Oliefyrsværkstedet

Et voldsomt nys bringer mig tilbage til virkeligheden. Jeg er faldet i staver og dagdrømmer. Med mine sytten år har jeg været i lære et par måneder på De Forenede Jernstøberier i Næstved. Mit job er at skrue skilte på oliefyr, ikke verdens mest inspirerende opgave, og jeg er lærling hos ‘Den Lille Jensen’, ikke verdens mest inspirerende svend. Han generer egentlig ingen og skælder aldrig ud, for han siger sjældent noget, og slet ikke til mig, bortset fra dagens to, tre nødvendige sætninger, og altid noget arbejdsrelateret. Jo, forresten, der er da lige dengang - måneder efter denne episode - at han spørger: ,”Er det i dag, du skal aflægge køreprøve?” Værkføreren må have underrettet ‘Den Lille Jensen’ om, at jeg har fået bevilget et par timer fri, for at få overstået den lille formalitet - på min atten års fødselsdag, forståes! Den Lille Jensen er med et moderne udtryk et introvert menneske.

Nyset kommer fra Jensen, som traver rastløst frem og tilbage foran de fem oliefyr, som kører på prøvestandene. Ud over at skrue mærkeskilte på oliefyrene er det også min opgave at løfte oliefyrene op på prøvestanden og visa versa - jo, jo, der er skam en vis afveksling i arbejdet. Herfra overtager Jensen ansvaret, som består i af tilslutte fyrene til oliesystemet og i øvrigt overvåge prøvedriften. Og i to timer traver ‘Den Lille Jensen’ så frem og tilbage, inspicerer med mellemrum fyrene, sætter spidsen af en skruetrækker med på fyret, lægger øret til håndtaget på skruetrækkeren, lytter og ser betydningsfuld ud.

Det er under denne overvågning, at et nys ikke længere kan tilbageholdes. Desværre udvikler nyset et så voldsomt lufttryk, at gebisset i overmunden heller ikke kan tilbageholdes, og i en omvendt parabelformet kurve forlader det mundhulen for at lande i en dynge olievædet savsmuld!

Det sker lige for øjnende af dagdrømmeren, så jeg har første parket. Min reaktion er at udstøde en høj hysterisk latter, som går over i et grineflip. Heldigvis får jeg øjenkontakt med nogle af de andre på værkstedet. Her skal ikke grines! En senere evne til at se det komiske i bizarre situationer bliver måske grundlagt her. ‘Den Lille Jensen’ bemærker heldigvis ikke min upassende opførsel, for han ligger på knæ optaget af at fiske gebisset ud af bunken med olievædet savsmuld. Gebisset findes, stikkes i lommen, og ‘Den Lille Jensen’ lusker upåagtet ud af det lille værksted, skæver til siderne, har noget mon set det? Men alle er pludselig blevet meget optaget af deres arbejde. Da Jensen er ude af

værkstedet bryder en befriende latter ud.

Afveksling i dagens rutineprægede arbejde kan forekomme. En dag har ‘Den Lille Jensen’ glemt at samle et olierør, og fyringsolie sprøjter ud på en væg, hvor der står en reservedelsreol. Som lærling bliver det min afvekslende opgave at rengøre flere hundrede reservedele samt reol og væg for fyringsolie.....

Der er yderligere tre svende og en lærling på det lille oliefyrværksted. De to unge svende Børge og ‘Smed Henriksen’ styrer samtalen på værkstedet. Den kan være ret lummer, især mandag morgen, hvor ungkarlen ‘Smed Henriksen’ overfor den gifte Børge aflægger beretning om weekend’ens udskejelser. Vi to lærlinge deltager ikke i disse samtaler, vi lytter blot med ørene slået ud. Den rare ældre Johannes, som er den fjerde af svendene, ryster blot overbærende på hovedet af de to styrvolter og siger med et stille smil til dem, at de er fjollede at høre på! Jeg har kendt Johannes gennem flere år. Han har en lille frugtplantage udenfor Næstved, og hvert år levere han os den kasse Ingrid Marie-æbler, som min far, der også er smed på fabrikken, køber af ham.      

Johannes har den anden lærling tilknyttet. Han er søn af ‘Autostradamorderen’, der arbejder som ingeniør på maskinfabrikkens tegnestue. ‘Autostradamorderen’ får sit navn, fordi han engang blev anholdt af tysk politi, mistænkt for et mord begået på autostradaen. Det hele var en fejltagelse, og han blev hurtigt sat fri igen. Men navnet hænger ved. Det gør det navn, som nogle hurtigt ‘døber’ sønnen, også. Han bliver kaldt ‘Bivejsmorderen’. 

Han begynder samme dag som mig på det lille oliefyrsværksted, og hans indledningsreplik kunne nok have været valgt med større omhu. “Jeg skal ikke kun være maskinarbejder, jeg skal være ingeniør!”, erklærer det unge menneske frimodigt den første dag, han møder op på jobbet. Han er nu allerede bagud på point, inden kampen er begyndt! Hans sortie fra fabrikken bliver mindst ligeså uheldig, som starten. Medbringende det beløb, han om lørdagen er blevet udstyret med som betaling for at af de tre obligatoriske ophold på Teknisk Skole - mange hundrede kroner - forsvinder han, og vi ser ham aldrig mere på fabrikken. En trist skæbne.....

Efter seks måneder sammen med “Den Lille Jensen” skal jeg ud i andre afdelinger på maskinfabrikken, men helt ude af min verden bliver han ikke, for en af de svende, jeg i en periode bliver tilknyttet, er hans svigersøn. Han går under navnet ‘Frede-Ild-I-Røven’. For han er også brandmand. Og jeg bliver lærekammerat med ‘Frede-Ild-I-Røvens’ søn, som - selvfølgelig - bliver kaldt “Gnisten”. Men det er en ganske anden historie....

Barndommens gade

Barndommens gade

Barndommens gade, det var Erantisvej. Herfra oplevede jeg min barndom og tidlige ungdom. Her skete skelsættende begivenheder, som formede en stor del af resten af min tilværelse. Og her blev langtidsholdbare venskaber grundlagt, og i lejligheden i nr. 3 blev den kvinde, jeg valgte til at dele livet med, præsenteret for mine forældre. Det blev mine forældres sidste bolig. Fra denne bolig sluttede deres liv.

Mine forældre flyttede til byen i slutningen af fyrrerne, i 1949 må det have været. De tilflyttede fra Nakskov, hvor min far arbejdede som svejser på skibsværftet og min mor som sygeplejerske på sygehuset. Der var ikke mere arbejde på værftet, og så måtte familien flytte hen, hvor arbejdet var. Det var der for min far på De Forenede Jernstøberier i Grønnegade. Han flyttede i forvejen og boede et halvt år på et værelse på Kalbyrisvej, inden han fandt en bolig til den lille familie, som bestod af min mor og det lille fireårige vidunder. En dårlig lejlighed i Grønnegade og en lejlighed på anden sal på Kærmindevej blev korte mellemstationer inden familien i 1951 flyttede ind nr. 3 på Erantisvej. Det var et nybygget og endnu ikke færdigopført boligkompleks, nok byens prestigebyggeri, for det fik hurtig navnet “Dollargrinet” og lå på det, der endnu gik under betegnelsen “Ridemarken”. Navnet hentyder til, at det i tidligere tider var de beredne gardehusarers  øvelsesterræn. “Dollargrinet” blev opført af byens store murermester, Aage Sørensen, og huslejen var - sammenlignet med socialt boligbyggeri - høj, for en to et halvt værelse lejlighed betalte min far den fyrstelige sum af 94 kr. om måneden. Lejemålene blev derfor hovedsagelig efterspurgt af familier fra de sociale lag over arbejderklassen, f. eks officerer på en af byens to kaserner, funktionærer og mindre næringsdrivende.

I de kommende år blev det hurtigt ændret, så vi ikke længere var en af de få, måske den eneste arbejderfamilie, der flyttede ind i “Dollargrinet”. Flere af min fars arbejdskammerater var forarget over, at han som arbejder kunne tillade sig at bo der. En enkelt mente ligefrem, at han “ikke fortjente en dags ærligt arbejde”, når han kunne tillade sig det.

Erantisvej blev hurtigt et sandt paradis for os børn omkring skolealderens begyndelse, for der var altid nogen at lege med. På den anden side af Erantisvej var der endnu kornmark. Den rendte vi rundt i, lavede gange og legede skjul. Det var særligt sjovt, når der voksede sennep, for denne afgrøde var højere end os små purke. Det var byens store slagtermester og kreaturhandler, Robert Christensen, som ejede markerne, og når han kom kørende i sin store amerikanske bil ud for at inspicere afgrøden, og han så os unger lege på hans mark, steg han ud af bilen og truede af os med sin krogede stok og udstødte forbandelser mod os, mens vi som små mus pilede ud på den anden side af marken. Han fik aldrig fat på os. Særligt sjovt var det, når der blev høstet med mejetærsker. Så byggede vi huler af halmen og kom sent ind om aftenen, godt trætte og fyldt med støv og avner, der kløede og sad fast i tøjet.

Efter nogle år blev arealet overtaget af det sociale boligselskab, som anlagde en boldbane, dvs. der blev rejst to fodboldmål og to håndboldmål. Banen var forbeholdt lejere i boligselskabets “røde huse”, og ikke dem fra “Dollargrinet”. Murermesteren fik efter sigende tilbudt, at hans lejere også kunne benytte banerne mod at han betalte 500 kr. Men det tilbud afslog han, for dem, der bliver rige, der er dem, der holder på pengene. Det betød i virkeligheden ikke spor. Os unger fra “Dollargrinet” brugte banerne ligeså meget som børnene fra Ejlersvej, Kærmindevej og Lyngstien, og ingen forhindrede det nogensinde. På disse baner blev spillet “store kampe”, oftest med to på hver hold og til et mål med fælles målmand. Det kunne være Danmark mod Sverige, England, Tyskland  - eller Brasilien. Vi skiftedes til at være Knud Lundberg, Pelé og Stanley Matheus - eller hvad stjernerne nu hed dengang. Fodboldstøvler havde vi ikke, for ingen af os var endnu begyndt at gå til fodbold i NIF. Fodtøjet var typisk gummisko, (min mor kaldte dem for socialsko), eller om vinteren gummistøvler. Efter sådan en omgang fodbold var det ofte nødvendigt at opfriske skoenes hvide farve med noget kridtpasta, som blev smurt på med en kasseret tandbørste.

Når det var regnvejr, så spillede vi fodbold nede i kældergangen; det måtte vi ikke for viceværten, for ofte ramte vi en af de nøgne pærer i loftet, så den blev smadret. Når viceværten Dideriksen viste sig i den anden ende af kældergangen, råbte han efter os og truede med en knyttet næve, mens vi pilede væk. Næste gang vi mødte ham, spurgte han så, om det var os, der havde spillet bold i kælderen og smadret en pære, mens han forsøgte at se brysk ud, men et lille glimt i øjet og antydningen af et smil i mundvigene gjorde, at vi aldrig blev rigtig bange for ham, for han var en rar mand. Han talte altid venligt til os børn, når vi mødte ham. Den store græsplæne mellem blokkene, som han satte en stor ære i at pleje, måtte vi heller ikke lege på, og det respekterede vi børn, for vi havde trods alt en vis respekt for ham.

Der var altid nogen at lege med, for det var bare at gå ned i gården og spørge en af de andre børn, om de kunne lege, eller man ringede på hos en af legekammeraterne og spurgte: “Kommer du ud og lege?” Var det regnvejr, så spurgte man sin mor eller far om en kammerat måtte komme ind og lege. Og det måtte de som regel. Det var i en tid før forældrene imellem traf aftaler på børnenes vegne.

Senere, da de første fjernsyn begyndte at dukke op i de små lejligheder i slutningen af halvtresserne, blev der rift om at få lov til at komme ind se fjernsyn hos en af de legekammerater, der var så heldig, at forældrene havde midler til at købe et af de eftertragtede 17” fjernsyn. Selv nød jeg godt af, at min kammerat Gerts mormor, der også boede i blokken, var blandt de første, der fik fjernsyn. Tit måtte spisebordsstolene tages i brug for at skaffe siddepladser til alle foran den lille flimrende kasse. Selv fik vi fjernsyn først i tresserne, som en af de sidste i blokken. Mine forældre havde ikke fortalt mig om det i forvejen, og da jeg åbnede døren, og der stod en mand med et fjernsyn udenfor, var min første reaktion, at sige til ham, at han måtte være gået forkert, for vi ventede ikke noget fjernsyn. Så dukkede mine forældre grinende op inde fra stuen og kunne berolige mig med, at det altså var rigtigt nok. Og så blev manden med det nye 21” fjernsyn lukket ind og kunne begynde installationen, for der skulle først sættes en antenne op på loftet og dernæst trækkes en antenneledning ned gennem ventilationskanalen fra toilettet og dernæst føres ind i stuen.

Det var en stor dag, den dag vi fik fjernsyn....

Erantisvej var et godt sted at være barn, og det var gaden, hvor de venskaber, der blev knyttet mellem nogle af drengene for mere end tres år siden, holder endnu. Til mit nære netværk idag hører nogle af de kammerater jeg fik på vejen.

Lejligheden i nr 3 var i familiens besiddelse i 50 år.

Indlæg i POLITIKEN "Ramt af Livet"

I 2010 fik min hustru konstateret bughindekræft. Et par år forinden havde hun med års mellemrum haft et par små blodpropper i hjernen, som hun tilsyneladende var sluppet igennem uden de helt store mén.

Hun gennemgik en stor kræftoperation, som fulgtes op af en serie behandlinger med kemoterapi det næste halve år. Det var en meget hård behandling, som hun meget tappert kom igennem. Et efterfølgende 5-årigt kontrolforløb viste ikke tegn på kræft, men senvirkningen fra blodpropperne begyndte nu at gøre sig gældende. Hun blev mindre og mindre i stand til at fungere selvstændigt og var stærkt afhængig af min tilstedeværelse.

I sommeren 2017 vendte kræften tilbage med de samme symptomer, som for syv år siden. Et behandlingsforløb med diverse prøver og skanninger blev iværksat, og da vi på sygehuset skulle have den endelige diagnose på basis af biopsiprøver lød beskeden, at hendes kræft var uhelbredelig. 14 dage senere sov hun ind. Hun blev 72. Vi havde kendt hinanden i 52 år og været gift i 44 år. Det var hårdt«. 
Hvad gjorde du konkret for at få det bedre?

Først og fremmest har vores søn og hans kæreste været en uvurderlig støtte, og der går ikke mange dage uden, at vi enten ses eller snakker sammen. Han har været god til at skubbe til mig og inspireret mig med at komme i gang med nogle aktiviteter. Gode venner har også været af stor betydning. Til nogle kan jeg snakke om mit tab - andre føler jeg helst vil undgå det, for jeg begynder nemt at græde.

På opfordring af min søn er jeg også blevet frivillig på museumsskibet Peder Skram. Jeg er også begyndt at komme i den lokale kirke, hvor jeg er blevet medlem af en mandeklub, der et par gange om året tager på udflugt - en slags drengerøvsbegivenhed. Alt sammen med nye mennesker, og det har været berigende. Samtidig har jeg haft velgørende samtaler med den sympatiske præst, som bisatte min hustru. Hun har selv opsøgt mig, og vi har snakket om liv og død, livet hinsides, tro og tvivl. Jeg har stadig selv et uafklaret forhold til Vorherre. Men ingen tvivl om, at kirken for mig har spillet en positiv rolle.  
Hvordan påvirker det din hverdag?

 »Jeg prøver at få en ny hverdag op at stå blandt andet ved hjælp af ovenstående aktiviteter, men jeg har stadig ofte mine stunder, hvor jeg sidder stille og græder.

Jeg har løbende læst en del litteratur om emnet sorg, og nu er jeg ved at acceptere, at sorgen altid i eller anden for vil være tilstede i mit liv, og at jeg vil tillade mig at give den plads en gang imellem.

Men jeg kan også være glad og munter. Man skal bare forstå, at sorg ikke er noget man kommer over. Man kommer igennem sorgen og ud på den anden side som et andet menneske.

Jeg har accepteret, at jeg resten af mine dage kommer til at vågne op alene om morgenen, uden en ved sin side, jeg kan give et kram. Sorg er kærlighedens pris«.

Nytårskoncert

En nytårskoncert må være velegnet til at bryde en regnfuld januar måneds monotoni, tænkte jeg en af de dage, hvor blygrå skyer tyngede himlen ned og humøret tilsvarende. Jeg havde netop i en af lokalaviserne set, at områdets kirke indbød hertil. Et harmoniorkester fra nabokommunen og en til lejligheden indforskrevet operasanger fra geleddet bag Tordenskjolds soldater skal optræde. Fint. I regnvejr (selvfølgelig) og på cykel begiver jeg mig afsted på den korte strækning fra hjemmet til kirken. Finder en plads på 5. række 2. stol fra midtergangen, herfra kan jeg fint se både solist og dirigent.

Der er stadig en del ledige pladser, da orkestret begynder at stemme, men publikum er stort set på plads. Midt i det hele går døren bag orkestret op, og ind kommer en ganske nydelig kvinde med et stort flagrende rødt (farvet?) hår. Hun må være i midtfyrrene og hendes påklædning afviger nok lidt fra det øvrige publikums. Mens orkestret fortsat stemmer, sejler hun ned af midtergangen og standser ud for 5. række og spørger mig høfligt, om der sidder nogen på den ledige plads ud mod gangen. Det benægter jeg, hun sætter sig og erklærer, at det gør der nu. Hurtigt fisker hun sin smartphone op af tasken og fingererer nervøst med den. Hun virker lidt rastløst. Nå, tænker jeg, hun er sikkert hustru til en af de medvirkende amatørmusikere, hvilket senere synes underbygget af hendes heftige applaus efter hvert nummer. Det entusiastiske harmoniorkester kæmper sig tappert gennem 1. sæt med musik af bl. a. Strauss, Lumbye, mm. Den indforskrevne operasanger giver partier fra musicals og operaer, i den udstrækning han er i stand til at trænge gennem harmoniorkestret, selvom hans lyd er forstærket. Det er orkestrets ikke. Det er heller ikke nødvendigt. Slet ikke!

I pausen forsvinder den rødhårede kvinde ud gennem samme dør, som hun indtog salen fra. Ude i foyeren ser jeg hende igen, klistret til solisten, operasangeren. Ah, ha, det er sådan, det hænger sammen. Det er altså hendes mand, der optræder. Efter pausen indtager hun igen pladsen ved siden af mig, og ligesom tidligere begynder hun at fingerere nervøst med smartphonen (hvordan håndterede folk egentlig sådanne situationer før smartphonens tid?). Jeg føler, jeg bør sige et eller andet til hende: “Det er din mand, der er solist?” siger jeg så, og for at bløde lidt op det den meget direkte konstatering, tilføjer jeg: “Han har en flot stemme.” Hun vender sig mod mig med et stort smil, nærmest stirrer intenst på mig og siger: “Ja, synes du ikke! Det er ikke min mand, vi er kun kærester. Han er operasanger, og han har engang sunget på Det Kgl. Teater, nu er han freelance.” På mit  næste spørgsmål, om han kan leve af det, hører jeg ikke svaret, for nu er harmoniorkestret med et imponerende højt lydtryk gået igang med 2. sæt.

Så kommer operasangeren igen på scenen, han croon`er sig på bedste Frank Sinatra-vis gennem “I’ve got you under my skin”. Da nummeret er færdigt, siger jeg til det røde hår ved siden af mig: “Jeg tror, det var dig, han sang for.” Igen vender hun sig om mod mig med et smil, giver mig et puf på skulderen, og siger med overbevisning: “Ja, men det var det!”

Koncerten afsluttes med blomster til dirigent og solist. Jeg kan ikke dy mig for endnu en henvendelse til det røde hår: “Jeg tror du får en buket blomster af din kæreste i aften!” Det besvares med et stort grin: “Det gør jeg altid, når han har optrådt!”

Da vi forlader kirken, hver sin vej, hun ad døren bag orkestret og jeg ad hoveddøren, får jeg endnu et venskabeligt puf på skulderen efterfulgt af en tak for den lille snak.

Da jeg igen er ude i regnen på vej hjem på cykel har jeg det meget bedre, ikke så meget på grund af harmoniorkestret, men mere på grund af en lille positiv oplevelse i hverdagen. 

6. December 2017

I dag ville Vibeke være fyldt 73 år. Det er over 4 måneder siden, hun på en af denne kølige sommers få solskinsdage sov ind. Grå dage uden solskin fulgte, men den dag, hvor hun blev bisat, da skinnede solen. Det skulle da også bare mangle. Den sympatiske og medfølende præst, der bisatte hende, sagde ved en anden lejlighed, at sorg kommer man ikke over, den kommer man gennem. Men dertil er jeg ikke kommet. Sorg er tab af kærlighed, og ingen kommer over sorgen for at fortsætte livet uforandret. Man kommer gennem sorgen, og kommer ud på den anden side varigt påvirket, og intet bliver som før. Det er sorgens natur. Sådan må det nødvendigvis være......

Jeg har taget hundredevis, ja nok tusinde billeder af Vibeke i de 52 år, vi var kærester. Vi havde et par aftaler. Jeg skulle spørge hende om lov, inden jeg tog et billede. Det gjorde jeg ikke altid; så spillede hun lidt sur og sagde, at det kunne jeg altså ikke være bekendt. Jeg mindede hende så om den anden aftale, nemlig at hun altid havde ret til at forlange et billede af hende tilintetgjort. Og så var jeg tilgivet. Den ret (mis)brugte hun flittigt, også med års tilbagevirkende kraft! Men aftalen holdt jeg. Tilbage har jeg mange billeder med hende fra gode tider, og som jeg vil huske hende: Smuk, kærlig, lattermild og ofte med et smil, der fulgte læbernes bevægelse som en skygge, glad for dyr, men allermest glad for den lille kreds af mennesker, familie og nære venner, der betød alt for hende. Og tit som en lille smule frysende.....

Der, hvor hun nu befinder sig, har de fået et sjældent generøst og gavmildt medlem af menigheden. Jeg vil så gerne tro, at vi engang skal genforenes hinsides, men tør det næppe. Og dog......Vor Herres eksistens er aldrig videnskabeligt blevet modbevist, så måske........

Og når vi mødes, så vil vi - som så mange gange tidligere efter en god og begivenhedsrig dag - drikke et glas hvidvin, spise franske kartofler eller dele en plade Ritter Sport. Vi vil mindes de mange gode stunder, for, som den tyske forfatter Thomas Brüssig skriver: “Glücklichen Menschen haben ein schlechtes Gedächnis, aber reiche Erinnerungen.”

Den unge præst

Den meget unge præst kiggede uforstående på mig. Jeg havde lige udtrykt håbet om, at vi ikke skulle ses mere. Skyndsom fik jeg dog tilføjet et: "under samme omstændigheder". Og hans ansigt vendte tilbage til vanlige venlige folder. Han havde lige begravet min mor på den gamle kirkegård i Næstved, og nu stod vi udenfor kapellet og trykkede hænder.

Min mor døde den første dag efter påsken i det første år efter årtusindeskiftet. Det var en solbeskinnet forårsdag, hvor tulipaner og frugttræer ud foldede sig i flotteste flor. Det stod i grotesk modsætning til det triste værelse, vi befandt os i på plejehjemmet, og i hvilket hun tilbragte sit sidste plagsomme år - nummer 94 i rækken - mæt af dage og uden lyst mere til livet.

Hun døde ved middagstid, og venlige og kompetente mennesker var tilstede og rådgav mig om de praktiske ting. Det bragte mig i forbindelse med den unge præst i et landsogn i byens omegn. Han havde vagten denne første hverdag efter påsken, hvor byens faste præster formentlig har været overarbejdede og afspadserede efter en stressede periode i forbindelse med påskens  markering af frelserens korsfæstelse og genopstandelse.

Det er ingen tragedie, når et menneske på 94 år, mæt af dage, ikke lever mere, men den, der er tilstede, er påvirket af det, og har et behov for at snakke, og jeg fortalte den unge præst, at det faktisk ikke var min rigtige mor, men den kvinde, der fra mit syvende år blev en fuldgod erstatning, så det gjorde ingen forskel. Han var god til at lytte, og velsignet(!) fri for at snakke om det evige liv, syndernes forladelse og hvad ved jeg... På et tidlig tidspunkt under samtalen bød han mig noget at drikke, og foreslog mig en øl. Det tilbud tog jeg med taknemmelighed imod, og mens jeg drak min øl og han sin cola, gled samtalen langsom over på andre emner, bl. a. om livet som ny og ung præst i en gammel præstegård langt ude på landet. På den store græsplæne udenfor arbejdsværelset løb hans børn og legede i solskinnet, og han priste sig lykkelig over ikke selv at skulle slå plænen. Det var ret så livsbekræftende, og da jeg en times tid senere kørte derfra - efter at have forsøgt at forklare ham vejen til kapellet - havde jeg det betydeligt bedre.

Nu skete det hverken værre eller bedre end, at jeg adskillige måneder senere - måske et år eller mere, jeg husker det ikke så nøje - igen stod overfor den unge præst uden for kapellet. Han havde begravet moderen til to af mine venner, jeg havde kendt siden barndommen. Men vi trykkede hænder sagde han med et stille smil: "Det gik ikke helt, som du udtrykte ønske om, sidst vi sås."

Læredreng i tresserne

"Er du for fanden ude på at slå mig ihjel, knægt?" Stemmen kommer fra Børge L. Han ligger med det halve af kroppen inde i en stor ventilator og er ved at bakse et stort ventilatorhjul op på akslen. Ventilatorhjulet hænger i kranen, og den betjenes af mig, og det går ikke så godt. Jeg er i gang med mit andet læreår på De Forenede Jernstøberier i Næstved som maskinlærling. En kortfattet instruktion er gået forud, for det er første gang, jeg betjener en traverskran, som der nu til dags kræves ugelange AMU-kurser med certifikat for at må betjene. Sådan er det ikke i midttresserne.

Jeg har været lærling et uger hos makkerparret Børge L og Frede-ild-i-røven. Sidstnævnte er også frivillig brandmand. De monterer store ventilatorer, og deres kontante og rustikke måde at kommunikere på har jeg endnu ikke vænnet mig til. Jeg bliver lidt skræmt over udbruddet inde fra ventilatorhuset. De første uger som lærling hos makkerparret har været lidt af et mareridt,  for deres pædagogiske virkemidler er ikke helt opdaterede. Da jeg en af de første dage beder Frede-ild-i-røven om at slibe et bor for mig, får jeg hele hans samling af bor - som han opbevarer i venstre baglomme -  stukket i hænderne med besked om at øve mig på dem! Først efter at have fremvist det mislykkede resultat, får jeg en grundig instruktion i at slibe bor, og så kan jeg starte forfra. En anden gang kan jeg ikke få et bor løsnet i patronen på en standerboremaskine, hvilket jeg meddeler Børge L. Han beder mig om at skrue fundamentsboltene af og få kørt den ud i skrotbunken. Da jeg lidt forskrækket spørger, om han virkelig mener det, svarer han, at boremaskinen jo er ubrugelig, da det er tvivlsomt, at næste bruger skal bore med samme bor! "Nu skal du bare se, hvordan vi gjorde i gamle dage i Amerika (han har vist aldrig været der!), og så viser han mig - med noget der minder om et håndkantslag - hvor let man får boret løsnet af patronen og stikker i et grin. Og da jeg en af de første uger kommer tomhændet tilbage fra et ærinde  i en anden afdeling uden at kunne finde den, jeg skal hente noget hos, får jeg kontant at vide, at der "for fanden da må nogen, du kan spørge om, hvor vedkommende er henne" og at jeg i fremtiden ikke skal komme retur uden at have en besked med. Disse tilvænningsbagateller til trods, så ender det med, at jeg bliver rigtig glad for at arbejde for dem og de lærer mig meget både teknisk og om indstilling til at løse opgaver. Det har jeg senere haft meget nytte af.

Som forstås, er de begge godt skåret for tungebåndet og mangler sjældent ord til en given situation. En dag ligger Børge L. og bakser inde under en stor ventilator, da han fornemmer, at en person er stoppet op og betragter ham. Jeg står ved siden af som håndlanger. "Hvad fanden glor du på, din abe?" er Børges reaktion til personen. Lang pause, ingen svarer, og til sidst stikker Børge hovedet ud for se hvem, betragteren er. Og der står så "Den lange", fabrikkens karismatiske driftsleder. Han har format nok til ikke at kommentere situationen og går hovedrystende videre. Børge L. kigger på mig, og siger: "Nå, ja, hvad fanden. Man skal jo heller ikke gøre forskel på folk!" Og så griner han, måske over egen visdom....

Som nævnt bliver jeg rigtig glad for at arbejde for dem, og på lønningsdagen ruller der som regel en femmer tværs over filebænken fra dem begge til mig. Det er et pænt supplement til ugelønnen på 50 kr.

Lønningdagen - hver 14. Dag -  er et højdepunkt. Efter fyraften møder personale fra lønningskontoret op på værkstedet med lønningsposerne, som indeholder både pengesedler, klingende mønt og en grøn afregningsseddel. De tager opstilling ved filebænkene nær ved indgangen. Vi andre stiller os i kø. Lønningsbogholder Peter Jensen står for udlevering af lønningsposer til de faglærte, en kontordame til arbejdsmændene og den langlemmede kontorelev Inge-Lise udleverer lønningsposer til os 16 - 18 lærlinge. Når hun jævnligt skridter tværs over pladsen med materiale til arkivet over marketenderiet, tilkastes hun af mange længselsfulde blikke. Og er hun i selskab med den smækre, sorthårede Judith, springer Poul 'Sadopik' galant og tilbyder at bære byrden for hende. Poul 'Sadopik' er en stor arbejdsmand på pladsen, iført grønne arbejdsbukserne og hvid murerkasket. Han er meget støjende, og efter indtagelse af en del øl i dagens løb, stiger støjen efterhånden til et crescendo. Tilnavnet 'Sadopik' skyldes, at han - en dag, hvor han ikke helt havde fattet, hvad en arbejdskammerat havde spurgt ham om - gentog: "Sae' du pik?"

Nu kan man måske fejlagtigt få det indtryk, at vi lærlinge er en lidt ringeagtet medarbejdergruppe på den lille maskinfabrik i Grønnegade. Det er ikke tilfældet. Vi er smedelærlinge - eller mere korrekt: maskinlærling og kleinsmedelærlinge. Vi er ikke elever eller -  som jeg så det fornylig på TV så en halvhjerne betegne sig selv - maskinarbejderstuderende! I daglig omtale er vi læredrenge, eller blot drengene. Det er ikke ment nedladende, det er godt nok, og vi er ikke uden selvbevidsthed. Vi har et godt sammenhold, griner meget og mødes to gange i arbejdstiden, kl 10 og kl 14 omkring pisserenden på toilettet for at brænde tobak af. Cigaretterne køber vi af Peter Rehn enkeltvis for 10 øre. Han betjener den store kantpresse lige udenfor toiletterne, og har en nebengeschæft med at sælge cigaretter stykvis. Lærlinge må ikke ryge i arbejdstiden, men her har vi vores frikvarterer, alle ved det, men ingen anfægter det, når blot vi ikke smider skoddene i pisserenden. Dog kan det hænde, at vi bliver hentet tilbage til arbejdet af de svende, vi er tilknyttede. Lørdag formiddag i frokostpausen marcherer vi i gåsegang gennem Grønnegade, Ringstedgade, Ramsherred og Axeltorvet for at købe basser hos bageren i Torvestræde, og så er vi ikke til skyde igennem. I marketenderiet har vi vores egne borde, og her bliver den halve time brugt på at spille 'Casino' med et fedtet sæt kort, som vi kender lige godt fra både bag- og forside. Efter fyraften samles vi som regel omkring en af ældstelærlingenes filebænke for at klunse om basser. Først skal der findes ud af hvem, der har kontanter til at betale for basserne, som hentes i den lille bagerbutik overfor fabrikken i Grønnegade. Der afregnes på lønningsdag. Og så klunses der og dagens oplevelser udveksles under meget morskab, lige indtil den skaldede portner kommer og meddeler, at nu har vi nøjagtig 10 minutter til at komme i bad og blive klædt om i.

Det er en god tid, for vi har et godt kammeratskab. Jeg mindes tiden med glæde......