Fra en lille by i en fjern provins (Savværkhistorier 4)

Det må have været omkring 1980 - eller deromkring - da der firma, jeg var ansat i som maskinmester, overtog en skrantende træindustri en fjern provins; detaljer omkring overtagelsen er ubekendte, men noget stort beløb - om overhovedet noget - har der næppe været tale om. Jeg mener at vide, at med overtagelsen fulgte et pænt beløb i egnsstøtte mod en forpligtelse til at drive fabrikken i en årrække. Egnen var nemlig præget af stor arbejdsløshed. Med overtagelsen fulgte en medarbejderstab på omkring 75 lokale sjæle. Det var baggrunden for, at jeg en dag først i 80' rene blev bedt om at tage nogle kasser med reservedele med mig i bagagerummet i forbindelse med et andet ærinde på egnen og aflevere disse på den skrantende fabrik. Jeg var i forvejen blevet advaret om, at jeg ikke skulle forvente nogen hjertelig modtagelse på fabrikken. Medarbejderne var på ingen måde tilfredse med at være blevet overtaget af den virksomhed, jeg var ansat i. De havde de været fra starten - helt uden småligt hensyntagen til, at der dermed var reddet en masse arbejdspladser. Indstillingen var klar: Hvor jeg kom fra, boede de onde!

Ankommet til fabrikken, spurgte jeg efter driftslederen. Efter lang tids venten i fabrikshallen kom der gennem lokalet sejlende en lille person, hvis røde hår bar præg af et heftigt overforbrug af Brylcreme. Ved synet af mig stoppede han op et splitsekund og spurgte: "Er det dig, der spørger efter mig?" Det kunne jeg bekræfte og fortalte, at jeg havde nogle kasser med reservedele til fabrikken, hvorefter han genoptog sejladsen gennem fabrikshallen og bad mig stille kasserne i det fjerneste hjørne, som han udpegede med ryggen til mig, mens han indprentede: "Stil dem helt ind til væggen og ovenpå hinanden, så vi ikke skal rende og falde over dem!" Og så var han væk i en dunst af billig deodorant. Han var den første af et særegent persongalleri, jeg mødte på en fabrik, som jeg ikke følte det store ønske om at besøge igen.

Det gik anderledes; i en periode blev fabrikken en del af min hverdag. En af de medarbejdere, der fulgte med ved overtagelsen var fabrikschefen. Han var en næsten 2 meter høj slank og statelig herre på omkring 60 år med en fortid som direktør gennem mange år for en træindustrivirksomhed i Afrika med mange hundrede ansatte. Denne periode må have præget hans attituder, påklædning og ledelsesstil. En velplejet moustace, en korrekt bundet 'halv Windsor' slipseknude, velsiddende habit i 'Prince of Wales-tern eller elegant tweedjakke var en del af hans hverdag. Kaffen blev ikke alene serveret af kontordamen - som var hans fraskilte hustru - men også skænket. Med sin lave monotone stemmeføring indgød han en vis respekt. Ledelsesstilen var udpræget uoplyst enevælde, og den lille filials regnskab blev omhyggeligt opbevaret i et arkivskab under dobbeltlås. Hans grundindstilling synes at være, at enhver indblanding i lokale anliggender var utidig indblanding i privatlivet – en indstilling han vistnok langsomt ændrede. Og så var han ellers jordens rareste menneske, og han var vist ikke bare respekteret men også afholdt af sine medarbejde - hans stil til trods.

I løbet af et arbejdsliv lærer man nogle personer at kende, som skiller sig ud fra mængden; man kan efter smag betegne dem som originaler, afvigere eller personligheder. Den største koncentration af sådanne personer i den koncern, jeg arbejdede i (-og det siger ikke så helt lidt!) oplevede jeg på denne lille fabrik i den fjerne provins (Jeg må her skyndsomt tilføje at andre sikkert vil sætte lignende eller endnu værre betegnelser på mig!) Som nævnt fik jeg over en kortere årrække jævnligt min gang på fabrikken, for kort efter overtagelsen af fabrikken, anmeldte hustruen til fabrikkens elektriker fabrikken til politiet for forurening. Det er jo tudetosset sådan at anmelde sin husbonds arbejdsplads til myndighederne. Man får den tanke, at ægteskabelige skærmydsler lå til grund, men nej! Noget endnu større stod på spild. Der var kommet sod på fruens vasketøj, formentlig fra fabrikken, som elektrikerparret hus grænsede op til. Det medførte besøg fra  Arbejdstilsynet og sluttelig et påbud om at nedbringe emissionen i røggassen fra kedelanlægget til under en nærmere fastsat grænseværdi. Her kommer jeg ind i billedet. Skyndsom må jeg her i sandhedens interesse tilføje, at det ikke var særligt prestigefyldt at få pålagt opgaver på netop denne fabrik i den fjerne provins, men  jeg hang på den! Kedelanlægget skulle bygges om med et effektivt røggasrensningsystem, og så skulle det automatiseres.

Kedelcentralen bestod af 2 hedtvandskedler, som blev fyret med træaffald fra produktionen. Der var ansat to kedelpassere, far og søn - lad os kalde den Fatter og Sønnike, for sådan om- og tiltalte de hinanden. De havde de mest attraktive ansættelsesforhold nord for Alperne. Vagt hver anden uge med højst 30 timers arbejde og fri efterfølgende uge. Sådanne ansættelsesforhold var en kamp værd, når nu en af 'de onde'  kom og ville ændre hverdagen. Nu var virkeligheden, at hverken Fatter eller Sønnike skulle fyres. De skulle blot arbejde - som os andre - 37 timer hver uge med opgaver udenfor kedelcentralen, idet vurderingen var, at bemandingen efter automatiseringen var 1/4 mand. Jeg skal ikke trætte med tekniske detaljer omkring ombygningen - rent fagligt var opgaven bestemt attraktiv - men blot diskret konstatere at de psykologiske udfordringer lang oversteg de tekniske, for hverken Fatter eller Sønnike havde på forhånd tænkt sig frivilligt at afgive deres erhvervede privilegier. Jeg blev mødt med kamp til stregen! I de måneder ombygningen strakte sig over, var jeg dagligt på fabrikken, og hver morgen, når jeg kørte gennem porten, sendte jeg en stille bøn til forsynet om at give mig styrke til at stå dagen igennem. Aldrig så snart var jeg kommet op på fyrpladsen på 1. sal, før Sønnike kom mig imødegåede: "Fatter siger, det kan ikke lade sig gøre fordi.."og så fulgte en forklaring fra de varme lande om, hvad de nu havde fundet på. Næste morgen gentog det sig. Sønnike næsten stormede mig  i møde: "Fatter siger, det kan ikke lade sig gøre fordi..." - og igen fulgte en ny forklaring. De havde en fin arbejdsfordeling,  Sønnike og Fatter. Fatter støbte kuglerne og Sønnike fyrede dem af - mod mig! Nu var ingen af dem gudsbenådede teknikere, så det var relativt let at tilbagevise deres argumentation. Sønnike fik efterhånden en vis tillid til mig, mens Fatter mere og mere gloede på mig, som en katten var kommet slæbene med. Egentlig var Sønnike en ganske rar fyr; han var en lidt forpjusket skæbne midt i trediverne og fraskilt med to små sønner. I den periode, hvor ombygningen stod på, havde han kaste sin kærlighed på en blondine, der arbejdede i produktionen. Hun har næppe været en dag over de tyve. I pauserne og ved enhver given lejlighed kom hun over på kedelcentralen for at mødes med Sønnike. Så fortrak de til askekælderen, hvor de stod og kyssede på hinanden. I starten af projektet distraherede min tilstedeværelse dem, men som tiden gik, og jeg var blevet en del af hverdagen, kunne jeg sagtens stå og foretage målinger eller foretage justeringer en meter fra dem uden at det forstyrrede deres kysseri.

Ombygningen blev færdig, Fatter gik på pension, og Sønnike var beskæftiget den halve arbejdstid med kedelcentralen og hjalp smeden i den anden halvdel af tiden. Jeg kom stadigvæk en gang i kvartalet på den lille fabrik for at foretage nogle afprøvninger af kedlernes sikkerhedsudrustning. Efter Fatters pensionering havde jeg fået et fint forhold til Sønnike. Den lille blondine fra produktionen var fortid; nu var han flyttet sammen med sin nabo, en noget ældre amerikaner med en masse børn. "Det er ligesom at få en god gammel tilkørt bil" fortalte han mig en dag. Desværre havde den aldrende amerikanerinde fået den ide, at hun gerne ville besøge sit gamle fædreland for vise sine mange børn det. Hun havde bare ikke penge til rejsen. Dem lånte Sønnike af Fatter, som havde solgt sit hus. Hverken pengene eller amerikanerinden vendte nogensinde tilbage til den fjerne provins i Danmark. Sønnike havde i sin tidlige ungdom været lidt for tæt på stoffer. Det var et overstået kapitel nu, og nu nøjedes han med at 'fyre en fed' engang imellem. Han havde forsøgt sig sammen med nogle venner med en vis egenproduktion på en mark. Desværre kom politiet dem i forkøbet og høstede marken, før de nåede det. En dag, han var godt humør, sagde han til mig, at han godt kunne tænke sig at fyre mig skæv. Jeg kunne så meddele, at det ville han ikke få lejlighed til. Han var nemlig ikke altid i godt humør og havde i sine mørke perioder, som han altid så betænksom advicerede mig om, når jeg under mine kvartalsmålinger ramte ind i en sådan. "Mørke skyer hænger over mit hovede, tal ikke til mig!" plejede han at sige, når det var tilfældet. Jeg havde nu forinden spottet det, for så lod han hår og skæg vokse, og øjnene havde et fjernt blik. Jeg lod ham så være i fred og i enkelte tilfælde følte han alligevel trang til at snakke.

En dag, jeg var på fabrikken, sad vi som vi plejede og fik en kop kaffe i det lille bur på fyrpladsen. Vi havde siddet tavse et stykke tid, så siger Sønnike uden at kigge på mig: "Smeden passer ikke sin dame." Jeg undrede mig lidt over dette mærkelige udsagn, men spurgte ikke nærmere ind til det. Erfaringen havde lært mig ikke at vise interesse for interne anliggender. Man blev let taget til indtægt for noget, der var ment anderledes. Efter et stykke tid drejer han hovedet og stirrer intenst på mig, mens han gentager: "Smeden passer ikke sin dame." Og straks efter tilføjer han: "Man skal passe sin dame, og når smeden ikke passer sin dame, så må jeg gøre det!" Et eller andet begyndte at dæmre for mig, men jeg kommenterede heller ikke denne bemærkning. Et halv års tid efter, da jeg igen var på den lille fabrik, spurgte jeg Sønnike i en eller anden anledning efter smeden. Og fik så at vide, at smeden ikke havde været til stede i nogen tid, og at der ville gå endnu et stykke tid før han igen var på fabrikken. Og så fulgte så forklaringen. Smeden havde opsøgt Sønnike og givet han et lag tæsk, bare fordi han havde 'passet' smedens dame. Det kostede smeden 3 måneder i skyggen. Sønnike og smeden var dog allerede blevet gode venner igen.

I slutningen af sidste århundrede lukkede mit firma den lille fabrik, og der skete ting, som også ændrede min hverdag, så forbindelsen med de mennesker, jeg havde lært at kende dernede på den lille fabrik i den fjerne provins gled ud......