Månelanding

Verdenshistoriske begivenheder har det med at sætte et bogmærke i de flestes menneskers liv. Jeg husker nøjagtigt, hvad jeg foretog f. eks. da Cubakrisen brød ud (jeg spillede firmabordtennis), Kennedy blev skudt (jeg var på Kraghs Konditori i Næstved og drikke øl og pullimut med vennerne denne fredag aften) og også ved mange andre verdensbegivenheder har jeg en nøje erindring om, hvor jeg var, og hvad jeg foretog mig. Således står også den 20. juli 1969, hvor Apollo 11 landsatte Niel Armstrong på månen for halvtres år siden, klart i min erindring. I min kalender har jeg nøgternt konstateret, at jeg har fri og har været på Møens Klint......men ikke et ord om månelandingen, for større ting prægede mit liv. Jeg befandt mig i en overgangsfase, var lige blevet færdig med min uddannelse, havde fået hyre på ØK’s M/S SINALOA og holdt en pause i forholdet med den pige, jeg havde været kæreste med i 4 år, og som jeg senere blev gift med og som gav mig 44 år af sit liv.
Jeg var på det tidpunkt blevet ven med en pige - kærester var vi ikke - som var en rigtig ‘drengepige’, der udover sit job som kontorelev, kørte Taxa, red på heste, når altså ikke lige hun kørte rundt på sin scooter eller i sin røde to-takt SAAB. Denne meget (pro)aktive pige var ikke kedelig at være sammen med, og på denne min sidste fridag - inden det gode skib M/S SINALOA kastede fortøjningerne los fra Orient Plads i Frihavnen for at stampe sig vej over Atlanterhavet på sin 37. rejse med slutdestination i Vancouver - havde vi besluttet at køre en tur til Møns Klint.....månelanding eller ej! På vejen hjem fik hun den idé, at vi skulle lægge vejen forbi Vordingborg og gå i biografen. Der gik en helaftensfilm - sådan hed det dengang - til forhøjede billetpriser; måske har det været “Navarones Kanoner”....husker det ikke så nøje. Jeg var først hjemme ved midnat.....jeg boede stadig hjemme, som jeg havde gjort under hele min studietid.....og min mor var stangsur, da jeg dukkede op.....denne sidste aften inden jeg næste morgen meget tidligt skulle mønstre på skibet og være væk hjemmefra i flere måneder. Jeg forstod hende godt, for hun havde under hele min uddannelse sørget for, at jeg kunne koncentrere mig om den, og rent tøj, kost og ikke sjældent et kontant tilskud fra hendes sparsomme enkepension havde hun sørget for....Månelandingen var således ikke det dominerende tema i lejligheden på Erantisvej....
Den gik først rigtigt op for mig en månedstid senere, da jeg så de farvestrålende magasiner med billederne af Neil Armstrong på Månen i kioskerne i Los Angeles......men alligevel satte datoen den 20. juli 1969 et bogmærke i mit liv....