BYGNINGEN

Billedet viser BYGNINGEN i Næstved i året 1907. Det vækker minder, for 50 senere - i min barndom og tidlige ungdom - ligner BYGNINGEN stadig sig selv. Den pompøse bygning er lillebyens kulturelle center. Her afholdes teaterforestillinger, afdansningsballer, bankospil, juletræsfester, og - det var før idrætshallernes tid i provinsen - boksestævner, gymnastikopvisninger og sikkert meget andet. Og jeg oplever det hele. Den store sal er indrettet med scene, og omkring salen er der balkon.

BYGNINGEN bliver indviet i 1877 og er opført af Industriforeningen, som er en forening af næringsdrivende i Næstved, der mangler et sted til afholdelse af basarer og udstillinger. Grunden stilles til rådighed af kommunen. I tilslutning til INDUSTRIBYGNINGEN, som den oprindelig hed, åbnes en restaurant, og der ansættes en restauratør. Efter en omskiftelig tilværelse med forskellige ejere køber Arbejdernes Fællesorganisation i 1935 huset og omdøber det til BYGNINGEN.

Mit første besøg på BYGNINGEN må være i begyndelsen af halvtresserne til Dansk Smede- og Maskinarbejderforbunds (DSMF) årlige juletræsfest for lokalafdelingens medlemmer med familie. Et kæmpe juletræ i midten af den store sal overvåges af et par uniformerede brandmænd i flotte uniformer med økser i de brede skinnende bælter, for der er levende lys på træet. Efter afsyngelse af de traditionelle julesange er der uddeling af gaver og godteposen til børnene. En julemand har sikkert også været indforskrevet. Og så er der ellers dans til Thilde Sauls orkester, mens serveringen - hovedsagelig af øl - ved de opstillede borde begynder. Det er jo smedene, der fejrer juletræsfest.

Og danset bliver der i salen gennem årene, for flere af byens danseskoler afslutter her sæsonen med det årlige afdansningsbal, bl. a. Fylkings Danseinstitut, som jeg i min barndom og tidlige ungdom gennem mere end fem år - med mild tvang fra mine forældre - påbydes at frekventere. Dengang i halvtresserne hører det med til god opdragelse – for høj og lav - at gå til dans, men nogen stor danser bliver jeg nu aldrig. Jeg kunne - og kan stadig - ikke fordrage at danse. Tilfældet vil, at jeg kommer til at danse med Tyller, som til min fars betænkelighed viser sig at være papdatter af hans værkfører Beck Petersen! Bonusdatteren får han med i købet, da han og den daværende hustru med et vennepar for år tilbage bytter koner. Det taler han selv åbent om. Jeg får senere som lærling i en periode Beck Pedersen som værkfører, og det er nu år siden jeg gik til dans med Tyller. Han er en karismatisk person, og af nogle omtalt som en original i ordets mest positive betydning. I de måneder, hvor han er min værkfører, indvier den motorbegejstrede Beck Pedersen mig bl. a. i, hvordan man får mest mulig motor effekt ud af en Nimbus motorcykel  samt hvorledes en motorcykel bremses mest effektivt ned ved nænsom brug af forhjulsbremsen. Og så har han et "godt tag" på lærlingene, hvoriblandt nogle er ret farverige. En dag trækker han mig til side og indledte med ordene: " Gå ud i skoven en sommerdag og betragt, hvor talrige de vilde blomster er. Med det er for intet at regne mod, hvor forskellige smedelærlinge er!". Og så kommer han til sagen. Han vil godt have mig til - ved et godt eksempel - at påvirke mine lærekammerater til ikke at smide cigaretskodder i pisserenden. I virkeligheden må læredrengene slet ikke ryge på fabrikken.

Til afdansningsballerne bliver musikken også leveret af Thilde Sauls orkester. Thilde er en ældre, omfangsrig og meget smilende kvinde, iført en sort, slidt spadseredragt af ikke helt ny dato og altid med en stump cerut i munden. Det korte permanentede hår er helt hvidt og står i fin kontrast til de kraftigt rødmalede læber. Orkestret består ud over Thilde selv på klaver også af den skaldede violinist. Til særlige arrangementer suppleres med endnu en eller to musikanter. Der er dog også kommet et andet orkester til med årene, nemlig Poul Birkums orkester, som spiller musik af mere moderne tilsnit, idet dette orkester råder over en trompet, som blæses af "Svend Trut", der - når han ikke betjener trompeten - passer sin MOBIL tank på havnen. Adskillige år senere til skoleballerne på Næstved Gymnasium er Thilde stadig leveringsdygtig i dansemusikken, tilsyneladende iført samme sorte slidte spadseredragt og med den uundværlige cerutstump mellem de rødmalede smilende læber og den skaldede violinist stående strunkt op ad skolen flygel og spille på sin violin.

Andespil er jeg vist kun til en enkelt gang – i dag hedder det nok Bingo og forgår vist mestendels på TV - på BYGNINGEN med min mor. Der spilles om ænder, flæskestege, "halve aber" (en halv flaske snaps). Nogle gange er der sidegevinster i form af en "kylling" (mIniatureflaske snaps). Mange tilråb fra salen. "Ryst posen!", "Kom nu med den!" og lignende er med til at skabe stemning. Men andespil bliver nu aldrig familiens foretrukne fritidsbeskæftigelse.

Det er også på "BYGNINGEN", at den nu hedengangne "Skolescenen" hver vinter i sluthalvtresserne opfører et par forestillinger for de tilmeldte elever. "Skolescenen" er en omrejsende professionel teatertrup, som har specialiseret sig i at opføre populære klassiske teaterstykker for provinsens skolesøgende ungdom. Her oplever jeg levende teater for første gang og ser en ung Poul Hagen i en af Holbergs komedier og den senere TV producer Per Wiking som nyuddannet skuespiller i "Eventyr på Fodrejsen". Det er slet ikke så dårligt at gå i teatret i den gamle bygning.

Til "BYGNINGEN" hører også danserestauranten "Landsbyen", hvor der hver aften spilles levende dansemusik. Musikken leveres et af tidens dengang adskillige omrejsende professionelle danseorkester, der som regel også medbringer en sangerinde. En af disse er en ung kvinde, der hedder Grethe Clemmensen; senere gifter hun sig til navnet Ingemann og bliver næsten verdensberømt, da hun og gemalen Jørgen vinder det internationale Melodi Grand Prix.  På radioens program 2 er der hver aften en times transmission med dansemusik fra en danserestaurant et sted i provinsen, heriblandt også fra "Landsbyen".

Her gives muligheden for garnisonsbyens mange soldater til at stifte bekendtskab med de lokale ungmøer.

Stedet relaterer sig ellers på ingen måde til min families hverdag. Men så kommer min kusine Inge på ferie! Hun er en af farbror Helges syv døtre. På et brevkort meddeler hun, at hun påtænker at komme på en uges ferie hos os. Det er dengang almindeligt, at vi fætre og kusiner kommer ferierer hos hinanden, men Inge er altså nok 10 - 12 år ældre end mig, men hun er da så velkommen. Og jeg flytter ind på sofaen i stuen imens. Inge tilbringer hver aften på "Landsbyen og afhentes efter aftenkaffen - i den uge besøget varer - af den soldat, som hun er brændt varm på, og som er den egentlige årsag til hendes brændende ønske om at feriere hos familien i Næstved.

Selv opnår jeg aldrig at frekventere "Landsbyen". Det ligger før min tid; jeg var for ung. Mange år senere "genopstår "Landsbyen" i lagerhallen til en tidligere frøforretning i den nærliggende Grønnegade. Eller rettere sagt navnet - som stadig klæber til byen - genanvendes til et nyetableret danseetablissement for unge mennesker. Så heller ikke her kommer jeg; jeg er for gammel og har for øvrigt forladt byen på min videre færd i tilværelsen.

I 1962 køber FDB "BYGNINGEN" og river den ned i 1965, og i 1967 åbner et helt nyt HB Comus supermarked i et nyopført byggeri i et plan med parkeringsplads på taget. Det får en ende i 2005, hvor Quickly, som butikken nu hedder, lukker. Ovenpå den bestående bygning opføres et afsindigt grimt boligkompleks, som står i skærende kontrast til "BYGNINGEN".

Alfahanner

Gennem årene på arbejdsmarkedet i det frie erhvervsliv har jeg "haft" adskillige direktører. Jeg skriver "haft" i anførselstegn. Min placering i nogen organisation berettigede mig aldrig til at bruge udtrykket 'min direktør', som indikerer en direkte reference til firmaets øverste chef og dermed antyder, hvilken betydningsfuld person man er i firmaet. Ganske smart! Den mulighed fik jeg aldrig, men har dog gennem årene mødt en del af disse erhverslivets alfahanner – dog oftest på distancen. Det har været interessant at iagttage artens adfærd og ritualer. Om alfahanner er værd at bemærke, hvad der står skrevet i en bog om hundeopdragelse. (Venner og bekendte vil næppe tiltænke mig nogensinde at have læst om opdragelse af hunde!). I bogen associeres til alfahannen i en ulveflok. "De ulve, der lod til at have kommandoen, slikkede ikke de andre ulves ansigter - de andre slikkede alle sammen deres ansigter.......Alfaerne havde et selvtillidsniveau, en holdning, de førte sig anderledes fysisk frem. De underordnede udsendte også deres signaler. Nogle lod sig bare falde ned foran deres førere. De yngre og lavere rangerende kom ikke engang så langt frem, de holdt sig tilbage. Det var, som om kun nogle af ulvene havde ret til at slikke føreren, andre af dem havde ikke."

Kan betragtninger om alfahanner i en ulveflok overføres til erhvervsledere? Vurdér selv!
Nogle af de direktører, jeg har haft kendskab til, har været alfahanner og har været personligheder. De har afsluttet karrieren med høje poster i erhvervslivet og i samfundet. Andre ramte med direktørjobbet vel deres inkompetanceniveau.
Som læredreng på De Forenede Jernstøberiers maskinfabrik i den sydsjællandske provinsby var direktør Rainals af den gamle skole. Han var civilingeniør med en mangeårig fortid som chef for et foretagende i Østen. En værdig mand med udstråling var han. Min far, som var smed samme sted, snakkede ofte om Rainals. Inden jeg kom i lære, havde jeg som arbejdsdreng ofte betjent ham på Caltextanken i Ringstedgade, når han kom ind for at få tanket sin store Vauxhall Victor. Overfor en arbejdsdreng som mig var han fåmælt  og værdigede mig hverken blik eller overflødige ord. Det var ikke her karismaen sprudlede….
Men på sin daglige tur gennem maskinfabrikkens værksteder og maskinhaller hilste han jovialt til højre og venstre og på mange oven i købet med navns nævnelse. Og de gamle konservative socialdemokrater labbede det i sig, som en spædkalv labber mælk. Det gik rent ind - også hos min far. En dag stoppede han op ved min far, som monterede store centralvarmekedler, og bad ham ændre en studs. Min far kunne ikke kunne se formålet og overvejede ikke at gøre det. ”For i morgen havde Rainals nok glemt alt om det.” tænkte han! Han gjorde det dog. Og godt for det, for næste dag under formiddagsturen gik Rainals direkte hen til min far, stillede sig ved siden af ham, pegede på studsen og: "Kan De ikke se det, Jacobsen? Det ser da meget bedre ud nu, det må De da indrømme!" En anden gang havde min far og Rainals kurs mod samme dør på samme tid. Min far holdt døren for direktøren, hvilket bagefter gav ham dårlig samvittighed overfor arbejdskammeraterne, der kunne tro han fedtede. Det fortalte min far derhjemme, og tilføjede: "Jeg synes ikke, jeg kunne være andet bekendt." Men min far var en venlig og høflig mand, der havde holdt døren for hvem som helst.
Den næste direktør, jeg oplevede, havde ikke samme udadvendte udstråling, når han en meget sjælden gang vovede sig ned fra bjerget og ud i det virkelige liv. På den østsjællandske træindustri, hvor jeg adskillige år senere havde fået job, mødte jeg godsejeren - for det var direktøren i fritiden - i en stor mennesketom produktionshal. Jeg hilste velopdragent. En hilsen, der bevaredes med et diskret tavst nik.
I større forsamlinger forholdt det sig anderledes; her kunne han snakke en ko ud af en kløvermark. En vittighed gik på, at spurgte man ham om, hvad klokken var, så kunne han snakke om det en time, uden nogen bagefter var blevet klar over tidspunktet. Den daglige ledelse kørte han med hård hånd og uden slinger i valsen. I en periode, hvor firmaets eksistens stod på spild, måtte hver enkelt afdelingsleder hver morgen på et møde fremlægge hvilke udgifter de denne dag havde tænkt sig at belaste firmaets slunkne kasse med. Engang mente en afdelingsleder, at hans gage var alt for lille i forhold den indsats, han ydede. Han vovede sig op på 'bjerget' anmodede om gageforhøjelse. Da han kort tid efter forlod direktionskontoret, var han fuldt og fast overbevist om, at han fik en alt for høj gage. Historien har jeg fra hestens egen mund! Onde tunger påstod, at afdelingslederen efterfølgende gik baglæns ned ad trappen fra 'bjerget', hvilket jo nok er en skrøne. Inden godsejeren forlod den østsjællandske træindustri på sin videre vej i karrieren, havde han ved en mirakelkur sikret virksomhedens overlevelse ved at sælge store arealer af firmaets grund fra til kommunen, for derefter at leje samme grund af kommunen for et længere åremål. Kommunal støtte? Jovist, men kommunen var vel heller ikke blind for konsekvensen af tabte arbejdspladser på byens største virksomhed. Han havde skaffet den østsjællandske virksomhed en pæn sum penge i bunden af pengekassen og dermed et solidt grundlag for den videre drift. Efter et par andre direktørposter og nogle tillidsposter blev han både industriminister, kammerherre samt medlem af bestyrelsen i landets største rederi. Eftermælet om ham som en stor erhvervsleder på den østsjællandske træindustri lever endnu og er nok ikke uberettiget, hvilket bekræftes af det videre karriereforløb.
Den senere industriministers afløser blev en nyansat rødhåret direktionssekretær, der mindede mere om en student end om en kommende leder. Han kom fra et job på en brødfabrik, og fik øgenavnet "Krumme", som blev hurtigt afløst af "Den Røde". Mange forventede nu at kunne 'trække vejret lidt mere frit'. Det gjaldt især lederniveauet under direktionen, der nok havde nogle ønsker om, at kunne 'styre' direktøren efter nogle hårde år i godsejerens jerngreb. De tog fejl! Det blev hurtigt klart for alle, at der var 'Den Røde' og så var der de andre! Godt hjulpet af et flammende temperament blev ingen aldrig i tvivl om, hvem der bestemte. Det gjorde "Den Røde"! Ubekræftede rygter sagde, at han i raseri kunne finde på at kaste med møblementet i det beskedne første sals direktionskontor, hvor han residerede ved grundlæggerens gamle skrivebord.
Jeg lærte ham at kende lidt, efter at få nøglepersoner i fem dage havde været 'spærret inde' på savværket under en ulovlig blokade. Et par andre maskinmestre og jeg var en nat i begyndelsen af blokaden blevet afhentet af 'Den Røde' i  hustruens Ford Fiesta og ved at lege røvere og soldater med nogle blokadevagter, var det lykkedes få åbnet en bagport og komme indenfor. Vi maskinmestres opgave var at opretholde varmeforsyningen til varelagrene og sikre disses værdi. ”Den Røde” fandt det helt naturligt, at han som firmaets chef skulle være til stede. Han var som altid i front, også når der var problemer. Under disse dages blokade, lærte vi ham at kende som en munter og ligetil person for hvem ingen af sprogets mere folkelige gloser syntes ukendte. Det fik vi lejlighed til at konstatere, når han grinende kom og fortalte om sine diskussioner med blokadevagterne ude ved hegnet. I tiden efter blokaden snakkede jeg en gang i mellem med ham, når vores veje krydsedes på virksomheden, og det var ganske hyggeligt, for han ville gerne snakke og man glemte somme tider, at han var direktør. Vi var også kommet på fornavn - han i hvert fald med mig. Men han kunne også være meget kontant. Engang havde jeg ham i telefonen, for han ønskede nogle tal i en rapport uddybet, og jeg må i mit svar have vævet en del, for hurtigt afbrød han mig med ordene: "Det er jeg så udmærket klar over Bent, men gider du ikke bare svare på, hvad jeg spurgte om!" En anden gang kom jeg ved en reception i et privat hjem til at sidde ved siden af ham. Man kunne som medarbejder til en rimelig pris købe udrangerede firmabiler, og da jeg vidste, at 'Den Rødes" store Citroën CX stod for udskiftning, benyttede jeg lejligheden til at spørge lidt nærmere ind til bilen. Jeg var ret vild med store biler. Han var straks fyr og flamme og fortalte ret begejstret om vognen. Jeg omtalte et par synlige skavanker på bilen, vel i håb om at kunne erhverve den for mere fordelagtig pris. Det passede ham ikke! Samtalen sluttede med ordene: "Jeg er da skide ligeglad med, om du vil købe min bil eller ej," Og så vendte han sig mod en anden og indledte en samtale. Til de månedlige informationsmøder kunne han finde på at sætte folk, der kom for sent i skammekrogen. Med bidende sarkasme kunne han anvise en højt (selv)estimeret afdelingsleder, der kom for sent, til at tage plads i det fjerneste hjørne, "for jeg ser, dér er lige en ledig plads". Engang, hvor der var meget fokus på firmaets udledning spildevand, havde Green Peace ankret op med et skib ude i bugten. "Den Rødes" melding til medarbejderne var, at ville se "en eneste medarbejder pisse i bugten!" Green Peace antydede i samme anledning, at firmaet havde en hemmelig ledning, hvor man om natten lukkede spildevand ud i bugten. Forespurgt om dette i lokalradioen, svarede ”Den Røde”, der på ingen måde gik på akkord med sin irritation over spørgsmålet, om hun (intervieweren ) "for helvede troede, at han rendte rundt nede på fabrikken i pyjamas om natten og lukkede vand ud i bugten!”
Selv fik jeg for alvor hans temperament at mærke en dag, hvor en fjernere beliggende kedel var begyndt at ryge. Kedlen lå lige overfor direktionskontoret, og på cykel ud for at stoppe røgudviklingen, som der dengang var meget fokus på fra byen, blev jeg mødt af "Den Røde", der var kommet ned fra "Bjerget", i ophidset tilstand. Hans specifikke svada mod mig husker jeg ikke, men det var noget med "hvad fanden vi egentlig sad og lavede nede på kraftcentralen" og en bemærkning om "at få lettet røven i en vis fart!"
Efter en periode på omkring 10 år skulle han videre i karrieren. Han havde videreført den gode udvikling, der var startet under godsejeren og havde værnet omhyggelig over den betydelige pengesum, der lå på bunden af kassen. Karrieren sluttede han som den højest lønnede danske erhvervsleder i spidsen for en nordisk forretningskæde indenfor byggebranchen efter forinden at have beklædt andre høje lederposter. Et par gange så jeg ham på TV, bla. i forbindelse med en kritik af forretningskæden for forhandle produkter udført med børnearbejde. Typisk for "Den Røde" gik han ikke i skjul, men trådte selv frem og fik effektivt lukket sagen - samt munden på den uforberedte journalist.
Han blev som direktør efterfulgt af en ældre direktør med fortid i en nordisk industrikoncern. Den nye direktør startede med bram og brask i et forsøg på at sætte sig i respekt og fik hurtigt øgenavnet "Brutalis" efter et særligt arrigt næsehorn i Zoo. Han startede med at udskifte grundlæggerens gamle skrivebord - der indtil da havde tjent de forrige direktører - med fint et designet bord, og gik så ellers i gang med at uddele skideballe til Gud og hvermand pr. telefon og opnåede derved en - omend kortvarig – respekt/frygt blandt medarbejderne. Jeg oplevede ham kort tid efter sin tiltrædelse på et møde omkring en større investering. Han ville gerne lære firmaet at kende, og deltog derfor i en del møder. Mødelederen, der - meget naturligt - havde indtaget pladsen ved bordenden, havde netop rejst sig op og begyndt en gennemgang af et eller andet. På pladsen ved bordenden havde han efterladt en halv kop kaffe og en spandauer, der kun var taget en bid af. Den nye direktør kom brasende ind i mødelokalet og indtog med største selvfølgelighed pladsen for bordenden foran den halve kop kaffe og spandaueren, som der kun var taget en bid af. Mødelederen, der tilhørte lederniveau'et lige under direktionen fik pludseligt meget travlt med at flytte rund på servicet, og måtte selv tage til takke med en plads i lokalet fjerneste krog.
Da det var firmaets ambition i denne periode at blive førende i Europa, skulle der investeres kraftigt, og den sum, godsejeren havde skaffet firmaet ved at sælge jord til kommunen, minimeredes hastigt i takt med at den nye direktør mistede overblikket over økonomien. En sand skare af konsulenter indtog firmaet; der opstod en hel skurvognsby, som husede konsulenterne. Hvor tidligere "Den Røde" havde anset konsulenters tilstedeværelse på en virksomhed som udtryk for en svag ledelse, benyttede den nye direktør sig flittigt af disse. Firmaet skulle have "et lift", og udvalgte medarbejdere blev sendt på flere weekendkurser, trygt overladt i hænderne på smarte virksomhedskonsulenter. Der blev for hver enkelt kursist udarbejdet en personlighedsanalyse og drukket en masse bajere på disse kurser - og det var vel det mest konkrete, der kom ud af det. Og jo, jeg havde nær glemt det. Vi blev bedt om efterfølgende skriftlig at redegøre for vores berettigelse i firmaet, samt anmodet om forklare, hvordan vi i fremtiden havde tænkt os at bidrage til firmaets vækst. "Afhandlingen" skulle så forsvares overfor en af de tre direktører, som udgjorde direktionen. Jeg mødte op hos den tekniske direktør ledsaget af min chef som sekundant. Mange chefer forsømte sjældent - når lejlighed gaves - nogen lejlighed til at gnubbe sig op af en direktør – og min chef var slet ingen undtagelse. Mødet fik et ganske komisk forløb. I det første kvarter satte min chef sig fuldstændigt på direktøren ved at benytte denne "gratis omgang" til at fremlægge en masse, som lå ham på sinde. På et tidspunkt erklærede direktøren, at nu skulle han altså ud og tisse, for som han sagde: "Jeg bliver så ukoncentreret, når jeg skal tisse." En såre menneskelig og for de fleste let genkendelig kendsgerning. Ærindet tog ikke lang tid, men på vejen faldt han i en længere samtale med en eller anden udenfor kontoret, og da han endelig kom tilbage et kvarter før den afsatte time var gået, erklærede han, at vi vist havde været det væsentligste igennem, og at han i øvrigt havde et møde, han skulle forberede sig til. Min "fristil" om hvordan, jeg ville redde firmaet, var vi slet ikke kommet ind på, og jeg tvivler på, han i det hele taget havde læst den
Den nye administrerende direktør hilste jeg på første gang til min jubilæumsreception, hvor han formanede min hustru til at passe godt på mig. På det tidspunkt var han vist begyndt at miste overblikket, og han søgte nu ofte kontakt med medarbejdere, han mødte på sin vej, bl. a. mig, som han nu (gen)kendte fra mit jubilæum. Han 'betroede' mig flere ting, bl. a. at han havde en meget klog hund, som burde have gået på universitetet. En meget tidlig morgen mødte jeg ham i en helt ny produktionsafdeling, som slet ikke levede op til forventningerne, og han fortalte begejstret om nattens produktion - vist mest for at overbevise sig selv om, at nu gik det fremad. Når direktører begynder at møde tidligt i en længere periode, er der grund til bekymring.
Kort tid efter - i forbindelse med et bestyrelsesmøde - blev han grebet af en helt ubændig trang til at hellige sig familien, golfspillet og i øvrigt stille sig til rådighed for eventuelle bestyrelsesposter. Han fik en fin afskedsreception og pæne ord med på vejen. I sin takketale tilbød han endnu en gang at stille sin erfaring til rådighed for interesserede bestyrelser. Så vidt vides, meldte ingen sig, og da han forlod virksomheden for sidste gang fornemmedes aftryk af fodsåler i hans bagdel.
Skæbnen - og en del virksomhedsoverdragelser - ville at mit aktive arbejdsliv sluttede som ansat i en stor international energikoncern, som var ejet af den svenske stat, men fysisk havde min arbejdslokation kun flyttet sig få hundrede meter fra, hvor det hele startede for mere end mere end 40 år siden. Der var nu meget, meget langt op til firmaets øverste chef, som residerede i Stockholm, og som i denne sammenhæng kunne være en planet i en fjern galakse. Han meddelte sig aldrig selv til medarbejderne på de elektroniske firmamedier medier, men citeredes ofte - altid ærbødigt - af lederne i de mange lokale lokationer. Lars G. Josefsson var en stor og respekteret mand i firmaet, en erhvervsleder, hvis personlighed, jeg aldrig fik mulighed for at kende en flig af....
Vittige sjæle i firmaet påstod at G'et stod for Gud, og det skulle ikke undre mig om nogen troede på det.....

Fra en lille by i en fjern provins (Savværkhistorier 4)

Det må have været omkring 1980 - eller deromkring - da der firma, jeg var ansat i som maskinmester, overtog en skrantende træindustri en fjern provins; detaljer omkring overtagelsen er ubekendte, men noget stort beløb - om overhovedet noget - har der næppe været tale om. Jeg mener at vide, at med overtagelsen fulgte et pænt beløb i egnsstøtte mod en forpligtelse til at drive fabrikken i en årrække. Egnen var nemlig præget af stor arbejdsløshed. Med overtagelsen fulgte en medarbejderstab på omkring 75 lokale sjæle. Det var baggrunden for, at jeg en dag først i 80' rene blev bedt om at tage nogle kasser med reservedele med mig i bagagerummet i forbindelse med et andet ærinde på egnen og aflevere disse på den skrantende fabrik. Jeg var i forvejen blevet advaret om, at jeg ikke skulle forvente nogen hjertelig modtagelse på fabrikken. Medarbejderne var på ingen måde tilfredse med at være blevet overtaget af den virksomhed, jeg var ansat i. De havde de været fra starten - helt uden småligt hensyntagen til, at der dermed var reddet en masse arbejdspladser. Indstillingen var klar: Hvor jeg kom fra, boede de onde!

Ankommet til fabrikken, spurgte jeg efter driftslederen. Efter lang tids venten i fabrikshallen kom der gennem lokalet sejlende en lille person, hvis røde hår bar præg af et heftigt overforbrug af Brylcreme. Ved synet af mig stoppede han op et splitsekund og spurgte: "Er det dig, der spørger efter mig?" Det kunne jeg bekræfte og fortalte, at jeg havde nogle kasser med reservedele til fabrikken, hvorefter han genoptog sejladsen gennem fabrikshallen og bad mig stille kasserne i det fjerneste hjørne, som han udpegede med ryggen til mig, mens han indprentede: "Stil dem helt ind til væggen og ovenpå hinanden, så vi ikke skal rende og falde over dem!" Og så var han væk i en dunst af billig deodorant. Han var den første af et særegent persongalleri, jeg mødte på en fabrik, som jeg ikke følte det store ønske om at besøge igen.

Det gik anderledes; i en periode blev fabrikken en del af min hverdag. En af de medarbejdere, der fulgte med ved overtagelsen var fabrikschefen. Han var en næsten 2 meter høj slank og statelig herre på omkring 60 år med en fortid som direktør gennem mange år for en træindustrivirksomhed i Afrika med mange hundrede ansatte. Denne periode må have præget hans attituder, påklædning og ledelsesstil. En velplejet moustace, en korrekt bundet 'halv Windsor' slipseknude, velsiddende habit i 'Prince of Wales-tern eller elegant tweedjakke var en del af hans hverdag. Kaffen blev ikke alene serveret af kontordamen - som var hans fraskilte hustru - men også skænket. Med sin lave monotone stemmeføring indgød han en vis respekt. Ledelsesstilen var udpræget uoplyst enevælde, og den lille filials regnskab blev omhyggeligt opbevaret i et arkivskab under dobbeltlås. Hans grundindstilling synes at være, at enhver indblanding i lokale anliggender var utidig indblanding i privatlivet – en indstilling han vistnok langsomt ændrede. Og så var han ellers jordens rareste menneske, og han var vist ikke bare respekteret men også afholdt af sine medarbejde - hans stil til trods.

I løbet af et arbejdsliv lærer man nogle personer at kende, som skiller sig ud fra mængden; man kan efter smag betegne dem som originaler, afvigere eller personligheder. Den største koncentration af sådanne personer i den koncern, jeg arbejdede i (-og det siger ikke så helt lidt!) oplevede jeg på denne lille fabrik i den fjerne provins (Jeg må her skyndsomt tilføje at andre sikkert vil sætte lignende eller endnu værre betegnelser på mig!) Som nævnt fik jeg over en kortere årrække jævnligt min gang på fabrikken, for kort efter overtagelsen af fabrikken, anmeldte hustruen til fabrikkens elektriker fabrikken til politiet for forurening. Det er jo tudetosset sådan at anmelde sin husbonds arbejdsplads til myndighederne. Man får den tanke, at ægteskabelige skærmydsler lå til grund, men nej! Noget endnu større stod på spild. Der var kommet sod på fruens vasketøj, formentlig fra fabrikken, som elektrikerparret hus grænsede op til. Det medførte besøg fra  Arbejdstilsynet og sluttelig et påbud om at nedbringe emissionen i røggassen fra kedelanlægget til under en nærmere fastsat grænseværdi. Her kommer jeg ind i billedet. Skyndsom må jeg her i sandhedens interesse tilføje, at det ikke var særligt prestigefyldt at få pålagt opgaver på netop denne fabrik i den fjerne provins, men  jeg hang på den! Kedelanlægget skulle bygges om med et effektivt røggasrensningsystem, og så skulle det automatiseres.

Kedelcentralen bestod af 2 hedtvandskedler, som blev fyret med træaffald fra produktionen. Der var ansat to kedelpassere, far og søn - lad os kalde den Fatter og Sønnike, for sådan om- og tiltalte de hinanden. De havde de mest attraktive ansættelsesforhold nord for Alperne. Vagt hver anden uge med højst 30 timers arbejde og fri efterfølgende uge. Sådanne ansættelsesforhold var en kamp værd, når nu en af 'de onde'  kom og ville ændre hverdagen. Nu var virkeligheden, at hverken Fatter eller Sønnike skulle fyres. De skulle blot arbejde - som os andre - 37 timer hver uge med opgaver udenfor kedelcentralen, idet vurderingen var, at bemandingen efter automatiseringen var 1/4 mand. Jeg skal ikke trætte med tekniske detaljer omkring ombygningen - rent fagligt var opgaven bestemt attraktiv - men blot diskret konstatere at de psykologiske udfordringer lang oversteg de tekniske, for hverken Fatter eller Sønnike havde på forhånd tænkt sig frivilligt at afgive deres erhvervede privilegier. Jeg blev mødt med kamp til stregen! I de måneder ombygningen strakte sig over, var jeg dagligt på fabrikken, og hver morgen, når jeg kørte gennem porten, sendte jeg en stille bøn til forsynet om at give mig styrke til at stå dagen igennem. Aldrig så snart var jeg kommet op på fyrpladsen på 1. sal, før Sønnike kom mig imødegåede: "Fatter siger, det kan ikke lade sig gøre fordi.."og så fulgte en forklaring fra de varme lande om, hvad de nu havde fundet på. Næste morgen gentog det sig. Sønnike næsten stormede mig  i møde: "Fatter siger, det kan ikke lade sig gøre fordi..." - og igen fulgte en ny forklaring. De havde en fin arbejdsfordeling,  Sønnike og Fatter. Fatter støbte kuglerne og Sønnike fyrede dem af - mod mig! Nu var ingen af dem gudsbenådede teknikere, så det var relativt let at tilbagevise deres argumentation. Sønnike fik efterhånden en vis tillid til mig, mens Fatter mere og mere gloede på mig, som en katten var kommet slæbene med. Egentlig var Sønnike en ganske rar fyr; han var en lidt forpjusket skæbne midt i trediverne og fraskilt med to små sønner. I den periode, hvor ombygningen stod på, havde han kaste sin kærlighed på en blondine, der arbejdede i produktionen. Hun har næppe været en dag over de tyve. I pauserne og ved enhver given lejlighed kom hun over på kedelcentralen for at mødes med Sønnike. Så fortrak de til askekælderen, hvor de stod og kyssede på hinanden. I starten af projektet distraherede min tilstedeværelse dem, men som tiden gik, og jeg var blevet en del af hverdagen, kunne jeg sagtens stå og foretage målinger eller foretage justeringer en meter fra dem uden at det forstyrrede deres kysseri.

Ombygningen blev færdig, Fatter gik på pension, og Sønnike var beskæftiget den halve arbejdstid med kedelcentralen og hjalp smeden i den anden halvdel af tiden. Jeg kom stadigvæk en gang i kvartalet på den lille fabrik for at foretage nogle afprøvninger af kedlernes sikkerhedsudrustning. Efter Fatters pensionering havde jeg fået et fint forhold til Sønnike. Den lille blondine fra produktionen var fortid; nu var han flyttet sammen med sin nabo, en noget ældre amerikaner med en masse børn. "Det er ligesom at få en god gammel tilkørt bil" fortalte han mig en dag. Desværre havde den aldrende amerikanerinde fået den ide, at hun gerne ville besøge sit gamle fædreland for vise sine mange børn det. Hun havde bare ikke penge til rejsen. Dem lånte Sønnike af Fatter, som havde solgt sit hus. Hverken pengene eller amerikanerinden vendte nogensinde tilbage til den fjerne provins i Danmark. Sønnike havde i sin tidlige ungdom været lidt for tæt på stoffer. Det var et overstået kapitel nu, og nu nøjedes han med at 'fyre en fed' engang imellem. Han havde forsøgt sig sammen med nogle venner med en vis egenproduktion på en mark. Desværre kom politiet dem i forkøbet og høstede marken, før de nåede det. En dag, han var godt humør, sagde han til mig, at han godt kunne tænke sig at fyre mig skæv. Jeg kunne så meddele, at det ville han ikke få lejlighed til. Han var nemlig ikke altid i godt humør og havde i sine mørke perioder, som han altid så betænksom advicerede mig om, når jeg under mine kvartalsmålinger ramte ind i en sådan. "Mørke skyer hænger over mit hovede, tal ikke til mig!" plejede han at sige, når det var tilfældet. Jeg havde nu forinden spottet det, for så lod han hår og skæg vokse, og øjnene havde et fjernt blik. Jeg lod ham så være i fred og i enkelte tilfælde følte han alligevel trang til at snakke.

En dag, jeg var på fabrikken, sad vi som vi plejede og fik en kop kaffe i det lille bur på fyrpladsen. Vi havde siddet tavse et stykke tid, så siger Sønnike uden at kigge på mig: "Smeden passer ikke sin dame." Jeg undrede mig lidt over dette mærkelige udsagn, men spurgte ikke nærmere ind til det. Erfaringen havde lært mig ikke at vise interesse for interne anliggender. Man blev let taget til indtægt for noget, der var ment anderledes. Efter et stykke tid drejer han hovedet og stirrer intenst på mig, mens han gentager: "Smeden passer ikke sin dame." Og straks efter tilføjer han: "Man skal passe sin dame, og når smeden ikke passer sin dame, så må jeg gøre det!" Et eller andet begyndte at dæmre for mig, men jeg kommenterede heller ikke denne bemærkning. Et halv års tid efter, da jeg igen var på den lille fabrik, spurgte jeg Sønnike i en eller anden anledning efter smeden. Og fik så at vide, at smeden ikke havde været til stede i nogen tid, og at der ville gå endnu et stykke tid før han igen var på fabrikken. Og så fulgte så forklaringen. Smeden havde opsøgt Sønnike og givet han et lag tæsk, bare fordi han havde 'passet' smedens dame. Det kostede smeden 3 måneder i skyggen. Sønnike og smeden var dog allerede blevet gode venner igen.

I slutningen af sidste århundrede lukkede mit firma den lille fabrik, og der skete ting, som også ændrede min hverdag, så forbindelsen med de mennesker, jeg havde lært at kende dernede på den lille fabrik i den fjerne provins gled ud......

Rygning

Billedet er et af mange dårlige billeder, jeg har taget i årenes løb. Dårlig disposition og mangelfuld teknisk kvalitet kvalificerer det til papirkurven. I ungdommelig kådhed - Herregud, jeg var i 1975 kun 30 år - fandt jeg det morsomt, at kombinere den rygende skorsten med det på pumpehuset opsatte skilt, hvor den skarpsindige kan se, at rygning ikke er tilladt på savværkets område. Skiltet havde ingen sammenhæng med skorstensrøgen (som skyldes en rutinemæssig sodblæsning), men jeg fandt dengang åbenbart associationen vanvittig morsom..

Disse betragtninger handler om tobaksrygning, som i årenes løb har beredt mig mange gode og sjove oplevelser.

Jeg var 17 år, da min mor fandt en majspibe og en pakke MacBarens Mixture i min vindjakke. Forespurgt, om jeg var begyndt at ryge, måtte jeg gå til bekendelse. Det medførte ingen postyr af den grund, måske snarere en undren over, at det var sket så sent. (Var der mon noget galt med drengen?) I en stor familie med mange inkarnerede rygere, kunne det ikke ryste nogen. Min far havde røget siden syv års alderen. Efter han var holdt op med selv at rulle sine cigaretter, var 'Kings' det foretrukne cigaret mærke, - vekslende med pibe. På sine gamle dage røg han cerutter af mærket 'Lille Aroma' og pulsede løs lystigt i lænestolen ved radiatoren under indtagelse af kaffe og biblioteksbøger. Loftet ovenover antog med årenes løb en ubestemmelig gul kulør. Søndag formiddag kørte han ned til banegården i Næstved og købte en 'Flora Danica' cigar. Den kostede 1 kr., men så var den også emballeret i et metalhylster. Hylstrene fik jeg til at lave lommelygter af. Af indlysende grunde var askebægre en skattet gave til den store families talrige fødselsdage. Efter at være blevet accepteret som ryger anskaffede jeg mig en rigtig pibe, for der var prestige ved at ryge pibe. Alle kammeraterne røg også pibe. Det så smart og cool ud at rende rundt med en pibe i flaben. Jeg havde i begyndelsen en del besvær med at holde ild i piben. Det medførte morskab blandt kammeraterne, der ofte bad mig "give et nummer" på piben. At ryge den rigtige tobak var ikke uden betydning. Mit foretrukne tobaksmærke var ren lavstatus - MacBarens Mixture. Man skulle ryge Orlik, helst den røde. Vedholdende forsøgte jeg at tilvænne mig dette mærke. Det lykkedes ikke! Tobakken sved af helvede til på tungen og smagte mig slet ikke. Med stor ihærdighed lykkedes mig dog i en periode at udholde at ryge blå Orlik ("American Style"), og det blev så interessant; det gjorde ingen af de andre. Jeg vendte dog altid tilbage til den gode gamle Mixture, som af inkarnerede piberygerne blev betegnet som parfumeret hø. Cigaretter var jeg også begyndt at ryge, initieret af en-dags spritture til Travemünde, hvor en stang smøger kunne erhverves for mindre end en lærlingeugeløn. Når turens ration (som også indbefattede de i overtøjet indsmuglede ekstra pakker) var brugt op, var det aldrig noget problem at holde op med at ryge cigaretter. Således har mit rygerliv fulgt en sinuskurve, men i mine rygerperioder, som senere oftest var forbundet med stressende livsafsnit, har jeg fint kunne matche storrygeres tobaksforbrug. Prince var og blev mit foretrukne mærke, men forsøg blev også gjort med Kings og Scotmann. Camel blev også forsøgt (så var man virkelig cool ) men jeg kunne simpelthen ikke udstå smagen. Under ferier i Tyskland røg jeg altid ’Ernte 23’. Den smagte mig godt – og så var pakken også meget flot gul.

Som lærling på De Forenede Jernstøberier i Næstved måtte der ikke ryges i arbejdstiden. Der blev dog set igennem fingre med at vi (lærlinge) mødtes kl. 10 og kl. 14 ude på toilettet (altid omtalt som lokummet) og brændte tobak af. Cigaretter (Grøn Cecil – ren lavstatus) kunne købes stykvis hos Peter Rehn, som betjente den store kantpresse udenfor lokummet for 10 øre stykket. Han sikrede sig en lille ekstraindtægt til den sparsomme arbejdsmandsløn. (Andre havde også biindtægter; kontrolløren Henry solgte gule citronvand, og svejseren Ernst var altid leveringsdygtig i kondomer). Cigaretskodderne smed vi ofte i pisserenden. Hvis "Røde Carl" opdagede det, faldt der brænde ned. "Røde Carl" havde som hovedopgave at gøre rent på lokummet. Tilnavnet havde han erhvervet sig som entusiastisk medlem af det dengang nydannede SF. Han gik altid rundt med "Minavisen" i baglommen, som han påtvang de toiletbesøgende at låne med ind i de enkelte toiletkabiner. (som alternativ til den mere underlødige litteratur, der lå sammenkrøllet bag radiatoren!). "Minavisen" var SF's ugeavis - en slags socialistisk "menighedsblad” - som dengang var redigeret af den senere SF-formand Gert Petersen. Hvis disse - uofficielle - rygepauser trak ud, så blev vi hentet tilbage til arbejdet af de svende, vi var tilknyttet. Mod slutningen af min læretid besluttede vi lærlinge os for et "oprør". Vi ville have lov til at ryge i arbejdstiden! Som formand for lærlingeklubben blev jeg sendt op til "Den Lange", driftslederen, med vores "krav". Vi fik således gennemført, at lærlinge over 18 år måtte ryge i arbejdstiden - et resultat, jeg fik meget anerkendelse for fra smedenes tillidsmand, der belærte mig om, at rettigheder erhverves gradvis, og at næste opgave for mig måtte være at sikre alle lærlinge - uanset alder - retten til at ryge i arbejdstiden. Og så fortsatte vi - 18 år eller ej - med at brænde tobak ude på lokummet kl. 10 og kl. 14 og smide skodder i pisserenden...

Senere på Københavns Maskinskole fortsatte mit "rygerliv" sammen med mine klassekammerater, der næsten alle røg. Der måtte ikke ryges i timerne, men kun i pauserne mellem de enkelte lektioner. Ofte begyndte man ved afslutningen af en lektion at stoppe sin pibe for straks at være rygeberedt, når læreren var ude af klassen. Således også for ved afslutning af en lektion i køleteknik med teknisk lektor Ryssel, kaldet "Mr. Evercold". Øgenavnet henviser udover til lektorens fagområde også til hans flegmatiske og introverte væsen, blottet for humor. Ved synet af mig i gang med at stoppe piben fik han et raserianfald og skældte voldsomt ud. En klassekammerat, henfalden i en blid slummer, vågnede et sæt og begyndte at undskylde samt love, at gentagelse aldrig ville finde sted. Mens alle brød ud i latter luskede Mr. Evercold ud af klassen uden at kunne se det morsomme i situationen.

Som menig værnepligtig marinesoldat på bevogtningsfartøjet "P325 Nymfen" prøvede jeg for første – og eneste gang - at ryge andet end tobak. En af skibskammeraterne - falleret biologistuderende - var leveringsdygtig i hash. Da virkningen efter mit første forsøg udeblev (men til gengæld efterfølgende gav min pibe en afskyelig bismag) sluttede mine eksperimenter med dette rusmiddel.

Og så er vi tilbage på savværket, hvor tobaksrygning var forbudt overalt udendørs - og indendørs kun i nærmere bestemte områder. Brandfaren i virksomheden med masser af tørt træ lurede overalt. Et slukket cigaretskod udendørs hensatte som regel den koleriske og letantændelige (undskyld udtrykket!) brandchef i en svært manisk tilstand, og det medførte som regel en større efterforskning, som dog sjældent førte til domsfældelse. Brandchefen, kaldet 'Lyn-Ejner', havde sin "once-in-a-lifetime"-oplevelse den dag, han greb en besøgende med en tændt cigaret i munden. For Lyn-Ejner var der aldrig langt fra tanke til handling. I stærkt ophidsede tilstand flåede han cigaretten ud af fløsen på den målløse gæst. Episoden fandt sted i mølleriet, hvor pudsestøv og spåner fra bræddeproduktionen blev sorteret i fraktioner og fyldt i sække - nok fabrikken mest brandfarlige område. Den formastelige gæst - en potentiel kunde - var i selskab med den for dette sekundære produkt (der var forbud i virksomheden mod at betegne det som affald!) salgsansvarlige, der hed Hans til fornavn. Han var også salgsansvarlig for salg af brænde, heriblandt klodser fra kapsavene og blev altid omtalt som Klods-Hans. Som man måske vil forstå, var salgsområdet ikke firmaets vigtigste, men ikke desto mindre var Klods-Hans en selvbevidst person, der efter mange års tro tjeneste i firmaet var blevet udnævnt til prokurist. En sådan person træder man ikke ustraffet over tæerne! "Overgrebet" mod en af hans fremtidige kunder medførte en skriftlig klage til direktionen, som igen mundede ud i en skriftlig henstilling til Lyn-Ejner om at dæmpe sig lidt ned, når der var kunder på besøg. Handsken var kastet og Lyn-Ejner tog den op. I en mange sider lang svarskrivelse til direktionen, tilbyder han at trække sig fra jobbet som sikkerheds- og brandchef, "og det endda lidt hurtigt" sluttedes han sin skrivelse af med. (Jeg ved det, for som hans senere midlertidige afløser fik jeg indblik i en alt andet end kedelig korrespondance med chefer, myndigheder, brandvæsen, afdelingschefer og mange andre om alt mellem himmel og jord!) Heldigvis for alle parter fik besindige personer i direktionen talt de ophidsede parter ned, og livet kunne forsætte sin vante gang....

Men ikke alle rygerrelaterede begivenheder på savværket var lige dramatiske. På kraftcentralen røg vi næsten alle sammen, og ofte måtte man nærmest "skære" sig gennem tobaksrøgen i kontrolrummet for at komme hen til pulten. På et tidspunkt indgik vi maskinmestre en kollektiv rygestopaftale. Det blev en jammerlig forestilling. Det startede flot og i fin stil med at den mest handlekraftige af os nonchelant brændte sine piber i den gamle Kedel 2. Situationen blev snart uholdbar. Chefen, der nok havde været den ivrigst rygende af os, begyndte at spise flødekarameller i en hel uhørt mængde. Ustandselig hørtes lyden af skrivebordskuffen gå op og i, og flødekaramelpapir blive krøllet sammen og smidt i papirkurven. Samtidig ophørte hans humørsvingninger. Nu var han konstant sur og gnaven – ikke som tidligere kun i perioder. En noget ældre kollega fortrak til toilettet med sin pibe, som han tidligere havde for vane konstant at trække vejret gennem. En odør af "Sweet Dublin" røbede, at hans toiletbesøg tjente mere end ét formål. Forespurgt om han røg i smug på toilettet, lignede han en skoledreng grebet på fersk gerning, men benægtede at have brændt tobak af. Situationen var selvfølgelig helt uholdbar, og efter få dage opløstes den kollektive aftale sig selv, og livet på kraftcentralen antog igen vante former. Chefen fik igen ild i sine "Grønne Cecil" og genvandt sine humørsvingninger, den resolut handlende kollega købte nye piber og den ældre kollega kunne igen ånde normalt gennem sin pibe og forpeste luften med sin "Sweet Dublin". Vi faldt alle tilbage i tidligere rygevaner.

Da min tilværelse nærmede sig, hvad der måtte formodes at være sidste kvartil for 14 år siden, blev jeg for alvor overbevist om, at uhæmmet brug af alle livets goder ikke i enhver henseende ville have en livsforlængende effekt. Der måtte træffes et (fra)valg? Jeg besluttede derfor - i en af de perioder, hvor min rygning tangerede sinuskurvens nedre grænse - til at stoppe med at ryge. Jeg overgik derfor fra at være aktiv ryger til at blive passiv ryger. Det gik relativt let. Fik jeg trang til en smøg, spiste jeg i stedet for et æble, og jeg må retfærdigvis indrømme, at i en periode var mit forbrug af æbler nok over det normale.

Men tilbage står, at rygning har givet mig store oplevelser......

Nattevagt

Året er 1973. I mit 28. år går jeg skifteholdsvagt for 3. år på den største private arbejdsplads i den østsjællandske provinsby. Træindustrien er den største af slagsen i Europa. Jeg har mit arbejde på kraftcentralen - et lille elværk, stort nok til at strømforsyne en middelstor provinsbys borgere. Det er dog ikke tilfældet, for elektricitet og damp er udover træ virksomhedens nødvendige ressourcer. Sammen med 3 jævnaldrende kolleger dækker jeg maskinmestervagter i 3-holdskift. Vagtplanens løber over 4 uger og fordeles med 7 dages dagvagt, 7 dages aftenvagt og 7 nætters nattevagt og ind i mellem er de 7 syv fridage fordelt. Fri hver 4. weekend, hvor socialt samvær med venner og familie kan antage normale former, hvis ikke en kollegas sygdom eller ferie umuliggør det, for den aldrende afløsermester er – pudsigt nok – næsten altid forhindret, når behovet opstår. Det gør det sjældent, for vi fire jævnaldrende kolleger er gode venner, og vi tager hensyn til hinanden. Hellere pine sig igennem en weekend med en kraftig forkølelse eller ulejlige en kollega.

Billedet er taget med selvudløser på en nattevagt, og i mangel af et stativ er mit nyanskaffede PETRI spejlreflekskamera stablet op på et par bøger. Det kan kun have været ”Håndbog for Maskinmester” med bogmærket stikkende ud på side 220, hvor damptabellen er bogens eneste berettigelse, og E. Stahl: ”Læren om Skibsdampmaskinen”. Det er de to eneste bøger, der har forvildet sig ind mellem reolsystemets mange ventilkataloger og ringbind med maskin-, tavle-, og kedeljournaler.

Nattevagten er noget særligt. Jeg afskyr den af et godt hjerte. Onsdagen, før der vendes om på nat og dag i syv døgn, er et helvede i de 8 år, jeg er en fast del af vagttørnen. Når afløsningen ved 23-tiden er overstået – efter over en kop kaffe at have fået en overlevering om driften og de sidste firmarygter - er det tid til at gå i gang med nattens gerninger. Og der er nok at se til, for alle opgaver – rutinemæssige og uforudsete – løses af maskinmester og kedelpasser. Opgaverne kalder kun sjældent på en teoretisk løsning. Oftest løses de bedst med en skovl eller en skiftenøgle.

Udover rutinemæssige afskrivninger hver anden time af driftsdata skal et utal af tællere og målere afskrives ved midnat. Udregnede tal for afvigte døgn føres ind i journalen, og kurver tegnes på millimeterpapir. Er det natten op til månedsskiftet, skal der slås streger på nye kvadrerede sider i den smukt indbundne journal. Kurverne studeres nøje af chefen næste morgen, og medfører ofte ubehagelige spørgsmål til vagthavende maskinmester på dagvagt - med mindre altså lige at chefen er i godt humør, hvad sjældent forekommer før ved middagstid. Andre rutineopgaver er pasning af tre dampkedler, vandbehandlingsanlægget, foretage analyser af færdigvand, kondensat og kedelvand, pejling (manuel med et lod i snor) af brændselssiloer – adgang af en udvendig 14 meter lejder med trin indstøbt i betonvæggen - samt bistå kedelpasseren med drift af den store træfyrede kedel under døgnets manuelle rensning af risten. Det er en ikke helt ufarlig operation. At dette sker om natten, hvor kraftcentralens bemanding er reduceret til 2 mand, har sin forklaring, men i ly af mørket er risikoen for, at lillebyens miljøbevidste borgere ikke bemærker operationens afledte bieffekt – en betragtelig forøgelse af røg og sod. I en periode som ny maskinmester falder jeg aldrig helt til ro, før denne manøvre er veloverstået. Der er således tilstrækkelige mange opgaver til at holde mig vågen gennem nattens otte timer. Forløber vagten uden større driftsmæssige opgaver, er der også tid til refleksion og afslapning. I nattevagtsperioden er man – jeg taler for mig selv – meget sensitiv. Man irriteres let og reagerer meget følelsesbetonet overfor indtryk. Det gælder også positive indtryk, og når jeg ved 03-tiden under indtagelse af madpakken lytter til Bruchs violinkoncert fra Sveriges musikradio på den gamle rørradio, som en kollegerne har fundet i en affaldscontainer - og til chefens tavse misbilligelse - stillet op på øverste hylde af reolsystemet, føles tilværelsen næsten himmelsk.

Indfinder trætheden sig efter en dag, hvor søvnbehovet ikke er dækket fuld tud (at sove på vagten er helligbrøde), så er tiden inde til at tage en tur op over kedelhustaget og nyde solopgangen over Køge Bugt. At betragte solopgangen en midsommermorgen kan – i den følelseslabile tilstand, som nattevagtsperioden genererer – næsten få mig til at tro på, at højere magter styrer tilværelsen på jorden.

Men det er langt fra alle nattevagter, der indbyder til romantik og irrationelle følelser. Ofte sker dramatiske hændelser, der kræver hurtige rationelle handlinger, som den unge uerfarne maskinmester er ene om at skal tage stilling til.

Støjen er øredøvende, da jeg en nat ved 03-tiden bringes retur til den virkelige verden. "Hvad fanden sker der?" farer det igennem mit hoved, mens jeg styrter ud på fyrpladsen, hvor kaskader af støv, savsmuld og isoleringsmaterialer er på vej ned fra galleriet over de gamle kedler. Jeg løber videre ud i det fri, besluttet på at handle, men hvordan? At stoppe hele anlægget er en alvorlig sag, som efterfølgende - hvis beslutningen er forkert - kan medføre stor misbilligelse fra chefen. Efter kort tids overvejelser vælger jeg - i min totale forvirring - at foretage en hastig total nedlukning af hele anlægget og dermed af hele fabrikken; jeg udløser hurtiglukkeren på turbinen og trykker på kedlernes nødstop. Er beslutningen forkert, venter der ubehageligheder næste dag, for min chef har sjældent den store tolerance overfor fejltagelser - ej heller overfor for en ung uerfaren maskinmester, men mindre fejlen er tilstrækkelig stor. Så bakker han sin medarbejder op uden forbehold. Da støjen efter nogle minutter er aftaget, og støvet har lagt sig, finder jeg ud af, at en 2" prop er blæst ud af en dampledninger med 13 bars damptryk ved temperatur på 220 gr. C. Hvis jeg havde passeret forbi lækagen, ville jeg have fået blæst hovedet af. Med tilkaldte kollegers assistance bliver defekten udbedret og anlægget startet op igen. Jeg undgår en reprimande fra chefen. Det er det nærmeste, jeg kommer en anerkendelse for at have handlet rigtigt...Hans normale reaktion på unge maskinmestres fejltagelser er typisk en let dulgt tilkendegivelse af, at man er idiot, mens en ytring i retning af: "Ja, så tror jeg s'gu da nok, jeg have valgt en anden løsning", tilkendegiver, at det, man har gjort, er ok. At min beslutning denne nat ikke efterfølgende kommenteres af ham, må jeg betragte som en anerkendelse...

En smuk sommermorgen, hvor jeg fra kedelhustaget nyder solopgangen over Køge Bugt, begynder en sikkerhedsventil af blæse. Det lyder meget voldsomt, for den er ikke udrustet med lyddæmper. Særlig meget dramatik er der ikke forbundet med situationen. Den forekommer en gang imellem, når en afdeling uvarslet lukker af for dampen, og ventilen lukker normalt efter få sekunder af sig selv, når trykket i dampsystemet er faldet. Jeg begiver uden forhøjet puls ned for at efterjustere systemtrykket, så det ikke gentager sig. Men sikkerhedsventilen forsætter med at larme, for den lukker ikke i, uanset hvor meget jeg nedjusterer damptrykket. Noget må gøres! Desværre befinder sikkerhedsventilen sig over damprørene under taget på galleriet og er ikke umiddelbart tilgængelig - selv med en stige. Der må være forløbet det meste af en times tid, inden jeg - ene mand - har fået bakset en stige op ad den smalle stållejder til galleriet og har fundet et sted at stille den, hvorfra det er muligt - over andre damprør - at mave mig hen til lydkilden og give den nogle gevaldige dask med en smedehammer. Og så klapper den i! Det er ikke en metode, der er beskrevet som anbefalelsesværdigt i nogen teknisk litteratur! Jeg antager - på det tidspunkt - har der næppe været en vågen person i den lille sjællandske provinsby eller på Stevns! Og den lokale presse kunne efterfølgende føje endnu et par vrede læserbreve til de mange, som i denne periode - vendt mod savværket, - udgør en stor del af læsestoffet i det lokale venstreblad.

Mere muntre episoder forekommer også på nattevagten. Senere i karrierens forløb - på en fridag - ringer chefen til mig. Om jeg kan komme på nattevagt, for der er indtelefoneret en bombetrussel mod savværket, som derfor må forventes sprængt i luften i nattens løb, og ekstrabemanding er påkrævet. Af chefens mange kompetencer er evnen til at modtage et afslag ikke blandt de mest fremtrædende, så jeg indvilliger. Jeg møder ind kl. 23 til et savværk i undtagelsestilstand. Ekstra bemanding er indkaldt som udkigsposter på strategiske steder. Jeg bliver posteret på taget af kedelhuset og udstyret med en walkie talkie. Operationen styres af virksomhedens brand- og sikkerhedschef, der går under navnet 'Lyn-Ejner'. Han er en flamboyant person med et ganske voldsomt temperament, der selv på en rolig dag ofte uden varsel flammer op. Og så elsker han dramatik, og skaber den ofte selv. 'Lyn-Ejner' er i sit es, og han styrer nattens begivenheder med stor entusiasme, og det er ham, der skal meldes tilbage til. Natten igennem kører han rundt på området i sin mørkeblå Toyota, skiftevis med tændte og slukkede forlygter - alt efter hvad situationen må kræve. Til savværkets område hører et større opdæmmet område med blød sand. På et tidspunkt observeres en person løbende ud over dette område. Han eftersættes af en truck med små faste ringe. Den kører fast i det bløde sand, og endnu en truck sendes efter den uidentificerede mørke skikkelse. Også denne truck kører fast, så nu sidder der så to trucks fast i sandet, og den mørke person er pist væk. Han bliver senere identificeret til at ikke at være en attentatmand, men en ærlig indbrudstyv, der under forsøg på indbrud i en af kantinerne er blevet overrasket over det store opbud af personer, og altså opgiver sin ærinde halvvejs.

I morgengryet kan jeg – fra min post på kedelhustaget - melde om en cyklist uden lygter på vej ned af cykelstien indenfor hegnet ud mod den offentlige vej. 'Lyn-Ejner' er straks oppe på mærkerne og sin mørkeblå Toyota følger han - med slukkede lygter - efter i behørig afstand. Nede ved en afdeling stopper den mørklagte cyklist og stiller sig med front mod en bygning. 'Lyn-Ejner' har nu - i passende afstand - forladt den mørkeblå Toyota og sniger sig ind på skikkelsen bagfra! Med et bagfaldsgreb tvinges den mørklagte cyklist resolut i jorden! Det er virkelig dramatik på højt plan. Og så går fejltagelsen op for 'Lyn-Ejner'. Den 'mystiske' person er en medarbejder, der - i god tid før produktionen starter op om morgenen - har til opgave at rense savsmuld ud under diverse transportbånd, og det øjeblik han brutalt nedlægges bagfra, er han - inden dagens dont - i færd med at lade vandet op af en mur!

Om morgenen opløses nattens dramatik i en lettere munter stemning, som ikke forstyrres af højerestående chefer. For besynderligt nok har ingen af disse været til stede om natten.

En anden nat bliver mine sanser aktiveret af en ukendt alarmlignende lyd. Det lyder nærmest som en klokke, der ringer, og lyden er temmelig høj. Egentlig bør det ikke være så mærkeligt, for alarmsystemet er ikke konsekvent centraliseret. Der findes mange lokale alarmer, der er udstyret med en ringeklokke eller en rød lampe. Men denne lyd har jeg s'gu ikke hørt før. Jeg undersøger de nærmeste omgivelser til kontrolrummet, men udenfor er alarmen næppe hørbar. Den må komme fra kontrolrummet! Jeg lokaliserer ringelyden til et arkivskab i stål. Åbner en skuffe - for at finde et gammelt vækkeur, som en af mine mere spøjse kolleger har fundet i en affaldscontainer og anbragt i stålskabet og sat det til at ringe midt på natten. Dengang er der ikke indført affaldssortering og mange medarbejdere benytter flittigt firmaets container til privat affald. Og ligeså mange medarbejdere benytter sig af muligheden til at klunse - deriblandt min spøjse kollega. Engang finder han en udstoppet and og anbringer den i en el-tavle. Jeg husker ikke reaktionen hos den kollega, som må være blevet meget overrasket ved synet!

Selvom jeg i de år bestemt ikke brød mig om nattevagtsperioden, så var det ikke altid lige kedeligt.....