Nytårskoncert

En nytårskoncert må være velegnet til at bryde en regnfuld januar måneds monotoni, tænkte jeg en af de dage, hvor blygrå skyer tyngede himlen ned og humøret tilsvarende. Jeg havde netop i en af lokalaviserne set, at områdets kirke indbød hertil. Et harmoniorkester fra nabokommunen og en til lejligheden indforskrevet operasanger fra geleddet bag Tordenskjolds soldater skal optræde. Fint. I regnvejr (selvfølgelig) og på cykel begiver jeg mig afsted på den korte strækning fra hjemmet til kirken. Finder en plads på 5. række 2. stol fra midtergangen, herfra kan jeg fint se både solist og dirigent.

Der er stadig en del ledige pladser, da orkestret begynder at stemme, men publikum er stort set på plads. Midt i det hele går døren bag orkestret op, og ind kommer en ganske nydelig kvinde med et stort flagrende rødt (farvet?) hår. Hun må være i midtfyrrene og hendes påklædning afviger nok lidt fra det øvrige publikums. Mens orkestret fortsat stemmer, sejler hun ned af midtergangen og standser ud for 5. række og spørger mig høfligt, om der sidder nogen på den ledige plads ud mod gangen. Det benægter jeg, hun sætter sig og erklærer, at det gør der nu. Hurtigt fisker hun sin smartphone op af tasken og fingererer nervøst med den. Hun virker lidt rastløst. Nå, tænker jeg, hun er sikkert hustru til en af de medvirkende amatørmusikere, hvilket senere synes underbygget af hendes heftige applaus efter hvert nummer. Det entusiastiske harmoniorkester kæmper sig tappert gennem 1. sæt med musik af bl. a. Strauss, Lumbye, mm. Den indforskrevne operasanger giver partier fra musicals og operaer, i den udstrækning han er i stand til at trænge gennem harmoniorkestret, selvom hans lyd er forstærket. Det er orkestrets ikke. Det er heller ikke nødvendigt. Slet ikke!

I pausen forsvinder den rødhårede kvinde ud gennem samme dør, som hun indtog salen fra. Ude i foyeren ser jeg hende igen, klistret til solisten, operasangeren. Ah, ha, det er sådan, det hænger sammen. Det er altså hendes mand, der optræder. Efter pausen indtager hun igen pladsen ved siden af mig, og ligesom tidligere begynder hun at fingerere nervøst med smartphonen (hvordan håndterede folk egentlig sådanne situationer før smartphonens tid?). Jeg føler, jeg bør sige et eller andet til hende: “Det er din mand, der er solist?” siger jeg så, og for at bløde lidt op det den meget direkte konstatering, tilføjer jeg: “Han har en flot stemme.” Hun vender sig mod mig med et stort smil, nærmest stirrer intenst på mig og siger: “Ja, synes du ikke! Det er ikke min mand, vi er kun kærester. Han er operasanger, og han har engang sunget på Det Kgl. Teater, nu er han freelance.” På mit  næste spørgsmål, om han kan leve af det, hører jeg ikke svaret, for nu er harmoniorkestret med et imponerende højt lydtryk gået igang med 2. sæt.

Så kommer operasangeren igen på scenen, han croon`er sig på bedste Frank Sinatra-vis gennem “I’ve got you under my skin”. Da nummeret er færdigt, siger jeg til det røde hår ved siden af mig: “Jeg tror, det var dig, han sang for.” Igen vender hun sig om mod mig med et smil, giver mig et puf på skulderen, og siger med overbevisning: “Ja, men det var det!”

Koncerten afsluttes med blomster til dirigent og solist. Jeg kan ikke dy mig for endnu en henvendelse til det røde hår: “Jeg tror du får en buket blomster af din kæreste i aften!” Det besvares med et stort grin: “Det gør jeg altid, når han har optrådt!”

Da vi forlader kirken, hver sin vej, hun ad døren bag orkestret og jeg ad hoveddøren, får jeg endnu et venskabeligt puf på skulderen efterfulgt af en tak for den lille snak.

Da jeg igen er ude i regnen på vej hjem på cykel har jeg det meget bedre, ikke så meget på grund af harmoniorkestret, men mere på grund af en lille positiv oplevelse i hverdagen.