At begynde i et nyt job

Stor omskiftelighed og variationer har præget mit arbejdsliv......men kun to gange har jeg i mit voksne arbejdsliv stået overfor at skulle begynde et helt nyt sted.

Tableau 1:

Den første store ændring af min arbejdsmæssige status indtræffer, da jeg efter endt uddannelse får min første - og indtil nu - eneste hyre. Med eksamensbeviset i hånden skal den store verden indtages. Jeg har fået hyre i ØK for tre måneder, inden jeg skal aftjene et års værnepligt i Søværnet, og jeg er blevet bedt om at mønstre på M/S Sinaloa i Frihavnen. Forude venter mig en 90 dages tur til den amerikanske vestkyst. En tidlig julimorgen ved 06-tiden i 1969 står jeg på “Alpen Express” på banegården i Næstved - nøjagtigt som jeg har gjort det de forløbne to et halvt år for at kunne møde på Københavns Maskinskole. Ad snirklede veje ankommer jeg denne solrige julimorgen til Orientplads i Frihavnen, hvor Sinaloa få timer forinden har lagt til kaj og afsluttet sin 36. rejse. Den faste maskinbesætning har allerede forladt skibet og “gænget” (Den  maskinbesætning, som i den  uge, skibet ligger i hjemhavnen, tager sig af reparationer, og som bliver på skibet indtil den sidste europæiske havn forlades) har taget over, for der er altid reparationer at udføre i ”maskinen” efter hver rejse. Med min lånte kuffert entrer jeg gangway’en og finder med lidt besvær 1. mester. Det er ham, jeg skal henvende mig til. Modtagelsen får mig næsten til at vende om og søge nedad gangway’en igen, overbevist om at mit valg af erhverv er en fejltagelse!

“Er De en af de nye assistenter?” bjæffer han. Det bekræfter jeg. Og så lyder det: “Se så at få en kedeldragt på og kom ned i “hobbyværkstedet” og kom igang med arbejdet! Og gerne lidt kvikt! Tror De, De er kommet ombord  for at være passager? Og efter udskejning (fyraften) kan De få en af messedrenge til at vise Dem deres lukaf!” Jeg kan nu se et glimt i øjet på ham, og jeg bliver klar over, at den store flamboyante islænding er en spøgefugl, der morer sig meget ved at skræmme folk. En aften står han på båddækket og kikker ud over Orientplads, hvor et yngre par promenerer forbi, ungersvende med begge hænder dybt begravet i lommen. Da Sigvaldurson ser det, brøler han ned mod parret: “Hallo De der! Er De klar over, at man ikke har med hænderne i lommen, når man går tur med damen?” Den noget forskrækkede ungersvend trækker skyndsomt hænderne op af lommen og kikker op mod den mærkelige mand på skibet.

Jeg kommer hurtigt i kedeldragten og møder mine nye arbejdskammerater. Mange minutter har jeg nu ikke befundet mig i “hullet”, før der proklameres, at nu var det tid til “ti-kaffe”. Længe sidder vi ikke med vores kaffe på dækslugen agten for kabyssen, før en af kollegerne foreslår, vi indtager resten af kaffen på hans lukaf. Jeg følger lydigt trop, og næppe har vi fået sat os på køjen, før der bliver halet en flaske “Lysholmer” op af en skuffe, nogle ikke helt små glas ser dagens lys, og der bliver skænket nogle pæne store snapse op til os. Og således styrkede, indfinder vi os igen i maskinrummet og genoptager dagens gerning. Sådan starter min første rigtige arbejdsdag efter afslutningen af et længere uddannelsesforløb. 1. mester er altid god for en rap bemærkning, når han kommer forbi. En dag ligger jeg kvejlet sammen i forsøget på at løsne nogle bolte under en maskindel, indsmurt i olie og sveden tapløber af mig. Sigvaldurson kommer forbi og gnækker: “Nå, Jacobsen....det stod der nok ikke noget om i lærebøgerne ......at man også kan komme til at svede!” Efter en uges reparationsarbejde i Frihavnen er “Sinaloa” klar til at stævne ud på sin 37. rejse, men det er en helt anden historie....

Tableau 2:

Næste store omvæltning i mit arbejdsliv indtræffer, da jeg den 15. oktober 1970 som 25-årig efter endt værnepligt i Søværnet begynder på Junckers Savværk i Køge. To år havde jeg givet mig selv i det job.....det bliver til 40! Dagen før har jeg taget endegyldigt afsked med Næstved, hvor jeg har tilbragt det meste af min barndom og min ikke særlig vilde ungdom. Jeg har stadig tilknytning til byen, for her bor min mor og min kæreste. Jeg tilbringer til min mors store fortrydelse mestensdels al min fritid i Næstved sammen med den pige, jeg senere er gift med i 44 år. I Køge flytter jeg ind på et møbleret værelse i en ældre villa på Marie Toftsvej hos en gammel, excentrisk ingeniør, der efter et liv i Schweiz er vendt hjem til det gamle land med sin væsentligt yngre hustru. Der er adgang til fælles toilet. Håndvask og kogeplade findes i kælderen. Lejen husker jeg ikke, men skal håndbruseren i det snuskede badekar benyttes, koster det 2 kr. pr. bad oven i lejen! Sengen med den eroderede, uappetitlige skumgummimadras er i sådan en stand, at jeg ikke engang vil byde en hund den. Jeg låner penge af min mor (jeg har ikke fået min første løn endnu) og køber en drømmeseng. Det ser den gamle idiot, og han banker derfor en dag på min dør og meddeler mig, at han føler sig krænket og dybt skuffet over, at jeg ikke finder den seng, han har stillet min rådighed, god nok. Jeg undskylder mig med en dårlig ryg.....og flytter iøvrigt 2 uger senere til et andet værelse.

Jeg ankommer til min nye arbejdsplads i min bedagede VW - det er en fredag - og jeg møder min kommende chef på P-pladsen foran maskinværkstedet. Han har netop stillet sin gamle scooter fra sig og hilser mig velkommen. Under ansættelsessamtalen uger forinden præsenterede afdelingsingeniøren den yngre langhårede mand i de kappeløse træsko og de brune fløjlsbukser med hængerøv for mig som “vores maskinchef”. Den påklædning fandt han gennem de 30, hvor han på godt og ondt er min chef, ikke anledning til at ændre væsentlig på. Jeg modtages godt, og hele første dag går med, at jeg blev vist rundt på det anlæg, jeg på skiftehold skal være med til at tage vare på. Jeg stiller en masse tåbelige spørgsmål, ung, dum og uerfaren, som jeg er. Dem besvarer han velvilligt og venligt- reglen, der bekræfter undtagelsen - for det viser sig ret hurtig, at slige spørgsmål som regel imødegås med slet skjult overbærenhed og ringeagt, som på en dårlig dag kunne tangere hån. (“Ved du ikke engang det!”) Når det er sagt, hører det med i billedet, at hvad jeg som ung, nyuddannet maskinmester ikke ved om kedler og turbiner - og det er i virkeligheden ret meget - det lærer jeg af ham, og jeg finder hurtigt ud af, at han er hamrende dygtig og flittig!

Under en kort introduktion hos afdelingsingeniøren får jeg at vide, at der har været 4 ansøgere til jobbet, der stort set er lige kvalificerede, men der skal jo vælges én, og det bliver så mig, men det kunne ligeså godt have været en af de andre, får jeg at vide. Velkommen til Junckers Savværk, Bent - tro ikke, du er noget særligt!