Alfahanner

Gennem årene på arbejdsmarkedet i det frie erhvervsliv har jeg "haft" adskillige direktører. Jeg skriver "haft" i anførselstegn. Min placering i nogen organisation berettigede mig aldrig til at bruge udtrykket 'min direktør', som indikerer en direkte reference til firmaets øverste chef og dermed antyder, hvilken betydningsfuld person man er i firmaet. Ganske smart! Den mulighed fik jeg aldrig, men har dog gennem årene mødt en del af disse erhverslivets alfahanner – dog oftest på distancen. Det har været interessant at iagttage artens adfærd og ritualer. Om alfahanner er værd at bemærke, hvad der står skrevet i en bog om hundeopdragelse. (Venner og bekendte vil næppe tiltænke mig nogensinde at have læst om opdragelse af hunde!). I bogen associeres til alfahannen i en ulveflok. "De ulve, der lod til at have kommandoen, slikkede ikke de andre ulves ansigter - de andre slikkede alle sammen deres ansigter.......Alfaerne havde et selvtillidsniveau, en holdning, de førte sig anderledes fysisk frem. De underordnede udsendte også deres signaler. Nogle lod sig bare falde ned foran deres førere. De yngre og lavere rangerende kom ikke engang så langt frem, de holdt sig tilbage. Det var, som om kun nogle af ulvene havde ret til at slikke føreren, andre af dem havde ikke."

Kan betragtninger om alfahanner i en ulveflok overføres til erhvervsledere? Vurdér selv!
Nogle af de direktører, jeg har haft kendskab til, har været alfahanner og har været personligheder. De har afsluttet karrieren med høje poster i erhvervslivet og i samfundet. Andre ramte med direktørjobbet vel deres inkompetanceniveau.
Som læredreng på De Forenede Jernstøberiers maskinfabrik i den sydsjællandske provinsby var direktør Rainals af den gamle skole. Han var civilingeniør med en mangeårig fortid som chef for et foretagende i Østen. En værdig mand med udstråling var han. Min far, som var smed samme sted, snakkede ofte om Rainals. Inden jeg kom i lære, havde jeg som arbejdsdreng ofte betjent ham på Caltextanken i Ringstedgade, når han kom ind for at få tanket sin store Vauxhall Victor. Overfor en arbejdsdreng som mig var han fåmælt  og værdigede mig hverken blik eller overflødige ord. Det var ikke her karismaen sprudlede….
Men på sin daglige tur gennem maskinfabrikkens værksteder og maskinhaller hilste han jovialt til højre og venstre og på mange oven i købet med navns nævnelse. Og de gamle konservative socialdemokrater labbede det i sig, som en spædkalv labber mælk. Det gik rent ind - også hos min far. En dag stoppede han op ved min far, som monterede store centralvarmekedler, og bad ham ændre en studs. Min far kunne ikke kunne se formålet og overvejede ikke at gøre det. ”For i morgen havde Rainals nok glemt alt om det.” tænkte han! Han gjorde det dog. Og godt for det, for næste dag under formiddagsturen gik Rainals direkte hen til min far, stillede sig ved siden af ham, pegede på studsen og: "Kan De ikke se det, Jacobsen? Det ser da meget bedre ud nu, det må De da indrømme!" En anden gang havde min far og Rainals kurs mod samme dør på samme tid. Min far holdt døren for direktøren, hvilket bagefter gav ham dårlig samvittighed overfor arbejdskammeraterne, der kunne tro han fedtede. Det fortalte min far derhjemme, og tilføjede: "Jeg synes ikke, jeg kunne være andet bekendt." Men min far var en venlig og høflig mand, der havde holdt døren for hvem som helst.
Den næste direktør, jeg oplevede, havde ikke samme udadvendte udstråling, når han en meget sjælden gang vovede sig ned fra bjerget og ud i det virkelige liv. På den østsjællandske træindustri, hvor jeg adskillige år senere havde fået job, mødte jeg godsejeren - for det var direktøren i fritiden - i en stor mennesketom produktionshal. Jeg hilste velopdragent. En hilsen, der bevaredes med et diskret tavst nik.
I større forsamlinger forholdt det sig anderledes; her kunne han snakke en ko ud af en kløvermark. En vittighed gik på, at spurgte man ham om, hvad klokken var, så kunne han snakke om det en time, uden nogen bagefter var blevet klar over tidspunktet. Den daglige ledelse kørte han med hård hånd og uden slinger i valsen. I en periode, hvor firmaets eksistens stod på spild, måtte hver enkelt afdelingsleder hver morgen på et møde fremlægge hvilke udgifter de denne dag havde tænkt sig at belaste firmaets slunkne kasse med. Engang mente en afdelingsleder, at hans gage var alt for lille i forhold den indsats, han ydede. Han vovede sig op på 'bjerget' anmodede om gageforhøjelse. Da han kort tid efter forlod direktionskontoret, var han fuldt og fast overbevist om, at han fik en alt for høj gage. Historien har jeg fra hestens egen mund! Onde tunger påstod, at afdelingslederen efterfølgende gik baglæns ned ad trappen fra 'bjerget', hvilket jo nok er en skrøne. Inden godsejeren forlod den østsjællandske træindustri på sin videre vej i karrieren, havde han ved en mirakelkur sikret virksomhedens overlevelse ved at sælge store arealer af firmaets grund fra til kommunen, for derefter at leje samme grund af kommunen for et længere åremål. Kommunal støtte? Jovist, men kommunen var vel heller ikke blind for konsekvensen af tabte arbejdspladser på byens største virksomhed. Han havde skaffet den østsjællandske virksomhed en pæn sum penge i bunden af pengekassen og dermed et solidt grundlag for den videre drift. Efter et par andre direktørposter og nogle tillidsposter blev han både industriminister, kammerherre samt medlem af bestyrelsen i landets største rederi. Eftermælet om ham som en stor erhvervsleder på den østsjællandske træindustri lever endnu og er nok ikke uberettiget, hvilket bekræftes af det videre karriereforløb.
Den senere industriministers afløser blev en nyansat rødhåret direktionssekretær, der mindede mere om en student end om en kommende leder. Han kom fra et job på en brødfabrik, og fik øgenavnet "Krumme", som blev hurtigt afløst af "Den Røde". Mange forventede nu at kunne 'trække vejret lidt mere frit'. Det gjaldt især lederniveauet under direktionen, der nok havde nogle ønsker om, at kunne 'styre' direktøren efter nogle hårde år i godsejerens jerngreb. De tog fejl! Det blev hurtigt klart for alle, at der var 'Den Røde' og så var der de andre! Godt hjulpet af et flammende temperament blev ingen aldrig i tvivl om, hvem der bestemte. Det gjorde "Den Røde"! Ubekræftede rygter sagde, at han i raseri kunne finde på at kaste med møblementet i det beskedne første sals direktionskontor, hvor han residerede ved grundlæggerens gamle skrivebord.
Jeg lærte ham at kende lidt, efter at få nøglepersoner i fem dage havde været 'spærret inde' på savværket under en ulovlig blokade. Et par andre maskinmestre og jeg var en nat i begyndelsen af blokaden blevet afhentet af 'Den Røde' i  hustruens Ford Fiesta og ved at lege røvere og soldater med nogle blokadevagter, var det lykkedes få åbnet en bagport og komme indenfor. Vi maskinmestres opgave var at opretholde varmeforsyningen til varelagrene og sikre disses værdi. ”Den Røde” fandt det helt naturligt, at han som firmaets chef skulle være til stede. Han var som altid i front, også når der var problemer. Under disse dages blokade, lærte vi ham at kende som en munter og ligetil person for hvem ingen af sprogets mere folkelige gloser syntes ukendte. Det fik vi lejlighed til at konstatere, når han grinende kom og fortalte om sine diskussioner med blokadevagterne ude ved hegnet. I tiden efter blokaden snakkede jeg en gang i mellem med ham, når vores veje krydsedes på virksomheden, og det var ganske hyggeligt, for han ville gerne snakke og man glemte somme tider, at han var direktør. Vi var også kommet på fornavn - han i hvert fald med mig. Men han kunne også være meget kontant. Engang havde jeg ham i telefonen, for han ønskede nogle tal i en rapport uddybet, og jeg må i mit svar have vævet en del, for hurtigt afbrød han mig med ordene: "Det er jeg så udmærket klar over Bent, men gider du ikke bare svare på, hvad jeg spurgte om!" En anden gang kom jeg ved en reception i et privat hjem til at sidde ved siden af ham. Man kunne som medarbejder til en rimelig pris købe udrangerede firmabiler, og da jeg vidste, at 'Den Rødes" store Citroën CX stod for udskiftning, benyttede jeg lejligheden til at spørge lidt nærmere ind til bilen. Jeg var ret vild med store biler. Han var straks fyr og flamme og fortalte ret begejstret om vognen. Jeg omtalte et par synlige skavanker på bilen, vel i håb om at kunne erhverve den for mere fordelagtig pris. Det passede ham ikke! Samtalen sluttede med ordene: "Jeg er da skide ligeglad med, om du vil købe min bil eller ej," Og så vendte han sig mod en anden og indledte en samtale. Til de månedlige informationsmøder kunne han finde på at sætte folk, der kom for sent i skammekrogen. Med bidende sarkasme kunne han anvise en højt (selv)estimeret afdelingsleder, der kom for sent, til at tage plads i det fjerneste hjørne, "for jeg ser, dér er lige en ledig plads". Engang, hvor der var meget fokus på firmaets udledning spildevand, havde Green Peace ankret op med et skib ude i bugten. "Den Rødes" melding til medarbejderne var, at ville se "en eneste medarbejder pisse i bugten!" Green Peace antydede i samme anledning, at firmaet havde en hemmelig ledning, hvor man om natten lukkede spildevand ud i bugten. Forespurgt om dette i lokalradioen, svarede ”Den Røde”, der på ingen måde gik på akkord med sin irritation over spørgsmålet, om hun (intervieweren ) "for helvede troede, at han rendte rundt nede på fabrikken i pyjamas om natten og lukkede vand ud i bugten!”
Selv fik jeg for alvor hans temperament at mærke en dag, hvor en fjernere beliggende kedel var begyndt at ryge. Kedlen lå lige overfor direktionskontoret, og på cykel ud for at stoppe røgudviklingen, som der dengang var meget fokus på fra byen, blev jeg mødt af "Den Røde", der var kommet ned fra "Bjerget", i ophidset tilstand. Hans specifikke svada mod mig husker jeg ikke, men det var noget med "hvad fanden vi egentlig sad og lavede nede på kraftcentralen" og en bemærkning om "at få lettet røven i en vis fart!"
Efter en periode på omkring 10 år skulle han videre i karrieren. Han havde videreført den gode udvikling, der var startet under godsejeren og havde værnet omhyggelig over den betydelige pengesum, der lå på bunden af kassen. Karrieren sluttede han som den højest lønnede danske erhvervsleder i spidsen for en nordisk forretningskæde indenfor byggebranchen efter forinden at have beklædt andre høje lederposter. Et par gange så jeg ham på TV, bla. i forbindelse med en kritik af forretningskæden for forhandle produkter udført med børnearbejde. Typisk for "Den Røde" gik han ikke i skjul, men trådte selv frem og fik effektivt lukket sagen - samt munden på den uforberedte journalist.
Han blev som direktør efterfulgt af en ældre direktør med fortid i en nordisk industrikoncern. Den nye direktør startede med bram og brask i et forsøg på at sætte sig i respekt og fik hurtigt øgenavnet "Brutalis" efter et særligt arrigt næsehorn i Zoo. Han startede med at udskifte grundlæggerens gamle skrivebord - der indtil da havde tjent de forrige direktører - med fint et designet bord, og gik så ellers i gang med at uddele skideballe til Gud og hvermand pr. telefon og opnåede derved en - omend kortvarig – respekt/frygt blandt medarbejderne. Jeg oplevede ham kort tid efter sin tiltrædelse på et møde omkring en større investering. Han ville gerne lære firmaet at kende, og deltog derfor i en del møder. Mødelederen, der - meget naturligt - havde indtaget pladsen ved bordenden, havde netop rejst sig op og begyndt en gennemgang af et eller andet. På pladsen ved bordenden havde han efterladt en halv kop kaffe og en spandauer, der kun var taget en bid af. Den nye direktør kom brasende ind i mødelokalet og indtog med største selvfølgelighed pladsen for bordenden foran den halve kop kaffe og spandaueren, som der kun var taget en bid af. Mødelederen, der tilhørte lederniveau'et lige under direktionen fik pludseligt meget travlt med at flytte rund på servicet, og måtte selv tage til takke med en plads i lokalet fjerneste krog.
Da det var firmaets ambition i denne periode at blive førende i Europa, skulle der investeres kraftigt, og den sum, godsejeren havde skaffet firmaet ved at sælge jord til kommunen, minimeredes hastigt i takt med at den nye direktør mistede overblikket over økonomien. En sand skare af konsulenter indtog firmaet; der opstod en hel skurvognsby, som husede konsulenterne. Hvor tidligere "Den Røde" havde anset konsulenters tilstedeværelse på en virksomhed som udtryk for en svag ledelse, benyttede den nye direktør sig flittigt af disse. Firmaet skulle have "et lift", og udvalgte medarbejdere blev sendt på flere weekendkurser, trygt overladt i hænderne på smarte virksomhedskonsulenter. Der blev for hver enkelt kursist udarbejdet en personlighedsanalyse og drukket en masse bajere på disse kurser - og det var vel det mest konkrete, der kom ud af det. Og jo, jeg havde nær glemt det. Vi blev bedt om efterfølgende skriftlig at redegøre for vores berettigelse i firmaet, samt anmodet om forklare, hvordan vi i fremtiden havde tænkt os at bidrage til firmaets vækst. "Afhandlingen" skulle så forsvares overfor en af de tre direktører, som udgjorde direktionen. Jeg mødte op hos den tekniske direktør ledsaget af min chef som sekundant. Mange chefer forsømte sjældent - når lejlighed gaves - nogen lejlighed til at gnubbe sig op af en direktør – og min chef var slet ingen undtagelse. Mødet fik et ganske komisk forløb. I det første kvarter satte min chef sig fuldstændigt på direktøren ved at benytte denne "gratis omgang" til at fremlægge en masse, som lå ham på sinde. På et tidspunkt erklærede direktøren, at nu skulle han altså ud og tisse, for som han sagde: "Jeg bliver så ukoncentreret, når jeg skal tisse." En såre menneskelig og for de fleste let genkendelig kendsgerning. Ærindet tog ikke lang tid, men på vejen faldt han i en længere samtale med en eller anden udenfor kontoret, og da han endelig kom tilbage et kvarter før den afsatte time var gået, erklærede han, at vi vist havde været det væsentligste igennem, og at han i øvrigt havde et møde, han skulle forberede sig til. Min "fristil" om hvordan, jeg ville redde firmaet, var vi slet ikke kommet ind på, og jeg tvivler på, han i det hele taget havde læst den
Den nye administrerende direktør hilste jeg på første gang til min jubilæumsreception, hvor han formanede min hustru til at passe godt på mig. På det tidspunkt var han vist begyndt at miste overblikket, og han søgte nu ofte kontakt med medarbejdere, han mødte på sin vej, bl. a. mig, som han nu (gen)kendte fra mit jubilæum. Han 'betroede' mig flere ting, bl. a. at han havde en meget klog hund, som burde have gået på universitetet. En meget tidlig morgen mødte jeg ham i en helt ny produktionsafdeling, som slet ikke levede op til forventningerne, og han fortalte begejstret om nattens produktion - vist mest for at overbevise sig selv om, at nu gik det fremad. Når direktører begynder at møde tidligt i en længere periode, er der grund til bekymring.
Kort tid efter - i forbindelse med et bestyrelsesmøde - blev han grebet af en helt ubændig trang til at hellige sig familien, golfspillet og i øvrigt stille sig til rådighed for eventuelle bestyrelsesposter. Han fik en fin afskedsreception og pæne ord med på vejen. I sin takketale tilbød han endnu en gang at stille sin erfaring til rådighed for interesserede bestyrelser. Så vidt vides, meldte ingen sig, og da han forlod virksomheden for sidste gang fornemmedes aftryk af fodsåler i hans bagdel.
Skæbnen - og en del virksomhedsoverdragelser - ville at mit aktive arbejdsliv sluttede som ansat i en stor international energikoncern, som var ejet af den svenske stat, men fysisk havde min arbejdslokation kun flyttet sig få hundrede meter fra, hvor det hele startede for mere end mere end 40 år siden. Der var nu meget, meget langt op til firmaets øverste chef, som residerede i Stockholm, og som i denne sammenhæng kunne være en planet i en fjern galakse. Han meddelte sig aldrig selv til medarbejderne på de elektroniske firmamedier medier, men citeredes ofte - altid ærbødigt - af lederne i de mange lokale lokationer. Lars G. Josefsson var en stor og respekteret mand i firmaet, en erhvervsleder, hvis personlighed, jeg aldrig fik mulighed for at kende en flig af....
Vittige sjæle i firmaet påstod at G'et stod for Gud, og det skulle ikke undre mig om nogen troede på det.....