Mine bedsteforældre

 Fotografierne af mine fire bedsteforældre må være taget for mere end firs år siden. Selvom billederne er opstillede, gengiver de sikkert udmærket, hvordan aftenerne i stuen er blevet tilbragt omkring spisebordet tæt ved kakkelovnen. De sidder der alene, for børnene var flyttede hjemmefra. De må have fyldt meget, også selvom kun 7 af de 13 børn, min mormor fødte, overlevede de første tre år. Af de 14 børn, min farmor fødte, blev de 12 alle relativt gamle.

Ane Marie og Peder Kristian

Jeg kendte hverken min mormor eller morfar. Ane Marie Salquist, født i 1859, døde i 1939, seks år før jeg blev født, og sadelmager Peder Kristian Nielsen, født i 1855, døde, da jeg var tre år, men jeg har et billede, hvor han går tur med mig i haven på gården hos morbror Albert i Vinde ved Skive. Stuen på billedet er præget af deres stærke kristne tro med indrammede bibelcitater på væggen. Beskæftigelsen efter aftenmåltidet er håndarbejde og læsning. Peder Kristian har fordybet sig i læsning af biblen, for dét må være den, der ligger opslået på spisebordet. Han havde været med til at grundlægge Indre Mission på limfjordsøen Mors, hvor de begge stammede fra, og hvor de tilbragte deres virksomme år. Gennem flere årtier var Peder Kristian leder af den søndagsskole, han selv havde stiftet i Øster Assels. Det har han skrevet om i en bog, hvor han også fortæller om, hvordan han vandrer rund på øen og samler ind til et missionshus. Den gamle hugaf var i det hele taget meget skrivende. Det vidner hans breve om. De er rørende, men afslører også om en stejl og ofte kolerisk natur. Min far har fortalt om sit første besøg hos svigerforældrene. Mine forældre, der havde mødt hinanden i en moden alder, var – under et af et af mine fars første besøg hos svigerforældrene - en aften ude at besøge min mors ungdomsvenner og kom tilbage sent ud på aftenen - senere end Peder Kristian synes passende for et ugift par. De medførte formaninger fra den gamle, og min ellers altid besindige far måtte træde i karakter og gøre ham opmærksom på, at han og min kommende mor – de var begge over tredive – nok selv kunne bestemme deres sengetid. Men bortset herfra omtalte min far altid Peder Kristian som en mand med en underspillet jysk lune.

Deres otium tilbragte de hos den ældste datter, min moster Marie i Dollerup. Om aftenen den 15. juli 1939 var Ane Marie netop blevet færdig med at strikke et par strømper til Peder Kristian og næste dag ville hun begynde på et par til sig selv. Ud på natten vækkede hun sin mand med ordene: ”A tror a ska’ dø nu P’ Kræsen!” Og så åndede hun ud. Peder Kristian tilbragte de sidste to år på ”hvilehjemmet” i Glyngøre, hvor han døde i 1948. Det værktøj han gennem alle årene ernærede sin store familie med, fyldte stort ikke mere end hvad, der kunne være i en skotøjsæske. Og selvom arbejdet både som sadelmager, med Indre Mission og søndagsskolen må have fyldt meget, så må der altså også have været tid til lidt sjov. Det fik trods alt til 13 børn.

Oline og Jakob

Min farmors og farfars stue i huset i Søndergade i Sorø minder ved første blik om min mormors og morfars stue. Men der er forskel. Her præges væggen ikke af bibelcitater, men af mere verdslige prægede billeder. Afvigende for billederne er måske også aftenbeskæftigelsen. Min farmor læser i en bog. Om nogen i familien – i efterfølgende lige linje – har fundet en passion for bøger, må det stamme fra Oline. Jakob læser avis. Måske er det den lokale ”Social-Demokraten”. Jeg kender ikke deres politiske orientering, men vover at gætte den liggende et stykke til venstre fra midten. I hvert fald blev den store børneflok som voksne meget politisk bevidste, og politiske diskussioner var ikke noget tabu, når familien mødtes. Og skønt de fleste havde stor veneration for Socialdemokratiet, var de langt fra enige, og bølgerne kunne gå højt efter en god frokost, når kortene var kommet på bordet. Det var sjovt, og alle havde fint….

Jakob ernærede den store familie ved forskellige jobs som kusk i en købmandsgård, ølkusk, mælkemand og sluttede til sidst som arbejdsmand ved kommunen. Oline og Jakob – de var begge af gårdmandsslægt - havde oprindeligt et lille landsted i Kirkerup udenfor Sorø. Han var bolsmand - en mellemting mellem husmand og bonde - men må opgive stedet, for det kniber for Jakob med at få sået markerne til tiden og efterfølgende at få bragt høsten i hus i tide. Flid og ihærdighed var vist ikke hans spidskompetencer. Og imens voksede familien, som måtte flytte ind til Sorø, først til leje i det toetagers byhus, som de senere købte i 1917 for 4.000 kr. I 1943 døde Jakob, to år før jeg blev født. Oline flyttede til en lejlighed på førstesalen af en villa i Absalonsgade sammen med sin kanariefugl ”Piphans”. Her begynder mine erindringer om hende. Huset i Søndergade blev solgt til min faster Konstance og onkel Ejner, og vi kom der ofte. Nogle år senere flyttede Oline og ”Piphans” ind hos min faster Ruth og onkel Aage i Roskilde i min fætter Kjelds tidligere værelse. I 1954 døde hun få dage efter at have besøgt os i Næstved. Jeg husker hende som en mild gammel kvinde, som altid betænkte mig med gaver til fødselsdag og jul. Mit første (røde) penalhus var en gave fra hende.Og der var mange at give gaver, for hun havde yderligere 40 børnebørn.

Ved hendes bisættelse i Sorø sang min tante Anna ”Kun en dag et øjeblik ad gangen” solo i kirken. Hun havde den smukkeste sopranstemme, jeg nogensinde havde hørt….

Min morbror Niels og Dollerup Mølle

Tilværelsen er fuld af historier. Nogle ender godt, og andre ender mere triste. Her er historien om min morbror Niels og Dollerup Mølle. Det er en positiv historie, som ender trist.

Morbror Niels arbejder det meste af sin voksne tilværelse som chauffør på Dollerup Mølle eller Møllen, som den omtales til dagligt. De første år kører han små lastbiler, men som tiden går, bliver det store sættevogne, som den lille magre mand iført ridebukser og læderstøvler suverænt manøvrerer med, enten det er på de jyske landevej eller i den københavnske trafik, når turen går til hovedstaden. En æresbevisning fra Dansk Chaufførforbund for 40 års kørsel uden uheld pryder væggen i spisestuen.

Niels i sin lastbil

Men først lidt om Dollerup Mølle. I 1847 køber en hosekræmmer en vandmølle ved et af de vandløb, der løber til Hald Sø, og indretter et lille spinderi, hvor egnens bønder kommer med deres uld og får spundet garn. Senere begynder fabrikken selv at fremstille stoffer til uldent undertøj. Fabrikken ekspanderer og ved århundredeskiftet ind i det 20. århundrede slår vandkraften ikke længere til. En 125 HK dampmaskine bliver sammen med en 13 ton tung dampkedel installeret. Ifølge en gammel beretning fragtes den gennem Dollerup på blokvogn forspændt "14 sværlemmede heste". Fremgangen fortsætter og bliver til en industri og Møllen fusionerer i "De Forenede Farverier og Trikotagefabrikker", der i 1930 beskæftiger 240 personer i landsbyen Dollerup. Adskillige brande sætter fabrikken tilbage og i 1967 lukker Møllen endegyldigt. I dag ligger fabriksbygningerne stadigt tomme hen som en spøgelsesfabrik.

Dollerup Mølle efter en af brandene

Dollerup Mølle i dag

Det er på denne fabrik Niels udøver sin livsgerning, og hans hus ligger få huse fra møllen.  Niels er blevet enkemand i en alder af 58 år, og nu bor han sammen med den noget yngre Anna, der er flyttet ind i huset sammen med sin datter Margit, som er jævnaldrende med mig. Niels og Anna har det godt sammen, selvom Anna er medlem af Jehovas Vidner. Hun går til sine møder, men i det lille hus i Dollerup påvirker det ikke hverdagen. Julen fejres, og hver onsdag, når der er direkte transmission af "Gammel dansemusik" i radioen, flyttes spisebordet ud til væggen, gulvtæppet rulles sammen og så svinger Niels rundt med Anna på gulvet til tonerne fra "Bror Kalles Kapel", og det så sveden driver af dem. Gennem mange år besøger vi familien hvert år, også i min barndom i halvtresserne efter min mors død. Da jeg har fået en fuldgod erstatning (og en mor 2) i den kvinde, min far senere gifter sig med, fortsætter vi med at komme til Dollerup hver sommer. Det kan Niels sagtens rumme, for han er et stort menneske. Efterhånden indskrænker opholdet sig til et uanmeldt besøg på vejen hjem fra den årlige ferie i Aalborg hos min mor 2's familie. Altid bliver vi godt modtaget og hvergang indbudt til at blive et par dage, hvilket de videre planer for ferien dog ikke tillader. Min far og Niels har et over 25 år gammelt venskab, og aldrig så snart er vi kommet indenfor, før jeg bliver sendt ned til købmanden efter to Gammel Carlsberg. Vi andre bliver trakteret med blåbærsaft, kogt på blåbær indsamlet i Dollerup Bakker af den ligeså gæstfrie Anna. Inden vi drager videre siger hver gang Niels til mig: "Nu skal du høre her bette Bent, når I nu kører videre sydpå, så kommer I gennem Nørre Snede, og jeg har hørt, at de skulle have nogle særligt gode is dernede, dem synes jeg du smage". Og så stikker han mig en daler. Den ryger straks ned i den cigarkasse, jeg har mine feriepenge i.

Historien ender trist. Annas datter stikker flere gange som ung pige af til København, og den aldrende Niels må hver gang tage turen fra det nordjyske til hovedstaden for at hente hende ud det betændte miljø, hun har opsøgt.

I 1962 omkommer Niels ved trafikulykke i Viborg. Han bliver kørt ihjel af en bil i en fodgængerovergang. Vi får den triste besked fra min moster, som ringer til en af vores naboer i opgangen, da vi ikke selv har telefon. Min mor 2 cykler ned til De Forenede Jernstøberier, hvor min far arbejder, og hvor jeg lige er kommet i lære, og henvender sig til portneren og beder ham om at hente min far, for hun har en vigtig besked til ham. Jeg får efterfølgende beskeden af min stærkt bevægede far. Sådan foregik kommunikationen dengang!

Anna forsvinder ud af historien. Rygtet vil vide, at hun får job som kahytsjomfru på et passagerskib. Datteren Margits skæbne kendes ikke....

Skipperen

"Nå, er det Dem, der bor på dette farlige lukaf?" Den store rødhårede mand med de kraftige bakkenbarter, der kom mig i møde, mens jeg var på vej ind på mit lukaf, så ud til at ville snakke. Jeg var lige kommet op fra 16 - 20 vagten, og det gode skib M/S SINALOA var på vej ud af det caribiske område, så mandens påklædning - et par khakifarvede shorts og en krøllet hvid uniformsskjorte med fire guldstreger i skulderdistinktioner - var ikke særlig bemærkelsesværdig. Jeg havde på hele den tre måneders rejse - SINALOA's 37.i 1969 til den amerikanske vestkyst - kun set kaptajnen et par gange tidligere. Da jeg havde bekræftet hans spørgsmål, fortalte han, at en brodsø på en af de tidligere rejser havde knust vinduet til lukaf'et og oversvømmet det. Det lå forrest midtskibs i bagbords side.

Mit Lukaf på M/S Sinaloa

Men jeg var ikke i humør til at snakke, og den udprægede respekt, jeg normalt nærede for autoriteter, var sat på stand-by, for jeg var træt og min ryg sved af helvede til. Dagen før - på vej over Det Caribiske Hav -  var jeg faldet i søvn på en af dækslugerne i nogle timer - liggende på maven. En kraftig skoldning var resultatet, og det sved som bare pokker, da jeg tørnede til i maskinens 40 gr. varme kl 16, og for at lindre smerterne smurte jeg overkroppen ind i maskinolie (!), hvad der kun gjorde ondt værre. Det ultimative bevis på, at i visse tilfælde er hunde klogere end mennesker! Denne hændelse faldt sammen med, at vandet ombord var blevet rationeret nogle dage tidligere, for ferskvandsgeneratoren fungerede ikke optimalt. Der var lukket for alt badevand, og der kunne kun hentes en pøs vand efter hver vagt, pumpet op med en håndpumpe i kabyssen.

To maskinassistenter slikker sol på en lastrumsluge

Og når jeg så nu havde skipperen på tomandshånd, så kunne jeg lige så godt fortælle ham et par sandheder om situationen ombord. Ordene kan jeg ikke huske, men han hørte tålmodigt på mig, og da jeg var færdig med min svada, kiggede han venligt på mig og gav mig et klap på skulderen: "Unge mand, når vi om et par dage løber tør for ferskvand, så lover jeg Dem, at De er den sidste, jeg vil beskylde for at have brugt vores dyrebare vand. Kan De sove godt!"

Så galt gik det nu ikke, for efter nogle dage blev rationeringen ophævet.

En lørdag aften en uges tid senere anløb vi Rotterdam. Efter planen skulle vi lægge til kaj midt på eftermiddagen, og vi var nogle stykker som efter flere uger i søen havde planlagt at tage en tur i byen for at slå et hul i jorden. Vi havde varmet op til frokost med øl og snaps. Tæt tåge i Den Engelske Kanal forsinkede ankomsten, og jeg måtte på vagt igen kl. 16, og da vi endelig først på aftenen havde lagt til kaj, var vi for trætte til noget som helst.

Vi besluttede derfor, at om søndagen, som var den første fridag i over en måned, ville vi tage ind og se på Rotterdam. Det var en usædvanligt smuk og mild oktoberdag, hvor solen skinnende igennem den svage dis og gav havnen et pastelfarvet skær.

Pastelfarver i Rotterdam havn

 Da vi efter morgenmaden var kommet ned af gangway'en, mødte vi skipperen på kajen. Han spurgte venligt, hvor vi skulle hen. Jo, vi havde tænkt os, at tage ind og se på Rotterdam. Der var han også på vej ind, så vi var velkomne til at få et lift med i den taxi, han ventede på. Og så sad vi i en taxi sammen med skipperen på vej gennem Rotterdam vældige havneområde. Undervejs holdt han et kvalificeret foredrag om havnen og fik taxi'en til at køre adskillige omveje, for der var flere områder, han mente vi nødvendigvis måtte se. Inden vi blev sat af nær centrum, anbefalede han os nogle af byens seværdigheder, vi burde se.

Der findes faktisk en hel del flinke og besindige mennesker i denne verden....

Fredag den 17. december 1965

'Til Frederikshavn' konstaterer jeg nøgternt i min kalender for 51 år siden. Året er 1965 og jeg har som 20-årig fået en af de chancer, man kun får én gang i livet! Jeg skal køre en næsten ny SAAB 96 fra Næstved til Frederikshavn!

Min mor er nogle dage forinden kommet hjem fra den lokale SAAB-forhandler, hvor hun gør rent et par gange om ugen, med en forespørgsel, om jeg vil køre en bil til Frederikshavn, hvor han har solgt den til en lokal forhandler. Vi kender i forvejen lidt til SAAB-forhandlerfamilien i Næstved, for de har nogle år forinden boet i samme boligkompleks som vi. Min snakkesaglige mor er dengang hurtigt kommet i snak med forhandlerens ligeså snakkesaglige hustru, og det har så medført et lille rengøringsjob, da de nogle år senere flytter til en villa i tilknytning til en ny forretning. Efterfølgende sker det ofte, når min far og jeg cykler rundt i byen en lørdag eftermiddag og kigger på brugte biler, at vi kommer i samtale med den flinke forhandler. Drømmen om en lidt større og nyere (brugt) bil er altid tilstede hos min far. Det er pengene ikke. Og skønt forhandleren lover min far en rimelig afdragsordning, så bliver det aldrig til en handel.

Om jeg er interesseret i at køre en SAAB til Frederikshavn, ja mon ikke! Siden jeg på min 18-års fødselsdag får mit kørekort, har jeg været glad for at køre bil, ja faktisk i endnu længere tid, for allerede et år tidligere sker det ofte, at jeg får overtalt min til at overlade mig rattet i Ford Popular'en på de små vejen omkring Næstved. I flere år forinden har jeg trænet i at bakke bilen ud af garagen og vende den i grusbelagte gård hos mælkemand Larsen, hvor min far lejer garage for 15 kr. om måneden. En nyttig erfaring, som senere kommer mig til gode som arbejdsdreng på Caltex-tanken, hvor jeg hurtig demonstrerer mine kørefærdigheder ved at køre kundernes (!) biler ind - og ud af vaske- og smørehal. Ja, selv fragtmand Rasmussens store Scania Vabis lastvogn rangerer jeg med. (Utroligt, at jeg får lov, det får jeg sådan set heller ikke. Det var bare ligesom naturligt at gøre det - og ingen gjorde indsigelse)

Inden jeg kan påtage mig jobbet, er der et lille problem, der skal løses først, for bilen skal leveres i Frederikshavn lørdag formiddag og jeg har jo mit arbejde som maskinlærling at passe - også om lørdagen. At tage en pjækkedag er ikke noget tema, og min far vil aldrig tillade det. Jeg fatter en plan. Hvis jeg kører derop natten til lørdag, og jeg kan overtale min værkfører til en fridag for egen regning (halv arbejdsdag!) om lørdagen, så kan det lade sig gøre. Først er min værkfører hverken til at hugge eller stikke i, men da jeg forklarer ham om grunden til den ønskede fridag og den chance, der som en appelsin er dumpet ned i min turban, er han fuld af forståelse, for han er nemlig inkarneret bil- og motorcykelentusiast og et betydningsfuldt medlem af den lokale motorklub, der tæller flere danmarksmestre. Ved siden af jobbet som værkfører driver han  motorcykelkøreskole, og bruger resten af sin tid på at skrue på en af sine mange Nimbus-motorcykler. Jeg får min halve fridag og med mange formaninger om at køre pænt ønskes jeg god tur.

Så jeg cykler ud til den flinke bilforhandler, og melder mig klar til turen. Han beklager ikke at kunne betale mig en anstændig timeløn, for det kan handelen, han har indgået med forhandleren i Frederikshavn, desværre ikke bære, men om jeg er tilfreds med at få 100 kr samt togbilletten hjem til Næstved betalt. Ja, mon ikke! Jeg havde gerne betalt for at få lov til at køre turen, og nu kan jeg tjene det, som svarer til to ugelønninger for en smedelærling, ved at køre en næsten ny SAAB 96 til Frederikshavn. Hvor heldig har man lov til at være!

SAAB 96 er en af tiden mest utraditionelle biler. Motoren har 3 cylindre og er to-takts, den kører på olieblandet benzin, har 3 ratgear, er forhjulstrukket og har friløb, dvs. motoren kobles fra, når speederen slippes. Med sit aerodynamiske udseende ligner den ikke andre af tidens biler, men den fremstilles jo også på en flyvemaskinefabrik.

Inden jeg drager af sted fredag aften i den røde SAAB, medbringende den madpakke min mor har udstyret mig med, kører jeg lige tur rundt til nogle af vennerne i byen for at fremvise mit 'trofæ'.

Turen til Kalundborg forløber fint, og på færgen falder jeg i dyb søvn på bagsædet, og det i en grad, så jeg først vågner ved at vrede mennesker har samlet sig omkring bilen og står og banker på ruden. Færgen er i havn. Op gennem Jylland begynder det at sne, og på den sidste strækning fra Aalborg op gennem Vendsyssel er vejen kun farbar i et spor og sigtbarheden næppe fem meter. Aldrig har befundet mig bedre!

Midt på lørdag formiddag ankommer jeg til Frederikshavn, finder bilforhandleren, parkerer den røde SAAB foran butikken og går ind i forretningen. I et hjørne af udstillingslokalet troner ejeren, jeg hilser pænt, en hilsen som besvares med en bemærkning om, at jeg er sent på den. Jeg svarer noget med, at det har været snestorm den sidste del af vejen. Han er synligt irriteret over at blive forstyrret i sin formiddagskaffe, som ledsages af noget wienerbrød, der står på fad ved siden af termokanden. En naiv tanke om, at han måske har ventet mig med en kop kaffe og et stykke blødt brød fortrænges straks. "Hvor har du stillet bilen?" lyder hans næste bemærkning, og da jeg svarer, at den står udenfor butikken, beordrer han mig til at køre den om bag ved udstillingslokalet, hvor værkstedet er, og fortæller mig, at jeg bare kan lægge nøglen på hans skrivebord. Inden jeg går ud for at flytte den røde SAAB, spørger jeg om vej til banen, idet ethvert håb om, at han vil køre mig derhen, er ikke eksisterende. Min sans for sarkasme og ironi er på dette tidspunkt slet ikke færdigudviklet, så han får ikke en bidende sarkastisk bemærkning som afsked, og i øvrigt lider jeg især i mine unge dage af den meget udbredte og farlige folkesygdom, som hedder overdreven respekt og lydighed overfor autoriteter.

Sidst på aftenen ankommer jeg med toget til Næstved, en del forsinket til den aftale, jeg har med en pige, jeg havde truffet et par måneder tidligere på Kraghs Konditori. Jeg må være tilgivet, for vi stifter senere familie og får både parcelhus og bil.

Hjemkomst

Den 15. oktober 1969 stod jeg ved middagstid under halvtaget foran banegården i Næstved og ventede på en taxi. De blygrå skyer på en regntung himmel havde lagt sig til rette over byen og truede med at skylle den væk. Jeg var lige kommet ind med toget fra København efter om morgenen at være afmønstret fra ØK skibet "M/S Sinaloa". Vi havde lagt til kaj ved Orient Plads i Frihavnen tidligt om morgenen på min vagt, og næppe var der rigget af i maskinen inden "gænget" kom ombord og gik i gang med diverse overhalingsopgaver. Maskinen tilhørte ikke mere os. Tre måneders tilhørsforhold var slut. Det var "Sinaloa" 37. rejse også. Den var gået til den amerikanske stillehavskyst med vendepunkt i Vancouver.

Efter et hastigt morgenmåltid var jeg gået rundt og havde taget afsked med mine arbejdskammerater. Mange af dem var jeg blevet venner med, vel vidende at når turen var slut, ville vore veje skille, og vi ville næppe ses nogensinde. Vi skulle hver vores vej videre ud i verden. Og sådan blev det. Om jeg husker ret, var stemmet lidt grødet ved afskeden.

Som jeg stod der og ventede på en taxi, som skulle bringe mig og min bagage, som indbefattede en stråhat, købt i Los Angeles, og som der ikke var plads til den lånte kuffert, ud til min mor på Erantisvej, synes byen at være skrumpet i mine tre måneders fravær. Eller var verden bare blevet større?

Nogle dage senere, den 21. oktober, sad jeg i bumletoget på vej mod rekrutskolen i Auderød for at aftjene et års værnepligt i Søværnet. Den oplevelse, som den tre måneders tur over Atlanterhavet til det amerikanske kontinent havde været, var langt fra fordøjet, og jeg var i en lidt melankolsk stemning, for udsigten til et års værnepligt var ikke specielt opmuntrende. Jeg sad i mine egen tanker og funderede lidt over fremtiden. Nogle års sejlads, for jeg ville gerne se lidt mere af verden, og så ellers finde et job på et el-værk med nogle store kedler og turbiner, ja dette måtte være ønskescenariet!

I Køge stoppede bumletoget ved den gamle triste station. Overfor den lå en beskidt udseende træindustriel virksomhed. Den så temmelig rodet ud, havde der overhovedet ikke været noget samlet plan, da den blev bygget? En fæl duft af svovl blandede sig med andre mere behagelige trædufte, og minsandten om ikke den store murede skorsten i ny og næ udstødte en sort røgsky. Sådan et sted skulle jeg i hvert fald aldrig nogensinde arbejde!

Næsten nøjagtigt et år senere, den 15. oktober 1970 kørte jeg i min gamle døende VW ind gennem Sydporten til Junckers Savværk, hvor jeg havde min første arbejdsdag. Dengang gav jeg det to år, men i mere end 40 år fik jeg min daglige gang på matriklen.

En gang imellem har man skæbnen som blind makker, og fremtiden er ikke til at forudse.

Wilmington

Med et af de smil, der følger hendes læbers bevægelse som en skygge, spørger den smukke midaldrende afroamerikanske kvinde, om vi har fået nok, eller om vi vil have mere. Og nej, nej, mine to skibkammerater Ole og Henning og jeg befinder os ikke et sted, hvor unge mennesker ikke bør være! Vi er kort tid forinden droppet ind på en ydmyg burgerbar i havneområdet i Wilmington, havnebyen til Los Angeles - drevet af sulten. Da vi træder ind ad døren, i det der ligner en hastigt opført træbygning, bliver vi mødt med et smil, hvor de snehvide tænder på den store kvinde kappes med hendes skinnende hvide kittel om at oplyse det dunkle lokale. Hun synes at nære en nærmest moderlig omsorg for, at vi bliver mætte, for spørgsmålet følger efter, at vi har konsumeret den første burger og cola, som hun langede os over disken. Jo, vi mener os nok i stand til at kunne spise endnu en burger....

Måske ser vi lidt afpillede og forhutlede ud, for de sidste to måneder, hvor SINALOA er på sin rejse op langs stillehavskysten til Vancouver og retur, har budt på meget arbejde. Søvagter er blevet afløst af dagligt arbejde i maskinen under havneophold og arbejdsdagen har i mange tilfælde været på 12 timer. De to måneder har ikke budt på en eneste fridag, og i land er vi først kommet når dagens arbejde er afsluttet - hvis vi ellers ikke var for trætte..

Vi anløb også tidligere Wilmington - som første destination - på vejen op langs kysten. Det var en solbeskinnet søndag morgen i august, hvor jeg fra dækket - netop kommet op fra 04 - 08 vagten -  oplevede mit første møde med USA. Jeg kunne betragte velbeslåede amerikanere på vej ud af havnen i deres store trollingbåde for fiske. Næppe var SINALOA fortøjret, før en stor bil stoppede på kajen, og ud steg en aldrende blondine iført en kropsnær bluse og et par hotpants - helt efter tidens mode i 1969 - så stramme, at ingen hudfold - hverken for eller bag - overlod det mindste til fantasien. Men hendes ærinde var ganske ærbart. Hun skulle samle potentielle kunder op og bringe dem til mandens herreekviperingsforretning i det nærliggende butikscenter. Fra dækket måtte jeg indtage tilskuerens rolle, for min søvagt fortsatte med en lysvagt resten af døgnet - til min store ærgrelse. Jeg var bundet til skibet, og næste morgen gik rejsen videre nordpå mod San Francisco.

Men nu bød lejligheden sig altså for at komme en tur i land i Wilmington, og den udnyttede vi til at fortage de sidste indkøb inden 3 uger i søen venter. På vejen ind til byen gennem havneområdet blev vi antastet af en afroamerikaner i en stor pick-up. Den muskuløse havnearbejder genkendte os fra skibet og tilbød os et lift. "Do you want to ride, brother?" råbte han ud til ud gennem den nedrullede siderude. Han tilbød os tilmed at bringe os til vores bestemmelsessted. Vi ville finde et supermarked, og det forsøgte vi at gøre ham forståeligt med brug af ordet "supermarked". Det forstod han ikke, men med andre gloser blev han klar over, hvad vi mente. "Oh boys, you mean a drugstore!" Ja, det gjorde vi vist, og den lille sprogforbistring morede vi os alle lidt over, mens han hurtigt bragte os det ønskede sted hen.

Og nu er vi så på vej tilbage til SINALOA, belæsset med varer, hovedsagelig til fortæring under de 3 uger i søen, heriblandt nogle gallons vin fra Martha's Wineyard.

Burgerbaren ligger ikke så langt fra den pier, hvor SINALOA tungt lastet ligger fortøjet, og næppe er vi fra gangway'en trådt ombord, før vi møder kokken, som vi har glemt at meddele, at vi ikke vil være til stede til aftensmaden. Det er faktisk ikke så godt, for netop vi maskinassistenter har et lidt anspændt forhold til den temperamentsfulde kok. I en af havnene på turen op langs kysten havde vi fire unge styrvolter hidset hinanden op over maden ombord (som i parentes bemærket stort set er fremragende!). Vi fandt maden for krydret. Og krydret var den, for den udmærkede kok - mærket af mange års sejlads på østen - nærede en stor forkærlighed for krydret mad, hvad der ikke blev bedre af, at et stort forbrug af cigaretter og alkohol gennem årene synes at have sløvet hans smagsløg. Andre ombord havde tilsyneladende affundet sig med den krydrede kost, men ikke os førstegangs "deepwater-sailors". En middag mødte vi derfor op i kabyssen med vores tallerkener og forholdt kokkens vores utilfredshed. Men vi havde slet ikke gjort regning med hverken hans temperament eller faglige stolthed. Råbende og skrigende og fægtende med en stor køkkenkniv jagede han os ud af hans kabys med besked om aldrig mere at vise os på hans enemærker!

Det gjorde vi så heller aldrig!

Efterfølgende blev vores forhold til kokken til vis grad normaliseret, eller snarere overgik til en tilstand af "væbnet neutralitet".

Og nu møder vi ham så på dækket uden at have meldt fra til aftensmaden. Satans uheldigt! Han udbeder sig straks en forklaring på, om vi er utilfredse med maden, for så må vi da endeligt sige til. Der er mord i øjnene på ham! Nej, nej, vi er på ingen måde utilfredse med kosten ombord, den er tværtimod vældig god, og vi beklager endnu engang, at vi forsømte at melde fra til aftensmaden, det var faktisk vores hensigt at komme tilbage inden aftensmaden, men vi var altså blevet forsinket. Med gode ord og slesk tale genoprettes freden.

Og når vi i morgen lægger fra kaj, venter 3 uger i søen....

Cristobal

Det gode skib ”M/S Sinaloa” af København fik på sin 37. rejse den 15. August 1969 – efter 12 dage i søen - tidligt om morgenen landekending med byen Cristobal i Panama. Søndag den 3. august havde vi – som sidste europæiske havn – forladt Glasgow en eftermiddag, hvor regntunge skyer tyngede himlen ned i havet.

Det var min første (og indtil nu eneste) hyre på et handelsskib. Med en nylig afsluttet uddannelse var jeg forhyret som juniormaskinmester, men den korrekte betegnelse var maskinassistent. Jeg gik vagt sammen med 3. mester, der var et par år ældre end mig. Han var en flink og dygtig fyr, og hurtigt kom vi på rigtig god fod med hinanden, og drak ofte en øl sammen på mit lukaf, når aftenvagten fra kl. 16 til 20 var afsluttet.

Vi lagde til kaj i Cristobal på vores morgenvagt ved 7-tiden for et at bunkre brændselsolie. Et 8-timers ophold på vores frivagt gav mulighed for at komme en tur i land. Det kunne vi nok trænge til efter 12 døgn i søen, hvor dagene lignede hinanden til forveksling. Eneste større begivenhed var, da Azorerne en aften i solnedgangen kom til syne på styrbords side samtidig med at delfiner begyndte at springe for boven. Ellers skete intet ud over en mindre storm, og det var ikke hver dag konturerne af et skib kunne anes i kimingen.

3. mester og jeg aftalte en tur i byen, og efter morgenmaden begav vi os på vej ned ad gangway’en med retning mod en bar, han kendte i havneområdet. Adskillige andre besætningsmedlemmer - matroser og motormænd - havde allerede fundet vej hertil. Stedet synes dem ikke ukendt.

Det var - for nu at sige det mildt – et ganske folkeligt sted! Det var ikke kun øl og Cuba Libra’er, der blev udbudt på stedet. En hel del damer i alle størrelser, alle kulører og alle aldre tilbød sig med. Deres markedsføring var ganske heftig, og kun med noget besvær fik vi afvist dem, så vi kunne indfri vores ærinde, som var at indtage så mange Cuba Libra’er som muligt, i det afmålte tidsrum, der var til vores rådighed, inden der skulle lægge fra kaj for at gå gennem Panamakanalen midt på eftermiddagen. Andre besætningsmedlemmer havde en anden dagsorden!

Da vi lidt over middag vaklede ned mod Sinaloa og med et fast greb i gelænderet på begge sider af gangway’en entrede skibet, havde vi mere end opfyldt vores målsætning. Nu handlede det om at få et par timers søvn, inden der skulle tørnes til i maskinen kl. 16, hvor skibet efter planen allerede ville være på vej gennem de første af kanalsystemets mange sluser.

Det lykkedes vist relativt let for den kollega, som jeg skulle afløse, at purre mig ud, så jeg kunne møde på vagten kl. 16. Vi havde lagt fra kaj og var på vej gennem kanalens sluser, og intensiteten på manøvredørken i maskinrummet var stor. ”Sinaloa” var et gammelt skib, leveret fra Nakskov Skibsværft i 1956, og B&W maskinens 10.000 indicerede HK betjentes ikke - som på nutidens skibe - fra ”broen”. Kommunikationen foregik via en maskintelegraf. Beklageligvis havde min kollega ikke haft samme held med 3. mester. Han lod sig ikke vække, så jeg blev af 1. mester – som han skulle afløse – sendt op og purre ham ud. Det blev noget af en opgave, for han reagerede ikke på mine diskrete råb fra døren ind til hans lukaf. Han lå ubevægelig i køjen, og kun en kraftig snorken indikerede liv. Grovere midler måtte til, så jeg gik hen og ruskede i ham, hvilket kun resulterede i en knurren og en besked om at skrubbe af! Ude på gangen fandt jeg i et rengøringsskab en pøs, som jeg fyldte med isvand fra det særlige drikkevandssystem, der var ombord med nedkølet vand. Isvandet hældte jeg ned over hans hoved, og så vågnede han! Jeg blev på lukat’et, indtil han havde fået sin kedeldragt på, og på vej ned til manøvredørken blev ikke der mælet mange ord.

Her er det lige nødvendigt at skrue tiden nogle dage tilbage. Ugen før vi anløb Cristobal havde 3. mester og jeg – som overarbejde – fået til opgave at overhale en hjælpemotor, hvilket bl. a indbefattede skift af krumtaplejer. Efterfølgende mente 1. mester, at disse lejer var lagt for stramt sammen, idet motoren havde udviklet en højere smøreolietemperatur. De havde – i en rimelig sober tone – udvekslet synspunkter om dette, men enige var de ikke blevet.

Og netop ankommet på manøvredørken mente 3. mester, at dette - af alle tidspunkter - var det rette til at genoptage dialogen, eller måske snarere diskussion. Det udviklede sig til et heftigt skænderi, som endte med at 3. mester blev sendt retur til sit lukaf og sove branderten ud. Skænderiet fortsatte, indtil han var ude af maskinrummet på toppen af maskinen.

Med opbydelse af hele mit intellekt lykkedes det mig vist at passe mine opgaver, hvoraf den vigtigste var at sørge for manøvreluft til maskinen. Jeg undgik omhyggeligt at få øjenkontakt med maskinchefen, som under hele kanalpassagen stod på et af de nederste trin af lejderen ned til manøvredørken og overvågede det hele. Jeg kom vist igennem de fire timer, vagten varede, uden nogen blev klar over, jeg ikke var helt frisk….

Da jeg efter vagtens afslutning i mørket stod lænet op mod rælingen for at trække frisk luft, var vi kommet igennem de første sluser og var på vej gennem en af søerne. En del illuminerede turistbåde med feststemte turister gled forbi os. Jeg misundte dem ikke, for jeg havde haft min fest den dag….

Efterskrift: Et par af de besætningsmedlemmer, der også havde været til stede på baren i Cristobal, måtte formodes at fortryde, at de ikke havde holdt sig til Cuba Libra’erne. Efter nogle dages sejlads – ud for den mexicanske stillehavskyst – var det nødvendigt for dem at mønstre på skibets lazaret hos overstyrmanden, som var skibets lægelige ekspert. Et besøgt i sådan en anledning betegnedes ombord som at stille til ”pikparade”. Et skud penicillin i bagdelen og en henvisning til læge i først anløbne havn var kuren, som måtte formodes ikke at være overstyrmanden ubekendt….