Hjemkomst

Den 15. oktober 1969 stod jeg ved middagstid under halvtaget foran banegården i Næstved og ventede på en taxi. De blygrå skyer på en regntung himmel havde lagt sig til rette over byen og truede med at skylle den væk. Jeg var lige kommet ind med toget fra København efter om morgenen at være afmønstret fra ØK skibet "M/S Sinaloa". Vi havde lagt til kaj ved Orient Plads i Frihavnen tidligt om morgenen på min vagt, og næppe var der rigget af i maskinen inden "gænget" kom ombord og gik i gang med diverse overhalingsopgaver. Maskinen tilhørte ikke mere os. Tre måneders tilhørsforhold var slut. Det var "Sinaloa" 37. rejse også. Den var gået til den amerikanske stillehavskyst med vendepunkt i Vancouver.

Efter et hastigt morgenmåltid var jeg gået rundt og havde taget afsked med mine arbejdskammerater. Mange af dem var jeg blevet venner med, vel vidende at når turen var slut, ville vore veje skille, og vi ville næppe ses nogensinde. Vi skulle hver vores vej videre ud i verden. Og sådan blev det. Om jeg husker ret, var stemmet lidt grødet ved afskeden.

Som jeg stod der og ventede på en taxi, som skulle bringe mig og min bagage, som indbefattede en stråhat, købt i Los Angeles, og som der ikke var plads til den lånte kuffert, ud til min mor på Erantisvej, synes byen at være skrumpet i mine tre måneders fravær. Eller var verden bare blevet større?

Nogle dage senere, den 21. oktober, sad jeg i bumletoget på vej mod rekrutskolen i Auderød for at aftjene et års værnepligt i Søværnet. Den oplevelse, som den tre måneders tur over Atlanterhavet til det amerikanske kontinent havde været, var langt fra fordøjet, og jeg var i en lidt melankolsk stemning, for udsigten til et års værnepligt var ikke specielt opmuntrende. Jeg sad i mine egen tanker og funderede lidt over fremtiden. Nogle års sejlads, for jeg ville gerne se lidt mere af verden, og så ellers finde et job på et el-værk med nogle store kedler og turbiner, ja dette måtte være ønskescenariet!

I Køge stoppede bumletoget ved den gamle triste station. Overfor den lå en beskidt udseende træindustriel virksomhed. Den så temmelig rodet ud, havde der overhovedet ikke været noget samlet plan, da den blev bygget? En fæl duft af svovl blandede sig med andre mere behagelige trædufte, og minsandten om ikke den store murede skorsten i ny og næ udstødte en sort røgsky. Sådan et sted skulle jeg i hvert fald aldrig nogensinde arbejde!

Næsten nøjagtigt et år senere, den 15. oktober 1970 kørte jeg i min gamle døende VW ind gennem Sydporten til Junckers Savværk, hvor jeg havde min første arbejdsdag. Dengang gav jeg det to år, men i mere end 40 år fik jeg min daglige gang på matriklen.

En gang imellem har man skæbnen som blind makker, og fremtiden er ikke til at forudse.