Cristobal

Det gode skib ”M/S Sinaloa” af København fik på sin 37. rejse den 15. August 1969 – efter 12 dage i søen - tidligt om morgenen landekending med byen Cristobal i Panama. Søndag den 3. august havde vi – som sidste europæiske havn – forladt Glasgow en eftermiddag, hvor regntunge skyer tyngede himlen ned i havet.

Det var min første (og indtil nu eneste) hyre på et handelsskib. Med en nylig afsluttet uddannelse var jeg forhyret som juniormaskinmester, men den korrekte betegnelse var maskinassistent. Jeg gik vagt sammen med 3. mester, der var et par år ældre end mig. Han var en flink og dygtig fyr, og hurtigt kom vi på rigtig god fod med hinanden, og drak ofte en øl sammen på mit lukaf, når aftenvagten fra kl. 16 til 20 var afsluttet.

Vi lagde til kaj i Cristobal på vores morgenvagt ved 7-tiden for et at bunkre brændselsolie. Et 8-timers ophold på vores frivagt gav mulighed for at komme en tur i land. Det kunne vi nok trænge til efter 12 døgn i søen, hvor dagene lignede hinanden til forveksling. Eneste større begivenhed var, da Azorerne en aften i solnedgangen kom til syne på styrbords side samtidig med at delfiner begyndte at springe for boven. Ellers skete intet ud over en mindre storm, og det var ikke hver dag konturerne af et skib kunne anes i kimingen.

3. mester og jeg aftalte en tur i byen, og efter morgenmaden begav vi os på vej ned ad gangway’en med retning mod en bar, han kendte i havneområdet. Adskillige andre besætningsmedlemmer - matroser og motormænd - havde allerede fundet vej hertil. Stedet synes dem ikke ukendt.

Det var - for nu at sige det mildt – et ganske folkeligt sted! Det var ikke kun øl og Cuba Libra’er, der blev udbudt på stedet. En hel del damer i alle størrelser, alle kulører og alle aldre tilbød sig med. Deres markedsføring var ganske heftig, og kun med noget besvær fik vi afvist dem, så vi kunne indfri vores ærinde, som var at indtage så mange Cuba Libra’er som muligt, i det afmålte tidsrum, der var til vores rådighed, inden der skulle lægge fra kaj for at gå gennem Panamakanalen midt på eftermiddagen. Andre besætningsmedlemmer havde en anden dagsorden!

Da vi lidt over middag vaklede ned mod Sinaloa og med et fast greb i gelænderet på begge sider af gangway’en entrede skibet, havde vi mere end opfyldt vores målsætning. Nu handlede det om at få et par timers søvn, inden der skulle tørnes til i maskinen kl. 16, hvor skibet efter planen allerede ville være på vej gennem de første af kanalsystemets mange sluser.

Det lykkedes vist relativt let for den kollega, som jeg skulle afløse, at purre mig ud, så jeg kunne møde på vagten kl. 16. Vi havde lagt fra kaj og var på vej gennem kanalens sluser, og intensiteten på manøvredørken i maskinrummet var stor. ”Sinaloa” var et gammelt skib, leveret fra Nakskov Skibsværft i 1956, og B&W maskinens 10.000 indicerede HK betjentes ikke - som på nutidens skibe - fra ”broen”. Kommunikationen foregik via en maskintelegraf. Beklageligvis havde min kollega ikke haft samme held med 3. mester. Han lod sig ikke vække, så jeg blev af 1. mester – som han skulle afløse – sendt op og purre ham ud. Det blev noget af en opgave, for han reagerede ikke på mine diskrete råb fra døren ind til hans lukaf. Han lå ubevægelig i køjen, og kun en kraftig snorken indikerede liv. Grovere midler måtte til, så jeg gik hen og ruskede i ham, hvilket kun resulterede i en knurren og en besked om at skrubbe af! Ude på gangen fandt jeg i et rengøringsskab en pøs, som jeg fyldte med isvand fra det særlige drikkevandssystem, der var ombord med nedkølet vand. Isvandet hældte jeg ned over hans hoved, og så vågnede han! Jeg blev på lukat’et, indtil han havde fået sin kedeldragt på, og på vej ned til manøvredørken blev ikke der mælet mange ord.

Her er det lige nødvendigt at skrue tiden nogle dage tilbage. Ugen før vi anløb Cristobal havde 3. mester og jeg – som overarbejde – fået til opgave at overhale en hjælpemotor, hvilket bl. a indbefattede skift af krumtaplejer. Efterfølgende mente 1. mester, at disse lejer var lagt for stramt sammen, idet motoren havde udviklet en højere smøreolietemperatur. De havde – i en rimelig sober tone – udvekslet synspunkter om dette, men enige var de ikke blevet.

Og netop ankommet på manøvredørken mente 3. mester, at dette - af alle tidspunkter - var det rette til at genoptage dialogen, eller måske snarere diskussion. Det udviklede sig til et heftigt skænderi, som endte med at 3. mester blev sendt retur til sit lukaf og sove branderten ud. Skænderiet fortsatte, indtil han var ude af maskinrummet på toppen af maskinen.

Med opbydelse af hele mit intellekt lykkedes det mig vist at passe mine opgaver, hvoraf den vigtigste var at sørge for manøvreluft til maskinen. Jeg undgik omhyggeligt at få øjenkontakt med maskinchefen, som under hele kanalpassagen stod på et af de nederste trin af lejderen ned til manøvredørken og overvågede det hele. Jeg kom vist igennem de fire timer, vagten varede, uden nogen blev klar over, jeg ikke var helt frisk….

Da jeg efter vagtens afslutning i mørket stod lænet op mod rælingen for at trække frisk luft, var vi kommet igennem de første sluser og var på vej gennem en af søerne. En del illuminerede turistbåde med feststemte turister gled forbi os. Jeg misundte dem ikke, for jeg havde haft min fest den dag….

Efterskrift: Et par af de besætningsmedlemmer, der også havde været til stede på baren i Cristobal, måtte formodes at fortryde, at de ikke havde holdt sig til Cuba Libra’erne. Efter nogle dages sejlads – ud for den mexicanske stillehavskyst – var det nødvendigt for dem at mønstre på skibets lazaret hos overstyrmanden, som var skibets lægelige ekspert. Et besøgt i sådan en anledning betegnedes ombord som at stille til ”pikparade”. Et skud penicillin i bagdelen og en henvisning til læge i først anløbne havn var kuren, som måtte formodes ikke at være overstyrmanden ubekendt….