Fjernsyn

Det burde give stof til eftertanke, at man tilhører den stadig sjældnere gruppe af menneskeheden, der har prøvet at leve i en fortidsepoke uden TV.
Men ikke desto mindre har fjernsyn - eller måske netop derfor – beriget min tilværelse gennem mere end 60 år, siden jeg første gang – det må have omkring 1953 – så en fjernsynsudsendelse. Hele 2.klasse D på Kildemarksskolen i Næstved var inviteret hjem til en af pigerne i klassen, for at se en de to ugentlige børneudsendelser af en halv times varighed. Hun hed Ulla og hendes far var depotbestyrer for Faxedepotet i byen. Familien havde som en af de få familier i den lille provinsby anskaffet sig et 17” fjernsyn. Jeg husker ikke noget om selve udsendelsen, men erindrer, at vi blev beværtet med røde hindbærbrus, gule citronvand og grønne sportsvand ad libitum.
I blokken på Erantisvej boede en lidt skør, men dygtig radioreparatør. Han ejede ”Kurts Radio” i Ringstedgade. Kom man ind i forretningen med en radio, der skrattede (det gjorde næsten alle radioer dengang) til reparation, spurgte han efter lyden, idet han imiterede forskellige lyde og bad én udpege den (mis)lyd, der mindede om radioens. Straks kom der en diagnose, og så fiksede han radioen til næste dag. Gennem flere år havde han haft en skov af antenner i enhver tænkelig udformning ude på altanen i lejligheden på 2. sal. Det var før almindelige borgere overhoved havde fået fjernsyn. Rygtet i blokken gik på, at Kurt eksperimentere med fjernsyn, ligesom de havde det i USA! Et års tid efter mit første bekendtskab med fjernsynet, opstillede Kurt i udstillingsvinduet i forretningen et fjernsyn, som kunne aktiveres ved at lægge hele hånden på en bestemt flade af vinduesglasset, hvortil var ført nogle ledninger. Så kom der levende billeder på fjernsynsskærmen. Her kørte vi drenge sommetider ned efter skoletid og trykkede næsen flade mod ruden, idet vi skiftedes til at holde hånden på det punkt på ruden, der kunne fremtrylle de magiske levende billeder. Hvad vi så, kan jeg ikke huske; men nu var det for alvor spændende med levende billeder.
I 1958 var der fjernsynstransmitteret VM i fodbold fra Sverige. I den anledning havde adskillige af byens udskænkningssteder anskaffet sig et 17” fjernsyn. Blandt disse var ”Is-Andersen” i Ramsherred. Som navnet antyder, havde ”Is-Andersen” en isbar uden udskænkning af alkolholiske drikke. Her drog vi drenge i flok til for at se finalen mellem værtslandet Sverige og Brasilien. Om jeg husker ret, fik svenskerne en gang læsterlige klø! Isbarens 17” sort-hvide fjernsyn var på magisk vis blevet omdannet til et farvefjernsyn, idet der uden på skærmen var limet en transparent film, der var farvet blå foroven, grøn i midten og brun nederst. Farverne passede nu ikke til aktuelle billede. Den lille sværlemmede, massive blondine med det høje touperede hår, der langede is og milkshakes over disken, gik under navnet ”Karen-Tusindpik”. Efter forlydende betjente hun soldater fra byens to kaserne med andet end is….
Derhjemme havde vi ikke fjernsyn endnu; det var stadig forbeholdt formuende folk – og det var mine forældre ikke.
Jeg havde dog jævnligt lejlighed til at se fjernsyn, idet min kammerat Gerts mormor, der boede i opgangen ved siden af vores, havde fjernsyn, og der så vi tidens populære programmer, bl. a. ”Prøv lykken” med Svend Pedersen og de store shows med Volmer Sørensen. Der var altid samlet en sand kødrand af familie og venner omkring det lille fjernsyn i stuen, der næsten antog karakter af en biograf.
En lørdag i april 1962 – jeg gik i realklassen på dette tidspunkt - ringede det på døren, og da ingen af mine forældre gjorde foranstaltninger til at lukke op, overvandt jeg min dovenskab og gik ud og lukkede op. Udenfor stod en mand med et fjernsynsapparat. Jeg fortalte ham straks, at han måtte være gået forkert, for vi ventede ikke noget fjernsyn. Han kikkede endnu engang på sin seddel, og påstod hårdnakket, at det skam var rigtigt nok. Nu var mine forældre kommet ud i entréen og stod og grinede. De havde uden min viden købt et fjernsyn. Det var et 23” TO-R i nøddetræ (bejset bøg!) med låger foran. Det kostede 1495 kr. med 250 kr. i udbetaling og et månedlig afdrag på 150 kr. Min fars ugeløn – familiens eneste indtægt - var dengang på under 500 kr. Apparatet blev stillet ind i stuen, men kunne ikke bare tilsluttet og tages i brug. For først skulle der sættes en antenne op på loftet og en antenneledning trækkes ned gennem ventilationskanalen ned til toilettet, og føres gennem et boret hul herfra til stuen. Nyanskaffelsen blev placeret på et nøje udset sted i stuen i den rette udmålte afstand fra sofagruppen eller rettere min fars lænestol, hvor han indtil nu havde tilbragt fritiden med at ryge cerutter og læse biblioteksbøger, kun afbrudt af radioavisen kl. 19:45 og 22:00, en ugentlig kortspilaften, reparationer på den gamle bil og familiesamvær i weekends. Der blev gjort meget ud af finde den rette belysning omkring familiens nye alter, idet min far gik meget op i, at der ikke måtte være for store kontraster mellem fjernsynsbilledet og baggrunden. Det ødelagde øjnene, havde han læst sig til. Min mor, som satte stor pris på at hygge i hjemmet med potteplanter og afskårne blomster, placerede straks en buket blomster oven på apparatet ved siden af lampen. Det er en af de få gange jeg har set min ellers altid besindige far i nærheden af det røde felt. Konsekvenserne af en væltet vase ud over nyanskaffelsen kunne han slet ikke rumme, og vasen blev fluks taget ned og kom aldrig i nærheden af fjernsynet mere.
Jeg frekventerede i sluttresserne en uddannelsesinstitution på Jagtvejen i hovedstaden, men boede stadig i den sydsjællandske købstad, og når jeg havde god tid, kunne jeg godt lide at spadsere fra Nørreport til hovedbanegården. På sådan en tur så jeg for første gang i mit 22 årige unge liv fjernsyn med farver på i en radio- og fjernsynsbutik i Fiolstræde. Det gjorde et stor indtryk på mig, og jeg var ganske overbevist om, at dette næppe blev forbeholdt jævne folk i min levetid.
Da jeg efter endt uddannelse og aftjening af værnepligt fik job i en østsjællandsk købstad lejede jeg et værelse hos nogle rare mennesker i et parcelhus. Det fra Søværnet udbetalte beløb rakte kun til det mest nødvendige møblement, en sovebrik, bord, stol og en selvtømret bogreol af spånplade. Fjernsyn indgik ikke i møblementet, men hurtigt fik jeg fat på et på et på et loppemarked. Det var et (af de første) 17” tommers, der var kommet på markedet. Kabinettet havde set bedre dage og billedet var stort uden kontrast. Jeg fremstillede selv en antenne af kasserede kobberrør fra min arbejdsplads. Den fik jeg af den venlige vært fik lov til at sætte op på parcelhusets tag. Da de ikke selv havde fjernsyn, fik de så lov til at kigge på mit TV, når jeg ikke var hjemme, og det var jeg sjældent, for når jeg ikke var på arbejde om aftenen, var jeg som regel sammen med min tilkommende i den sydsjællandske metropol. Fjernsynet malede jeg okkergul og jeg fortalte gerne vidt og bredt, at nu havde jeg fået farvet fjernsyn! Den helt store oplevelse med dette gamle 17” havde jeg en morgen, hvor jeg kom hjem til værelse efter en nattevagt. Som sædvanlig kørte jeg alle kanalerne igennem. De havde nu aldrig vist noget udover Danmarks Radio, men denne usædvanlige morgen åbenbaredes for mine øjne på en af kanalerne – i den bedste billedkvalitet, apparatet kunne præstere – levende billeder (uden lyd) men med russisk tekst under – dog kun ganske kortvarig. Jeg blev helt høj og kunne næsten ikke falde i søvn!
Som nygift rakte min hustrus opsparede penge kun til det mest nødvendige inventar (hun havde været længere på arbejdsmarkedet end jeg!), og i dette indgik ikke et fjernsyn. Jeg følte imidlertid at måtte træde i karakter og skaffe et fjernsyn. Ergo lånte jeg et af kollega, som samlede på alskens ragelse, bl. a. gamle fjernsyn, som han opbevarede på sit loft. Han fandt et, som han mente ikke brød i brand, når der kom strøm på. Det var sket for flere af de andre, når de havde trukket fugt på loftet. Det var da også et glimrende fjernsyn med et fint billede, som dog ’væltede’ et par gange i timen, men det vænnede man sig såmænd til. Et eller to raske dask på siden, og billedet stod igen flot.
I midthalvfjerdserne havde vi fået sparet sammen til et farvefjernsyn. Beløbet blev i sidste øjeblik konverteret til charterferie til Athen, så projektet blev udskudt et års tid, men farvefjernsyn fik vi. Det blev et 23” Phillips, som kostede næsten 7.000 kr, mere end jeg tjente om måneden! Det nye farvefjernsyn kunne tage UHF, hvilket gav mulighed for at se hele to svenske programmer – hvis altså lige man havde en UHF-antenne, der var placeret tilstrækkeligt højt – hvilket i vores tilfælde var adskillige meter over huset tagryg. Jeg fik derfor med noget besvær anbragt de dyrt indkøbte antenner i den øverste ende af en længde 1½” galvaniseret vandrør og boltet den nederste ende af røret fast til en læmur. Den store afstand mellem antenne og det nyindkøbte vidunder gjorde det nødvendigt at indbygge en antenneforstærker, som efter en del eksperimenter da også bevirkede en hæderligt billede. Det hele gik rigtigt fint indtil den første efterårsstorm fik min fine mast til at ligne et knækket halmstrå. Også det fik jeg fikset med den fornødne forstærkning – indtil et par efterfølgende storme havde sørget for at murstenene, hvor masten var befæstet, rev sig løse. Igen måtte der noget forstærkning til i form af nogle gennemgående bolte og nogle solide lasker. Og endelig kunne vi se fjernsyn uden bekymringer. Det gjorde vi med disse faciliteter de næste ti år!
Men den teknologiske udvikling inden for området havde taget fart. Større skærme var blevet almindelig, fjernbetjening kommet til og – nok så væsentligt – der var kommet fællesantenneanlæg med mulighed for nu også at kunne se tyske programmer, hentet ned af den store mast Herfølge! Tiden var inde til at tage del i denne forrygende udvikling. Det gjorde vi så med et nyt 28” fjernsyn, som vi også kiggede på i mange år. Og så er det ellers gået hurtigt, og der ingen grund til at trætte læsere, som endnu ikke er stået af, med banaliteter omkring den seneste teknologiske udvikling på området. Jeg kan blot konstatere, at vi er gang med vores anden fladskærm, hvis hele 46” en periode imponerede omgivelserne. Kan nu blot konstatere, at en nær ven nyligt har fået et fjernsyn med en 55” skærm, så måske tiden snart er inde til at købe et nyt fjernsyn. Det nuværende er jo også snart 3 år gammelt!

Karrebæksminde

Hvor vejen fra Næstved mod Skelskør efter Bornakkeskoven går ind i en rundkørsel, er der en afkørsel mod venstre. Den fører til Karrebæksminde. Herfra fører ingen veje videre.

Bag byen ligger Smålandsfarvandet. Mod syd rækker Knudhoved Odde ud mod øerne, Femø, Vejrø og Fejø. Længere mod nord oppe i Storebælt ligger Omø og Agersø, som kun er et par timers sejlads fra fiskerlejet.



Mod syd rækker Knudshoved Odde ud mod øerne Femø, Vejrø og Fejø

Karrebæksminde er ikke et mondænt feriested; det er – i ordet bedste betydning – folkeligt.Der er ingen fine restauranter, kun dårlige, samt en hel del snackbarer. Få steder bliver derpå en varm sommersøndag drukket så mange håndbajere som her, hvad enten de er købt i det lokale supermarked og indtaget på skråningen ned til kanalen, eller de er købt til forhøjethøkerpris hos en af de to fiskehandlere, der også langer friturestegte fiskefile´er over disken, måske i den tro - for sagesløse campister – at det drejer sig om friskfanget fisk, landet af en af de 2 – 3 lokale kuttere just samme morgen. Det er ikke tilfældet; filé´erne leveres en gang om ugen med store kølevogne.

Karrebæksminde er ikke et mondænt feriested; det er i ordets bedste betydning folkeligt.

Karrebæksminde har altid eksisteret for mig – og har ofte spillet en rolle i min tilværelse.
Min første solbeskinnede erindring om stedet går tilbage til midten af sidste århundrede, altså til omkring 1950. En solbeskinnet sommerdag befinder min mor, min far og jeg os udenfor det, der dengang var badehotel, og som nu - efter at have været kursuscenter - er indrettet til andelslejligheder.
I vinduet til et af værelserne på 1. sal vinker min moster Kristine, onkel Hans og kusine Tut til os. Jeg har været 5 år dengang. Senere på dagen bader vi, og Tut driller mig for min vandskræk.
Næste flashback er en badetur på en sommersøndag – det må være i midten af 50´erne - med min far og mor. Min fars badedragt, som er af ældre dato – formentlig en førkrigsmodel og noget, der nærmest kan sammenlignes med en trikot – undergår på vejen til badestedet i den lille Austin Seven en lettere modernisering; den halveres og søges ændret til en mere tidssvarende badebukselignende model. Min mor fører suverænt saks og nål.
Om ændringen ikke når at blive færdig til det planlagte havbad - eller om det skyldtes min fars begrænsede begejstring for at dyppe sig i det kolde vand - ved jeg ikke; i vandet kommer han ikke, og jeg må til min skuffelse bade alene - overvåget af de voksne fra strandkanten!
I de følgende tres år kommer mange ture til det sydsjællandske sommerparadis, som meget bekvemt kun ligger 10 km fra Næstved. I begyndelsen transporteres vi unger derned af skiftende forældre, men i slutningen af halvtredserne cykler vi selv gladelig de 10 km - udstyret med madpakke, gul sodavand eller lunken orangeade og en masse formaninger om ikke at gå længere ud, end vi kan bunde, samt altid at svømme langs strandkanten og i øvrigt afholde os fra at gå i vandet den første halve time efter at vi har indtaget den efterhånden noget fladklemte og varme madpakke!  Som regel er vi alle hjemmefra blevet forsynet med en daler til en isvaffel.
Hjemturen efter sådan en varm sommersøndag ved stranden kan føles lang. Gennembagt af solen og godt trætte efter at have tumlet rundt hele dagen, kan de sidste kilometre hjem ad Grimstrupvej føles uoverkommelige. 
Hjemme venter forældre, lettet over at deres poder har overlevet endnu en strandtur uden voksen beskyttelse. Lettelsen afløses hurtigt af mere rationelle følelser, i form af en besked om at tage et brusebad for at få skyllet salt og sand af kroppen. Mest lyst har man nu til at smide sig på briksen og sove, sove, bare sove og glemme alt om de lektier, der vist ikke helt blev lavet inden turen til stranden.
I disse tider arrangerer Næstved Kommunale Skolevæsen hver sommer i skoleferien svømmeundervisning i Karrebæksminde på havbadeanstalten. Den er beliggende i den del af havnen, som ligger udenfor broen ved den sydlige stensætning. Undervisningen er gratis og tilbudes hver anden dag. Den bliver forestået af yngre lærere fra det kommunale skolevæsen – som vel er uden særlige forudsætninger for opgaven. Dette ekstrajob i ferieperioden har formentlig været en kærkommen lejlighed til at supplere den sparsomme lærerløn med en ekstraindtægt. Efter en kort og mangelfuld instruktion i svømmetagene på den slimede træbro, bliver vi af en ligeså slimet lejder med kokusmåttebelagte trin gelejdet ned bassinet – kun adskilt fra havnen med de pæle, som bærer badebroen – iført korkbælte og med en korkplade til at holde udstrakt foran sig for at indøve bentagene ved brystsvømning. Oppe på badebroen står så den unge lærer med en lang bambusstang, der sluttede med en bøjle, parat til at fange den panikslagne elev på vej ud af korkbæltet og med kurs mod bunden 3 meter længere nede. Vi er adskillige, der opgiver at lære at svømme på denne badebadeanstalt efter få undervisningstimer…

Som dreng fiskede vi ofte på molen ude ved fyret.

Udenfor badesæsonen – også om vinteren – cykler vi jævnligt til Karrebæksminde for at fiske. Det foregår som regel ude på platformen ved fyret, der ligger ved indsejlingen til havnen. Adgangen hertil sker ud ad stensætningen balancerende på en form for træmole omkring hvilken stenene er dumpet og bygget op. Det er ikke noget at hold fast i, hvilket også er uden betydning, da hænderne er ”besat” med at holde fiskestang og taske med fiskegrej. Det går nu altid godt, og vi når fyret i god behold. Herude bliver madpakken indtaget, hvilket er turens højdepunkt, idet fangsterne sjældent består af andet end små torsk og en masse ulke. En enkelt gang overtræffer alle de andre og er hele besværet værd. Min kammerat Per får en stor laks på krogen, som det med mere erfarne lystfiskeres hjælp lykkes at få hevet i land. Pers mor tilbereder os et festmåltid af fisken.
Ude på fyret stifter Per og jeg for første gang bekendtskab med spiritussens magiske virkning. En lille flaske kirsebærvin af det lokale fabrikat ”KIJAFA” er blevet indkøbt hos den lokale købmand Møller overfor broen til Enø. Flasken skiftes vi til af drikke af, og stemningen stiger betragtelig i takt med at flaskens indhold forsvinder. Halvsnaldrede begiver vi os på cykel mod Næstved efter mørkets frembrud. Branderne må formodes at være forduftet ved ankomsten til Næstved, og vi sværger hinanden en ed på ALDRIG nogensinde at røbe over nogen, hvad vi har haft gang i – men er samtidig indstillet på snarest muligt at gentage seancen! Om det sker, husker jeg ikke; blot ved jeg – det må have været omkring samme tid – at vi alle en nytårsaften beruser os heftigt i samme produkt.  Det sker på soldaterhjemmet på Glentevej, hvor min skolekammerat Käthes forældre, som bestyrer samme institution, gæstfrit har stillet huset til rådighed for os 15 – 16 årige. Det fortryder de nok senere, idet et par af klassekammeraterne under et heftigt parti billard flænser bordets lærred. Der bliver samtidig sat et effektivt punktum for mine eksperimenter med KIJAFA. Andre produkter skal med ungdommelig nysgerrighed afprøves – og bliver det. Efter et kort bekendtskab med gin og squash bliver øl i mange år langt det fortrukne fluidum at beruse sig i!
Omkring konfirmationsalderen begynder vi at tage på telttur til Karrebæksminde i skoleferien – og somme tider også i læseferien forud for eksaminer og årsprøver. Mine tvillingkammeraters forældre er de heldige ejere af et hvidt (jordslået) firmandstelt uden fast bund og med bændellukning; det får vi velvilligt lov til at låne. En telttur bliver dengang aldrig nogensinde gennemført uden en prøveopstilling hjemme på fodboldplænen overfor karréen på Erantisvej inden afgangen. Behørigt udrustet med lejrpas – udstedt af turistkontoret i Kirkestræde – spritbrænder med tabletter, dåsemad (hakkebøffer, spaghetti), havregryn, rugbrød, spegepølse og dåseleverpostej drager vi af sted. Ankommet til Enø Camping indskrives vi hos den ”barske” lejrchef Babias. Det foregår uden det store postyr, men ledsaget af et par faderlige ord om at opføre os ordentlige og ikke at tænde bål. Undtagelser fra denne fredelige procedure kan forekomme, hvis hans hystade af en hustru er til stede. Hun er en hårdt pumpet blondine med højt touperet hår og bestyrer campingkiosken; hun er ikke at spøge med – hvad lejrchefen vist også selv i stille stunder må erkende…
Senere op i tresserne, da vi nu alle er kommet i lære, ændrer campinglivet karakter. Vi har nu vores egne nye telte, indkøbt for sparsomme lærlingelønninger, som for mit vedkommende er 39 kr. om ugen det første år. Den lille bys tiltrækning er blevet større for nogle fest- og pigehungrende ungersvende. Det livlige liv, der dengang - som nu - udspinder sig omkring forårets helligdage, får os til at valfarte til campingpladsen i St. Bededagsferien, Kr. Himmelfartsferien og i Pinsen. Bunden bliver lagt for varer indkøbt hos købmand Møller, og så går jagten ellers ind på ”Sølyst”, hvor et tremandsorkester med en obligatorisk harmonika giver alibi for nærkontakt med pigerne. Ikke sjældent slutter aftenen med et spontant indfald i form af et havbad.
Et enkelt år havde vi slået lejr for Pinsen på græsplænen foran en af vennernes forældres sommerhus på Vesterhave. Det har mange fordele. De venlige forældre har tilbudt os unge mennesker stå for forplejningen. 2. Pinsedag kaster de håndklædet i ringen og meddeler at forsyningerne var sluppet op… 
Årene går, vi bliver udlærte, og kærester bliver til hustruer. Vi flytter alle sammen fra Næstved, men venskaberne holder, og vi har stadig tæt kontakt. Flere af vennerne har nu deres eget sommerhus i det lille fiskeleje, og vi komme derfor ofte til Karrebæksmindes, hvis tiltrækning stadig er stor. Der holdes fester om sommeren med Hansa dåseøl  i zinkbalje med isvand - indkøbt på spritture til Tyskland i det nærmeste ALDI marked efter tolden i Puttgarden. Overnatning i telte på græsplænen eller i soveposer på gulvet i stuen og fælles morgenbord med Gammel Dansk til reparation af aftenens ulykker. Efterfølgende spadsertur langs stranden med børn og hunde. For børn kommer til og børn er på vej. Ved en af disse begivenheder er Vibeke i 6 måned. Per udtrykker hvor smuk og dejlig, hun ser ud med sin store mave - og klapper hende blidt på den. Ingen andre end han, ville have sluppet godt fra dét! Tilværelsen er nu slet ikke så ringe, og alderdommen kan end ikke skimtes i horisonten – om den overhovedet eksisterer!
Fra Karrebæksminde foretager vi i tidens løb mange sejlture i Smålandsfarvandet. Et år har vi i begyndelse af september planlagt en 2 – dages ”ekspedition” i Pers Wayfare-sejljolle til spidsen af Knudshoved Odde med telt. Her er det planen er at overnatte. Campering på odden var ganske vist ikke tilladt, men hvad pokker – det går nok alt sammen, og lidt dumme og dårligt informerede man da altid lov til at være.
Vi mødes en sen søndag eftermiddag i sommerhuset medbringende sovepose og nødvendig proviant. Første øvelse går ud på med Pers utætte glasfiberbelagte og med  påhængsmotor forsynede Pirat-jolle at bugsere den noget nyere Wayfarer-jolle ud gennem broen og trække den op på stranden ved Vesterhave, så vi er beredte til ”ekspeditionens” start tidligt mandag morgen. Det forløber stort set efter planen; Wayfarer-jollen bugseres under broen og bringes op den lille sandstrand tæt ved molen, inden den utætte Pirat-jolle er helt bordfyldt med vand. Dagens mission ”completed”! -  og resten af aftenen er disponibel til afslapning og opladning inden den store dag. Det foregår over et spil billard og et par øl i ”Kabyssen”; og så til køjs - mægtigt opsat til morgendagens ekspedition.
Tidligt næste morgen lykkes det– efter et par forgæves forsøg – at få vind nok i sejlene til, at jollen ikke driver på land igen. Kursen sættes mod spidsen af Knudshoved Odde. Der blæser imidlertid en let til frisk vind ind agten for tværs og den tungt lastede Wayfarer-jolle gør en fin fart hen over bølgerne. Hvorfor egentlig anduve odden, når nu Femø er kommet så tæt på og ligner en Robinson Cruse-ø, hvis man altså lige kan abstrahere fra kirketårnet, der rager op i skylinen. ”Vi fortsætter sgu til Femø!” siger vi til hinanden.
Sejlrenden fra Storstrømsbroen til Storebælt krydses – ikke uden dramatik. En coaster med nordgående krydsende kurs observeres forude. ”Bare rolig, motor skal vige for sejl, så du holder bare kursen”, lyder Pers ordre til mig, som holder rorpinden.  Vi nærmer os hastigt coasteren uden tegn på, at den ændrer kurs. Da der ingen synlige tegn er på, at broen er bemandet, vælger vi ganske klogt i god tid at afstå fra vores lovsikrede ret til at holde kurs og fart!
Vinden tager til, som vi nærmer os øen. Et medbragt søkort af ældre dato studeres og beslutningen om at anduve øens østlige kyst træffes. En kompasafmærkning fra søkortet skal findes, men uanset hvor meget vi spejder, er der intet at se, så vi beslutter at styre den direkte vej op på sandstranden, hvilket sker i en slags slalom mellem talrige store undersøiske sten.

Ankommet til Femø tilberedes aftensmaden over et bål

Således ankommet, slås teltet op og den medbragte dåsemad tilberedes over et lille bål. Til dessert deler vi en lille lommelærke med vodka. Solen er gået ned, men det var endnu lyst, da vi begiver os over de nyhøstede marker for at se, hvad der rører sig i det lille øsamfund. Ad en markvej begiver vi os i retning mod kirken. Hvor markvejen munder ud i en asfalteret vej, dukker som et fatamorgana i ørkenen en bygning op, hvorfra lyset skinner ud af vinduerne. Vi har ramt den lokale Femø kro! Her tilbringer vi så – som de eneste gæster - nogle timer inden vi ved midnatstid i bælgravende mørke finder vej over markerne til teltet på stranden.
Det bliver ikke sidste gang, vi tilbringer en aften på Femø Kro i forbindelse med en sejltur.
Næste morgen er vinden løjet af, ja det er faktisk næsten vindstille. Det sømærke, vi dagen før ikke har kunnet finde, står nu - i skærende kontrast til horisonten - få hundrede meter ude i havet lige ud for, hvor vi har slået teltet op!
En svag brise gør det dog muligt at befri wayfarer´en fra Femø, men så er det også sket med vind i nogle timer, og strømmen og skæbnen driver jollen mod Vejrø. Et par timers ufrivilligt ophold her bliver resultatet, inden en svag vind er i stand til at blæse os tilbage til Karrebæksminde. Retningen har vi fået udpeget af nogle mere erfarne sejlere i havnen på Vejrø.
Tiden går, veje skilles, men vi har stadig relationer til det lille udsted. Kun en enkelt af de gamle venner har endnu sommerhus i byen, og vi besøger dem jævnligt dernede i sommerhalvåret. Forbindelsen til Karrebæksminde bliver tættere, da jeg i slutningen seklet flytter vores Arendalsnekke ”Nymfen II” fra Leestrup Strand til Inderhavnen på Enø.
Båden bliver flittigt brugt til ture med familie og venner, og ofte slutter sejlturen med at vi spiser på et af stedets små spisesteder.
Per og jeg tager i motorbåden – mange år efter vores sejltur i Wayfarer-jollen - endnu en tur til Femø en sensommerfredag. Vi står havnen ud ved solnedgang og anduver Femø efter at mørket har sænket sig, og månen er stået op. Vi begiver os straks - efter at fortøjet ”Nymfen II” - tværs over de nyhøstede marker på jagt efter Femø Kro. Efter en halv times traven åbenbarer kroen sig som en fatamorgana med lyset skinnede ud af vinduerne som sidst, vi besøgte øen. Men ak - døren er låst, og ingen er at se indenfor. En vedholdende banken på døren aktiverer en tjener, som fortæller, at der var lukket for i dag. For gode ord og slesk tale overbeviser vi den egentlig meget flinke tjener om, at det vil være en barmhjertighedsgerning at genåbne kroen for to forkomne sejlere og servere dem to øl, og han selv er velkommen til at få en med. Efter således at have fået tiltvunget sig adgang til helligdommen, går øvelsen nu ud på at overbevise tjeneren om det menneskekærlige i at genåbne køkkenet for de forkomne og udmattede sejlere, der har været længe undervejs og har haft en forfærdelig hård sejltur. Det lykkes! Kokken bliver stoppet i døren på vej hjem, og der er lige nøjagtigt 2 portioner tilbage af den gullasch, som har været dagens ret!
Ved midnatstid – og en del øl senere - mener tjeneren, at barmhjertighedsgerningernes tid er forbi, og nu er det lukketid. Lysten til at skulle genfinde havnen på øens vestlige side tværs over mørke marker er ikke stor, og for indsmigrende tale og rigelige drikkepenge, får vi tjeneren til i sin døende bil til at fragte os tilbage til havnen.
Næste morgen ligger vi som planlagt turen rundt om Fejø med en kort afstikker ind til Vejrø og anduver Karrebæksminde sidst på eftermiddagen i strålende sol.
Mange ture bliver det til i Arendalsnekken med venner og familie. Jeg har i mellemtiden taget duelighedsbevis i sejlads og har fået lyst til at sejle med sejl. I sensommeren efter årtusindeårsskiftet bliver snekken skiftet ud med en motorsejler – en Parant 25, købt i Sverige og modtaget i Køge.
Per og jeg sejler Parant´en fra Køge til Karrebæksminde en lørdag sidst i august i året for årtusindskiftet og anduvede stedet ved solnedgang - lige akkurat tids nok til at nå den sidste broåbning. Vel fortøjet ved bro 3 i inderhavnen, indtager vi et sent aftensmåltid i ”Karantænehuset” og går efterfølgende meget trætte til køjs.

"Søstjernen" i Bisserup. I 10 år blev der foretaget mange gode ture med båden til steder og øer i Smålandsfarvandet.

Båden får navnet ”Søstjernen” og i de følgende 10 år foretager vi mange gode ture med båden til de steder og mange øer, som på 1-dagesture kan nås fra Karrebæksminde. Det giver samtidig en endnu tættere kontakt til stedet med de mange besøg. Vi lærer en del mennesker at kende. Det sker også, at Vibeke og jeg tager ned til båden en sommersøndag bare for at drikke kaffe på båden og nyde basserne fra Søkonditoriet. Der er næsten altid nogle at dele selskab med, og vi føler os mere og mere hjemme i Karrebæksminde!

Søndagsafslapning på "Søstjernen" i Inderhavnen i Karrebæksminde.

Vi har tidligere – vel nærmest som et tankeeksperiment – leget med tanken om at flytte til Karrebæksminde, hvor der i disse år opføres en del nye boliger på Vesterhave, tæt på stranden. I 2002 køber vi et af de nyopførte 2-etagers rækkehuse i ”Lodshaven”.

Lodshaven i Karrebæksminde

Det bliver en fejltagelse. Langsomt forsvinder stedets magi. Vi flytter ind midt i højsæsonen, og det er helt fint, når jeg kommer sent fra arbejde at gå ned på havnen og få en fiskefilet og en øl. Men hurtigt føler vi os ikke mere som en del af del pulserende sommerliv – vi bor her jo!

En grå efterårsdag i Karrebæksminde

Det bliver efterår og vinter, turisterne forsvinder fra stedet og helt naturligt går der længere tid imellem, at vennerne er i byen. Våde, væmmelige vinterweekends efter en arbejdsuge med lange arbejdsdage, hvor jeg ikke ser kystbyens sparsomme dagslys i 5 af ugens dage. Tilsvarende lange dage for Vibeke alene uden særlig meget kontakt med andre mennesker. Lyspunkter er, når vores naboer dukker op en weekend, banker på døren og meldte, at de vil kigge ind med flaske vin til fælles konsumering, når de lige har travet en tur gennem den vinterdøde by. Så hygger vi os nogle timer over en flaske vin og nogle snacks. Det må være skæbnens ironi, at de bor i Køge, og har rækkehuset i Lodshaven som sommerhus. Vi misunder dem, når de søndag aften drager mod Køge. Andre lyspunkter er, når de sidste af vores gamle ungdomsvenner, der endnu har sommerhus i kystbyen, holder weekend eller ferie i sommerhuset, så drysser der lidt stjernestøv ned over stedet. Det er kontrastene til en grå regnfuld weekend i et menneskeforladt ferieparadis. En erkendelse af, at her vil vi ikke blive boende breder sig.
I januar – et halvt år efter, vi er flyttet ind - er vinteren slået over i frost og sne, og en frostklar lørdag eftermiddag, hvor den nedgående sol hængende ude over bugten i orange skær, går jeg over til den lokale ejendomsmægler i Alléen - som går og fejer sne udenfor – og beder ham sætte huset til salg.
I de halvandet år, der går inden huset bliver solgt, genvinder Karrebæksminde igen lidt af sin magi. Det må skyldes, bevidstheden om, at her skal vi ikke blive boende.

En frostklar januardag med den nedadgående sol hængende over bugten i orange skær.

Efter at være vendt tilbage til Køge er der stadig relationer til stedet. Båden ligger stadig i Inderhavnen på Enø. I de følgende seks år er der mange ture til båden i forbindelse med klargøring, søsætning, sætning af mast, montering af sejl, service på maskine og visa versa ved sæsonen afslutning sidst i oktober. Hertil kom turene til stedet i forbindelse med sejlture, ophold på båden, enten for en enkelt solbeskinnet sommersøndag eller for en weekend i forbindelse med sammenkomst med venner.
Med årene op gennem 00´ erne antager besøg til båden mere karakter af pligt end lyst. Antallet af sejlture i den korte sæson bliver stadig færre – og erkendelsen af, at alting har sin tid står klart. Sensommeren 2009 har Per og jeg endnu et togt til Femø, der til forveksling ikke på nogen måde skilte sig ud fra de to foregående. Ankomst til øen en sensommerdag kort før solnedgang, dagens ret på kroen, en del øl sammen med kromanden, hjem til båden for en godnat drink eller blev det mon flere?  Morgenmad på agterdækket i sensommermorgensol næste morgen, efterfølgende oprømning, inden vi for en sagte lænser blæser over Smålandsfarvandet tilbage til ”Søstjernens” hjemhavn. Det bliver mit sidste togt med ”Søstjernen”. 
Tanken om at sælge ”Søstjernen” er modnet gennem en længere periode. Flere faktorer med modsat rettede fortegn spiller ind. Men der er blevet mere og mere attraktivt at nyde solen og sommeren hjemme i haven end at tage turen til båden i Karrebæksminde.
Andre afgørende faktorer kommer til og påvirker afgørelsen om, at nu er tiden inde til at sælge båden..

"Søstjernen" forlader bro 3 i Inderhavnen for sidste gang med Rotteøen forude.

- og bliver dagen efter hejst op på en lastbil og kørt til bådehandleren i Køge.

Med denne beslutning forsvinder samtidig en epoke med hyppige ture til Karrebæksminde.
En solbeskinnet søndag i midten af oktober 2010 sejler jeg for sidste gang ”Søstjernen” fra den faste fortøjningsplads nr. 308 ved bro 3 i Inderhavnen gennem fjorden og kanalen til Næstved. En lidt vemodig tur, som dog ikke får mig til at fortryde beslutningen om at båden er sat til salg. Jeg dvæler en ekstra gang ved omgivelserne, da vi passer Rotteøen og suger de solbeskinnede omgivelser begærligt til mig.
Næste morgen bliver ”Søstjernen” hejst op på en lastvogn og kørt til bådehandleren i Køge.
Forinden har jeg om morgenen i solopgangen været en sidste tur i Karrebæksminde for at hente bådstativet.

Denne morgen er solopgangen særlig smuk…..

Denne morgen var solopgangen særlig smuk.

 

Da jeg var i lære.....(3)

For mange år siden - mere præcist et halvt sekel - var jeg i lære som maskinarbejder. Det var før man studerede til smed. Man var ret og slet lærling, eller som vi omtaltes i daglig tale: læredreng. Det var godt nok, og det var lang tid, inden De Radikales tvangstanker om at intellektualisere alle uddannelser havde bjergtaget de folkevalgte. Nå, tilbage på sporet. I de sidste af mine lidt over 4 læreår havde jeg en værkfører, som gik under navnet "Den Flade" eller "10 minutter i 2". Navnene refererede til henholdsvis føddernes form og indbyrdes position. Han var en hellig mand og kunne vist ikke lide unge mennesker, og lærlinge havde han kun afsky tilovers for. Vi lærlinge - omkring 20 - tog os nu ikke særligt meget af denne afsky; vi havde et godt sammenhold og morede os meget i frokostpausen med at udveksle nye beretninger om fjolsets nye meritter, som feks. den dag, hvor jeg havde skålet med en lærekammerat i en gul citronvand ind over drejebænken. "Den flade" havde i sit glasbeklædte værkførerbur iagttaget denne ugudelige gerning og vraltede hastigt ud for irettesætte os og forholde os at gentagelstilfælde ikke ville blive tolereret - uden dog nævne sanktionerne herfor. En anden gang var jeg kommet ind i det glasbeklædte bur og bedt om noget mere arbejde og blev mødt med ordene: "Hvad skulle du så hilse og sige?" Hvortil jeg ganske kækt svarede: "Jeg skulle hilse og sige.." Mere nåede jeg ikke at udtale, før han afbrød mig med en bemærkning, at jeg så sandelig ikke skulle komme her og være flabet...Lignende sjove tilfælde morede vi lærlinge os meget over. Særlig komisk var det, når han hver formiddag kl 10 i særegen gangart med et lettere forpint ansigtsudtryk hastig stillede mod kleinsmedeværkstedets - også glasindrammede - værkførerkontor, hvor funktionærerne havde deres toilet. Og se ham et kvarter senere returnere til eget glasindrammede domæne med fredfyldt ansigt.....det fornøjede også os læredrenge.
Som sagt 'Den Flade' var en meget hellig mand, og sit otium brugte han i en religiøs sekt tjeneste til at besøge de skibe, som anløb Næstved havn - for det var i denne sydsjællandske by, jeg levede min ungdom.
Skæbnen ville, at vi mange, mange år senere i få år havde valgt at vende tilbage vores hjemstavn. Og hvem havde en fast ugentlig beretning i en af reklameaviserne under overskriften: Sømandspræsten fortæller. Det havde " Den Flade". Små spøjse beretninger om tilværelsen som maskinmester til søs. (Han sejlede vist kun få måneder!) Det var små pikante fortællinger oftest med et erotisk tema - om vidner vel om en helt anden person, end vi læredrenge i sin tid forestillede os.....

Da jeg var i lære.....(2)

For mange år siden - og taler vi om rigtig mange år - var jeg som formand for lærlingeklubben i Næstved med til at få gennemført at lærlinge på min læreplads over 18 år måtte ryge i arbejdstiden. Med bankede hjerte søgte jeg foretræde hos driftsledelsen for at fremføre mit ærinde. Og dengang var vejen lang for en læredreng op til driftsledelsen på bjerget. Efter nogle overvejelser fik vi den eftertragtede tilladelse, og efterfølgende blev jeg af smedenes tillidsmand rost for det opnåede, idet han var af den overbevisning, at der nu var slået et hul i en breche, og at det kun var et spørgsmål om kort tid før alle lærlinge - også dem under 18 år - måtte ryge i arbejdstiden.
Tjah... Sådan er tiderne så omskiftelige, og lidt svært at forstå i disse ikkerygertider.....
Trods forbud havde vi læredrenge dog røget i årevis. Det foregik ude på toilettet omkring pissoiret (vi brugte andre betegnelser dengang). Her mødte vi delvist i smug hver dag kl. 10 og kl. 14 for at brænde tobak af - enten i en olievæddet snadde eller Grøn Cecil, købt for 25 øre af Peter Rehn, som passede den store kantpresse, der var opstillet udenfor toilettet. Han tjente således vel nogle få øre pr. solgte cigaret....
Det hændte, at cigaretterne blev skoddet i pisrenden - for det var det udtryk, vi brugte. Blev det opdaget af Røde Carl, som var den arbejdsmand, der havde jobbet med at holde toiletterne rene, var der kontant verbal afklapsning. Røde Karl var rettroende SF'er og frafaldne kommunist. Han tilbragte det meste af dagen ude på toiletter med at argumentere for det nye venstrefløjsparti, og i baglommen havde han altid 'Minavisen', som var SF' forsøg på at starte et dagblad. Det udkom 2 gange om ugen, og Røde Carl udlånte det gerne til de toiletsøgende kolleger, ja han opfordrede dem ligefrem til at tage det med i aflukket, for bagefter nærmest eksaminere de pågældende i indholdet....
Toilettet var værkførerfritområde, men ofte skete det, at vi blev hentet tilbage til arbejdet af de respektive svende, vi arbejdede for.....tjah, igen må man konstatere tidernes foranderlig.

Ansat på Junckers Savværk (Savværkshistorier 2)

Da aftjeningen af min værnepligt i sensommeren 1971 nærmede sig sin afslutning var tiden inde til at se livets realiteter i øjnene. Der skulle findes et job og tjenes nogle penge! Min kæreste, der fulgte ivrigt med på jobmarkedet, sendte mig en dag en jobannonce til mig på mit tjenestested, der var Bevogtningsfartøjet P 535, "Nymfen", som i denne politiske og vejrmæssige varme sommer udgjorde NATOs fremskudte trussel mod ”de Røde” i Rønne havn.
Annoncen var indrykket i Næstved Tidende af et bureau ved navn WA & Bates, som for en kunde søgte en maskinmester til vagtgående tjeneste på firmaets kraftcentral. Jeg reflekterede på annoncen og blev indkaldt til en samtale. Virksomheden var Junckers Savværk, en virksom, der var mig ligeså ubekendt, som WA & Bates!
Med natfærgen og en køjeplads i en 4-køjes kahyt begav jeg mig til Køge en smuk sensommerdag iført mit bedste tøj – fløjlsbukser med hængerøv, skrigende gul skjorte, et grimt grønt strikket slips og en lysebrun læderjakke, der havde set bedre tider – mit bedste tøj!
På savværket fik jeg i porten udleveret et meget detaljeret oversigtskort over området, som viste sig at være ganske omfattende. Med dette kort i hånden fandt jeg vej til maskinværkstedet, hvor afdelingsingeniøren med kontor ud til en ydmyg svalegangs på 1. sal residerede. Han havde som funktionsområde udover kraftcentralen også maskinværkstedet og el-værkstedet. Det var ham, der havde indkaldt mig til samtalen. Tilstede under samtalen var også en yngre, lidt langhåret 35-årig mand med begyndende grånende hår, iført brune fløjlsbukser også med hængerøv, kakifarvet arbejdsjakke og kappeløse træsko. "Det er vores maskinchef", sagde afdelingsingeniøren. Maskinchefen skulle blive min chef – på godt og ondt (ligeligt fordelt) - de næste 30 år!
Denne mit unge livs første ansættelsessamtale skræmte mig lidt. Det blev med klartekst gjort mig klart, hvilke forventninger, der var til den heldige person, som skulle have jobbet. Der var noget med ikke at køre hjem, når vagten var slut, hvis der var driftsmæssige problemer; man måtte være indstillet på at blive tilkaldt på vilkårlige, ubekvemme tidspunkter, hvis en kollega havde hjælp behov, og i revisionsperioder, der som regel faldt sammen med andre menneskers ferier og helligdage, dvs. jul, påske og industriferien, skulle ferie ikke forventes bevilget. Endvidere var kun hver 4. weekend friweekend, hvis altså ikke lige, der var sygdom blandt kollegerne, eller en af disse ekstraordinært havde fået bevilget fridag. Jeg sad med en fornemmelse af at være ved at sælge min sjæl til fanden for ussel mammon! Klogelig undlod jeg at give udtryk for denne fornemmelse. Som modydelse for disse fordringer blev der stillet mig i udsigt en spændende arbejdsplads med mange gode muligheder for personlig udvikling og avancement, samt ikke mindst en efter tidens forhold ganske attraktiv løn, som bestod af en månedlig grundløn på 3600 kr.
samt et tillæg for genen ved forskudt arbejdstid på ca. 25% af grundlønnen – ganske attraktivt!
Efter denne samtale, som havde fundet sted under indtagelsen af kaffe og en spandauer, viste maskinchefen mig rundt på kraftcentralen. I min ufattelige naivitet fik jeg givet udtryk for min benovelse over, at det var muligt at fyre en dampkedel med træ! At maskinchefen ikke reagerede med en bedrevidende nedladende kommentar - det erfarede jeg senere - var et eksempel på den berømte undtagelse, der bekræfter reglen!
Hele ansættelsensseancen sluttede på Skipperkroen med et par stykker smørrebrød, en øl og en snaps. Inden vi skiltes, blev jeg forespurgt, om jeg stadig mente, jobbet var attraktivt for mig, og noget i modstrid med sandheden svarede jeg, at det var det!
Forinden havde jeg gjort et kikset forsøg på, at få betalt en flybillet til Rønne, som var en nødvendighed for mig for at kunne rettidigt tilbage og deltage i den afslutningsfest, der var planlagt på 'Nymfen' samme aften.
Det var dengang var kutyme, at jobansøgere fik refunderet eventuelle rejseomkostninger i forbindelse med en jobsamtale. Jeg havde imidlertid som værnepligtig fri rejse med offentlige transportmidler, og det var afdelingsingeniøren så udmærket vidende om! Jeg betalte selv flybilletten til Rønne og nåede afskedsmiddagen i rette tid, hvor jeg så kunne berette til mine skibskammerater om dette mærkelige foretagende, der var på vej til købe min sjæl.
En uges tid senere kom der en opringning til mig på 'Nymfen'. Jeg blev kaldt ned til intendanten, kaldet 'regnemanden', og troede, det værste var sket, for det var virkeligt usædvanligt, at der var telefon til en af de værnepligtige. I den anden ende af røret var en sekretær, som gerne ville have oplyst til hvilket adresse ansættelsespapirerne skulle sendes. Noget fjoget og forvirret må jeg have forekommet, inden det blev mig forklaret, at jeg havde fået tilbudt jobbet som vagtgående maskinmester på Junkers Savværks kraftcentral, kaldet afdeling Mk. Jeg fik også at vide, at der havde været 4 ansøgere, og at jeg efter grundig overvejelse havde fået tilbudt jobbet, men at der i øvrigt havde meget megen tvivl om, hvem der burde have tilbuddet, da alle 4 ansøger stod meget lige. Man gjorde således ikke noget forsøg på at fortælle, at jeg havde været det indlysende valg til jobbet!
Få dage efter at papirerne var underskrevet og returneret til Junckers Savværk, blev jeg bedt til ansættelsessamtale på HC Ørstedsværket, som dengang hørte under Københavns Belysningsvæsen. Noget frustreret meldte jeg afbud til denne opfordring, for jeg havde under min studietid på Kbh. Maskinskole været på studietur med klassen til dette værk, og var oprigtigt fascineret af de store kedler og turbiner og – måske – især, at værket havde det, der dengang var verdens største stationære dieselmotor. Jeg kunne sagtens se mig selv i dette miljø.
Nå, ræsonnerede jeg (både for mig selv og mine nærmeste omgivelser), et savværk og så maskinmester, det var vel ikke lige det, man havde drømt om for år tilbage, da fremtiden skulle formes. Næh, at være maskinmester, det er noget med en meget stor dieselmotor - og den skal helst ligge i et meget stort skib, som skal befinde sig på et meget stort hav!
Jeg giver dette job 2 år; lidt erhvervserfaring vil der vel altid være at hente, selv på et savværk, lod jeg flot mine nærmeste omgivelser vide!
Det skulle vise sig at gå helt anderledes.....
Jeg mødte op til min første arbejdsdag den 15. oktober 1971. Min grønne døende VW årgang 1952 parkerede jeg foran maskinværkstedet lige overfor kraftcentralen. Samtidig med mig, ankom min fremtidige chef, maskinchefen, iført strikket tophue og en vindjakke, der bestemt havde set bedre dage, kørende på en ældre NSU Prima scooter. Jeg blev budt velkommen, og vi fulgtes ad over til kontrolrummet i turbinesalen, hvor jeg hilste på nogle af mine fremtidige kolleger. Ved 9-tiden skulle jeg præsenteres for de øvrige funktionærer i afdelingsingeniørens område på det daglige morgenmøde - kaldet 'morgenbønnen' på hans kontor. Resten af dagen brugte afdelingsingeniøren med at vise mig rundt på savværket, og inden fyraften skulle min fremtidige arbejdstid aftales mellem maskinchefen og mig. Resultatet blev, at jeg startede på nattevagt til oplæring med en ældre kollega den efterfølgende dag, som var en lørdag Jeg forsøgte lidt naivt at redde mig en weekend fri og foreslog, at jeg først startede mandag aften, hvilket maskinchefen slet ikke så nogen grund til, og sådan blev det - ligeså meget andet, når han havde sat sig noget i hovedet.
Det gik som nævnt ikke helt efter planen. Jeg blev på matriklen de næste 40 år, begunstiget af gode kolleger og spændende, varierende og – ind imellem – komplet uforudsigelige arbejdsopgaver. Men det er en helt anden historie….

Erantisvej

Erantisvej i Næstved, det var barndommens gade. Vi flyttede ind i nr. 3 i 1950. Det var byens prestigebyggeri, beliggende på det, der dengang gik under navnet 'Ridemarken', som var et gammelt øvelsesterræn for byens tidligere dragonregiment. Hurtigt blev det omtalt som 'Dollargrinet', et navn, der langsomt gik i glemslen samtidig med (men ikke fordi!) jeg forlod byen i begyndelsen af halvfjerdserne. Huslejen var efter datidens forhold høj, helt nøjagtigt 94 kr. om måneden, og vi - min mor og far og den 5 årige - var da også en de få arbejderfamilier i det helt nye byggeri. Øvrige beboere i komplekset var hovedsagelig laverestående funktionærer, små erhvervsdrivende og (især) de officerer, der var igang med en militær karriere på Gardehusarkasernen. Det var et godt sted at være barn, der var altid mange jævnaldrende at lege med. Om sommeren lavede vi gange og byggede huler i den skiftevis senneps- og kornmark, som de første år lå lige overfor blokken. Den ejedes af en slagtermester og kreaturhandler, der jævnligt kom anstigende i sin store bil. Når han så os lege på marken råbte og skreg han, samtidig med at han fægtede vildt med sin krogede stok - og vi ilede hastig tværs gennem marken til anden side. Sidenhen blev der anlagt en lille boldbane på marken, og her blev udkæmpet mange landskampe mellem Danmark og Sverige samt mellem Brasilien og England. Det foregik med to eller tre på hvert hold til et mål med fælles målmand. Vi skiftedes til at være Pele, Stanley Matthews og Knud Lundberg eller hvad de nu hed dengang. Om vinteren spillede vi fodbold nede i kælderen - det kostede nogle pærer - indtil vicevært Didriksen viste sig i den anden ende af gangen. Han behøvede ikke engang sige noget; han rykkede bare brynene, og vi pilede væk. Han var nu et rart menneske. Vi legede også røvere og soldater. Den senere folketingsmand Helge Adam Møller, som var et par år ældre boede også i komplekset, og han insisterede altid på at være anfører i denne leg. Han var vist lidt af en vildbasse.
Men det var også gaden, hvor der blev stiftet langtidsholdbare venskaber og til mit nære netværk hører endnu idag nogle af de dengang 5- 10 årige drenge, jeg blev venner med.

Gården i Vinstrup

 

For kort tid siden kom jeg i besiddelse af et postkort fra 1905, som bragte minder frem. Det viser den sydlige indfaldsvej til landsbyen Vinstrup ( i 1905 Vindstrup) med et par gårde og et aftægtshus i baggrunden. Gården i midten, hvoraf stuehuset med skorstenen er næsten skjult bag aftægtshuset, skulle blive min farbror Haralds. Markerne på vejens højre side var en del af de 28 td. land, der hørte til gården. Hos ham og tante Anna tilbragte jeg fra 1. klasse og til realklassen hvert år en eller to uger i sommerferien samt ugen i kartoffelferien, som de på landet betegnede efterårsferien.

Vinstrup er en lille landsby ved bredden af Tystrup-Bavelse søerne. Den bestod dengang af 5 – 6 gårde, en købmand, en smedje og et missionshus og 5 – 6 huse, hovedsagelig aftægtshuse for de gårdejerfamilier, hvor gården var gået arv til næste generation. Kirken og brugsen lå i nabolandsbyen Tystrup, som sognet havde fået navn efter. I et lille lokalt skrift fra 2002 ”Et Sjællandsk Sølandskab” beskrives området: ”Sølandskabet hører til Sjællands yndigste egne. Den langstrakte vandoverflade med Tystrup og Bavelse søerne slynger sig mellem vældige bakker, hvis sider falder brat ned mod vandet, skovklædte eller med åbne marker. På skråningerne hager landsbyerne sig fast, med strågrå tage og røde tegl tittende frem mellem husenes æblehaver.” Landsbyen Vinstrup i halvtresserne kan ikke beskrives bedre.
Min farbror Harald blev som den fjerde af de af min farmor og farfars 12 overlevende børn som spæd adopteret af min farmors søster Marie Ellen Rasmussen, der var gift med gårdejer Hans Christensen, idet ægteskabet var barnløst. Man kan vel altid hjælpe en barnløs søster med et barn, når man nu selv har så rigeligt af dem. Harald forblev livet igennem betragtet – og betragtede sig selv - som en ’fuldgyldig’ bror til de øvrige 11 søskende og beholdt da også begge efternavne, Jakobsen Christensen. Han giftede sig med Anna fra traktørstedet Røde Hus i den nærliggende landsby Tadse. De fik fire børn, Ingrid, Erna, Ellen og Ole, der døde som lille.
Gennem min mange ferier over 10 år fik jeg et unikt indsigt i livet på landet i halvtresserne; det var indsigt i en verden, der ikke eksisterer mere, og som var vidt forskellig fra min hverdag dengang. Og som jeg ikke ville have undværet.
Sognet var indremissionsk, og familien på gården tog ivrig del i bevægelsens møder, hvad enten de foregik i landsbyens missionshus eller i stadsstuen på en af gårdene. Så blev der sunget salmer, bedt bønner og læst op, eller en indforskrevet missionær gav deltagerne et guds ord med på vejen. Om søndagen og til højtiderne var kirkegang obligatorisk. Tante Anna havde den smukkeste sopranstemme, - mild og klokkeklar - som jeg dengang nogensinde havde hørt. Når hun lod sin røst lyde i kirken, tav menigheden og lyttede. Til min farmors begravelse i Sorø kirke sang hun solo stående foran alteret.
Intet måltid blev indledt uden Harald med messende stemme havde bedt bordbønnen:
I Jesu navn går vi til bord
At spise, drikke på dit ord
Dig Gud til ære, os til gavn
Så får vi mad i Jesu navn
Derefter rejste Anne sig op og sagde værsgo’. Og så begyndte man at spise. Det var et ritual, som den øvrige - mere verdslige indstillede - del af familien for længst havde indfundet sig med, ligesom de havde det med, at der heller ikke blev serveret alkoholiske drikke. Modsat accepterede Anna og Harald så også den mere verdslige livsstil, når de var gæster ved en familiesammenkomst. Det var ikke noget problem; alle kunne sagtens more sig sammen, og det var bestemt ikke noget kedeligt og trist hjem at være feriebarn i.
Da jeg først halvtresserne begyndte at komme i ferierne på gården, havde den grå Ferguson holdt sit indtog i landbruget. Heste sås stadig, men de var efterhånden sjældne som arbejdsdyr. Der blev høstet med selvbinder, trukket af den grå Ferguson. Efterfølgende blev negene stillet op i traver på rækker, der skulle stå snorlige (så folkene på nabogårdene ikke kunne ’ pege fingre af det’). Efter en uges tid på marken blev negene kørt hjem i laden for om vinteren at blive tærsket i det fladremstrukne, uafskærmede tærskeværk, der stod i loen – en forlængelse af laden. Tærskning var meget mandskabskrævende, og alle var af huse, når der blev tærsket, min tante, de af pigerne, som evnt. var hjemme, samt karl og gårdejer fra nabogården. Man hjalp hinanden. Jeg var kun med til at tærske enkelte gange, for det var udpræget vinterarbejde, som først rigtig blev udført efter, at roerne var kørt hjem og forsvarlig læsset af i en roekule, som blev overdækket med halm og jord. Roerne blev brugt som vinterfoder til de 7 – 8 malkekøer og 2 – 3 kvier, som farbror Haralds gård havde. Kornet, hovedsagelig byg, blev valset og blandet med valle – restprodukt fra mejeriets osteproduktion -  og givet til de 30 – 40 svin som bestanden omfattede. Man kan sige, at gårdens produktion ud af gårdspladsen var slagtegrise og mælk. Markens afgrøder blev brugt i en form for ’lukket kredsløb’ til dyrefoder. Der blev ikke solgt afgrøder.
Som medhjælp til dette ganske omfattende arbejde havde Harald en karl, som blev fæstet for et halvt år af gangen – fra 1.november til 1. Maj. Lønnen var dengang for en halvårsperiode 1000 kr. samt kost og logi og med arbejde hver anden weekend. Logiet var et beskedent værelse i en af længerne. Der var ikke rindende vand, men et vaskestativ med vandbalje i værelses forkammer. Vandet kunne hentes i det rum op til kostalden, hvor mælkespande og junger blev rengjorte. Karlen indgik som en del af familien, og opholdt sig tit sammen med denne om aftenen. Flere af de karle, jeg lærte at kende forsøgte – forgæves – at gøre kur til mine kusiner. Der var jo ingen mandlig arving til at overtage gården.
Før i tiden, da min far var barn i begyndelsen af forrige århundrede – og var feriedreng på gården – var der to karle og to piger ansat til medhjælp.
Som feriedreng var det en spændende verden at være i. Jeg glædede mig til hver ferie, for jeg var med i alt, hvad der forgik i bedriften. Dagen startede ved 06-tiden med morgenmalkning og fodring af dyrene. Om sommeren kom køerne på græs efter malkningen og blev hentet hjem i stalden igen sidst på eftermiddagen til aftensmalkningen. Når staldarbejdet var forbi ved 8-tiden var det tid til morgenmad, som Anna havde klar til Harald og karlen i køkkenet. Morgenmaden var solid. Først en stor portion havregrød, så en tallerken smørrebrød med et glas mælk til. Så var det tid til kaffen, som blev indtaget, mens Harald holdt en lille andagt, startende med at en fast rubrik ’Ordet’ i ’Kristeligt Dagblad’ blev læst op. Avisen blev hold i fællesskab med nabogården. Efterfølgende sang man et salmevers, og til slut bad man Fader Vor. Måltidet var blevet indledt med den traditionelle bordbøn. Og så var man ellers klar til at gå videre med dagens arbejde, kun afbrudt af formiddagskaffen ved 10-tiden. Var man i marken under høsten kom Anna på cykel ud med den samt med saftevand. Kaffen var altid ledsaget af hjemmebagt brød. Der var varmt mad til middag efterfulgt af dessert, som regel grød. Hvis der blev serveret suppe, blev denne efterfulgt af en varm ret, ofte kødet, som suppen var lavet af; så var der ingen dessert. Efter en times eftermiddagssøvn gik arbejdet igen, og det sluttede først, når aftensmalkning og fodring var afsluttet ved 18-tiden. Så var det tid til aftensmad, kold mad med diverse hjemmelavet pålæg. Man levede godt på gården, og det må have været mere end et fuldtidsarbejde for Anna, at sørge for husbond og karl, når køkkenhaven - som gjorde husholdningen næsten selvforsynende - og hønsegården også var hendes domæne. Mine kusiner var dog i flere perioder – mellem forskellige jobs – hjemme på gården for at hjælpe til. Erna, den mellemste, tjente i en periode, som karl for sin far. Ellen den yngste var i flere perioder mellem forskellige jobs – hun fik aldrig en uddannelse – hjemme og hjælpe Anna. Jeg var altid særlig glad for at være der, når hun boede der. Hun var 10 år ældre end mig og noget af et livstykke, en glad pige, altid i godt humør, parat til at se det sjove i alting, og hun lavede altid en masse sjov med mig, Somme tider tog hun mig med ud at ro på søen i naboens robåd, eller vi badede i søen. Hun blev (selvfølgelig) som den første af kusinerne gift. Den tilkommende hed Ove, var manufakturekspedient og var søn af missionær Nielsen fra Herlev, der tjente til livets ophold ved at køre rundt i sin gamle bil og sælge indremissionsk litteratur. Han kom ofte forbi – med usvigelig sikkerhed sådan cirka lige før middagstid – og blev altid indbudt til at spise med (hvad han vist aldrig undslog sig).
Brylluppet blev holdt på gården. Der var opstillet et telt på gårdspladsen for kunne rumme alle de 50 -70 gæster, der deltog: Det halve sogn, den hele familie og så sognepræsten. Der blev holdt et utal af taler, sunget et utal af sange og salmer – og der blev ikke serveret èn dråbe spiritus, men uanede mængder af saftevand, æblemost og sodavand. Det blev sidste gang, jeg så min yndlingskusine Ellen. I mit indre misundte jeg Ove, hendes mand, for jeg havde som dreng nok været en lille smule forelsket i Ellen. Jeg ved hun fik 2 eller 3 børn, og at hun og Ove købte en herremanufakturforretning i en sjællands provinsby. Men vore veje krydsedes aldrig.
Den mellemste datter, min kusine Erna, var uddannet børnehavelærerinde, som det hed dengang. Noget livstykke var hun ikke. I en moden alder blev hun gift med en missionær, der i mange år havde forsøgt at frelse sjæle i den tredje verden. Han var mange år ældre end Erna og var blevet alene med en større børneflok, som Erna nu skulle være mor for. Hun fik aldrig selv børn.
Ingrid var den ældste af de tre døtre og uddannet økonoma. Hun arbejdede i en del år på sygehuset i Næstved og kom en del i hjemmet hos os. Hun var egentlig en ret livlig pige, der måske have distanceret sig lidt fra det indremissionske barndomshjem, og der er sket, at hun, når hun var hjemme på gården en weekend, kom til at udtrykke sig lige lovligt bramfrit. Så hævede Harald brynene og formanede: ”Så, så, Ingrid, sådan taler vi ikke her i huset”. Hun tog ofte på charterferie i bus til Sydeuropa. Jeg kendte engang en smed, som havde været med på samme tur som Ingrid. Jeg kunne forstå, at Ingrid ikke havde holdt sig tilbage på nogen måde. Hun blev aldrig gift. Om hun nogensinde mødte kærligheden ved jeg ikke.
I begyndelsen af tresserne solgte Anne og Harald gården, Nye tider var på vej i landbruget. Tiden for de små landbrug var ved at rinde ud, og gården blev opkøbt af en anden gård og jorderne drevet derfra. Anna og Harald flyttede ind villaen overfor gården, som de havde sikret sig år tilbage som aftægtbolig.
De fik nogle år sammen i ’aftægtshuset’. Harald døde i 1970. Anna overlevede Harald  mange år og døde i 1983.