Øgenavne

Jeg har et ambivalent forhold til øgenavne. For mennesker bør ikke påduttes et navn eller en betegnelse, der er dem imod. Men jeg skal ikke gøre mig frelst. For mange øgenavne er ganske underfundige, fantasifulde, morsomme og beskriver ofte personen præcist. Lang de fleste øgenavne er ikke ment ondskabsfuldt, men er resultatet af en snurrig hjernes præcise karakteristik af en persons ejendommeligheder, og ofte er det kærligt ment. Mange er ikke deres øgenavn bekendt, for det bruges sjældent som kaldenavn. Andre kender og accepterer øgenavnet, og jeg har kendt mennesker, som hæger om den tilføjelse, de har fået til navnet på dåbsattesten. Et halvt sekel på arbejdsmarkedet har givet mig kendskab til mange fantasifulde og underfundige øgenavne.

Det startede i barndommen. Min mor (som var min anden mor, for den første døde tidligt) var en slagfærdig og bramfri kvinde fra Koldingegnen. Stærkt ordblind og meget lidt læsende og skrivende var hun, men ord manglede hun aldrig, og hun opfandt gerne et nyt præcist ord, heriblandt en hel del øgenavne. En af mine skolekammerater, en lille firskåren fyr, omtalte hun som ”Den lille afskårne kæmpe”, og en anden, der kom fra et højere socialt lag end vores arbejderklassemiljø, kom i hendes verden til at hedde ”Den lille grosserer”. En haltende kvinde, der boede i samme blok som vores, omtalte hun som ”En-op-og-to-i-mente”. Min mor kunne så fra sin fremskudte udkigspost i køkkenvinduet melde ind til stuen, at nu var ”En-op-og-to-i-mente” gået forbi. Eller hun kunne rapportere, at nu gik ”Persillegartneren”  forbi. Han boede i samme blok som vi, og var indehaver af den lille grønthandlerbutik på Ejlersvej. Hvorfor hun havde døbt ham ”Persillegartneren”  skyldtes nok hans påholdenhed. Når jeg blev sendt over efter for 10 øre persille, så blev der med stor akkuratesse optalt det antal stilke persille, som 10 øre berettigede til. Ikke en kartoffel har nogensinde forladt butikken, uden afregning. Han var en lille foroverbøjet mand med moustache, som gik i brun kittel, og når han vejede af på vægten, var det altid med en pegefinger på skalaen udfor nålen. Sit livs store øjeblik kan kun have været i maj 1952, da de første bananer kom til Danmark efter krigen. Den dag var der lang kø udenfor butikken, og i den stod den 7-årige. Min far havde fortalt mig meget om bananer, for i 20´erne havde han som sømand sejlet med et skib, der hentede bananer i Gambia. Jeg blev svært skuffet, da jeg endelig smagte en banan, for den havde jo stort set ingen smag, og gav en klam svampet fornemmelse i munden. En opfattelse jeg i de efterfølgende år ikke har fundet anledning til at fravige.
Fra tiden i mellemskolen på Næstved Gymnasium husker jeg to øgenavne. I faget biologi, hvorunder botanik hørte, havde vi som lærer ”Florine”. Hun var en ældre og venlig lærerinde, hvis undervisning jeg husker som værende gabende kedsommelig. ”Lille-Ras” underviste i religion og sang. En meget lille mand var han på alle måder, og hans livsanskuelse syntes at være, at livet var en jammerdal, og at der ikke ventede os unge mennesker andet end skuffelser og modgang i fremtiden, med mindre altså…at vi undgik at drikke øl og ellers vendte blikket op mod den almægtige i det høje. Det gik nu alligevel. I I sangtimerne blev vi inddelt i A- og B sangere. Jeg tilhørte suverænt den sidste den kategori, som havde forbud mod at synge med i sangtimen. Han startede sin undervisning den allerførste dag med at lytte til vores sang, fem ad gangen. Jeg havde dårligt nået at oplade min skingrende falske samstemme, før dommen faldt. ”Tak, det er nok!” sagde han og bad mig sætte mig ned. Siden har jeg ikke sunget en tone. Han akkompagnerede den syngende del af klassen på violin. En dag havde ”Lille-Ras” forladt klassen for en kort bemærkning. Torben greb hans violin og filede løs på den til store moro for os andre. Pludselig stod ”Lille-Ras” i døren, som i sanglokalet var bag kateteret. Vi holdt øjeblikkeligt inde med at grine, men Torben fortsatte ufortrødent sin virtuose optræden. Slutresultatet blev, at Torben ledsaget af ”Lille-Ras” blev ført med til rektor. Det videre forløb husker jeg ikke. Han havde formentlig fået et par på siden af hovedet af rektor, som var kendt for at slå en proper næve, når temperamentet løb af med ham. Han var ellers sådan en nydelig mand, som hver dag var ulastelig klædt i grå habit og med håndbundet butterfly. Desværre var han skeløjet, så ingen vidste helt, hvem han havde udset sig som næste offer. Nære venner - dengang som nu - kan bekræfte, at han virkelig kunne slå igennem. Der var undtagelser. Det bedre borgerskabs afkom var fredet.
Det var først, da jeg kom i lære på maskinfabrikken i Grønnegade, at øgenavnene begyndte at funkle som stjernerne på himlen en frostklar nat. En ingeniør gik under det lidt uhyggelige navn ”Autostradamorderen”. Han havde for år tilbage fejlagtigt været tilbageholdt af politiet i Tyskland mistænkt for at have begået et mord på en autostrada, da ligheden med den eftersøgte formodede morder var påfaldende. Fejltagelse blev opklaret, og han blev løsladt. Men navnet hang ved. Hans søn kom i lære samtidig med mig og blev straks døbt ”Bivejsmorderen”. ”Poul Sadopik” var en stor glad arbejdsmand ude på pladsen. Humøret dog ofte hjulpet på vej af nogle bajere. Han gik altid med en hvid murerkasket og var meget synlig og støjende i sin færden. Navnet kunne antyde slægtens fortid i et fjernt centraleuropæisk land. Men sådan forholdt det sig slet ikke! Han havde – efter sigende – en dag, hvor han ikke ret havde opfattet, hvad der blev sagt til ham, sikret sig ved at spørge: ”Sagde du pik?” Deraf navnet ”Sadopik”. Når den smækre, sorthårede Judith eller den lyshårede, langbenede kontorelev Inge-Lise fra lønningskontoret begav sig ud i det virkelige liv - belæssede med arkivmateriale - på vej over pladsen mellem administrationsbygningen til arkivet på 1. sal over modelværkstedet, sprang ”Poul Sadopik” som en anden elegantier til og tilbød at bære materialet for dem, og de afslog ikke. Når det umage par så sejlede over pladsen, kunne han sole sig i kammeraternes beundring/misundelse. Men ingen andre havde mod - og mandhjerte til at gøre det samme!
En af værkførerne blev aldrig omtalt som andet end ”Den Flade” eller ”Ti-minutter-i-To” med henvisning til henholdsvis føddernes anatomi og indbyrdes position. I nogle måneder var jeg lærling hos ”Børge Sild”, en yngre munter fyr med veludviklet sans for livets lyse sider. Han havde været bydreng hos fiskehandleren i Ramsherred. Senere blev jeg lærling hos ”Frede-Ild-i-Røven”, som var en af de frivillige brandmænd, der kunne tilkaldes, når brandalarmen fra det kommunale brandvæsen lød på fabrikken. Så styrtede de ud til deres cykler og spurtede – modsat ensretningen i Grønnegade - de få hundrede meter op til brandstationen. ”Jens Skævpisser” var en af mine lærekammerater. Om der bag øgenavnet gemte sig realiteter, så burde man have forhørt sig om hos ”Røde Carl”, en arbejdsmand, hvis hovedopgave var at holde rent på toiletterne. Han var rettroende SF´er, og argumenterede gerne overfor alle toiletsøgende om dette nye partis fortræffeligheder. Det var modigt gjort i et miljø af rettroende konservative socialdemokrater. Dengang udgav SF ”Minavisen”, et par gange om ugen. Det var en uskøn blanding af menighedsblad og avis. ”Røde Carl” gik med det i baglommen og udlånte det gerne til de toiletsøgende.
Senere på Kbh. Maskinskole stiftede jeg bekendtskab med nye øgenavne. En hel generation af maskinmestre udgået fra denne uddannelsesinstitution i 60´erne og 70´erne kan genkende navne som ”Hurtig-Karl”, ”Morten Gadedreng”, ”Mr. Evercold” og ”Mini-Watt”.
”Hurtig-Karl” underviste i maskinlære og kunne lynhurtigt på tavlen tegne et detaljeret snit gennem en B & W dieselmotor type 74-VTF-160. Som målestok brugte han afstanden mellem lillefingeren og tommelfingeren på en udstrakt hånd. ”Morten-Gadedreng” var kendt for sin lidt flabede måde at kommunikere på. I en af hans timer var emnet engang hvilken effekt, der krævedes for at drive et skib af en given størrelse gennem vandet. Det kom der fra klassen et bud på, hvortil ”Morten-Gadedreng”, replicerede: ”Hvor ved De egentlig det fra? Har De i det hele taget nogensinde prøvet at trække et skib?” ”Mr. Evercold” underviste i køleteknik og var en introvert og kold person. Engang var jeg begyndt at stoppe min pibe i afslutningen af en af hans lektioner. Det fik ham til at flippe helt ud, og han begyndte at skælde voldsomt ud på mig. Jeg blev reddet af en klassekammerat, der ved hans voldsomme udbrud blev vækket af en blid slummer, og begyndte at undskylde, at han var faldet i søvn. Det udløste almindelig munterhed, og ”Mr. Evercold” luskede ud af klassen. ”Mini-Watt” underviste i elektronik, og navnet gik udelukkende på den lille rare mands højde.
Senere på det savværk, som i en menneskealder havde mig på lønningslisten, kom nye øgenavne til. ”Røde Ejner” var udover at være rødhåret også erklæret kommunist. Han var bekræftelsen på, at rødhårede mennesker har temperament, og som nyansat fik man indtryk af at hans egentlige mission her i livet var at gøre livet surt for en nyuddannet maskinmester. Indtil et vist punkt, så slog han helt om, og man kunne frit ryge af hans cigaretter, og tit lokkede han med et stykke chokolade. ”Land og Folk” lå altid fremme på bordet ved fyrpladsen, og overså man det, kom en opfordring om at låne det med over på mesterkontoret. Det gjorde jeg så af almindelig høflighed. Han var en ensom mand - og lidt af en stakkel var han.
Men der florerede andre øgenavne. En tømrersvend, ansat i et tømrerfirma, som ofte udførte arbejde på savværket gik under navnet ”Hans-Slå-Mange-Søm”, som - hurtigt udtalt, og uden at have set det stavet - kunne associere til en slægt bestående af gæve gallere. Han var kendt for ikke at være særlig snedig, men skulle der slås mange søm i, så var han manden. Og noget må der har været om snakken. I forbindelse med en mindre ombygning skulle der på kraftcentralen flyttes et skab til en sammenklappelig båre. Båren blev stillet op i det hjørne, hvor det var bestemt at skabet skulle være, og ”Hans-Slå-Mange-Søm”  byggede et skab udenom båren, dog kun for efterfølgende at konstatere, at lågen i skabet var for lille til at båren kunne komme ud. ”Lyn-Ejner” var firmaets flamboyante sikkerheds- og brandchef. Hurtig på aftrækkeren i ethvert henseende. Et godt skænderi – og dagen var reddet for ham. Som det i en tale ved hans afskedsreception blev sagt, så havde han ikke kun haft små kontroverser med stort set alle, direktionen incl, men havde i perioder ført hele krige. Jeg havde den fornøjelse i en kortere periode midlertidigt at varetage hans funktion, og jeg fik herved indsigt i en omfangsrig og alt andet end kedelig korrespondance, han havde ført med Gud og hver mand.  Et eksempel: Falck var blevet tilkaldt til en brand på savværket. Fejlagtigt var udrykningtoget kørt til Kemisk Værk, og derfor ankommet alt for sent til savværket. ”Lyn-Ejner” skrev i en rapport herom til direktionen: Falck varmede op ved at lægge turen forbi Kemisk Værk for at se, om noget brændte. Uden humor var han ikke, og var - når man lærte ham at kende – et sødt og rart menneske.
”Onde Helge” var en af mine kolleger med en fortid som maskinofficer i Søværnet. Han var på ingen måde ond, men tværtimod en god kollega, som var i besiddelse af en dejlig rustik form for humor, der gjorde, at det år, han var på kraftcentralen, særligt festlig. Han kunne se det sjove i næsten alting og gik aldrig af vejen for en joke. Baggrunden for navnet husker jeg ikke, selvom han har fortalt mig den. Det må have været noget med en joke. Da han efter et års ansættelse vendte tilbage til Søværnet sendte han en skrivelse ud til andre afdelinger på savværket: ”I anledning af min fratræden som maskinmester på kraftcentralen indbydes til reception 07 – 16 fra mandag d. XX til fredag d. XX (begge dage incl.). Han sluttede som kommandørkaptajn med tjeneste i forsvarskommandoen i Vedbæk. Som han sagde til mig en dag, jeg mødte ham i byen: ”Nu har jeg muligheden for at sende alle røvhullerne ud at sejle” Ikke mange i Flåden havde ikke hørt om ”Onde Helge”.
”Peter Baandjern” kom til kraftcentralen fra ØK, hvor han havde erhvervet sig øgenavnet. Han var lillebror til ”Jens Rundjern”, der ligeledes var maskinmester i samme rederi. Navnene hentydede til deres statur. Vi brugte aldrig øgenavnet, selvom Peter gerne havde set det, og han benyttede enhver lejlighed til at pointere, at ”Baandjern” skulle staves med dobbelt a. Den hjemmeside, han oprettede, hed da også www.baandjern.dk.
Til hans bisættelse for et par år siden var der på den uddelte folder med de salmer, der skulle synges i kirken, da også efter hans navn på forsiden tilføjet (”Baandjern”).
Både ”Peter Baandjern” og ”Jens Rundjern” er på en måde udødeliggjort, idet de omtales på henholdsvis internettet www.snesejler.dk og i en bogen: ”Havet blegner”.