Sommeren 1969

Store begivenheder, som trak spor langt ud i fremtiden fandt sted i sommeren 1969. Neil Armstrong satte som det første menneske sine fødder på månens overflade den 21. juli efter at være steget ud af landingsfartøjet “Eagle”, som forinden var blevet frigjort fra Apollo 11. I delstaten New York fandt den første Woodstock-festival sted i mudder og regn. Der var ventet 100.000 deltagere; der kom 450.000 til “Three days of peace and music”. Festivalen repræsenterede højdepunkterne indenfor hippiekulturen og tidsånden. Og herhjemme vakte “Kejsergadesagen” stor opsigt. Forsvarets Efterretningstjeneste havde i hemmelighed indrettet en aflytningscentral i kælderen på en af universitetets bygninger i den indre by.

Sommeren 1969 var også skelsættende for mig, men ikke på grund af de store begivenheder, som prægede overskrifterne i aviserne. Andre begivenheder optog mig mere, selvom jeg nok registrerede, hvad der skete i verden omkring mig.

Den sommer afsluttede jeg et længere uddannelsesforløb begyndende med en fireårig håndværkeruddannelse, og efterfulgt af nogle år på Københavns Maskinskole, hvortil jeg hver morgen ved 06-tiden tog toget fra Næstved. Og denne sommer skulle jeg så op til den afsluttende eksamen. Herefter lå den store verden klar til at blive indtaget, kun afbrudt af et års værnepligt i Søværnet. Efter nogle hektiske uger var eksamen hjemme. I blokken på Erantisvej, hvor jeg boede hos min mor (som ikke var min rigtige mor), fulgte man ivrigt med i mit forløb, for her forblev en hemmelighed sjældent en hemmelighed ret længe, og udover en naturlig nysgerrighed, delte man også i en vis udstrækning hinandens glæder og sorger. Min mor, hvis spidskompetence ingenlunde var at bevare en hemmelighed, berettede ivrigt til naboerne om forløbet af mine eksaminer.......hvilke ind i mellem godt kunne irritere mig.

Den dag, jeg kom hjem med eksamensbeviset, ringede adskillige naboer - selvfølgelig ganske tilfældigt - på døren til hendes lejlighed....... og i den lune sommeraften blev der drukket en del øl på altanen i den lille lejlighed på Erantisvej.

“Vi klarede den!”, sagde hun til naboerne, og min første tanke var, at det jo var mig, som havde klaret den. Men det var jo os, for i de to et halvt år, hvor jeg hver morgen havde taget toget til København, boede jeg gratis hjemme; hun havde sørget for, at stablerne af rent tøj i skabet syntes uudtømmelige, været parat med varm mad, når jeg kom hjem til aften, og at en madpakke lå parat til mig hver morgen, hvor hun stod tidligt op for give mig morgenmad. Og ofte åbnede hun forsigtigt døren, når jeg om aftenen sad på mit værelse og lavede lektier og smed en 10-styks pakke Prince ind til mig på bordet. De penge, jeg tjente på Caltextanken hver anden søndag, gik mestendels til togkort og lærebøger. Jo, hun kunne med god ret sige: “Vi klarede den!”.

Da de værste tømmermænd efter afskeden med de gode kammerater fra Maskinskolen havde fortaget sig, fulgte nogle spændende julidage. I min bedagede VW tog jeg turen til ØK’s Maskininspektion på Orientplads i Frihavnen for at søge en hyre på tre måneder, inden jeg skulle aftjene min værnepligt. En venlig maskininspektør, som var tilstede ved dimissionsfesten på skolen, havde stillet mig i udsigt, at det skulle nok være muligt at finde en hyre, så jeg kunne være tilbage rettidigt til Søværnets Eksercerskole i Auderød inden den 21. oktober. Og det passede, jeg fik hyre på M/S SINALOA, som skulle på sin 37. rejse, der gik til den amerikanske vestkyst......og glad var jeg! Nogle fantastiske dage fulgte, hvor jeg flere dage i træk i min gamle grønne VW tog turen til København for at få udstedt søfartsbog, blive lægeundersøgt, samt blive vaccineret mod alskens sygdomme. Den 17. juli kunne jeg påmønstre M/S SINALOA, og den 24. juli stod vi Frihavnen ud med kurs mod Aarhus for indtagning af last, inden turen gik videre mod Liverpool og Glasgow, som var de sidste havne på Europa inden Atlanterhavet skulle krydses. Forude ventede eventyret.

Det var en herlig sommer.....

Tre måneder senere, den 15. oktober stod jeg på trappen foran banegården i Næstved. Jeg var afmønstret om morgenen. Med min lånte kuffert og en stråhat indkøbt i Los Angeles ventede jeg på den Taxa, som skulle køre mig ud på Erantisvej. Sommeren var forbi, regnen silede ned og blygrå skyer tvang himlen ned mod jorden. Byen synes at være skrumpet ind, mens jeg var på langfart....eller var det bare verden, som var blevet større?

Sommeren 1969 lever stadig i min erindring..

Efterskrift

Den 21. oktober sidder jeg i toget på vej til Eksercerskolen i Auderød. Gråvejret udenfor afspejler fint min indre stemning. En fantastisk sommer er forbi, og den er langt fra ‘fordøjet’. Nu venter et års værnepligt.....

På vej ud fra stationen i Køge passerer vi en rodet træindustrivirksomhed. Den udsender en fæl dunst, og op af den røde murede skorsten står en synlig røgsøjle. Jeg tænker tilbage på den dejlige sommer, der nu er forbi, og trøster mig med, at sådan et sted vil jeg aldrig nogensinde arbejde! Aldrig i livet!

Sommetider har man skæbnen som blind makker, for nøjagtigt et år senere kører jeg ind gennem porten til Junckers Savværk i min døende VW. To år her, siger jeg til mig selv, så må der være noget mere spændende i syne. Jeg kører først ud fyrre år senere....men det er en hel anden historie......

Om at flytte fra et sted til et andet....

Om at flytte fra et sted til et andet i Næstved og omegn

Den vestlige udfaldsvej fra Næstved fører til Skælskør; efter Borgnakkeskoven grener den af til venstre mod Karrebæksminde, og fra det tidligere fiskerleje fører ingen veje videre. Skal man væk fra Karrebæksminde, er der ingen vej udenom....man må tilbage ad samme vej, som man kom til byen på. Og den vej kan være tung at begive sig ud på.

Min hustru og jeg levede begge vores barndoms- og ungdomsår i Næstved. Her mødtes vi, her blev vi kærester, her blev vi forlovet, og her blev vi gift. På aftenen efter bryllupsfesten 1973 i Næstved flyttede vi ind i vores nyanskaffede parcelhus i Køge. Det blev vores bolig de næste 29 år. Gode stabile år blev det, netværket til venner og kolleger i Køge blev langsomt udbygget og rødderne i den østsjællandske by gravede sig ganske dybt ned i byens kalkholdige undergrund. Vi var med årene faldet godt til i byen og følte os hjemme.

Omkring årtusindskiftet havde jeg fået en sejlbåd, som lå i Karrebæksminde, og mange sommersøndage tilbragte vi på båden med kaffe og med kage fra Søkonditoriet. Vi overnattede ofte på båden, når vi efter en festlig aften havde været sammen med gamle ungdomsvenner fra Næstved, nu spredt for alle vinde. Flere havde fået sommerhus i det, der var blevet til en folkelig ferieby. Der var en nostalgisk fortryllelse over den lille badeby, der til stadighed bragte ungdomsminder frem om glade teltferier sammen med vennerne, bal på Sølyst, og den første uskyldige nærkontakt med de dejlige piger. Med årene talte vi ofte om på vores gamle dage, som jo så snart nærmede sig, at flytte til Karrebæksminde....bare sådan for sjov, uden vi vel egentlig i virkelighed rigtigt havde gennemtænkt det eller havde lyst til det.

Der var mange boliger under opførelse i byen i denne periode, Søfronten blev bygget og lidt senere kom så Lodshaven til. Vi havde på et tidspunkt undersøgt lidt omkring boligerne i Søfronten, men vi var ved nærmere eftertanke blevet enige om, at vi overhovedet ikke havde lyst til at forlade det lille parcelhus i Køge, som med årene havde gennemgået mange forandringer og blevet tilpasset vores behov, vægge var blevet revet ned, nye opsat, badeværelser og køkken bygget om, carport opført og opvarmet værksted indrettet. Og her voksede vores søn op. Nej, vi ville ikke væk fra det lille hvide velholdte hus med have og drivhus. Det var vores paradis her på jorden, og Køge var i en bekvem afstand fra vores søn, som forlængst var flyttet hjemmefra til København.

Traumatiske begivenheder og sygdom fik os til at begå en af de fatale fjollede fejltagelser, som mennesker gennem alle tider har begået og i al fremtid vil begå. Gennem bekendte hørte vi om det nye byggeri, som blev kaldt “Lodshaven”, 2-etagers rækkehuse opført i træ, beliggende i tilpas tæt afstand fra stranden ved Vesterhave og med - delvist - udsyn over Smålandshavet. Det hedder i ejendomsmæglerterminologi “havkig”. Var det ikke det, vi altid havde drømt om...og nu var der mulighed for at starte en helt ny tilværelse, et helt nyt sted. Sådan en chance gives kun én gang i livet! Og i løbet af meget kort tid blev beslutningen effektueret, godt hjulpet på vej af en flink ejendomsmægler, der ikke lagde skjul på, at der skulle handles hurtigt, for i løbet af meget kort tid ville alle husene være solgt med den interesse, der var for dem. Vi besluttede os midt på vinteren, og om foråret var vi blevet dobbelte boligejere, for huset i Køge var på trods af en anden flink ejendomsmægler endnu ikke blevet solgt. “Det bliver solgt til prisen inden for to måneder!” havde han betroet os. Først et halvt år senere og efter at prisen på huset i Køge var blevet sat betragteligt ned, kunne vi i sensommeren flytte ind i drømmeboligen, for - blev vi belært om - et hus, der skal sælges, må ikke stå ubeboet! Det gjorde ondt langt ind i sjælen at forlade det lille hvide parcelhus i Køge med det sidste flyttelæs. Her havde jeg for 29 år siden båret min brud over dørtærsklen, og her havde jeg i en babylift fem år senere båret min søn ind den dag, jeg en uge efter fødselen havde hentet mor og barn på fødestuen.

Der var i begyndelse en vis fortryllelse over at bo i det nye hus; det var sensommer, og i mange weekends var vi ofte sammen med ungdomsvenner, som havde sommerhus i byen, og vi blev gode venner med naboerne. Men det blev efterår og vinter, og hverdagen begyndte. I mit firma havde jeg fået en anden funktion, der krævede en stor arbejdsindsats ofte med arbejdsdage på 10 - 12 timer, og ikke sjældent med  arbejde i weekend’en. I dette efterår og denne vinter så jeg mange af ugens dage ikke dagens lys i Karrebæksminde for jeg tog afsted kl 06 om morgenen, og var sjældent hjemme før ved 18 - 19 tiden.

Grå efterårsdage med tåge og dis afløstes af smukke solklare vinterdage. Lange arbejdsdage for mig, og lange dage i ensomhed for min hustru blev en del af hverdagen. Det fungerede ikke, og en dag sagde en god ven til os: “Her er I ikke glade, I trives jo ikke!” Først da fik vi snakket om, at her ville vi ikke blive boende - emnet havde været tabu, for vi havde jo “investeret” fremtid og prestige i flytningen. En frostklar lørdag eftermiddag i januar, hvor solen sænkede sig under horisonten bag Smålandshavet og sendte sine sidste stråler mod kystens klinter, gik jeg over til ejendomsmægleren i Alléen og bad ham om at sælge huset....vi ville hjem til Køge!

Der skulle gå endnu halvandet år før huset blev solgt, for mange af husene i bebyggelsen var - modsat af den flinke ejendomsmæglers profeti om, at husene nærmest ville blive revet væk - endnu ikke blevet solgt. Vi vidste nu, at vi var på vej hjem og kunne bedre slappe af og nyde tilværelsen i den lille badeby.

Vi forlod Karrebæksminde med det sidste flyttelæs ad samme vej, som vi var kommet til byen nøjagtigt to år tidligere......og den vej var tung at begive sig ud på.

Karrebæksminde havde for en stund mistet sin uskyld....

Om at fejre påsken

Om at fejre påsken

I min barndoms Næstved var påsken en af de store begivenheder. Min fars familie forsømte aldrig nogen lejlighed til at feste. Jule- og påskefrokosterne var obligatoriske; hertil kom, hvad året måtte byde på af fødselsdage, konfirmationer, bryllupper og hvad ved jeg. Og som om det ikke var nok, blev der afholdt en årlig familiefest, som gik på skift mellem de fleste min fars mange søskende. Der var et godt sammenhold i familien, og familiestridigheder erindrer jeg intet om, men diskussioner var der - som regel om politik, og skønt alle havde stor veneration for samfundets svageste, var der langtfra enighed om mål og midler. Os børn - mine kusiner, fætre og jeg - lyttede henført, når der blev diskuteret politik.

Min yndlingsfætter Kjeld - og jeg havde virkelig mange fætre og kusiner - var 12 år ældre jeg. Ham så jeg op til, for han havde opnået, alt hvad en 10-årig dreng kunne drømme om i  livet, udlært maskinarbejder,  havde som math været med fregatten ‘Esbern Snare’ i Leningrad, var ejer af en blå Vespa-scooter, og så var han kæreste med den kvieøjede Grethe, som jeg i smug var lidt forelsket i. Hun var en blid, bly ungmø, som havde betaget hele familie, og især farbror Ole i sådan en grad, at han - enkemand gennem en årrække - havde svært ved at holde fingrene fra hende. Men hun forstod at afvise hans tilnærmelser på sin egen blide måde. Hendes kvindelige ynde forstyrredes dog en smule af, at hun ofte fik rundt med en cerut i munden.

En påske står særligt tydelig i min erindring. Den blev afholdt hos Faster Ruth og Onkel Åge i Roskilde; det var Kjelds forældre. Kjeld, som i sin natur rummede lidt af en anarkist, havde åbenbart gennem nogen tid reflekteret over det urimelige i, at man skulle betale entre for at komme ind i byens domkirke, og han mente ikke, det var lovligt at opkræve medlemmer af folkekirken penge for af aflægge den lokale kirke et besøg. Det skulle udfordres. “Vil du med en tur i Domkirken, uden at vi betaler for det?”, spurgte han mig straks ved ankomsten fra Næstved. Joe, det ville jeg da gerne, da jeg hørte ham udrulle sin tese.

Vi drog afsted med retning mod byens vartegn.

Ved indgangen ignorerede vi total billetsalg og kontrollør og vi passerede uanfægtet forbi. Kjeld berettede højlydt om kirken. Han kunne godt virke støjende. Den forsigtige kontrollør spurgte om at han måtte se billetter. Kjeld satte et forbavset ansigt op. “Billetter? Ja, men vi skal da så sandelig ikke betale for at komme ind i kirken”, meddelte Kjeld “for vi er medlemmer af Folkekirken!” Og med mig i hælene fortsatte han på vej ind i kirken. Kontrolløren råbte efter os og bad os stoppe. Jeg havde det ikke så godt! Kjeld var nu helt oppe i det røde felt, og en diskussion udviklede sig mere og mere højlydt og tiltrak sig andre besøgendes opmærksomhed. Kjeld bad nu om at måtte tale med en overordnet. En kirketjener blev tilkaldt, og det lykkedes Kjeld at overbevise den lille forsagte mand om vores ret til komme ind i kirken uden betaling, men altså kun, hvis vores formål var at holde andagt. Og det var netop, hvad vi havde tænkt at gøre, proklamerede min fætter. Kirketjeneren bad os følge med, og han anviste os to pladser på en stolerække midt i koret, og selv tog selv ophold ved siden af os for overvåge os. Jeg følte mig på dette tidspunkt temmelig elendig til mode, hvorimod fætter Kjeld støjende og højlydt gestikulerende berettede om de forskellige seværdigheder i kirken. Jeg ved ikke, hvor lang tid der forløb, måske et kvarter eller mere, inden jeg fik stoppet Kjelds talestrøm og gjort ham forståeligt, at nu ønskede jeg at komme ud!

Tilbage til påskefrokostselskabet, som nu var gået igang med at spille kort, kunne Kjeld berette om sin store triumf.

Kortspil var en naturlig del af familiesammenkomsterne. Der blev spillet enten whist eller mausel, småpengene kom på bordet og fem, ti og femogtyveørerne skiftede hyppigt ejere under stor morskab. Vi fætre overværede hyppigt kortspillet og kommenterede ivrigt efter hvert spil. En gang imellem fik en af de ældre af os lov til at afløse....som regel fætter Kjeld, og han kunne være ganske barsk i kritikken af sin makker.

Årene gik.....det tyndede ud i forældregenerationen, og vi fætre og kusiner mistede langsomt - men med en naturlovs forudsigelighed - kontakten med hinanden. Kjelds far, min onkel Åge, tog i påsken for et par decennier siden - som en af generationens sidste - endelig afsked med det jordiske liv. Kjeld, hvis flamboyante natur årene synes at have dæmpet, holdt en gribende tale ved båren, og i den lejlighed, der havde været rammen om så mange festlige stunder, havde han - som jeg ikke i mange år havde haft kontakt til - besluttet, at vi skulle samles efter bisættelsen, og han havde sørget for smørrebrød, øl og brændevin - helt som i gamle dage. Det blev et uforglemmeligt gensyn for os fætre og kusiner. Også den kvieøjede Grethe, som Kjeld var blevet gift med og skilt fra, var der. Nu var hun en ældre dame, men i hendes øjne kunne jeg stadig genkende den bly ungmø, jeg som 10-12 årig var hemmeligt forelsket i.

Det blev den sidste påskefrokost i den gren af familien........

Da jeg gik til fodbold......

Jeg spillede min sidste fodboldkamp en lun augustaften i 1969 i San Francisco. Afslutning på en stor international karriere i denne sportsgren? Næh, helt sådan hænger tingene ikke sammen. Det gode skib “MS Sinaloa” havde sidst på eftermiddagen lagt til kaj, og næppe var de sidste fortøjninger fastgjort til kajens pullerter, før den rare skandinaviske sømandspræst entrede gangway’en for at samle et fodboldhold blandt besætningen, for han havde en allerede sikret sig et tilsvarende hold på et norsk skib. Altså, han ville til gavn for de skandinaviske søfarendes velfærd arrangere en fodboldkamp mellem et norsk og et dansk skib. Lad mig gøre en lang historie kort: Som et yngre medlem af besætningen var jeg selvskreven til en plads på holdet. Den venlige svenske sømandspræst hentede os først på aftenen på skibet og kørte os ud til en fodboldbane. Kampen begyndte og hurtigt føg det med trusler om øretæver mellem de to hold. Kampen blev afviklet uden dommer og søfolk er stolte folk, som forstår at hævde deres ret. Hurtigt stod det klart, at en dommer måtte udnævnes og valget faldt på mig....ingenlunde fordi mine kvalifikationer berettigede det, men nok snarere fordi jeg var den, der bedst kunne undværes. Og hvor jeg før kun var udsat for kritik fra mine holdkammerater, så blev kritikken mod mig nu rettet fra begge hold. Aftenen endte dog fredeligt i sømandskirken med kaffe, vafler og aftensang. Og inden den rare præst bragte os tilbage til vores respektive skibe havde vi også foldet hænderne til bøn.

Som barn gik jeg til fodbold i NIF, for det gjorde mine kammerater på Erantisvej også. God til at spille fodbold blev jeg aldrig; jeg kunne egentlig meget godt lide at sparke til til bolden, men det generede mig i den grad, når nogen forsøgte at tage den fra mig. Det skete ofte ved at tackle eller skubbe, og voldelig kropslig kontakt har altid været mig vederstyggeligt. Men fodbold går jo i enkelthed ud på at erobre bolden fra modstanderen. Lilleputter blev den yngste gruppe af drengene kaldt, og vi var 8 - 9 år. Mange drenge gik dengang til fodbold. De bedste af dem kom på Lilleput 1 og Lilleput 2, som spillede turneringskampe mod udenbys hold. Men alle de øvrige - og det var mange - spillede på hold i klubbens egen turnering. Holdene her havde navn efter store europæiske hold som Arsenal, Everton, Juventus, Malmø FF, Røde Stjerne, Dynamo. Der var en vis prestige i at spille på de førstnævnte hold, og her blev de bedste af dem, som altså ikke lige havde opnået stjernestatus ved at spille på Lilleput 1 eller Lilleput 2 anbragt. De dårligste kom på de sidstnævnte hold, altså de “russiske”. Her fandt jeg min plads som venstre halfback på Dynamo, turneringens absolutte bundhold. Vi vandt ikke en eneste kamp i de år jeg var med. Jeg brød mig som sagt ikke om at blive tacklet eller at nogen tog bolden fra mig. Var jeg endeligt kommet i besiddelse af bolden - som regel ved en fejltagelse - gjaldt det derfor for mig altid om at slippe af med den hurtigst muligt, desværre oftest til en modstander. Og for at undgå at få bolden sørgede jeg derfor altid at opholde mig så fjernt fra den som muligt. Som man vil forstå, så lå der ikke en stor karriere indenfor det dette felt og ventede på mig, og efter et par år holdt jeg da også op med at gå til fodbold. Alligevel fik jeg spillet lidt firmafodbold i min læretid og som nævnt kampen i San Francisco.

Som marinesoldat på bevogtningsfartøjet P 535 Nymfen, som lå udstationeret i Rønne havn og udgjorde Natoflådens knytnæve mod Warszawapagtens enheder i Fredens hav, Østersøen, var jeg meget tæt på af få endnu en fodboldkamp.

Der skete følgende: På et tidspunkt må det være gået op for chefen ombord, at han havde en vis pligt til at sørge for at besætningen var i passende fysisk form. Det havde ikke været noget tema det første halve år ombord, men nu var chefen i hvert fald blevet opmærksom på det. Han fik derfor udvirket, at en folkevognsrugbrød fra Bornholms Værn kom og hentede en del af besætningen med henblik på, at de skulle ud og spille fodbold på en bane et eller andet sted i Rønne. Nu var der blandt den værnepligtige del af besætningen en fisker fra Rønne; han hed Søren. Da vi med en basse fra Bornholms Værn ved rattet var på vej til boldbanen, mente Søren, tiden kunne anvendes bedre til andet end fodbold, og han beordrede derfor bassen ved rattet ind gennem nogle af byens snævre gader og bad ham stoppe ved et byhus. Over døren bekendtgjorde et skævt siddende skilt, at her var et værtshus, navnet på det har jeg glemt. Søren steg ud og bankede på døren, og en ældre kvinde med uglet, fedtet hår og en smøg i munden mødte Søren med orden: “Du er tidlig på den idag Søren!” Efter lidt parlamentering kaldte Søren på os andre i Folkevognsrugbrødet og sagde, at han ville give en omgang øl. Chaufføren blev også inviteret med, men han afslog. Han fik istedet for besked om at afhente os samme sted senere. Vi kom ind ølstuen, hvor en dunst som en tæt tåge hvilede tungt over de ferniserede gulve. Der var ikke ryddet op efter den forudgående aften, så flasker og glas med ølsjatterne og fyldte askebægre stod endnu på de linoleumsbeklædte borde.

Der blev båret øl ind, og da bilen med bassen ved rattet igen efter en god times tid holdt udenfor for at hente os, og den sjuskede ældre kvinde skulle til at afkræve Søren betaling for øllene, måtte han erkende, at penge havde han ingen af, men bad om at få det skrevet. “Du skylder allerede en del, Søren, og det bliver ikke ved med at gå!” lød det fra kvinden.

Og således forfrisket blev vi kørt tilbage til skibet, hvor vi pænt gik i bad og klædte om, som det hør og bør sig efter enhver form for sportsudøvelse.

Min sidste fodboldskamp blev jeg snydt for, og således sluttede en æra, som indledtes, da jeg begyndte at gå til fodbold i NIF.

Caltextanken Ringstedgade 167 i Næstved

Da jeg i 1962 afslutter realklassen på Næstved Gymnasium, er der tre måneder til, jeg skal begynde som maskinlærling på de Forenede Jernstøberier i Grønnegade den 1. oktober. Jeg vil have et job og tjene nogle penge i den tid, der er, til jeg skal starte karrieren. En annonce i Næstved Tidende, hvor der søges en arbejdsdreng, bringer mig en fredag i juli ud til Caltextanken i Ringstedgade 167. Her møder jeg Olsen for første gang. Han forpagter tanken og er en bryskudseende lille rundrygget mand - nok midt i halvtredserne - i grøn kittel, træsko og med alpehue. Noget skræmmende virker han på mig, og han lægger ikke skjul på, at der skal bestilles noget, og at arbejde er noget helt andet end at gå i skole. Af én eller anden årsag - mærkelig nok - må jeg ikke have virket skræmt, for han afslutter samtalen med at sige: “Du kan begynde på mandag kl 14!” Og glad cykler jeg hjem til mine forældre og fortæller, at nu har jeg fået et arbejde......uden iøvrigt at have aftalt løn eller arbejdstid! Det finder jeg ud af, da jeg møder op om mandagen som aftalt. Jeg får 80 kr om ugen for hver uge at skifte mellem dagarbejde fra 6 - 14 og aftenarbejde fra 14 - 22 samt at arbejde hver anden søndag.

Her må jeg lige gøre et spring. Jeg har i mit arbejdsliv vel haft lidt over et dusin chefer. Nogle har været gode og andre har været mindre gode, nogle husker jeg bedre end andre og ganske få ville have været bedst tjent med at være helt glemt. Højtuddannede akademikere med et lederkursus og selvlærte folk har de været. Til den sidste gruppe hører Olsen, han har ingen uddannelse, og en bog om ledelse har han næppe nogensinde været nærhed af, men han hører til gruppen af de bedste chefer, jeg mindes at have haft. Han stiller tydelige og markante krav til sine ansatte, er altid rolig og ligevægtig, og han taler venligt og tydeligt til os...og kan i øvrigt ikke lide at se sine ansatte ubeskæftigede. Der er altid nogle små jobs, som vi kan henfalde til, hvis der ikke er kunder at betjene, biler at vaske eller dæk at lappe. Det kan være at vaske fliserne i vaske- og smørehal, luge i bedet ud mod fortorvet, eller rive gruset foran standeren med farvet benzin. Og så bryder han sig heller ikke om, at man holder fyraften før det igangværende job er afsluttet...fyraften eller ej! Ordet overtidsbetaling findes ikke i hans vokabularium. Jeg overholder disse enkle regler og befinder mig ganske godt i mit livs første rigtige  job.

Der udfolder sig et broget liv på tanken. Mange af byens spidser - tandlægen i  Opel Kapitän, murermesteren i Ford Thunderbird, pelshandleren i Chevrolet og  trikotagehandleren i Jaguar - kommer som kunder, den ene mere opblæst og højrøvet end den anden! Olsen forstår at betjene og pleje disse bedsteborgere. Mange af dem ignorerer den arbejdsdreng, som skal betjene dem. Uden at hilse, sejler spidsborgeren forbi den tjenstvillige unge mand med kurs mod kontoret, hvor Olsen sidder og færdiggør gårdsdagens regnskab, og afgiver sin bestilling....til Olsen, som videregiver bestillingen gennem den åbentstående yderdør: “Vil du tanke murermesterens bil, Bent, og se efter luft, vand og olie og vaske forruden?” Vi har en nøje instruks om altid at spørge til disse ting,  ligesom vi heller ikke må modtage drikkepenge. Det gør vi selvfølgelig, når Olsen ikke er tilstede.

Kun en enkelt gang ser jeg, at Olsen er ved at miste besindelsen, og at han må kæmpe en kamp mod indre dæmoner for at bevare sit rolige ydre. En smøremand har fyldt adskillige liter smøreolie på en af fragtmandens store røde Scania Vabis lastbiler, som kører dagligt med fragt til København. Desværre uden at bundproppen i bundkarret var skruet i, så olien løber lige gennem motoren og ned i bunden af smøregraven. Den formastelige bliver sendt hjem og sove og bliver bedt om først at møde på arbejde, når han er udsovet!

Det er et broget galleri af medarbejdere, der er ansat på tankstationen. Den lille smøremand med det sortglinsende hår er en slags førstemand. Om glansen skyldes motorolie eller brilliantine lader sig ikke afgøre, men i hvert fald matcher det sorte hår perfekt de permanent sorte negle. Når han har aftenvagt, modtager han ofte “privatkunder”, som for et par pilsnere får smurt og skiftet olie på deres bil. For den lille sorte smøremand holder nemlig meget af øl. Og så kan han et nummer, når der har været tankvogn fra “Prøvestenen” for at fylde benzin på de store tanke under jorden. Det er noget med at sikre sig den benzin, der efter påfyldningen er i slangerne fra tankvognen til jordtanken. Den tømmes i en vandkande, som derefter tømmes videre over på den lille sorte smøremands gamle rustne Morris varevogn. Når han mangler penge, og det gør han ofte, lader han sig “skrive” for nogle liter benzin og tager så det skyldige beløb fra kassen. Detaljerne går aldrig op for mig, for på kasseregnskabet skal der slås både liter og beløb ind. En morgen møder han ikke på arbejde. Man finder ham død i sengen på sit værelse i Østergade,

Da jeg tre måneder senere begynder som maskinlærling på De Forenede Jernstøberier, fortsætter jeg med at arbejde på tanken hver anden søndag.

Olsen er ikke et menneske, man kommer tæt på livet af. Hans lidt bryske ydre værner om en vis reservation, men han er ikke uden følelser, og det viser han ved at spørge deltagende til den 21-årige, som ugen før har mistet sin far. “Så må du passe godt på din mor, Bent.” siger han til mig, da jeg en tidlig søndag morgen i 1966 en måned før jul møder på arbejde på tankstationen. Ved udgangen af året bliver jeg udlært maskinarbejder, og i  det nye år begynder jeg den videre uddannelse i København; jeg bliver boende i Næstved og fortsætter med at arbejde hverandre søndag på Chevrontanken, som nu har skiftet navn. Det år til jul får jeg et pænt pengebeløb i “julegave” af Olsen.

Jeg har min sidste “weekendvagt” på tanken kort tid efter, jeg som færdiguddannet i en alder af 25 år har fået job i Køge på den virksomhed, som skal blive min arbejdsplads de næste 40 år. Man forlader jo ikke sine jobs i utide!

Jeg tiltaler ham stadig med ‘De’ og Olsen, for andet kan jeg ikke få mig selv til. For Olsen er jeg vist stadig bare drengen Bent. Sådan fortsætter det i de følgende år, når jeg under besøg i Næstved kommer på Chevrontanken som kunde. Det føles helt naturligt....

Juleminder

De første julegaver jeg har minder om, det er en hammer og en sav...... rigtigt brugbart værktøj og ikke i legetøjsudgaven. Vi boede i en af de røde blokke på Kærmindevej, nærmere betegnet nr 3, 2. sal til venstre. Jeg har været omkring 5 år og så meget op til min far, især når han håndterede værktøj, enten derhjemme eller på arbejdet som smed på De Forenede Jernstøberier. Når han havde overarbejde, var min mor og jeg altid nede med kaffe og en ostemad til ham på fabrikken i Grønnegade ved normal arbejdstids ophør, og somme tider fik jeg lov til at komme ind på fabrikken og se, hvor han arbejdede. Det optog mig meget, og især var jeg optaget af hvor beskidte hænder, det var tilladt at gå rundt med. Jeg ville også være noget med værktøj og beskidte hænder, når jeg blev stor......og sådan kom det da også mestendels til at gå, idet starten på det, som skulle blive min profession var en læreplads som maskinarbejder netop på DFJ. Det gav rige muligheder for at udleve barndommens drøm om et liv med værktøj og beskidte hænder.

Min far må ret tidligt have opfattet det, og fundet det helt naturligt, at jeg fik en hammer og en sav i julegave. Jeg har ingen yderligere erindringer om julen i den lille lejlighed på Kærmindevej, for i 1950 flyttede vi til en bedre og større lejlighed på Erantisvej, og herfra begynder mine erindringer om julen.

Dengang i begyndelsen af halvtredserne var juleaftensdag ikke en fridag, men en hverdag, hvor min far arbejdede - som på andre dage - til kl. 16:30, og butikkerne lukkede først til sædvanlig tid kl 17:30. Senere op gennem halvtredserne begyndte butikkerne at lukke ved middagstid, dagen blev en halv arbejdsdag for endelig - vel engang i firserne - at blive en helt fridag. Når min far kom hjem sidst på dagen, så var min mor i fuld gang med forberedelserne til julemiddagen, anden var i gasovnen, hvor gastrykket denne aften var lavt, og derfor skulle den stege længere end normalt. De små kartofler var klar til bruning og rødkålen skulle kun varmes, for den var lavet i de foregående dage. Forud for denne aften var gået ugers forberedelse med bagning af vanillekranse, jødekager, kogning af klejner (i Palmin). Hjemmelavet leverpostej og sylte var blevet fremstillet og indgik som en naturlig del af julens kulinariske højdepunkter, hvortil også hørte julefrokosten 1. juledag, som gik på skift mellem familiens medlemmer.

Juleaftensdag dag var en lang dag at komme igennem for den 7 - 8 årige. Forventninger var store til denne aften.....ikke fordi, der blev givet store gaver, for pengene var små, og som regel var det altid noget nyttigt mine forældre gav hinanden. Min far gav som regel min mor noget til brug i køkkenet, og min far fik ofte noget beklædning, der ligesom køkkengrejet alligevel på et eller andet tidspunkt stod for anskaffelse. Min mor havde dog en tradition med hvert år at forære min far “Hvem, Hvad, Hvor”,  årbogen, der blev udgivet af POLITIKEN. Den første bog fik han i 1955, og da han døde overførte min mor denne tradition til mig. Jeg har endnu alle bøgerne. Da jeg var blevet stor nok, fik jeg penge af min far til at købe julegaver til dem, og og som regel købte jeg en skål eller en vase til min mor, eller en bog eller et par sokker til min far. Selv fik jeg udover tøj også et stykke legetøj, måske legetøjssoldater, en legetøjspistol eller et “cowboysæt”, for dengang var de foretrukne lege for drenge gerne noget med krig eller noget cowboy’dere og indianere. Disse lege var nemlig endnu ikke stemplet som politiske ukorrekte...og mærkelig nok er ingen af os drenge..hvoraf flere den dag i dag hører til mine nære venner.....blevet hverken voldelige eller kriminelle af vores leg dengang....

Når vi i den lille familie havde danset omkring juletræet...tre mennesker skal virkelig strække begge arme ud for at nå hinanden hele vejen rundt .....så var det tid til gaveudpakning, og pudsigt nok erindrer jeg ikke at føle skuffelse over at have fået en sweater eller et par strikkede vanter i julegave, men selvfølgelig var glæden over legetøjet størst.

Og når det var overstået, så gik turen rundt i blokken på Erantisvej til mine mange legekammerater, for vi var alle spændte på, hvad de andre havde fået. Vi kom ind hos hinanden og forsynede os så rigeligt hvert sted med slik og frugt, for til julen hørte en slikskål med marcipankonfekt, romtoppe, brændte mandler med mere, ligesom en skål fyldt med pigeoner, vindruer, nødder og appelsiner hørte til i de små hjem på Erantisvej.

Joe....juletiden var noget særligt for en 8 - 10 årig dreng på Erantisvej, der var en særlig fortryllelse over juletiden, hvor forventninger efter familiekomsammen i juledagene igen begyndte at stige hen mod nytårsaften. En fortryllelse, jeg som voksen aldrig rigtig har genfundet, når lige ses bort fra årene, hvor min søn med forventning så frem til julen. Og jeg må med skam at melde bekende, at mit forhold til julen i dag er afklaret og køligt, selvom jeg sætter stor pris den anledning, julen giver til at være sammen med nærmeste familie og nære venner. Sådan er det altså bare, og julens forbrugsfest, som starter måneder forud og kulminerer  over en måned med julefrokoster i massevis, har jeg et ret afslappet og distanceret forhold til, uden på nogen måde at undslå mig for at tage del i løjerne.....i rette selskab!

Og hvad skete der med den hammer og den sav, jeg som 5-årig fik i julegave? Ja, de ligger såmænd ude i mit værksted, lagt til side i en kasse med min fars slidte værktøj. Om de dengang varslede et arbejdsliv omgivet af værktøj, og med periodevis meget sorte og beskidte hænder, så skete det fyldest i et rigt arbejdsliv med masser af tekniske udfordringer....

Dagbog: Mandag den 22. oktober 2018

Mandag den 22. Oktober 2018

Det er den første dag i resten af mit liv. Jeg står tidligt op, for jeg har en aftale med min gode ven Steen om en cykeltur.  Vi cykler ofte en tur i omegnen af Køge, og således også denne kølige efterårsmorgen. Snakken går livligt på disse ture, intet emne er for stort eller småt til at blive drøftet. Også denne formiddag slutter vi med at drikke en øl og spise de friskbagte rundstykker, vi køber undervejs - og snakken om stort og småt fortsætter.

Men inden cykelturen har jeg været igennem mine ‘morgenritualer’, armbøjninger og en tur med hunden. Først da er det tid til morgenmad....

Dagen er startet længe inden, for jeg vågner også denne morgen tidligt. Jeg læser POLITIKEN på min iPad, og irriteres over avisens frelste holdninger. Havde jeg stadig abonnement på papirudgaven var den blevet kylet hen i et hjørne af soveværelset. Jeg mediterer lidt over tilværelsen og søndagens begivenheder.

I en del år har forbindelsen til Næstved været sat på “stand-by”. Ungdomsvennerne er alle længst rejst fra byen og forbindelsen til den resterende del af familien er tørret ind. Men på det seneste er der sket noget. Jeg har på Facebook søgt efter mine klassekammerater fra Real E på Næstved Gymnasium. Det kunne interessere mig at høre, hvad der er blevet af de glade unge mennesker, der en sommerdag i Juni 1962 lod sig fotograferer på trappen foran gymnasiets hovedindgang, alle vel med store forhåbninger til fremtiden. For som vores dansklærer lektor Jønsson dengang sagde til os: “I er kernen af Danmark ungdom!”. Alt dette ligger jeg og tænker på denne efterårsmorgen, mens solen prøver at bane sig vej op over kimingen til en kølig, solrig dag. Dagen før har jeg været sammen med én af de klassekammerater, mine anstrengelser på Facebook har bragt mig i forbindelse med. Igen har jeg fået knyttet en forbindelse til min ungdoms by. Vi taler ofte om tiden i mellemskolen og i realklasse E.

“Numme” sad i vinduesrækken ved siden af Käthe; de var klassens suverænt mest rapkæftede piger, og skulle der lidt fest til i en time, var de altid i front. Således også en dag i en dansktime med lektor Jønsson. Vi læste en novelle at Steen St. Blicher - jeg har længst glemt, hvad den hedder, og jeg har ikke siden læst en linie af Blicher. Men en del af handlingen foregår på et i skib i Kattegat, og en sætning lyder: “Og så ligger de dér på dækket og boler!” Nogle stykker i klassen havde besluttet at udfordre den flamboyante Jønssons blufærdighed ved at spørge, hvad ordet “boler” betød. “Numme” var indlysende den rigtige til at stille spørgsmålet, og det gjorde hun med et barns uskyldige mine, efter dydigt at have rakt hånden i vejret. Lektor Jønsson må have sunket sit spyt en ekstra gang - han havde måske allerede luret os - og efter en pause kom svaret: “Det fremgår vist umiddelbart af sammenhængen”. At spørgsmålsstillerens netop var “Numme” var for så vidt meget indlysende, og  det kan have spillet ind, at hun noget før havde fået nedsablet en fristil med ordene: “Unge dame, du forsøger at skrive som Karen Blixen, men du har slet, slet ikke hendes format!” Eller var det senere, og dermed Jønssons “tak for sidst”. Jeg husker det ikke.

Han kunne i det hele taget godt være ret kontant og resolut, når en af os skulle sættes på plads. En dag sad jeg og skrev nogle strofer fra sangen “Mandalay” på omslaget af min sangbog. Jeg var meget betaget af denne schlagere med Four Jacks, og Kipling ulidelige tekst i dansk oversættelse. Jeg - 14 eller 15 årige - havde netop nedskrevet linierne “Vel et hundrede kvinder har jeg her fra Chelsea og til Strand, som kun drømmer om at elske, hvad jeg næppe tror, de kan”,  da lektoren opdagede mit åndelige fravær fra undervisningen, og resolut rejste sig fra kateteret og gik ned og flåede sangbogen fra mig. Han læste, hvad, jeg havde skrevet og udbrød: “Aha, jeg ser vi har fået en lille poet iblandt os”. Han undlod dog at læse strofen op...ellers var jeg blevet uhjælpeligt til grin.

Karen Blixen var en af hans foretrukne forfattere, og ofte læste han op af “Den Afrikanske Farm”. Jeg fandt dengang bogen gabende kedsommelig. Idag har jeg vist været den efterhånden slidte og lasede billigbogsudgave, jeg købte for mere end 40 år siden, igennem fem eller seks gange. Jeg elsker den bog, og har ikke læst den for sidste gang.

Min far talte nogle gange med Lektor Jønsson til forældremøder, og var meget begejstret for denne flinke mand, som min far omtalte ham. Jeg har nu en mistanke om, at det mere skyldtes, at Jønsson var inkarneret socialdemokrat - som min far - og sad i byrådet....

Jeg tænker videre denne morgen, mens jeg stadig ligger i min seng, om tiden på Næstved Gymnasium. Det var en godt tid. Efter første time var det tid til morgensang i Aulaen. Rektor Gjedde trådte op på talerstolen og meddelte, hvad der skulle synges fra den sangbog, vi i 1. Mellem fik udleveret til evig eje. Jeg har min endnu. Fysiklærer Skjold sang for, han havde vist en fortid som operasanger i Tyskland, og en gymnasieelev spillede flygel. Det var Elisabeth Westenholz, som senere skulle blive - og stadig er - en af vores fremmeste pianister. Rektor Gjedde var en lille mand, altid iført habit og butterfly. Han skelede stærkt, og når man mødte ham på en af gangene, var man aldrig sikker på, om han kiggede på én. Han havde en stærk udstråling, som synes svær kontrollérbar, og han var vist mere frygtet end elsket.

Alt dette ligger jeg og tænker på denne morgen, som skulle blive den første dag i resten af mit liv.

Eftermiddagen går med havearbejde og snak over hegnet med en nabo, og vil næppe efterlade noget varigt minde og aftenens TV-program med et rigt udbud af genudsendelser og reality-programmer gør det ikke svært for mig at foretrække at læse videre i en bog af den fremragende finske forfatter Kjell Westö....