Om at fejre påsken

Om at fejre påsken

I min barndoms Næstved var påsken en af de store begivenheder. Min fars familie forsømte aldrig nogen lejlighed til at feste. Jule- og påskefrokosterne var obligatoriske; hertil kom, hvad året måtte byde på af fødselsdage, konfirmationer, bryllupper og hvad ved jeg. Og som om det ikke var nok, blev der afholdt en årlig familiefest, som gik på skift mellem de fleste min fars mange søskende. Der var et godt sammenhold i familien, og familiestridigheder erindrer jeg intet om, men diskussioner var der - som regel om politik, og skønt alle havde stor veneration for samfundets svageste, var der langtfra enighed om mål og midler. Os børn - mine kusiner, fætre og jeg - lyttede henført, når der blev diskuteret politik.

Min yndlingsfætter Kjeld - og jeg havde virkelig mange fætre og kusiner - var 12 år ældre jeg. Ham så jeg op til, for han havde opnået, alt hvad en 10-årig dreng kunne drømme om i  livet, udlært maskinarbejder,  havde som math været med fregatten ‘Esbern Snare’ i Leningrad, var ejer af en blå Vespa-scooter, og så var han kæreste med den kvieøjede Grethe, som jeg i smug var lidt forelsket i. Hun var en blid, bly ungmø, som havde betaget hele familie, og især farbror Ole i sådan en grad, at han - enkemand gennem en årrække - havde svært ved at holde fingrene fra hende. Men hun forstod at afvise hans tilnærmelser på sin egen blide måde. Hendes kvindelige ynde forstyrredes dog en smule af, at hun ofte fik rundt med en cerut i munden.

En påske står særligt tydelig i min erindring. Den blev afholdt hos Faster Ruth og Onkel Åge i Roskilde; det var Kjelds forældre. Kjeld, som i sin natur rummede lidt af en anarkist, havde åbenbart gennem nogen tid reflekteret over det urimelige i, at man skulle betale entre for at komme ind i byens domkirke, og han mente ikke, det var lovligt at opkræve medlemmer af folkekirken penge for af aflægge den lokale kirke et besøg. Det skulle udfordres. “Vil du med en tur i Domkirken, uden at vi betaler for det?”, spurgte han mig straks ved ankomsten fra Næstved. Joe, det ville jeg da gerne, da jeg hørte ham udrulle sin tese.

Vi drog afsted med retning mod byens vartegn.

Ved indgangen ignorerede vi total billetsalg og kontrollør og vi passerede uanfægtet forbi. Kjeld berettede højlydt om kirken. Han kunne godt virke støjende. Den forsigtige kontrollør spurgte om at han måtte se billetter. Kjeld satte et forbavset ansigt op. “Billetter? Ja, men vi skal da så sandelig ikke betale for at komme ind i kirken”, meddelte Kjeld “for vi er medlemmer af Folkekirken!” Og med mig i hælene fortsatte han på vej ind i kirken. Kontrolløren råbte efter os og bad os stoppe. Jeg havde det ikke så godt! Kjeld var nu helt oppe i det røde felt, og en diskussion udviklede sig mere og mere højlydt og tiltrak sig andre besøgendes opmærksomhed. Kjeld bad nu om at måtte tale med en overordnet. En kirketjener blev tilkaldt, og det lykkedes Kjeld at overbevise den lille forsagte mand om vores ret til komme ind i kirken uden betaling, men altså kun, hvis vores formål var at holde andagt. Og det var netop, hvad vi havde tænkt at gøre, proklamerede min fætter. Kirketjeneren bad os følge med, og han anviste os to pladser på en stolerække midt i koret, og selv tog selv ophold ved siden af os for overvåge os. Jeg følte mig på dette tidspunkt temmelig elendig til mode, hvorimod fætter Kjeld støjende og højlydt gestikulerende berettede om de forskellige seværdigheder i kirken. Jeg ved ikke, hvor lang tid der forløb, måske et kvarter eller mere, inden jeg fik stoppet Kjelds talestrøm og gjort ham forståeligt, at nu ønskede jeg at komme ud!

Tilbage til påskefrokostselskabet, som nu var gået igang med at spille kort, kunne Kjeld berette om sin store triumf.

Kortspil var en naturlig del af familiesammenkomsterne. Der blev spillet enten whist eller mausel, småpengene kom på bordet og fem, ti og femogtyveørerne skiftede hyppigt ejere under stor morskab. Vi fætre overværede hyppigt kortspillet og kommenterede ivrigt efter hvert spil. En gang imellem fik en af de ældre af os lov til at afløse....som regel fætter Kjeld, og han kunne være ganske barsk i kritikken af sin makker.

Årene gik.....det tyndede ud i forældregenerationen, og vi fætre og kusiner mistede langsomt - men med en naturlovs forudsigelighed - kontakten med hinanden. Kjelds far, min onkel Åge, tog i påsken for et par decennier siden - som en af generationens sidste - endelig afsked med det jordiske liv. Kjeld, hvis flamboyante natur årene synes at have dæmpet, holdt en gribende tale ved båren, og i den lejlighed, der havde været rammen om så mange festlige stunder, havde han - som jeg ikke i mange år havde haft kontakt til - besluttet, at vi skulle samles efter bisættelsen, og han havde sørget for smørrebrød, øl og brændevin - helt som i gamle dage. Det blev et uforglemmeligt gensyn for os fætre og kusiner. Også den kvieøjede Grethe, som Kjeld var blevet gift med og skilt fra, var der. Nu var hun en ældre dame, men i hendes øjne kunne jeg stadig genkende den bly ungmø, jeg som 10-12 årig var hemmeligt forelsket i.

Det blev den sidste påskefrokost i den gren af familien........