Kærester

Dette er en historie fra det virkelige liv. Det kunne have været en historie, hvor traumer, smerte og problemer fyldte mere, og den havde været ligeså sand. Men det ville ikke have ændret på begyndelse og slutning.

Tilfældige begivenheder en lun augustaften for mere end halvtreds år i en sjællandsk provinsby bliver afgørende for to unge menneskers liv.

To tyve årige ungersvende begiver sig afsted til konditoriet, hvor unge mennesker mødes om fredagen. Den generte maskinlærling og den frejdige bankelev er venner fra barndommen. De finder plads i en sofa overfor to lattermilde ungmøer, som arbejder i byens sygekasse, den ene er elev og den langhårede lyslokkede lattermilde er nyudlært.

Da selskabet ud på aftenen bryder op, spørger den generte maskinlærling den langhårede lyslokkede lattermilde ungmø, om han må følge hende hjem; de har skævet til hinanden hele aftenen. Hun afslår, men der skal ikke megen overtalelse til, før hun giver ham lov. Inden de når huset ved det lille torv, hvor hun bor sammen med sin mor i lejligheden over købmandsbutikken, tager han hende i hånden, og hun trækker den ikke til sig. Længe står de i gadedøren og fletter fingre. De aftaler at ses den næstfølgende søndag, for hun skal sammen med moren forberede flytning til et lille rødt parcelhus i byens udkant.

Det er en smuk sensommerdag, da han ringer på gadedøren. Der står hun så i hvid nederdel, blå blazer og hvide handsker. Med det lyse hår højt touperet og med små lyserøde roser i ørene, der  matcher læbestiften, er tiden til at pynte sig ikke brugt forgæves, for han er fuldstændig forblændet. Han er iført sine nye sommerbenklæder, jakke og slips, og skoene har fået en ekstra gang af børsten. Hånd i hånd går de gennem skoven på stien langs åen ud til kostskolen og over den hvide bro. De sætter sig på en bænk ved græsskråningen ned mod åen. På græsset foran dem har en familie slået sig ned i solskinnet, nogle børn løber og leger foran dem. “Se, mor, nu kysser de hinanden!”, råber er barn. Og lidt senere lyder det igen: “Nu kysser de hinanden igen, mor!”

På vejen tilbage langs åen er der kun de to i hele verden.....

De tager afsked i gadedøren, men de må bare ses igen om aftenen.

Den aften møder han hendes mor. En stille kvinde, der rejser sig fra den plads foran det 17” fjernsyn, som er blevet hendes verden efter mandens død, og hilser venligt på ungersvenden. Der er gensidig sympati.

Nogle uger senere præsenteres ungmøen for hans forældre. “En nipsgenstand” er den syrlige kommentar fra ungersvendens mor. Den er ikke positivt ment. Noget varmt forhold får de to kvinder aldrig til hinanden.

Næste sommer sker det. Deres forhold fuldbyrdes........en lørdag eftermiddag på gæsteværelset i det lille røde parcelhus. Moren er ikke hjemme. Resten af weekend’en svæver de på en lyserød sky. Det er første gang for dem begge. De har en hemmelighed sammen, som de allermest har lyst til at dele med hele verden......

Om efteråret tager de på en weekend-tur til Hamburg med DSB. Hendes mor er ikke begejstret, og mange formaninger om at være fornuftige hænger i luften, da de stiger på toget. Og fornuftige er de, men de er det på deres egen måde!

To måneder før han er udlært ved juletid, dør hans far, og de to kærester sidder nu med mødre, som trækker hver sin vej.

I det nye år begynder den 21 årige nu udlærte maskinarbejder videreuddannelsen til maskinmester i hovedstaden. Han bliver boende hos moren i provinsbyen. Hver morgen klokken seks skal han med toget fra provinsbyen. Først ved 17-tiden er han hjemme, og så skal der laves hjemmearbejde til næste dag. Hver anden søndag arbejder han på en benzintank, for midlerne er små. Og så skal han også være sammen med sin langhårede lyslokkede lattermilde kæreste. I de år er han kronisk træt, og når de er sammen lørdag aften, sidder han tit og sover. Privatliv er besværlig og kræver fantasi, og at de muligheder, der opstår, gribes....

Senere i livet taler de om den tid. Kunne det gøres om, var de flyttet til hovedstaden og måske skulle de allerede dengang have giftet sig.

Kun på ferierne kan de leve som mand og kone. Men at komme hjem og bo hver for sig igen, det er så trist.....

 Nogle år senere sker der noget lige inden, han skal op til den afsluttende eksamen.

Han slår op! Ligegyldige begivenheder er årsagen. Måske har hun flirtet lidt for meget til en fest, og måske frygter han, at drømmen om at komme ud at sejle står for fald. Det er har de aldrig fået talt igennem.

Eksamen skal  overstås, og så vil han at sejle nogle måneder, inden 12 måneders værnepligt i Marinen skal afvikles. Og så ligger hele verden åben for ham.

Og ud at sejle, det kommer han. Tre måneder med et fragtskib til den amerikanske vestkyst bliver en af hans livs store oplevelser.

I Glasgow får han post hjemmefra, fra moren, fra vennerne og.....fra den langhårede lyslokkede lattermilde pige. Hun savner ham, og livet er meningsløst...

Han tænker på hende hver dag. Og nu kommer det brev! Han får ikke skrevet tilbage, inden det gode skib en søndag eftermiddag - hvor regntunge skyer får himmel og hav til at gå ud i et - kaster los og lægger fra kaj for at stå ud af River Clyde med kurs over Atlanterhavet mod Panamakanalen. Først måneder senere, da det gode skib stamper sig vej tilbage mod Europa får han taget sig sammen til et svar. Med de irgrønne Azorer om bagbord - han kan se dem fra sit lukaf - skriver han så det brev, der først kan sendes, når de en lille uge senere anduver Rotterdam. Trøstende, tomme ord og en gang udenomssnak. Han savner hende og vil ikke erkende det.....

En regnfyldt efterårsdag midt i oktober, hvor blygrå skyer tynger himlen ned på jorden, står han i hjembyen. Eventyret er slut i denne omgang, for om morgenen er han afmønstret skibet i Frihavnen. Provinsbyen er skrumpet ind, siden han forlod den for tre måneder siden. Eller er verden udenom den bare blevet større?

Få dage senere sidder han i toget på vej mod Søværnets Eksercerskole. De mange oplevelser fra turen med fragtskibet tumler stadig i hovedet. Tolv måneders værnepligt skal overstås så smertefrit som muligt, så ligger verden åben for ham....

Tiden i Søværnet er god. Han får indhentet to et halvt år søvnunderskud, passer sit job i maskinrummet på det lille bevogtningsfartøj, han bliver udstukket til efter rekrutskolen, uden på nogen måde at blive overanstrengt. Fritiden ombord går med at spille kort, læse og sove, sove og atter sove, for når de sejler - det gør de meste af tiden - så bliver der ikke meget tid til søvn.. Maden ombord er bedre end på de fleste restauranter, og den brogede sammenbragte menige besætning af fiskere, håndværkere, kontorfolk og halvstuderede røvere har det godt sammen. Chef og officerer er flinke. Livet burde være problemfrit.

Men der mangler noget! Han savner den langhårede lyslokkede lattermilde pige!

På en orlov hjemme i vinterens slutning spadserer han hende i møde en fredag eftermiddag. Og helt som planlagt møder han hende på provinsbyens torv. Samme aften får de kaffe og kransekage på en kro i byens omegn, og det står klart, at de kan ikke andet end være kærester!

Ungersvenden ved også, at drømmen om at komme ud og opleve den store verden er slut.

Hendes mor bliver glad. Hans mor har svært ved at skjule skuffelsen...

Nogle måneder senere bliver de ringforlovet. Ringene betaler hun, for han ejer ikke kongens mønt. Han er stadig som værnepligtig marinesoldat bundet til det lille krigsskib og ofte er friheden begrænset af, at han skal kunne mønstre indenfor en time. Mulighederne for at være sammen med sin lattermilde kæreste er beskedne. I påsken, hvor skibet ligger på en sjællandsk flådestation, overvejer han, om han kan nå at hente hende i hjembyen, så han kan vise hende skibet og de kan være sammen.

Han er i tvivl og henvender sig til den vagthavende officer for forhøre sig, om det mon går an at køre til hjembyen og hente kæresten. Søløjtnanten påhører hans ærinde, men afbryder ham så: “De spilder tiden med snak, sømand! Se så at få hentet damen. Det er en ordre!”

Og han henter kæresten, og da de står på kajen, og hun ser den smalle gangway, som fører op til skibet, bliver hun bange. Den tør hun ikke gå op af! Vagten på skibet er en mørklokket, munter bankmand fra Jylland. Han tager ungmøen i hånden og med en støttende arm om livet fører han hende sikkert op på dækket. Hun smiler taknemmeligt til ham. Nede på forbanjen, hvor de menige holder til, når de ikke sover, fortsætter galanterierne. I sin nye lyserøde dragt bliver hun genstand for alles opmærksomhed. Al uhøvisk tale stopper. Skibskammeraterne træder i karakter som gentlemen. Kortspil indstilles, og der bliver hentet kaffe og kage til hende i kabyssen. Senere ser hun agterbanjen, hvor 16 værnepligtige marinesoldater sover i køjer på et meget lille område.

Besøget på det lille krigsskib gør stort indtryk på hende; senere i livet taler hun ofte om besøget. At så mange kan sove sammen på så lidt plads, kan hun ikke fatte, men mest taler hun om den galante vagt, der førte hende ombord og om besøget på forbanjen, hvor hun blev feteret og var i centrum...

Ungersvendens tid på det lille skrigsskib nærmer sig nu sin afslutning. Der skal findes job og tjenes penge. Hun tager del i jobsøgningen, og sender ham jobannoncer. En annonce har hendes mor været behjælpelig med at finde. Hun ser gerne, at der bliver at par ud af de to - og datteren skulle jo nødigt komme til at bosætte sig alt for lang borte fra det lille røde parcelhus i hjembyen! En sjællandsk industrivirksomhed søger en maskinmester. Han søger på jobbet, og bliver indkaldt til en samtale på...... et savværk! Ikke lige det, han har drømt om. Iført sit bedste tøj, brune fløjlsbukser med hængerøv, skrigende gul skjorte, et grimt grønt slips og en slidt skindjakke ankommer han en sensommermorgen fra Bornholm, hvor det lille krigsskib ligger udstationeret, til den lille østsjællandske provinsby syd for metropolen.

Jobsamtalen forløber godt, og han får jobbet på savværkets kraftcentral i byen ikke så langt fra hjembyen. Den langhårede lyslokkede kæreste er glad og lettet.

I oktober hjemsendes han fra Søværnet og begynder få dage senere på sit nye job. Han lejer sig ind på et værelse, mens hun bliver boende i hjembyen hos moren i det lille røde parcelhus. Kun på de mange charterrejser til Sydeuropa gennem de næste tre år deler de seng som mand og kone. For der skal spares sammen til udbetaling på et hus, inden de gifter sig. Og at flytte sammen uden at være gift vil på ingen måde fornøje hendes mor.

Efter tre år er den nødvendige kapital sparet op! De ser på huse, og brylluppet planlægges. Et lille hvidt parcelhus, skal blive deres hjem de næste 29 år.

De bliver viet i den kirke, som de i sin tid havde udsigt til den solrige sensommersøndag for otte år siden, hvor de kyssede hinanden for første gang. Bedårende ser hun ud i sin lange hvide kjole med slør, og brudebuketten med de blå franske anemoner og liljekonvalerne har hun nøje instrueret ham om. Bryllupsmiddagen - betalt af hendes mor - er på en af omegnens restauranter, og den efterfølgende fest holdes hos hendes bror og svigerinde i deres nye hus. En snes gæster, familie og ungdomsvenner, er med til festen. Spontant kræver gæsterne, at der danses brudevals, og til en af tidens popmelodier fra en kasettebåndoptager danser de brudevalsen ude i køkkenet. De bryder tidligt op, for en energikrise hærger landet med kørselsforbud om søndagen, så de skal være hjemme inden midnat. Med sig i bilen har de foruden bryllupsgaverne en sammenkogt ret - mad nok til flere dage - tilberedt af hendes mor, som er klar over, at der er et stort forbedringspotentiale for madlavning gemt i datteren. Og endelig foran døren til det lille hvide parcelhus kan han bære sin langhårede lyslokkede lattermilde brud over dørtrinnet.

Og allerede om mandagen begynder hverdagen. Hun starter i sit nye job, så det er noget af en omvæltning den nygifte frue kastes ud i. Let er den første tid ikke for hende. Hun savner sin mor, og hver dag er hun nede ved telefonboksen i butikscentret for at ringe “hjem”.

Fem år efter brylluppet bliver hun gravid. Endelig er hun parat til at berige deres tilværelse med et barn. Fra den søndag morgen, hvor graviditetsprøven viser sig positiv, bliver intet som før! Den skrøbelig pige med trang til beskyttelse tager styringen og tager ansvar for indkøb af babyartikler, tøj, barnevogn, kravlegård, mens han mere afslappet mener, at det haster nok ikke så meget. Men han har pænt at indrette sig, og det gør han!

Hun har lige startet på sin barselsorlov, og han passer sit arbejde på en eftermiddagsvagt, da hun en dag, hvor han kommer hjem fra arbejde ved midnatstid, roligt meddeler ham, at hun er begyndt at få veer. De kontakter sygehuset og får besked om at komme ud på fødeafdelingen, når der er et bestemt interval mellem veerne. Hun tager det iskoldt, går i bad, pakker en taske og siger farvel til hunden, mens han render rundt med hovedet under armen og ved hverken ind eller ud. Og da de i den lille Honda begiver sig på vej til sygehuset, kan han ikke finde vejen. Den historie fortæller hun med stor fornøjelse gerne ofte. Tolv timer senere kommer drengen til verden. Han kan ikke holde tårerne tilbage, og de får frit løb, da han står med sønnen i sine arme.

Drengen bliver deres livs største glæde og deres omdrejningspunkt!

De får ikke flere børn. Han vil gerne, men hun vil ikke. Måske ved hun, at hendes skrøbelige sind ikke kan rumme flere børn....

Gode år følger med travlhed, glæder, sorger og bekymringer. En lille familie og en lille trofast vennekreds udgør netværket. Man ses ofte og gerne, tager på ture og ferier sammen og deltager i hinandens familiebegivenheder. De har det ganske godt i den lille familie. Og det midaldrende par er ikke kun gift, de er også kærester.

Betingelserne for en god tilværelse er tilstede med en velfungerende søn og en robust økonomi, som tillader ferier til syden, udskiftning af bil med mellemrum, forbedringer på det lille hvide parcelhus og flere både. Begge har de deres gode arbejde. Det løber pænt rundt, og hvad der kommer ind, bliver stort set brugt. Pensionering og alderdom ligger lysår borte!

Men den tid kommer også!

Deres sidste år sammen bliver ikke deres livs bedste. Sygdom kaster mørke skygger over tilværelsen. Hendes skrøbelige sind slår knuder, blodpropper i hjernen kommer til, og hun rammes af en kræftsygdom. Det påvirker hele familien, og hans måde at agere på er ikke altid rationel. Men...hele vejen igennem har de gode stunder, for de er stadig kærester.

Hun kæmper sig tappert igennem det hele, for i hendes spinkle krop gemmer der sig livsvilje og stædighed.

Den sommer, hvor kræftsygdommen efter syv års fravær igen dukker op, er hun blevet afhængig af sin tyndhårede og gråskæggede mand. Det indretter de sig efter. Om morgenen har de gode stunder sammen. Så ligger de i sengen, holder hinanden i hånden, og snakker om, hvordan dagen skal forløbe og om gamle dage, for de er jo kærester.

Hun spørger ham flere gange, om han tror, hun klarer det, og han svarer med al den overbevisning, han kan opbyde: “Vi klarede det sidste gang. Det gør vi igen!” “Ja, tror du ikke?” siger hun med bedende øjne. Men denne gang tror han det ikke. Den dag, hvor hun får beskeden, at kræften er uhelbredelig, er hendes søn og mand med. Hendes tilstand er så dårlig, at hun bliver indlagt.

En sygeplejerske spørger hende, hvad der for hende er livskvalitet. Hun læser spørgsmålet op  fra et skema. “Det er, når min søn og min mand er her og holder mig i hånden.” svarer hun.

Hver dag er sønnen og manden hos hende, og de får intense gode stunder sammen. Hun ved, hun skal dø, men fortrænger det, og ingen bringer det på bane. Når han sidder ved siden af sengen og holder hende i hånden, siger hun: “Du er min kæreste.” “Ja, jeg er din kæreste.” svarer han. De sidste dage er hun kun tilstede i korte øjeblikke, og hun kan næsten ikke tale. Det sidste hun siger er: “Jeg vil være hos dig.”

En kølig dag midt på sommeren kun to uger efter hun blev indlagt, holder han hende i hånden for sidste gang.

Der er da 52 år siden, den generte lærling en lun augustaften tog den langhårede lyslokkede lattermilde pige i hånden og de blev kærester.....

Juletradition mm.

Jeg må blankt vedkende mig min mangel på betydningsfulde juletraditioner. Årsagerne er sikkert mange, og en psykolog ville nok finde mit tilfælde interessant....så lad det nu ligge. I mine unge dage - jeg må have været først i tyverne dengang og under uddannelse, så følgende er passeret i sidste halvdel af tresserne parallelt med ungdomsoprøret, der for mit vedkommende som en skygge fra en flygtig sky næppe blev registreret - havde vi - min kæreste og jeg - et par år haft for vane at indlede nytårsaften med at tage turen fra Næstved til København og overvære en teaterforestilling i den lettere del af repertoiret, gerne i selskab med nogle venner. Det kan med lidt god vilje betegnes  som en (forsinket) juletradition.

Bemeldte år sætter det ind med en voldsom snestorm om morgenen nytårsaftens dag, og den fortsætter resten af dagen og til ud på aftenen. Undtagelsesvis er min gamle døende VW årgang 1952 ikke aftenen forinden blevet kørt i garage på Kildemarksvej, men er blevet stående udenfor lejligheden på Erantisvej 3. Så da vi, min kammerat fra barndommen - og nu ind i alderdommen, for vi er stadig kammerater - sammen med vores kærester i VW’en først på eftermiddagen skal afsted mod hovedstaden, må bilen først graves fri af sneen. Dengang i tresserne er en snestorm ingen hindring for at begive sig ud i trafikken, og i vores tilfælde slet ikke, for billetterne til “Annie get your Gun” med en ung Daimi i Falkonércentret er betalte. Det er i en tid, hvor vejrudsigterne på TV ikke er overgået til underholdning og hvor en hysterisk nyuddannet journalist rapporterer fra stormens øje og fuck’er situationen op. Derfor drager vi afsted uden større betænkeligheder ud i snestormen i min gamle bil som, ret beset, nok ikke lige er gearet til turen. Som det sikkert er den ældre generation bekendt, så er varmeapparatet i en gammel boble ikke det bedste. Den varme køleluft fra motoren blæses gennem varmekanaler i panelerne ind i kabinen, og har ofte en intensiv duft af olie, som mange finder fæl, medmindre man som jeg er erhvervsskadet og finder den helt naturlig. Hvis varmekanalerne er rustet op - som de er på min boble - er der ingen varme i bilen og ruderne på turen til hovedstaden kan kun holdes isfrie ved at min kammerat hele tiden sprayer med en væske for at tø isen. Hertil kommer at ingen af dørene lukker tæt, for den fals i bunden af døren, som tætningslisten burde være fastgjort i, er rustet væk. Det problem klares relativt let ved under hver hver af dørene at stoppe et gammelt halstørklæde ned mellem døren og panelet. Og således, godt pakket ind i overtøj, når vi næsten inden mørkets frembrud Falkonércentret.

Det er en glimrende forestilling, den unge Daimi shin’er og spiller fint op til en indforskrevet amerikansk mere eller mindre kendt musicalstjerne, der på rekordtid har lært sig de danske replikker som en anden papegøje.

Efter således at være blevet underholdt på bedste vis, begiver vi os på vej hjem til Næstved for at starte en mindre fest. Mørket har lagt sig over de snedækkede veje, som ihærdigt forsøges holdt farbare, og da snestormen er i aftagende, så er turen hjem stort set problemfri. Desværre er der kun lys i den ene forlygte, men heldigvis er vejene jo snedækkede og lette at lyse op.

Vi ankommer uden yderligere problemer til Næstved i så god tid, at jeg kan nå at køre bilen i garage inden vi ved midnat skal ønske hinanden et Godt Nytår og starte en fest.

Og om garagen hos Wilh. Larsen på Kildemarksvej vil jeg godt knytte et par bemærkninger. Min far, fra hvem jeg har overtaget bilen efter hans død et par år tidligere, var af den opfattelse, at en bil skulle have en garage. Han har derfor lejet en hos mejeriudsalgejer Larsen på Kildemarksvej. Larsen er tidligere vognmand og har sammen med hustruen på sine gamle dage fået et mejeriudsalg i en af de små butikker på Ejlersvej, lige overfor Erantisvej, hvor vi bor i nr 3. Garagerne, der ligger ved den store villa overfor Kildemarksskolen, bliver nu lejet ud, og min far er en af lejerne. Et ismejeriudsalg som Larsens - der hører fortiden til - forhandler kun mejeriprodukter, mælk, is, isblokke og om søndagen færdigpisket flødeskum og har iøvrigt et beskedent udvalg af slik. Larsen er en stor (fed) vennesæl mand, der - efter at mælken er bragt ud om morgenen med bistand af et kobbel mælkedrenge siddende på bagsmækken af hans varevogn - sammen med hustruen, som opholder sig mest i butikken, oftest er at finde i bagbutikken. Når min far skal betale den månedlige leje for garagen på 15 kr., så opsøger han altid Larsen i bagbutikken. Nu er det sådan, at min far ikke altid har de 15 kr., så sommetider (oftest) er han nogle måneder bagud med lejen, hvilket Larsen, som den venlige mand han er, tager helt roligt, for han og min far har et fint forhold til hinanden, og drikker ofte en øl sammen på bænken i hønsegården bag garagerne om sommeren. Når min far så endelig har penge til at betale lejen, går han tværs over Ejlersvej med kurs mod ismejeriet for at opsøge Larsen i bagbutikken. For at bøde for den sene betaling medbringer han altid to Tuborg, en i hver inderlomme. I butikken bliver han mødt af fru Larsen, der med stram mine skæver til min fars voluminøse jakke, og hvast siger: “Wilhelm drikker ikke øl mere!” Hun nægter dog ikke min venlige far adgang til baglokalet, og han passerer forbi hende for at konstatere at Larsen stadig drikker øl!

Bemeldte nytårsaften får jeg stillet bilen i garage efter den lidt strabadserende københavnertur; vi følger traditionen og starter en mindre fest og ønsker hinanden et Godt Nytår.

At begynde i et nyt job

Stor omskiftelighed og variationer har præget mit arbejdsliv......men kun to gange har jeg i mit voksne arbejdsliv stået overfor at skulle begynde et helt nyt sted.

Tableau 1:

Den første store ændring af min arbejdsmæssige status indtræffer, da jeg efter endt uddannelse får min første - og indtil nu - eneste hyre. Med eksamensbeviset i hånden skal den store verden indtages. Jeg har fået hyre i ØK for tre måneder, inden jeg skal aftjene et års værnepligt i Søværnet, og jeg er blevet bedt om at mønstre på M/S Sinaloa i Frihavnen. Forude venter mig en 90 dages tur til den amerikanske vestkyst. En tidlig julimorgen ved 06-tiden i 1969 står jeg på “Alpen Express” på banegården i Næstved - nøjagtigt som jeg har gjort det de forløbne to et halvt år for at kunne møde på Københavns Maskinskole. Ad snirklede veje ankommer jeg denne solrige julimorgen til Orientplads i Frihavnen, hvor Sinaloa få timer forinden har lagt til kaj og afsluttet sin 36. rejse. Den faste maskinbesætning har allerede forladt skibet og “gænget” (Den  maskinbesætning, som i den  uge, skibet ligger i hjemhavnen, tager sig af reparationer, og som bliver på skibet indtil den sidste europæiske havn forlades) har taget over, for der er altid reparationer at udføre i ”maskinen” efter hver rejse. Med min lånte kuffert entrer jeg gangway’en og finder med lidt besvær 1. mester. Det er ham, jeg skal henvende mig til. Modtagelsen får mig næsten til at vende om og søge nedad gangway’en igen, overbevist om at mit valg af erhverv er en fejltagelse!

“Er De en af de nye assistenter?” bjæffer han. Det bekræfter jeg. Og så lyder det: “Se så at få en kedeldragt på og kom ned i “hobbyværkstedet” og kom igang med arbejdet! Og gerne lidt kvikt! Tror De, De er kommet ombord  for at være passager? Og efter udskejning (fyraften) kan De få en af messedrenge til at vise Dem deres lukaf!” Jeg kan nu se et glimt i øjet på ham, og jeg bliver klar over, at den store flamboyante islænding er en spøgefugl, der morer sig meget ved at skræmme folk. En aften står han på båddækket og kikker ud over Orientplads, hvor et yngre par promenerer forbi, ungersvende med begge hænder dybt begravet i lommen. Da Sigvaldurson ser det, brøler han ned mod parret: “Hallo De der! Er De klar over, at man ikke har med hænderne i lommen, når man går tur med damen?” Den noget forskrækkede ungersvend trækker skyndsomt hænderne op af lommen og kikker op mod den mærkelige mand på skibet.

Jeg kommer hurtigt i kedeldragten og møder mine nye arbejdskammerater. Mange minutter har jeg nu ikke befundet mig i “hullet”, før der proklameres, at nu var det tid til “ti-kaffe”. Længe sidder vi ikke med vores kaffe på dækslugen agten for kabyssen, før en af kollegerne foreslår, vi indtager resten af kaffen på hans lukaf. Jeg følger lydigt trop, og næppe har vi fået sat os på køjen, før der bliver halet en flaske “Lysholmer” op af en skuffe, nogle ikke helt små glas ser dagens lys, og der bliver skænket nogle pæne store snapse op til os. Og således styrkede, indfinder vi os igen i maskinrummet og genoptager dagens gerning. Sådan starter min første rigtige arbejdsdag efter afslutningen af et længere uddannelsesforløb. 1. mester er altid god for en rap bemærkning, når han kommer forbi. En dag ligger jeg kvejlet sammen i forsøget på at løsne nogle bolte under en maskindel, indsmurt i olie og sveden tapløber af mig. Sigvaldurson kommer forbi og gnækker: “Nå, Jacobsen....det stod der nok ikke noget om i lærebøgerne ......at man også kan komme til at svede!” Efter en uges reparationsarbejde i Frihavnen er “Sinaloa” klar til at stævne ud på sin 37. rejse, men det er en helt anden historie....

Tableau 2:

Næste store omvæltning i mit arbejdsliv indtræffer, da jeg den 15. oktober 1970 som 25-årig efter endt værnepligt i Søværnet begynder på Junckers Savværk i Køge. To år havde jeg givet mig selv i det job.....det bliver til 40! Dagen før har jeg taget endegyldigt afsked med Næstved, hvor jeg har tilbragt det meste af min barndom og min ikke særlig vilde ungdom. Jeg har stadig tilknytning til byen, for her bor min mor og min kæreste. Jeg tilbringer til min mors store fortrydelse mestensdels al min fritid i Næstved sammen med den pige, jeg senere er gift med i 44 år. I Køge flytter jeg ind på et møbleret værelse i en ældre villa på Marie Toftsvej hos en gammel, excentrisk ingeniør, der efter et liv i Schweiz er vendt hjem til det gamle land med sin væsentligt yngre hustru. Der er adgang til fælles toilet. Håndvask og kogeplade findes i kælderen. Lejen husker jeg ikke, men skal håndbruseren i det snuskede badekar benyttes, koster det 2 kr. pr. bad oven i lejen! Sengen med den eroderede, uappetitlige skumgummimadras er i sådan en stand, at jeg ikke engang vil byde en hund den. Jeg låner penge af min mor (jeg har ikke fået min første løn endnu) og køber en drømmeseng. Det ser den gamle idiot, og han banker derfor en dag på min dør og meddeler mig, at han føler sig krænket og dybt skuffet over, at jeg ikke finder den seng, han har stillet min rådighed, god nok. Jeg undskylder mig med en dårlig ryg.....og flytter iøvrigt 2 uger senere til et andet værelse.

Jeg ankommer til min nye arbejdsplads i min bedagede VW - det er en fredag - og jeg møder min kommende chef på P-pladsen foran maskinværkstedet. Han har netop stillet sin gamle scooter fra sig og hilser mig velkommen. Under ansættelsessamtalen uger forinden præsenterede afdelingsingeniøren den yngre langhårede mand i de kappeløse træsko og de brune fløjlsbukser med hængerøv for mig som “vores maskinchef”. Den påklædning fandt han gennem de 30, hvor han på godt og ondt er min chef, ikke anledning til at ændre væsentlig på. Jeg modtages godt, og hele første dag går med, at jeg blev vist rundt på det anlæg, jeg på skiftehold skal være med til at tage vare på. Jeg stiller en masse tåbelige spørgsmål, ung, dum og uerfaren, som jeg er. Dem besvarer han velvilligt og venligt- reglen, der bekræfter undtagelsen - for det viser sig ret hurtig, at slige spørgsmål som regel imødegås med slet skjult overbærenhed og ringeagt, som på en dårlig dag kunne tangere hån. (“Ved du ikke engang det!”) Når det er sagt, hører det med i billedet, at hvad jeg som ung, nyuddannet maskinmester ikke ved om kedler og turbiner - og det er i virkeligheden ret meget - det lærer jeg af ham, og jeg finder hurtigt ud af, at han er hamrende dygtig og flittig!

Under en kort introduktion hos afdelingsingeniøren får jeg at vide, at der har været 4 ansøgere til jobbet, der stort set er lige kvalificerede, men der skal jo vælges én, og det bliver så mig, men det kunne ligeså godt have været en af de andre, får jeg at vide. Velkommen til Junckers Savværk, Bent - tro ikke, du er noget særligt!

Mærkedage

At fortælle specifikt om én mærkedag fra min tid i Næstved er ikke så let...de flyder sammen og lader sig ikke så let adskille, for min familie på min fars side var en meget festglad familie, og festerne, der blev afholdt i familien var talrige, for der skulle ikke megen anledning til at familien mødtes i festlig lag. Vi brugte nu kun ordet fest i forbindelse med familiefester - som jo altid kunne afholdes, når ingen anden anledning gaves. Ellers var det familiebesøg eller fødselsdage. Og mine forældres lille lejlighed på Erantisvej var rammen om mange glade og muntre sammenkomster. Min far havde 11 søskende, og selv om ikke alle deltog, når familie samledes, så var der trængsel i den lille lejlighed med fastre, farbrødre, tanter, onkler og ikke mindst et hav af kusiner og fætre. En familiefest - og nu er vi tilbage i slutningen af halvtredserne og i begyndelsen af tresserne - startede som regel med gæsternes ankomst til banegården.....spredt ud over formiddagen. Min far kørte næsten i fast rutefart i den lille Austin Seven årgang 1932 ned på banen for at hente de forskellige grene af familien, som kom med tog. I de første mange år var min far og min farbror Harald de eneste i familien, som havde bil.

Og så var det tid til frokosten, når alle gæsterne var kommet. Den havde min mor brugt dage på at

forberede, hjemmelavet leverpostej, kold flæskesteg, hjemmelavet rødkål, lun mørbrad, lune tarteletter og sikker også så meget andet var obligatorisk. Frokosten startede traditionelt med flere slags sild, som blev skyllet med med øl og snaps, og det ledsagede også maden under resten af frokosten, der meget traditionelt sluttede med ost. Samtalen steg under frokosten langsomt til et crescendo efterhånden som snapsene røg ned, ja, den nærmede sig diskussionniveauet, som dog aldrig udartede sig til noget pinligt.

For selv om den store families sympati lå til venstre for midten i dansk politik, så var de tit rygende

uenige, når der blev diskuteret politik......og det gjorde der tit. Men der blev også diskuteret så meget

andet. En diskussion kunne dreje sig om hvilket håndværk, der var det vigtigste (ja, det blev der virkeligt diskuteret). Alle mine fars brødre fik en håndværkeruddannelse, for min farfar, som jeg aldrig lærte at kende, var det vigtigt, at hans sønner skulle komme et trin højere op på den sociale rangstige, end hvor han befandt sig. Men ligeså tidstypisk fik ingen af min fars søstre en uddannelse. Min far var udlært mekaniker, Ole var tømrer, Knud var snedker, Helge var smed og Harald blev landmand. En anden - stadig venskabelig - diskussion kunne gå på, hvilken hammer der var bedst, en smedehammer, en tømrerhammer eller en murerhammer. Min ældre fætter Poul var murer.

Efter frokosten var det tid til finde kortene frem. Der blev som regel spillet mausel, men det kunne også være whist. Og nu skiftede diskussionen ganske karakter, for der var altid efter hvert spil en heftig diskussion om, hvordan de andre burde have spillet deres kort, alt imens ti- og femørerne skiftede ejermænd, for der blev altid spillet om penge, selvom det var små beløb. Min mor spurgte efter sådan en familiekomsammen: “Hvor meget vandt/tabte du, Thormod?” Under kortspillet stod vi fætre og kusiner tit rundt omkring bordet og fulgte ivrigt med i spillet og havde det største besvær med ikke at kommentere det. Ofte fik min ældre fætter Kjeld, som var min yndlingsfætter, lov til at afløse eller være med, hvis der manglede en makker i et spil whist. Min meget selvbevidste fætter var altid en meget hård kritiker af sin altid ældre makker. Engang havde han min farbror Ole, som var enkemand, til makker. I kådhed og i utilfredshed med, hvordan Ole havde spillet sine kort rejste han sig og gik over til Ole (som var hans morbror) og hev ham i slipset.....kun for at konstatere at slipseknuden var en “snydeknude” og at slipset kun sad med en elastik under flippen. Da Kjeld så, at slipset “gav efter” proklamerede han højlydt med stor glæde: “Har I set det allesammen, morbror Ole kan ikke binde en slipseknude!” Hele situationen opløstes i grin og munterhed. Der var dog også situationer, som truede med at ødelægge den gode stemning, for min onkel Aage, som var gift med min fars søster Ruth, havde en lidt ustabil psyke, der over uforklarlige småting kunne få ham til flippe helt ud. Så var det som regel min besindige far, der måtte “tale ham ned”, hvilket altid lykkedes....og den gode stemning kunne genoprettes.

Først på aftenen var det tid til at takke af. Kvinderne gik i køkkenet, og af resterne fra frokosten blev der smurt nogle snitter, og der blev lavet te.

Og ud på aftenen, hvor det meste af spruttet var dampet af, begav den udenbys familie sig til fods ned

mod banen for at tage tog til Slagelse, Roskilde eller Nyk. F. Min farbror Harald kunne sammen med min tante Anna roligt begive sig i bil mod gården i Vinstrup. De var meget engagerede medlemmer af Indre Mission og rørte ikke spiritus eller spillede kort. Og alligevel deltog de med glæde i familiens

sammenkomster, ligesom den øvrige familie måtte acceptere, at der, når familiefesten blev holdt hos

dem på gården, ikke blev serveret spiritus.

Jo, jeg tænker ofte med glæde tilbage på festlige stunder sammen med familien i den lille lejlighed på

Erantisvej.

Bruchs Violinkoncert

Jeg sidder og lytter til Bruchs violinkoncert no. 1......den bringer minder frem.
For mange år siden - et halvt sekel - var jeg vagtgående maskinmester på Junckers Kraftcentral og var hver fjerde uge på nattevagt.
Lad mig indledningsvis fortælle, at Junckers Savværk, som det hed dengang, havde sit eget lille elværk, som forsynede virksomheden med elektricitet og damp til produktionen. Helt lille var det nu ikke, for det kunne også have forsynet den østsjællandske købstad med elektricitet nok til, at ingen husstand havde behøvet at tænde stearinlys for ikke at sidde i mørke....
Når man vender om på døgnet og skal (eller forsøger på at) sove om dagen for at kunne arbejde om natten, sker der noget med én. Det gjorde der i hvert fald for mig. Ud over at manglende søvn kan gøre én uudholdelig for sine nærmeste omgivelser, så er man meget sensitiv om natten, og er særlig modtagelig for sanseindtryk, både positive og negative, og man føler sommetider en irrationel angst for ting, som man under andre omstændigheder ikke ville føle det for.
Lad mig nævne et eksempel. Vores gamle, store træfyrede kedel på Junckers skulle hver nat have renset risten for slagger; det foregik manuelt ved, at kedelpasseren med en 4 - 5 m lang rager frigjorde den fastbrændte slagge fra risten og skubbede den ned i askefaldet. Under denne operation blev kedlen fyret med to oliebrændere, som maskinmesteren styrede, mens kedelpasseren foretog den manuelle del af arbejdet foran de åbne låger ind til ilden i fyrrummet. Det var en ikke helt ufarlig operation, og der forekom i årenes løb adskillige tilfælde af ganske alvorlige forbrændinger. Jeg havde aldrig et roligt øjeblik, før denne operation på en nattevagt var overstået, skønt jeg - rationelt set - godt vidste, at jeg beherskede situationen, som også omfattede omlægning af diverse driftsforhold; det var en forudsætning for at denne operation kunne foretages.
Andre irrationelle tanker kom frem på en nattevagt. Tænk, hvis nu turbinen “faldt ud” (gik i stå) - det skete vitterligt - og var jeg nu dygtig nok som ny ung maskinmester til at kunne starte hele anlægget op uden at skulle ringe efter en mere erfaren kollega. Læg dertil, at vi havde en chef, som betragtede et turbineudfald som den største ulykke af alle...... størrer end en verdenskrig.
Alt sammen irrationelle tanker.....som også kredsede om den lille familie derhjemme, Vibeke som bestemt ikke brød sig om at være alene hjemme om natten med vores nyfødte søn. Joe, der var bekymringer nok på en nattevagt.
På kontoret - eller om man vil kontrolrummet - havde vi en gammel rørradio, som en af kollegerne havde fundet i en affaldscontainer, og til vores chefs store fortrydelse var den blevet stillet øverst på hylden over de mange ringbind. Og med lidt fingerfærdighed var det lykkedes os ved hjælp af en hjemmelavet antenne på taget af kedelhuset og et antennekabel - “lånt” i elafdelingen - at få lyd ud af radioen. Det behagede absolut ikke vores chef, for i hans (indskrænkede) verden hørte en radio ikke hjemme på en arbejdsplads, og han befalede den konsekvent slukket, når han trådte ind ad døren. Surmuleri og slet skjulte hentydninger om at få den fjernet blev ignoreret. En sen sommeraften - ikke så længe efter - da hele Sjælland, og dermed også Junckers, var uden strøm og den elektriske forbindelse til Sverige var afbrudt - var en del af os samlet i kontrolrummet og ventede på, at strømmen skulle komme, så vi kunne starte kraftcentralen op ( vi kunne ikke starte uden strøm udefra; det er der ikke så mange værker, der kan). Chefen beklagede, at vi ikke kunne tænde for radioen (der var jo ingen strøm!), for “så havde vi da for fanden kan følge lidt med i, hvornår de har tænkt sig at levere noget strøm!” Hans tanker om den offentlige strømforsyning havde aldrig været store! Siden den aften blev der aldrig snakket mere om den gamle radio, og den fik lov til at blive stående.
Og nu kommer Bruchs Violinkoncert ind i historien.
På nattevagten - i ledige stunder - lyttede jeg ofte til Sveriges Radio med klassisk musik.....jeg tror ikke Danmarks Radio sendte om natten dengang i sluthalvfjerdserne. Og en nat, hvor vagtens hurdler var overstået, og madpakken var åbnet, kom tonerne fra Bruchs Violinkoncert - som jeg ikke kendte dengang - ud af den skrattende gamle rørradio. I min lidt melankolske grundstemning gik den rent ind......
Lige siden den nat har Bruchs Violinkoncert no. 1 hørt til en af mine favoritter....og hver gangs jeg hører den, bringer den associationer om den gamle rørradio, og om at tilværelsen har glimtvis gode øjeblikke, og at alt alligevel ikke er så slemt....

Den unge maskinmester på en nattevagt. Øverst til venstre på billedet skimtes den gamle radio.

Cykeltur fra Sassnitz til Swinoujscie

4. September

Cyklen er pakket. I morgen går turen med færgen fra Rønne til Sassnitz sammen med min mangeårige gode ven Steen, som har overtalt mig til en fem dages cykeltur til Rügen og Usedom......det var ikke svært! Vi har talt om det i flere år, og nu skal det altså være! Steen er en erfaren “verdenscyklist” med cykelture i Kina, Japan, Sydamerika, Island og Rusland og så alle de andre steder, som jeg har glemt......så jeg er i gode hænder....

5. September

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst cyklede 85 km på én dag.....det må være mange år siden, måske mere end 20. Idag gjorde jeg det, helt nøjagtigt 85,6 km.

Vi lagde ud fra Aakirkeby kl 06:25 og nøjagtigt 1 time senere var de 17 km til færgehavnen i Rønne tilbagelagt....så let som ingenting og i god tid til “M/F Hammershus” kastede los og lagde fra kaj kl 08 med planmæssig anduvning af færgehavnen nogle kilometer syd for Sassnitz efter en behagelig sejlads. Ad cykelruten langs Rügens østkyst gik det i solskin og næppe mærkbar blæst sydpå tæt forbi “Kolos von Prora”, dette fem kilometre lange bygningskompleks, som Hitler igangsatte i 1936, og som skulle være ferieparadis for 20.000 feriegæster gennem den nazistiske organisation Kraft durch Freude (KdF), hvis formål var at styre tyskernes fritid. Byggeriet blev aldrig færdigt og stoppede i 1939. De otte hotelblokke, teatret og biografen stod som tomme skaller. Siden har det været anvendt til flere formål. Under krigen husede det flygtninge fra det bomberamte Hamburg. I 1945 etablerede sovjetiske tropper en base i området og i 50’erne rykkede 8000 soldater fra DDR’s nationale folkearmé ind i bygningerne. I 1993 blev området offentlig tilgængeligt og 1994 blev det fredet. Idag rummer det udstillinger,  et par museer og hoteller i luksusklassen. Pt. er der en større udstykning af luksuslejligheder igang. Og sluttelig skal nævnes at en del af blokkene som og vidner om forfaldets skønhed.

Vi cyklede videre til Binz og derfra vestover i det meget bakkede landskab, hvor en strid modvind og kraftige regnbyger tærede på kræfterne.....og dem var der ikke mange tilbage for mit vedkommende, da vi nåede vores logi syd for Stralsund ved 18:30-tiden, tids nok til at kunne deltage i ungdomsherbergets aftensmåltid i selskab med en flok meget larmende skoleeleverer. Den øl, vi snakkede meget om, vi skulle have, når vi ankom og som i den grad hold moralen oppe, når blæsten og regnen var værst, fik vi desværre ikke. Der sælges ikke spiritus her på stedet, og det nærliggende cafeteria, vi blev henvist til havde lukket grundet et privat selskab.......men i morgen kompenserer vi ved at drikke to øl......

Og selvom jeg ikke kan mindes, hvornår jeg har været så træt.....så var det nu en ganske god cykeltur...

6. september 2019

Pludselig stod der en smilende yngre kvinde foran Steen og jeg på gågaden i Stralsund, hvor vi kom trækkende med vores belæssede cykler og sagde “Hallo”! Der var noget bekendt ved ansigtet og hurtigt så vi, at det var den kvinde, som vi henvendte os til i spisesalen, da vi udmattede og sultne ankom til ungdomsherberget i går aftes. De sidste mange kilometre havde vi forgæves spejdet efter et spisested, som vi kunne indtage, når vi var blevet installerede på herberget, og vi var vel også så småt ved at indstille os på at gå sultne til køjs......det var en kamp mellem sult og træthed, for vi orkede ikke noget lang køretur til centrum for at finde føde. Men skæbnen var os nådig, for i spisesalen stod en pæn buffet dækket op til en flok støjende, 

skrigende og irriterende skolebørn, som var igang med at indtage spisesalen. Vi spurgte - i vores kvide - om vi kunne købe et måltid mad, og fluks forsvandt hun for at spørge sin overordnede. Med et stort smil kom hun tilbage for at meddele, at det måtte vi gerne, men at det altså kostede EUR 6,50. Hun kom flere gange over til vores bord for at spørge: “Hat es geschmeckt?” Ja, mon ikke, der var grøntsagsuppe, pølser, salat og andet pålæg, og sjældent har et måltid smagt mig så godt.....Hun havde genkendt os, og nu stod hun her på gågaden i centrum og spurgte, om vi også spiste med til aften. Men vi skulle videre og hun ønskede os god tur. Der findes en hel del flinke og sympatiske mennesker i denne verden; hun er en af dem......

Fra Stralsund kørte vi - efter at have indtaget en kop kaffe - videre mod næste overnatningssted, som var Greifswald - en køretur på 37 km.....troede vi. Trætheden fra gårdsdagens tur sad stadig i mine blytunge ben, så den korte distance var meget belejliget. Vi havde valgt at følge en “autoriseret” cykelrute. Få kilometre udenfor Stralsund førte ruten os ind på en brostenbelagt formentlig tidligere hovedvej, som vi efter fem, seks kilometre fandt det aldeles uudholdelig at køre på. Af modkørende cyklister fik vi at vide, at den fortsatte endnu 15 kilometre med samme belægning, og vi begyndte at undersøge for alternative ruter. Efter yderligere 5 kilometre forlod vi brostenene af en betonflisebelagt vej i to spor.....her var der længere mellem bumpene, som til gengæld var så meget større, og min i forvejen ømme bagdel fik mig til at rejse mig i sadlen før hver bump. Den brostensbelagte vej stammede formentlig fra begyndelse af forrige århundrede, og i DDR-tiden er intet blevet gjort for udskifte denne belægning, hvorimod den betonflisebelagte vej tydelig stammer fra denne tid. Efter DDR-tiden blev der anlagt nye veje og myndighederne har åbenbart ment, at tidligere tiders dårlige veje passende kan anvises som delstrækninger på autoriserede cykelruter......Betonvejen blev afløst af grusveje, stabiliseret med sten og murbrokker for pludseligt af fortsætte med den bedst tænkelige asfaltbelægning og de sidste seks kilometre ind til Greifswald var en ren fornøjelse at tilbagelægge på en fin, fin vej med vinden i ryggen. Disse småting til trods, så blev det en fin dag, bl. a. fordi vi vidste, at idag ville vi få vores fortjente øl ved ankomsten.......for dem startede vi nemlig med at købe om morgenen i det første supermarked, vi mødte på vores vej. Her provianterede vi også til frokosten, som blev indtaget i skuret ved et busstoppested i Brandshagen. Turen blev lidt længere end de beregnede 37 km, for først efter 56 km ramte vi Greifswald....godt øm i r....

7. september 2019

Da vi igår ankom til Deutsche Jugend Herberge i Greifswald ved 16-tiden, blev vi modtaget af et hornorkester, som for fuld udblæsning spillede foran indgangen. Steen bemærkede, at så meget behøvede de da heller ikke at gøre ud af vores ankomst. De spillede på nogle blæserinstrumenter med flere “udblæsningsrør”......aldrig før er jeg stødt på lignende instrumenter.  Deres entusiasme var stor, og strakte sig vist langt ud over, hvad evnerne rakte til, især var stortrommen meget markant. Den gik virkelig godt igennem......konstaterede vi efter at være blevet indkvarteret på vores fem sengs stue (som heldigvis ikke skulle deles med andre) og efter at vinduet var blevet lukket. Støjen ophørte efter en times tid, og jeg tænkte ikke nærmere over det før her til morgen, hvor vi mødte nogle af de entusiastiske musikanter til morgenmaden. Det var tilsyneladende et amatør orkester fra en anden by - indkvarteret på herberget - som øvede før en koncert i weekend-end’en. Min vurdering er nok farvet af, at jeg ikke er nogen stor tilhænger af rendyrket blæsermusik......en opfattelse, jeg efter gårdsdagens “koncert” ikke har fundet anledning til at ændre. Men jeg tror, de havde det ret sjovt, for der blev drukket en del øl under prøvekoncerten....

Ved 9-tiden drog vi fra herberget mod Freest, hvorfra færgen til Peenemünde ifølge indhentede oplysninger skulle afgå kl 11. Det skulle være muligt at tilbagelægge de 35 km indenfor den tidsramme ved at køre lidt raskt til, vel vidende at ruten kunne byde på overraskelser. I den fine vejr med let sol og ringe vind gik det derudaf, et par små landsbyer med brostenbelagte veje, som må have stammet fra begyndelsen af forrige århundrede, nedsatte gennemsnitsfarten, men vi var stadig i rimelig tid. Fem kilometer for målet førte ruten os efter nogle kilometre på en tosporet betonflisevej ind på et sandet spor, hvor det var næsten umuligt at cykle ....vi måtte op på den høstede mark for at kunne træde cyklerne. Endelig to kilometer før målet kom vi ind på en asfalteret vej, og få minutter før kl 11 nåede vi færgens anlægsplads......kun for at konstatere, at færgen til Peenemünde først gik planmæssigt 20 minutter senere....

Havnen i Peenemünde med museeumsskibene er ligesom nazisternes raketforsøgsanlæg, et spændende sted at besøge. For mig var det mest spændende at se kraftværket, som leverede elektricitet til forsøgsstationen. Tre af de fem kulfyrede “Babcock og Wilcox”-kedler står der endnu......og genkalder minder om min første tid som vagtgående maskinmester på Junckers Kraftcentral, hvor den dengang gamle kedel 2 havde mange fællestræk med museeumskedlerne i Peenemünde. Selve udstillingen om udvikling af V1 og V2 raketterne er mindre interessant, den er ustruktureret med mange ligegyldige komponenter.....den fortæller ikke nogen historie. Området med gamle jernbanespor, dækket af bevoksning og lufthavnen med den gamle kontrolbygning er spændende, og mange spor vidner om Tysklands brogede fortid.

Videre ad fin, fin vej til Zinnowitz, indkvartering på Pension Barghus og så ud i byen for at søge føde....i regnvejr. Det var den dag.....49 kilometer blev det til.

I morgen sidste etape til Swinoujscie, ca 30 km, det skulle være overkommelig, men de lover regn....

8. september 2019

Vi er lige kommet tilbage til Stawa Hostel efter at have indtaget et sent aftensmåltid på restaurant Neptun i Swinoujscie.....en portion pasta carbonare skulle dække energibehovet efter dagens cykletur. Det gjorde det tilsyneladende ikke, for både Steen og jeg blev hurtige enige om at supplere måltidet med en portion is og kaffe. Jeg kapitulerede efter at have indtagen halvdelen af min portion, men for Steen blev det “mission completed”.....han spiste op! Han var til gengæld let at overtale til en enkelt Zubrowka vodka, som jeg allerede fablede om, da vi begyndte at snakke dessert...... så falder maden så godt på plads.....

Det var nu ikke fordi, dagens distance på forhånd virkede afskrækkende, sølle 30 kilometer  til Swinoujscie, Herre Gud.....det bør ikke afskrække nogen! Vi valgte en cykelrute langs kysten, som hurtigt førte os ind gennem skovbeklædte bakker, ofte med fri udsyn til havet på vores venstre side. Efter et par ganske heftige bakker, holdt jeg stadig mig på cyklen, men da et skilt forkyndte en stigning på 16%, måtte jeg kapitulere.....Selv det at trække den tungt belastede cykel af “bjerget” fik mig til at tabe pusten, mens Steen ved stigningens begyndelse proklamerede, at grænsen for ham netop lå ved de 16%. Og han klarede stigningen uden at stå af cyklen. Til mit sølle forsvar skal siges, at laveste gear på min citybike ligger noget højere end hans meget lavt gearede mountainbike. Den ene høje stigning og bratte nedkørsel afløste hinanden og blandt disse var endnu et par med 16% stigninger. Problemet var ligeså meget de bratte nedkørsler....ofte med løst sand. Laver man en bremsefejl, crash’er man og ligger udstrakt mellem træerne. Det havde ingen af os specielt lyst til, så efter nogle kilometers kørsel på denne skovsti, valgte vi en alternativ rute, som fulgte hovedvejen, og efter at have ramt et par heftige regnbyger, hvor vi nåede at blive godt gennemblødte et par gange, kom vi til vores herberg i Swinoujscie midt på eftermiddagen efter 39 kilometers kørsel. Undervejs havde vi indtagen frokosten.....resten af den ost Steen havde medbragt samt nogle frikadeller og rugbrød fra i forgårs; dette suppleret med et par friskindkøbte tomater.....et sandt festmåltid, som blev skyllet ned med vand fra vores cykelflasker. En kaffepause på en lille café var med til at holde modet oppe, da regnen truede med ikke aldrig at ville holde op.

Indkvarteret på Stawa Hostel og efter at have hængt det våde tøj til tørre, tog vi på cykler ud for at se nærmere på byen. Vi skulle finde ud af, hvorfra vores færge til Ystad i morgen afgår; kun vidste vi, at det var fra den østlige bred af floden Swina, floden som deler Swinoujscie i to dele. Altså tog vi med den lille havnefærge over på anden side og fandt hurtig færgeterminalen, hvorfra Unity-Lines skibe afgår. Og når vi nu var i området, kunne vi ligeså godt se lidt nærmere på lokaliteterne. En del forfalden industri præger området og en dårlig vej førte os til yderkanten af kvarteret Her stoppede vejen brat ved en bom ud for noget vi opfattede som en nedlagt industrivirksomhed......men nej, i et lille hus ved bommen sad en affarvet blondine ved en åben luge. Da jeg har en vis interesse for “abandoned places” henvendte sig mig til hende på tysk for at høre nærmere om virksomheden. Med en meget sigende håndbevægelse gjorde mig forståelig, at hun ikke forstod mig, og jeg forsøgte mig derfor på engelsk....og denne gang signalerede håndbevægelse et tydelig: “Fis af med dig makker!”

Vi tog derfor havnefærgen tilbage til Vestbredden, nu ville vi cykle ud og se den gamle vindmølle, der står på den yderste tange til indsejlingen til hele søområdet syd for Usedom. Vi nåede aldrig helt derud....en regnbyge fik os til at vende om, og vi cyklede tilbage til herberget....godt gennemblødte. Vi havde fået et første indtryk af Swinoujscie........byen er grim, men charmerende.

9. september 2019 kl 16:15

MF Polonia stamper sig vej over Østersøen. Præcis kl. 13 blev trosserne hevet fra kajen i Swinoujscie og i en regntykning stod ud hun af floden Swina med kurs mod Ystad..... efterladende en grå og trist by bag sig. Vi forlod det udmærkede herberg Stawa Hostel ved 9-tiden i morgens, provianterede i en rodet Lidl-butik og cyklede ombord allerede kl 11. Vores opholdssted på skibet  veksler lidt. Vi startede ved et bord i nærheden af en stikkontakt (opladning af  medbragt udstyr), imens vi indtog en meget bitter kop Cafe Créme og efterfølgende blev der gjort indhug i den indkøbte proviant. Vi skiftede senere til et opholdssted med mere behagelige ‘flystole’. Rummet var mestendels okkuperet af medrejsende østeuropæere, som havde omdannet et stort gulvareal til soveplads. Arrangementet blev ret hurtigt forpurret af et hærdebredt og myndigt besætningsmedlem, som bad de sovende medpassagerer tage plads i stolene.....en opfordring, de uden vrøvl efterkom. I skrivende stund ligger gruppen nærmest bevidstløst henslængt i stolene i en komalignende tilstand, og manden i sædet foran os udstøder kraftige snorkelyde, som overdøver lyden fra et af de overalt ombordværende fjernsyns udsendte og irriterende lydtapet. Jeg er i tvivl om, hvilken af de to lyde jeg foretrækker......

Kl 20:15 vil MF Polonia anløbe Ystad....i god tid til at vi kan nå færgen til Rønne, som afgår fra samme havn 22:30 med ankomst til Rønne 23:45. Sidste etape af cykelferien er en natlig cykeltur til Aakirkeby på 17 km.

I morgen går turen...denne gang i bil.....med samme færge til Ystad allerede kl 10:30. Vi skulle oprindelig først have været med en afgang kl. 16:30, men Molslinien har adviceret dårligt vejr med risiko for aflysning af denne afgang, og reservationen blev ændret, så vi ikke blæser inde på øen.

Og således slutter fem dages cykelferie, der bød på forventelige udfordringer og strabadser, men først og fremmest på gode oplevelser og en fin stemning.....

Månelanding

Verdenshistoriske begivenheder har det med at sætte et bogmærke i de flestes menneskers liv. Jeg husker nøjagtigt, hvad jeg foretog f. eks. da Cubakrisen brød ud (jeg spillede firmabordtennis), Kennedy blev skudt (jeg var på Kraghs Konditori i Næstved og drikke øl og pullimut med vennerne denne fredag aften) og også ved mange andre verdensbegivenheder har jeg en nøje erindring om, hvor jeg var, og hvad jeg foretog mig. Således står også den 20. juli 1969, hvor Apollo 11 landsatte Niel Armstrong på månen for halvtres år siden, klart i min erindring. I min kalender har jeg nøgternt konstateret, at jeg har fri og har været på Møens Klint......men ikke et ord om månelandingen, for større ting prægede mit liv. Jeg befandt mig i en overgangsfase, var lige blevet færdig med min uddannelse, havde fået hyre på ØK’s M/S SINALOA og holdt en pause i forholdet med den pige, jeg havde været kæreste med i 4 år, og som jeg senere blev gift med og som gav mig 44 år af sit liv.
Jeg var på det tidpunkt blevet ven med en pige - kærester var vi ikke - som var en rigtig ‘drengepige’, der udover sit job som kontorelev, kørte Taxa, red på heste, når altså ikke lige hun kørte rundt på sin scooter eller i sin røde to-takt SAAB. Denne meget (pro)aktive pige var ikke kedelig at være sammen med, og på denne min sidste fridag - inden det gode skib M/S SINALOA kastede fortøjningerne los fra Orient Plads i Frihavnen for at stampe sig vej over Atlanterhavet på sin 37. rejse med slutdestination i Vancouver - havde vi besluttet at køre en tur til Møns Klint.....månelanding eller ej! På vejen hjem fik hun den idé, at vi skulle lægge vejen forbi Vordingborg og gå i biografen. Der gik en helaftensfilm - sådan hed det dengang - til forhøjede billetpriser; måske har det været “Navarones Kanoner”....husker det ikke så nøje. Jeg var først hjemme ved midnat.....jeg boede stadig hjemme, som jeg havde gjort under hele min studietid.....og min mor var stangsur, da jeg dukkede op.....denne sidste aften inden jeg næste morgen meget tidligt skulle mønstre på skibet og være væk hjemmefra i flere måneder. Jeg forstod hende godt, for hun havde under hele min uddannelse sørget for, at jeg kunne koncentrere mig om den, og rent tøj, kost og ikke sjældent et kontant tilskud fra hendes sparsomme enkepension havde hun sørget for....Månelandingen var således ikke det dominerende tema i lejligheden på Erantisvej....
Den gik først rigtigt op for mig en månedstid senere, da jeg så de farvestrålende magasiner med billederne af Neil Armstrong på Månen i kioskerne i Los Angeles......men alligevel satte datoen den 20. juli 1969 et bogmærke i mit liv....