Skipperen

"Nå, er det Dem, der bor på dette farlige lukaf?" Den store rødhårede mand med de kraftige bakkenbarter, der kom mig i møde, mens jeg var på vej ind på mit lukaf, så ud til at ville snakke. Jeg var lige kommet op fra 16 - 20 vagten, og det gode skib M/S SINALOA var på vej ud af det caribiske område, så mandens påklædning - et par khakifarvede shorts og en krøllet hvid uniformsskjorte med fire guldstreger i skulderdistinktioner - var ikke særlig bemærkelsesværdig. Jeg havde på hele den tre måneders rejse - SINALOA's 37.i 1969 til den amerikanske vestkyst - kun set kaptajnen et par gange tidligere. Da jeg havde bekræftet hans spørgsmål, fortalte han, at en brodsø på en af de tidligere rejser havde knust vinduet til lukaf'et og oversvømmet det. Det lå forrest midtskibs i bagbords side.

Mit Lukaf på M/S Sinaloa

Men jeg var ikke i humør til at snakke, og den udprægede respekt, jeg normalt nærede for autoriteter, var sat på stand-by, for jeg var træt og min ryg sved af helvede til. Dagen før - på vej over Det Caribiske Hav -  var jeg faldet i søvn på en af dækslugerne i nogle timer - liggende på maven. En kraftig skoldning var resultatet, og det sved som bare pokker, da jeg tørnede til i maskinens 40 gr. varme kl 16, og for at lindre smerterne smurte jeg overkroppen ind i maskinolie (!), hvad der kun gjorde ondt værre. Det ultimative bevis på, at i visse tilfælde er hunde klogere end mennesker! Denne hændelse faldt sammen med, at vandet ombord var blevet rationeret nogle dage tidligere, for ferskvandsgeneratoren fungerede ikke optimalt. Der var lukket for alt badevand, og der kunne kun hentes en pøs vand efter hver vagt, pumpet op med en håndpumpe i kabyssen.

To maskinassistenter slikker sol på en lastrumsluge

Og når jeg så nu havde skipperen på tomandshånd, så kunne jeg lige så godt fortælle ham et par sandheder om situationen ombord. Ordene kan jeg ikke huske, men han hørte tålmodigt på mig, og da jeg var færdig med min svada, kiggede han venligt på mig og gav mig et klap på skulderen: "Unge mand, når vi om et par dage løber tør for ferskvand, så lover jeg Dem, at De er den sidste, jeg vil beskylde for at have brugt vores dyrebare vand. Kan De sove godt!"

Så galt gik det nu ikke, for efter nogle dage blev rationeringen ophævet.

En lørdag aften en uges tid senere anløb vi Rotterdam. Efter planen skulle vi lægge til kaj midt på eftermiddagen, og vi var nogle stykker som efter flere uger i søen havde planlagt at tage en tur i byen for at slå et hul i jorden. Vi havde varmet op til frokost med øl og snaps. Tæt tåge i Den Engelske Kanal forsinkede ankomsten, og jeg måtte på vagt igen kl. 16, og da vi endelig først på aftenen havde lagt til kaj, var vi for trætte til noget som helst.

Vi besluttede derfor, at om søndagen, som var den første fridag i over en måned, ville vi tage ind og se på Rotterdam. Det var en usædvanligt smuk og mild oktoberdag, hvor solen skinnende igennem den svage dis og gav havnen et pastelfarvet skær.

Pastelfarver i Rotterdam havn

 Da vi efter morgenmaden var kommet ned af gangway'en, mødte vi skipperen på kajen. Han spurgte venligt, hvor vi skulle hen. Jo, vi havde tænkt os, at tage ind og se på Rotterdam. Der var han også på vej ind, så vi var velkomne til at få et lift med i den taxi, han ventede på. Og så sad vi i en taxi sammen med skipperen på vej gennem Rotterdam vældige havneområde. Undervejs holdt han et kvalificeret foredrag om havnen og fik taxi'en til at køre adskillige omveje, for der var flere områder, han mente vi nødvendigvis måtte se. Inden vi blev sat af nær centrum, anbefalede han os nogle af byens seværdigheder, vi burde se.

Der findes faktisk en hel del flinke og besindige mennesker i denne verden....