Sommerminder

Sommer har fra min tidligste barndom været synonym med Karrebæksminde. Herfra har jeg mine første erindringsglimt af sommeren. Og derfor har denne lille fisker- og badeby i min indre verden altid været forlenet med en særlig fortryllelse, og navnet fremkaldte i mange år indre billeder af sommer, sol og strand samt samvær med gode og glade venner. I en fremskreden alder bliver fortryllelsen brudt. Det vender vi tilbage til.

Karrebæksminde ligger, hvor vejen ender, og ingen veje fører videre. Skal man tilbage, sker det ad samme vej, og den kan være smertefuld at tilbagelægge.

Mit første flash-back fra byen, som oprindelig var Næstveds havneby, ligger næsten 70 år tilbage. Jeg står sammen med sin mor og far nedenfor det, som engang var et strandhotel og kigger op mod vinduet på første sal, hvor min moster Kristine, onkel Hans og kusine Tut vinker ned til os. Senere bader vi, og Tut sprøjter vand på mig og siger, jeg er et vandskræk. Tableau slut.

Fra de efterfølgende års mange ture i familiens lille Austin Seven årgang 1932 til sommerbyen, husker jeg specielt én. Min far har lovet mig at gå med i vandet, men først skal hans førkrigstidsbadedragt underkastes en ændring, for en badedragt med skulderstropper hører uigenkaldelig mellemkrigstiden til. Ændringen foretages på vejen til den eftertragtede strand. Min mor fører nål og tråd. Om det skyldes min fars manglende begejstring for det våde element eller om ændringen af badetøjet ikke bliver færdig, husker jeg ikke, men i vandet kommer min far ikke. Den 7-årige dreng er slemt skuffet og må bade alene. Tableau slut.

I de følgende år begynder jeg selv sammen med mine kammerater at cykle de 12 km til stranden. Det gør vi tit og ofte om søndagen og i skoleferien, når det er strandvejr, altid medbringende en madpakke, en sodavand, en krone til en is samt mange formaninger om ikke at bade den første halve time efter at have indtaget den lunkne sodavand og den fladtrykte, og ligeså lunkne madpakke. På vej hjem efter sådan en solbeskinnet stranddag er vi trætte, solskoldede og fyldt med sand. Hjemme venter de lektier, som har måtte vige for en dag ved stranden, samt besked om at gå i bad for at få skyllet sand og salt af kroppen. Ja, vejen tilbage er i sandhed smertefuld. Tableau slut.

I skoleferien tilbydes gratis svømmeundervisning hver anden dag på den havnebadeanstalt, der ligger ved stenmolen i yderhavnen. Udstyret med korkbælte og korkplade bliver man ad den slimede, kokostæppebelagte trappe beordret ud i det afgrundsdybe bassin efter på den ligeså slimede bassinkant at have indøvet svømmetagene. Oppe på kanten står svømmelæreren parat med stor bambusstang med en bøjle, parat til at gribe den skrækslagne svømmeelev på vej mod det sorte dyb. Jeg lærte først at svømme et andet sted nogle år senere, for mine oplevelser gav mig en skræk for svømmeundervisning i adskillige år. Tableau slut.

Omkring konfirmationsalderen begyndte mine kammerater og jeg at ligge i telt på campingpladsen. Den medbragte proviant er legendarisk, bøf på dåse, havregryn, rugbrød, spegepølse og dåseleverpostej. Mere behøver man ikke. Det hele foregår stille og roligt, og det er før nogen af os for alvor stifter bekendtskab med spiritussen magiske effekt og hormonerne bobler endnu ikke så meget, at vi kommer tæt på pigerne. Tableau slut.

Ind i læretiden fortsætter disse teltferier i badebyen, ja, det er blevet en tradition at tilbringe forårshelligdagene i de telte, som vi for den sparsomme lærlingeløn har erhvervet. Uskylden er hastigt på retur, kun den sidste rest er bevaret. Inden der om aftenen forlægges til “Sølyst”, hvor en harmonika og en tromme leverer den musik, der legitimere nærkontakten med den efterstræbte, er stemningen blevet stimuleret i teltet med indkøbte varer hos købmand Møller lige overfor kroen. Dortmunder og Kijafa er sammen med Clock-gin de foretrukne rusmidler. Nu skal der kun et fåtal af de dyre restaurationsbajere til at vedligeholde stemningen. En aften afsluttes ikke sjældent med havbad, inden vi i al vores kyskhed vender tilbage til teltet. Det hele er egentlig såre uskyldigt. Tableau slut.

Årene går, alle vi venner fra dengang er blevet etablerede med familier, hus og bil. Børn er kommet til og børn er på vej. Og nogle har erhvervet sig sommerhus i Karrebæksminde. Skønt spredt for alle vinde, ses vi stadig. I venners sommerhuse i den lille badeby holdes mangen en god fest. Kolde dåseøl i vaskebalje med isvand, grill, og gravide hustruer er faste bestanddele til disse fester. Overnatning i telte på græsplænen er en ligeså selvfølgelig del at arrangementet, som Gammel Dansk til den efterfølgende dags morgenbord, hvortil også hører reparationsbajere. Jo, Karrebæksminde har sin fortryllelse om sommeren som aldrig før....Tableau slut.

Vi har nu passeret årtusindskiftet, og min lille familie har slået dybe rødder i Køge. Men det lille badesteds fortryllelse er ikke blevet mindre efter, at den nyerhvervede motorsejler har fået sin faste kajplads i Karrebæksminde, hvor ellers? Mange søndage tilbringer den nu midaldrende mand og hans hustru ombord på skibet med kaffe og kage fra Søkonditoriet. Tableau slut.

Mange begivenheder udspiller sig i familien i begyndelse af det nye årtusinde, og nogle af disse får den til at tage beslutningen om at flytte ind i et nyopført byggeri ved Vesterhave. I flere år har tanken om at vende hjem til barndomsegnen været et samtaleemne i familien. Nu træffes en hurtig beslutning, og en smuk augustdag tre år inde i det nye årtusinde flytter vi ind i det nybyggede rækkehus i Lodshaven.

Om man med nogen mening kan tale om én stor forkert beslutning taget i løbet af livet, så må vores flytning til Karrebæksminde høre til denne kategori. Lange arbejdsdage i Køge for mig og lige så lange dage i Karrebæksminde alene i rækkehuset for min hustru, kombineret med fravær af netværket i Køge, hvortil rødderne langtfra er kappet, gør udslaget. Efter et halvt år i Karrebæksminde vil vi tilbage til den by, hvor vi havde vores gode år!

Der skal dog gå endnu halvandet år før vi med det sidste flyttelæs kan forlade Karrebæksminde ad sammen vej, som vi var kommet til byen. Og endnu engang kan jeg konstatere, at vejen tilbage er smertefuld at tilbagelægge. Karrebæksminde har mistet sin uskyld....