Racerløb

Lige siden min far i første halvdel af halvtredserne begyndte at tage mig med til motorløb på Næstved Stadion, har denne sportsgren fascineret mig - hvad enten der var 2 eller 4 hjul under den tunede motor. Jeg var 8 - 10 gammel dengang, og speedway var det store tilløbsstykke, for alt, hvad der kom fra England i de år, var godt. Besættelse lå kun få år tilbage. Selv min hustru indrømmer - hårdt presset - at have været med sin far til speedway dengang. Med klædelig selvironi betegner jeg denne tilbøjelighed som 'min dårlige smag'. Visse vil sikkert være enige heri, og måske tilmed mene, det drejer sig om en genetisk fejl. Men jeg skammer mig ikke over, at det fornøjer mig at se voksne mænd i ædel kappestrid om at komme først over målstregen efter en hård kamp, hvor almindelige regler for god opførsel og gensidig hensyntagen er sat ud af kraft. Jeg mener bare, herregud.....hvor mange fladpandede programmer af realitytypen løber ikke over skærmen hver time døgnet rundt....

Tidens store speedwaystjerner gæstede jævnligt cindersbanen - som omkransede fodboldbanen på Næstved Stadion – og de trak fulde huse. Det store danske navn var Morian Hansen, en kendt vovehals med en fortid som jagerpilot i Royal Airforce under den krig, som den voksne generation kun huskede alt for godt. Han var også pilot på den flyvemaskine, der bragte den engelske generalmajor Dewing til København i dagene efter besættelse. Nu drev han en flyverskole, blev senere indblandet i noget spritsmugleri, vandt et væddemål ved at flyve under Lillebæltsbroen og sluttede sin aktive erhvervskarriere  med at køre hyrevogn i København i alder af 90 år - i sandhed en farverig person. Når han ankom i egen flyver en halv time før løbet skulle begynde og i lav højde fløj ind over det allerede fyldte stadion og hilste publikum ved at vippe med vingerne - inden han landede på en mark ude ved Ydernæs - ville begejstringen ingen ende tage.

En anden af tidens store danske stjerner var Erik Wincentz, der ernærede familien som tjener på et værtshus i Næstved. Han boede i samme blok som os på Erantisvej - kun to opgange fra vores! Når danmarksmesteren stod udenfor opgangen ved cykelstativerne og skruede på sin speedwaymotorcykel, løb den i gang ude på vejen og efterfølgende speedede den op, så stod vi 8-10 års drenge og fik hede drømme. Det skete, at min far - når han nød sin "LILLE AROMA" efter aftensmaden ude foran opgangen - gik ned og vekslede et par ord med Erik Wincentz, som var en venlig mand. Og for os drenge var vores cykler 'blevet' til speedwaymaskiner, når vi med fuld fart på cyklerne bremsede i gruset inde i gården og skred ud med baghjulet. En tøjklemme bundet fast til forskærmen berørte egerne og gav 'motorlyden'. 

Motorcross på Nissehøjen

I slutningen af halvtresserne faldt interessen for speedway i landet, men heldigvis blev der også kørt motor-cross i Næstved. Den første bane lå i en gammel grusgrav på Åsen og hed "Nissehulen". Da den måtte vige for byudvidelse, opstod "Nissehøjen" få hundrede meter derfra. Også her var jeg fast gæst sammen med kammeraterne. Tiden store stjerner var Palle Høst Andersen og Mogens Rasmussen. De arbejdede begge på De Forenede Jernstøberier, hvor jeg i kom i lære i 1962. Palle, der netop var stoppet som aktiv, arbejdede på fuldtid som værktøjsmager, mens Mogens Rasmussen kun var ansat i vinterhalvåret. Om sommeren turnerede han Europa rundt i en stor Mercedes med sin 500 ccm Marchless motorcykel på en trailer. Vi lærlinge så vel lidt op til disse to "stjerner”, som begge var et par flinke fyre, der gerne berettede om deres oplevelser. Palle Høst kom endog min kammerat Per og mig til hjælp i en kneben situation og reddede ferien for os et år, hvor vi havde fået lov til at låne Pers mors Fiat 500 varevogn til en telttur i Nordtyskland. Uheldigvis havde vi et par dage forinden fået ødelagt tændrørsgevindet på den ene cylinder. Det blev udbedret med Palles hjælp en sen aften og nat i hans garage et par dage før vi skulle af sted.

Men der blev kørt motorløb andre steder.

Motorcross på Nissehøjen

I 1955 var Roskilde Ring blevet åbnet i en gammel grusgrav. På den asfalterede bane afholdtes racerløb med både biler og motorcykler. I klasserne for standardvogne var det især Volvo'erne og Morris Mascot'erne, der var populære, men andre mærker deltog også. Jeg kom der ofte, som regel i forbindelse med familiesammenkomst hos faster Ruth og onkel Aage.

Roskilde Ring - klar til start

 Efter en bedre frokost, med hvad dertil hører, begav vi, d.v.s. min far, onkler og fætre, os til fods på vej til Roskilde Ring. Farbror Ole, der var kommet helt fra Slagelse på sin SCO-knallert i sin slidte habit, iført alpehue og motorhandsker, faldt som regel i søvn, så snart vi havde indtaget vores pladser på græsskråningen ned mod banen. Alligevel synes han på vejen hjem, at det havde været nogle spændende løb.

Roskilde Ring dommertårnet

I begyndelsen af tresserne gæstede verdensstjerner som Sterling Moss og Jack Brabham banen, og Per og jeg holdt en pause fra læseferien og cyklede - medbringende sodavand og madpakker - fra Næstved til Roskilde for at se disse verdensstjerner. Hjemvejen føltes meget, meget lang efter sådan en dag. Senere - efter erhvervelse af kørekort - lånte vi forældrenes bil, og nu havde vi oven i købet fået overtalt kæresterne til at tage med. 

I 1968 lukkes banen i Roskilde. Kærester blev til hustruer. Redebygning, yngelpleje og etablering i job efter afsluttet uddannelse tog tid og krævede energi. Interessen for racerløb blev en luksus, og gik i dvaletilstand…..

Roskilde Ring - starten er gået

Halvtreds år svinder. Tiderne har ændret sig familiemæssigt, arbejdsmæssigt og socialt. Interessen for racerløb er begyndt at komme ud af dvaletilstanden, men når dog aldrig samme styrke, som da verden var ung, ny og skulle udforskes. Men den er der! Den er nu centreret omkring det årlige Copenhagen Historic Grand Prix, som hvert år afholdes om sommeren på vejene omkring campingpladsen på Bellahøj - efter i mange år at være foregået i Fælledparken. Og min gamle 'legekammerat' Per og jeg har de sidste mange år været trofaste tilskuere. Det er et broget skue med udstillinger af næsten alt, der vedrører motorsport, og på banen sker ting og sager, for her dyster ung og gammel, høj og lav, amatører og nogle af verdens bedste racerkørere, nuværende og tidligere, i ældre racerbiler og ditto standardvogne, der er toptunede, og som på ingen måde har lighed med de oprindelige udgaver - alt sammen behørigt inddelt i passende klasser. Én ting har disse så forskellige personer tilfælles: Når de sidder bag rattet for at kære ræs, bliver selv de mest rare og vennesæle af dem forandret til monstre, for kun én ting tæller, nemlig at komme foran den næste bil. At det er kostbare biler, glemmer de alt om, og ofte må biler køres fra banen på et 'fejeblad'. De mest spændende løb er, hvor amatører alternerer med en professionel kører i amatørens bil. Her kan man opleve Tom Kristensen i en Ford Escort give en fornem opvisning i, hvad han kan og viser baghjul til både Porsche og andre prominente bilmærker.

Copenhagen Historic Grand Prix i Fælledparken

Der er fri adgang til inderkredsen, hvor biler og kørere holder til med deres store trucks, mekanikere og smarte damer. Her kan man opleve en tidligere, nu aldrende dansk Le Mans helt, som har fundet sin gamle racer frem fra garagen, hvor den har samlet støv i flere årtier. En succesfyldt karriere som bilforhandler af et eksklusivt bilmærke har gennem årene lagt beslag på al tiden og det ses tydeligt på den gamle helt. Køredragten kan ikke knappes over maven og kun med stort besvær er det lykkes ham at presse sig ned bag rattet. Centermotoren under den åbentstående motorhjelm er startet. Den har et støjniveau som en jetjager, og i en os af røg og benzin iagttager to mekanikere med betænkelige miner maskinen. Den gamle motorhelt har mord i øjnene og et fast greb i rettet. Nu skal der køres ræs! Hans kone formaner ham en sidste gang intenst til at vise de andre baghjul. Hun er ikke mindre omfangsrig end manden, og har sikkert i sine unge dage været en skønhed. 

Kornprinsen Joachim deltager også i sin Cortina Lotus. Jokke er en habil kører, men har den dårlige vane at smadre biler. Han holder til sammen med sine society venner, baron Otto fra Gavnø og medlemmer af Sisbye-dynastiet - med hvilke han deler en truck. Der er stor publikumsinteresse omkring dem, og behørig afspærring er sat op. Men det er selve løbene, der giver oplevelsen og en dag i selskab med en gammel ven til racerløb er en god dag, som guderne må have ment, vi har gjort os fortjent til. Der er et helt år til næste gang.

Men heldigvis vises der Formel 1 løb på TV i sommerens løb.....

Copenhagen Historic Grand Prix på Bellahøj