BYGNINGEN

Billedet viser BYGNINGEN i Næstved i året 1907. Det vækker minder, for 50 senere - i min barndom og tidlige ungdom - ligner BYGNINGEN stadig sig selv. Den pompøse bygning er lillebyens kulturelle center. Her afholdes teaterforestillinger, afdansningsballer, bankospil, juletræsfester, og - det var før idrætshallernes tid i provinsen - boksestævner, gymnastikopvisninger og sikkert meget andet. Og jeg oplever det hele. Den store sal er indrettet med scene, og omkring salen er der balkon.

BYGNINGEN bliver indviet i 1877 og er opført af Industriforeningen, som er en forening af næringsdrivende i Næstved, der mangler et sted til afholdelse af basarer og udstillinger. Grunden stilles til rådighed af kommunen. I tilslutning til INDUSTRIBYGNINGEN, som den oprindelig hed, åbnes en restaurant, og der ansættes en restauratør. Efter en omskiftelig tilværelse med forskellige ejere køber Arbejdernes Fællesorganisation i 1935 huset og omdøber det til BYGNINGEN.

Mit første besøg på BYGNINGEN må være i begyndelsen af halvtresserne til Dansk Smede- og Maskinarbejderforbunds (DSMF) årlige juletræsfest for lokalafdelingens medlemmer med familie. Et kæmpe juletræ i midten af den store sal overvåges af et par uniformerede brandmænd i flotte uniformer med økser i de brede skinnende bælter, for der er levende lys på træet. Efter afsyngelse af de traditionelle julesange er der uddeling af gaver og godteposen til børnene. En julemand har sikkert også været indforskrevet. Og så er der ellers dans til Thilde Sauls orkester, mens serveringen - hovedsagelig af øl - ved de opstillede borde begynder. Det er jo smedene, der fejrer juletræsfest.

Og danset bliver der i salen gennem årene, for flere af byens danseskoler afslutter her sæsonen med det årlige afdansningsbal, bl. a. Fylkings Danseinstitut, som jeg i min barndom og tidlige ungdom gennem mere end fem år - med mild tvang fra mine forældre - påbydes at frekventere. Dengang i halvtresserne hører det med til god opdragelse – for høj og lav - at gå til dans, men nogen stor danser bliver jeg nu aldrig. Jeg kunne - og kan stadig - ikke fordrage at danse. Tilfældet vil, at jeg kommer til at danse med Tyller, som til min fars betænkelighed viser sig at være papdatter af hans værkfører Beck Petersen! Bonusdatteren får han med i købet, da han og den daværende hustru med et vennepar for år tilbage bytter koner. Det taler han selv åbent om. Jeg får senere som lærling i en periode Beck Pedersen som værkfører, og det er nu år siden jeg gik til dans med Tyller. Han er en karismatisk person, og af nogle omtalt som en original i ordets mest positive betydning. I de måneder, hvor han er min værkfører, indvier den motorbegejstrede Beck Pedersen mig bl. a. i, hvordan man får mest mulig motor effekt ud af en Nimbus motorcykel  samt hvorledes en motorcykel bremses mest effektivt ned ved nænsom brug af forhjulsbremsen. Og så har han et "godt tag" på lærlingene, hvoriblandt nogle er ret farverige. En dag trækker han mig til side og indledte med ordene: " Gå ud i skoven en sommerdag og betragt, hvor talrige de vilde blomster er. Med det er for intet at regne mod, hvor forskellige smedelærlinge er!". Og så kommer han til sagen. Han vil godt have mig til - ved et godt eksempel - at påvirke mine lærekammerater til ikke at smide cigaretskodder i pisserenden. I virkeligheden må læredrengene slet ikke ryge på fabrikken.

Til afdansningsballerne bliver musikken også leveret af Thilde Sauls orkester. Thilde er en ældre, omfangsrig og meget smilende kvinde, iført en sort, slidt spadseredragt af ikke helt ny dato og altid med en stump cerut i munden. Det korte permanentede hår er helt hvidt og står i fin kontrast til de kraftigt rødmalede læber. Orkestret består ud over Thilde selv på klaver også af den skaldede violinist. Til særlige arrangementer suppleres med endnu en eller to musikanter. Der er dog også kommet et andet orkester til med årene, nemlig Poul Birkums orkester, som spiller musik af mere moderne tilsnit, idet dette orkester råder over en trompet, som blæses af "Svend Trut", der - når han ikke betjener trompeten - passer sin MOBIL tank på havnen. Adskillige år senere til skoleballerne på Næstved Gymnasium er Thilde stadig leveringsdygtig i dansemusikken, tilsyneladende iført samme sorte slidte spadseredragt og med den uundværlige cerutstump mellem de rødmalede smilende læber og den skaldede violinist stående strunkt op ad skolen flygel og spille på sin violin.

Andespil er jeg vist kun til en enkelt gang – i dag hedder det nok Bingo og forgår vist mestendels på TV - på BYGNINGEN med min mor. Der spilles om ænder, flæskestege, "halve aber" (en halv flaske snaps). Nogle gange er der sidegevinster i form af en "kylling" (mIniatureflaske snaps). Mange tilråb fra salen. "Ryst posen!", "Kom nu med den!" og lignende er med til at skabe stemning. Men andespil bliver nu aldrig familiens foretrukne fritidsbeskæftigelse.

Det er også på "BYGNINGEN", at den nu hedengangne "Skolescenen" hver vinter i sluthalvtresserne opfører et par forestillinger for de tilmeldte elever. "Skolescenen" er en omrejsende professionel teatertrup, som har specialiseret sig i at opføre populære klassiske teaterstykker for provinsens skolesøgende ungdom. Her oplever jeg levende teater for første gang og ser en ung Poul Hagen i en af Holbergs komedier og den senere TV producer Per Wiking som nyuddannet skuespiller i "Eventyr på Fodrejsen". Det er slet ikke så dårligt at gå i teatret i den gamle bygning.

Til "BYGNINGEN" hører også danserestauranten "Landsbyen", hvor der hver aften spilles levende dansemusik. Musikken leveres et af tidens dengang adskillige omrejsende professionelle danseorkester, der som regel også medbringer en sangerinde. En af disse er en ung kvinde, der hedder Grethe Clemmensen; senere gifter hun sig til navnet Ingemann og bliver næsten verdensberømt, da hun og gemalen Jørgen vinder det internationale Melodi Grand Prix.  På radioens program 2 er der hver aften en times transmission med dansemusik fra en danserestaurant et sted i provinsen, heriblandt også fra "Landsbyen".

Her gives muligheden for garnisonsbyens mange soldater til at stifte bekendtskab med de lokale ungmøer.

Stedet relaterer sig ellers på ingen måde til min families hverdag. Men så kommer min kusine Inge på ferie! Hun er en af farbror Helges syv døtre. På et brevkort meddeler hun, at hun påtænker at komme på en uges ferie hos os. Det er dengang almindeligt, at vi fætre og kusiner kommer ferierer hos hinanden, men Inge er altså nok 10 - 12 år ældre end mig, men hun er da så velkommen. Og jeg flytter ind på sofaen i stuen imens. Inge tilbringer hver aften på "Landsbyen og afhentes efter aftenkaffen - i den uge besøget varer - af den soldat, som hun er brændt varm på, og som er den egentlige årsag til hendes brændende ønske om at feriere hos familien i Næstved.

Selv opnår jeg aldrig at frekventere "Landsbyen". Det ligger før min tid; jeg var for ung. Mange år senere "genopstår "Landsbyen" i lagerhallen til en tidligere frøforretning i den nærliggende Grønnegade. Eller rettere sagt navnet - som stadig klæber til byen - genanvendes til et nyetableret danseetablissement for unge mennesker. Så heller ikke her kommer jeg; jeg er for gammel og har for øvrigt forladt byen på min videre færd i tilværelsen.

I 1962 køber FDB "BYGNINGEN" og river den ned i 1965, og i 1967 åbner et helt nyt HB Comus supermarked i et nyopført byggeri i et plan med parkeringsplads på taget. Det får en ende i 2005, hvor Quickly, som butikken nu hedder, lukker. Ovenpå den bestående bygning opføres et afsindigt grimt boligkompleks, som står i skærende kontrast til "BYGNINGEN".