Mærkedage

At fortælle specifikt om én mærkedag fra min tid i Næstved er ikke så let...de flyder sammen og lader sig ikke så let adskille, for min familie på min fars side var en meget festglad familie, og festerne, der blev afholdt i familien var talrige, for der skulle ikke megen anledning til at familien mødtes i festlig lag. Vi brugte nu kun ordet fest i forbindelse med familiefester - som jo altid kunne afholdes, når ingen anden anledning gaves. Ellers var det familiebesøg eller fødselsdage. Og mine forældres lille lejlighed på Erantisvej var rammen om mange glade og muntre sammenkomster. Min far havde 11 søskende, og selv om ikke alle deltog, når familie samledes, så var der trængsel i den lille lejlighed med fastre, farbrødre, tanter, onkler og ikke mindst et hav af kusiner og fætre. En familiefest - og nu er vi tilbage i slutningen af halvtredserne og i begyndelsen af tresserne - startede som regel med gæsternes ankomst til banegården.....spredt ud over formiddagen. Min far kørte næsten i fast rutefart i den lille Austin Seven årgang 1932 ned på banen for at hente de forskellige grene af familien, som kom med tog. I de første mange år var min far og min farbror Harald de eneste i familien, som havde bil.

Og så var det tid til frokosten, når alle gæsterne var kommet. Den havde min mor brugt dage på at

forberede, hjemmelavet leverpostej, kold flæskesteg, hjemmelavet rødkål, lun mørbrad, lune tarteletter og sikker også så meget andet var obligatorisk. Frokosten startede traditionelt med flere slags sild, som blev skyllet med med øl og snaps, og det ledsagede også maden under resten af frokosten, der meget traditionelt sluttede med ost. Samtalen steg under frokosten langsomt til et crescendo efterhånden som snapsene røg ned, ja, den nærmede sig diskussionniveauet, som dog aldrig udartede sig til noget pinligt.

For selv om den store families sympati lå til venstre for midten i dansk politik, så var de tit rygende

uenige, når der blev diskuteret politik......og det gjorde der tit. Men der blev også diskuteret så meget

andet. En diskussion kunne dreje sig om hvilket håndværk, der var det vigtigste (ja, det blev der virkeligt diskuteret). Alle mine fars brødre fik en håndværkeruddannelse, for min farfar, som jeg aldrig lærte at kende, var det vigtigt, at hans sønner skulle komme et trin højere op på den sociale rangstige, end hvor han befandt sig. Men ligeså tidstypisk fik ingen af min fars søstre en uddannelse. Min far var udlært mekaniker, Ole var tømrer, Knud var snedker, Helge var smed og Harald blev landmand. En anden - stadig venskabelig - diskussion kunne gå på, hvilken hammer der var bedst, en smedehammer, en tømrerhammer eller en murerhammer. Min ældre fætter Poul var murer.

Efter frokosten var det tid til finde kortene frem. Der blev som regel spillet mausel, men det kunne også være whist. Og nu skiftede diskussionen ganske karakter, for der var altid efter hvert spil en heftig diskussion om, hvordan de andre burde have spillet deres kort, alt imens ti- og femørerne skiftede ejermænd, for der blev altid spillet om penge, selvom det var små beløb. Min mor spurgte efter sådan en familiekomsammen: “Hvor meget vandt/tabte du, Thormod?” Under kortspillet stod vi fætre og kusiner tit rundt omkring bordet og fulgte ivrigt med i spillet og havde det største besvær med ikke at kommentere det. Ofte fik min ældre fætter Kjeld, som var min yndlingsfætter, lov til at afløse eller være med, hvis der manglede en makker i et spil whist. Min meget selvbevidste fætter var altid en meget hård kritiker af sin altid ældre makker. Engang havde han min farbror Ole, som var enkemand, til makker. I kådhed og i utilfredshed med, hvordan Ole havde spillet sine kort rejste han sig og gik over til Ole (som var hans morbror) og hev ham i slipset.....kun for at konstatere at slipseknuden var en “snydeknude” og at slipset kun sad med en elastik under flippen. Da Kjeld så, at slipset “gav efter” proklamerede han højlydt med stor glæde: “Har I set det allesammen, morbror Ole kan ikke binde en slipseknude!” Hele situationen opløstes i grin og munterhed. Der var dog også situationer, som truede med at ødelægge den gode stemning, for min onkel Aage, som var gift med min fars søster Ruth, havde en lidt ustabil psyke, der over uforklarlige småting kunne få ham til flippe helt ud. Så var det som regel min besindige far, der måtte “tale ham ned”, hvilket altid lykkedes....og den gode stemning kunne genoprettes.

Først på aftenen var det tid til at takke af. Kvinderne gik i køkkenet, og af resterne fra frokosten blev der smurt nogle snitter, og der blev lavet te.

Og ud på aftenen, hvor det meste af spruttet var dampet af, begav den udenbys familie sig til fods ned

mod banen for at tage tog til Slagelse, Roskilde eller Nyk. F. Min farbror Harald kunne sammen med min tante Anna roligt begive sig i bil mod gården i Vinstrup. De var meget engagerede medlemmer af Indre Mission og rørte ikke spiritus eller spillede kort. Og alligevel deltog de med glæde i familiens

sammenkomster, ligesom den øvrige familie måtte acceptere, at der, når familiefesten blev holdt hos

dem på gården, ikke blev serveret spiritus.

Jo, jeg tænker ofte med glæde tilbage på festlige stunder sammen med familien i den lille lejlighed på

Erantisvej.