Karrebæksminde

Hvor vejen fra Næstved mod Skelskør efter Bornakkeskoven går ind i en rundkørsel, er der en afkørsel mod venstre. Den fører til Karrebæksminde. Herfra fører ingen veje videre.

Bag byen ligger Smålandsfarvandet. Mod syd rækker Knudhoved Odde ud mod øerne, Femø, Vejrø og Fejø. Længere mod nord oppe i Storebælt ligger Omø og Agersø, som kun er et par timers sejlads fra fiskerlejet.



Mod syd rækker Knudshoved Odde ud mod øerne Femø, Vejrø og Fejø

Karrebæksminde er ikke et mondænt feriested; det er – i ordet bedste betydning – folkeligt.Der er ingen fine restauranter, kun dårlige, samt en hel del snackbarer. Få steder bliver derpå en varm sommersøndag drukket så mange håndbajere som her, hvad enten de er købt i det lokale supermarked og indtaget på skråningen ned til kanalen, eller de er købt til forhøjethøkerpris hos en af de to fiskehandlere, der også langer friturestegte fiskefile´er over disken, måske i den tro - for sagesløse campister – at det drejer sig om friskfanget fisk, landet af en af de 2 – 3 lokale kuttere just samme morgen. Det er ikke tilfældet; filé´erne leveres en gang om ugen med store kølevogne.

Karrebæksminde er ikke et mondænt feriested; det er i ordets bedste betydning folkeligt.

Karrebæksminde har altid eksisteret for mig – og har ofte spillet en rolle i min tilværelse.
Min første solbeskinnede erindring om stedet går tilbage til midten af sidste århundrede, altså til omkring 1950. En solbeskinnet sommerdag befinder min mor, min far og jeg os udenfor det, der dengang var badehotel, og som nu - efter at have været kursuscenter - er indrettet til andelslejligheder.
I vinduet til et af værelserne på 1. sal vinker min moster Kristine, onkel Hans og kusine Tut til os. Jeg har været 5 år dengang. Senere på dagen bader vi, og Tut driller mig for min vandskræk.
Næste flashback er en badetur på en sommersøndag – det må være i midten af 50´erne - med min far og mor. Min fars badedragt, som er af ældre dato – formentlig en førkrigsmodel og noget, der nærmest kan sammenlignes med en trikot – undergår på vejen til badestedet i den lille Austin Seven en lettere modernisering; den halveres og søges ændret til en mere tidssvarende badebukselignende model. Min mor fører suverænt saks og nål.
Om ændringen ikke når at blive færdig til det planlagte havbad - eller om det skyldtes min fars begrænsede begejstring for at dyppe sig i det kolde vand - ved jeg ikke; i vandet kommer han ikke, og jeg må til min skuffelse bade alene - overvåget af de voksne fra strandkanten!
I de følgende tres år kommer mange ture til det sydsjællandske sommerparadis, som meget bekvemt kun ligger 10 km fra Næstved. I begyndelsen transporteres vi unger derned af skiftende forældre, men i slutningen af halvtredserne cykler vi selv gladelig de 10 km - udstyret med madpakke, gul sodavand eller lunken orangeade og en masse formaninger om ikke at gå længere ud, end vi kan bunde, samt altid at svømme langs strandkanten og i øvrigt afholde os fra at gå i vandet den første halve time efter at vi har indtaget den efterhånden noget fladklemte og varme madpakke!  Som regel er vi alle hjemmefra blevet forsynet med en daler til en isvaffel.
Hjemturen efter sådan en varm sommersøndag ved stranden kan føles lang. Gennembagt af solen og godt trætte efter at have tumlet rundt hele dagen, kan de sidste kilometre hjem ad Grimstrupvej føles uoverkommelige. 
Hjemme venter forældre, lettet over at deres poder har overlevet endnu en strandtur uden voksen beskyttelse. Lettelsen afløses hurtigt af mere rationelle følelser, i form af en besked om at tage et brusebad for at få skyllet salt og sand af kroppen. Mest lyst har man nu til at smide sig på briksen og sove, sove, bare sove og glemme alt om de lektier, der vist ikke helt blev lavet inden turen til stranden.
I disse tider arrangerer Næstved Kommunale Skolevæsen hver sommer i skoleferien svømmeundervisning i Karrebæksminde på havbadeanstalten. Den er beliggende i den del af havnen, som ligger udenfor broen ved den sydlige stensætning. Undervisningen er gratis og tilbudes hver anden dag. Den bliver forestået af yngre lærere fra det kommunale skolevæsen – som vel er uden særlige forudsætninger for opgaven. Dette ekstrajob i ferieperioden har formentlig været en kærkommen lejlighed til at supplere den sparsomme lærerløn med en ekstraindtægt. Efter en kort og mangelfuld instruktion i svømmetagene på den slimede træbro, bliver vi af en ligeså slimet lejder med kokusmåttebelagte trin gelejdet ned bassinet – kun adskilt fra havnen med de pæle, som bærer badebroen – iført korkbælte og med en korkplade til at holde udstrakt foran sig for at indøve bentagene ved brystsvømning. Oppe på badebroen står så den unge lærer med en lang bambusstang, der sluttede med en bøjle, parat til at fange den panikslagne elev på vej ud af korkbæltet og med kurs mod bunden 3 meter længere nede. Vi er adskillige, der opgiver at lære at svømme på denne badebadeanstalt efter få undervisningstimer…

Som dreng fiskede vi ofte på molen ude ved fyret.

Udenfor badesæsonen – også om vinteren – cykler vi jævnligt til Karrebæksminde for at fiske. Det foregår som regel ude på platformen ved fyret, der ligger ved indsejlingen til havnen. Adgangen hertil sker ud ad stensætningen balancerende på en form for træmole omkring hvilken stenene er dumpet og bygget op. Det er ikke noget at hold fast i, hvilket også er uden betydning, da hænderne er ”besat” med at holde fiskestang og taske med fiskegrej. Det går nu altid godt, og vi når fyret i god behold. Herude bliver madpakken indtaget, hvilket er turens højdepunkt, idet fangsterne sjældent består af andet end små torsk og en masse ulke. En enkelt gang overtræffer alle de andre og er hele besværet værd. Min kammerat Per får en stor laks på krogen, som det med mere erfarne lystfiskeres hjælp lykkes at få hevet i land. Pers mor tilbereder os et festmåltid af fisken.
Ude på fyret stifter Per og jeg for første gang bekendtskab med spiritussens magiske virkning. En lille flaske kirsebærvin af det lokale fabrikat ”KIJAFA” er blevet indkøbt hos den lokale købmand Møller overfor broen til Enø. Flasken skiftes vi til af drikke af, og stemningen stiger betragtelig i takt med at flaskens indhold forsvinder. Halvsnaldrede begiver vi os på cykel mod Næstved efter mørkets frembrud. Branderne må formodes at være forduftet ved ankomsten til Næstved, og vi sværger hinanden en ed på ALDRIG nogensinde at røbe over nogen, hvad vi har haft gang i – men er samtidig indstillet på snarest muligt at gentage seancen! Om det sker, husker jeg ikke; blot ved jeg – det må have været omkring samme tid – at vi alle en nytårsaften beruser os heftigt i samme produkt.  Det sker på soldaterhjemmet på Glentevej, hvor min skolekammerat Käthes forældre, som bestyrer samme institution, gæstfrit har stillet huset til rådighed for os 15 – 16 årige. Det fortryder de nok senere, idet et par af klassekammeraterne under et heftigt parti billard flænser bordets lærred. Der bliver samtidig sat et effektivt punktum for mine eksperimenter med KIJAFA. Andre produkter skal med ungdommelig nysgerrighed afprøves – og bliver det. Efter et kort bekendtskab med gin og squash bliver øl i mange år langt det fortrukne fluidum at beruse sig i!
Omkring konfirmationsalderen begynder vi at tage på telttur til Karrebæksminde i skoleferien – og somme tider også i læseferien forud for eksaminer og årsprøver. Mine tvillingkammeraters forældre er de heldige ejere af et hvidt (jordslået) firmandstelt uden fast bund og med bændellukning; det får vi velvilligt lov til at låne. En telttur bliver dengang aldrig nogensinde gennemført uden en prøveopstilling hjemme på fodboldplænen overfor karréen på Erantisvej inden afgangen. Behørigt udrustet med lejrpas – udstedt af turistkontoret i Kirkestræde – spritbrænder med tabletter, dåsemad (hakkebøffer, spaghetti), havregryn, rugbrød, spegepølse og dåseleverpostej drager vi af sted. Ankommet til Enø Camping indskrives vi hos den ”barske” lejrchef Babias. Det foregår uden det store postyr, men ledsaget af et par faderlige ord om at opføre os ordentlige og ikke at tænde bål. Undtagelser fra denne fredelige procedure kan forekomme, hvis hans hystade af en hustru er til stede. Hun er en hårdt pumpet blondine med højt touperet hår og bestyrer campingkiosken; hun er ikke at spøge med – hvad lejrchefen vist også selv i stille stunder må erkende…
Senere op i tresserne, da vi nu alle er kommet i lære, ændrer campinglivet karakter. Vi har nu vores egne nye telte, indkøbt for sparsomme lærlingelønninger, som for mit vedkommende er 39 kr. om ugen det første år. Den lille bys tiltrækning er blevet større for nogle fest- og pigehungrende ungersvende. Det livlige liv, der dengang - som nu - udspinder sig omkring forårets helligdage, får os til at valfarte til campingpladsen i St. Bededagsferien, Kr. Himmelfartsferien og i Pinsen. Bunden bliver lagt for varer indkøbt hos købmand Møller, og så går jagten ellers ind på ”Sølyst”, hvor et tremandsorkester med en obligatorisk harmonika giver alibi for nærkontakt med pigerne. Ikke sjældent slutter aftenen med et spontant indfald i form af et havbad.
Et enkelt år havde vi slået lejr for Pinsen på græsplænen foran en af vennernes forældres sommerhus på Vesterhave. Det har mange fordele. De venlige forældre har tilbudt os unge mennesker stå for forplejningen. 2. Pinsedag kaster de håndklædet i ringen og meddeler at forsyningerne var sluppet op… 
Årene går, vi bliver udlærte, og kærester bliver til hustruer. Vi flytter alle sammen fra Næstved, men venskaberne holder, og vi har stadig tæt kontakt. Flere af vennerne har nu deres eget sommerhus i det lille fiskeleje, og vi komme derfor ofte til Karrebæksmindes, hvis tiltrækning stadig er stor. Der holdes fester om sommeren med Hansa dåseøl  i zinkbalje med isvand - indkøbt på spritture til Tyskland i det nærmeste ALDI marked efter tolden i Puttgarden. Overnatning i telte på græsplænen eller i soveposer på gulvet i stuen og fælles morgenbord med Gammel Dansk til reparation af aftenens ulykker. Efterfølgende spadsertur langs stranden med børn og hunde. For børn kommer til og børn er på vej. Ved en af disse begivenheder er Vibeke i 6 måned. Per udtrykker hvor smuk og dejlig, hun ser ud med sin store mave - og klapper hende blidt på den. Ingen andre end han, ville have sluppet godt fra dét! Tilværelsen er nu slet ikke så ringe, og alderdommen kan end ikke skimtes i horisonten – om den overhovedet eksisterer!
Fra Karrebæksminde foretager vi i tidens løb mange sejlture i Smålandsfarvandet. Et år har vi i begyndelse af september planlagt en 2 – dages ”ekspedition” i Pers Wayfare-sejljolle til spidsen af Knudshoved Odde med telt. Her er det planen er at overnatte. Campering på odden var ganske vist ikke tilladt, men hvad pokker – det går nok alt sammen, og lidt dumme og dårligt informerede man da altid lov til at være.
Vi mødes en sen søndag eftermiddag i sommerhuset medbringende sovepose og nødvendig proviant. Første øvelse går ud på med Pers utætte glasfiberbelagte og med  påhængsmotor forsynede Pirat-jolle at bugsere den noget nyere Wayfarer-jolle ud gennem broen og trække den op på stranden ved Vesterhave, så vi er beredte til ”ekspeditionens” start tidligt mandag morgen. Det forløber stort set efter planen; Wayfarer-jollen bugseres under broen og bringes op den lille sandstrand tæt ved molen, inden den utætte Pirat-jolle er helt bordfyldt med vand. Dagens mission ”completed”! -  og resten af aftenen er disponibel til afslapning og opladning inden den store dag. Det foregår over et spil billard og et par øl i ”Kabyssen”; og så til køjs - mægtigt opsat til morgendagens ekspedition.
Tidligt næste morgen lykkes det– efter et par forgæves forsøg – at få vind nok i sejlene til, at jollen ikke driver på land igen. Kursen sættes mod spidsen af Knudshoved Odde. Der blæser imidlertid en let til frisk vind ind agten for tværs og den tungt lastede Wayfarer-jolle gør en fin fart hen over bølgerne. Hvorfor egentlig anduve odden, når nu Femø er kommet så tæt på og ligner en Robinson Cruse-ø, hvis man altså lige kan abstrahere fra kirketårnet, der rager op i skylinen. ”Vi fortsætter sgu til Femø!” siger vi til hinanden.
Sejlrenden fra Storstrømsbroen til Storebælt krydses – ikke uden dramatik. En coaster med nordgående krydsende kurs observeres forude. ”Bare rolig, motor skal vige for sejl, så du holder bare kursen”, lyder Pers ordre til mig, som holder rorpinden.  Vi nærmer os hastigt coasteren uden tegn på, at den ændrer kurs. Da der ingen synlige tegn er på, at broen er bemandet, vælger vi ganske klogt i god tid at afstå fra vores lovsikrede ret til at holde kurs og fart!
Vinden tager til, som vi nærmer os øen. Et medbragt søkort af ældre dato studeres og beslutningen om at anduve øens østlige kyst træffes. En kompasafmærkning fra søkortet skal findes, men uanset hvor meget vi spejder, er der intet at se, så vi beslutter at styre den direkte vej op på sandstranden, hvilket sker i en slags slalom mellem talrige store undersøiske sten.

Ankommet til Femø tilberedes aftensmaden over et bål

Således ankommet, slås teltet op og den medbragte dåsemad tilberedes over et lille bål. Til dessert deler vi en lille lommelærke med vodka. Solen er gået ned, men det var endnu lyst, da vi begiver os over de nyhøstede marker for at se, hvad der rører sig i det lille øsamfund. Ad en markvej begiver vi os i retning mod kirken. Hvor markvejen munder ud i en asfalteret vej, dukker som et fatamorgana i ørkenen en bygning op, hvorfra lyset skinner ud af vinduerne. Vi har ramt den lokale Femø kro! Her tilbringer vi så – som de eneste gæster - nogle timer inden vi ved midnatstid i bælgravende mørke finder vej over markerne til teltet på stranden.
Det bliver ikke sidste gang, vi tilbringer en aften på Femø Kro i forbindelse med en sejltur.
Næste morgen er vinden løjet af, ja det er faktisk næsten vindstille. Det sømærke, vi dagen før ikke har kunnet finde, står nu - i skærende kontrast til horisonten - få hundrede meter ude i havet lige ud for, hvor vi har slået teltet op!
En svag brise gør det dog muligt at befri wayfarer´en fra Femø, men så er det også sket med vind i nogle timer, og strømmen og skæbnen driver jollen mod Vejrø. Et par timers ufrivilligt ophold her bliver resultatet, inden en svag vind er i stand til at blæse os tilbage til Karrebæksminde. Retningen har vi fået udpeget af nogle mere erfarne sejlere i havnen på Vejrø.
Tiden går, veje skilles, men vi har stadig relationer til det lille udsted. Kun en enkelt af de gamle venner har endnu sommerhus i byen, og vi besøger dem jævnligt dernede i sommerhalvåret. Forbindelsen til Karrebæksminde bliver tættere, da jeg i slutningen seklet flytter vores Arendalsnekke ”Nymfen II” fra Leestrup Strand til Inderhavnen på Enø.
Båden bliver flittigt brugt til ture med familie og venner, og ofte slutter sejlturen med at vi spiser på et af stedets små spisesteder.
Per og jeg tager i motorbåden – mange år efter vores sejltur i Wayfarer-jollen - endnu en tur til Femø en sensommerfredag. Vi står havnen ud ved solnedgang og anduver Femø efter at mørket har sænket sig, og månen er stået op. Vi begiver os straks - efter at fortøjet ”Nymfen II” - tværs over de nyhøstede marker på jagt efter Femø Kro. Efter en halv times traven åbenbarer kroen sig som en fatamorgana med lyset skinnede ud af vinduerne som sidst, vi besøgte øen. Men ak - døren er låst, og ingen er at se indenfor. En vedholdende banken på døren aktiverer en tjener, som fortæller, at der var lukket for i dag. For gode ord og slesk tale overbeviser vi den egentlig meget flinke tjener om, at det vil være en barmhjertighedsgerning at genåbne kroen for to forkomne sejlere og servere dem to øl, og han selv er velkommen til at få en med. Efter således at have fået tiltvunget sig adgang til helligdommen, går øvelsen nu ud på at overbevise tjeneren om det menneskekærlige i at genåbne køkkenet for de forkomne og udmattede sejlere, der har været længe undervejs og har haft en forfærdelig hård sejltur. Det lykkes! Kokken bliver stoppet i døren på vej hjem, og der er lige nøjagtigt 2 portioner tilbage af den gullasch, som har været dagens ret!
Ved midnatstid – og en del øl senere - mener tjeneren, at barmhjertighedsgerningernes tid er forbi, og nu er det lukketid. Lysten til at skulle genfinde havnen på øens vestlige side tværs over mørke marker er ikke stor, og for indsmigrende tale og rigelige drikkepenge, får vi tjeneren til i sin døende bil til at fragte os tilbage til havnen.
Næste morgen ligger vi som planlagt turen rundt om Fejø med en kort afstikker ind til Vejrø og anduver Karrebæksminde sidst på eftermiddagen i strålende sol.
Mange ture bliver det til i Arendalsnekken med venner og familie. Jeg har i mellemtiden taget duelighedsbevis i sejlads og har fået lyst til at sejle med sejl. I sensommeren efter årtusindeårsskiftet bliver snekken skiftet ud med en motorsejler – en Parant 25, købt i Sverige og modtaget i Køge.
Per og jeg sejler Parant´en fra Køge til Karrebæksminde en lørdag sidst i august i året for årtusindskiftet og anduvede stedet ved solnedgang - lige akkurat tids nok til at nå den sidste broåbning. Vel fortøjet ved bro 3 i inderhavnen, indtager vi et sent aftensmåltid i ”Karantænehuset” og går efterfølgende meget trætte til køjs.

"Søstjernen" i Bisserup. I 10 år blev der foretaget mange gode ture med båden til steder og øer i Smålandsfarvandet.

Båden får navnet ”Søstjernen” og i de følgende 10 år foretager vi mange gode ture med båden til de steder og mange øer, som på 1-dagesture kan nås fra Karrebæksminde. Det giver samtidig en endnu tættere kontakt til stedet med de mange besøg. Vi lærer en del mennesker at kende. Det sker også, at Vibeke og jeg tager ned til båden en sommersøndag bare for at drikke kaffe på båden og nyde basserne fra Søkonditoriet. Der er næsten altid nogle at dele selskab med, og vi føler os mere og mere hjemme i Karrebæksminde!

Søndagsafslapning på "Søstjernen" i Inderhavnen i Karrebæksminde.

Vi har tidligere – vel nærmest som et tankeeksperiment – leget med tanken om at flytte til Karrebæksminde, hvor der i disse år opføres en del nye boliger på Vesterhave, tæt på stranden. I 2002 køber vi et af de nyopførte 2-etagers rækkehuse i ”Lodshaven”.

Lodshaven i Karrebæksminde

Det bliver en fejltagelse. Langsomt forsvinder stedets magi. Vi flytter ind midt i højsæsonen, og det er helt fint, når jeg kommer sent fra arbejde at gå ned på havnen og få en fiskefilet og en øl. Men hurtigt føler vi os ikke mere som en del af del pulserende sommerliv – vi bor her jo!

En grå efterårsdag i Karrebæksminde

Det bliver efterår og vinter, turisterne forsvinder fra stedet og helt naturligt går der længere tid imellem, at vennerne er i byen. Våde, væmmelige vinterweekends efter en arbejdsuge med lange arbejdsdage, hvor jeg ikke ser kystbyens sparsomme dagslys i 5 af ugens dage. Tilsvarende lange dage for Vibeke alene uden særlig meget kontakt med andre mennesker. Lyspunkter er, når vores naboer dukker op en weekend, banker på døren og meldte, at de vil kigge ind med flaske vin til fælles konsumering, når de lige har travet en tur gennem den vinterdøde by. Så hygger vi os nogle timer over en flaske vin og nogle snacks. Det må være skæbnens ironi, at de bor i Køge, og har rækkehuset i Lodshaven som sommerhus. Vi misunder dem, når de søndag aften drager mod Køge. Andre lyspunkter er, når de sidste af vores gamle ungdomsvenner, der endnu har sommerhus i kystbyen, holder weekend eller ferie i sommerhuset, så drysser der lidt stjernestøv ned over stedet. Det er kontrastene til en grå regnfuld weekend i et menneskeforladt ferieparadis. En erkendelse af, at her vil vi ikke blive boende breder sig.
I januar – et halvt år efter, vi er flyttet ind - er vinteren slået over i frost og sne, og en frostklar lørdag eftermiddag, hvor den nedgående sol hængende ude over bugten i orange skær, går jeg over til den lokale ejendomsmægler i Alléen - som går og fejer sne udenfor – og beder ham sætte huset til salg.
I de halvandet år, der går inden huset bliver solgt, genvinder Karrebæksminde igen lidt af sin magi. Det må skyldes, bevidstheden om, at her skal vi ikke blive boende.

En frostklar januardag med den nedadgående sol hængende over bugten i orange skær.

Efter at være vendt tilbage til Køge er der stadig relationer til stedet. Båden ligger stadig i Inderhavnen på Enø. I de følgende seks år er der mange ture til båden i forbindelse med klargøring, søsætning, sætning af mast, montering af sejl, service på maskine og visa versa ved sæsonen afslutning sidst i oktober. Hertil kom turene til stedet i forbindelse med sejlture, ophold på båden, enten for en enkelt solbeskinnet sommersøndag eller for en weekend i forbindelse med sammenkomst med venner.
Med årene op gennem 00´ erne antager besøg til båden mere karakter af pligt end lyst. Antallet af sejlture i den korte sæson bliver stadig færre – og erkendelsen af, at alting har sin tid står klart. Sensommeren 2009 har Per og jeg endnu et togt til Femø, der til forveksling ikke på nogen måde skilte sig ud fra de to foregående. Ankomst til øen en sensommerdag kort før solnedgang, dagens ret på kroen, en del øl sammen med kromanden, hjem til båden for en godnat drink eller blev det mon flere?  Morgenmad på agterdækket i sensommermorgensol næste morgen, efterfølgende oprømning, inden vi for en sagte lænser blæser over Smålandsfarvandet tilbage til ”Søstjernens” hjemhavn. Det bliver mit sidste togt med ”Søstjernen”. 
Tanken om at sælge ”Søstjernen” er modnet gennem en længere periode. Flere faktorer med modsat rettede fortegn spiller ind. Men der er blevet mere og mere attraktivt at nyde solen og sommeren hjemme i haven end at tage turen til båden i Karrebæksminde.
Andre afgørende faktorer kommer til og påvirker afgørelsen om, at nu er tiden inde til at sælge båden..

"Søstjernen" forlader bro 3 i Inderhavnen for sidste gang med Rotteøen forude.

- og bliver dagen efter hejst op på en lastbil og kørt til bådehandleren i Køge.

Med denne beslutning forsvinder samtidig en epoke med hyppige ture til Karrebæksminde.
En solbeskinnet søndag i midten af oktober 2010 sejler jeg for sidste gang ”Søstjernen” fra den faste fortøjningsplads nr. 308 ved bro 3 i Inderhavnen gennem fjorden og kanalen til Næstved. En lidt vemodig tur, som dog ikke får mig til at fortryde beslutningen om at båden er sat til salg. Jeg dvæler en ekstra gang ved omgivelserne, da vi passer Rotteøen og suger de solbeskinnede omgivelser begærligt til mig.
Næste morgen bliver ”Søstjernen” hejst op på en lastvogn og kørt til bådehandleren i Køge.
Forinden har jeg om morgenen i solopgangen været en sidste tur i Karrebæksminde for at hente bådstativet.

Denne morgen er solopgangen særlig smuk…..

Denne morgen var solopgangen særlig smuk.