Gården i Vinstrup

 

For kort tid siden kom jeg i besiddelse af et postkort fra 1905, som bragte minder frem. Det viser den sydlige indfaldsvej til landsbyen Vinstrup ( i 1905 Vindstrup) med et par gårde og et aftægtshus i baggrunden. Gården i midten, hvoraf stuehuset med skorstenen er næsten skjult bag aftægtshuset, skulle blive min farbror Haralds. Markerne på vejens højre side var en del af de 28 td. land, der hørte til gården. Hos ham og tante Anna tilbragte jeg fra 1. klasse og til realklassen hvert år en eller to uger i sommerferien samt ugen i kartoffelferien, som de på landet betegnede efterårsferien.

Vinstrup er en lille landsby ved bredden af Tystrup-Bavelse søerne. Den bestod dengang af 5 – 6 gårde, en købmand, en smedje og et missionshus og 5 – 6 huse, hovedsagelig aftægtshuse for de gårdejerfamilier, hvor gården var gået arv til næste generation. Kirken og brugsen lå i nabolandsbyen Tystrup, som sognet havde fået navn efter. I et lille lokalt skrift fra 2002 ”Et Sjællandsk Sølandskab” beskrives området: ”Sølandskabet hører til Sjællands yndigste egne. Den langstrakte vandoverflade med Tystrup og Bavelse søerne slynger sig mellem vældige bakker, hvis sider falder brat ned mod vandet, skovklædte eller med åbne marker. På skråningerne hager landsbyerne sig fast, med strågrå tage og røde tegl tittende frem mellem husenes æblehaver.” Landsbyen Vinstrup i halvtresserne kan ikke beskrives bedre.
Min farbror Harald blev som den fjerde af de af min farmor og farfars 12 overlevende børn som spæd adopteret af min farmors søster Marie Ellen Rasmussen, der var gift med gårdejer Hans Christensen, idet ægteskabet var barnløst. Man kan vel altid hjælpe en barnløs søster med et barn, når man nu selv har så rigeligt af dem. Harald forblev livet igennem betragtet – og betragtede sig selv - som en ’fuldgyldig’ bror til de øvrige 11 søskende og beholdt da også begge efternavne, Jakobsen Christensen. Han giftede sig med Anna fra traktørstedet Røde Hus i den nærliggende landsby Tadse. De fik fire børn, Ingrid, Erna, Ellen og Ole, der døde som lille.
Gennem min mange ferier over 10 år fik jeg et unikt indsigt i livet på landet i halvtresserne; det var indsigt i en verden, der ikke eksisterer mere, og som var vidt forskellig fra min hverdag dengang. Og som jeg ikke ville have undværet.
Sognet var indremissionsk, og familien på gården tog ivrig del i bevægelsens møder, hvad enten de foregik i landsbyens missionshus eller i stadsstuen på en af gårdene. Så blev der sunget salmer, bedt bønner og læst op, eller en indforskrevet missionær gav deltagerne et guds ord med på vejen. Om søndagen og til højtiderne var kirkegang obligatorisk. Tante Anna havde den smukkeste sopranstemme, - mild og klokkeklar - som jeg dengang nogensinde havde hørt. Når hun lod sin røst lyde i kirken, tav menigheden og lyttede. Til min farmors begravelse i Sorø kirke sang hun solo stående foran alteret.
Intet måltid blev indledt uden Harald med messende stemme havde bedt bordbønnen:
I Jesu navn går vi til bord
At spise, drikke på dit ord
Dig Gud til ære, os til gavn
Så får vi mad i Jesu navn
Derefter rejste Anne sig op og sagde værsgo’. Og så begyndte man at spise. Det var et ritual, som den øvrige - mere verdslige indstillede - del af familien for længst havde indfundet sig med, ligesom de havde det med, at der heller ikke blev serveret alkoholiske drikke. Modsat accepterede Anna og Harald så også den mere verdslige livsstil, når de var gæster ved en familiesammenkomst. Det var ikke noget problem; alle kunne sagtens more sig sammen, og det var bestemt ikke noget kedeligt og trist hjem at være feriebarn i.
Da jeg først halvtresserne begyndte at komme i ferierne på gården, havde den grå Ferguson holdt sit indtog i landbruget. Heste sås stadig, men de var efterhånden sjældne som arbejdsdyr. Der blev høstet med selvbinder, trukket af den grå Ferguson. Efterfølgende blev negene stillet op i traver på rækker, der skulle stå snorlige (så folkene på nabogårdene ikke kunne ’ pege fingre af det’). Efter en uges tid på marken blev negene kørt hjem i laden for om vinteren at blive tærsket i det fladremstrukne, uafskærmede tærskeværk, der stod i loen – en forlængelse af laden. Tærskning var meget mandskabskrævende, og alle var af huse, når der blev tærsket, min tante, de af pigerne, som evnt. var hjemme, samt karl og gårdejer fra nabogården. Man hjalp hinanden. Jeg var kun med til at tærske enkelte gange, for det var udpræget vinterarbejde, som først rigtig blev udført efter, at roerne var kørt hjem og forsvarlig læsset af i en roekule, som blev overdækket med halm og jord. Roerne blev brugt som vinterfoder til de 7 – 8 malkekøer og 2 – 3 kvier, som farbror Haralds gård havde. Kornet, hovedsagelig byg, blev valset og blandet med valle – restprodukt fra mejeriets osteproduktion -  og givet til de 30 – 40 svin som bestanden omfattede. Man kan sige, at gårdens produktion ud af gårdspladsen var slagtegrise og mælk. Markens afgrøder blev brugt i en form for ’lukket kredsløb’ til dyrefoder. Der blev ikke solgt afgrøder.
Som medhjælp til dette ganske omfattende arbejde havde Harald en karl, som blev fæstet for et halvt år af gangen – fra 1.november til 1. Maj. Lønnen var dengang for en halvårsperiode 1000 kr. samt kost og logi og med arbejde hver anden weekend. Logiet var et beskedent værelse i en af længerne. Der var ikke rindende vand, men et vaskestativ med vandbalje i værelses forkammer. Vandet kunne hentes i det rum op til kostalden, hvor mælkespande og junger blev rengjorte. Karlen indgik som en del af familien, og opholdt sig tit sammen med denne om aftenen. Flere af de karle, jeg lærte at kende forsøgte – forgæves – at gøre kur til mine kusiner. Der var jo ingen mandlig arving til at overtage gården.
Før i tiden, da min far var barn i begyndelsen af forrige århundrede – og var feriedreng på gården – var der to karle og to piger ansat til medhjælp.
Som feriedreng var det en spændende verden at være i. Jeg glædede mig til hver ferie, for jeg var med i alt, hvad der forgik i bedriften. Dagen startede ved 06-tiden med morgenmalkning og fodring af dyrene. Om sommeren kom køerne på græs efter malkningen og blev hentet hjem i stalden igen sidst på eftermiddagen til aftensmalkningen. Når staldarbejdet var forbi ved 8-tiden var det tid til morgenmad, som Anna havde klar til Harald og karlen i køkkenet. Morgenmaden var solid. Først en stor portion havregrød, så en tallerken smørrebrød med et glas mælk til. Så var det tid til kaffen, som blev indtaget, mens Harald holdt en lille andagt, startende med at en fast rubrik ’Ordet’ i ’Kristeligt Dagblad’ blev læst op. Avisen blev hold i fællesskab med nabogården. Efterfølgende sang man et salmevers, og til slut bad man Fader Vor. Måltidet var blevet indledt med den traditionelle bordbøn. Og så var man ellers klar til at gå videre med dagens arbejde, kun afbrudt af formiddagskaffen ved 10-tiden. Var man i marken under høsten kom Anna på cykel ud med den samt med saftevand. Kaffen var altid ledsaget af hjemmebagt brød. Der var varmt mad til middag efterfulgt af dessert, som regel grød. Hvis der blev serveret suppe, blev denne efterfulgt af en varm ret, ofte kødet, som suppen var lavet af; så var der ingen dessert. Efter en times eftermiddagssøvn gik arbejdet igen, og det sluttede først, når aftensmalkning og fodring var afsluttet ved 18-tiden. Så var det tid til aftensmad, kold mad med diverse hjemmelavet pålæg. Man levede godt på gården, og det må have været mere end et fuldtidsarbejde for Anna, at sørge for husbond og karl, når køkkenhaven - som gjorde husholdningen næsten selvforsynende - og hønsegården også var hendes domæne. Mine kusiner var dog i flere perioder – mellem forskellige jobs – hjemme på gården for at hjælpe til. Erna, den mellemste, tjente i en periode, som karl for sin far. Ellen den yngste var i flere perioder mellem forskellige jobs – hun fik aldrig en uddannelse – hjemme og hjælpe Anna. Jeg var altid særlig glad for at være der, når hun boede der. Hun var 10 år ældre end mig og noget af et livstykke, en glad pige, altid i godt humør, parat til at se det sjove i alting, og hun lavede altid en masse sjov med mig, Somme tider tog hun mig med ud at ro på søen i naboens robåd, eller vi badede i søen. Hun blev (selvfølgelig) som den første af kusinerne gift. Den tilkommende hed Ove, var manufakturekspedient og var søn af missionær Nielsen fra Herlev, der tjente til livets ophold ved at køre rundt i sin gamle bil og sælge indremissionsk litteratur. Han kom ofte forbi – med usvigelig sikkerhed sådan cirka lige før middagstid – og blev altid indbudt til at spise med (hvad han vist aldrig undslog sig).
Brylluppet blev holdt på gården. Der var opstillet et telt på gårdspladsen for kunne rumme alle de 50 -70 gæster, der deltog: Det halve sogn, den hele familie og så sognepræsten. Der blev holdt et utal af taler, sunget et utal af sange og salmer – og der blev ikke serveret èn dråbe spiritus, men uanede mængder af saftevand, æblemost og sodavand. Det blev sidste gang, jeg så min yndlingskusine Ellen. I mit indre misundte jeg Ove, hendes mand, for jeg havde som dreng nok været en lille smule forelsket i Ellen. Jeg ved hun fik 2 eller 3 børn, og at hun og Ove købte en herremanufakturforretning i en sjællands provinsby. Men vore veje krydsedes aldrig.
Den mellemste datter, min kusine Erna, var uddannet børnehavelærerinde, som det hed dengang. Noget livstykke var hun ikke. I en moden alder blev hun gift med en missionær, der i mange år havde forsøgt at frelse sjæle i den tredje verden. Han var mange år ældre end Erna og var blevet alene med en større børneflok, som Erna nu skulle være mor for. Hun fik aldrig selv børn.
Ingrid var den ældste af de tre døtre og uddannet økonoma. Hun arbejdede i en del år på sygehuset i Næstved og kom en del i hjemmet hos os. Hun var egentlig en ret livlig pige, der måske have distanceret sig lidt fra det indremissionske barndomshjem, og der er sket, at hun, når hun var hjemme på gården en weekend, kom til at udtrykke sig lige lovligt bramfrit. Så hævede Harald brynene og formanede: ”Så, så, Ingrid, sådan taler vi ikke her i huset”. Hun tog ofte på charterferie i bus til Sydeuropa. Jeg kendte engang en smed, som havde været med på samme tur som Ingrid. Jeg kunne forstå, at Ingrid ikke havde holdt sig tilbage på nogen måde. Hun blev aldrig gift. Om hun nogensinde mødte kærligheden ved jeg ikke.
I begyndelsen af tresserne solgte Anne og Harald gården, Nye tider var på vej i landbruget. Tiden for de små landbrug var ved at rinde ud, og gården blev opkøbt af en anden gård og jorderne drevet derfra. Anna og Harald flyttede ind villaen overfor gården, som de havde sikret sig år tilbage som aftægtbolig.
De fik nogle år sammen i ’aftægtshuset’. Harald døde i 1970. Anna overlevede Harald  mange år og døde i 1983.