Hundeliv

Jeg har altid været glad for hunde, og jeg har gennem snart 40 år haft tre hunde – den sidste lever i bedste velgående. Hvor forskellige mine hunde end har været i temperament og karakter, så har de også nogle fælles karakteristika. Alle har været pudler, de to første storpudler, og den nuværende er en mellempuddel. De har været – og er – utrolig rare og omgængelige, fuldt overbevist om, at alle (næsten), som kommer i huset, kun er kommet med det formål for øje at besøge dem og klø dem bag ørene - uden småligt hensyntagen til at ikke alle mennesker er lige begejstret for hunde. Ingen af dem her været – eller er – særligt velopdragne, og at lystre har for dem altid været en option. At de alle har været store fuglejægere, nævner jeg kun for fuldstændighedens skyld. Lærenemme har de været, når det har drejet sig om at tigge ved bordet eller sove i stuens bedste stol.

Min glæde ved hunde kan føres tilbage til en tidlig barndom. Min moster og onkel havde en cockerspaniel, da jeg var 5 - 6 år, og når vi besøgte dem på Statshospitalet i Nyk. S, hvor de begge arbejdede og boede, var LONE, som hunden hed, min trofaste følgesvend, når jeg på egen hånd drog på opdagelse i den nærliggende frugtplantage. Selv erindrer jeg ikke noget om den tid; det er blevet mig fortalt, at når jeg var kommet udenfor synsvidde, så kaldte de bare på LONE, og så fulgte jeg efter. Efter at være blevet lagt i seng om aftenen, skulle der – som det dengang mange steder var skik – bedes aftenbøn. ”Nu lukker jeg mit øje, Gud Fader i det høje….”, blev en aften til: ”Nu lukker jeg mit øje, Gud Fader, hvor den slikker mine tæer…” Alt det medførte, at jeg altid søgte kontakt med hunde, jeg mødte på min vej, skønt mine forældre jævnligt – uden virkning – sagde, at jeg aldrig måtte gå hen og klappe en fremmed hund.
Som barn havde vi ikke hund hjemme. Mine forældre havde i de første år af ægteskabet haft et gadekryds, som de kaldte SØRENSEN. På en køretur i min far bil, en Citroën 10 HP Type B12 i førkrigsårene havde den ædt det meste af bagsædet. Hvad der blev SØRENSEN videre skæbne kendes ikke, men den hændelse kan muligvis forklare min fars vægring mod, at vi – mine tiggerier til trods – ikke fik en hund. Jeg har så gennem min opvækst måtte søge venskaber med andres hunde. Min farbror, der var bonde, havde foxterrieren BOB, som blev min tro følgesvend gennem de mange år, jeg var på ferie på gården. Den levede det frie hundeliv og kom kun ind i stuen om aftenen og sov i sin høkurv ude i stalden om natten. I møblerne måtte den ikke komme, men den fik lov til at være (alene) i stuen søndag formiddag, når familien var i kirke. At den havde slumret blidt på ottomanen imens, afslørede det varme område i fodenden ved tæppet.
År senere, da jeg arbejdede på en benzintank, knyttede jeg venskab med forpagterens schæfertæve RITA. Hun gik frit omkring på tankens område i Ringstedgade i Næstved og var måske lidt forsømt, så ofte ”lånte” jeg hunden og tog hende med til Karrebæksminde, hvor hun fik lov til at strække ud på stranden og i vandet. Passede jeg tanken en søndag, så var hunden hos mig hele tiden, og så jeg passede både tank og hund. En søndag var forpagteren taget på druk, så ved lukketid kl. 22 stod jeg alene med både en benzintank og en hund. Jeg havde ingen nøgle til at låse med, og hustruen kunne jeg ikke komme i kontakt med, så gode råd var dyre, og jeg overvejede et øjeblik at blive på tanken natten over sammen med kassebeholdningen og hunden, men på den anden side skulle jeg også mandag morgen møde på arbejde på min læreplads. Jeg valgte at forlade tanken uaflåst og drog hjem medbringende hund og kassebeholdning. Tidlig næste morgen tog jeg ud på tanken og afleverede hund og kassebeholdning. Jeg antydede mig berettiget til en ekstra ”bonus” for ulejligheden. Forpagteren stak mig tavst en 100 kroneseddel, hvilket var mere end en ugeløn for mig. RITA fik en trist skæbne. Hun blev kørt over af en bil i krydset ved ”Røde Hus”.
Kort tid efter kom der en ny hund på tanken. ”Rolf” var en sort collie. Belært af forgængerens triste skæbne fik den ikke lov til at gå frit omkring. Den stod bundet udenfor hele dagen og havde det elendigt. Hver gang jeg havde en ledig stund, hentede jeg ROLF, og tit havde jeg ham hele weekend´en. En dag spurgte forpagteren – som godt kunne se det uholdbare i at have hunden bundet hele dagen – om jeg ikke ville havde ham. Med stor beklagelse måtte jeg afslå tilbuddet. Jeg var lige begyndt den videre uddannelse i København, men boede stadig hjemme i Næstved, og døgnets 24 timer rakte ikke, når både hjemmearbejde, ekstraarbejde og kæresten skulle passes. ”Rolf” fik senere et andet hjem.
Men med senere afsluttet uddannelse, værnepligt og efterfølgende redebygning i Køge lagde jeg på ingen måde skjul på overfor min kommende brud, at der i familieplanlægningen også indgik en hund!
Ikke alle mine hundebekendtskaber faldt lige heldigt ud. Min chef på savværket i Køge - lad os for nemheds skyld kalde ham Hansen – var også en meget stor hundeven. Han fortalte en dag kort efter min ansættelse, at han havde hund, en Rottweiler. Min ungdommelige og ganske kække kommentar var: ”Nå, det er en af dem, der har røv i begge ender”. Jeg kendte på det tidspunkt ikke Hansen særligt godt. Af hans ansigtsudtryk kunne jeg tyde, at min kommentar ikke behagede ham. Efterfølgende erfarede jeg, at nok kun fordi jeg var så ny i jobbet, slap jeg for yderligere sanktioner. Under andre omstændigheder ville kritik af hans hund medføre ugers surhed, hvor han ikke talte til mig. Men ellers snakkede han ofte (for) meget om sin hund, en store ildelugtende, savlende og ondskabsfuld Rottweiler.  En dag ikke så længe efter min ansættelse havde jeg et ærinde hos ham privat; her stiftede jeg bekendtskab med KIM, som kræet hed. Jeg blev budt på kaffe, og mens vi sad og snakkede, lå KIM i et hjørne af stuen og stirrede ondskabsfuldt på mig. Hansen havde bedt mig om ikke at nærme mig dyret. På et tidspunkt rejste den sig og kom nærmere, samtidig med, at jeg registrerede, at Hansen blev meget fraværende i samtalen og synes ganske koncentreret om rottweilerens færden. Jeg troede, at hunden var kommet for at blive klappet, og jeg spurgte derfor, om jeg måtte klappe den, men blev af Hansen beordret til at forholde mig i absolut ro! Kort efter sprang han resolut op af stolen, greb køteren i halsbåndet og førte den ud af stuen og lukkede døren. Hændelsen forblev ukommenteret, men et angreb var afværget. Hansen fik senere andre hunde, alle boxere og – i Hansens verden - mindst lige så fortræffelige som KIM. Ingen af dem blev særligt gamle, og hver gang en af hundene var syge, snakkede han ikke om andet. Vi andre på arbejdet måtte trøste ham, og når han måtte skille sig af dem, led han alskens kvaler. Måske derfor hang der flere steder i hjemmet Stella Nova-portrætter af hundene. Boxere har nogle karakteristika, som kan synes lidt urimelige for en levende skabning. Skindet for lille. Enten savler de, eller også lukker de ildelugtende tarmluft bagud. Skindet er ikke stort nok til ar begge ender kan holdes lukket samtidig! Dette blot for at forklare følgende episode: En dag for mange, mange år siden, hvor jeg en søndag havde vagt på savværkets kraftcentral og netop havde åbnet den medbragte madpakke, dukkede Hansen op med sin boxer. Hunden startede med at tørre savl af i mine benklæder, for derefter at vise intensiv interesse for min åbne madpakke på pulten. Med begge forpoter oppe på pulten nærmede den sig faretruende min frokost. Hansens vedholdende kommandoer til hunden om at holde op blev ignoreret, og da hunden vedholdende havde udset sig min madpakke som næste måltid, måtte jeg til sidst flytte den over i vindueskarmen. Hansen havde på dette tidspunkt opgivet at få hunden til at lystre, men nu gav den også op, og lagde sig over i en krog og lukkede tarmluft ud. Med syreætsende sarkasme bemærkede jeg: ”Din hund virker på ingen måde underkuet, Hansen!” Den fik han helt galt i halsen. Med glød og varme i stemmen sagde han, idet han vel opfattede min giftige bemærkning som ros og muligvis som en bekræftelse – han holdt så meget af at blive bekræftet - på noget, han måske tidligere havde sagt: ”Ja, det har du sandelig ret i, Bent. Hunde skal ikke kues.” Ren spild af god sarkasme!
Helt så heldigt slap jeg ikke fra det et par årtier senere, da skæbnen ville, at vi i en periode rejste en del sammen til koncernens fabrik i Lauterbach, hvor vi lavede forbedringer, justeringer og målinger på kedelanlægget. En dag var vi taget ned en til `Karins Restaurant` i den lille hessiske købstad for at spise frokost; vi havde været der en lille uges tid, og alle samtaleemner var vel udtømt, så vi sad tavse og kæmpede med en ”Strammer Max” (Skinke og spejlæg mm.) over glas af den lokale `Lauterbacher Pils´. Døren til lokalet gik op, og ind trådte en mand i selskab med en boxer. Hansen blev som forvandlet, og begyndte – endnu en gang - straks at fortælle mig om lykken ved at have boxer, og sluttede med at spørge mig: ”Kunne du ikke også godt tænke dig at have sådan en hund?” Mit uigennemtænkte svar kom spontant: ”Næh…ikke specielt…” Den desværre alt for velkendte reaktion udeblev ikke. Han var sur resten af dagen, og aftenen sluttede ikke som sædvane med en godnatøl på Hotel Schuberts lille bodega,` Entenest`, som lå lige overfor hotellet og ned til floden. Efter et måltid uden mange ord rejse han sig og meddelte, at nu gik han i seng. Man skal virkelig ikke gøre sig lystig over andres fornemmelser for hunde……
På det tidspunkt havde jeg dog selv haft hund i mange år, for et par år inde i ægteskabet – stadig barnløse – fik vi storpudlen FAYE. Vi købte hende på en kennel udenfor Køge for 1500 kr. Hun var 6 måneder gammel og hjemkøbt fra England med udstilling og avl for øje. Manglende kindtænder gjorde, at hun ikke bruges til formålet. Det var vi ligeglade med, for vi faldt helt og aldeles for den lidt sky hund. Kennelmutter ville dog gerne have hunden bedømt på en udstilling, så en vintersøndag drog vi til Slagelse for at få FAYE bedømt på en hundeudstilling. Der mødte os et særegent miljø med passionerede hundemennesker, alle travlt optaget af at soignere deres hunde, hvad enten det nu var at trimme frisuren en sidste gang eller kamuflere enkelte hvide hår med en sort speedmarker. Der kunne vi slet ikke være med, vi nøjedes med at strigle de værste uldtotter ud af pelsen på hunden inden, vi fik den bedømt. De manglende kindtænder opdagede den indforskrevne finske kapacitet af en dommer ikke. Der blev derimod gjort en anmærkning om, at hun havde store mandelformede øjne – noget der trak ned. FAYE fik en meget sekundær placering og en præmie i form af et blåt bånd; det var vist ikke særligt fremragende og ligeglade var vi.
FAYE kunne stor set lide alle, der kom i huset, eller som vi besøgte, for vi havde hende med overalt. Der var et par uheldige undtagelse. Hun kunne generelt ikke lide børn bortset fra små lyshårede piger, og så kunne hun ikke lide postbude. Begge undtagelse gav pinlige episoder. En avisdreng blev nappet i bagdelen og løb skrigende bort. Kort tid efter hvinede bremserne på en bil i indkørslen, og ud steg en voldsomt ophidset mand og nærmest brasede gennem hoveddøren. Det var drengens far. Han forlangte næsten hunden aflivet på stedet. Vi undskyldte og beklagede selvfølgelig og lovede snarest at bibringe hunden bedre manerer. Vores postbud, dette rare menneske, var panisk bange for hunde. En dag, da jeg gik ude i garagen, var hunden smuttet ud i indkørslen, samtidig med postbuddet kom trækkende med sin cykel på vej med post til brevsprækken. Det var ret uheldigt, for det opdagede hunden og løb gøende posten i møde. Selvom jeg råbte, at han bare skulle blive stående, slap han resolut cyklen, som væltede, og løb ned ad Læsøvej med hunden efter sig. Jeg fik kaldt hunden til mig, hentet postbuddet og rejst cyklen op. Jeg måtte tage den skrækslagne mand med ind med indenfor, og først efter at have beværtet ham med både en øl og en brændevin, fandt jeg det forsvarligt at sende ham videre på postruten. Og han var ikke engang sur på mig, men nøjedes med at konstatere: ”Der var jeg s´gu lige ved at lægge et æg”.
Et par år efter hundens tilkomst kom sønnen til. Det var i begyndelsen ikke den store kærlighed fra FAYE´s side. Men på trods af det, følte hun sig alligevel kaldet til at passe på den nyfødte, som stod i sin barnevogn ude i have med hunden liggende vagtsom ved siden af. Hurtigt ændrede forholdet sig til det bedre, selvom kriser kunne opstå, som f. eks. når hunden snuppede en kiks ud af hånden på den nu 1 – 2 årige søn.
Efter 13 år og 8 måneder var FAYE begyndt at skrante, og det medførte flere dyrlægebesøg. Sidste gang, jeg tog derhen, havde jeg en fornemmelse af, at hun ikke kom med hjem igen. Dyrlægen mente, at indre organer var begyndt at svigte og tilbød os, at få taget nogle blodprøver, men udtrykte også forståelse for, hvis jeg mente, at hunden havde haft sin tid. Jeg nikkede samtykkende, hunden fik en sprøjte og sov stille ind. Nogle beslutninger skal man tage alene. Har man modet til at anskaffe sig en hund, må man også have modet til at skille sig af med den, når tiden er inde.
En ny hund skulle anskaffes, og på en kennel i Kalundborg fandt vi den 4 uger gamle SAMSOM. Han havde kennelnavnet TAMELESS, ”den utæmmelige”, og sjældent har et navn været mere betegnende. Ved besøget på kennelen skulle vi vælge en hvalp af kullet. En af dem var allerede gået i gang med at snøre min ene sko op og var begyndt at æde snøren. Jeg havde fået fortalt, at når der skulle vælges en hvalp fra et kuld, så skulle man vælge den, der først kom hen til en, og hermed var sagen afgjort. Hvad fatter gør, er altid det rigtige! Senere er der flere gange blevet hentydet til min egenrådighed, når SAMSOM, som vi ’døbte’ ham, havde været på gale veje. To uger senere, da han var 6 uger gammel, hentede vi ham. Han indtog straks sit nye hjem! Tog en rundtur i huset, gik ind på mit værelse og sked på gulvet, for derefter at lægge sig til at sove under sofabordet i stuen. Det nye hjem var godkendt og indtaget.
SAMSOM var en hund med en stor frihedstrang. Jeg var vant til at vi kunne færdes de fleste steder med FAYE uden at have hende i snor. Den praksis troede vi at kunne videreføre med SAMSOM, og i begyndelse gik det meget godt med et par enkelte svipsere. En dag, hvor han løb frit nede på Sønderstranden følte han trang til tur i vandet; det var sket før, og han var altid kommet pænt tilbage. Denne kølige efterårsdag havde han vist besluttet at udforske Sverige. Kursen var i hvert fal sat, og uanset, hvor meget jeg råbte, skete der intet. Heldigvis kom han på andre tanker og vente tilbage. Så var det sket med at løbe frit på stranden!
Men stadigvæk slap jeg ham løs på markerne bag villakvarteret indtil en skønne dag, så var det definitivt slut med det frie strejferliv. Det var en frostklar søndag morgen først i januar på det ubebyggede område ved Hastrup Vest. Han gik uden snor et par skridt foran mig, vendte sig om, kiggede på mig med et blik, som ville han sige: ”Jeg er den, der er smuttet!” Og væk var han med kurs ud over markerne. Forsøg på at kalde ham tilbage var forgæves, og kort efter var han udenfor synsvidde. Hele den lille familie ledte efter ham hele dagen, og mørket nærmede sig. Det blev sønnen, som fandt ham på et tip fra en skolekammerat, der havde set en stor puddel løbe rundt ved betonfabrikken i Herfølge. Det var en meget forkommen hund, der kom hjem. Han sov en hel uge, men sårene på poterne heledes. Efterfølgende passede vi altid på, når vi åbnede hoveddøren, for kunne han se sit snit til det, så stak han af. Kun en enkelt gang lykkedes det, men heldigvis blev han – som af en magnet – tiltrukket af en tæve i løbetid ikke så langt fra huset, og jeg kunne hente ham igen.
SAMSON fik 14 gode år forud for de få uger, hvor han begyndte at skrante.
Et par år uden hund er et par år med forringet livskvalitet. Og så blev det klart, at en ny måtte anskaffes. Valget faldt på en mellempuddel fra en kennel ved Veksø. Belært at tidligere erfaringer faldt valget på kuldets roligste hvalp. JOLLY JOKER lå og sov i en bedaget lædersofa, da vi så den få uger gamle hvalp første gang, og han tog ingen nævneværdig notits af vores tilstedeværelse. Da vi hentede ham hjem, 6 uger gammel, søgte han straks hen til stuens lædersofa og stod og peb, indtil vi løftede ham op i sofaen. Det gentog sig flere gange daglig indtil JOLLY – som vi nøjedes med at kaldte ham – selv kunne springe op. Sidenhen har han betragtet alle husets møbler som sit naturlige domæne. JOLLY er ubetinget den af vores tre hunde med størst personlighed. Skønt vennesæl overfor alle uden forbehold, er han absolut ikke uden temperament. Når hans grænser bliver overskredet, siger han fra, og en tendens til dominans må jævnligt holdes nede. Ikke altid falder hans opfattelse af grænserne sammen med mine, og så må vi jo lige have kammeratlig samtale om tingene i øjenhøjde – min øjenhøjde. Det hjælper. Han holder meget af oksehudsben, som jævnligt begraves i haven. Vi er ikke i tvivl, når han har gravet i haven, for så har han jord på hele snuden og kommer og stiller sig foran os for at fortælle, at nu er benet gemt et hemmeligt sted. Når jeg så spørger, hvor han har gjort af benet og rejser mig for at gå ud og finde det, afslører han straks gemmestedet ved at løbe i forvejen og bevogte stedet. I respekt for hundens natur lader jeg altid benet ligge. Det dukker så op måneder eller halve år senere i slimet og halvrådden tilstand, og så står Jolly lige pludselig foran os og triumferer med sit trofæ, som vil han sige: ”Se, hvad jeg har fundet, OG I FÅR DET IKKE FRA MIG!” Han kan ligge hele dagen på terrassen og bevogte sit trofæ, der ligger mellem forpoterne. Og når jeg kalder ham ind, sker det med benet i munden, (vi vil ikke have det slimede og mugne ben ind i stuen) og jeg kan lige så lade være med at forsøge at tage det. Det ville kræve en større kamp, end jeg har lyst til at give mig ud i. Og på en måde synes jeg også hunden er i sin gode ret til at forsvare sit ”bytte”. Der skal anvendes list! En enkelt lille ært er nok til at få ham til at glemme alt om benet, som jeg uden kamp kan gå ud og tage, mens han fortærer den lille ært. Han elsker ærter, og i ærtesæsonen er det fast aftenritual, at vi efter spisetid går ud i haven og plukker ærter, for derefter at dele dem på bænken. Jeg skal bare åbne bælgen, så klarer han selv resten. Den gamle hund SAMSOM holdt også meget af ærter og kunne selv plukke dem og tyggede dem hele med bælg. Han nærmest  ”græssede” ved ærtebedet.
JOLLY elsker at køre i bil. Ved enhver given lejlighed ser han sit snit til at hoppe ind i bilen, og går turen ind til byen, bliver han helt ustyrlig på bagsædet, når vi kører gennem Brogade, for så nærmer vi os pølsevognen på torvet. Her har de nye ejere etableret ”DOG´s PLACE”. På den ene side af pavillonen er der ved siden af en skål vand stillet en spand med de usolgte pølser fra dagen i forvejen. JOLLY kan selv vippe låget til side og forsyne sig. Det er et praktisk arrangement, for det giver også mig en legal grund til at aflægge pølsevognen et besøg. Og sådan kan man have så meget glæde af en hund…..