Forenings- og klubliv

Den første klub, jeg erindrer at have været medlem af, må være NIF, Næstved Idrætsforening. På Erantisvej, hvor jeg boede, spillede vi alle fodbold på marken overfor, altså drengene forståes, for fodbold var dengang i midten af sidste århundrede et boldspil udelukkende forbeholdt drenge og mænd. Og når den rette alder var nået - og det var den ved 8 - 10 års alderen -  blev mange drenge meldt ind i NIF - ikke som nu til dags for at leve ambitiøse forældres drømme ud - men for at følge kammeraterne på vejen. Jeg kunne godt lide at sparke til en fodbold, men det generede mig, når bolden af en modstander blev taget fra mig. Men det går fodbold jo ud på! Jeg fulgte kammeraterne og blev selvfølgelig også meldt ind i NIF.  Udstyret med et par brugte fodboldstøvler, flere numre for store og købt sammen med min mor hos marskandiser Foxø i Ringstedgade for 6 kr og en klubtrøje i klubbens grøn/hvide farver, som min mor havde syet, var jeg således klar til at indlede karrieren.

Kun to hold kunne deltage i turneringer med udenbys hold, Lilleput 1 og Lilleput 2 hed de vist. Disse to hold var - helt naturligt - forbeholdt de bedste af drengene. De øvrige af os, nok til at danne 8 - 10 hold, blev sat på hold i en lokal turnering med kampe hver lørdag eftermiddag. Holdene var opkaldt efter nogle af de store europæiske hold, som Arsenal, Juventus, Milan, Everton, Dynamo, Røde Stjerne osv. Her blev de bedste af de dårligste spillere sat på de mest populære “europæiske” hold” dengang, altså Arsenal, Juventus osv., men de ultimative dårligste blev sat på “østeuropæiske og russiske” hold. Jeg fik min helt naturlige placering på russiske “Dynamo”, som på forhånd var bestemt til at være bundhold. Og det levede vi til fulde op til. Vi vandt aldrig en kamp. Som det måske forstås af ovenstående, var jeg - mildt sagt - ikke særlig god til at spille fodbold, og i erkendelse af det, forsøgte jeg altid at undgå at få bolden ved at indtage positioner på banen så langt væk fra bolden som muligt. Og når det uundgåelige en sjælden gang skete, at jeg kom i besiddelse af bolden, var det som regel ved en fejltagelse. Og så gjaldt det for mig om at komme af med den hurtigst muligt, inden nogen begyndte at komme i infight med mig, for jeg har aldrig brudt mig om slagsmål og kropskontakt med fremmede. At det som regel blev en modstander, jeg fik afleveret bolden til, bør ikke overraske nogen. Heller ikke at min “karriere” inden for denne sportsgren blev ganske kort.

Se, det var mit første medlemskab af en forening/klub. Det er blevet til end 30 i årenes løb. Jeg har aldrig søgt indflydelse i nogen klub eller forening, mit ambitionsniveau i så henseende har været nærmest ikke-eksisterende. Mine erfaringer fra et langt liv har lært mig, at der står masser af ivrige/ansvarsfulde personer parate til at påtage sig disse opgaver. Der er de ivrige, dem som måske ikke har udlevet deres ambitioner på andre af livets områder, og som gerne søger opmærksomhed. Og så er der de ansvarsfulde, som i en ærlig hensigt gerne vil gøre noget for andre eller for en bestemt sag, og som betragter en bestyrelsespost som en form for offentlig ombud. Den første kategori kan blive lidt trættende at høre på og ejer ofte ikke begavelsens nådegave, og den sidste kategori har min dybeste respekt.

Og jo, så er der også lige dem, som nærmest ved et tilfælde havner i en bestyrelse eller på en formandspost. Og når jeg tidlige postulerede, at jeg aldrig har søgt indflydelse i en klub eller forening, så står det til troende, selvom jeg  må vedkende mig i et par år at have bestyret formandsposten i Lærlingeklubben, som henhørte under Dansk Smede-og Maskinarbejderforbunds Næstvedafdeling. Jeg må være blevet foreslået til en bestyrelsespost af mine lærekammerater, jeg husker det ikke. Men jeg husker, hvordan jeg blev formand! Den såkaldte ‘svenderepræsentant’ der af Forbundet’ var udpeget til at føre opsyn med en ofte uregerlig lærlingebestyrelse, dikterede mig en dag på et bestyrelsesmøde, hvor den gamle formand gik af - han var blevet udlært - at nu jeg skulle være formand. Ingen andre i bestyrelse protesterede, og da jeg fik at vide, at sådan blev det, ja, så blev det altså sådan. Min autoritetstro fornægtede sig endnu engang ikke.

Som formand indtraf min helt store bedrift, da jeg på min læreplads af mine lærekammerater på De Forenede Jernstøberier i Grønnegade blev sendt op til ‘Den Lange’, fabrikkens karismatiske driftsleder, med en anmodning om, at vi lærlinge fik lov til at ryge i arbejdstiden. Det gjorde vi allerede. Det foregik i smug kl.10 og kl.14 omkring urinalet (vi havde nu en anden betegnelse for det!) ude på toilettet, som var ‘værkførerfrit område’. Alle vidste det, og problemer gav det det kun, når vi smed skoddene i urinalet - hvad vi altid gjorde. Så skældte “Røde Carl” ud. Det var ham, som gjorde rent på toiletterne, og han var troende medlem af det nystiftede SF. Han gik altid med “Minavisen”, SF’s avis, en slags menighedsblad, i baglommen og lånte det gerne ud til de toiletsøgende.

Jeg fik lavet en aftale med ‘Den Lange’, gående ud på at fra dags dato var det nu tilladt lærlinge over 18 år at ryge i arbejdstiden. Jeg høstede stor ros for min indsats af den rigtige tillidsmand, som samtidig gav mig en belæring om, at arbejderklassens kampe var blevet vundet i trin, og inden længe ville det helt sikkert blive tilladt alle lærlinge at ryge i arbejdstiden. Ak ja, tiderne har ændret sig. Jeg har ikke siden deltaget aktivt i foreningspolitik.....

Sluttelig kan jeg ikke undlade at nævne, at jeg efter min korte klubkarriere i fodbold nåede at deltage i endnu en fodboldkamp. Det skete en lun augustaften i 1969 i Los Angeles. Som nyuddannet var jeg forhyret på det gode ØK skib MS Sinaloa og den rare svenske sømandspræst i Los Angeles havde arrangeret en fodboldkamp mellem Sinaloa’s besætning og besætningen på et norsk skib. Som tilhørende den yngre del af besætningen var jeg selvskreven til at deltage - og tre uger på havet med anløb af kun et enkel havn i Panama må have sat min realitetssans på ‘stand-by’ - for jeg indvilligede i at deltage. Kampen blev afviklet uden dommer. Nu forholder det sig sådan, at søfolk er stolte mennesker med stor retfærdighedssans - i hvert fald hvad angår selvretfærdighed - og kort fortalt, så udviklede kampen sig til en diskussion om enhver hændelse, og trusler om øretæver svævede i luften. Det var uholdbart, og en dommer måtte udnævnes. Det blev mig, nok ikke grundet mit kendskab til reglerne, men sikkert udelukkende fordi jeg var den, der bedst kunne undværes, uden at det ville influere på udfaldet af kampen. Så, hvor jeg før kun var genstand for holdkammeraternes kritik, så var jeg nu genstand for kritik fra begge hold. Resultatet af kampen husker jeg ikke. Det er som så meget andet gået glemselens gang..

Men aftenen sluttede trods alt i fred og fordragelighed med forbrødring i sømandskirken, hvor der ventede nybagte vafler og kaffe efter kampen, inden vi med en aftensang og en bøn returnerede til vores respektive skibe .....