Nattevagt

Året er 1973. I mit 28. år går jeg skifteholdsvagt for 3. år på den største private arbejdsplads i den østsjællandske provinsby. Træindustrien er den største af slagsen i Europa. Jeg har mit arbejde på kraftcentralen - et lille elværk, stort nok til at strømforsyne en middelstor provinsbys borgere. Det er dog ikke tilfældet, for elektricitet og damp er udover træ virksomhedens nødvendige ressourcer. Sammen med 3 jævnaldrende kolleger dækker jeg maskinmestervagter i 3-holdskift. Vagtplanens løber over 4 uger og fordeles med 7 dages dagvagt, 7 dages aftenvagt og 7 nætters nattevagt og ind i mellem er de 7 syv fridage fordelt. Fri hver 4. weekend, hvor socialt samvær med venner og familie kan antage normale former, hvis ikke en kollegas sygdom eller ferie umuliggør det, for den aldrende afløsermester er – pudsigt nok – næsten altid forhindret, når behovet opstår. Det gør det sjældent, for vi fire jævnaldrende kolleger er gode venner, og vi tager hensyn til hinanden. Hellere pine sig igennem en weekend med en kraftig forkølelse eller ulejlige en kollega.

Billedet er taget med selvudløser på en nattevagt, og i mangel af et stativ er mit nyanskaffede PETRI spejlreflekskamera stablet op på et par bøger. Det kan kun have været ”Håndbog for Maskinmester” med bogmærket stikkende ud på side 220, hvor damptabellen er bogens eneste berettigelse, og E. Stahl: ”Læren om Skibsdampmaskinen”. Det er de to eneste bøger, der har forvildet sig ind mellem reolsystemets mange ventilkataloger og ringbind med maskin-, tavle-, og kedeljournaler.

Nattevagten er noget særligt. Jeg afskyr den af et godt hjerte. Onsdagen, før der vendes om på nat og dag i syv døgn, er et helvede i de 8 år, jeg er en fast del af vagttørnen. Når afløsningen ved 23-tiden er overstået – efter over en kop kaffe at have fået en overlevering om driften og de sidste firmarygter - er det tid til at gå i gang med nattens gerninger. Og der er nok at se til, for alle opgaver – rutinemæssige og uforudsete – løses af maskinmester og kedelpasser. Opgaverne kalder kun sjældent på en teoretisk løsning. Oftest løses de bedst med en skovl eller en skiftenøgle.

Udover rutinemæssige afskrivninger hver anden time af driftsdata skal et utal af tællere og målere afskrives ved midnat. Udregnede tal for afvigte døgn føres ind i journalen, og kurver tegnes på millimeterpapir. Er det natten op til månedsskiftet, skal der slås streger på nye kvadrerede sider i den smukt indbundne journal. Kurverne studeres nøje af chefen næste morgen, og medfører ofte ubehagelige spørgsmål til vagthavende maskinmester på dagvagt - med mindre altså lige at chefen er i godt humør, hvad sjældent forekommer før ved middagstid. Andre rutineopgaver er pasning af tre dampkedler, vandbehandlingsanlægget, foretage analyser af færdigvand, kondensat og kedelvand, pejling (manuel med et lod i snor) af brændselssiloer – adgang af en udvendig 14 meter lejder med trin indstøbt i betonvæggen - samt bistå kedelpasseren med drift af den store træfyrede kedel under døgnets manuelle rensning af risten. Det er en ikke helt ufarlig operation. At dette sker om natten, hvor kraftcentralens bemanding er reduceret til 2 mand, har sin forklaring, men i ly af mørket er risikoen for, at lillebyens miljøbevidste borgere ikke bemærker operationens afledte bieffekt – en betragtelig forøgelse af røg og sod. I en periode som ny maskinmester falder jeg aldrig helt til ro, før denne manøvre er veloverstået. Der er således tilstrækkelige mange opgaver til at holde mig vågen gennem nattens otte timer. Forløber vagten uden større driftsmæssige opgaver, er der også tid til refleksion og afslapning. I nattevagtsperioden er man – jeg taler for mig selv – meget sensitiv. Man irriteres let og reagerer meget følelsesbetonet overfor indtryk. Det gælder også positive indtryk, og når jeg ved 03-tiden under indtagelse af madpakken lytter til Bruchs violinkoncert fra Sveriges musikradio på den gamle rørradio, som en kollegerne har fundet i en affaldscontainer - og til chefens tavse misbilligelse - stillet op på øverste hylde af reolsystemet, føles tilværelsen næsten himmelsk.

Indfinder trætheden sig efter en dag, hvor søvnbehovet ikke er dækket fuld tud (at sove på vagten er helligbrøde), så er tiden inde til at tage en tur op over kedelhustaget og nyde solopgangen over Køge Bugt. At betragte solopgangen en midsommermorgen kan – i den følelseslabile tilstand, som nattevagtsperioden genererer – næsten få mig til at tro på, at højere magter styrer tilværelsen på jorden.

Men det er langt fra alle nattevagter, der indbyder til romantik og irrationelle følelser. Ofte sker dramatiske hændelser, der kræver hurtige rationelle handlinger, som den unge uerfarne maskinmester er ene om at skal tage stilling til.

Støjen er øredøvende, da jeg en nat ved 03-tiden bringes retur til den virkelige verden. "Hvad fanden sker der?" farer det igennem mit hoved, mens jeg styrter ud på fyrpladsen, hvor kaskader af støv, savsmuld og isoleringsmaterialer er på vej ned fra galleriet over de gamle kedler. Jeg løber videre ud i det fri, besluttet på at handle, men hvordan? At stoppe hele anlægget er en alvorlig sag, som efterfølgende - hvis beslutningen er forkert - kan medføre stor misbilligelse fra chefen. Efter kort tids overvejelser vælger jeg - i min totale forvirring - at foretage en hastig total nedlukning af hele anlægget og dermed af hele fabrikken; jeg udløser hurtiglukkeren på turbinen og trykker på kedlernes nødstop. Er beslutningen forkert, venter der ubehageligheder næste dag, for min chef har sjældent den store tolerance overfor fejltagelser - ej heller overfor for en ung uerfaren maskinmester, men mindre fejlen er tilstrækkelig stor. Så bakker han sin medarbejder op uden forbehold. Da støjen efter nogle minutter er aftaget, og støvet har lagt sig, finder jeg ud af, at en 2" prop er blæst ud af en dampledninger med 13 bars damptryk ved temperatur på 220 gr. C. Hvis jeg havde passeret forbi lækagen, ville jeg have fået blæst hovedet af. Med tilkaldte kollegers assistance bliver defekten udbedret og anlægget startet op igen. Jeg undgår en reprimande fra chefen. Det er det nærmeste, jeg kommer en anerkendelse for at have handlet rigtigt...Hans normale reaktion på unge maskinmestres fejltagelser er typisk en let dulgt tilkendegivelse af, at man er idiot, mens en ytring i retning af: "Ja, så tror jeg s'gu da nok, jeg have valgt en anden løsning", tilkendegiver, at det, man har gjort, er ok. At min beslutning denne nat ikke efterfølgende kommenteres af ham, må jeg betragte som en anerkendelse...

En smuk sommermorgen, hvor jeg fra kedelhustaget nyder solopgangen over Køge Bugt, begynder en sikkerhedsventil af blæse. Det lyder meget voldsomt, for den er ikke udrustet med lyddæmper. Særlig meget dramatik er der ikke forbundet med situationen. Den forekommer en gang imellem, når en afdeling uvarslet lukker af for dampen, og ventilen lukker normalt efter få sekunder af sig selv, når trykket i dampsystemet er faldet. Jeg begiver uden forhøjet puls ned for at efterjustere systemtrykket, så det ikke gentager sig. Men sikkerhedsventilen forsætter med at larme, for den lukker ikke i, uanset hvor meget jeg nedjusterer damptrykket. Noget må gøres! Desværre befinder sikkerhedsventilen sig over damprørene under taget på galleriet og er ikke umiddelbart tilgængelig - selv med en stige. Der må være forløbet det meste af en times tid, inden jeg - ene mand - har fået bakset en stige op ad den smalle stållejder til galleriet og har fundet et sted at stille den, hvorfra det er muligt - over andre damprør - at mave mig hen til lydkilden og give den nogle gevaldige dask med en smedehammer. Og så klapper den i! Det er ikke en metode, der er beskrevet som anbefalelsesværdigt i nogen teknisk litteratur! Jeg antager - på det tidspunkt - har der næppe været en vågen person i den lille sjællandske provinsby eller på Stevns! Og den lokale presse kunne efterfølgende føje endnu et par vrede læserbreve til de mange, som i denne periode - vendt mod savværket, - udgør en stor del af læsestoffet i det lokale venstreblad.

Mere muntre episoder forekommer også på nattevagten. Senere i karrierens forløb - på en fridag - ringer chefen til mig. Om jeg kan komme på nattevagt, for der er indtelefoneret en bombetrussel mod savværket, som derfor må forventes sprængt i luften i nattens løb, og ekstrabemanding er påkrævet. Af chefens mange kompetencer er evnen til at modtage et afslag ikke blandt de mest fremtrædende, så jeg indvilliger. Jeg møder ind kl. 23 til et savværk i undtagelsestilstand. Ekstra bemanding er indkaldt som udkigsposter på strategiske steder. Jeg bliver posteret på taget af kedelhuset og udstyret med en walkie talkie. Operationen styres af virksomhedens brand- og sikkerhedschef, der går under navnet 'Lyn-Ejner'. Han er en flamboyant person med et ganske voldsomt temperament, der selv på en rolig dag ofte uden varsel flammer op. Og så elsker han dramatik, og skaber den ofte selv. 'Lyn-Ejner' er i sit es, og han styrer nattens begivenheder med stor entusiasme, og det er ham, der skal meldes tilbage til. Natten igennem kører han rundt på området i sin mørkeblå Toyota, skiftevis med tændte og slukkede forlygter - alt efter hvad situationen må kræve. Til savværkets område hører et større opdæmmet område med blød sand. På et tidspunkt observeres en person løbende ud over dette område. Han eftersættes af en truck med små faste ringe. Den kører fast i det bløde sand, og endnu en truck sendes efter den uidentificerede mørke skikkelse. Også denne truck kører fast, så nu sidder der så to trucks fast i sandet, og den mørke person er pist væk. Han bliver senere identificeret til at ikke at være en attentatmand, men en ærlig indbrudstyv, der under forsøg på indbrud i en af kantinerne er blevet overrasket over det store opbud af personer, og altså opgiver sin ærinde halvvejs.

I morgengryet kan jeg – fra min post på kedelhustaget - melde om en cyklist uden lygter på vej ned af cykelstien indenfor hegnet ud mod den offentlige vej. 'Lyn-Ejner' er straks oppe på mærkerne og sin mørkeblå Toyota følger han - med slukkede lygter - efter i behørig afstand. Nede ved en afdeling stopper den mørklagte cyklist og stiller sig med front mod en bygning. 'Lyn-Ejner' har nu - i passende afstand - forladt den mørkeblå Toyota og sniger sig ind på skikkelsen bagfra! Med et bagfaldsgreb tvinges den mørklagte cyklist resolut i jorden! Det er virkelig dramatik på højt plan. Og så går fejltagelsen op for 'Lyn-Ejner'. Den 'mystiske' person er en medarbejder, der - i god tid før produktionen starter op om morgenen - har til opgave at rense savsmuld ud under diverse transportbånd, og det øjeblik han brutalt nedlægges bagfra, er han - inden dagens dont - i færd med at lade vandet op af en mur!

Om morgenen opløses nattens dramatik i en lettere munter stemning, som ikke forstyrres af højerestående chefer. For besynderligt nok har ingen af disse været til stede om natten.

En anden nat bliver mine sanser aktiveret af en ukendt alarmlignende lyd. Det lyder nærmest som en klokke, der ringer, og lyden er temmelig høj. Egentlig bør det ikke være så mærkeligt, for alarmsystemet er ikke konsekvent centraliseret. Der findes mange lokale alarmer, der er udstyret med en ringeklokke eller en rød lampe. Men denne lyd har jeg s'gu ikke hørt før. Jeg undersøger de nærmeste omgivelser til kontrolrummet, men udenfor er alarmen næppe hørbar. Den må komme fra kontrolrummet! Jeg lokaliserer ringelyden til et arkivskab i stål. Åbner en skuffe - for at finde et gammelt vækkeur, som en af mine mere spøjse kolleger har fundet i en affaldscontainer og anbragt i stålskabet og sat det til at ringe midt på natten. Dengang er der ikke indført affaldssortering og mange medarbejdere benytter flittigt firmaets container til privat affald. Og ligeså mange medarbejdere benytter sig af muligheden til at klunse - deriblandt min spøjse kollega. Engang finder han en udstoppet and og anbringer den i en el-tavle. Jeg husker ikke reaktionen hos den kollega, som må være blevet meget overrasket ved synet!

Selvom jeg i de år bestemt ikke brød mig om nattevagtsperioden, så var det ikke altid lige kedeligt.....

Kählers Keramiske fabrik i Næstved

Postkortet viser Kählers Keramiske Fabrik i Næstved. Det må være fra halvtredserne, hvor virksomhedens produkter af keramik var skattet og efterspurgt i store kredse. Familievirksomheden blev grundlagt i 1843 af Herman Joachim Kähler, som dog først tog den nyopførte fabrik i brug i 1875. Den var i familiens eje til 1969, og mandlige efterkommere efter grundlæggeren hed næsten alle Herman, dog med forskellige mellemnavne, hvilket jo var meget praktisk. I min barndoms halvtredsere blev fabrikken drevet af brødrene Herman og Nils. Den ene af brødrene havde en gammel ombygget fiskekutter som lystbåd. Rygtet sagde, at efter en sejltur gik turen ofte forbi Rådhuskroen, hvor han købte en øl til sig selv og en til hunden. Den var opdraget til at drikke af flasken. Jeg ved ikke om historien af sand, for jeg var endnu ikke begyndt at gå på værtshus dengang.

Til fabrikken hørte en fabriksudsalg. Herfra blev solgt 2. sortering produkter til rimelige priser. Det var her, jeg cyklede ud med min mor og købte gaver, når det til en familiebegivenhed var påkrævet at møde frem med en sådan. Udvalget var lille, fantasien til gavepåfund tilsvarende og pengene små, så det gik alt sammen op i en højere enhed. I en stor familie med mange mostre, fastre, morbrødre, farbrødre, tanter og onkler, hvor en lejlighed til festligt samvær aldrig blev forsømt, var der nok at købe gaver til. Et stensikkert hit blandt gaver var et askebæger, eller – hvis en kvindelig fødselar undtagelsesvis ikke røg (der var kun få!) – en vase.

Virksomheden ligger ved foden af den ås, der strækker sig fra Fladså til ind i centrum af Næstved. På toppen af Åsen ud for fabrikken ligger den katolske kirke med tilhørende skole, og på den modsatte skråning strækker kirkegården sig ned mod havnen. Her er vores forrige generation stedt til hvile. Før i tiden græssede får på græsarealet mellem keramikfabrikken og den katolske kirke.

Min far fortalte mig flere gange sagnet om Åsens tilblivelse. Der fandtes engang i fordums tider en meget indædt, sur og kolerisk trold i Fladså, som var irriteret over at kunne høre kirkeklokkerne ringe i Næstved. Han besluttede sig til at begrave kirkerne og fyldte derfor en stor sæk med sand og begav sig mod Næstved. Desværre havde han ikke opdaget at der var hul i sækken, så i hans fodspor lå en stribe sand, som blev til Åsen. Da han nåede Næstved opdagede han hullet i sækken og blev så arrig, at han kylede sækken med resten af sandet fra sig. Det blev til Munkebakken. Her står i dag en statue af den arrige og indædt vrede trold.

I 1969 bevirkede familiestridigheder, at 4. generation af Kählerfamilien, afhændede virksomheden. I dag er den genopstået som et brand – Kähler Design, der forhandler diverse designede keramiske effekter og driver restauranter. Produkterne fremstilles i fjerne lande, og ved dygtig markedsføring af det gamle logo er det lykkedes smarte mennesker at gøre produkterne særdeles eftertragtede for det bedre borgerskab. Senest med den meget omtalte jubilæumsvase, som mange har købt med en forventning om, at den med tiden skulle blive en formue værd. Beklageligvis er den fremstillet i så stort et antal, at det vel snarere er et spørgsmål, om der ikke skal betales en miljøafgift for at slippe af med den på miljøstationen (tidligere: losseplads), når keramikvasen om føje år kasten i containeren for klinker, keramik og kakler.

Bygningerne har, siden Kählerfamilien forlod virksomheden, ført en skiftende tilværelse, men rygtet mener at vide Kähler Design påtænker at indrette hovedkontor der. Smart!

Sømanden og Slægten fra Kællerød

Min far bliver født den 19. april 1901 i Kirkerup mellem Fuglebjerg og Slagelse. Han døbes Tormod Osvald Jakobsen og vokser op i Sorø, hvor han tilbringer barndommen og den første del af sin ungdom.

Sorø opstår i midten af 1100-tallet omkring en lille stenkirke, som kort efter udvikler sig til et Benediktinerkloster.

Benediktinerne trives ikke på stedet, og klostret bliver derfor et par årtier senere overdraget til cistercienserordenen.

I de efterfølgende århundrede udvikler stedet sig med bebyggelser, som omfatter kirke, skoler, gods og kro, og fra at være en flække, vokser den sig til at være en by, som af Chr. IV i 1638 tildeles købstadsprivilegier.

Ved årsskiftet til 1900-tallet bor der i byen 1896 borgere, og den rummer 6–7 hoteller og det dobbelte antal beværtninger og caféer. Der er - udover Sorø Akademi og Borgerskolen - også adskillige andre skoler bl. a . Teknisk Skole, Sorø Pigeskole, Sorø Husholdningsskole og Sorø Højskole.

Byen er på det tidspunkt en typisk handelsby med mange forretninger. Industriforetagender er der ikke mange af, udover et støberi, to bryggerier og en stolefabrik. Hertil kommer et antal små håndværkervirksomheder. Sorø er således egnens købstad, men slægten har rod i Kællerød.

Kællerød er en landsby i Tystrup sogn ned til Tystrup-Bavelse søerne.

Området betegnes som et sjællandsk sølandskab, og herom skriver Kurt Sørensen i en lille publikation fra 2002:

”Sølandskabet hører til Sjællands yndigste egne. Den langstrakte vandoverflade med Tystrup og Bavelse søerne slynger sig mellem vældige bakker, hvis sider falder brat ned mod vandet, skovklædte eller med åbne marker. På skråningerne hager landsbyer sig fast, med strågrå tage og røde tegl tittende frem mellem husenes æblehaver. Og langs søbredden stikker næs nysgerrigt frem, mens vige og bugter gemmer sig blufærdigt tilbagetrukket i den store sivskov. Hist og her baner et vandløb eller en å sig vej til eller fra søerne”.

Karen Blixen har ikke beskrevet landskabet omkring Ngong Hills i Kenya bedre.

Senere i beskrivelsen hedder det:

”Dertil kommer vandløbene. Foruden Susåen løber talrige bække og kilder ud i søen. Navne som Kongskilde, Frederikskilde og Kellerød fortæller om disse vandløb, og det samme gør mølle-betegnelserne. Mølle-søen ved Kongskilde drev allerede i den tidlige middelalder en vandmølle. Tasemølle nævnes 1573, Hammermølle, Stridsmølle og Bavelse mølle vidner ligeledes om tidligere tiders agerbrug, kornavl, melmaling og dagligt brød”.

Og igen:

”Ofte var det sådan, at hvert sogn havde sin mølle, akkurat som man havde sin kirke og sin skole, og mølleren var ikke sjælden stedets driftigste og mest velstående mand. Sognene var hver for sig samfund, der hvilede i sig selv som selvforsynende enheder. Vigtigst var kirkelandsbyen, hvor stedets præst og øvrighed boede, og hvor siden skole og fattighus naturligt lå. Ved søerne lå kirker i Tystrup og i Bavelse, hvor imidlertid selve landsbyen sidstnævnte sted blev nedlagt omkring 1700”.

Egnen omkring Tystrup-Bavelse sø, hvor slægten har levet gennem århundreder

Kællerød ligger ved søens nordvestlige bred.

Det er på denne egn, slægten har levet gennem århundreder. Den kan føres tilbage til 1641.

Pastor C. Krarup i Tystrup – Bavelse sogn har redegjort for slægten i en bog: ”Stamtavle over Slægten fra Kællerød”, som er udgivet af centraltrykkeriet i Slagelse i 1946. Heraf fremgår det:

Ældste kendte slægtled er ”Træskomanden”. Der omtales i Lynge Sogns Kirkebog 1641 en dåb 3. juledag:

”1641 Feria 3tia Natalitiorum Jens Pederssøns af Eschildstrup Søn Michel”.

I samme kirkebog kan senere læses:

”1650 24 Augusti blef Jens Treskomager i Eskildstrup begrafuen”.

Sønnen Mikkel Jensen tjener forskellige steder bl.a. på Kongskilde Mølle og bliver senere gårdfæster i Vinstrup og Kællerød, og her har hans efterkommere fra far til søn boet de efterfølgende 300 år.

Mikkel Jensens hustru kendes ikke. Han får sønnen Jens Mikkelsen, som fødes i Kællerød i ca. 1692 og er ved sin død i 1752 altså ca. 60 år gammel. Jens Mikkelsen får i ægteskabet med hustruen Maren - som i en alder 74 år overlever sin mand med 12 år – 5 børn.

Det ældste af børnene Anders Jensen, født 1726, bliver i 1750 gift med  Maren Olufdatter. Anders Jensen, gårdmand i Kællerød, dør i 1780 74 år gammel. I ægteskabet er der 12 børn, hvor de 5 bliver stamfædre til slægsgrenene:  Haldagerlille, Hulegården, Valdemarsminde, Ravnebjerg og Kællerød.

Sønnen  Ole Andersen er stamfar til slægtsgrenen Kællerød, som er den slægtsgren, som Tormod tilhører.

Ole Andersen (1755 – 1815), der i 1783 bliver gift med Else Nielsdatter, er gårdmand på fødegården. De får 11 børn, heraf sønnen Rasmus Olsen (1785 - 1862).

Rasmus Olsen aftjener værnepligt som kgl. Garder og bliver efter en måneds trolovelse i 1812 gift med Johanne Sørensdatter. Stavnsbåndets ophævelse i 1788 er måske medvirkende til at, det bliver muligt at erhverve et husmandsbrug i Langebjerg. De bliver forældre til 5 børn.

Datteren Anne Marie Rasmusdatter (1812 -1890) indgår ægteskab i 1831 med gårdmand i Vinstrup, Mads Jørgensen og føder 3 børn.

Det ene af børnene, datteren Johanne Marie Madsdatter (1833 – 1903), bliver i 1860 gift med gårdejer i Eskildstrup, Ole Rasmussen. De får 4 børn, heriblandt Oline Johanne Rasmussen, som fødes 7. april 1870.

Oline er min farmor.

Den 27. oktober 1891 gifter Oline sig i en alder af 21 år med den 3 år ældre Jakob Clemmensen Jakobsen (1867 – 1943), som er søn af gårdejer Clemmen Jakobsen og Karen Sofie.

Oline og Jakob får et landsted i Gyldenholm ved Kirkerup, hvor Jakob ernærer den hastigt voksende familie som bolsmand og handelsmand. Med til driften hjælper en tjenestedreng. En bolsmand ejer en bedrift, som er større end et husmandssted, men mindre end en gård.

Søndergade 25 i 1919, 2 år efter at Oline og Jakob overtog huset, som er nr.3 fra venstre.

Allerede 17. marts 1892 – altså 6 måneder efter giftermålets indgåelse - kommer Ellen til verden. Og i de næste 20 år følger endnu 13 børn. Dagny, som fødes i 1894 dør mindre end en måned efter fødslen, og Helga, som fødes 1900, bliver ikke 3 år. Ellen, Karen, Ole, Harald, Asta, Konstance, Helge, Edith, Aase, Knud og Ruth opnår alle en relativ høj alder.

Tormod bliver født som den ottende af søskendeflokken den 19. april 1901.

Oline og Jakob med deres førstefødte Ellen til højre. Olines far Rasmus nederst til venstre

Jakob må opgive at drive stedet. Han har ikke tilstrækkelig flid og selvdisciplin til at passe tidspunkterne for såning af jorden og høst af afgrøderne.

Oline og Jakob flytter omkring 1903 til Sorø. Jakob får arbejde som gårdskarl, og forsørger senere den store familie som mælkemand og ølkusk, indtil han bliver ansat ved kommunen.

De bor til leje forskellige steder, bl.a. på Slagelsevejen, senere i Saxogade og endelig i stueetagen af en 2-etagers ejendom i Søndergade 25, som oprindelig siden 1750 havde heddet Baggade – et navn, der i 1909 blev ændret til Søndergade.

Her bor de stadig i 1916 med børnene Karen, Tormod, Konstance, Eleonora (Aase), Knud og Gerda (Ruth). 1.salens to små værelser er udlejet til en familie på fire personer. Karen er 26 år og bor stadig hjemme; hun bliver året efter gift med Viktor, som er tømrer i Slagelse. Den ældste af pigerne Ellen er for 5 år siden i 1911 blevet gift med Sigvald, som er husmand i Horsebøg. Også Ole, Asta og Edith er fløjet fra reden. Harald er som barn bortadapteret til Olines barnløse søster Marie, der er gift med gårdejer Hans Christensen i Vinstrup. Harald overtager gården efter dennes død, og selv om han har overtaget efternavnet Christensen, forbliver han livet igennem en del af søskendeflokken.

1901 - i det år, hvor Tormod bliver født - betyder systemskifte for landet og bryder med tidligere tiders godsejerstyre – personificeret i partiet Højre.

Bønderne, som dengang i mange tilfælde har interesser tilfælles med det nye Socialdemokrati – og med hvilket de arbejder sammen -, får hermed adgang til rigets højeste kredse, dvs. kongefamilien. Det vækker bekymringer i godsejer- og erhvervskredse.

Hvor meget de politiske forhold – som fik så afgørende betydning for landet – påvirker og optager familiens hverdag i Sorø, får stå hen i det uvisse.

En kendsgerning er, at Olines og Jakobs 12 overlevende børn alle med årene udvikler stor interesse for det politiske, og deres indignation over samfundets uretfærdigheder er stor. Der gøres ikke noget forsøg på at skjule, hvor sympatien ligger.

Tormods barndom er fattig og god. Når børnene er store nok, får de et arbejde ved siden af skolearbejdet, og de indtjente penge afleveres til Oline; alle skal bidrage til familiens underhold.

Som kompensation for den inddragede løn får de udbetalt lommepenge – 2 øre om ugen!

Et af Tormods job er sammen med en bror at sælge fisk for fiskeren. Der er én erhvervsfisker, som har tilladelse til fiskeri i Sorø sø. Sammen går brødrene fra dør til dør og prøver at sælge – som Tormod selv senere udtrykker det – fiskerens halvrådne fisk. Det fører blandt kunderne til en vis utilfredshed med varens kvalitet.

Han har også et job som mælkedreng; dvs. han hjælper mælkemanden. Mælk og fløde tappes fra junger på hestevognen i kander, som kunderne medbringer. I et ubevogtet øjeblik kan fristelsen til at stikke en finger ned i en kande med piskefløde – for efterfølgende at slikke fingeren - ikke modstås! Det afregnes med ordentlig røffel fra mælkekusken.

Det er i denne periode, han begynder at ryge; det gør han livet ud - vekslende mellem cigaretter, pibe, cerutter og cigarer.

Konfirmationsbillede af Tormod

I barndomshjemmet er kammerater velkomne, og de kommer der gerne; der er altid mange mennesker samlet, og der spilles flittigt kort.
Oline sætter en stor ære i, at børnene altid er propre og rene i tøjet, selvom dette ofte er lappet og bærer præg af at være blevet anvendt af flere børn.
Til jul pynter Jakob juletræet i dagligstuen lillejuleaften, og selvom pladsen er trang, forbliver døren hertil lukket bliver indtil juleaften.
Alle Oline og Jakobs drenge får en faglig uddannelse, dvs. de lærer et håndværk. Det er et vigtigt for Oline og Jakob, at deres sønner skal have bedre muligheder i livet, end de selv fik. Ole bliver tømrer, Harald, der blev bortadopteret, får en landbrugsuddannelse, Tormod bliver cykelsmed og mekaniker, Helge bliver smed og Knud bliver snedker. De arbejder alle i deres fag hele livet. Ingen af døtrene får en uddannelse.
Den 12. august 1917 overtager Oline og Jakob huset i Søndergade 25 fra Johannes Nielsen, som forhandler symaskiner og cykler i Sorø og er gift med Johanne, datter af Olines søster Rasmine. Købssummen er 4.000 kr. I udbetaling erlægges 1.700 kr. I skødet er der en anmærkning om pligt til at betale en årlig arvefæsteafgift på 3 kr. til Sorø Akademi. I 1921 har Oline og Jakob kun Aase på 12 år, Knud på 11 år og Ruth på 9 år boende hjemme.
I en alder af 13 – 14 år kommer Tormod i lære på et cykel- og automobilværksted, og herfra bliver han udlært med svendebrev.

Torvet i Sorø omkring 1920

Storegade i Sorø omkring 1920

Bystationen i Sorø omkring 1920

Klosterporten i Sorø

Herefter arbejder han forskellige steder som mekaniker, bl.a. hos automobilforhandler Offer Andersen i Næstved og hos automobilforhandler Geertsen i Ringsted. Sidstnævnte sted arbejder han sammen med Geertsens søn; det giver mulighed for nogle fornøjelige ture sammen med andre unge mennesker i forretningens lastbil, som til lejligheden er forsynet med bænke på ladet.

I en periode arbejder han som mekaniker og landsbrugssmed  på en herregård mellem Næstved og Fuglebjerg.

Senere i begyndelsen af 20´erne befinder han sig i København. Det er glade dage, og det manglende kørekort - han aldrig fik taget - forhindrer ham ikke i at køre automobil.
På et tidspunkt finder han det betimeligt at få formalia bragt i orden. Det nødvendige kørekort må erhverves.
Det sker uden forudgående køretimer. Under kørslen er han mere optaget af at reparere bilens horn end at køre bil. Det imponerer den køresagkyndige i sådan en grad, at prøven erklæres bestået efter at hornet igen fungerer.
Der bliver i årene efter Den store Krig ikke indkald ret mange unge mænd til militæret, og da en tjenesteugyldighedsattest fra 1921 fritager Tormod for at blive indkaldt til aftjening af værnepligt, ligger verden åben for ham. Uden at meddele noget til familien, rejser han til Frankrig for at søge lykken. Familien får først besked, da han er dernede.

Selvom Frankrig er en af sejrherrerne fra Den store Krig, så slikker landet sårene. Krigen har for landet været en grusom hverdag på en hel anden måde end for de allierede. Mange store slag har fundet sted i Nordfrankrig, og selvom sejret er vundet, har tabene og ødelæggelserne været kolossale.

Der faldet knap 1,5 mio. mand, hvilket svarer til 10 % af landets mandlige befolkning. Hertil kommer de 2,5 mio. sårede, hvoraf lidt under en tredjedel ender som krigsinvalider. Mere end 4 mio. mennesker er berettiget til en eller anden form for offentlig pension. Kulminer, veje, jernbaner, kanaler, industrianlæg, offentlige bygninger og private hjem er ødelagte.

Sådan er det land, hvor Tormod vælger at søge lykken. Udlængslen er stor…

Han får arbejde på en fabrik i Dunkerque, som fremstiller lokomotiver, og for at få jobbet skal der aflægges en prøve, hvor han skal smede en krydsmejsel.

Uden at kunne et ord på fransk – eller på andre sprog – er Tormod rejst til Frankrig. Sproget påstår han at have kunnet tale. På sine gamle dage kan han stadig nogle franske gloser.

Som glødende socialist er han tæt på at blive sat i fængsel for sin insisteren på at fastholde 1. maj som ”arbejdernes internationale demonstrationsdag”. Han udeblive simpelthen fra arbejde for at kunne demonstrere.
I Frankrig oplever han arbejdsløsheden og lever i en periode som subsistensløs i Paris med fast bolig under Seinens broer.
Også i Marseilles bor han sig i en periode; hvad han ernærer sig som, får stå hen i det uvisse.
På et tidspunkt bliver han indlagt på et hospital med leverbetændelse og bliver opereret. Operationsarret har han resten af livet, og historien om, at kirurgen under operationen begyndte at skære uden for det bedøvede område, fortæller han gerne.
Under sin indlæggelse bliver han kæreste med en engelsk sygeplejerske, som arbejder på hospitalet. Men igen tager udlængslen overhånd.

Tormod stikker til søs og får hyre på forskellige skibe i europæisk fart som kullemper og fyrbøder.
En kullemper har det laveste rangerende job i ”maskinen” ombord. Hans opgave er at befordre kul fra kuloplaget til fyrpladsen – altså simpelthen at skovle kul fra et sted til et andet. Hierarkiet er stort ombord, med maskinmestrene rangerende som den absolutte top.
I Nationalmuseets serie: Beretninger fra århundredeskiftet er disse jobs beskrevet i det bind, som omhandler ”Søens folk”.
Maskinmester Eyvind Jensen giver i sin beretning om tiden som søfarende maskinmester følgende beskrivelse om arbejdet i maskinen som kullemper:
” Som før beskrevet var kullene anbragt i kulkasser omkring og foran kedlen. Forneden i kulkasserne var der åbninger med løftedøre, som tillod kullene at løbe ud på fyrpladsen så længe kassen var fuld. Når den begyndte at tømmes, så kullene ikke mere løb ud af sig selv, så var det kullemperens job at kravle ind og ved hjælp af en lempespade at skovle kullene ud på fyrpladsen. Kullemperne var, om man så kan sige ufaglærte. Det var reglen, at for at blive fyrbøder måtte man først have sejlet en vis tid som kullemper. Når der ikke var brug for kullempning, var det kullemperen beskæftiget med rengøring i maskinen. Han sørgede ligeledes for at hente maden til fyrbøderlukafet og rengøringen her.”
Om arbejdet som fyrbøder skriver Eyvind Jensen :
”Det at fyre en dampkedel var noget af en kunst. Fyringen bestod af følgende arbejdsgange: Fyring, ragning, slejsning, Fyringen foregik med en fyrspade, som var specielt formet til formålet, således at den rummede en god portion kul. Med den tog fyrbøderen kullene og kastede dem ind gennem den åbne fyrdør. Her gjaldt det om at beregne kastet således, at kullene faldt på risten, hvor han ønskede det. Det var ikke let, for fyrdøren var ikke stor, og når skibet rullede, kunne det ske, at han ramte ved siden af.
Når der var fyret, kunne fyrbøderen med rageren jævne og fordele kullene på risten.”
Og således fortsætter Eyvind Jensen sin beskrivelse af fyrbøderens arbejde for at slutte med:
”Til forståelse af fyrbøderens arbejde må det også bemærkes, at det foregik under ret så umenneskelige forhold. Når fyrdøren blev åbnet, skulle de arbejde i den kraftige strålevarme fra fyret og samtidig være udsat for den måske kolde luft, som trak ned gennem de store luftrør fra dækket på deres sveddækkede halvnøgne krop.
Så kunne man spørge sig selv om vi ikke havde besvær med at få disse underbetalte og ikke særligt påskønnede folk til at passe deres arbejde. Men det var en af de ting, der betog mig mest ved mine erfaringer disse år til søs. Så godt som altid mødte de punktligt på vagten, og alle satte de en ære i ”at holde trykket”. Det var deres fagstolthed, og hellere end at gå på akkord med det, gjorde de deres bedste for at holde fyringen i gang. De havde da den triumf, at de kunne sige til maskinmestre og navigatører, at det var dem, der bestemte skibets fart, og det var der noget om”.
Eyvind Jensen bliver senere en frygtet og legendarisk undervisningsinspektør for maskinmesteruddannelsen og går under øgenavnet ”Stille-Jensen”.
Den kronologiske rækkefølge af Tormods liv i udlændighed er ikke helt klar, men en del enkeltheder kan fastslås.

S/S Storvik

I september 1924 påmønstrer han svenske S/S Storvik som kullemper og afmønstrer i maj året efter i Luleå på grund af en svensk sømandsstrejke. Et billede af Tormod sammen med en skibskammerat, som er taget i Riga taget november 1924 bevidner, at dette sted også har været anløbet. Den korte melding på bagsiden lyder: ”I morgen gaar vi til Søs igen”. Billedet er formentlig tiltænkt familien som postkort.
1. maskinist K.V.Person skriver med sirlig håndskrift en anbefaling, hvoraf fremgår at ”Jakobsen har fullgjort sina åligganden på ett fullt tilfredsställande sätt och alltid uppfört sig hädrende. Varför han rekommanderes…”
I juni er sømandsstrejken så slut, og Tormod påmønstrer fra Höganäs svenske S/S Arnfried som fyrbøder. Han sejler med denne damper de næste 10 måneder for at afmønstre i Rotterdam den 26, april året efter i 1926.
I ”TJÄNTGÖRINGSBETYG FÖR SJÖMAN” får han skudsmålet for såvel ”Uppförande” og ”Tjänstbarhed” betegnelsen: ”Mycket god”.

Ganske kort tid efter får Tormod sin første hyre på en dansk båd. Han påmønstrer N.F Høffding som fyrbøder den 8. maj for 2 måneder senere den 1. juli 1926 at afmønstre i Harburg ved Hamburg.
N.F.Høffding, som er opkaldt efter den dansk guldalderkomponist, er bygget i 1903 og ejes af dampskibsselskabet VENDILA. Hun er på 1473 Brt. og har en maskine på 800 HK og løber 10,2 knob.
I en håndskreven anbefaling og underskrevet af I. maskinmester står, at han ”har vist sig flink til Tjenesten”
Anbefalingen er stemplet i KGL. DANSK VICEKONSULAT I HARBURG.
Året efter den 21. marts 1927 får Tormod sin første søfartsbog. Den er udstedt af mønstringsbestyreren i Aalborg. Hvad han i tiden siden afmønstringen fra N.F. Høffding foretager sig, lader sig ikke efterspore, men af bogen fremgår, at han den 22. marts 1927 udmønstrer med dampskibet ”Peter Mærsk” af Svendborg som fyrbøder.
”S/S Peter Mærsk” er første nybygning, som det i 1904 nystiftede rederi Dampselskabet Svendborg A/S sætter i søen. Skibet er på 2.200 tdw.
Rederiet er stiftet af den senere navnkyndige Arnold Peter Møller, som sammen med sin far kaptajn Peter Mærsk Møller i fællesskab har startet det ved at købe en brugt damper på 2.200 tdw, der får navnet S/S Svendborg.
Vestindien er bestemmelsesstedet for S/S Peter Mærsk. Om denne destination anløbes, inden Tormod den 2. juli 1927 rømmer fra skibet i New York vides ikke. Noget tyder på, at hyren skal bruges til at komme til ”det forjættede land” USA, hvor han måske drømmer om en fremtid?

Den søfartsbog, som han efterlader i skibets varetægt, hindrer ham ikke i de næste 2 år at få hyre på amerikanske skibe. Ud over skibsførerens påtegnelse om rømningen i New York i den søfartsbog Tormod gemmer hele livet, bringer han endnu et minde om New York med til Danmark, nemlig en lille statuette af Frihedsgudinden. Den gør et uudsletteligt indtryk på Tormod, og han fortæller senere i livet gerne historien om den gave, Frankrig som en hyldest til de amerikanske idealer om frihed og lighed i 1886 forærede De Forenede Stater, samt om hvordan den var blevet bygget i Frankrig og sejlet over Atlanterhavet i 214 kasser.
Den lille statuette forærer han sin mor Oline.
Og USA er det forjættede land for mange europæere. I en periode på 100 år før Tormod går i land i New York, modtager landet over 30 millioner mennesker, hovedsagelig europæere og ufaglærte.
Der opstår et proletariat, som i stor fattigdom lever under usle kår, idet boligbyggeriet og den sociale forståelse ikke når at følge trop med den industrielle udvikling.
Hele verden efterspørger varer, og USA er i stand til at levere; industri og landbrug blomstrer. I årtiet efter verdenskrigens afslutning er der en økonomisk fremgang, som aldrig er set før. Der strømmer kapital til landet både i form af afdrag og renter på gæld, men også som betaling for varer.
Hæmningsløs gammelliberalisme florerer; derfor sørger de tre på hinanden følgende republikanske præsidenter Warren Harding, Calvin Coolidge og Herbert Hoover for.
Skattebyrder lettes for de store indkomster, tidligere statsejede virksomheder overdrages til privat drift. Bestikkelse og korruption florerer højt oppe i regeringskredse, og gangstervæsenet har sine kronede dage. Der er spiritusforbud og samme gangstervæsen bevirker, at det aldrig har været lettere at få adgang til de våde varer - en mulighed Tormod ikke lader være ubenyttet.
Ikke alle kommer til landet i den hensigt at blive der hele livet. Mange kommer udelukkende for at tjene nogle penge, som enten kan sendes hjem, eller som kan spares op med det formål på et tidspunkt at kunne vende tilbage til hjemlandet for at starte en ny og bedre tilværelse der.
Det hele varer ved til bankkrakket i oktober 1929, hvor det hele bryder sammen, og der sættes et punktum for de glade tider.

Det er i dette USA Tormod opholder sig i disse år.
Han lever i sin første tid i New York i fattigdom, bor på usle kamre og lever ind imellem som subsistensløs og bliver også offer for et røverisk overfald.
Den 13. december 1927 får han sin første amerikanske hyre, og de næste 6 måneder sejler han med S/S ”Firmore” af New York, som ejes af rederiet ”Ore Steamship Corp.”  Skibet går i fast rutefart mellem New York og Cuba. Under et ophold i havnen i Havanna arresteres besætningen inkl. Tormod og sættes i spjældet. De befinder sig på et tilfældigt værtshus, som øens korrupte politi stormer. Formålet er at afkræve skibet en betaling for at løslade den besætning, der nu en gang er nødvendig, for at det kan sejle.
”S/S Firmore er på 4431 Net tons. og er i 1918 leveret fra værftet ”Bethlehem Steel”, Sparrows Point MV. Det bliver ophugget i 1951 og oplever under 2. verdenskrig i 1942 at blive sænket af japanerne.
Tormod gør 8 rejser med skibet, som henholdsvis fyrbøder og smører, inden han afmønstrer den 21 juni 1928.
Han får for både ”Ability” og ”Character” betegnelsen: ”V.G.” (Very good).

Efterfølgende sejler Tormod , som nu benytter sit mellemnavn Osvald, i 1929 med skibene S/S Ormes, S/S Corafeake og S/S Carabull i rutefart mellem Baltimore og de tidligere Dansk Vestindiske øer. Sidstnævnte damper er et tankskib, som under den 2. verdenskrig bliver mål for torpedoen fra den tyske undervandsbåd U-106 i den mexicanske Golf den 22. maj 1942.

S/S Ormes

Øerne St. Thomas, St. Croix og St. Jan, der havde været i dansk besiddelse siden 1691, var i mange år en givtig forretning for Danmark takket være trekantsejladsen, hvor man med gunstig udnyttelse vindene omkring ækvator sejlede til den danske besiddelse i Vestafrika på Guldkysten og lastede skibe med negerslaver, som så blev fragtet over Atlanterhavet til de danske besiddelser i Caribien, De Dansk Vestindiske øer.

Afmønstringsbevis fra Baltimore den 24. sept. 1929

Her blev de overlevende slaver fra transporten solgt til arbejde på sukkerrørsplantagerne. Med hjem fra Vestindien bragte skibene den sukker, der af sukkerrørene var blevet udvundet på sukkermøllerne. Mange af disse var ejet af velstående danske plantageejere. Med sukkerroens indførelse i Europa i slutningen af 1800-tallet og slavernes frigivelse i 1848 var denne forretning ikke længere rentabel og øerne udgjorde en økonomisk belastning for Danmark. De blev derfor i 1917 solgt til USA for 25 mio. dollars. Amerikanerne frygtede, at tyskerne i slutningen af den 1. verdenskrig ville invadere øerne. Det var en ikke særlig gloværdig epoke i Danmarks historie.

I Charlotte Amalie på Sct. Thomas møder Tormod efterkommere af slaverne, som stadig kan tale dansk og da de hører, at han kommer fra Danmark hilses han med et: ”Hej landsmand”. Nogle af den går – det varme klima til trods – rundt i store tykke overfrakker, en reminiscens fra ”danskertiden”.

St. Thomas, DWI

S/S Carrabull

I en periode sejler han også på Eriesøen.

Engelsk behersker han på et rimeligt niveau, og fritiden ombord fordrives med at læse engelske bøger.

Den 16. august 1929 påmønstrer Tormod S/S “Wordsworth” i Baltimore, og den 24. august går han i land i Liverpool. Han er igen tilbage i Europa efter sin transatlantiske udlændighed og turen går nu til Danmark.

Søfartsbogen, som han efterlod på S/S ”Peter Mærsk”, afhenter han i Slagelse på ”Lægdsforstanderiet” den 12. november samme år. Skibsføreren K.M. Jensen har påtegnet den med ”Rømt den 2. juli 1927 i New York, straffes efter loven”

I forbindelse med afhentningen kommer der endnu en påtegning i bogen. ”Nærværende Søfartsbog er i Dag udleveret til Ejeren. Det bemærkes, at Tiltalebegæringen er forældet.”

Familien ved ikke, at Tormod er i landet. I Slagelse møder han sin bror Ole på gaden og lader som om, han ikke ser ham. Men Ole genkender ham!
Altså må han med hjem til Ole og Emma, som Ole i 1919 blev gift med.

Få dage senere er han af sted igen. Opholdet i Danmark har vel kun haft det formål, at generhverve den manglende søfartsbog. Venter han bevidst med at vende tilbage til Danmark for at hente bogen, indtil forældelsesfristen er indtruffet?

Den 16. november 1929 udmønster Tormod med den svenske damper ”Gunncl” på en rejse, som går fra Hamburg til Danzig, Nordlandshamner og Alicante. Han afmønstrer 8. januar 1930 ”av egan begären” i Barcelona. Her fortaber enkelthederne om hans færden sig i nogle år.

Tormod lader sig ofte fotografere i sine

unge dage. Steder og tidspunkter er ukendte.

Det ligger fast, at han på et tidspunkt er forhyret på et svensk skib, som anløber Sankt Petersborg i Sovjetunionen.  Her ligger det i en længere periode grundet en svensk sømandsstrejke. 

Det forgår i tiden omkring 1. maj og besætningen er den 1. maj tilskuere til den traditionelle 1. maj demonstration. En demonstrationsdeltager i optoget øjner pludselig et af besætningsmedlemmerne blandt tilskuerne, som er af afrikansk herkomst. Han ”taber totalt underkæben”, - som Tormod så ofte berettede på sine gamle dage - mister koncentrationen og glemmer alt om at holde sin plads i optoget.

Afrika sejler han også på - nærmere betegnet Gambia – og oplever både negerhytter, aber og papegøjer i junglen. I lasten er der grønne bananer i klaser, som ikke må blive gule inden bestemmelsesstedet anduves - fortæller han ofte sønnen.

I maj måned 1930 vender Tormod tilbage til Danmark. Han slår sig ned i Nakskov; der er arbejde at få på Skibsværftet.

Han bor hos den yngre bror Helge, som sammen med hustruen Emma, børnene Børge og Tove på 2 og 3 år bor på Hardenbergvej.

Broder Helge og Emma, som Tormod bor hos i Nakskov det første år efter sin hjemkomst.

Her bor han et lille års tid, afbrudt af indlæggelse på Nakskov Sygehus med mavesår og får efterfølgende i et brev fra Nakskov Byråds Fattigudvalg besked om, at der er bevilget et ophold på Faksinge Sanatorium, hvor Tormod bliver beskæftiget i gartneriet og ikke – som han forventet – i smedjen.

Tormod på Faksinge Sanatorium

Under indlæggelsen på sygehuset møder han sygeplejerske Margrethe, som - en måned før Tormod kommer til Nakskov - er kommet tilbage til byen, hun forlod for 2 år siden, da hun var sygeplejeelev på sygehuset. Dette møde ændrer deres skæbne. De bliver kærester, men der går 5 år, før

de bliver gift, og yderligere 10 år, før de får det barn, de så    brændende ønsker sig. Margrethe er min mor.

I Nakskov møder han sygeplejersken Margrethe

I 1931 er Nakskov på randen af revolution! Et stort antal unge, ufaglærte arbejdsløse, hvoraf mange hjemløse, danner foreningen ”De Arbejdsløses Organisation” – ”DAO”. Der er en ret kort understøttelsesperiode i a-kassen, og det henviser mange til hjælpekassen.

Den direkte årsag til urolighederne er nogle krav, opstillet af DAO, som oplæses på et byrådsmøde den 2. februar 1930. Det medfører tumult, godt næret af en nyopstået afdeling af Danmarks Kommunistiske Parti, som trodser et forbud mod at afholde et 1. maj møde. Politiet optræder knippelbevæbnet, og det udløser stor harme og kritik blandt byens arbejdere.

På et offentligt protestmøde den 2. maj 1931 i det offentlige Indrefjordsanlæg opstår igen tumult, og der opfordres til en demonstration mod politiet.

Demonstranter foran politistationen i Nakskov

Højdepunktet nås, da demonstrationen passerer forbi politistationen, hvor der kastes med sten mod ruderne, og der opstår slagsmål mellem demonstranterne og politiet, som har ordre til at skyde, hvis demonstranterne skulle forsøge at trænge ind på stationen.

Politimesteren telefonerer efter forstærkning af politi og militær udefra. De ankommer ud på aftenen og afpatruljerer gaderne med skudklare geværer.

Byen er i mellemtiden blevet rolig og demonstranterne er gået hjem.

Den følgende dag kommer der yderligere tyve betjente til forstærkning, og anholdelserne tager fart. Ni hovedmænd bliver idømt fængselsstraffe fra 4 måneder til 2 års fængsel.

Tormod oplever Nakskovaffæren på tætteste hold, inden han midt på sommeren 1931 flytter fra byen.. Rastløsheden efter mange års flakken rundt i verden må føles stor i den yderste danske provins. Eller også er der bare ikke mere arbejde at få på værftet; arbejdsløsheden i byen er stor.

Han flytter hjem til forældrene i Søndergade 25 i Sorø - hvor Oline og Jakob nu bor alene - og forsøger sig som selvstændig cykelsmed i Pedersborg ved Sorø, hvor han lejer lokale til værksted i udhuset til en villa.

Tilværelsen som selvstændig bliver relativ kort. Som følge af manglende omsætning lukkes biksen – og han konstaterer nøgternt og uden bitterhed, at det gik altså ikke.

Cykelværkstedet i Pedersborg

Tormods forældre Oline og Jakob i Stuen Søndergade 25 Sorø

Den 28. april 1934 flytter Tormod tilbage til Nakskov og får igen arbejde på skibsværftet. Det lader sig ikke verificere, hvor han opholder sig, og hvad han laver i perioden efter det mislykkede forretningseventyr, men forbindelsen med Margrethe i Nakskov forbliver intakt. Der har formentlig ikke været arbejde at få på værftet før nu.

Nakskov Skibsværft ejes af rederiet Østasiatisk Kompagni og bliver af rederiets stifter, den sagnomspundne H.N. Andersen grundlagt i 1916.

Fabriksfløjten har lydt og skibsværftsarbejderne forlader værftet til fyraften.

Det tiltrækker tyske skibsbyggere og håndværkere, som fra det krigshærgede land i årene efter den store krig flytter til Lolland for at arbejde på værftet. Den store tilvækst af tilflyttere bevirker, at der må bygges nye huse og boliger, for at Nakskov kan huse alle de nye borgere; det skaber igen nye arbejdspladser og byen oplever et boom. Det samme gentager sig efter den 2. verdenskrig, hvor behovet for at erstatte de skibe, som er gået tabt under katastrofen i årene 1939 til 1945 er stor og i høj grad kommer værftet til gode.

Svendebrevet som udlært mekaniker/cykelsmed berettiger til et faglært job som nitter og senere som svejser på værftet.

Det er et fagligt højt kvalificeret arbejde. Svejseteknikken er endnu ikke så udviklet, at man svejser et skib sammen. Skibets stålplader samles med nitter, som i glødende tilstand bliver sat i de i forvejen borede huller og bliver med et modhold på den ene side ”stukket” til med et hoved lig det, som er i den anden ende af nitten. Når nitten efter at være blevet isat og nittet – og efterfølgende afkølet – trækker sig sammen, bliver de to overlappende plader presset så tæt sammen at de er tætte nok til at holdet vandets tryk ude, ved en              

håndværksmæssigt korrekt udført operation.

Nakskov

Den 16. november 1935 bliver Margrethe, 38 år og Tormod, 34 år viet på rådhuset i Nykøbing S., hvor Margrethe siden den 1. marts har arbejdet på Statshospitalet.