Jeg sidder og lytter til
Bruchs violinkoncert no. 1......den bringer minder frem.
For mange år siden - et halvt sekel - var jeg vagtgående maskinmester på Junckers Kraftcentral og var hver fjerde uge på nattevagt.
Lad mig indledningsvis fortælle, at Junckers Savværk, som det hed dengang, havde sit eget lille elværk, som forsynede virksomheden med elektricitet og damp til produktionen. Helt lille var det nu ikke, for det kunne også have forsynet den østsjællandske købstad med elektricitet nok til, at ingen husstand havde behøvet at tænde stearinlys for ikke at sidde i mørke....
Når man vender om på døgnet og skal (eller forsøger på at) sove om dagen for at kunne arbejde om natten, sker der noget med én. Det gjorde der i hvert fald for mig. Ud over at manglende søvn kan gøre én uudholdelig for sine nærmeste omgivelser, så er man meget sensitiv om natten, og er særlig modtagelig for sanseindtryk, både positive og negative, og man føler sommetider en irrationel angst for ting, som man under andre omstændigheder ikke ville føle det for.
Lad mig nævne et eksempel. Vores gamle, store træfyrede kedel på Junckers skulle hver nat have renset risten for slagger; det foregik manuelt ved, at kedelpasseren med en 4 - 5 m lang rager frigjorde den fastbrændte slagge fra risten og skubbede den ned i askefaldet. Under denne operation blev kedlen fyret med to oliebrændere, som maskinmesteren styrede, mens kedelpasseren foretog den manuelle del af arbejdet foran de åbne låger ind til ilden i fyrrummet. Det var en ikke helt ufarlig operation, og der forekom i årenes løb adskillige tilfælde af ganske alvorlige forbrændinger. Jeg havde aldrig et roligt øjeblik, før denne operation på en nattevagt var overstået, skønt jeg - rationelt set - godt vidste, at jeg beherskede situationen, som også omfattede omlægning af diverse driftsforhold; det var en forudsætning for at denne operation kunne foretages.
Andre irrationelle tanker kom frem på en nattevagt. Tænk, hvis nu turbinen “faldt ud” (gik i stå) - det skete vitterligt - og var jeg nu dygtig nok som ny ung maskinmester til at kunne starte hele anlægget op uden at skulle ringe efter en mere erfaren kollega. Læg dertil, at vi havde en chef, som betragtede et turbineudfald som den største ulykke af alle...... størrer end en verdenskrig.
Alt sammen irrationelle tanker.....som også kredsede om den lille familie derhjemme, Vibeke som bestemt ikke brød sig om at være alene hjemme om natten med vores nyfødte søn. Joe, der var bekymringer nok på en nattevagt.
På kontoret - eller om man vil kontrolrummet - havde vi en gammel rørradio, som en af kollegerne havde fundet i en affaldscontainer, og til vores chefs store fortrydelse var den blevet stillet øverst på hylden over de mange ringbind. Og med lidt fingerfærdighed var det lykkedes os ved hjælp af en hjemmelavet antenne på taget af kedelhuset og et antennekabel - “lånt” i elafdelingen - at få lyd ud af radioen. Det behagede absolut ikke vores chef, for i hans (indskrænkede) verden hørte en radio ikke hjemme på en arbejdsplads, og han befalede den konsekvent slukket, når han trådte ind ad døren. Surmuleri og slet skjulte hentydninger om at få den fjernet blev ignoreret. En sen sommeraften - ikke så længe efter - da hele Sjælland, og dermed også Junckers, var uden strøm og den elektriske forbindelse til Sverige var afbrudt - var en del af os samlet i kontrolrummet og ventede på, at strømmen skulle komme, så vi kunne starte kraftcentralen op ( vi kunne ikke starte uden strøm udefra; det er der ikke så mange værker, der kan). Chefen beklagede, at vi ikke kunne tænde for radioen (der var jo ingen strøm!), for “så havde vi da for fanden kan følge lidt med i, hvornår de har tænkt sig at levere noget strøm!” Hans tanker om den offentlige strømforsyning havde aldrig været store! Siden den aften blev der aldrig snakket mere om den gamle radio, og den fik lov til at blive stående.
Og nu kommer Bruchs Violinkoncert ind i historien.
På nattevagten - i ledige stunder - lyttede jeg ofte til Sveriges Radio med klassisk musik.....jeg tror ikke Danmarks Radio sendte om natten dengang i sluthalvfjerdserne. Og en nat, hvor vagtens hurdler var overstået, og madpakken var åbnet, kom tonerne fra Bruchs Violinkoncert - som jeg ikke kendte dengang - ud af den skrattende gamle rørradio. I min lidt melankolske grundstemning gik den rent ind......
Lige siden den nat har Bruchs Violinkoncert no. 1 hørt til en af mine favoritter....og hver gangs jeg hører den, bringer den associationer om den gamle rørradio, og om at tilværelsen har glimtvis gode øjeblikke, og at alt alligevel ikke er så slemt....
For mange år siden - et halvt sekel - var jeg vagtgående maskinmester på Junckers Kraftcentral og var hver fjerde uge på nattevagt.
Lad mig indledningsvis fortælle, at Junckers Savværk, som det hed dengang, havde sit eget lille elværk, som forsynede virksomheden med elektricitet og damp til produktionen. Helt lille var det nu ikke, for det kunne også have forsynet den østsjællandske købstad med elektricitet nok til, at ingen husstand havde behøvet at tænde stearinlys for ikke at sidde i mørke....
Når man vender om på døgnet og skal (eller forsøger på at) sove om dagen for at kunne arbejde om natten, sker der noget med én. Det gjorde der i hvert fald for mig. Ud over at manglende søvn kan gøre én uudholdelig for sine nærmeste omgivelser, så er man meget sensitiv om natten, og er særlig modtagelig for sanseindtryk, både positive og negative, og man føler sommetider en irrationel angst for ting, som man under andre omstændigheder ikke ville føle det for.
Lad mig nævne et eksempel. Vores gamle, store træfyrede kedel på Junckers skulle hver nat have renset risten for slagger; det foregik manuelt ved, at kedelpasseren med en 4 - 5 m lang rager frigjorde den fastbrændte slagge fra risten og skubbede den ned i askefaldet. Under denne operation blev kedlen fyret med to oliebrændere, som maskinmesteren styrede, mens kedelpasseren foretog den manuelle del af arbejdet foran de åbne låger ind til ilden i fyrrummet. Det var en ikke helt ufarlig operation, og der forekom i årenes løb adskillige tilfælde af ganske alvorlige forbrændinger. Jeg havde aldrig et roligt øjeblik, før denne operation på en nattevagt var overstået, skønt jeg - rationelt set - godt vidste, at jeg beherskede situationen, som også omfattede omlægning af diverse driftsforhold; det var en forudsætning for at denne operation kunne foretages.
Andre irrationelle tanker kom frem på en nattevagt. Tænk, hvis nu turbinen “faldt ud” (gik i stå) - det skete vitterligt - og var jeg nu dygtig nok som ny ung maskinmester til at kunne starte hele anlægget op uden at skulle ringe efter en mere erfaren kollega. Læg dertil, at vi havde en chef, som betragtede et turbineudfald som den største ulykke af alle...... størrer end en verdenskrig.
Alt sammen irrationelle tanker.....som også kredsede om den lille familie derhjemme, Vibeke som bestemt ikke brød sig om at være alene hjemme om natten med vores nyfødte søn. Joe, der var bekymringer nok på en nattevagt.
På kontoret - eller om man vil kontrolrummet - havde vi en gammel rørradio, som en af kollegerne havde fundet i en affaldscontainer, og til vores chefs store fortrydelse var den blevet stillet øverst på hylden over de mange ringbind. Og med lidt fingerfærdighed var det lykkedes os ved hjælp af en hjemmelavet antenne på taget af kedelhuset og et antennekabel - “lånt” i elafdelingen - at få lyd ud af radioen. Det behagede absolut ikke vores chef, for i hans (indskrænkede) verden hørte en radio ikke hjemme på en arbejdsplads, og han befalede den konsekvent slukket, når han trådte ind ad døren. Surmuleri og slet skjulte hentydninger om at få den fjernet blev ignoreret. En sen sommeraften - ikke så længe efter - da hele Sjælland, og dermed også Junckers, var uden strøm og den elektriske forbindelse til Sverige var afbrudt - var en del af os samlet i kontrolrummet og ventede på, at strømmen skulle komme, så vi kunne starte kraftcentralen op ( vi kunne ikke starte uden strøm udefra; det er der ikke så mange værker, der kan). Chefen beklagede, at vi ikke kunne tænde for radioen (der var jo ingen strøm!), for “så havde vi da for fanden kan følge lidt med i, hvornår de har tænkt sig at levere noget strøm!” Hans tanker om den offentlige strømforsyning havde aldrig været store! Siden den aften blev der aldrig snakket mere om den gamle radio, og den fik lov til at blive stående.
Og nu kommer Bruchs Violinkoncert ind i historien.
På nattevagten - i ledige stunder - lyttede jeg ofte til Sveriges Radio med klassisk musik.....jeg tror ikke Danmarks Radio sendte om natten dengang i sluthalvfjerdserne. Og en nat, hvor vagtens hurdler var overstået, og madpakken var åbnet, kom tonerne fra Bruchs Violinkoncert - som jeg ikke kendte dengang - ud af den skrattende gamle rørradio. I min lidt melankolske grundstemning gik den rent ind......
Lige siden den nat har Bruchs Violinkoncert no. 1 hørt til en af mine favoritter....og hver gangs jeg hører den, bringer den associationer om den gamle rørradio, og om at tilværelsen har glimtvis gode øjeblikke, og at alt alligevel ikke er så slemt....
 |
| Den unge maskinmester på en nattevagt. Øverst til venstre på billedet skimtes den gamle radio. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar