Reflektioner i en coronatid

 Vi står midt i den største krise siden anden verdenskrig. Covid 19 har holdt sit indtog på jorden. Det må nødvendigvis give anledning til refleksioner og eftertanke. Hvad der efter årsskiftet blev rapporteret som udbrud af en virussygdom i Kina, blev pludselig hverdag i vores del af verden. Myndighedernes forsikring om at denne epidemi næppe nåede til vores længdegrader blev taget for gode varer...herregud Sars og Ebola nåede jo aldrig os, de blev bekæmpet i en behagelig afstand, og selvom medierne berettede om den, så blev det ikke en del af danskernes hverdag. Men hvad virusforskere i mange år har frygtet blev pludselig virkelighed. Indenfor få dage i marts ændrede mange af os planer for den nærmeste fremtid efter at have hørt vores alvorstyngede statsminister på TV iværksætte skrappe restriktioner og indføre en nødlovgivning med fuld opbakning fra Folketingets øvrige partier, ja selv fra Dansk Folkeparti. Landets statsminister trådte i karakter og påtog sig et lederskab....der senere af visse back-benchere i Folketinget er blevet nedgjort til egenrådighed. For vores allesammens frihed og handlemuligheder blev væsentligt begrænset.

For mit eget vedkommende var afsavnet bærbart, en aflyst fødselsdagsfest på en restaurant (så sparede jeg de penge), en aflyst tur med en forening til Bruxelles (jeg fik hele beløbet tilbage). Selve fødselsdagen blev højtideligholdt på parkeringspladsen ved Vallø Slot. Jeg havde købt tre sandwich hos Sandwich-caféen i Hugos Gård i Køge. De blev indtaget ved bagklappen af min bil. Kaffen, jeg havde medbragt hjemmefra fik vi ikke meget ud af....termokanden var væltet og kaffen var løbet ud i bagagerummet. Det gjorde nu heller ikke så meget, for jeg havde glem kopperne. Bagefter gik vi, min søn, hans kæreste og jeg en tur i slotsparken. Kaffe skulle der til, så vi kørte hjem og drak kaffe stående i passende afstand fra hinanden ude i haven....det var skidekoldt, som det jo kan være i marts, men myndighedernes og statsministerens opfordring om at holde afstand havde gjort indtryk.

Nå, men situationen kom under kontrol, regerings skrappe foranstaltninger viste sig effektive, der skulle dø så få mennesker af denne sygdom som muligt. Men ak, aldrig var kurverne begyndt at gå nedad før oppositionen og industriens organisationer begyndte at hyle op om, at samfundet blev åbnet op for langsomt, og hvor meget, det havde kostet virksomhederne på trods af store støtteordninger, som vi allesammen jo kommer til at være med til at betale for. Reelt set havde vi jo i disse måneder planøkonomi, og selv de største kapitalister havde været villige til at kysse Stalin i røven. De nøgne fakts var jo, at en for hurtig genåbning af samfundet ville koste menneskeliv, og jeg skal stilfærdigt konstatere, at jeg ikke stiller mit liv til rådighed, men jeg påtager mig gerne min del af den ekstra skattebyrde, der kommer til os alle sammen.

Interessant er det også at iagttage, med hvilke forskellighed de foranstaltninger, der skulle følges, blev modtaget. Når det blæser, er der nogle, der bygger læhegn, mens andre bygger vindmøller. Nogle beklagede sig, andre så muligheder. Mange restauranter fandt et marked i Take-Away mad. En af mine gode venner, der driver et par vinhandler, henvendte sig til en lokal ugeavis (de manglede annoncører) og fik en særdeles gunstig aftale om nogle helsides annoncer, hvor han tilbød gratis udbringning af ordrer over hundrede kroner. Levering på trappen i coronamæssig sikker afstand, betaling på mobilpay. Vel vidende, at de færreste køber vin for beløb under hundrede kroner, øgede han sin omsætning i disse måneder, og skulle en enkelt kunde eller to købe for et mindre beløb, så var det nok til at leve med!

Interessant er det også at se, hvorledes de forskellige institutionsledere reagerede på de restriktioner, de nu blev pålagt for at kunne åbne. For de fleste overstrålede glæden over igen at kunne modtage elever eller børnehavebørn langt besværligheden med afstand og håndvask. Mere beskæmmende var set at høre forældre til børn beklage sig over, at deres små vidundere fik røde hænder af al den håndvask, og så er det man tænker......Så smør da for pokker ungens hænder ind i håndlotion før og efter skole....to gange om dagen rækker....jeg taler af erfaring.

Vi kommer til at leve med en række af foranstaltninger i lang tid endnu. Og selv om beregningsmodeller siger, at der kun undgås ét tilfælde af Covid 19 for hver 2000, der bærer mundbind, så må vi leve med det. Og flere flere restriktioner kan komme til. Fra en nylig overstået cykelferie i Sydslesvig kan jeg berette, at blot man går ind i en bagerbutik for at købe en croissant og en kop kaffe, så får man stanget en formular ud til udfyldning om kontaktoplysninger, og på restauranter er det kun tilladt at smide masken, når der spises. (Hvilket jo er meget praktisk). Skal man på toilettet, så er det på med masken. I butikker påser personalet med tysk grundighed, at ingen uden maske kommer ind i butikken, og har man glemt det, så påtales på en måde, som ikke lader sig misforstå.

At være sammen med mine venner og min lille familie betyder alt for mig, og jeg har ikke lidt noget afsavn. Lange gåture har erstattet indendørs sysler, og for dem, som ikke ved det, kan jeg afsløre, at man snakker godt sammen, når man går tur. Og endelig blev det jo sommer, hvor man kunne være sammen i haven.

Vores trygge verden er for en stund blevet kastet op i luften. Hvornår den lander og i hvilket tilstand ved vi ikke, men forhåbentlig lærer det os en lidt større ydmyghed overfor tilværelsen

Mandag den 28. september 2020

 

Mandag den 28. september

 

Jeg var til fødselsdagsfest i lørdags. Min kammerat gennem mere end 65 år havde fødselsdag. Vi har nu nået den alder, hvor intervallerne mellem mærkedage indsnævres, for man ved jo aldrig….En pandemi kom i vejen for den allerede planlagte fest i juni, og nu kom så dette mundkurvspåbud og fulgt op af yderligere restriktion om, at restauranter skal lukke senest kl. 22. Det ødelagde på ingen måde aftenen, og gensynet med gamle bekendte var dejligt. Jeg sad ved siden af fødselaren Pers første hustru. Hun hedder Ulla, ligesom hans nuværende hustru gør det. Af praktiske årsager har han valgt at nummerere dem i den rækkefølge, han har været - og er - gift med dem. Ulla1 har jeg ikke set i en årrække, selvom der har været sporadisk kontakt gennem årene. Jeg har kendt hende siden Per faldt for den mørkhårede 18 årige skønhed med dådyrsøjnene, som boede hjemme hos forældrene på Thorsvej i Næstved. Hun havde lige fået kørekort og yndede at køre rundt i familiens lysebrune Renault 4CV. Det var Pers tvillingbror Ole, som indirekte var skyld i at Ulla1 og Per blev gift, flyttede fra Næstved og fik børn. Ulla og Ole gik sammen på Næstved Handelsskole og læste lektier sammen…..og så kom Per ind i billedet. Ole er også min kammerat og single. Han var en periode over få uger ungdomskæreste med den kvinde, jeg senere var gift med i 44 år. Men det var år før jeg kom ind i billedet. Ole og jeg ses ofte til et måltid mad over en flaske god rødvin, enten hos mig i Køge eller i hans sommerhus i Fakse Ladeplads, som er hans faste helårlige domicil. Så drøfter vi vinens kvalitet, begræder tilværelsens ulidelige lethed og fastslår verdens sande tilstand. Vi har alle kendt hinandens børn fra før de blev født, og uden at vi har siddet lårene af hinanden i årenes løb, så har vi deltaget i hinandens familiebegivenheder, som bryllupper, barnedåb, kobberbryllupper, runde fødselsdage, børns konfirmationer og forældres bisættelser og de seneste år også bisættelser fra egne rækker. Vores tilværelser har på en eller anden måde været flette ind i hinandens, og over de gamle venskaber har jeg en stor ydmyghed og taknemmelighed, og med en meget lille familie er de alt for mig.

Og på denne dag for 42 år siden kom min søn til verden. Jeg var lige kommet hjem fra arbejde lidt før midnat, da den vordende mor roligt meddelte mig, at hun vist var ved at få veer. Hun var gået på barsel et par dage før, og der burde være over en uge til fødslen. Vi ringede til sygehuset, og fik besked om, at når der var et bestemt interval mellem veerne, skulle vi komme. Hun tog det iskoldt, gik i bad, pakkede en taske, og gav hunden en krammer, men jeg for rundt med hovedet under armen, og da tiden var inde begav vi os i den lille Honda Civic på vej mod hospitalet. Jeg var så forvirret, at jeg kørte rundt i Køges gamle villakvarter og kunne ikke finde fødeafdelingen. Den historie måtte jeg i alle årene høre på mange gange. 12 timer senere kom vores søn til verden, og jeg nåede lige at få det sidste af fødslen med, så travlt havde jeg haft med at køre rundt og fortælle kolleger og venner, at NU var jeg ved at blive far!

Og i dag skal jeg ind til ham. Med mig har jeg min nye hund, Bobby. Han er en 11 uger gammel mellempuddel og skal hilse på min søns katte og lære dem at kende, for måske en dag bor de sammen. Rent statistisk vil hunden overleve mig, hvis den bliver ligeså gammel som mine tre tidligere hunde, to storpudler og en mellempuddel. De blev alle næsten 14 år. Og så har min søn lovet at tage hunden. Derfor har jeg med god samvittighed anskaffet mig Bobby, for selvom jeg for et år siden, da jeg måtte tage afsked min gamle hund, besluttede ikke at skulle have hund mere, så holdt den beslutning ikke et halvt år. Efter at have set og forhørt mig om en ’brugt’ hund med samme udløbsdato som jeg, så blev beslutningen, at det skulle være en hvalp, jeg kunne præge, Men det var lettere sagt end gjort, for det halve land har åbenbart – i en form for afmagt over ikke at kunne komme udenlands – besluttet sig for at købe hund, så jeg blev skrevet op til en hvalp inden parringen havde fundet sted. Det er nu to uger siden min søn og jeg hentede Bobby i Fredericia, og han har helt og aldeles indtaget hus og have. Han er næsten renlig, glemmer dog at sige til, men med hund i huset i over 40 år, så kan jeg aflæse signalerne, når det er tid. Han er flink til at være alene hjem, og min intension er denne gang af få en velopdragen hund….det har jeg aldrig haft før. Alle min hunde har været utrolig rare og vennesæle, men opdragelse har de ikke haft ret meget af. Det er dog ofte sket, at de kommet, når jeg har kaldt på dem, hvis altså ikke lige, de har været optaget af noget anden. Ej heller skal den sove i sengen eller opholde sig i møblerne. Min tidligere hunde har nærmest vundet hævd på seng og sofa. Og Bobby skal ikke lære at tigge ved bordet; på det område har mine andre hunde været utrolige lærenemme.

Så selvom en 75 års fødseldagfest en dag sidst i september i coronaens tid kan mane til triste tanker om at intet varer evigt, så er der heldigvis masser af ting med glæde at se tilbage på, men også fremtidige ting at glæde sig over…og livet slutter jo ikke nødvendigvis med de 75.

 

Musik vækker minder

Min glæde ved musik blev vakt - og forsøgt kvalt - i mellemskoleårene på Næstved Gymnasium. Det sidste lykkedes ikke, selv om der blev gjort et ihærdigt forsøg fra vores sanglærers side. Lad os tage det sidste først.

Vi havde en sanglærer med det borgerlige navn Rasmussen; han var en lille mand, en meget lille mand, ja at betegne ham som en mandsling, ville nok ikke være helt ved siden af. Af ret let forståelige grunde gik han under navnet ”Lille-Ras”. Ved en af de første undervisningstimer i ”Sang” i første mellem blev vi stillet op fem elever på række ad gangen og bedt om at afsynge en af vores fædrelands vemodige sange. Lille Ras lagde hovedet på skrå, så betydningsfuld ud, og lyttede med alvorlig mine til hver enkelt elevs stemme. Vi skulle inddeles i A og B-sangere. B-sangerne var dem, som sang falsk! Mange sekunder havde han ikke lyttet til det, der kom ud af min mund, før jeg fik beskeden ”Tak, det nok. Du kan godt sætte dig ned på din plads!” Jeg var på livstid blevet B-sanger…..og siden dengang er der aldrig nogensinde kommet en tone ud af min mund…falsk eller ikke falsk.

Men det havde absolut også sine fordele at være B-sanger, for vi, som det var blevet påbudt ikke at måtte synge med, kunne i stedet for lave lektier i sangtimen. Undtagelsen var, når klassen skulle lære at læse noder, så havde vi pænt at deltage i undervisningen. Den bagved liggende pædagogik med først ikke at måtte synge, men være tvunget til at lære noder, står for en lægperson udi pædagogikken måske ikke lysende klart! Men jeg fik lært at læse noder, dvs. jeg kender bogstaverne på noderne; det er meget nemt, for dem, der står på nodelinierne E, G, H, D, F, huskes på En Gås Har Dejligt Fedt….den remse kan alle jo lære, selv B-sangerne. Og dem der står mellem linierne hedder FACE. Hvad Lille Ras ellers forsøgte at gøre os klogere på med b’er, krydser og tonearter, det kom jeg aldrig til at fatte. Det var effektivt lykkedes Lille Ras at få mig til at miste interessen for hans undervisning….men ikke for musik! Og tak for det.

For der var noget, som hed skolekoncerter. En gang om året kom Sjællands Symfoniorkester på besøg til en koncert i aulaen. Fra det øjeblik, jeg første gang jeg hørte et symfoniorkester sætte i med en ouverture, var jeg solgt. Og så erindrer jeg ikke engang, hvad der blev spillet, ud over ”Tubaen Tobby”. Men indtryk må det have gjort…..

I det store spisefrikvarter blev der spillet musik i det højtaleranlæg, der var kommunikationen fra kontoret til de enkelte klasseværelser; det må have lydt forfærdeligt i de små højtalere; det var en ordning elevrådet havde fået gennemført, og om ikke min hukommelse svigter, så blev ordningen administreret af udvalgte elever. Jeg husker bedst, at der er blev spillet plader med Nina & Frederik, Calypso, fremført på rette dialekt, og når de så sang Melody d´Amour på fransk, så blev det ikke bedre….måske en væsentlig årsag til, at jeg valgte Fransk i realklassen? Også Tomme Steel, denne lille blegfesne undermåler blev spillet (A handful of songs). Han har utvivlsomt givet mange unge piger mærkelige fornemmelser i kroppen, for han var meget populær…..Der kunne nævnes mange, men fælles for os pubertære unge mennesker så var der en hel del fantasier af forskellige art knyttet til denne fortrop for en senere tids syg idoldyrkelse og popkultur?

Først senere associerer jeg melodier med bestemte oplevelser, nogle af en meget privat karakter. Når jeg dengang senere sad på mit lille lønkammer hjemme hos min mor, kæmpede med at forstå termodynamikkens love eller hvad ved jeg i forsøg på at dygtiggøre mig til min fremtidige tilværelse, lyttede jeg til Radio Luxembourg. Her blev tiden nye hits spillet lang tid før de nåede Danmarks Radio og blev præsenteret af Jørn Hjorting i ”Teenagehjørnet”, dengang en nyskabelse eller af det, der nu må være Danmarks ældste teenager, Jørgen Mylius i ”Efter skoletid”. Radio Luxembourg (The Radio of your Stars) sendte på mellembølgebåndet, og blev af mig aflyttet på en lille skrattende transistorradio, som jeg havde fået af min kæreste i julegave; hun var netop blevet udlært. Selv var jeg fattig som en kirkerotte, og en investering på over hundrede kronet til en radio lå langt over min økonomiske formåen. Jeg kom i øvrigt grueligt galt afsted, for jeg takkede for gaven med ordene: ”Sådan en lille billig radio har jeg altid ønsket mig!” Det tog hun mig ret ilde op, men hun må trods alt have tilgivet mig, for vi blev senere gift og fik både hus, hund, barn og bil.

Jeg søger ofte nogle af melodierne fra dengang, og når jeg lytter til ”Penny Lane” med The Beatles føler jeg mig hensat til mit lille værelse på Erantisvej siddende på en spisebordsstol ved det teaktræsfarvede skrivebord med de vakkelvorne ben, jeg købte brugt på afbetaling, mens jeg var i lære for 150 kr….betalt over tre gange.

Også Chris Andrew med ”Yesterday Man” og Ken Dodd med ”The River” som var meget spillet I midttresserne på Radio Luxembourg, bringer minder frem, men de er af en hel anden karakter, som ikke egner sig til gengivelse…..

Kærester

Dette er en historie fra det virkelige liv. Det kunne have været en historie, hvor traumer, smerte og problemer fyldte mere, og den havde været ligeså sand. Men det ville ikke have ændret på begyndelse og slutning.

Tilfældige begivenheder en lun augustaften for mere end halvtreds år i en sjællandsk provinsby bliver afgørende for to unge menneskers liv.

To tyve årige ungersvende begiver sig afsted til konditoriet, hvor unge mennesker mødes om fredagen. Den generte maskinlærling og den frejdige bankelev er venner fra barndommen. De finder plads i en sofa overfor to lattermilde ungmøer, som arbejder i byens sygekasse, den ene er elev og den langhårede lyslokkede lattermilde er nyudlært.

Da selskabet ud på aftenen bryder op, spørger den generte maskinlærling den langhårede lyslokkede lattermilde ungmø, om han må følge hende hjem; de har skævet til hinanden hele aftenen. Hun afslår, men der skal ikke megen overtalelse til, før hun giver ham lov. Inden de når huset ved det lille torv, hvor hun bor sammen med sin mor i lejligheden over købmandsbutikken, tager han hende i hånden, og hun trækker den ikke til sig. Længe står de i gadedøren og fletter fingre. De aftaler at ses den næstfølgende søndag, for hun skal sammen med moren forberede flytning til et lille rødt parcelhus i byens udkant.

Det er en smuk sensommerdag, da han ringer på gadedøren. Der står hun så i hvid nederdel, blå blazer og hvide handsker. Med det lyse hår højt touperet og med små lyserøde roser i ørene, der  matcher læbestiften, er tiden til at pynte sig ikke brugt forgæves, for han er fuldstændig forblændet. Han er iført sine nye sommerbenklæder, jakke og slips, og skoene har fået en ekstra gang af børsten. Hånd i hånd går de gennem skoven på stien langs åen ud til kostskolen og over den hvide bro. De sætter sig på en bænk ved græsskråningen ned mod åen. På græsset foran dem har en familie slået sig ned i solskinnet, nogle børn løber og leger foran dem. “Se, mor, nu kysser de hinanden!”, råber er barn. Og lidt senere lyder det igen: “Nu kysser de hinanden igen, mor!”

På vejen tilbage langs åen er der kun de to i hele verden.....

De tager afsked i gadedøren, men de må bare ses igen om aftenen.

Den aften møder han hendes mor. En stille kvinde, der rejser sig fra den plads foran det 17” fjernsyn, som er blevet hendes verden efter mandens død, og hilser venligt på ungersvenden. Der er gensidig sympati.

Nogle uger senere præsenteres ungmøen for hans forældre. “En nipsgenstand” er den syrlige kommentar fra ungersvendens mor. Den er ikke positivt ment. Noget varmt forhold får de to kvinder aldrig til hinanden.

Næste sommer sker det. Deres forhold fuldbyrdes........en lørdag eftermiddag på gæsteværelset i det lille røde parcelhus. Moren er ikke hjemme. Resten af weekend’en svæver de på en lyserød sky. Det er første gang for dem begge. De har en hemmelighed sammen, som de allermest har lyst til at dele med hele verden......

Om efteråret tager de på en weekend-tur til Hamburg med DSB. Hendes mor er ikke begejstret, og mange formaninger om at være fornuftige hænger i luften, da de stiger på toget. Og fornuftige er de, men de er det på deres egen måde!

To måneder før han er udlært ved juletid, dør hans far, og de to kærester sidder nu med mødre, som trækker hver sin vej.

I det nye år begynder den 21 årige nu udlærte maskinarbejder videreuddannelsen til maskinmester i hovedstaden. Han bliver boende hos moren i provinsbyen. Hver morgen klokken seks skal han med toget fra provinsbyen. Først ved 17-tiden er han hjemme, og så skal der laves hjemmearbejde til næste dag. Hver anden søndag arbejder han på en benzintank, for midlerne er små. Og så skal han også være sammen med sin langhårede lyslokkede lattermilde kæreste. I de år er han kronisk træt, og når de er sammen lørdag aften, sidder han tit og sover. Privatliv er besværlig og kræver fantasi, og at de muligheder, der opstår, gribes....

Senere i livet taler de om den tid. Kunne det gøres om, var de flyttet til hovedstaden og måske skulle de allerede dengang have giftet sig.

Kun på ferierne kan de leve som mand og kone. Men at komme hjem og bo hver for sig igen, det er så trist.....

 Nogle år senere sker der noget lige inden, han skal op til den afsluttende eksamen.

Han slår op! Ligegyldige begivenheder er årsagen. Måske har hun flirtet lidt for meget til en fest, og måske frygter han, at drømmen om at komme ud at sejle står for fald. Det er har de aldrig fået talt igennem.

Eksamen skal  overstås, og så vil han at sejle nogle måneder, inden 12 måneders værnepligt i Marinen skal afvikles. Og så ligger hele verden åben for ham.

Og ud at sejle, det kommer han. Tre måneder med et fragtskib til den amerikanske vestkyst bliver en af hans livs store oplevelser.

I Glasgow får han post hjemmefra, fra moren, fra vennerne og.....fra den langhårede lyslokkede lattermilde pige. Hun savner ham, og livet er meningsløst...

Han tænker på hende hver dag. Og nu kommer det brev! Han får ikke skrevet tilbage, inden det gode skib en søndag eftermiddag - hvor regntunge skyer får himmel og hav til at gå ud i et - kaster los og lægger fra kaj for at stå ud af River Clyde med kurs over Atlanterhavet mod Panamakanalen. Først måneder senere, da det gode skib stamper sig vej tilbage mod Europa får han taget sig sammen til et svar. Med de irgrønne Azorer om bagbord - han kan se dem fra sit lukaf - skriver han så det brev, der først kan sendes, når de en lille uge senere anduver Rotterdam. Trøstende, tomme ord og en gang udenomssnak. Han savner hende og vil ikke erkende det.....

En regnfyldt efterårsdag midt i oktober, hvor blygrå skyer tynger himlen ned på jorden, står han i hjembyen. Eventyret er slut i denne omgang, for om morgenen er han afmønstret skibet i Frihavnen. Provinsbyen er skrumpet ind, siden han forlod den for tre måneder siden. Eller er verden udenom den bare blevet større?

Få dage senere sidder han i toget på vej mod Søværnets Eksercerskole. De mange oplevelser fra turen med fragtskibet tumler stadig i hovedet. Tolv måneders værnepligt skal overstås så smertefrit som muligt, så ligger verden åben for ham....

Tiden i Søværnet er god. Han får indhentet to et halvt år søvnunderskud, passer sit job i maskinrummet på det lille bevogtningsfartøj, han bliver udstukket til efter rekrutskolen, uden på nogen måde at blive overanstrengt. Fritiden ombord går med at spille kort, læse og sove, sove og atter sove, for når de sejler - det gør de meste af tiden - så bliver der ikke meget tid til søvn.. Maden ombord er bedre end på de fleste restauranter, og den brogede sammenbragte menige besætning af fiskere, håndværkere, kontorfolk og halvstuderede røvere har det godt sammen. Chef og officerer er flinke. Livet burde være problemfrit.

Men der mangler noget! Han savner den langhårede lyslokkede lattermilde pige!

På en orlov hjemme i vinterens slutning spadserer han hende i møde en fredag eftermiddag. Og helt som planlagt møder han hende på provinsbyens torv. Samme aften får de kaffe og kransekage på en kro i byens omegn, og det står klart, at de kan ikke andet end være kærester!

Ungersvenden ved også, at drømmen om at komme ud og opleve den store verden er slut.

Hendes mor bliver glad. Hans mor har svært ved at skjule skuffelsen...

Nogle måneder senere bliver de ringforlovet. Ringene betaler hun, for han ejer ikke kongens mønt. Han er stadig som værnepligtig marinesoldat bundet til det lille krigsskib og ofte er friheden begrænset af, at han skal kunne mønstre indenfor en time. Mulighederne for at være sammen med sin lattermilde kæreste er beskedne. I påsken, hvor skibet ligger på en sjællandsk flådestation, overvejer han, om han kan nå at hente hende i hjembyen, så han kan vise hende skibet og de kan være sammen.

Han er i tvivl og henvender sig til den vagthavende officer for forhøre sig, om det mon går an at køre til hjembyen og hente kæresten. Søløjtnanten påhører hans ærinde, men afbryder ham så: “De spilder tiden med snak, sømand! Se så at få hentet damen. Det er en ordre!”

Og han henter kæresten, og da de står på kajen, og hun ser den smalle gangway, som fører op til skibet, bliver hun bange. Den tør hun ikke gå op af! Vagten på skibet er en mørklokket, munter bankmand fra Jylland. Han tager ungmøen i hånden og med en støttende arm om livet fører han hende sikkert op på dækket. Hun smiler taknemmeligt til ham. Nede på forbanjen, hvor de menige holder til, når de ikke sover, fortsætter galanterierne. I sin nye lyserøde dragt bliver hun genstand for alles opmærksomhed. Al uhøvisk tale stopper. Skibskammeraterne træder i karakter som gentlemen. Kortspil indstilles, og der bliver hentet kaffe og kage til hende i kabyssen. Senere ser hun agterbanjen, hvor 16 værnepligtige marinesoldater sover i køjer på et meget lille område.

Besøget på det lille krigsskib gør stort indtryk på hende; senere i livet taler hun ofte om besøget. At så mange kan sove sammen på så lidt plads, kan hun ikke fatte, men mest taler hun om den galante vagt, der førte hende ombord og om besøget på forbanjen, hvor hun blev feteret og var i centrum...

Ungersvendens tid på det lille skrigsskib nærmer sig nu sin afslutning. Der skal findes job og tjenes penge. Hun tager del i jobsøgningen, og sender ham jobannoncer. En annonce har hendes mor været behjælpelig med at finde. Hun ser gerne, at der bliver at par ud af de to - og datteren skulle jo nødigt komme til at bosætte sig alt for lang borte fra det lille røde parcelhus i hjembyen! En sjællandsk industrivirksomhed søger en maskinmester. Han søger på jobbet, og bliver indkaldt til en samtale på...... et savværk! Ikke lige det, han har drømt om. Iført sit bedste tøj, brune fløjlsbukser med hængerøv, skrigende gul skjorte, et grimt grønt slips og en slidt skindjakke ankommer han en sensommermorgen fra Bornholm, hvor det lille krigsskib ligger udstationeret, til den lille østsjællandske provinsby syd for metropolen.

Jobsamtalen forløber godt, og han får jobbet på savværkets kraftcentral i byen ikke så langt fra hjembyen. Den langhårede lyslokkede kæreste er glad og lettet.

I oktober hjemsendes han fra Søværnet og begynder få dage senere på sit nye job. Han lejer sig ind på et værelse, mens hun bliver boende i hjembyen hos moren i det lille røde parcelhus. Kun på de mange charterrejser til Sydeuropa gennem de næste tre år deler de seng som mand og kone. For der skal spares sammen til udbetaling på et hus, inden de gifter sig. Og at flytte sammen uden at være gift vil på ingen måde fornøje hendes mor.

Efter tre år er den nødvendige kapital sparet op! De ser på huse, og brylluppet planlægges. Et lille hvidt parcelhus, skal blive deres hjem de næste 29 år.

De bliver viet i den kirke, som de i sin tid havde udsigt til den solrige sensommersøndag for otte år siden, hvor de kyssede hinanden for første gang. Bedårende ser hun ud i sin lange hvide kjole med slør, og brudebuketten med de blå franske anemoner og liljekonvalerne har hun nøje instrueret ham om. Bryllupsmiddagen - betalt af hendes mor - er på en af omegnens restauranter, og den efterfølgende fest holdes hos hendes bror og svigerinde i deres nye hus. En snes gæster, familie og ungdomsvenner, er med til festen. Spontant kræver gæsterne, at der danses brudevals, og til en af tidens popmelodier fra en kasettebåndoptager danser de brudevalsen ude i køkkenet. De bryder tidligt op, for en energikrise hærger landet med kørselsforbud om søndagen, så de skal være hjemme inden midnat. Med sig i bilen har de foruden bryllupsgaverne en sammenkogt ret - mad nok til flere dage - tilberedt af hendes mor, som er klar over, at der er et stort forbedringspotentiale for madlavning gemt i datteren. Og endelig foran døren til det lille hvide parcelhus kan han bære sin langhårede lyslokkede lattermilde brud over dørtrinnet.

Og allerede om mandagen begynder hverdagen. Hun starter i sit nye job, så det er noget af en omvæltning den nygifte frue kastes ud i. Let er den første tid ikke for hende. Hun savner sin mor, og hver dag er hun nede ved telefonboksen i butikscentret for at ringe “hjem”.

Fem år efter brylluppet bliver hun gravid. Endelig er hun parat til at berige deres tilværelse med et barn. Fra den søndag morgen, hvor graviditetsprøven viser sig positiv, bliver intet som før! Den skrøbelig pige med trang til beskyttelse tager styringen og tager ansvar for indkøb af babyartikler, tøj, barnevogn, kravlegård, mens han mere afslappet mener, at det haster nok ikke så meget. Men han har pænt at indrette sig, og det gør han!

Hun har lige startet på sin barselsorlov, og han passer sit arbejde på en eftermiddagsvagt, da hun en dag, hvor han kommer hjem fra arbejde ved midnatstid, roligt meddeler ham, at hun er begyndt at få veer. De kontakter sygehuset og får besked om at komme ud på fødeafdelingen, når der er et bestemt interval mellem veerne. Hun tager det iskoldt, går i bad, pakker en taske og siger farvel til hunden, mens han render rundt med hovedet under armen og ved hverken ind eller ud. Og da de i den lille Honda begiver sig på vej til sygehuset, kan han ikke finde vejen. Den historie fortæller hun med stor fornøjelse gerne ofte. Tolv timer senere kommer drengen til verden. Han kan ikke holde tårerne tilbage, og de får frit løb, da han står med sønnen i sine arme.

Drengen bliver deres livs største glæde og deres omdrejningspunkt!

De får ikke flere børn. Han vil gerne, men hun vil ikke. Måske ved hun, at hendes skrøbelige sind ikke kan rumme flere børn....

Gode år følger med travlhed, glæder, sorger og bekymringer. En lille familie og en lille trofast vennekreds udgør netværket. Man ses ofte og gerne, tager på ture og ferier sammen og deltager i hinandens familiebegivenheder. De har det ganske godt i den lille familie. Og det midaldrende par er ikke kun gift, de er også kærester.

Betingelserne for en god tilværelse er tilstede med en velfungerende søn og en robust økonomi, som tillader ferier til syden, udskiftning af bil med mellemrum, forbedringer på det lille hvide parcelhus og flere både. Begge har de deres gode arbejde. Det løber pænt rundt, og hvad der kommer ind, bliver stort set brugt. Pensionering og alderdom ligger lysår borte!

Men den tid kommer også!

Deres sidste år sammen bliver ikke deres livs bedste. Sygdom kaster mørke skygger over tilværelsen. Hendes skrøbelige sind slår knuder, blodpropper i hjernen kommer til, og hun rammes af en kræftsygdom. Det påvirker hele familien, og hans måde at agere på er ikke altid rationel. Men...hele vejen igennem har de gode stunder, for de er stadig kærester.

Hun kæmper sig tappert igennem det hele, for i hendes spinkle krop gemmer der sig livsvilje og stædighed.

Den sommer, hvor kræftsygdommen efter syv års fravær igen dukker op, er hun blevet afhængig af sin tyndhårede og gråskæggede mand. Det indretter de sig efter. Om morgenen har de gode stunder sammen. Så ligger de i sengen, holder hinanden i hånden, og snakker om, hvordan dagen skal forløbe og om gamle dage, for de er jo kærester.

Hun spørger ham flere gange, om han tror, hun klarer det, og han svarer med al den overbevisning, han kan opbyde: “Vi klarede det sidste gang. Det gør vi igen!” “Ja, tror du ikke?” siger hun med bedende øjne. Men denne gang tror han det ikke. Den dag, hvor hun får beskeden, at kræften er uhelbredelig, er hendes søn og mand med. Hendes tilstand er så dårlig, at hun bliver indlagt.

En sygeplejerske spørger hende, hvad der for hende er livskvalitet. Hun læser spørgsmålet op  fra et skema. “Det er, når min søn og min mand er her og holder mig i hånden.” svarer hun.

Hver dag er sønnen og manden hos hende, og de får intense gode stunder sammen. Hun ved, hun skal dø, men fortrænger det, og ingen bringer det på bane. Når han sidder ved siden af sengen og holder hende i hånden, siger hun: “Du er min kæreste.” “Ja, jeg er din kæreste.” svarer han. De sidste dage er hun kun tilstede i korte øjeblikke, og hun kan næsten ikke tale. Det sidste hun siger er: “Jeg vil være hos dig.”

En kølig dag midt på sommeren kun to uger efter hun blev indlagt, holder han hende i hånden for sidste gang.

Der er da 52 år siden, den generte lærling en lun augustaften tog den langhårede lyslokkede lattermilde pige i hånden og de blev kærester.....

Juletradition mm.

Jeg må blankt vedkende mig min mangel på betydningsfulde juletraditioner. Årsagerne er sikkert mange, og en psykolog ville nok finde mit tilfælde interessant....så lad det nu ligge. I mine unge dage - jeg må have været først i tyverne dengang og under uddannelse, så følgende er passeret i sidste halvdel af tresserne parallelt med ungdomsoprøret, der for mit vedkommende som en skygge fra en flygtig sky næppe blev registreret - havde vi - min kæreste og jeg - et par år haft for vane at indlede nytårsaften med at tage turen fra Næstved til København og overvære en teaterforestilling i den lettere del af repertoiret, gerne i selskab med nogle venner. Det kan med lidt god vilje betegnes  som en (forsinket) juletradition.

Bemeldte år sætter det ind med en voldsom snestorm om morgenen nytårsaftens dag, og den fortsætter resten af dagen og til ud på aftenen. Undtagelsesvis er min gamle døende VW årgang 1952 ikke aftenen forinden blevet kørt i garage på Kildemarksvej, men er blevet stående udenfor lejligheden på Erantisvej 3. Så da vi, min kammerat fra barndommen - og nu ind i alderdommen, for vi er stadig kammerater - sammen med vores kærester i VW’en først på eftermiddagen skal afsted mod hovedstaden, må bilen først graves fri af sneen. Dengang i tresserne er en snestorm ingen hindring for at begive sig ud i trafikken, og i vores tilfælde slet ikke, for billetterne til “Annie get your Gun” med en ung Daimi i Falkonércentret er betalte. Det er i en tid, hvor vejrudsigterne på TV ikke er overgået til underholdning og hvor en hysterisk nyuddannet journalist rapporterer fra stormens øje og fuck’er situationen op. Derfor drager vi afsted uden større betænkeligheder ud i snestormen i min gamle bil som, ret beset, nok ikke lige er gearet til turen. Som det sikkert er den ældre generation bekendt, så er varmeapparatet i en gammel boble ikke det bedste. Den varme køleluft fra motoren blæses gennem varmekanaler i panelerne ind i kabinen, og har ofte en intensiv duft af olie, som mange finder fæl, medmindre man som jeg er erhvervsskadet og finder den helt naturlig. Hvis varmekanalerne er rustet op - som de er på min boble - er der ingen varme i bilen og ruderne på turen til hovedstaden kan kun holdes isfrie ved at min kammerat hele tiden sprayer med en væske for at tø isen. Hertil kommer at ingen af dørene lukker tæt, for den fals i bunden af døren, som tætningslisten burde være fastgjort i, er rustet væk. Det problem klares relativt let ved under hver hver af dørene at stoppe et gammelt halstørklæde ned mellem døren og panelet. Og således, godt pakket ind i overtøj, når vi næsten inden mørkets frembrud Falkonércentret.

Det er en glimrende forestilling, den unge Daimi shin’er og spiller fint op til en indforskrevet amerikansk mere eller mindre kendt musicalstjerne, der på rekordtid har lært sig de danske replikker som en anden papegøje.

Efter således at være blevet underholdt på bedste vis, begiver vi os på vej hjem til Næstved for at starte en mindre fest. Mørket har lagt sig over de snedækkede veje, som ihærdigt forsøges holdt farbare, og da snestormen er i aftagende, så er turen hjem stort set problemfri. Desværre er der kun lys i den ene forlygte, men heldigvis er vejene jo snedækkede og lette at lyse op.

Vi ankommer uden yderligere problemer til Næstved i så god tid, at jeg kan nå at køre bilen i garage inden vi ved midnat skal ønske hinanden et Godt Nytår og starte en fest.

Og om garagen hos Wilh. Larsen på Kildemarksvej vil jeg godt knytte et par bemærkninger. Min far, fra hvem jeg har overtaget bilen efter hans død et par år tidligere, var af den opfattelse, at en bil skulle have en garage. Han har derfor lejet en hos mejeriudsalgejer Larsen på Kildemarksvej. Larsen er tidligere vognmand og har sammen med hustruen på sine gamle dage fået et mejeriudsalg i en af de små butikker på Ejlersvej, lige overfor Erantisvej, hvor vi bor i nr 3. Garagerne, der ligger ved den store villa overfor Kildemarksskolen, bliver nu lejet ud, og min far er en af lejerne. Et ismejeriudsalg som Larsens - der hører fortiden til - forhandler kun mejeriprodukter, mælk, is, isblokke og om søndagen færdigpisket flødeskum og har iøvrigt et beskedent udvalg af slik. Larsen er en stor (fed) vennesæl mand, der - efter at mælken er bragt ud om morgenen med bistand af et kobbel mælkedrenge siddende på bagsmækken af hans varevogn - sammen med hustruen, som opholder sig mest i butikken, oftest er at finde i bagbutikken. Når min far skal betale den månedlige leje for garagen på 15 kr., så opsøger han altid Larsen i bagbutikken. Nu er det sådan, at min far ikke altid har de 15 kr., så sommetider (oftest) er han nogle måneder bagud med lejen, hvilket Larsen, som den venlige mand han er, tager helt roligt, for han og min far har et fint forhold til hinanden, og drikker ofte en øl sammen på bænken i hønsegården bag garagerne om sommeren. Når min far så endelig har penge til at betale lejen, går han tværs over Ejlersvej med kurs mod ismejeriet for at opsøge Larsen i bagbutikken. For at bøde for den sene betaling medbringer han altid to Tuborg, en i hver inderlomme. I butikken bliver han mødt af fru Larsen, der med stram mine skæver til min fars voluminøse jakke, og hvast siger: “Wilhelm drikker ikke øl mere!” Hun nægter dog ikke min venlige far adgang til baglokalet, og han passerer forbi hende for at konstatere at Larsen stadig drikker øl!

Bemeldte nytårsaften får jeg stillet bilen i garage efter den lidt strabadserende københavnertur; vi følger traditionen og starter en mindre fest og ønsker hinanden et Godt Nytår.

At begynde i et nyt job

Stor omskiftelighed og variationer har præget mit arbejdsliv......men kun to gange har jeg i mit voksne arbejdsliv stået overfor at skulle begynde et helt nyt sted.

Tableau 1:

Den første store ændring af min arbejdsmæssige status indtræffer, da jeg efter endt uddannelse får min første - og indtil nu - eneste hyre. Med eksamensbeviset i hånden skal den store verden indtages. Jeg har fået hyre i ØK for tre måneder, inden jeg skal aftjene et års værnepligt i Søværnet, og jeg er blevet bedt om at mønstre på M/S Sinaloa i Frihavnen. Forude venter mig en 90 dages tur til den amerikanske vestkyst. En tidlig julimorgen ved 06-tiden i 1969 står jeg på “Alpen Express” på banegården i Næstved - nøjagtigt som jeg har gjort det de forløbne to et halvt år for at kunne møde på Københavns Maskinskole. Ad snirklede veje ankommer jeg denne solrige julimorgen til Orientplads i Frihavnen, hvor Sinaloa få timer forinden har lagt til kaj og afsluttet sin 36. rejse. Den faste maskinbesætning har allerede forladt skibet og “gænget” (Den  maskinbesætning, som i den  uge, skibet ligger i hjemhavnen, tager sig af reparationer, og som bliver på skibet indtil den sidste europæiske havn forlades) har taget over, for der er altid reparationer at udføre i ”maskinen” efter hver rejse. Med min lånte kuffert entrer jeg gangway’en og finder med lidt besvær 1. mester. Det er ham, jeg skal henvende mig til. Modtagelsen får mig næsten til at vende om og søge nedad gangway’en igen, overbevist om at mit valg af erhverv er en fejltagelse!

“Er De en af de nye assistenter?” bjæffer han. Det bekræfter jeg. Og så lyder det: “Se så at få en kedeldragt på og kom ned i “hobbyværkstedet” og kom igang med arbejdet! Og gerne lidt kvikt! Tror De, De er kommet ombord  for at være passager? Og efter udskejning (fyraften) kan De få en af messedrenge til at vise Dem deres lukaf!” Jeg kan nu se et glimt i øjet på ham, og jeg bliver klar over, at den store flamboyante islænding er en spøgefugl, der morer sig meget ved at skræmme folk. En aften står han på båddækket og kikker ud over Orientplads, hvor et yngre par promenerer forbi, ungersvende med begge hænder dybt begravet i lommen. Da Sigvaldurson ser det, brøler han ned mod parret: “Hallo De der! Er De klar over, at man ikke har med hænderne i lommen, når man går tur med damen?” Den noget forskrækkede ungersvend trækker skyndsomt hænderne op af lommen og kikker op mod den mærkelige mand på skibet.

Jeg kommer hurtigt i kedeldragten og møder mine nye arbejdskammerater. Mange minutter har jeg nu ikke befundet mig i “hullet”, før der proklameres, at nu var det tid til “ti-kaffe”. Længe sidder vi ikke med vores kaffe på dækslugen agten for kabyssen, før en af kollegerne foreslår, vi indtager resten af kaffen på hans lukaf. Jeg følger lydigt trop, og næppe har vi fået sat os på køjen, før der bliver halet en flaske “Lysholmer” op af en skuffe, nogle ikke helt små glas ser dagens lys, og der bliver skænket nogle pæne store snapse op til os. Og således styrkede, indfinder vi os igen i maskinrummet og genoptager dagens gerning. Sådan starter min første rigtige arbejdsdag efter afslutningen af et længere uddannelsesforløb. 1. mester er altid god for en rap bemærkning, når han kommer forbi. En dag ligger jeg kvejlet sammen i forsøget på at løsne nogle bolte under en maskindel, indsmurt i olie og sveden tapløber af mig. Sigvaldurson kommer forbi og gnækker: “Nå, Jacobsen....det stod der nok ikke noget om i lærebøgerne ......at man også kan komme til at svede!” Efter en uges reparationsarbejde i Frihavnen er “Sinaloa” klar til at stævne ud på sin 37. rejse, men det er en helt anden historie....

Tableau 2:

Næste store omvæltning i mit arbejdsliv indtræffer, da jeg den 15. oktober 1970 som 25-årig efter endt værnepligt i Søværnet begynder på Junckers Savværk i Køge. To år havde jeg givet mig selv i det job.....det bliver til 40! Dagen før har jeg taget endegyldigt afsked med Næstved, hvor jeg har tilbragt det meste af min barndom og min ikke særlig vilde ungdom. Jeg har stadig tilknytning til byen, for her bor min mor og min kæreste. Jeg tilbringer til min mors store fortrydelse mestensdels al min fritid i Næstved sammen med den pige, jeg senere er gift med i 44 år. I Køge flytter jeg ind på et møbleret værelse i en ældre villa på Marie Toftsvej hos en gammel, excentrisk ingeniør, der efter et liv i Schweiz er vendt hjem til det gamle land med sin væsentligt yngre hustru. Der er adgang til fælles toilet. Håndvask og kogeplade findes i kælderen. Lejen husker jeg ikke, men skal håndbruseren i det snuskede badekar benyttes, koster det 2 kr. pr. bad oven i lejen! Sengen med den eroderede, uappetitlige skumgummimadras er i sådan en stand, at jeg ikke engang vil byde en hund den. Jeg låner penge af min mor (jeg har ikke fået min første løn endnu) og køber en drømmeseng. Det ser den gamle idiot, og han banker derfor en dag på min dør og meddeler mig, at han føler sig krænket og dybt skuffet over, at jeg ikke finder den seng, han har stillet min rådighed, god nok. Jeg undskylder mig med en dårlig ryg.....og flytter iøvrigt 2 uger senere til et andet værelse.

Jeg ankommer til min nye arbejdsplads i min bedagede VW - det er en fredag - og jeg møder min kommende chef på P-pladsen foran maskinværkstedet. Han har netop stillet sin gamle scooter fra sig og hilser mig velkommen. Under ansættelsessamtalen uger forinden præsenterede afdelingsingeniøren den yngre langhårede mand i de kappeløse træsko og de brune fløjlsbukser med hængerøv for mig som “vores maskinchef”. Den påklædning fandt han gennem de 30, hvor han på godt og ondt er min chef, ikke anledning til at ændre væsentlig på. Jeg modtages godt, og hele første dag går med, at jeg blev vist rundt på det anlæg, jeg på skiftehold skal være med til at tage vare på. Jeg stiller en masse tåbelige spørgsmål, ung, dum og uerfaren, som jeg er. Dem besvarer han velvilligt og venligt- reglen, der bekræfter undtagelsen - for det viser sig ret hurtig, at slige spørgsmål som regel imødegås med slet skjult overbærenhed og ringeagt, som på en dårlig dag kunne tangere hån. (“Ved du ikke engang det!”) Når det er sagt, hører det med i billedet, at hvad jeg som ung, nyuddannet maskinmester ikke ved om kedler og turbiner - og det er i virkeligheden ret meget - det lærer jeg af ham, og jeg finder hurtigt ud af, at han er hamrende dygtig og flittig!

Under en kort introduktion hos afdelingsingeniøren får jeg at vide, at der har været 4 ansøgere til jobbet, der stort set er lige kvalificerede, men der skal jo vælges én, og det bliver så mig, men det kunne ligeså godt have været en af de andre, får jeg at vide. Velkommen til Junckers Savværk, Bent - tro ikke, du er noget særligt!

Mærkedage

At fortælle specifikt om én mærkedag fra min tid i Næstved er ikke så let...de flyder sammen og lader sig ikke så let adskille, for min familie på min fars side var en meget festglad familie, og festerne, der blev afholdt i familien var talrige, for der skulle ikke megen anledning til at familien mødtes i festlig lag. Vi brugte nu kun ordet fest i forbindelse med familiefester - som jo altid kunne afholdes, når ingen anden anledning gaves. Ellers var det familiebesøg eller fødselsdage. Og mine forældres lille lejlighed på Erantisvej var rammen om mange glade og muntre sammenkomster. Min far havde 11 søskende, og selv om ikke alle deltog, når familie samledes, så var der trængsel i den lille lejlighed med fastre, farbrødre, tanter, onkler og ikke mindst et hav af kusiner og fætre. En familiefest - og nu er vi tilbage i slutningen af halvtredserne og i begyndelsen af tresserne - startede som regel med gæsternes ankomst til banegården.....spredt ud over formiddagen. Min far kørte næsten i fast rutefart i den lille Austin Seven årgang 1932 ned på banen for at hente de forskellige grene af familien, som kom med tog. I de første mange år var min far og min farbror Harald de eneste i familien, som havde bil.

Og så var det tid til frokosten, når alle gæsterne var kommet. Den havde min mor brugt dage på at

forberede, hjemmelavet leverpostej, kold flæskesteg, hjemmelavet rødkål, lun mørbrad, lune tarteletter og sikker også så meget andet var obligatorisk. Frokosten startede traditionelt med flere slags sild, som blev skyllet med med øl og snaps, og det ledsagede også maden under resten af frokosten, der meget traditionelt sluttede med ost. Samtalen steg under frokosten langsomt til et crescendo efterhånden som snapsene røg ned, ja, den nærmede sig diskussionniveauet, som dog aldrig udartede sig til noget pinligt.

For selv om den store families sympati lå til venstre for midten i dansk politik, så var de tit rygende

uenige, når der blev diskuteret politik......og det gjorde der tit. Men der blev også diskuteret så meget

andet. En diskussion kunne dreje sig om hvilket håndværk, der var det vigtigste (ja, det blev der virkeligt diskuteret). Alle mine fars brødre fik en håndværkeruddannelse, for min farfar, som jeg aldrig lærte at kende, var det vigtigt, at hans sønner skulle komme et trin højere op på den sociale rangstige, end hvor han befandt sig. Men ligeså tidstypisk fik ingen af min fars søstre en uddannelse. Min far var udlært mekaniker, Ole var tømrer, Knud var snedker, Helge var smed og Harald blev landmand. En anden - stadig venskabelig - diskussion kunne gå på, hvilken hammer der var bedst, en smedehammer, en tømrerhammer eller en murerhammer. Min ældre fætter Poul var murer.

Efter frokosten var det tid til finde kortene frem. Der blev som regel spillet mausel, men det kunne også være whist. Og nu skiftede diskussionen ganske karakter, for der var altid efter hvert spil en heftig diskussion om, hvordan de andre burde have spillet deres kort, alt imens ti- og femørerne skiftede ejermænd, for der blev altid spillet om penge, selvom det var små beløb. Min mor spurgte efter sådan en familiekomsammen: “Hvor meget vandt/tabte du, Thormod?” Under kortspillet stod vi fætre og kusiner tit rundt omkring bordet og fulgte ivrigt med i spillet og havde det største besvær med ikke at kommentere det. Ofte fik min ældre fætter Kjeld, som var min yndlingsfætter, lov til at afløse eller være med, hvis der manglede en makker i et spil whist. Min meget selvbevidste fætter var altid en meget hård kritiker af sin altid ældre makker. Engang havde han min farbror Ole, som var enkemand, til makker. I kådhed og i utilfredshed med, hvordan Ole havde spillet sine kort rejste han sig og gik over til Ole (som var hans morbror) og hev ham i slipset.....kun for at konstatere at slipseknuden var en “snydeknude” og at slipset kun sad med en elastik under flippen. Da Kjeld så, at slipset “gav efter” proklamerede han højlydt med stor glæde: “Har I set det allesammen, morbror Ole kan ikke binde en slipseknude!” Hele situationen opløstes i grin og munterhed. Der var dog også situationer, som truede med at ødelægge den gode stemning, for min onkel Aage, som var gift med min fars søster Ruth, havde en lidt ustabil psyke, der over uforklarlige småting kunne få ham til flippe helt ud. Så var det som regel min besindige far, der måtte “tale ham ned”, hvilket altid lykkedes....og den gode stemning kunne genoprettes.

Først på aftenen var det tid til at takke af. Kvinderne gik i køkkenet, og af resterne fra frokosten blev der smurt nogle snitter, og der blev lavet te.

Og ud på aftenen, hvor det meste af spruttet var dampet af, begav den udenbys familie sig til fods ned

mod banen for at tage tog til Slagelse, Roskilde eller Nyk. F. Min farbror Harald kunne sammen med min tante Anna roligt begive sig i bil mod gården i Vinstrup. De var meget engagerede medlemmer af Indre Mission og rørte ikke spiritus eller spillede kort. Og alligevel deltog de med glæde i familiens

sammenkomster, ligesom den øvrige familie måtte acceptere, at der, når familiefesten blev holdt hos

dem på gården, ikke blev serveret spiritus.

Jo, jeg tænker ofte med glæde tilbage på festlige stunder sammen med familien i den lille lejlighed på

Erantisvej.