Da jeg gik til fodbold......

Jeg spillede min sidste fodboldkamp en lun augustaften i 1969 i San Francisco. Afslutning på en stor international karriere i denne sportsgren? Næh, helt sådan hænger tingene ikke sammen. Det gode skib “MS Sinaloa” havde sidst på eftermiddagen lagt til kaj, og næppe var de sidste fortøjninger fastgjort til kajens pullerter, før den rare skandinaviske sømandspræst entrede gangway’en for at samle et fodboldhold blandt besætningen, for han havde en allerede sikret sig et tilsvarende hold på et norsk skib. Altså, han ville til gavn for de skandinaviske søfarendes velfærd arrangere en fodboldkamp mellem et norsk og et dansk skib. Lad mig gøre en lang historie kort: Som et yngre medlem af besætningen var jeg selvskreven til en plads på holdet. Den venlige svenske sømandspræst hentede os først på aftenen på skibet og kørte os ud til en fodboldbane. Kampen begyndte og hurtigt føg det med trusler om øretæver mellem de to hold. Kampen blev afviklet uden dommer og søfolk er stolte folk, som forstår at hævde deres ret. Hurtigt stod det klart, at en dommer måtte udnævnes og valget faldt på mig....ingenlunde fordi mine kvalifikationer berettigede det, men nok snarere fordi jeg var den, der bedst kunne undværes. Og hvor jeg før kun var udsat for kritik fra mine holdkammerater, så blev kritikken mod mig nu rettet fra begge hold. Aftenen endte dog fredeligt i sømandskirken med kaffe, vafler og aftensang. Og inden den rare præst bragte os tilbage til vores respektive skibe havde vi også foldet hænderne til bøn.

Som barn gik jeg til fodbold i NIF, for det gjorde mine kammerater på Erantisvej også. God til at spille fodbold blev jeg aldrig; jeg kunne egentlig meget godt lide at sparke til til bolden, men det generede mig i den grad, når nogen forsøgte at tage den fra mig. Det skete ofte ved at tackle eller skubbe, og voldelig kropslig kontakt har altid været mig vederstyggeligt. Men fodbold går jo i enkelthed ud på at erobre bolden fra modstanderen. Lilleputter blev den yngste gruppe af drengene kaldt, og vi var 8 - 9 år. Mange drenge gik dengang til fodbold. De bedste af dem kom på Lilleput 1 og Lilleput 2, som spillede turneringskampe mod udenbys hold. Men alle de øvrige - og det var mange - spillede på hold i klubbens egen turnering. Holdene her havde navn efter store europæiske hold som Arsenal, Everton, Juventus, Malmø FF, Røde Stjerne, Dynamo. Der var en vis prestige i at spille på de førstnævnte hold, og her blev de bedste af dem, som altså ikke lige havde opnået stjernestatus ved at spille på Lilleput 1 eller Lilleput 2 anbragt. De dårligste kom på de sidstnævnte hold, altså de “russiske”. Her fandt jeg min plads som venstre halfback på Dynamo, turneringens absolutte bundhold. Vi vandt ikke en eneste kamp i de år jeg var med. Jeg brød mig som sagt ikke om at blive tacklet eller at nogen tog bolden fra mig. Var jeg endeligt kommet i besiddelse af bolden - som regel ved en fejltagelse - gjaldt det derfor for mig altid om at slippe af med den hurtigst muligt, desværre oftest til en modstander. Og for at undgå at få bolden sørgede jeg derfor altid at opholde mig så fjernt fra den som muligt. Som man vil forstå, så lå der ikke en stor karriere indenfor det dette felt og ventede på mig, og efter et par år holdt jeg da også op med at gå til fodbold. Alligevel fik jeg spillet lidt firmafodbold i min læretid og som nævnt kampen i San Francisco.

Som marinesoldat på bevogtningsfartøjet P 535 Nymfen, som lå udstationeret i Rønne havn og udgjorde Natoflådens knytnæve mod Warszawapagtens enheder i Fredens hav, Østersøen, var jeg meget tæt på af få endnu en fodboldkamp.

Der skete følgende: På et tidspunkt må det være gået op for chefen ombord, at han havde en vis pligt til at sørge for at besætningen var i passende fysisk form. Det havde ikke været noget tema det første halve år ombord, men nu var chefen i hvert fald blevet opmærksom på det. Han fik derfor udvirket, at en folkevognsrugbrød fra Bornholms Værn kom og hentede en del af besætningen med henblik på, at de skulle ud og spille fodbold på en bane et eller andet sted i Rønne. Nu var der blandt den værnepligtige del af besætningen en fisker fra Rønne; han hed Søren. Da vi med en basse fra Bornholms Værn ved rattet var på vej til boldbanen, mente Søren, tiden kunne anvendes bedre til andet end fodbold, og han beordrede derfor bassen ved rattet ind gennem nogle af byens snævre gader og bad ham stoppe ved et byhus. Over døren bekendtgjorde et skævt siddende skilt, at her var et værtshus, navnet på det har jeg glemt. Søren steg ud og bankede på døren, og en ældre kvinde med uglet, fedtet hår og en smøg i munden mødte Søren med orden: “Du er tidlig på den idag Søren!” Efter lidt parlamentering kaldte Søren på os andre i Folkevognsrugbrødet og sagde, at han ville give en omgang øl. Chaufføren blev også inviteret med, men han afslog. Han fik istedet for besked om at afhente os samme sted senere. Vi kom ind ølstuen, hvor en dunst som en tæt tåge hvilede tungt over de ferniserede gulve. Der var ikke ryddet op efter den forudgående aften, så flasker og glas med ølsjatterne og fyldte askebægre stod endnu på de linoleumsbeklædte borde.

Der blev båret øl ind, og da bilen med bassen ved rattet igen efter en god times tid holdt udenfor for at hente os, og den sjuskede ældre kvinde skulle til at afkræve Søren betaling for øllene, måtte han erkende, at penge havde han ingen af, men bad om at få det skrevet. “Du skylder allerede en del, Søren, og det bliver ikke ved med at gå!” lød det fra kvinden.

Og således forfrisket blev vi kørt tilbage til skibet, hvor vi pænt gik i bad og klædte om, som det hør og bør sig efter enhver form for sportsudøvelse.

Min sidste fodboldskamp blev jeg snydt for, og således sluttede en æra, som indledtes, da jeg begyndte at gå til fodbold i NIF.

Caltextanken Ringstedgade 167 i Næstved

Da jeg i 1962 afslutter realklassen på Næstved Gymnasium, er der tre måneder til, jeg skal begynde som maskinlærling på de Forenede Jernstøberier i Grønnegade den 1. oktober. Jeg vil have et job og tjene nogle penge i den tid, der er, til jeg skal starte karrieren. En annonce i Næstved Tidende, hvor der søges en arbejdsdreng, bringer mig en fredag i juli ud til Caltextanken i Ringstedgade 167. Her møder jeg Olsen for første gang. Han forpagter tanken og er en bryskudseende lille rundrygget mand - nok midt i halvtredserne - i grøn kittel, træsko og med alpehue. Noget skræmmende virker han på mig, og han lægger ikke skjul på, at der skal bestilles noget, og at arbejde er noget helt andet end at gå i skole. Af én eller anden årsag - mærkelig nok - må jeg ikke have virket skræmt, for han afslutter samtalen med at sige: “Du kan begynde på mandag kl 14!” Og glad cykler jeg hjem til mine forældre og fortæller, at nu har jeg fået et arbejde......uden iøvrigt at have aftalt løn eller arbejdstid! Det finder jeg ud af, da jeg møder op om mandagen som aftalt. Jeg får 80 kr om ugen for hver uge at skifte mellem dagarbejde fra 6 - 14 og aftenarbejde fra 14 - 22 samt at arbejde hver anden søndag.

Her må jeg lige gøre et spring. Jeg har i mit arbejdsliv vel haft lidt over et dusin chefer. Nogle har været gode og andre har været mindre gode, nogle husker jeg bedre end andre og ganske få ville have været bedst tjent med at være helt glemt. Højtuddannede akademikere med et lederkursus og selvlærte folk har de været. Til den sidste gruppe hører Olsen, han har ingen uddannelse, og en bog om ledelse har han næppe nogensinde været nærhed af, men han hører til gruppen af de bedste chefer, jeg mindes at have haft. Han stiller tydelige og markante krav til sine ansatte, er altid rolig og ligevægtig, og han taler venligt og tydeligt til os...og kan i øvrigt ikke lide at se sine ansatte ubeskæftigede. Der er altid nogle små jobs, som vi kan henfalde til, hvis der ikke er kunder at betjene, biler at vaske eller dæk at lappe. Det kan være at vaske fliserne i vaske- og smørehal, luge i bedet ud mod fortorvet, eller rive gruset foran standeren med farvet benzin. Og så bryder han sig heller ikke om, at man holder fyraften før det igangværende job er afsluttet...fyraften eller ej! Ordet overtidsbetaling findes ikke i hans vokabularium. Jeg overholder disse enkle regler og befinder mig ganske godt i mit livs første rigtige  job.

Der udfolder sig et broget liv på tanken. Mange af byens spidser - tandlægen i  Opel Kapitän, murermesteren i Ford Thunderbird, pelshandleren i Chevrolet og  trikotagehandleren i Jaguar - kommer som kunder, den ene mere opblæst og højrøvet end den anden! Olsen forstår at betjene og pleje disse bedsteborgere. Mange af dem ignorerer den arbejdsdreng, som skal betjene dem. Uden at hilse, sejler spidsborgeren forbi den tjenstvillige unge mand med kurs mod kontoret, hvor Olsen sidder og færdiggør gårdsdagens regnskab, og afgiver sin bestilling....til Olsen, som videregiver bestillingen gennem den åbentstående yderdør: “Vil du tanke murermesterens bil, Bent, og se efter luft, vand og olie og vaske forruden?” Vi har en nøje instruks om altid at spørge til disse ting,  ligesom vi heller ikke må modtage drikkepenge. Det gør vi selvfølgelig, når Olsen ikke er tilstede.

Kun en enkelt gang ser jeg, at Olsen er ved at miste besindelsen, og at han må kæmpe en kamp mod indre dæmoner for at bevare sit rolige ydre. En smøremand har fyldt adskillige liter smøreolie på en af fragtmandens store røde Scania Vabis lastbiler, som kører dagligt med fragt til København. Desværre uden at bundproppen i bundkarret var skruet i, så olien løber lige gennem motoren og ned i bunden af smøregraven. Den formastelige bliver sendt hjem og sove og bliver bedt om først at møde på arbejde, når han er udsovet!

Det er et broget galleri af medarbejdere, der er ansat på tankstationen. Den lille smøremand med det sortglinsende hår er en slags førstemand. Om glansen skyldes motorolie eller brilliantine lader sig ikke afgøre, men i hvert fald matcher det sorte hår perfekt de permanent sorte negle. Når han har aftenvagt, modtager han ofte “privatkunder”, som for et par pilsnere får smurt og skiftet olie på deres bil. For den lille sorte smøremand holder nemlig meget af øl. Og så kan han et nummer, når der har været tankvogn fra “Prøvestenen” for at fylde benzin på de store tanke under jorden. Det er noget med at sikre sig den benzin, der efter påfyldningen er i slangerne fra tankvognen til jordtanken. Den tømmes i en vandkande, som derefter tømmes videre over på den lille sorte smøremands gamle rustne Morris varevogn. Når han mangler penge, og det gør han ofte, lader han sig “skrive” for nogle liter benzin og tager så det skyldige beløb fra kassen. Detaljerne går aldrig op for mig, for på kasseregnskabet skal der slås både liter og beløb ind. En morgen møder han ikke på arbejde. Man finder ham død i sengen på sit værelse i Østergade,

Da jeg tre måneder senere begynder som maskinlærling på De Forenede Jernstøberier, fortsætter jeg med at arbejde på tanken hver anden søndag.

Olsen er ikke et menneske, man kommer tæt på livet af. Hans lidt bryske ydre værner om en vis reservation, men han er ikke uden følelser, og det viser han ved at spørge deltagende til den 21-årige, som ugen før har mistet sin far. “Så må du passe godt på din mor, Bent.” siger han til mig, da jeg en tidlig søndag morgen i 1966 en måned før jul møder på arbejde på tankstationen. Ved udgangen af året bliver jeg udlært maskinarbejder, og i  det nye år begynder jeg den videre uddannelse i København; jeg bliver boende i Næstved og fortsætter med at arbejde hverandre søndag på Chevrontanken, som nu har skiftet navn. Det år til jul får jeg et pænt pengebeløb i “julegave” af Olsen.

Jeg har min sidste “weekendvagt” på tanken kort tid efter, jeg som færdiguddannet i en alder af 25 år har fået job i Køge på den virksomhed, som skal blive min arbejdsplads de næste 40 år. Man forlader jo ikke sine jobs i utide!

Jeg tiltaler ham stadig med ‘De’ og Olsen, for andet kan jeg ikke få mig selv til. For Olsen er jeg vist stadig bare drengen Bent. Sådan fortsætter det i de følgende år, når jeg under besøg i Næstved kommer på Chevrontanken som kunde. Det føles helt naturligt....

Juleminder

De første julegaver jeg har minder om, det er en hammer og en sav...... rigtigt brugbart værktøj og ikke i legetøjsudgaven. Vi boede i en af de røde blokke på Kærmindevej, nærmere betegnet nr 3, 2. sal til venstre. Jeg har været omkring 5 år og så meget op til min far, især når han håndterede værktøj, enten derhjemme eller på arbejdet som smed på De Forenede Jernstøberier. Når han havde overarbejde, var min mor og jeg altid nede med kaffe og en ostemad til ham på fabrikken i Grønnegade ved normal arbejdstids ophør, og somme tider fik jeg lov til at komme ind på fabrikken og se, hvor han arbejdede. Det optog mig meget, og især var jeg optaget af hvor beskidte hænder, det var tilladt at gå rundt med. Jeg ville også være noget med værktøj og beskidte hænder, når jeg blev stor......og sådan kom det da også mestendels til at gå, idet starten på det, som skulle blive min profession var en læreplads som maskinarbejder netop på DFJ. Det gav rige muligheder for at udleve barndommens drøm om et liv med værktøj og beskidte hænder.

Min far må ret tidligt have opfattet det, og fundet det helt naturligt, at jeg fik en hammer og en sav i julegave. Jeg har ingen yderligere erindringer om julen i den lille lejlighed på Kærmindevej, for i 1950 flyttede vi til en bedre og større lejlighed på Erantisvej, og herfra begynder mine erindringer om julen.

Dengang i begyndelsen af halvtredserne var juleaftensdag ikke en fridag, men en hverdag, hvor min far arbejdede - som på andre dage - til kl. 16:30, og butikkerne lukkede først til sædvanlig tid kl 17:30. Senere op gennem halvtredserne begyndte butikkerne at lukke ved middagstid, dagen blev en halv arbejdsdag for endelig - vel engang i firserne - at blive en helt fridag. Når min far kom hjem sidst på dagen, så var min mor i fuld gang med forberedelserne til julemiddagen, anden var i gasovnen, hvor gastrykket denne aften var lavt, og derfor skulle den stege længere end normalt. De små kartofler var klar til bruning og rødkålen skulle kun varmes, for den var lavet i de foregående dage. Forud for denne aften var gået ugers forberedelse med bagning af vanillekranse, jødekager, kogning af klejner (i Palmin). Hjemmelavet leverpostej og sylte var blevet fremstillet og indgik som en naturlig del af julens kulinariske højdepunkter, hvortil også hørte julefrokosten 1. juledag, som gik på skift mellem familiens medlemmer.

Juleaftensdag dag var en lang dag at komme igennem for den 7 - 8 årige. Forventninger var store til denne aften.....ikke fordi, der blev givet store gaver, for pengene var små, og som regel var det altid noget nyttigt mine forældre gav hinanden. Min far gav som regel min mor noget til brug i køkkenet, og min far fik ofte noget beklædning, der ligesom køkkengrejet alligevel på et eller andet tidspunkt stod for anskaffelse. Min mor havde dog en tradition med hvert år at forære min far “Hvem, Hvad, Hvor”,  årbogen, der blev udgivet af POLITIKEN. Den første bog fik han i 1955, og da han døde overførte min mor denne tradition til mig. Jeg har endnu alle bøgerne. Da jeg var blevet stor nok, fik jeg penge af min far til at købe julegaver til dem, og og som regel købte jeg en skål eller en vase til min mor, eller en bog eller et par sokker til min far. Selv fik jeg udover tøj også et stykke legetøj, måske legetøjssoldater, en legetøjspistol eller et “cowboysæt”, for dengang var de foretrukne lege for drenge gerne noget med krig eller noget cowboy’dere og indianere. Disse lege var nemlig endnu ikke stemplet som politiske ukorrekte...og mærkelig nok er ingen af os drenge..hvoraf flere den dag i dag hører til mine nære venner.....blevet hverken voldelige eller kriminelle af vores leg dengang....

Når vi i den lille familie havde danset omkring juletræet...tre mennesker skal virkelig strække begge arme ud for at nå hinanden hele vejen rundt .....så var det tid til gaveudpakning, og pudsigt nok erindrer jeg ikke at føle skuffelse over at have fået en sweater eller et par strikkede vanter i julegave, men selvfølgelig var glæden over legetøjet størst.

Og når det var overstået, så gik turen rundt i blokken på Erantisvej til mine mange legekammerater, for vi var alle spændte på, hvad de andre havde fået. Vi kom ind hos hinanden og forsynede os så rigeligt hvert sted med slik og frugt, for til julen hørte en slikskål med marcipankonfekt, romtoppe, brændte mandler med mere, ligesom en skål fyldt med pigeoner, vindruer, nødder og appelsiner hørte til i de små hjem på Erantisvej.

Joe....juletiden var noget særligt for en 8 - 10 årig dreng på Erantisvej, der var en særlig fortryllelse over juletiden, hvor forventninger efter familiekomsammen i juledagene igen begyndte at stige hen mod nytårsaften. En fortryllelse, jeg som voksen aldrig rigtig har genfundet, når lige ses bort fra årene, hvor min søn med forventning så frem til julen. Og jeg må med skam at melde bekende, at mit forhold til julen i dag er afklaret og køligt, selvom jeg sætter stor pris den anledning, julen giver til at være sammen med nærmeste familie og nære venner. Sådan er det altså bare, og julens forbrugsfest, som starter måneder forud og kulminerer  over en måned med julefrokoster i massevis, har jeg et ret afslappet og distanceret forhold til, uden på nogen måde at undslå mig for at tage del i løjerne.....i rette selskab!

Og hvad skete der med den hammer og den sav, jeg som 5-årig fik i julegave? Ja, de ligger såmænd ude i mit værksted, lagt til side i en kasse med min fars slidte værktøj. Om de dengang varslede et arbejdsliv omgivet af værktøj, og med periodevis meget sorte og beskidte hænder, så skete det fyldest i et rigt arbejdsliv med masser af tekniske udfordringer....

Dagbog: Mandag den 22. oktober 2018

Mandag den 22. Oktober 2018

Det er den første dag i resten af mit liv. Jeg står tidligt op, for jeg har en aftale med min gode ven Steen om en cykeltur.  Vi cykler ofte en tur i omegnen af Køge, og således også denne kølige efterårsmorgen. Snakken går livligt på disse ture, intet emne er for stort eller småt til at blive drøftet. Også denne formiddag slutter vi med at drikke en øl og spise de friskbagte rundstykker, vi køber undervejs - og snakken om stort og småt fortsætter.

Men inden cykelturen har jeg været igennem mine ‘morgenritualer’, armbøjninger og en tur med hunden. Først da er det tid til morgenmad....

Dagen er startet længe inden, for jeg vågner også denne morgen tidligt. Jeg læser POLITIKEN på min iPad, og irriteres over avisens frelste holdninger. Havde jeg stadig abonnement på papirudgaven var den blevet kylet hen i et hjørne af soveværelset. Jeg mediterer lidt over tilværelsen og søndagens begivenheder.

I en del år har forbindelsen til Næstved været sat på “stand-by”. Ungdomsvennerne er alle længst rejst fra byen og forbindelsen til den resterende del af familien er tørret ind. Men på det seneste er der sket noget. Jeg har på Facebook søgt efter mine klassekammerater fra Real E på Næstved Gymnasium. Det kunne interessere mig at høre, hvad der er blevet af de glade unge mennesker, der en sommerdag i Juni 1962 lod sig fotograferer på trappen foran gymnasiets hovedindgang, alle vel med store forhåbninger til fremtiden. For som vores dansklærer lektor Jønsson dengang sagde til os: “I er kernen af Danmark ungdom!”. Alt dette ligger jeg og tænker på denne efterårsmorgen, mens solen prøver at bane sig vej op over kimingen til en kølig, solrig dag. Dagen før har jeg været sammen med én af de klassekammerater, mine anstrengelser på Facebook har bragt mig i forbindelse med. Igen har jeg fået knyttet en forbindelse til min ungdoms by. Vi taler ofte om tiden i mellemskolen og i realklasse E.

“Numme” sad i vinduesrækken ved siden af Käthe; de var klassens suverænt mest rapkæftede piger, og skulle der lidt fest til i en time, var de altid i front. Således også en dag i en dansktime med lektor Jønsson. Vi læste en novelle at Steen St. Blicher - jeg har længst glemt, hvad den hedder, og jeg har ikke siden læst en linie af Blicher. Men en del af handlingen foregår på et i skib i Kattegat, og en sætning lyder: “Og så ligger de dér på dækket og boler!” Nogle stykker i klassen havde besluttet at udfordre den flamboyante Jønssons blufærdighed ved at spørge, hvad ordet “boler” betød. “Numme” var indlysende den rigtige til at stille spørgsmålet, og det gjorde hun med et barns uskyldige mine, efter dydigt at have rakt hånden i vejret. Lektor Jønsson må have sunket sit spyt en ekstra gang - han havde måske allerede luret os - og efter en pause kom svaret: “Det fremgår vist umiddelbart af sammenhængen”. At spørgsmålsstillerens netop var “Numme” var for så vidt meget indlysende, og  det kan have spillet ind, at hun noget før havde fået nedsablet en fristil med ordene: “Unge dame, du forsøger at skrive som Karen Blixen, men du har slet, slet ikke hendes format!” Eller var det senere, og dermed Jønssons “tak for sidst”. Jeg husker det ikke.

Han kunne i det hele taget godt være ret kontant og resolut, når en af os skulle sættes på plads. En dag sad jeg og skrev nogle strofer fra sangen “Mandalay” på omslaget af min sangbog. Jeg var meget betaget af denne schlagere med Four Jacks, og Kipling ulidelige tekst i dansk oversættelse. Jeg - 14 eller 15 årige - havde netop nedskrevet linierne “Vel et hundrede kvinder har jeg her fra Chelsea og til Strand, som kun drømmer om at elske, hvad jeg næppe tror, de kan”,  da lektoren opdagede mit åndelige fravær fra undervisningen, og resolut rejste sig fra kateteret og gik ned og flåede sangbogen fra mig. Han læste, hvad, jeg havde skrevet og udbrød: “Aha, jeg ser vi har fået en lille poet iblandt os”. Han undlod dog at læse strofen op...ellers var jeg blevet uhjælpeligt til grin.

Karen Blixen var en af hans foretrukne forfattere, og ofte læste han op af “Den Afrikanske Farm”. Jeg fandt dengang bogen gabende kedsommelig. Idag har jeg vist været den efterhånden slidte og lasede billigbogsudgave, jeg købte for mere end 40 år siden, igennem fem eller seks gange. Jeg elsker den bog, og har ikke læst den for sidste gang.

Min far talte nogle gange med Lektor Jønsson til forældremøder, og var meget begejstret for denne flinke mand, som min far omtalte ham. Jeg har nu en mistanke om, at det mere skyldtes, at Jønsson var inkarneret socialdemokrat - som min far - og sad i byrådet....

Jeg tænker videre denne morgen, mens jeg stadig ligger i min seng, om tiden på Næstved Gymnasium. Det var en godt tid. Efter første time var det tid til morgensang i Aulaen. Rektor Gjedde trådte op på talerstolen og meddelte, hvad der skulle synges fra den sangbog, vi i 1. Mellem fik udleveret til evig eje. Jeg har min endnu. Fysiklærer Skjold sang for, han havde vist en fortid som operasanger i Tyskland, og en gymnasieelev spillede flygel. Det var Elisabeth Westenholz, som senere skulle blive - og stadig er - en af vores fremmeste pianister. Rektor Gjedde var en lille mand, altid iført habit og butterfly. Han skelede stærkt, og når man mødte ham på en af gangene, var man aldrig sikker på, om han kiggede på én. Han havde en stærk udstråling, som synes svær kontrollérbar, og han var vist mere frygtet end elsket.

Alt dette ligger jeg og tænker på denne morgen, som skulle blive den første dag i resten af mit liv.

Eftermiddagen går med havearbejde og snak over hegnet med en nabo, og vil næppe efterlade noget varigt minde og aftenens TV-program med et rigt udbud af genudsendelser og reality-programmer gør det ikke svært for mig at foretrække at læse videre i en bog af den fremragende finske forfatter Kjell Westö....

Forenings- og klubliv

Den første klub, jeg erindrer at have været medlem af, må være NIF, Næstved Idrætsforening. På Erantisvej, hvor jeg boede, spillede vi alle fodbold på marken overfor, altså drengene forståes, for fodbold var dengang i midten af sidste århundrede et boldspil udelukkende forbeholdt drenge og mænd. Og når den rette alder var nået - og det var den ved 8 - 10 års alderen -  blev mange drenge meldt ind i NIF - ikke som nu til dags for at leve ambitiøse forældres drømme ud - men for at følge kammeraterne på vejen. Jeg kunne godt lide at sparke til en fodbold, men det generede mig, når bolden af en modstander blev taget fra mig. Men det går fodbold jo ud på! Jeg fulgte kammeraterne og blev selvfølgelig også meldt ind i NIF.  Udstyret med et par brugte fodboldstøvler, flere numre for store og købt sammen med min mor hos marskandiser Foxø i Ringstedgade for 6 kr og en klubtrøje i klubbens grøn/hvide farver, som min mor havde syet, var jeg således klar til at indlede karrieren.

Kun to hold kunne deltage i turneringer med udenbys hold, Lilleput 1 og Lilleput 2 hed de vist. Disse to hold var - helt naturligt - forbeholdt de bedste af drengene. De øvrige af os, nok til at danne 8 - 10 hold, blev sat på hold i en lokal turnering med kampe hver lørdag eftermiddag. Holdene var opkaldt efter nogle af de store europæiske hold, som Arsenal, Juventus, Milan, Everton, Dynamo, Røde Stjerne osv. Her blev de bedste af de dårligste spillere sat på de mest populære “europæiske” hold” dengang, altså Arsenal, Juventus osv., men de ultimative dårligste blev sat på “østeuropæiske og russiske” hold. Jeg fik min helt naturlige placering på russiske “Dynamo”, som på forhånd var bestemt til at være bundhold. Og det levede vi til fulde op til. Vi vandt aldrig en kamp. Som det måske forstås af ovenstående, var jeg - mildt sagt - ikke særlig god til at spille fodbold, og i erkendelse af det, forsøgte jeg altid at undgå at få bolden ved at indtage positioner på banen så langt væk fra bolden som muligt. Og når det uundgåelige en sjælden gang skete, at jeg kom i besiddelse af bolden, var det som regel ved en fejltagelse. Og så gjaldt det for mig om at komme af med den hurtigst muligt, inden nogen begyndte at komme i infight med mig, for jeg har aldrig brudt mig om slagsmål og kropskontakt med fremmede. At det som regel blev en modstander, jeg fik afleveret bolden til, bør ikke overraske nogen. Heller ikke at min “karriere” inden for denne sportsgren blev ganske kort.

Se, det var mit første medlemskab af en forening/klub. Det er blevet til end 30 i årenes løb. Jeg har aldrig søgt indflydelse i nogen klub eller forening, mit ambitionsniveau i så henseende har været nærmest ikke-eksisterende. Mine erfaringer fra et langt liv har lært mig, at der står masser af ivrige/ansvarsfulde personer parate til at påtage sig disse opgaver. Der er de ivrige, dem som måske ikke har udlevet deres ambitioner på andre af livets områder, og som gerne søger opmærksomhed. Og så er der de ansvarsfulde, som i en ærlig hensigt gerne vil gøre noget for andre eller for en bestemt sag, og som betragter en bestyrelsespost som en form for offentlig ombud. Den første kategori kan blive lidt trættende at høre på og ejer ofte ikke begavelsens nådegave, og den sidste kategori har min dybeste respekt.

Og jo, så er der også lige dem, som nærmest ved et tilfælde havner i en bestyrelse eller på en formandspost. Og når jeg tidlige postulerede, at jeg aldrig har søgt indflydelse i en klub eller forening, så står det til troende, selvom jeg  må vedkende mig i et par år at have bestyret formandsposten i Lærlingeklubben, som henhørte under Dansk Smede-og Maskinarbejderforbunds Næstvedafdeling. Jeg må være blevet foreslået til en bestyrelsespost af mine lærekammerater, jeg husker det ikke. Men jeg husker, hvordan jeg blev formand! Den såkaldte ‘svenderepræsentant’ der af Forbundet’ var udpeget til at føre opsyn med en ofte uregerlig lærlingebestyrelse, dikterede mig en dag på et bestyrelsesmøde, hvor den gamle formand gik af - han var blevet udlært - at nu jeg skulle være formand. Ingen andre i bestyrelse protesterede, og da jeg fik at vide, at sådan blev det, ja, så blev det altså sådan. Min autoritetstro fornægtede sig endnu engang ikke.

Som formand indtraf min helt store bedrift, da jeg på min læreplads af mine lærekammerater på De Forenede Jernstøberier i Grønnegade blev sendt op til ‘Den Lange’, fabrikkens karismatiske driftsleder, med en anmodning om, at vi lærlinge fik lov til at ryge i arbejdstiden. Det gjorde vi allerede. Det foregik i smug kl.10 og kl.14 omkring urinalet (vi havde nu en anden betegnelse for det!) ude på toilettet, som var ‘værkførerfrit område’. Alle vidste det, og problemer gav det det kun, når vi smed skoddene i urinalet - hvad vi altid gjorde. Så skældte “Røde Carl” ud. Det var ham, som gjorde rent på toiletterne, og han var troende medlem af det nystiftede SF. Han gik altid med “Minavisen”, SF’s avis, en slags menighedsblad, i baglommen og lånte det gerne ud til de toiletsøgende.

Jeg fik lavet en aftale med ‘Den Lange’, gående ud på at fra dags dato var det nu tilladt lærlinge over 18 år at ryge i arbejdstiden. Jeg høstede stor ros for min indsats af den rigtige tillidsmand, som samtidig gav mig en belæring om, at arbejderklassens kampe var blevet vundet i trin, og inden længe ville det helt sikkert blive tilladt alle lærlinge at ryge i arbejdstiden. Ak ja, tiderne har ændret sig. Jeg har ikke siden deltaget aktivt i foreningspolitik.....

Sluttelig kan jeg ikke undlade at nævne, at jeg efter min korte klubkarriere i fodbold nåede at deltage i endnu en fodboldkamp. Det skete en lun augustaften i 1969 i Los Angeles. Som nyuddannet var jeg forhyret på det gode ØK skib MS Sinaloa og den rare svenske sømandspræst i Los Angeles havde arrangeret en fodboldkamp mellem Sinaloa’s besætning og besætningen på et norsk skib. Som tilhørende den yngre del af besætningen var jeg selvskreven til at deltage - og tre uger på havet med anløb af kun et enkel havn i Panama må have sat min realitetssans på ‘stand-by’ - for jeg indvilligede i at deltage. Kampen blev afviklet uden dommer. Nu forholder det sig sådan, at søfolk er stolte mennesker med stor retfærdighedssans - i hvert fald hvad angår selvretfærdighed - og kort fortalt, så udviklede kampen sig til en diskussion om enhver hændelse, og trusler om øretæver svævede i luften. Det var uholdbart, og en dommer måtte udnævnes. Det blev mig, nok ikke grundet mit kendskab til reglerne, men sikkert udelukkende fordi jeg var den, der bedst kunne undværes, uden at det ville influere på udfaldet af kampen. Så, hvor jeg før kun var genstand for holdkammeraternes kritik, så var jeg nu genstand for kritik fra begge hold. Resultatet af kampen husker jeg ikke. Det er som så meget andet gået glemselens gang..

Men aftenen sluttede trods alt i fred og fordragelighed med forbrødring i sømandskirken, hvor der ventede nybagte vafler og kaffe efter kampen, inden vi med en aftensang og en bøn returnerede til vores respektive skibe .....

Sommerminder

Sommer har fra min tidligste barndom været synonym med Karrebæksminde. Herfra har jeg mine første erindringsglimt af sommeren. Og derfor har denne lille fisker- og badeby i min indre verden altid været forlenet med en særlig fortryllelse, og navnet fremkaldte i mange år indre billeder af sommer, sol og strand samt samvær med gode og glade venner. I en fremskreden alder bliver fortryllelsen brudt. Det vender vi tilbage til.

Karrebæksminde ligger, hvor vejen ender, og ingen veje fører videre. Skal man tilbage, sker det ad samme vej, og den kan være smertefuld at tilbagelægge.

Mit første flash-back fra byen, som oprindelig var Næstveds havneby, ligger næsten 70 år tilbage. Jeg står sammen med sin mor og far nedenfor det, som engang var et strandhotel og kigger op mod vinduet på første sal, hvor min moster Kristine, onkel Hans og kusine Tut vinker ned til os. Senere bader vi, og Tut sprøjter vand på mig og siger, jeg er et vandskræk. Tableau slut.

Fra de efterfølgende års mange ture i familiens lille Austin Seven årgang 1932 til sommerbyen, husker jeg specielt én. Min far har lovet mig at gå med i vandet, men først skal hans førkrigstidsbadedragt underkastes en ændring, for en badedragt med skulderstropper hører uigenkaldelig mellemkrigstiden til. Ændringen foretages på vejen til den eftertragtede strand. Min mor fører nål og tråd. Om det skyldes min fars manglende begejstring for det våde element eller om ændringen af badetøjet ikke bliver færdig, husker jeg ikke, men i vandet kommer min far ikke. Den 7-årige dreng er slemt skuffet og må bade alene. Tableau slut.

I de følgende år begynder jeg selv sammen med mine kammerater at cykle de 12 km til stranden. Det gør vi tit og ofte om søndagen og i skoleferien, når det er strandvejr, altid medbringende en madpakke, en sodavand, en krone til en is samt mange formaninger om ikke at bade den første halve time efter at have indtaget den lunkne sodavand og den fladtrykte, og ligeså lunkne madpakke. På vej hjem efter sådan en solbeskinnet stranddag er vi trætte, solskoldede og fyldt med sand. Hjemme venter de lektier, som har måtte vige for en dag ved stranden, samt besked om at gå i bad for at få skyllet sand og salt af kroppen. Ja, vejen tilbage er i sandhed smertefuld. Tableau slut.

I skoleferien tilbydes gratis svømmeundervisning hver anden dag på den havnebadeanstalt, der ligger ved stenmolen i yderhavnen. Udstyret med korkbælte og korkplade bliver man ad den slimede, kokostæppebelagte trappe beordret ud i det afgrundsdybe bassin efter på den ligeså slimede bassinkant at have indøvet svømmetagene. Oppe på kanten står svømmelæreren parat med stor bambusstang med en bøjle, parat til at gribe den skrækslagne svømmeelev på vej mod det sorte dyb. Jeg lærte først at svømme et andet sted nogle år senere, for mine oplevelser gav mig en skræk for svømmeundervisning i adskillige år. Tableau slut.

Omkring konfirmationsalderen begyndte mine kammerater og jeg at ligge i telt på campingpladsen. Den medbragte proviant er legendarisk, bøf på dåse, havregryn, rugbrød, spegepølse og dåseleverpostej. Mere behøver man ikke. Det hele foregår stille og roligt, og det er før nogen af os for alvor stifter bekendtskab med spiritussen magiske effekt og hormonerne bobler endnu ikke så meget, at vi kommer tæt på pigerne. Tableau slut.

Ind i læretiden fortsætter disse teltferier i badebyen, ja, det er blevet en tradition at tilbringe forårshelligdagene i de telte, som vi for den sparsomme lærlingeløn har erhvervet. Uskylden er hastigt på retur, kun den sidste rest er bevaret. Inden der om aftenen forlægges til “Sølyst”, hvor en harmonika og en tromme leverer den musik, der legitimere nærkontakten med den efterstræbte, er stemningen blevet stimuleret i teltet med indkøbte varer hos købmand Møller lige overfor kroen. Dortmunder og Kijafa er sammen med Clock-gin de foretrukne rusmidler. Nu skal der kun et fåtal af de dyre restaurationsbajere til at vedligeholde stemningen. En aften afsluttes ikke sjældent med havbad, inden vi i al vores kyskhed vender tilbage til teltet. Det hele er egentlig såre uskyldigt. Tableau slut.

Årene går, alle vi venner fra dengang er blevet etablerede med familier, hus og bil. Børn er kommet til og børn er på vej. Og nogle har erhvervet sig sommerhus i Karrebæksminde. Skønt spredt for alle vinde, ses vi stadig. I venners sommerhuse i den lille badeby holdes mangen en god fest. Kolde dåseøl i vaskebalje med isvand, grill, og gravide hustruer er faste bestanddele til disse fester. Overnatning i telte på græsplænen er en ligeså selvfølgelig del at arrangementet, som Gammel Dansk til den efterfølgende dags morgenbord, hvortil også hører reparationsbajere. Jo, Karrebæksminde har sin fortryllelse om sommeren som aldrig før....Tableau slut.

Vi har nu passeret årtusindskiftet, og min lille familie har slået dybe rødder i Køge. Men det lille badesteds fortryllelse er ikke blevet mindre efter, at den nyerhvervede motorsejler har fået sin faste kajplads i Karrebæksminde, hvor ellers? Mange søndage tilbringer den nu midaldrende mand og hans hustru ombord på skibet med kaffe og kage fra Søkonditoriet. Tableau slut.

Mange begivenheder udspiller sig i familien i begyndelse af det nye årtusinde, og nogle af disse får den til at tage beslutningen om at flytte ind i et nyopført byggeri ved Vesterhave. I flere år har tanken om at vende hjem til barndomsegnen været et samtaleemne i familien. Nu træffes en hurtig beslutning, og en smuk augustdag tre år inde i det nye årtusinde flytter vi ind i det nybyggede rækkehus i Lodshaven.

Om man med nogen mening kan tale om én stor forkert beslutning taget i løbet af livet, så må vores flytning til Karrebæksminde høre til denne kategori. Lange arbejdsdage i Køge for mig og lige så lange dage i Karrebæksminde alene i rækkehuset for min hustru, kombineret med fravær af netværket i Køge, hvortil rødderne langtfra er kappet, gør udslaget. Efter et halvt år i Karrebæksminde vil vi tilbage til den by, hvor vi havde vores gode år!

Der skal dog gå endnu halvandet år før vi med det sidste flyttelæs kan forlade Karrebæksminde ad sammen vej, som vi var kommet til byen. Og endnu engang kan jeg konstatere, at vejen tilbage er smertefuld at tilbagelægge. Karrebæksminde har mistet sin uskyld....

Oliefyrsværkstedet

Et voldsomt nys bringer mig tilbage til virkeligheden. Jeg er faldet i staver og dagdrømmer. Med mine sytten år har jeg været i lære et par måneder på De Forenede Jernstøberier i Næstved. Mit job er at skrue skilte på oliefyr, ikke verdens mest inspirerende opgave, og jeg er lærling hos ‘Den Lille Jensen’, ikke verdens mest inspirerende svend. Han generer egentlig ingen og skælder aldrig ud, for han siger sjældent noget, og slet ikke til mig, bortset fra dagens to, tre nødvendige sætninger, og altid noget arbejdsrelateret. Jo, forresten, der er da lige dengang - måneder efter denne episode - at han spørger: ,”Er det i dag, du skal aflægge køreprøve?” Værkføreren må have underrettet ‘Den Lille Jensen’ om, at jeg har fået bevilget et par timer fri, for at få overstået den lille formalitet - på min atten års fødselsdag, forståes! Den Lille Jensen er med et moderne udtryk et introvert menneske.

Nyset kommer fra Jensen, som traver rastløst frem og tilbage foran de fem oliefyr, som kører på prøvestandene. Ud over at skrue mærkeskilte på oliefyrene er det også min opgave at løfte oliefyrene op på prøvestanden og visa versa - jo, jo, der er skam en vis afveksling i arbejdet. Herfra overtager Jensen ansvaret, som består i af tilslutte fyrene til oliesystemet og i øvrigt overvåge prøvedriften. Og i to timer traver ‘Den Lille Jensen’ så frem og tilbage, inspicerer med mellemrum fyrene, sætter spidsen af en skruetrækker med på fyret, lægger øret til håndtaget på skruetrækkeren, lytter og ser betydningsfuld ud.

Det er under denne overvågning, at et nys ikke længere kan tilbageholdes. Desværre udvikler nyset et så voldsomt lufttryk, at gebisset i overmunden heller ikke kan tilbageholdes, og i en omvendt parabelformet kurve forlader det mundhulen for at lande i en dynge olievædet savsmuld!

Det sker lige for øjnende af dagdrømmeren, så jeg har første parket. Min reaktion er at udstøde en høj hysterisk latter, som går over i et grineflip. Heldigvis får jeg øjenkontakt med nogle af de andre på værkstedet. Her skal ikke grines! En senere evne til at se det komiske i bizarre situationer bliver måske grundlagt her. ‘Den Lille Jensen’ bemærker heldigvis ikke min upassende opførsel, for han ligger på knæ optaget af at fiske gebisset ud af bunken med olievædet savsmuld. Gebisset findes, stikkes i lommen, og ‘Den Lille Jensen’ lusker upåagtet ud af det lille værksted, skæver til siderne, har noget mon set det? Men alle er pludselig blevet meget optaget af deres arbejde. Da Jensen er ude af

værkstedet bryder en befriende latter ud.

Afveksling i dagens rutineprægede arbejde kan forekomme. En dag har ‘Den Lille Jensen’ glemt at samle et olierør, og fyringsolie sprøjter ud på en væg, hvor der står en reservedelsreol. Som lærling bliver det min afvekslende opgave at rengøre flere hundrede reservedele samt reol og væg for fyringsolie.....

Der er yderligere tre svende og en lærling på det lille oliefyrværksted. De to unge svende Børge og ‘Smed Henriksen’ styrer samtalen på værkstedet. Den kan være ret lummer, især mandag morgen, hvor ungkarlen ‘Smed Henriksen’ overfor den gifte Børge aflægger beretning om weekend’ens udskejelser. Vi to lærlinge deltager ikke i disse samtaler, vi lytter blot med ørene slået ud. Den rare ældre Johannes, som er den fjerde af svendene, ryster blot overbærende på hovedet af de to styrvolter og siger med et stille smil til dem, at de er fjollede at høre på! Jeg har kendt Johannes gennem flere år. Han har en lille frugtplantage udenfor Næstved, og hvert år levere han os den kasse Ingrid Marie-æbler, som min far, der også er smed på fabrikken, køber af ham.      

Johannes har den anden lærling tilknyttet. Han er søn af ‘Autostradamorderen’, der arbejder som ingeniør på maskinfabrikkens tegnestue. ‘Autostradamorderen’ får sit navn, fordi han engang blev anholdt af tysk politi, mistænkt for et mord begået på autostradaen. Det hele var en fejltagelse, og han blev hurtigt sat fri igen. Men navnet hænger ved. Det gør det navn, som nogle hurtigt ‘døber’ sønnen, også. Han bliver kaldt ‘Bivejsmorderen’. 

Han begynder samme dag som mig på det lille oliefyrsværksted, og hans indledningsreplik kunne nok have været valgt med større omhu. “Jeg skal ikke kun være maskinarbejder, jeg skal være ingeniør!”, erklærer det unge menneske frimodigt den første dag, han møder op på jobbet. Han er nu allerede bagud på point, inden kampen er begyndt! Hans sortie fra fabrikken bliver mindst ligeså uheldig, som starten. Medbringende det beløb, han om lørdagen er blevet udstyret med som betaling for at af de tre obligatoriske ophold på Teknisk Skole - mange hundrede kroner - forsvinder han, og vi ser ham aldrig mere på fabrikken. En trist skæbne.....

Efter seks måneder sammen med “Den Lille Jensen” skal jeg ud i andre afdelinger på maskinfabrikken, men helt ude af min verden bliver han ikke, for en af de svende, jeg i en periode bliver tilknyttet, er hans svigersøn. Han går under navnet ‘Frede-Ild-I-Røven’. For han er også brandmand. Og jeg bliver lærekammerat med ‘Frede-Ild-I-Røvens’ søn, som - selvfølgelig - bliver kaldt “Gnisten”. Men det er en ganske anden historie....