Nattevagt

Året er 1973. I mit 28. år går jeg skifteholdsvagt for 3. år på den største private arbejdsplads i den østsjællandske provinsby. Træindustrien er den største af slagsen i Europa. Jeg har mit arbejde på kraftcentralen - et lille elværk, stort nok til at strømforsyne en middelstor provinsbys borgere. Det er dog ikke tilfældet, for elektricitet og damp er udover træ virksomhedens nødvendige ressourcer. Sammen med 3 jævnaldrende kolleger dækker jeg maskinmestervagter i 3-holdskift. Vagtplanens løber over 4 uger og fordeles med 7 dages dagvagt, 7 dages aftenvagt og 7 nætters nattevagt og ind i mellem er de 7 syv fridage fordelt. Fri hver 4. weekend, hvor socialt samvær med venner og familie kan antage normale former, hvis ikke en kollegas sygdom eller ferie umuliggør det, for den aldrende afløsermester er – pudsigt nok – næsten altid forhindret, når behovet opstår. Det gør det sjældent, for vi fire jævnaldrende kolleger er gode venner, og vi tager hensyn til hinanden. Hellere pine sig igennem en weekend med en kraftig forkølelse eller ulejlige en kollega.

Billedet er taget med selvudløser på en nattevagt, og i mangel af et stativ er mit nyanskaffede PETRI spejlreflekskamera stablet op på et par bøger. Det kan kun have været ”Håndbog for Maskinmester” med bogmærket stikkende ud på side 220, hvor damptabellen er bogens eneste berettigelse, og E. Stahl: ”Læren om Skibsdampmaskinen”. Det er de to eneste bøger, der har forvildet sig ind mellem reolsystemets mange ventilkataloger og ringbind med maskin-, tavle-, og kedeljournaler.

Nattevagten er noget særligt. Jeg afskyr den af et godt hjerte. Onsdagen, før der vendes om på nat og dag i syv døgn, er et helvede i de 8 år, jeg er en fast del af vagttørnen. Når afløsningen ved 23-tiden er overstået – efter over en kop kaffe at have fået en overlevering om driften og de sidste firmarygter - er det tid til at gå i gang med nattens gerninger. Og der er nok at se til, for alle opgaver – rutinemæssige og uforudsete – løses af maskinmester og kedelpasser. Opgaverne kalder kun sjældent på en teoretisk løsning. Oftest løses de bedst med en skovl eller en skiftenøgle.

Udover rutinemæssige afskrivninger hver anden time af driftsdata skal et utal af tællere og målere afskrives ved midnat. Udregnede tal for afvigte døgn føres ind i journalen, og kurver tegnes på millimeterpapir. Er det natten op til månedsskiftet, skal der slås streger på nye kvadrerede sider i den smukt indbundne journal. Kurverne studeres nøje af chefen næste morgen, og medfører ofte ubehagelige spørgsmål til vagthavende maskinmester på dagvagt - med mindre altså lige at chefen er i godt humør, hvad sjældent forekommer før ved middagstid. Andre rutineopgaver er pasning af tre dampkedler, vandbehandlingsanlægget, foretage analyser af færdigvand, kondensat og kedelvand, pejling (manuel med et lod i snor) af brændselssiloer – adgang af en udvendig 14 meter lejder med trin indstøbt i betonvæggen - samt bistå kedelpasseren med drift af den store træfyrede kedel under døgnets manuelle rensning af risten. Det er en ikke helt ufarlig operation. At dette sker om natten, hvor kraftcentralens bemanding er reduceret til 2 mand, har sin forklaring, men i ly af mørket er risikoen for, at lillebyens miljøbevidste borgere ikke bemærker operationens afledte bieffekt – en betragtelig forøgelse af røg og sod. I en periode som ny maskinmester falder jeg aldrig helt til ro, før denne manøvre er veloverstået. Der er således tilstrækkelige mange opgaver til at holde mig vågen gennem nattens otte timer. Forløber vagten uden større driftsmæssige opgaver, er der også tid til refleksion og afslapning. I nattevagtsperioden er man – jeg taler for mig selv – meget sensitiv. Man irriteres let og reagerer meget følelsesbetonet overfor indtryk. Det gælder også positive indtryk, og når jeg ved 03-tiden under indtagelse af madpakken lytter til Bruchs violinkoncert fra Sveriges musikradio på den gamle rørradio, som en kollegerne har fundet i en affaldscontainer - og til chefens tavse misbilligelse - stillet op på øverste hylde af reolsystemet, føles tilværelsen næsten himmelsk.

Indfinder trætheden sig efter en dag, hvor søvnbehovet ikke er dækket fuld tud (at sove på vagten er helligbrøde), så er tiden inde til at tage en tur op over kedelhustaget og nyde solopgangen over Køge Bugt. At betragte solopgangen en midsommermorgen kan – i den følelseslabile tilstand, som nattevagtsperioden genererer – næsten få mig til at tro på, at højere magter styrer tilværelsen på jorden.

Men det er langt fra alle nattevagter, der indbyder til romantik og irrationelle følelser. Ofte sker dramatiske hændelser, der kræver hurtige rationelle handlinger, som den unge uerfarne maskinmester er ene om at skal tage stilling til.

Støjen er øredøvende, da jeg en nat ved 03-tiden bringes retur til den virkelige verden. "Hvad fanden sker der?" farer det igennem mit hoved, mens jeg styrter ud på fyrpladsen, hvor kaskader af støv, savsmuld og isoleringsmaterialer er på vej ned fra galleriet over de gamle kedler. Jeg løber videre ud i det fri, besluttet på at handle, men hvordan? At stoppe hele anlægget er en alvorlig sag, som efterfølgende - hvis beslutningen er forkert - kan medføre stor misbilligelse fra chefen. Efter kort tids overvejelser vælger jeg - i min totale forvirring - at foretage en hastig total nedlukning af hele anlægget og dermed af hele fabrikken; jeg udløser hurtiglukkeren på turbinen og trykker på kedlernes nødstop. Er beslutningen forkert, venter der ubehageligheder næste dag, for min chef har sjældent den store tolerance overfor fejltagelser - ej heller overfor for en ung uerfaren maskinmester, men mindre fejlen er tilstrækkelig stor. Så bakker han sin medarbejder op uden forbehold. Da støjen efter nogle minutter er aftaget, og støvet har lagt sig, finder jeg ud af, at en 2" prop er blæst ud af en dampledninger med 13 bars damptryk ved temperatur på 220 gr. C. Hvis jeg havde passeret forbi lækagen, ville jeg have fået blæst hovedet af. Med tilkaldte kollegers assistance bliver defekten udbedret og anlægget startet op igen. Jeg undgår en reprimande fra chefen. Det er det nærmeste, jeg kommer en anerkendelse for at have handlet rigtigt...Hans normale reaktion på unge maskinmestres fejltagelser er typisk en let dulgt tilkendegivelse af, at man er idiot, mens en ytring i retning af: "Ja, så tror jeg s'gu da nok, jeg have valgt en anden løsning", tilkendegiver, at det, man har gjort, er ok. At min beslutning denne nat ikke efterfølgende kommenteres af ham, må jeg betragte som en anerkendelse...

En smuk sommermorgen, hvor jeg fra kedelhustaget nyder solopgangen over Køge Bugt, begynder en sikkerhedsventil af blæse. Det lyder meget voldsomt, for den er ikke udrustet med lyddæmper. Særlig meget dramatik er der ikke forbundet med situationen. Den forekommer en gang imellem, når en afdeling uvarslet lukker af for dampen, og ventilen lukker normalt efter få sekunder af sig selv, når trykket i dampsystemet er faldet. Jeg begiver uden forhøjet puls ned for at efterjustere systemtrykket, så det ikke gentager sig. Men sikkerhedsventilen forsætter med at larme, for den lukker ikke i, uanset hvor meget jeg nedjusterer damptrykket. Noget må gøres! Desværre befinder sikkerhedsventilen sig over damprørene under taget på galleriet og er ikke umiddelbart tilgængelig - selv med en stige. Der må være forløbet det meste af en times tid, inden jeg - ene mand - har fået bakset en stige op ad den smalle stållejder til galleriet og har fundet et sted at stille den, hvorfra det er muligt - over andre damprør - at mave mig hen til lydkilden og give den nogle gevaldige dask med en smedehammer. Og så klapper den i! Det er ikke en metode, der er beskrevet som anbefalelsesværdigt i nogen teknisk litteratur! Jeg antager - på det tidspunkt - har der næppe været en vågen person i den lille sjællandske provinsby eller på Stevns! Og den lokale presse kunne efterfølgende føje endnu et par vrede læserbreve til de mange, som i denne periode - vendt mod savværket, - udgør en stor del af læsestoffet i det lokale venstreblad.

Mere muntre episoder forekommer også på nattevagten. Senere i karrierens forløb - på en fridag - ringer chefen til mig. Om jeg kan komme på nattevagt, for der er indtelefoneret en bombetrussel mod savværket, som derfor må forventes sprængt i luften i nattens løb, og ekstrabemanding er påkrævet. Af chefens mange kompetencer er evnen til at modtage et afslag ikke blandt de mest fremtrædende, så jeg indvilliger. Jeg møder ind kl. 23 til et savværk i undtagelsestilstand. Ekstra bemanding er indkaldt som udkigsposter på strategiske steder. Jeg bliver posteret på taget af kedelhuset og udstyret med en walkie talkie. Operationen styres af virksomhedens brand- og sikkerhedschef, der går under navnet 'Lyn-Ejner'. Han er en flamboyant person med et ganske voldsomt temperament, der selv på en rolig dag ofte uden varsel flammer op. Og så elsker han dramatik, og skaber den ofte selv. 'Lyn-Ejner' er i sit es, og han styrer nattens begivenheder med stor entusiasme, og det er ham, der skal meldes tilbage til. Natten igennem kører han rundt på området i sin mørkeblå Toyota, skiftevis med tændte og slukkede forlygter - alt efter hvad situationen må kræve. Til savværkets område hører et større opdæmmet område med blød sand. På et tidspunkt observeres en person løbende ud over dette område. Han eftersættes af en truck med små faste ringe. Den kører fast i det bløde sand, og endnu en truck sendes efter den uidentificerede mørke skikkelse. Også denne truck kører fast, så nu sidder der så to trucks fast i sandet, og den mørke person er pist væk. Han bliver senere identificeret til at ikke at være en attentatmand, men en ærlig indbrudstyv, der under forsøg på indbrud i en af kantinerne er blevet overrasket over det store opbud af personer, og altså opgiver sin ærinde halvvejs.

I morgengryet kan jeg – fra min post på kedelhustaget - melde om en cyklist uden lygter på vej ned af cykelstien indenfor hegnet ud mod den offentlige vej. 'Lyn-Ejner' er straks oppe på mærkerne og sin mørkeblå Toyota følger han - med slukkede lygter - efter i behørig afstand. Nede ved en afdeling stopper den mørklagte cyklist og stiller sig med front mod en bygning. 'Lyn-Ejner' har nu - i passende afstand - forladt den mørkeblå Toyota og sniger sig ind på skikkelsen bagfra! Med et bagfaldsgreb tvinges den mørklagte cyklist resolut i jorden! Det er virkelig dramatik på højt plan. Og så går fejltagelsen op for 'Lyn-Ejner'. Den 'mystiske' person er en medarbejder, der - i god tid før produktionen starter op om morgenen - har til opgave at rense savsmuld ud under diverse transportbånd, og det øjeblik han brutalt nedlægges bagfra, er han - inden dagens dont - i færd med at lade vandet op af en mur!

Om morgenen opløses nattens dramatik i en lettere munter stemning, som ikke forstyrres af højerestående chefer. For besynderligt nok har ingen af disse været til stede om natten.

En anden nat bliver mine sanser aktiveret af en ukendt alarmlignende lyd. Det lyder nærmest som en klokke, der ringer, og lyden er temmelig høj. Egentlig bør det ikke være så mærkeligt, for alarmsystemet er ikke konsekvent centraliseret. Der findes mange lokale alarmer, der er udstyret med en ringeklokke eller en rød lampe. Men denne lyd har jeg s'gu ikke hørt før. Jeg undersøger de nærmeste omgivelser til kontrolrummet, men udenfor er alarmen næppe hørbar. Den må komme fra kontrolrummet! Jeg lokaliserer ringelyden til et arkivskab i stål. Åbner en skuffe - for at finde et gammelt vækkeur, som en af mine mere spøjse kolleger har fundet i en affaldscontainer og anbragt i stålskabet og sat det til at ringe midt på natten. Dengang er der ikke indført affaldssortering og mange medarbejdere benytter flittigt firmaets container til privat affald. Og ligeså mange medarbejdere benytter sig af muligheden til at klunse - deriblandt min spøjse kollega. Engang finder han en udstoppet and og anbringer den i en el-tavle. Jeg husker ikke reaktionen hos den kollega, som må være blevet meget overrasket ved synet!

Selvom jeg i de år bestemt ikke brød mig om nattevagtsperioden, så var det ikke altid lige kedeligt.....