Da jeg gik til fodbold......

Jeg spillede min sidste fodboldkamp en lun augustaften i 1969 i San Francisco. Afslutning på en stor international karriere i denne sportsgren? Næh, helt sådan hænger tingene ikke sammen. Det gode skib “MS Sinaloa” havde sidst på eftermiddagen lagt til kaj, og næppe var de sidste fortøjninger fastgjort til kajens pullerter, før den rare skandinaviske sømandspræst entrede gangway’en for at samle et fodboldhold blandt besætningen, for han havde en allerede sikret sig et tilsvarende hold på et norsk skib. Altså, han ville til gavn for de skandinaviske søfarendes velfærd arrangere en fodboldkamp mellem et norsk og et dansk skib. Lad mig gøre en lang historie kort: Som et yngre medlem af besætningen var jeg selvskreven til en plads på holdet. Den venlige svenske sømandspræst hentede os først på aftenen på skibet og kørte os ud til en fodboldbane. Kampen begyndte og hurtigt føg det med trusler om øretæver mellem de to hold. Kampen blev afviklet uden dommer og søfolk er stolte folk, som forstår at hævde deres ret. Hurtigt stod det klart, at en dommer måtte udnævnes og valget faldt på mig....ingenlunde fordi mine kvalifikationer berettigede det, men nok snarere fordi jeg var den, der bedst kunne undværes. Og hvor jeg før kun var udsat for kritik fra mine holdkammerater, så blev kritikken mod mig nu rettet fra begge hold. Aftenen endte dog fredeligt i sømandskirken med kaffe, vafler og aftensang. Og inden den rare præst bragte os tilbage til vores respektive skibe havde vi også foldet hænderne til bøn.

Som barn gik jeg til fodbold i NIF, for det gjorde mine kammerater på Erantisvej også. God til at spille fodbold blev jeg aldrig; jeg kunne egentlig meget godt lide at sparke til til bolden, men det generede mig i den grad, når nogen forsøgte at tage den fra mig. Det skete ofte ved at tackle eller skubbe, og voldelig kropslig kontakt har altid været mig vederstyggeligt. Men fodbold går jo i enkelthed ud på at erobre bolden fra modstanderen. Lilleputter blev den yngste gruppe af drengene kaldt, og vi var 8 - 9 år. Mange drenge gik dengang til fodbold. De bedste af dem kom på Lilleput 1 og Lilleput 2, som spillede turneringskampe mod udenbys hold. Men alle de øvrige - og det var mange - spillede på hold i klubbens egen turnering. Holdene her havde navn efter store europæiske hold som Arsenal, Everton, Juventus, Malmø FF, Røde Stjerne, Dynamo. Der var en vis prestige i at spille på de førstnævnte hold, og her blev de bedste af dem, som altså ikke lige havde opnået stjernestatus ved at spille på Lilleput 1 eller Lilleput 2 anbragt. De dårligste kom på de sidstnævnte hold, altså de “russiske”. Her fandt jeg min plads som venstre halfback på Dynamo, turneringens absolutte bundhold. Vi vandt ikke en eneste kamp i de år jeg var med. Jeg brød mig som sagt ikke om at blive tacklet eller at nogen tog bolden fra mig. Var jeg endeligt kommet i besiddelse af bolden - som regel ved en fejltagelse - gjaldt det derfor for mig altid om at slippe af med den hurtigst muligt, desværre oftest til en modstander. Og for at undgå at få bolden sørgede jeg derfor altid at opholde mig så fjernt fra den som muligt. Som man vil forstå, så lå der ikke en stor karriere indenfor det dette felt og ventede på mig, og efter et par år holdt jeg da også op med at gå til fodbold. Alligevel fik jeg spillet lidt firmafodbold i min læretid og som nævnt kampen i San Francisco.

Som marinesoldat på bevogtningsfartøjet P 535 Nymfen, som lå udstationeret i Rønne havn og udgjorde Natoflådens knytnæve mod Warszawapagtens enheder i Fredens hav, Østersøen, var jeg meget tæt på af få endnu en fodboldkamp.

Der skete følgende: På et tidspunkt må det være gået op for chefen ombord, at han havde en vis pligt til at sørge for at besætningen var i passende fysisk form. Det havde ikke været noget tema det første halve år ombord, men nu var chefen i hvert fald blevet opmærksom på det. Han fik derfor udvirket, at en folkevognsrugbrød fra Bornholms Værn kom og hentede en del af besætningen med henblik på, at de skulle ud og spille fodbold på en bane et eller andet sted i Rønne. Nu var der blandt den værnepligtige del af besætningen en fisker fra Rønne; han hed Søren. Da vi med en basse fra Bornholms Værn ved rattet var på vej til boldbanen, mente Søren, tiden kunne anvendes bedre til andet end fodbold, og han beordrede derfor bassen ved rattet ind gennem nogle af byens snævre gader og bad ham stoppe ved et byhus. Over døren bekendtgjorde et skævt siddende skilt, at her var et værtshus, navnet på det har jeg glemt. Søren steg ud og bankede på døren, og en ældre kvinde med uglet, fedtet hår og en smøg i munden mødte Søren med orden: “Du er tidlig på den idag Søren!” Efter lidt parlamentering kaldte Søren på os andre i Folkevognsrugbrødet og sagde, at han ville give en omgang øl. Chaufføren blev også inviteret med, men han afslog. Han fik istedet for besked om at afhente os samme sted senere. Vi kom ind ølstuen, hvor en dunst som en tæt tåge hvilede tungt over de ferniserede gulve. Der var ikke ryddet op efter den forudgående aften, så flasker og glas med ølsjatterne og fyldte askebægre stod endnu på de linoleumsbeklædte borde.

Der blev båret øl ind, og da bilen med bassen ved rattet igen efter en god times tid holdt udenfor for at hente os, og den sjuskede ældre kvinde skulle til at afkræve Søren betaling for øllene, måtte han erkende, at penge havde han ingen af, men bad om at få det skrevet. “Du skylder allerede en del, Søren, og det bliver ikke ved med at gå!” lød det fra kvinden.

Og således forfrisket blev vi kørt tilbage til skibet, hvor vi pænt gik i bad og klædte om, som det hør og bør sig efter enhver form for sportsudøvelse.

Min sidste fodboldskamp blev jeg snydt for, og således sluttede en æra, som indledtes, da jeg begyndte at gå til fodbold i NIF.