt efter tidens mode i 1969 - så stramme, at ingen hudfold - hverken for eller bag - overlod det mindste til fantasien. Men hendes ærinde var ganske ærbart. Hun skulle samle potentielle kunder op og bringe dem til mandens herreekviperingsforretning i det nærliggende butikscenter. Fra dækket måtte jeg indtage tilskuerens rolle, for min søvagt fortsatte med en lysvagt resten af døgnet - til min store ærgrelse. Jeg var bundet til skibet, og næste morgen gik rejsen videre nordpå mod San Francisco.

Men nu bød lejligheden sig altså for at komme en tur i land i Wilmington, og den udnyttede vi til at fortage de sidste indkøb inden 3 uger i søen venter. På vejen ind til byen gennem havneområdet blev vi antastet af en afroamerikaner i en stor pick-up. Den muskuløse havnearbejder genkendte os fra skibet og tilbød os et lift. "Do you want to ride, brother?" råbte han ud til ud gennem den nedrullede siderude. Han tilbød os tilmed at bringe os til vores bestemmelsessted. Vi ville finde et supermarked, og det forsøgte vi at gøre ham forståeligt med brug af ordet "supermarked". Det forstod han ikke, men med andre gloser blev han klar over, hvad vi mente. "Oh boys, you mean a drugstore!" Ja, det gjorde vi vist, og den lille sprogforbistring morede vi os alle lidt over, mens han hurtigt bragte os det ønskede sted hen.

Og nu er vi så på vej tilbage til SINALOA, belæsset med varer, hovedsagelig til fortæring under de 3 uger i søen, heriblandt nogle gallons vin fra Martha's Wineyard.

Burgerbaren ligger ikke så langt fra den pier, hvor SINALOA tungt lastet ligger fortøjet, og næppe er vi fra gangway'en trådt ombord, før vi møder kokken, som vi har glemt at meddele, at vi ikke vil være til stede til aftensmaden. Det er faktisk ikke så godt, for netop vi maskinassistenter har et lidt anspændt forhold til den temperamentsfulde kok. I en af havnene på turen op langs kysten havde vi fire unge styrvolter hidset hinanden op over maden ombord (som i parentes bemærket stort set er fremragende!). Vi fandt maden for krydret. Og krydret var den, for den udmærkede kok - mærket af mange års sejlads på østen - nærede en stor forkærlighed for krydret mad, hvad der ikke blev bedre af, at et stort forbrug af cigaretter og alkohol gennem årene synes at have sløvet hans smagsløg. Andre ombord havde tilsyneladende affundet sig med den krydrede kost, men ikke os førstegangs "deepwater-sailors". En middag mødte vi derfor op i kabyssen med vores tallerkener og forholdt kokkens vores utilfredshed. Men vi havde slet ikke gjort regning med hverken hans temperament eller faglige stolthed. Råbende og skrigende og fægtende med en stor køkkenkniv jagede han os ud af hans kabys med besked om aldrig mere at vise os på hans enemærker!

Det gjorde vi så heller aldrig!

Efterfølgende blev vores forhold til kokken til vis grad normaliseret, eller snarere overgik til en tilstand af "væbnet neutralitet".

Og nu møder vi ham så på dækket uden at have meldt fra til aftensmaden. Satans uheldigt! Han udbeder sig straks en forklaring på, om vi er utilfredse med maden, for så må vi da endeligt sige til. Der er mord i øjnene på ham! Nej, nej, vi er på ingen måde utilfredse med kosten ombord, den er tværtimod vældig god, og vi beklager endnu engang, at vi forsømte at melde fra til aftensmaden, det var faktisk vores hensigt at komme tilbage inden aftensmaden, men vi var altså blevet forsinket. Med gode ord og slesk tale genoprettes freden.

Og når vi i morgen lægger fra kaj, venter 3 uger i søen....

Cristobal

Det gode skib ”M/S Sinaloa” af København fik på sin 37. rejse den 15. August 1969 – efter 12 dage i søen - tidligt om morgenen landekending med byen Cristobal i Panama. Søndag den 3. august havde vi – som sidste europæiske havn – forladt Glasgow en eftermiddag, hvor regntunge skyer tyngede himlen ned i havet.

Det var min første (og indtil nu eneste) hyre på et handelsskib. Med en nylig afsluttet uddannelse var jeg forhyret som juniormaskinmester, men den korrekte betegnelse var maskinassistent. Jeg gik vagt sammen med 3. mester, der var et par år ældre end mig. Han var en flink og dygtig fyr, og hurtigt kom vi på rigtig god fod med hinanden, og drak ofte en øl sammen på mit lukaf, når aftenvagten fra kl. 16 til 20 var afsluttet.

Vi lagde til kaj i Cristobal på vores morgenvagt ved 7-tiden for et at bunkre brændselsolie. Et 8-timers ophold på vores frivagt gav mulighed for at komme en tur i land. Det kunne vi nok trænge til efter 12 døgn i søen, hvor dagene lignede hinanden til forveksling. Eneste større begivenhed var, da Azorerne en aften i solnedgangen kom til syne på styrbords side samtidig med at delfiner begyndte at springe for boven. Ellers skete intet ud over en mindre storm, og det var ikke hver dag konturerne af et skib kunne anes i kimingen.

3. mester og jeg aftalte en tur i byen, og efter morgenmaden begav vi os på vej ned ad gangway’en med retning mod en bar, han kendte i havneområdet. Adskillige andre besætningsmedlemmer - matroser og motormænd - havde allerede fundet vej hertil. Stedet synes dem ikke ukendt.

Det var - for nu at sige det mildt – et ganske folkeligt sted! Det var ikke kun øl og Cuba Libra’er, der blev udbudt på stedet. En hel del damer i alle størrelser, alle kulører og alle aldre tilbød sig med. Deres markedsføring var ganske heftig, og kun med noget besvær fik vi afvist dem, så vi kunne indfri vores ærinde, som var at indtage så mange Cuba Libra’er som muligt, i det afmålte tidsrum, der var til vores rådighed, inden der skulle lægge fra kaj for at gå gennem Panamakanalen midt på eftermiddagen. Andre besætningsmedlemmer havde en anden dagsorden!

Da vi lidt over middag vaklede ned mod Sinaloa og med et fast greb i gelænderet på begge sider af gangway’en entrede skibet, havde vi mere end opfyldt vores målsætning. Nu handlede det om at få et par timers søvn, inden der skulle tørnes til i maskinen kl. 16, hvor skibet efter planen allerede ville være på vej gennem de første af kanalsystemets mange sluser.

Det lykkedes vist relativt let for den kollega, som jeg skulle afløse, at purre mig ud, så jeg kunne møde på vagten kl. 16. Vi havde lagt fra kaj og var på vej gennem kanalens sluser, og intensiteten på manøvredørken i maskinrummet var stor. ”Sinaloa” var et gammelt skib, leveret fra Nakskov Skibsværft i 1956, og B&W maskinens 10.000 indicerede HK betjentes ikke - som på nutidens skibe - fra ”broen”. Kommunikationen foregik via en maskintelegraf. Beklageligvis havde min kollega ikke haft samme held med 3. mester. Han lod sig ikke vække, så jeg blev af 1. mester – som han skulle afløse – sendt op og purre ham ud. Det blev noget af en opgave, for han reagerede ikke på mine diskrete råb fra døren ind til hans lukaf. Han lå ubevægelig i køjen, og kun en kraftig snorken indikerede liv. Grovere midler måtte til, så jeg gik hen og ruskede i ham, hvilket kun resulterede i en knurren og en besked om at skrubbe af! Ude på gangen fandt jeg i et rengøringsskab en pøs, som jeg fyldte med isvand fra det særlige drikkevandssystem, der var ombord med nedkølet vand. Isvandet hældte jeg ned over hans hoved, og så vågnede han! Jeg blev på lukat’et, indtil han havde fået sin kedeldragt på, og på vej ned til manøvredørken blev ikke der mælet mange ord.

Her er det lige nødvendigt at skrue tiden nogle dage tilbage. Ugen før vi anløb Cristobal havde 3. mester og jeg – som overarbejde – fået til opgave at overhale en hjælpemotor, hvilket bl. a indbefattede skift af krumtaplejer. Efterfølgende mente 1. mester, at disse lejer var lagt for stramt sammen, idet motoren havde udviklet en højere smøreolietemperatur. De havde – i en rimelig sober tone – udvekslet synspunkter om dette, men enige var de ikke blevet.

Og netop ankommet på manøvredørken mente 3. mester, at dette - af alle tidspunkter - var det rette til at genoptage dialogen, eller måske snarere diskussion. Det udviklede sig til et heftigt skænderi, som endte med at 3. mester blev sendt retur til sit lukaf og sove branderten ud. Skænderiet fortsatte, indtil han var ude af maskinrummet på toppen af maskinen.

Med opbydelse af hele mit intellekt lykkedes det mig vist at passe mine opgaver, hvoraf den vigtigste var at sørge for manøvreluft til maskinen. Jeg undgik omhyggeligt at få øjenkontakt med maskinchefen, som under hele kanalpassagen stod på et af de nederste trin af lejderen ned til manøvredørken og overvågede det hele. Jeg kom vist igennem de fire timer, vagten varede, uden nogen blev klar over, jeg ikke var helt frisk….

Da jeg efter vagtens afslutning i mørket stod lænet op mod rælingen for at trække frisk luft, var vi kommet igennem de første sluser og var på vej gennem en af søerne. En del illuminerede turistbåde med feststemte turister gled forbi os. Jeg misundte dem ikke, for jeg havde haft min fest den dag….

Efterskrift: Et par af de besætningsmedlemmer, der også havde været til stede på baren i Cristobal, måtte formodes at fortryde, at de ikke havde holdt sig til Cuba Libra’erne. Efter nogle dages sejlads – ud for den mexicanske stillehavskyst – var det nødvendigt for dem at mønstre på skibets lazaret hos overstyrmanden, som var skibets lægelige ekspert. Et besøgt i sådan en anledning betegnedes ombord som at stille til ”pikparade”. Et skud penicillin i bagdelen og en henvisning til læge i først anløbne havn var kuren, som måtte formodes ikke at være overstyrmanden ubekendt….

Racerløb

Lige siden min far i første halvdel af halvtredserne begyndte at tage mig med til motorløb på Næstved Stadion, har denne sportsgren fascineret mig - hvad enten der var 2 eller 4 hjul under den tunede motor. Jeg var 8 - 10 gammel dengang, og speedway var det store tilløbsstykke, for alt, hvad der kom fra England i de år, var godt. Besættelse lå kun få år tilbage. Selv min hustru indrømmer - hårdt presset - at have været med sin far til speedway dengang. Med klædelig selvironi betegner jeg denne tilbøjelighed som 'min dårlige smag'. Visse vil sikkert være enige heri, og måske tilmed mene, det drejer sig om en genetisk fejl. Men jeg skammer mig ikke over, at det fornøjer mig at se voksne mænd i ædel kappestrid om at komme først over målstregen efter en hård kamp, hvor almindelige regler for god opførsel og gensidig hensyntagen er sat ud af kraft. Jeg mener bare, herregud.....hvor mange fladpandede programmer af realitytypen løber ikke over skærmen hver time døgnet rundt....

Tidens store speedwaystjerner gæstede jævnligt cindersbanen - som omkransede fodboldbanen på Næstved Stadion – og de trak fulde huse. Det store danske navn var Morian Hansen, en kendt vovehals med en fortid som jagerpilot i Royal Airforce under den krig, som den voksne generation kun huskede alt for godt. Han var også pilot på den flyvemaskine, der bragte den engelske generalmajor Dewing til København i dagene efter besættelse. Nu drev han en flyverskole, blev senere indblandet i noget spritsmugleri, vandt et væddemål ved at flyve under Lillebæltsbroen og sluttede sin aktive erhvervskarriere  med at køre hyrevogn i København i alder af 90 år - i sandhed en farverig person. Når han ankom i egen flyver en halv time før løbet skulle begynde og i lav højde fløj ind over det allerede fyldte stadion og hilste publikum ved at vippe med vingerne - inden han landede på en mark ude ved Ydernæs - ville begejstringen ingen ende tage.

En anden af tidens store danske stjerner var Erik Wincentz, der ernærede familien som tjener på et værtshus i Næstved. Han boede i samme blok som os på Erantisvej - kun to opgange fra vores! Når danmarksmesteren stod udenfor opgangen ved cykelstativerne og skruede på sin speedwaymotorcykel, løb den i gang ude på vejen og efterfølgende speedede den op, så stod vi 8-10 års drenge og fik hede drømme. Det skete, at min far - når han nød sin "LILLE AROMA" efter aftensmaden ude foran opgangen - gik ned og vekslede et par ord med Erik Wincentz, som var en venlig mand. Og for os drenge var vores cykler 'blevet' til speedwaymaskiner, når vi med fuld fart på cyklerne bremsede i gruset inde i gården og skred ud med baghjulet. En tøjklemme bundet fast til forskærmen berørte egerne og gav 'motorlyden'. 

Motorcross på Nissehøjen

I slutningen af halvtresserne faldt interessen for speedway i landet, men heldigvis blev der også kørt motor-cross i Næstved. Den første bane lå i en gammel grusgrav på Åsen og hed "Nissehulen". Da den måtte vige for byudvidelse, opstod "Nissehøjen" få hundrede meter derfra. Også her var jeg fast gæst sammen med kammeraterne. Tiden store stjerner var Palle Høst Andersen og Mogens Rasmussen. De arbejdede begge på De Forenede Jernstøberier, hvor jeg i kom i lære i 1962. Palle, der netop var stoppet som aktiv, arbejdede på fuldtid som værktøjsmager, mens Mogens Rasmussen kun var ansat i vinterhalvåret. Om sommeren turnerede han Europa rundt i en stor Mercedes med sin 500 ccm Marchless motorcykel på en trailer. Vi lærlinge så vel lidt op til disse to "stjerner”, som begge var et par flinke fyre, der gerne berettede om deres oplevelser. Palle Høst kom endog min kammerat Per og mig til hjælp i en kneben situation og reddede ferien for os et år, hvor vi havde fået lov til at låne Pers mors Fiat 500 varevogn til en telttur i Nordtyskland. Uheldigvis havde vi et par dage forinden fået ødelagt tændrørsgevindet på den ene cylinder. Det blev udbedret med Palles hjælp en sen aften og nat i hans garage et par dage før vi skulle af sted.

Men der blev kørt motorløb andre steder.

Motorcross på Nissehøjen

I 1955 var Roskilde Ring blevet åbnet i en gammel grusgrav. På den asfalterede bane afholdtes racerløb med både biler og motorcykler. I klasserne for standardvogne var det især Volvo'erne og Morris Mascot'erne, der var populære, men andre mærker deltog også. Jeg kom der ofte, som regel i forbindelse med familiesammenkomst hos faster Ruth og onkel Aage.

Roskilde Ring - klar til start

 Efter en bedre frokost, med hvad dertil hører, begav vi, d.v.s. min far, onkler og fætre, os til fods på vej til Roskilde Ring. Farbror Ole, der var kommet helt fra Slagelse på sin SCO-knallert i sin slidte habit, iført alpehue og motorhandsker, faldt som regel i søvn, så snart vi havde indtaget vores pladser på græsskråningen ned mod banen. Alligevel synes han på vejen hjem, at det havde været nogle spændende løb.

Roskilde Ring dommertårnet

I begyndelsen af tresserne gæstede verdensstjerner som Sterling Moss og Jack Brabham banen, og Per og jeg holdt en pause fra læseferien og cyklede - medbringende sodavand og madpakker - fra Næstved til Roskilde for at se disse verdensstjerner. Hjemvejen føltes meget, meget lang efter sådan en dag. Senere - efter erhvervelse af kørekort - lånte vi forældrenes bil, og nu havde vi oven i købet fået overtalt kæresterne til at tage med. 

I 1968 lukkes banen i Roskilde. Kærester blev til hustruer. Redebygning, yngelpleje og etablering i job efter afsluttet uddannelse tog tid og krævede energi. Interessen for racerløb blev en luksus, og gik i dvaletilstand…..

Roskilde Ring - starten er gået

Halvtreds år svinder. Tiderne har ændret sig familiemæssigt, arbejdsmæssigt og socialt. Interessen for racerløb er begyndt at komme ud af dvaletilstanden, men når dog aldrig samme styrke, som da verden var ung, ny og skulle udforskes. Men den er der! Den er nu centreret omkring det årlige Copenhagen Historic Grand Prix, som hvert år afholdes om sommeren på vejene omkring campingpladsen på Bellahøj - efter i mange år at være foregået i Fælledparken. Og min gamle 'legekammerat' Per og jeg har de sidste mange år været trofaste tilskuere. Det er et broget skue med udstillinger af næsten alt, der vedrører motorsport, og på banen sker ting og sager, for her dyster ung og gammel, høj og lav, amatører og nogle af verdens bedste racerkørere, nuværende og tidligere, i ældre racerbiler og ditto standardvogne, der er toptunede, og som på ingen måde har lighed med de oprindelige udgaver - alt sammen behørigt inddelt i passende klasser. Én ting har disse så forskellige personer tilfælles: Når de sidder bag rattet for at kære ræs, bliver selv de mest rare og vennesæle af dem forandret til monstre, for kun én ting tæller, nemlig at komme foran den næste bil. At det er kostbare biler, glemmer de alt om, og ofte må biler køres fra banen på et 'fejeblad'. De mest spændende løb er, hvor amatører alternerer med en professionel kører i amatørens bil. Her kan man opleve Tom Kristensen i en Ford Escort give en fornem opvisning i, hvad han kan og viser baghjul til både Porsche og andre prominente bilmærker.

Copenhagen Historic Grand Prix i Fælledparken

Der er fri adgang til inderkredsen, hvor biler og kørere holder til med deres store trucks, mekanikere og smarte damer. Her kan man opleve en tidligere, nu aldrende dansk Le Mans helt, som har fundet sin gamle racer frem fra garagen, hvor den har samlet støv i flere årtier. En succesfyldt karriere som bilforhandler af et eksklusivt bilmærke har gennem årene lagt beslag på al tiden og det ses tydeligt på den gamle helt. Køredragten kan ikke knappes over maven og kun med stort besvær er det lykkes ham at presse sig ned bag rattet. Centermotoren under den åbentstående motorhjelm er startet. Den har et støjniveau som en jetjager, og i en os af røg og benzin iagttager to mekanikere med betænkelige miner maskinen. Den gamle motorhelt har mord i øjnene og et fast greb i rettet. Nu skal der køres ræs! Hans kone formaner ham en sidste gang intenst til at vise de andre baghjul. Hun er ikke mindre omfangsrig end manden, og har sikkert i sine unge dage været en skønhed. 

Kornprinsen Joachim deltager også i sin Cortina Lotus. Jokke er en habil kører, men har den dårlige vane at smadre biler. Han holder til sammen med sine society venner, baron Otto fra Gavnø og medlemmer af Sisbye-dynastiet - med hvilke han deler en truck. Der er stor publikumsinteresse omkring dem, og behørig afspærring er sat op. Men det er selve løbene, der giver oplevelsen og en dag i selskab med en gammel ven til racerløb er en god dag, som guderne må have ment, vi har gjort os fortjent til. Der er et helt år til næste gang.

Men heldigvis vises der Formel 1 løb på TV i sommerens løb.....

Copenhagen Historic Grand Prix på Bellahøj

BYGNINGEN

Billedet viser BYGNINGEN i Næstved i året 1907. Det vækker minder, for 50 senere - i min barndom og tidlige ungdom - ligner BYGNINGEN stadig sig selv. Den pompøse bygning er lillebyens kulturelle center. Her afholdes teaterforestillinger, afdansningsballer, bankospil, juletræsfester, og - det var før idrætshallernes tid i provinsen - boksestævner, gymnastikopvisninger og sikkert meget andet. Og jeg oplever det hele. Den store sal er indrettet med scene, og omkring salen er der balkon.

BYGNINGEN bliver indviet i 1877 og er opført af Industriforeningen, som er en forening af næringsdrivende i Næstved, der mangler et sted til afholdelse af basarer og udstillinger. Grunden stilles til rådighed af kommunen. I tilslutning til INDUSTRIBYGNINGEN, som den oprindelig hed, åbnes en restaurant, og der ansættes en restauratør. Efter en omskiftelig tilværelse med forskellige ejere køber Arbejdernes Fællesorganisation i 1935 huset og omdøber det til BYGNINGEN.

Mit første besøg på BYGNINGEN må være i begyndelsen af halvtresserne til Dansk Smede- og Maskinarbejderforbunds (DSMF) årlige juletræsfest for lokalafdelingens medlemmer med familie. Et kæmpe juletræ i midten af den store sal overvåges af et par uniformerede brandmænd i flotte uniformer med økser i de brede skinnende bælter, for der er levende lys på træet. Efter afsyngelse af de traditionelle julesange er der uddeling af gaver og godteposen til børnene. En julemand har sikkert også været indforskrevet. Og så er der ellers dans til Thilde Sauls orkester, mens serveringen - hovedsagelig af øl - ved de opstillede borde begynder. Det er jo smedene, der fejrer juletræsfest.

Og danset bliver der i salen gennem årene, for flere af byens danseskoler afslutter her sæsonen med det årlige afdansningsbal, bl. a. Fylkings Danseinstitut, som jeg i min barndom og tidlige ungdom gennem mere end fem år - med mild tvang fra mine forældre - påbydes at frekventere. Dengang i halvtresserne hører det med til god opdragelse – for høj og lav - at gå til dans, men nogen stor danser bliver jeg nu aldrig. Jeg kunne - og kan stadig - ikke fordrage at danse. Tilfældet vil, at jeg kommer til at danse med Tyller, som til min fars betænkelighed viser sig at være papdatter af hans værkfører Beck Petersen! Bonusdatteren får han med i købet, da han og den daværende hustru med et vennepar for år tilbage bytter koner. Det taler han selv åbent om. Jeg får senere som lærling i en periode Beck Pedersen som værkfører, og det er nu år siden jeg gik til dans med Tyller. Han er en karismatisk person, og af nogle omtalt som en original i ordets mest positive betydning. I de måneder, hvor han er min værkfører, indvier den motorbegejstrede Beck Pedersen mig bl. a. i, hvordan man får mest mulig motor effekt ud af en Nimbus motorcykel  samt hvorledes en motorcykel bremses mest effektivt ned ved nænsom brug af forhjulsbremsen. Og så har han et "godt tag" på lærlingene, hvoriblandt nogle er ret farverige. En dag trækker han mig til side og indledte med ordene: " Gå ud i skoven en sommerdag og betragt, hvor talrige de vilde blomster er. Med det er for intet at regne mod, hvor forskellige smedelærlinge er!". Og så kommer han til sagen. Han vil godt have mig til - ved et godt eksempel - at påvirke mine lærekammerater til ikke at smide cigaretskodder i pisserenden. I virkeligheden må læredrengene slet ikke ryge på fabrikken.

Til afdansningsballerne bliver musikken også leveret af Thilde Sauls orkester. Thilde er en ældre, omfangsrig og meget smilende kvinde, iført en sort, slidt spadseredragt af ikke helt ny dato og altid med en stump cerut i munden. Det korte permanentede hår er helt hvidt og står i fin kontrast til de kraftigt rødmalede læber. Orkestret består ud over Thilde selv på klaver også af den skaldede violinist. Til særlige arrangementer suppleres med endnu en eller to musikanter. Der er dog også kommet et andet orkester til med årene, nemlig Poul Birkums orkester, som spiller musik af mere moderne tilsnit, idet dette orkester råder over en trompet, som blæses af "Svend Trut", der - når han ikke betjener trompeten - passer sin MOBIL tank på havnen. Adskillige år senere til skoleballerne på Næstved Gymnasium er Thilde stadig leveringsdygtig i dansemusikken, tilsyneladende iført samme sorte slidte spadseredragt og med den uundværlige cerutstump mellem de rødmalede smilende læber og den skaldede violinist stående strunkt op ad skolen flygel og spille på sin violin.

Andespil er jeg vist kun til en enkelt gang – i dag hedder det nok Bingo og forgår vist mestendels på TV - på BYGNINGEN med min mor. Der spilles om ænder, flæskestege, "halve aber" (en halv flaske snaps). Nogle gange er der sidegevinster i form af en "kylling" (mIniatureflaske snaps). Mange tilråb fra salen. "Ryst posen!", "Kom nu med den!" og lignende er med til at skabe stemning. Men andespil bliver nu aldrig familiens foretrukne fritidsbeskæftigelse.

Det er også på "BYGNINGEN", at den nu hedengangne "Skolescenen" hver vinter i sluthalvtresserne opfører et par forestillinger for de tilmeldte elever. "Skolescenen" er en omrejsende professionel teatertrup, som har specialiseret sig i at opføre populære klassiske teaterstykker for provinsens skolesøgende ungdom. Her oplever jeg levende teater for første gang og ser en ung Poul Hagen i en af Holbergs komedier og den senere TV producer Per Wiking som nyuddannet skuespiller i "Eventyr på Fodrejsen". Det er slet ikke så dårligt at gå i teatret i den gamle bygning.

Til "BYGNINGEN" hører også danserestauranten "Landsbyen", hvor der hver aften spilles levende dansemusik. Musikken leveres et af tidens dengang adskillige omrejsende professionelle danseorkester, der som regel også medbringer en sangerinde. En af disse er en ung kvinde, der hedder Grethe Clemmensen; senere gifter hun sig til navnet Ingemann og bliver næsten verdensberømt, da hun og gemalen Jørgen vinder det internationale Melodi Grand Prix.  På radioens program 2 er der hver aften en times transmission med dansemusik fra en danserestaurant et sted i provinsen, heriblandt også fra "Landsbyen".

Her gives muligheden for garnisonsbyens mange soldater til at stifte bekendtskab med de lokale ungmøer.

Stedet relaterer sig ellers på ingen måde til min families hverdag. Men så kommer min kusine Inge på ferie! Hun er en af farbror Helges syv døtre. På et brevkort meddeler hun, at hun påtænker at komme på en uges ferie hos os. Det er dengang almindeligt, at vi fætre og kusiner kommer ferierer hos hinanden, men Inge er altså nok 10 - 12 år ældre end mig, men hun er da så velkommen. Og jeg flytter ind på sofaen i stuen imens. Inge tilbringer hver aften på "Landsbyen og afhentes efter aftenkaffen - i den uge besøget varer - af den soldat, som hun er brændt varm på, og som er den egentlige årsag til hendes brændende ønske om at feriere hos familien i Næstved.

Selv opnår jeg aldrig at frekventere "Landsbyen". Det ligger før min tid; jeg var for ung. Mange år senere "genopstår "Landsbyen" i lagerhallen til en tidligere frøforretning i den nærliggende Grønnegade. Eller rettere sagt navnet - som stadig klæber til byen - genanvendes til et nyetableret danseetablissement for unge mennesker. Så heller ikke her kommer jeg; jeg er for gammel og har for øvrigt forladt byen på min videre færd i tilværelsen.

I 1962 køber FDB "BYGNINGEN" og river den ned i 1965, og i 1967 åbner et helt nyt HB Comus supermarked i et nyopført byggeri i et plan med parkeringsplads på taget. Det får en ende i 2005, hvor Quickly, som butikken nu hedder, lukker. Ovenpå den bestående bygning opføres et afsindigt grimt boligkompleks, som står i skærende kontrast til "BYGNINGEN".