Hundeliv

Jeg har altid været glad for hunde, og jeg har gennem snart 40 år haft tre hunde – den sidste lever i bedste velgående. Hvor forskellige mine hunde end har været i temperament og karakter, så har de også nogle fælles karakteristika. Alle har været pudler, de to første storpudler, og den nuværende er en mellempuddel. De har været – og er – utrolig rare og omgængelige, fuldt overbevist om, at alle (næsten), som kommer i huset, kun er kommet med det formål for øje at besøge dem og klø dem bag ørene - uden småligt hensyntagen til at ikke alle mennesker er lige begejstret for hunde. Ingen af dem her været – eller er – særligt velopdragne, og at lystre har for dem altid været en option. At de alle har været store fuglejægere, nævner jeg kun for fuldstændighedens skyld. Lærenemme har de været, når det har drejet sig om at tigge ved bordet eller sove i stuens bedste stol.

Min glæde ved hunde kan føres tilbage til en tidlig barndom. Min moster og onkel havde en cockerspaniel, da jeg var 5 - 6 år, og når vi besøgte dem på Statshospitalet i Nyk. S, hvor de begge arbejdede og boede, var LONE, som hunden hed, min trofaste følgesvend, når jeg på egen hånd drog på opdagelse i den nærliggende frugtplantage. Selv erindrer jeg ikke noget om den tid; det er blevet mig fortalt, at når jeg var kommet udenfor synsvidde, så kaldte de bare på LONE, og så fulgte jeg efter. Efter at være blevet lagt i seng om aftenen, skulle der – som det dengang mange steder var skik – bedes aftenbøn. ”Nu lukker jeg mit øje, Gud Fader i det høje….”, blev en aften til: ”Nu lukker jeg mit øje, Gud Fader, hvor den slikker mine tæer…” Alt det medførte, at jeg altid søgte kontakt med hunde, jeg mødte på min vej, skønt mine forældre jævnligt – uden virkning – sagde, at jeg aldrig måtte gå hen og klappe en fremmed hund.
Som barn havde vi ikke hund hjemme. Mine forældre havde i de første år af ægteskabet haft et gadekryds, som de kaldte SØRENSEN. På en køretur i min far bil, en Citroën 10 HP Type B12 i førkrigsårene havde den ædt det meste af bagsædet. Hvad der blev SØRENSEN videre skæbne kendes ikke, men den hændelse kan muligvis forklare min fars vægring mod, at vi – mine tiggerier til trods – ikke fik en hund. Jeg har så gennem min opvækst måtte søge venskaber med andres hunde. Min farbror, der var bonde, havde foxterrieren BOB, som blev min tro følgesvend gennem de mange år, jeg var på ferie på gården. Den levede det frie hundeliv og kom kun ind i stuen om aftenen og sov i sin høkurv ude i stalden om natten. I møblerne måtte den ikke komme, men den fik lov til at være (alene) i stuen søndag formiddag, når familien var i kirke. At den havde slumret blidt på ottomanen imens, afslørede det varme område i fodenden ved tæppet.
År senere, da jeg arbejdede på en benzintank, knyttede jeg venskab med forpagterens schæfertæve RITA. Hun gik frit omkring på tankens område i Ringstedgade i Næstved og var måske lidt forsømt, så ofte ”lånte” jeg hunden og tog hende med til Karrebæksminde, hvor hun fik lov til at strække ud på stranden og i vandet. Passede jeg tanken en søndag, så var hunden hos mig hele tiden, og så jeg passede både tank og hund. En søndag var forpagteren taget på druk, så ved lukketid kl. 22 stod jeg alene med både en benzintank og en hund. Jeg havde ingen nøgle til at låse med, og hustruen kunne jeg ikke komme i kontakt med, så gode råd var dyre, og jeg overvejede et øjeblik at blive på tanken natten over sammen med kassebeholdningen og hunden, men på den anden side skulle jeg også mandag morgen møde på arbejde på min læreplads. Jeg valgte at forlade tanken uaflåst og drog hjem medbringende hund og kassebeholdning. Tidlig næste morgen tog jeg ud på tanken og afleverede hund og kassebeholdning. Jeg antydede mig berettiget til en ekstra ”bonus” for ulejligheden. Forpagteren stak mig tavst en 100 kroneseddel, hvilket var mere end en ugeløn for mig. RITA fik en trist skæbne. Hun blev kørt over af en bil i krydset ved ”Røde Hus”.
Kort tid efter kom der en ny hund på tanken. ”Rolf” var en sort collie. Belært af forgængerens triste skæbne fik den ikke lov til at gå frit omkring. Den stod bundet udenfor hele dagen og havde det elendigt. Hver gang jeg havde en ledig stund, hentede jeg ROLF, og tit havde jeg ham hele weekend´en. En dag spurgte forpagteren – som godt kunne se det uholdbare i at have hunden bundet hele dagen – om jeg ikke ville havde ham. Med stor beklagelse måtte jeg afslå tilbuddet. Jeg var lige begyndt den videre uddannelse i København, men boede stadig hjemme i Næstved, og døgnets 24 timer rakte ikke, når både hjemmearbejde, ekstraarbejde og kæresten skulle passes. ”Rolf” fik senere et andet hjem.
Men med senere afsluttet uddannelse, værnepligt og efterfølgende redebygning i Køge lagde jeg på ingen måde skjul på overfor min kommende brud, at der i familieplanlægningen også indgik en hund!
Ikke alle mine hundebekendtskaber faldt lige heldigt ud. Min chef på savværket i Køge - lad os for nemheds skyld kalde ham Hansen – var også en meget stor hundeven. Han fortalte en dag kort efter min ansættelse, at han havde hund, en Rottweiler. Min ungdommelige og ganske kække kommentar var: ”Nå, det er en af dem, der har røv i begge ender”. Jeg kendte på det tidspunkt ikke Hansen særligt godt. Af hans ansigtsudtryk kunne jeg tyde, at min kommentar ikke behagede ham. Efterfølgende erfarede jeg, at nok kun fordi jeg var så ny i jobbet, slap jeg for yderligere sanktioner. Under andre omstændigheder ville kritik af hans hund medføre ugers surhed, hvor han ikke talte til mig. Men ellers snakkede han ofte (for) meget om sin hund, en store ildelugtende, savlende og ondskabsfuld Rottweiler.  En dag ikke så længe efter min ansættelse havde jeg et ærinde hos ham privat; her stiftede jeg bekendtskab med KIM, som kræet hed. Jeg blev budt på kaffe, og mens vi sad og snakkede, lå KIM i et hjørne af stuen og stirrede ondskabsfuldt på mig. Hansen havde bedt mig om ikke at nærme mig dyret. På et tidspunkt rejste den sig og kom nærmere, samtidig med, at jeg registrerede, at Hansen blev meget fraværende i samtalen og synes ganske koncentreret om rottweilerens færden. Jeg troede, at hunden var kommet for at blive klappet, og jeg spurgte derfor, om jeg måtte klappe den, men blev af Hansen beordret til at forholde mig i absolut ro! Kort efter sprang han resolut op af stolen, greb køteren i halsbåndet og førte den ud af stuen og lukkede døren. Hændelsen forblev ukommenteret, men et angreb var afværget. Hansen fik senere andre hunde, alle boxere og – i Hansens verden - mindst lige så fortræffelige som KIM. Ingen af dem blev særligt gamle, og hver gang en af hundene var syge, snakkede han ikke om andet. Vi andre på arbejdet måtte trøste ham, og når han måtte skille sig af dem, led han alskens kvaler. Måske derfor hang der flere steder i hjemmet Stella Nova-portrætter af hundene. Boxere har nogle karakteristika, som kan synes lidt urimelige for en levende skabning. Skindet for lille. Enten savler de, eller også lukker de ildelugtende tarmluft bagud. Skindet er ikke stort nok til ar begge ender kan holdes lukket samtidig! Dette blot for at forklare følgende episode: En dag for mange, mange år siden, hvor jeg en søndag havde vagt på savværkets kraftcentral og netop havde åbnet den medbragte madpakke, dukkede Hansen op med sin boxer. Hunden startede med at tørre savl af i mine benklæder, for derefter at vise intensiv interesse for min åbne madpakke på pulten. Med begge forpoter oppe på pulten nærmede den sig faretruende min frokost. Hansens vedholdende kommandoer til hunden om at holde op blev ignoreret, og da hunden vedholdende havde udset sig min madpakke som næste måltid, måtte jeg til sidst flytte den over i vindueskarmen. Hansen havde på dette tidspunkt opgivet at få hunden til at lystre, men nu gav den også op, og lagde sig over i en krog og lukkede tarmluft ud. Med syreætsende sarkasme bemærkede jeg: ”Din hund virker på ingen måde underkuet, Hansen!” Den fik han helt galt i halsen. Med glød og varme i stemmen sagde han, idet han vel opfattede min giftige bemærkning som ros og muligvis som en bekræftelse – han holdt så meget af at blive bekræftet - på noget, han måske tidligere havde sagt: ”Ja, det har du sandelig ret i, Bent. Hunde skal ikke kues.” Ren spild af god sarkasme!
Helt så heldigt slap jeg ikke fra det et par årtier senere, da skæbnen ville, at vi i en periode rejste en del sammen til koncernens fabrik i Lauterbach, hvor vi lavede forbedringer, justeringer og målinger på kedelanlægget. En dag var vi taget ned en til `Karins Restaurant` i den lille hessiske købstad for at spise frokost; vi havde været der en lille uges tid, og alle samtaleemner var vel udtømt, så vi sad tavse og kæmpede med en ”Strammer Max” (Skinke og spejlæg mm.) over glas af den lokale `Lauterbacher Pils´. Døren til lokalet gik op, og ind trådte en mand i selskab med en boxer. Hansen blev som forvandlet, og begyndte – endnu en gang - straks at fortælle mig om lykken ved at have boxer, og sluttede med at spørge mig: ”Kunne du ikke også godt tænke dig at have sådan en hund?” Mit uigennemtænkte svar kom spontant: ”Næh…ikke specielt…” Den desværre alt for velkendte reaktion udeblev ikke. Han var sur resten af dagen, og aftenen sluttede ikke som sædvane med en godnatøl på Hotel Schuberts lille bodega,` Entenest`, som lå lige overfor hotellet og ned til floden. Efter et måltid uden mange ord rejse han sig og meddelte, at nu gik han i seng. Man skal virkelig ikke gøre sig lystig over andres fornemmelser for hunde……
På det tidspunkt havde jeg dog selv haft hund i mange år, for et par år inde i ægteskabet – stadig barnløse – fik vi storpudlen FAYE. Vi købte hende på en kennel udenfor Køge for 1500 kr. Hun var 6 måneder gammel og hjemkøbt fra England med udstilling og avl for øje. Manglende kindtænder gjorde, at hun ikke bruges til formålet. Det var vi ligeglade med, for vi faldt helt og aldeles for den lidt sky hund. Kennelmutter ville dog gerne have hunden bedømt på en udstilling, så en vintersøndag drog vi til Slagelse for at få FAYE bedømt på en hundeudstilling. Der mødte os et særegent miljø med passionerede hundemennesker, alle travlt optaget af at soignere deres hunde, hvad enten det nu var at trimme frisuren en sidste gang eller kamuflere enkelte hvide hår med en sort speedmarker. Der kunne vi slet ikke være med, vi nøjedes med at strigle de værste uldtotter ud af pelsen på hunden inden, vi fik den bedømt. De manglende kindtænder opdagede den indforskrevne finske kapacitet af en dommer ikke. Der blev derimod gjort en anmærkning om, at hun havde store mandelformede øjne – noget der trak ned. FAYE fik en meget sekundær placering og en præmie i form af et blåt bånd; det var vist ikke særligt fremragende og ligeglade var vi.
FAYE kunne stor set lide alle, der kom i huset, eller som vi besøgte, for vi havde hende med overalt. Der var et par uheldige undtagelse. Hun kunne generelt ikke lide børn bortset fra små lyshårede piger, og så kunne hun ikke lide postbude. Begge undtagelse gav pinlige episoder. En avisdreng blev nappet i bagdelen og løb skrigende bort. Kort tid efter hvinede bremserne på en bil i indkørslen, og ud steg en voldsomt ophidset mand og nærmest brasede gennem hoveddøren. Det var drengens far. Han forlangte næsten hunden aflivet på stedet. Vi undskyldte og beklagede selvfølgelig og lovede snarest at bibringe hunden bedre manerer. Vores postbud, dette rare menneske, var panisk bange for hunde. En dag, da jeg gik ude i garagen, var hunden smuttet ud i indkørslen, samtidig med postbuddet kom trækkende med sin cykel på vej med post til brevsprækken. Det var ret uheldigt, for det opdagede hunden og løb gøende posten i møde. Selvom jeg råbte, at han bare skulle blive stående, slap han resolut cyklen, som væltede, og løb ned ad Læsøvej med hunden efter sig. Jeg fik kaldt hunden til mig, hentet postbuddet og rejst cyklen op. Jeg måtte tage den skrækslagne mand med ind med indenfor, og først efter at have beværtet ham med både en øl og en brændevin, fandt jeg det forsvarligt at sende ham videre på postruten. Og han var ikke engang sur på mig, men nøjedes med at konstatere: ”Der var jeg s´gu lige ved at lægge et æg”.
Et par år efter hundens tilkomst kom sønnen til. Det var i begyndelsen ikke den store kærlighed fra FAYE´s side. Men på trods af det, følte hun sig alligevel kaldet til at passe på den nyfødte, som stod i sin barnevogn ude i have med hunden liggende vagtsom ved siden af. Hurtigt ændrede forholdet sig til det bedre, selvom kriser kunne opstå, som f. eks. når hunden snuppede en kiks ud af hånden på den nu 1 – 2 årige søn.
Efter 13 år og 8 måneder var FAYE begyndt at skrante, og det medførte flere dyrlægebesøg. Sidste gang, jeg tog derhen, havde jeg en fornemmelse af, at hun ikke kom med hjem igen. Dyrlægen mente, at indre organer var begyndt at svigte og tilbød os, at få taget nogle blodprøver, men udtrykte også forståelse for, hvis jeg mente, at hunden havde haft sin tid. Jeg nikkede samtykkende, hunden fik en sprøjte og sov stille ind. Nogle beslutninger skal man tage alene. Har man modet til at anskaffe sig en hund, må man også have modet til at skille sig af med den, når tiden er inde.
En ny hund skulle anskaffes, og på en kennel i Kalundborg fandt vi den 4 uger gamle SAMSOM. Han havde kennelnavnet TAMELESS, ”den utæmmelige”, og sjældent har et navn været mere betegnende. Ved besøget på kennelen skulle vi vælge en hvalp af kullet. En af dem var allerede gået i gang med at snøre min ene sko op og var begyndt at æde snøren. Jeg havde fået fortalt, at når der skulle vælges en hvalp fra et kuld, så skulle man vælge den, der først kom hen til en, og hermed var sagen afgjort. Hvad fatter gør, er altid det rigtige! Senere er der flere gange blevet hentydet til min egenrådighed, når SAMSOM, som vi ’døbte’ ham, havde været på gale veje. To uger senere, da han var 6 uger gammel, hentede vi ham. Han indtog straks sit nye hjem! Tog en rundtur i huset, gik ind på mit værelse og sked på gulvet, for derefter at lægge sig til at sove under sofabordet i stuen. Det nye hjem var godkendt og indtaget.
SAMSOM var en hund med en stor frihedstrang. Jeg var vant til at vi kunne færdes de fleste steder med FAYE uden at have hende i snor. Den praksis troede vi at kunne videreføre med SAMSOM, og i begyndelse gik det meget godt med et par enkelte svipsere. En dag, hvor han løb frit nede på Sønderstranden følte han trang til tur i vandet; det var sket før, og han var altid kommet pænt tilbage. Denne kølige efterårsdag havde han vist besluttet at udforske Sverige. Kursen var i hvert fal sat, og uanset, hvor meget jeg råbte, skete der intet. Heldigvis kom han på andre tanker og vente tilbage. Så var det sket med at løbe frit på stranden!
Men stadigvæk slap jeg ham løs på markerne bag villakvarteret indtil en skønne dag, så var det definitivt slut med det frie strejferliv. Det var en frostklar søndag morgen først i januar på det ubebyggede område ved Hastrup Vest. Han gik uden snor et par skridt foran mig, vendte sig om, kiggede på mig med et blik, som ville han sige: ”Jeg er den, der er smuttet!” Og væk var han med kurs ud over markerne. Forsøg på at kalde ham tilbage var forgæves, og kort efter var han udenfor synsvidde. Hele den lille familie ledte efter ham hele dagen, og mørket nærmede sig. Det blev sønnen, som fandt ham på et tip fra en skolekammerat, der havde set en stor puddel løbe rundt ved betonfabrikken i Herfølge. Det var en meget forkommen hund, der kom hjem. Han sov en hel uge, men sårene på poterne heledes. Efterfølgende passede vi altid på, når vi åbnede hoveddøren, for kunne han se sit snit til det, så stak han af. Kun en enkelt gang lykkedes det, men heldigvis blev han – som af en magnet – tiltrukket af en tæve i løbetid ikke så langt fra huset, og jeg kunne hente ham igen.
SAMSON fik 14 gode år forud for de få uger, hvor han begyndte at skrante.
Et par år uden hund er et par år med forringet livskvalitet. Og så blev det klart, at en ny måtte anskaffes. Valget faldt på en mellempuddel fra en kennel ved Veksø. Belært at tidligere erfaringer faldt valget på kuldets roligste hvalp. JOLLY JOKER lå og sov i en bedaget lædersofa, da vi så den få uger gamle hvalp første gang, og han tog ingen nævneværdig notits af vores tilstedeværelse. Da vi hentede ham hjem, 6 uger gammel, søgte han straks hen til stuens lædersofa og stod og peb, indtil vi løftede ham op i sofaen. Det gentog sig flere gange daglig indtil JOLLY – som vi nøjedes med at kaldte ham – selv kunne springe op. Sidenhen har han betragtet alle husets møbler som sit naturlige domæne. JOLLY er ubetinget den af vores tre hunde med størst personlighed. Skønt vennesæl overfor alle uden forbehold, er han absolut ikke uden temperament. Når hans grænser bliver overskredet, siger han fra, og en tendens til dominans må jævnligt holdes nede. Ikke altid falder hans opfattelse af grænserne sammen med mine, og så må vi jo lige have kammeratlig samtale om tingene i øjenhøjde – min øjenhøjde. Det hjælper. Han holder meget af oksehudsben, som jævnligt begraves i haven. Vi er ikke i tvivl, når han har gravet i haven, for så har han jord på hele snuden og kommer og stiller sig foran os for at fortælle, at nu er benet gemt et hemmeligt sted. Når jeg så spørger, hvor han har gjort af benet og rejser mig for at gå ud og finde det, afslører han straks gemmestedet ved at løbe i forvejen og bevogte stedet. I respekt for hundens natur lader jeg altid benet ligge. Det dukker så op måneder eller halve år senere i slimet og halvrådden tilstand, og så står Jolly lige pludselig foran os og triumferer med sit trofæ, som vil han sige: ”Se, hvad jeg har fundet, OG I FÅR DET IKKE FRA MIG!” Han kan ligge hele dagen på terrassen og bevogte sit trofæ, der ligger mellem forpoterne. Og når jeg kalder ham ind, sker det med benet i munden, (vi vil ikke have det slimede og mugne ben ind i stuen) og jeg kan lige så lade være med at forsøge at tage det. Det ville kræve en større kamp, end jeg har lyst til at give mig ud i. Og på en måde synes jeg også hunden er i sin gode ret til at forsvare sit ”bytte”. Der skal anvendes list! En enkelt lille ært er nok til at få ham til at glemme alt om benet, som jeg uden kamp kan gå ud og tage, mens han fortærer den lille ært. Han elsker ærter, og i ærtesæsonen er det fast aftenritual, at vi efter spisetid går ud i haven og plukker ærter, for derefter at dele dem på bænken. Jeg skal bare åbne bælgen, så klarer han selv resten. Den gamle hund SAMSOM holdt også meget af ærter og kunne selv plukke dem og tyggede dem hele med bælg. Han nærmest  ”græssede” ved ærtebedet.
JOLLY elsker at køre i bil. Ved enhver given lejlighed ser han sit snit til at hoppe ind i bilen, og går turen ind til byen, bliver han helt ustyrlig på bagsædet, når vi kører gennem Brogade, for så nærmer vi os pølsevognen på torvet. Her har de nye ejere etableret ”DOG´s PLACE”. På den ene side af pavillonen er der ved siden af en skål vand stillet en spand med de usolgte pølser fra dagen i forvejen. JOLLY kan selv vippe låget til side og forsyne sig. Det er et praktisk arrangement, for det giver også mig en legal grund til at aflægge pølsevognen et besøg. Og sådan kan man have så meget glæde af en hund…..

Marion

 

 

Blandt de få genstande min alt for tidligt afdøde mor efterlod sig, var et læderindbundet fotoalbum med messinglås og en stofbetrukket papæske med fotografier fra hendes ungdom og fra mine forældre første år sammen. I over seks årtier har jeg hæget om disse effekter, som var det relikvier.



De fleste personer på billederne er mig bekendte; andre er det ikke. Et af de billeder, jeg gennem alle årene har syntes særligt godt om, er dette fotografi – som må være over hundrede år gammelt – af denne unge kvinde. Billedet er godt og smuk, det er hun. I mange år vidste jeg ikke noget om hende eller hendes tilhørsforhold til min mors familie, som stammer fra Øster Assels på Mors.

Byen var før århundreskiftet til det 20. århundrede – altså for over hundrede år siden - ved at udvikle sig fra et bondesamfund til en hel lille købstad, skønt byen kun rummede 111 husstande med tilsammen 573 personer. Der var forsamlingshus, posthus, brugsforening, bager, slagter, vognmand, smed, fotograf, papirhandel, trikotage og sadelmager. Sidstnævnte var min morfar.

For tre eller måske snarere fire årtier siden opsøgte jeg en gammel moster – den sidste overlevende af mine mors søskende – for at høre, om hun kunne fortælle noget om de mig ukendte personer, der var afbildede på mine højt skattede fotografier.

Min moster fortalte, at den unge smukke kvinde på nærværende fotografi hed Marion. Hun var datter af en af de næringsdrivende i Øster Assels; jeg har glemt hvilken, men han lånte ofte min morfar penge, når han ikke kunne betale sine leverandører for de materialer, der blev ham leveret. Min morfar Peder Kristian og min mormor Ane Marie må have været fattige på penge. Tretten børn fik de, men kun syv nåede at blive mere end 2 år gamle. Døden var en del af hverdagen dengang. Om Marion kunne min moster fortælle, at hun døde som ganske ung. I dagen op til jordefærden lå hun udstillet i åben kiste i udstillingsvinduet i faderens forretning, så hele det lille samfund kunne tage afsked med den unge smukke kvinde. Endnu et udsagn om at døden dengang var meget nærværende i hverdagen. 

En Adelig Fejltagelse

Fra min pure ungdom og til godt og vel ind i alderdommen var jeg ansat på en træindustri – landets største. De første mange år af min ansættelse bestod aktionærkredsen mestendels af skovejere, dvs. hovesaglig godsejere af adelig æt, altså lutter noble og dannede personer af ædel byrd. Hovedaktionæren – og den egentlige ejer – var ikke adelig, men besad et stort (forgældet) gods i Jylland. Han havde under besættelsen indtaget en fremtrædende post og var en personlighed ud over det almindelige, som man kun kunne beundre. Materielle goder og personlig bekvemmelighed var udenfor hans interessesfære. At han i adskillige ægteskaber havde slidt ligeså mange hustruer op, og som 90-årig stadig kunne tage turen til hovedstaden for at holde stævnemøde med en gammel flamme fra en fjern ungdom, siger lidt om hans karakter. Men det er slet ikke den historie, jeg vil fortælle.

Den handler nemlig om en meget menneskelig episode, udspillet i den fine aktionærkreds. Efter et bestyrelsesmøde afholdt i det legendariske mødelokale under direktionskontoret, som husedes i gavlen af en miserabel laboratoriebygning, begav bestyrelsen sig på en rundtur i savværket. Om jeg ikke skulle tage meget fejl, så var bestyrelsesmødet blevet afsluttet med en frokost, hvor intet manglede…men det kan jeg jo ikke vide med sikkerhed.
Til troende står, at en godsejer med adelig titel under turen følte presset på blæren i sådan en grad, at han – sikkert mod sin vilje – så sig nødsaget til at søge lindring i en af de lokaliteter, som forskellige steder var indrettet til brug for træindustriarbejderne – oftest i tilknytning til omklædnings- og badefaciliteter. Sådanne var dengang udstyrede med lange kummer langs væggen i rustfast stål til vask af hænder og hoved. (Af mig ganske uforståelige grunde nærede mange (stevnsbønder) dengang en uvilje mod at bade sammen med fremmede.) Disse kummer kunne let lade sig forveksle med et pissoir. Og det var netop, hvad der skete for greven! Han var netop i gang med at lette trykket på blæren i vaskekummen, da en stor træindustriarbejder kom ind i baderummet og ved synet af den fine godsejer, iført opknappet lodenfrakke og filthat med fasanfjer, udbrød: ”Hva’ fanden mand, pisser du også i håndvasken hjemme på slottet?”
Rygtet sagde, at ikke havde nået at knappe sine bukser, da han igen sluttede sig til den øvrige bestyrelse…At han blev meget flov og undskyldte episoden hører også med til historien.

Sygeplejersken og Sømanden

Sygeplejersken Margrethe og sømanden Tormod bliver viet på rådhuset i Nykøbing Sjælland den 16. november 1935.


Margrethe

Hun har for nylig fået arbejde Nakskov Sygehus, hvor hun i sin tid var elev, og hvor hendes og Tormods veje krydsede hinandens for fem år siden. Dengang havde hun netop – i en alder på over 30 år - afsluttet sin uddannelse som sygeplejerske på samme sygehus. Han var vendt hjem til landet efter i 10 år at have sejlet som kullemper og fyrbøder på danske, engelske, svenske og amerikanske skibe og havde nu fået arbejde som nitter på Nakskov Skibsværft. Tormod er udlært cykelsmed og mekaniker fra Sorø.

Tormod

De bor i starten af ægteskabet i en lejlighed på Hoskiærsvej 35, som formentlig er en tjenestebolig, Margrethe har fået stillet til rådighed fra Sygehuset. Året efter flytter de ind på 1. salen af en villa på Østre Allé 3. De følgende år flytter de lidt rundt, indtil de i 1944 får en lejlighed på 1.salen af en villa på Skovsgårdsvej 9.

Sammen med Tormods søster Ruth og hendes mand Aage ved Bildsø Strand 1932. Det var før de blev gift.

Tormod bliver præsenteret for Margrethes familie på Mors. Under et besøg hos Margrethes forældre er Margrethes far Peder Kristian langt fra tilfreds med, at de nygifte kommer sent hjem en aften efter et besøg hos en af Margrethes ungdomsvenner. Den gamle brokker sig, og den ellers altid besindige Tormod gør heftigt opmærksom på, at han efter at have rejst store dele af verden rundt, nok mener sig i stand til passe på sin kone og i øvrigt nok selv skal bestemme, hvornår han skal være hjemme.


Tormod og svigerfar Peder Kristian

Ellers omtaler Tormod – denne lille batalje til trods - altid sin svigerfar positivt og som en mand med megen humor. Tormod taler aldrig dårligt om nogen.

Tormod i sin nyanskaffede bil med svigerfar på bagsædet

Begge arbejder, Margrethe - som Tormod nu kalder Grethe - på sygehuset og Tormod på skibsværftet, og de sidder økonomisk ganske godt i det. Der bliver råd til en brugt bil. Det er en Citroën 10 HP Type B12 årgang 1927. Senere – i ´39, få måneder før landet bliver besat - bliver Citroen´en udskiftet med én Austin Seven årgang 1931, som erhverves for 1700 kr + Citroën´en i udbetaling.


På besøg hos Tormods forældre i Søndergade i Sorø

Tormod reparerer motorcykel for overlægen på sygehuset – og lægen er tydeligvis imponeret over hans tekniske snilde og især over hans evne til at samle stumperne i den rigtige rækkefølge. Som han siger:” Når jeg står med hænderne fulde af indvolde, så slipper jeg dem, og de falder selv på plads – her skal man virkelig vide, hvor tingene har siddet, før de blev skilt ad.” Den historie fortæller Tormod tit på sine ældre dage.

Kaffen nydes.

Barnløse, som de stadig er, anskaffer de sig en hund. De kalder den ”Sørensen”. Den er af ubestemmelig race og er noget af en ustyrlig krabat. På bagsædet under køreture, hvor kræet er med, har den svært ved at forholde sig rolig. Under sådan en køretur bliver der påfaldende stille på bagsædet af Citroën´en. Margrethe og Tormod glæder sig over, at hunden endelig har fundet sig tilrette bagi. Det har den også, men er i fuld gang med at fortære bagsædet. Om ”Sørensens” videre skæbne har intet kunne efterspores.

Familiebillede ved Oline og Jakobs guldbryllup. Alle 12 søskende med ægtefæller er med.

1939 er et år fyldt med begivenheder. Tormods forældre Oline og Jakob fejrer guldbryllup, og alle 12 søskende med familier er samlet til fest i Sorø. Samme år dør Margrethes mor Ane Marie i Dollerup, hvor hun og Peder Kristian bor hos datteren, Margrethes storesøster, Marie. Det er også året, hvor 2. verdenskrig bryder ud.
Der er ingen benzin at få til den nyanskaffede bil, og den klodses op i garagen på fire træbukke, som Tormod selv fremstiller. Der står den under hele besættelsen.  Bukkene opbevarer Tormod til bilen sælges i 1962; man kan jo aldrig vide…..
På værftet bliver der bygget skibe til tyskerne. For at forsinke arbejdet, kastes der mængder af svejseelektroder ud over siden.  Det er Tormod med til.
Fra deres soveværelse hører de tværs over Østersøen bombardementerne i Nordtyskland og ser lysglimtene og føler uhyggen.

Sammen med Tormods bror Helge og dennes hustru Emma. Bagest deres søn Børge med en kammerat.

Der er mangel på råstoffer, og mange ting kan ikke fås. Margrethe er fantasifuld, og er dygtig til at få mest muligt ud af næsten ingenting. I Nakskov Brugsforening køber hun bogen ”Nyt af gammelt”, der giver anvisning på reparation og omsyning ad dame- og børnegarderobe, med kapitler som ”Reparation af Garderoben”, ”Reparation af Linnedskabets Indhold”, ”Charmeuse og Interlock Undertøj”, ” En voksen Frakke syes om til Drenge- eller Pigefrakke”, ”Skræddersyet Knaphul” og en hel masse andre ting.
Mange værftsarbejdere tager under krigen til Tyskland, hvor efterspørgslen på arbejdskraft er stor og lønnen god. For Tormod er det aldrig noget tema for Margrethe og han er meget glade for hinanden.
Besættelsen medfører, at kontakten med familien i Jylland og på Sjælland bliver besværlig. Begge får i 1941 udstedt legitimationskort med tilladelse til at rejse til Jylland, men hvor ofte de besøger familien i den fem år, besættelsen varer, er uklart.
I 1939 er Storstrømsbroen blevet indviet. Den er 4 km lang, og for Tormod er den et stort teknisk vidunder. Den er på det tidspunkt Europas længste bro; det undlader han aldrig senere at fortælle, når talen falder herpå.
Før Storstrømsbroen bliver taget i brug, var der 2 færgeforbindelser fra Falster, og som de i førkrigsårene benyttede for at komme til Sjælland. Den ene færgeforbindelse var mellem Gåbense og Sjælland syd for Vordingborg og den anden var fra Orehoved til Masnedø.

Sammen med Kirstine, Hans Peter, Peder Kristian og Margrethes niece, som er datter af broderen Albert, der ejer gården.

De besøger hovedsagelig Margrethes lillesøster Kirstine og hendes mand Hans Peter. Begge arbejder som plejere de på Statshospitalet, som er et psykiatrisk hospital - i Nykøbing Sjælland. Kirstine er en ilter kvinde, men hun er også godheden selv – alt kan hun undvære for andre. Hans Peter er en stout mand – fysisk stor og stærk. Han er plejer på den afdeling af statshospitalet, der bærer navnet ”Sikringen”. Her behandles – eller opbevares - meget syge mennesker, som har begået frygtelige (u)gerninger. Der er en direkte telefonlinie til Kirstines og Hans Peters tjenestelejlighed, så HP – som han omtales blandt kolleger – kan tilkaldes, når der opstår uroligheder på afdelingen – og det sker ikke så sjældent. HP er også oplært i at give urolige patienter beroligende injektioner. Privat er HP jordens mest fredelige mennesker, der med stor overbærenhed lukker ørene, når temperamenten løber af med Kirstine. Tormod og Hans Peter får hurtigt et godt forhold til hinanden, og de drikker gerne en øl og en snaps sammen – enten i tjenesteboligen eller på HP´s stamværtshus inde i byen. De blander sig ikke i de trakasserier, der kan udspille sig mellem de nære søstre.
Margrethes forhold til Tormods familie er derimod lidt anspændt. Margrethe får dog et godt forhold Tormods storesøster Konstance, hvis horisont ligger længere ude end den øvrige families. Konstance har kunstneriske ambitioner, som evnerne ikke helt er på omgangshøjde med. Ikke desto mindre er væggene hendes og Ejners hjem prydet af en stor egenproduktion af malerier.
Gennem 10 år forsøger Margrethe og Tormod at få et barn, og ingen i familien forventer, at de på noget tidspunkt kommer til at reproducere sig selv.
Da Margrethe endelig i 1944 - i en alder af 47 år - får konstateret sin graviditet, er det svært pr. brev at overbevise familien om den forestående familieforøgelse.
Den 20.marts 1945 kl. 22 kommer barnet til verden på stue 212 på Nakskov Sygehus. I Margrethes dagbog over den nyfødte skriver hun:

 ”Blev præsenteret for sin Far kl. 23, umiddelbart efter præsenteret for sin Mor, som ikke synes han var særlig køn”

 Og senere skriver hun igen i dagbogen:

 ”22. Marts kl. 11 blev han lagt til Brystet for første gang og drak flinkt, dagen efter så jeg ham 6 Gange i Døgnet – han ville ikke lukke øjnene op, så jeg kunne se hans øjnes farve”

 " Lørdag den 14. April kom vi hjem fra Sygehuset kl. 15:30, vores Far var ovre at hente os. Den 

dag fik Palle sin første Biltur”

 Den 20-5 var han i Kirke (Pinsesøndag), hans Kusine Tut bar ham, og jeg selv fulgte med – Tuts daværende kæreste Mogens Nielsen og Palles Farbroder, samt hans egen Far var Faddere – han græd ikke i kirken. Vi havde ingen større Fest på Grund af Krigen med dens Rationering – vi var en halv snes Stykker. Daaben var om Formiddagen. Og vi spiste Frokost – Middag – Natmad – og så var Kl. 3, da vi brød op.

Tormod med sønnen på dåbsdagen.

 I sidste øjeblik bliver en beslutning om at give drengen navnet Palle ændret.  Blandt gæsterne er Margrethes lillesøster Kirstine og svoger Hans Peter fra Nykøbing S., og gudmor er Kirstines adoptivdatter Karin, Tut kaldet. Hun har, lige fra hun som spæd kom til Kirstine og Hans Peter, været Margrethes øjesten.

Ved indgangen til kirken lykønskes den 22-årige Tut af en tilfældig forbipasserende med barnet og Tut kvitterer med et ”Tak”. Margrethe hvisker hende i øret på vej ind i kirken, at det var lidt frækt!
Den 4. maj 1945 kl. 20:36 lyder frihedsbudskabet fra London gennem radioen:

 ”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordtyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark Har overgivet sig.”

 

Margrethe og Tormod jubler sammen med naboerne ude på vejen.
”Lolland-Falsters Social-Demokrat” udkommer næste dag i både en A-udgave og en B-udgave. Som inkarneret socialdemokrat abonnerer Tormod hele sit voksenliv på en socialdemokratisk lokalavis, dog køber han i weekend´en engang imellem Politiken!  Øvrige borgerlige aviser har han kun ringeagt tilovers for.
Under overskriften ”Danmark er atter frit” i A-udgaven bekendtgøres allerede ”Den Danske Frihedsregerings Sammensætning.”
På forsiden er der også en leder, der svælger i national selvfølelse, som man nok skal have oplevet tiden for helt at forstå.
Under overskriften ”Danmark frit!” indledes med:

 Frihedens Sol skinner igen over vort tusindaarsgamle Land. Efter 5 Aars og 26 Dages nazistisk Trældom kan vi igen trække vejret frit.

 Og længere ned i lederen er at læse:

 Der er saa meget at glæde sig over i Dag, saa meget at være taknemmelig for. Englands, Ruslands, Belgiens, Hollands, Polens, Østrigs og Tysklands Hovedstæder er skudt i grus. Danmarks smilende, smukke Hovedstad ligger i dag som tilforn. Den har faaet sine saar – men de er stort set lette at hele. Og hvor andre Landes Byer i snesevis er udslettede og døde, lever alle Danmarks Købstæder og Landsbyer – driftige, arbejdsglade og smilende. Og det allerbedste: Mens andre Landes Ungdom har forblødt i Hundredtusindtal paa Slagmarkerne, har vi bevaret vor Ungdom sund og karsk, rede til at gøre Dagens Gerning, rede til at lægge alle Kræfter i for Danmarks Sag.

 

Ja, det skriver de virkelig.

Og minsandten om ikke den socialdemokratiske leder, der har republikkens udråbelse på programmet, slutter med følgende hyldest til kongen:

Vor gamle Konge vil vi mindes i Dag! Han stod iblandt os som Livsviljens Symbol. Han fik den lykke at se sit og sine Fædres Land helt og frit og et enigt dansk Folk sender ogsaa ham sin tak.

 Inde i avisen er beskrevet, hvorledes befrielsesaftenen er forløbet på Lolland og Falster.

Der berettes bl.a. om 20.000 flygtninge, soldater og krigsfanger samlet i Rødbyhavn, som venter at komme hjem. Flygtningene, hvoraf de fleste er kommet til Rødbyhavn med tyske krigsskibe, – der ligger 38 skibe i inderhavnen - må i dagene op til befrielsen delvis klare sig selv, og mange er tvunget til at ”bivakuere” i det fri, hvis de ikke er så heldige at kunne dække sig til på en gård eller i en lade.  Størsteparten er forkomne soldater fra Italien, Letland, Polen og Tjekkiet, men der er også mødre med små børn i blandt de mange. I løbet af fredagen gør de danske myndigheder sig klar til at kunne indlogere de mange forkomne mennesker på større gårde, Teknisk Skole, Kommuneskolen og Gymnastikhuset, ligesom der står et ekstratog klar til at viderebefordre de mange mennesker. Man afventer den Tyske Overkommandos ordre til kapitulation – da det trækker ud med den, må ”havneboerne” indtil videre klare sig selv.
Også annoncerne i avisen er præget af befrielsen. Landmændenes Andels Export Slagteri i Nakskov har følgende annonce:

                                            Nu aander vi befriet

                                            snart svinder al vor Nød
                                            naar der paa Slagteriet
                                             bli´r nok af Flæsk og Kød

 I B-udgaven er horisonten udvidet. Der er artikler på forsiden om, at Dr. Best er kommet under Frihedsrådets beskyttelse, at amtmanden i Åbenrå har modtaget Montgomery ved grænsen og om ordre fra Keitel og Lindemann til de tyske tropper. Man kan også læse om Royal Air Force angreb på tyske undervandsbåde, som ”knækkede midt over”.

Lokalt berettes om ”En Dansker og en Tysker dræbt ved Skyderi i Søndergade” og at ”Tysk Militær beskyder Falck-Kranvogn i Nakskov”.
En artikel inde i bladet beretter om: ”Maribos Stikkere sættes i Gabestokken”. Man kan læse:

 Op paa formiddagen steg og steg Stemningen og Glæden blandt Maribos Indbyggere. I Tusindvis samledes man i Hovedgaden og paa Torvet og modtog her efterhaanden Frihedskæmperne og de danske Politifolk, naar disse kom kørende med de udanske mænd, som man normalt kalder Stikkere og Landsforrædere og i Løbet af formiddagen havde man sikret sig en god Portion af disse slimede Væsener. En enkelt af dem havde vaaben paa sig, men blev afvæbnet ved Torvet, og da han blev kørt paa stationen fulgte en hundredtallig Skare Bilen. Op mod Middag gik det særlig stærkt, og Pladsen foran Politistationen var sort af Mennesker, der ønskede at opleve det Øjeblik, som alle havde ventet paa saa længe og som der iblandt alle Danske er fuldt Enighed omskal lide den Straf, de har fortjent.

 Folket fælder sin dom…    

I marts 1946 kommer der køretilladelse, og den 30. marts kører Margrethe og Tormod med den 1-årige på bagsædet den første tur gennem Nakskov efter besættelsen. Når de er på familiebesøg hos Tormods sjællandske familie, og den 1-åriges sengetid nærmede sig, bliver han lagt ned i bilen på bagsædet; ja han beder selv om det. År senere bliver det for drengen en fin leg at sidde ved rattet af den højrestyrede lille bil og lege chauffør – helst med en kammerat ved siden af.

Med sønnen på Alberts gård i Vinde ved Skive.

Samme år følger familiebesøg hos Margrethes familie Nykøbing S. og Skive. Margrethe og Tormod er de eneste i en meget stor familie, som har bil. Det er derfor rimeligt, at de familiære relationer genoptages - efter mørke år med begrænsede rejsemuligheder – ved at de kommer på besøg. Samtidig skal det 1-årige vidunder vises frem.

Mor og søn har været hos fotografen

Sidst i fyrrerne´er bliver det småt med arbejde på værftet; Tormod søger andre græsgange for at opretholde beskæftigelsen. Han får i 1947 sammen med en arbejdskammerat fra værftet, John Andersen. arbejde på De Forenede Jernstøberier A/S i Næstved.
De forenede Jernstøberier A/S er stiftet i 1906 ved en sammenslutning af fem jernstøberier i København og provinsen. I 1928 kommer den historiske Anker Heegaards fabrik i Frederiksværk til. Koncernen består nu af jernstøberi og maskinværksted i Frederiksværk samt metalstøberi og maskinværksted i Næstved. Hertil kommer salgsafdeling i Århus og hovedkontor i København.
Selskabet beskæftiger ca. 1100 medarbejdere og har som forretningsområde produktion af hånd- og maskinformet støbegods, gasstegeovne, gaskomfurer, gasvaskekedler, el-komfurer, el-bageovne, centralvarmekedler i støbejern og plade, oliefyr, stokkere, pumper og ventilatorer. Det er i sandhed i stort sortiment af produkter, som man næppe i en så beskeden virksomhed vil finde i dag.
Anker Heegaards fabrik kan føres tilbage til 1756 og har i årenes løb også produceret bl.a. kirkeklokker, kanoner, kakkelovne og kedler.
Næstved er en af landets ældste byer med rødder tilbage til jernalderen og er i middelalderen en af landets største byer. Takket være sin beliggenhed ved Susåens udløb i Smålandsfarvandet samt sit frugtbare opland, udvikler byen sig i den sene vikingetid og sene middelalder til en stor by. Stormandsfamilier ejer store dele af byen og Roskildebispen har store indtægter fra de 2 sogne Sct. Morten og Sct. Peter.
Gennem middelalderen er abbeden fra Skovkloster Næstveds byherre. Sidst i 1200-tallen udvikler byen sig til en egentlig købstad med eget byråd. I 1300-tallet kontroller holstenerne i en periode byen.
Op gennem årene udvikler byen sig til en stor handelsby bl.a. i kraft af tætte handelsforbindelser til Lübeck for i 1600-tallet at gå i stå som handelsby.
Kun militæret holder op gennem 1700-tallet lidt gang i byen, og man skal helt hen til omkring midten af 1800-tallet, før der endelig sker større ændringer til det bedre, hvor bl.a. korneksporten til England er med til at sætte skub i udviklingen.
Grundlovsændringen i 1849 giver næringen fri, og i 1850erne åbnes for de danske købstæders snærende bånd. Åens uddybning giver mulighed for en eksport af tømmer fra de store skove inde i landet. I 1870 kommer jernbanen til byen, som udvikler sig eksplosivt med industrialismen.
Maglemølle Papirfabrik og Kählers Keramikfabrik grundlægges, og de bruger begge åens vandkraft; i slutningen af århundredet er de blandt byens største virksomheder.
Byens indbyggertal vokser fra i 1840 at være på 2271 til i dag at være godt 40000 indbyggere.
I 1930 bevirker havnens gennemgående modernisering med bl.a. en ny gravet kanal til afløsning for den gamle fra Karrebæksminde Fjord til Næstved, at byens industri de følgende år udvikler sig yderligere. Arbejdet bliver iværksat for at imødekomme 30ernes store arbejdsløshed.
Ny industrier kommer til, bl.a. Nordisk Ventilator og de allerede eksisterende udvikler sig. Det gælder De Forenede Jernstøberier, Hermansens Jernstøberi, C H Knudsens Tobaksfabrik, Bryggeriet Føniks og slagterierne Kvægtorvet og Koopmanns Svineslagteri
Hertil kommer at tilstedeværelsen af disse lidt større virksomheder giver arbejde til talrige mindre håndværksmestre.
Næstved er således i 1947, hvor Tormod kommer til byen, Sjællands vigtigste industriby og er karakteriseret ved at ligge et godt stykke inde i landet og samtidig at være en havneby.
Den udkonkurrerer regionens andre købstæder, hvor Vordingborg, Sorø, Ringsted, Præstø og Slagelse ingen industri af betydning har og nærmest kun tjener som handels- og indkøbsbyer for oplandet.
Inden familien kan følge efter ham, bor han på et loftværelse i en villa på Kalbyrisvej. Familien, han bor til leje hos, har en lille pige på 4 - 5 år, som Tormod formentlig har talt venligt til – han er glad for børn. Hun kan i hvert fald huske ham, da hun senere som voksen ung pige ekspederer hos den lokale grønthandler på Ejlersvej.
De to smede fra Nakskov skibsværft bliver gennem alle årene kolleger på samme arbejdsplads og tilmed ”næsten naboer” på såvel Kærmindevej og senere på Erantisvej. Begge steder bor familierne mindre end 100 m fra hinanden. Dette til trods bliver de aldrig nære personlige venner, men derimod kolleger med stor respekt for hinanden, og i en periode passer min mor en af John Andersens 3 sønner. Andersen kommer ofte forbi med friske afgrøder fra den kolonihave, der er hans store passion. Tormod omtaler altid Andersen som den dygtigste svejser, han kender. Det er et perfekt kollegialt forhold mellem to meget forskellige personer, der begge nok erkender, at fælles referencepunkter er der ikke så mange af.
Kort tid efter følger Margrethe og drengen efter. Tormod har skaffet en lejlighed  i Grønnegade 12 st. tv. – et hus kun 3 husnumre fra hans arbejdsplads. Margrethe får arbejde på Præstø Amts Sygehus, medicinsk afdeling i Ringstedgade - heller ikke så langt fra bopælen.
Boligen er trang; i hvert fald flytter familien hurtigt til en bedre bolig på Kærmindevej 3, 2. sal i et helt nyt byggeri. Huset, de flytter ind i, er endnu ikke helt færdigt, og når drengen skal ned af trappen og ud på legepladsen, må enten Margrethe eller Tormod holde ham i hånden i passagen forbi vinduet på trappeopgangen, som der endnu ikke er sat tremmer for. I opgangen bor yderligere to jævnaldrende drenge, Erik, hvis far arbejder på kommunen og Henrik, hvis far er ansat ved Civilforsvaret. De tre drenge bliver hurtigt legekammerater, og en dag begiver de sig på langfart; de skal ud og udforske byen! En større eftersøgning sættes i gang og Henriks far finder dem nede på jernbanebroen ved Rampen og kører de noget slukørede ungersvende hjem i sidevognen på en af CF´s Nimbusmotorcykler.
De bor ikke lang tid på Kærmindevej, inden Margrethe får stillet diagnosen kræft. Drengen er med sin mor til undersøgelse på sygehuset – det samme sygehus hun selv arbejder på.
Tormods arbejde indebærer, at han er nødt til at rejse en del. Fabrikken fabrikerer bagerovne og en del af hans arbejde består i at stille disse ovne op hos kunden.
Margrethes sygdom tager til, og det bliver et problem for hende at bo på 2. sal. Tormod lejer en ny lejlighed i et nyt - og dengang – mondænt byggeri, kaldet ”Dollargrinet” på ”Ridemarken”. Sidstnævnte hentyder til, at det ubenyttede areal tidligere tjente som øvelsesareal for Gardehusarregimentet,
I 1951 flytter familien ind i lejligheden Erantisvej 3 st. th., som forbliver familiens de næste 49 år. Boligens standart ligger over, hvad standarten for boliger er for arbejderstanden; det giver på Tormods arbejdsplads anledning til misundelse og medfører ofte ubehagelige kommentarer fra enkelte arbejdskammerater. En synes således, at Tormod ikke ”fortjener en dags ærligt arbejde”, når han mener sig berettiget til at bo i de blokke, som på det tidspunkt mestendels bebos af officerer fra Gardehusarregimentet, funktionærer samt mindre selvstændige næringsdrivende.
Inden det kommer dertil, har Margrethe og Tormod haft overvejelser om at købe et de små enfamiliehuse, der er under opførelse på Åderupvej i det område, som senere omtales som ”Trekanten”. Tanken opgives; der kan ikke skaffes den fornødne udbetaling på 5.000 Kr.
Skyggerne efter 2. verdenskrig hviler tungt over 50´erne og 60´erne med flere verdenspolitiske kriser, som påvirker den voksne generation – vokset op i krigens skygge – tungt.
Koreakrigen bryder ud 25. juni  1950, og den frygtes - ikke uden grund - af den voksne generation at ville udvikle sig til en ny verdenskrig.
Hændelsesforløbet omkring udbruddet er uklar, men kendsgerningen er, at Korea efter afslutningen af den 2. verdenskrig bliver midlertidig delt i 2 okkupationszoner, som er ved at udvikle sig til 2 selvstændige stater er naturligvis altafgørende for krigen. Den nordlige zone er støttet af Sovjetunionen og den sydlige af USA. Da stormagterne trækker sine besættelsestropper ud i 1948 0g 1949 eskalerer konflikten. Amerikanske styrker under ledelse af legendariske general McArthur intervenere og trænger dybt ind i Nordkorea.
FN-styrker sættes ind og nærmer sig den kinesiske grænse og efter adskillige advarsler griber kineserne ind og tvinger FN styrkerne tilbage; og så er fanden løs!
Det er forståeligt, at den voksne generation, som har oplevet verdenskrigen få år før, er mere end bekymret!
Danmark sender et hospitalsskib - ØK-skibet Jutlandia - til krigszonen, som en humanitær hjælp til krigsofrene – for at rejse den nationale stolthed efter krigen? 
Overlæge Clemmensen fra Præstø Amts Sygehus, som Margrethe kender fra sin ansættelse på sygehuset, er med. Det bliver der talt meget om i familien på Kærmindevej.
Margrethe og Tormod er dybt bekymrede over situationen, og de kan ikke skjule det for drengen!
Margrethes sygdom tager til, og hun bliver flere gange indlagt på sygehuset. Nogen nem patient er hun vist ikke. Som uddannet sygeplejerske herser hun lidt med det personale, der passer hende og påpeger nogle fejl, de begår. De er meget overbærende, for Margrethe er meget syg
I den periode er drengen ”anbragt” hos hendes søster Kirstine, og hendes mand Hans i Nykøbing S. De arbejder begge som plejere på Statshospitalet.
Tormod besøger i denne tid sin søn næsten hver weekend, samtidig med at han også skal tage vare på Margrethe, som er indlagt på sygehuset. Det er en trist periode, som belaster Tormods forhold til Margrethes familie.
Margrethe er helt bevidst om, hvor det bærer hen. Af et mindre opsparet beløb, hun gennem årene har lagt til side, giver hun Tormod og drengen en gave. Hun foranlediger, at der købes et armbåndsur til hver af dem. På Tormods indgraveres bagpå uret: ”Fra Grethe – 1951”, og bagpå sønnens: ”Fra mor til Bent – 1951” Sidstnævnte ur giver nogen tid senere drengen problemer. Nogle vejarbejdere ser den 6-årige med uret på armen og griber fat i ham for at spørge, om han har stjålet uret. Da de ser inskriptionen på bagsiden slipper de ham igen. Det er dengang usædvanligt, at en seksårig dreng går rundt med et nyt armbåndsur på. Den resterende del af det lille opsparede beløb, som er nogle få tusinde kroner, bestemmer Margrethe skal gemmes til drengens uddannelse. Beløbet på få tusinde kroner bliver stående på en bankbog i ”Sparekassen For Næstved Og Om Omegn”, og bliver i årenes løb suppleret med småbeløb, som Tormod fra tid til anden putter i drengens sparebøsse. Da drengen i sluttresserne begynder sin afsluttende uddannelse er beløbet vokset til små 5000 kroner.
Den 26. juli 1951 dør Margrethe på Præstø Amts Sygehus, omgivet af Tormod, Kirstine og Tut. Tuts kæreste Erik, som hun senere bliver gift med, har lånt Tormods lille Austin Seven, og han tager den dag den 6-årige med på en lang køretur. Dagen efter – en strålende solskinsdag - er familien samlet i den have, der hører til Kirstine og Hans Peters tjenestebolig på Statshospitalet i Nykøbing S. Det bliver Hans Peter, som overbringer drengen budskabet om, at hans mor ikke er her mere. Han fortæller nænsomt, at hun nu er oppe hos Gud og sover deroppe; det tager den 6-årige uden videre for gode varer, men han græder sig alligevel i søvn om aftenen.
Margrethe begraves fra kapellet på Næstved kirkegård den 29. juli.
I Sydsjællands Socialdemokrat får hun følgende ord med på den videre færd:

 Jordefærd.

Fra kapellet paa Næstved kirkegaard begravedes i gaar sygeplejerske fru Margrethe Salkvist Jakobsen, Eranthisvej 3. Kapellet var smukt pyntet med blomster i alle sommerens varme farver, mange kranse og levende lys. Efter salmen ”Den store hvide flok” talte pastor Baagø ud fra ordet ”Frygt ikke, tro kun”. Han sagde til de pårørende, at man i en saadan stund paa en vis maade er fyldt med tak mod den døde, tak til hende – for hvad hun var. Samtidig er man fyldt af smerte, fordi hun ikke er mere. Dette bliver dog kun til at bære, hvis man også er fyldt af tro.
Efter salmen ”Under dine vingers skygge” bar paarørende kisten til til graven, hvor pastor Baagø forrettede jord paakastelsen. Følget sluttede med ved graven at synge ”Dejlig er jorden” og derefter talte en slægtning til afdøde.

Tormod er alene med en dreng på 6 år, som om et år skal begynde sin skolegang.

Fotografering

For år tilbage gik jeg meget op i at fotografere. Særlig god til det blev jeg nu aldrig. Men hvad billederne manglede i kvalitet, kompenserede jeg for med kvantitet. Resultatet er, at jeg i dag kan præstere flere hyldemetre med fotoalbums – pænt ordnet med årstal og emne osv.. Hvad det har kostet, tør jeg slet ikke tænke på. Dengang betalte man vist omkring 2 kr. for et farvebillede, hvortil kom film og fremkaldelse. Den digitale tidsalder har betydet et sandt boom i ligegyldige og dårlige billeder. Jeg har bidraget med mit, og jeg ved ikke hvor mange tusinde ligegyldige billeder, jeg har liggende på diverse PC´ere, eksterne harddiske og mobiltelefoner – helt ustruktureret. Måske er tiden inde til at betragte fotografiet på en anden måde en i fordums tider.

 Kun ganske få af mine billeder er jeg tilfredse med. Et af dem er ovenstående - dets fotografiske kvalitet eller mangel på samme ufortalt. Billedet er taget under en ferie på Ibiza i 1973. Vi sad på en fortovsrestaurant og forsøgte at bringe væskebalancen i orden. På bordet stod mit nyerhvervede PETRI spejlreflekskamera, da kvinden kom sejlende forbi. Jeg trykkede resolut på udløseren uden på nogen måde at have sigtet efter motivet….

Jeg købte dengang en del fotomagasiner og lånte fotobøger i stor stil på biblioteket. En af mine favoritter blandt fotografer var Viggo Rivad. Han var autodidakt fotograf, og ernærede sig ved at køre taxi. Billederne fremkaldte han hjemme i køkkenet. Men han var højt estimeret og anerkendt for sine sort-hvide billeder af socialrealistisk karakter og han havde udgivet flere bøger.
En dag, hvor jeg sad og passede mit arbejde i kontrolrummet på kraftcentralen, parkerede der udenfor vinduet en taxi og ud steg en lille halvskaldet mand. I bagagerummet hentede han en tungt belæsset skuldertaske af lærred. Den tyngede ham ned og fik ham til at se endnu mindre ud. Jeg kunne se, at han havde kurs mod døren til kraftcentralen, der på dette tidspunkt undergik en stor udvidelse med tilbygning af en ny kraftværksblok. Pludselig stod den lille halvskaldede mand i døren og præsenterede sig: ”Dav, jeg hedder Viggo, og jeg har fået lov til at tage nogle billeder af jeres nye kraftværk til ”Metal” (smedeforbundets medlemsblad). Er der mon en, der kan vise mig vej?”
Der stod selveste Viggo Rivad, og jeg tilbød mig selvfølgelig straks som vejviser. Min blufærdighed forbød mig at spørge til hans fotografiske meritter, selvom han snakkede ustandseligt undervejs. Han var meget interesseret i vores nye kraftcentral og spurgte om alverden. På et tidspunkt tog han sit kamera frem og tog et skud, for blot at overfor mig at konstatere, at han havde glemt at slå blitzen til. Jeg sagde så til ham, at jeg da ikke troede, at han begik en så elementær fejl, når han nu havde taget billeder i så mange år. ”Ork jo,” svarede han, ”jeg begår ustandselig alle tænkelige fejl.” Ved det nye kraftværksbyggeri stoppede han på kedeltoppen ved en montageåbning. ”Nu stiller vi os her og venter på, der kommer en person gående diagonalt tværs over åbningen i kælderen,” sagde han. Mindre end to minutter senere krydsede en person perfekt åbningen diagonalt og Viggo Rivad skød begejstret løs. Held skal der også til for tage gode billeder.
Jeg fulgte ham derefter tilbage til taxi´en og tog afsked med ham, en oplevelse rigere.
De små er sommetider de store, og de store er ofte ydmyge og beskedne mennesker, uden behov og trang til at promovere sig selv – grel modsætning til disse tider gudedyrkelse af kendisser, linselus og medieludere, uden andre kvaliteter end deres enorme selvglæde…

Daisy og Onslow

Venteværelset i skannerafsnittet på Roskilde Sygehus. Overfor os sidder Daisy og Onslow – henholdsvis søster og svoger til fru Hyacinth i den engelske serie ”Fint skal det være”. Eller også er det bare nogle, der ligner…Onslow, der er travlt beskæftiget med sin mobiltelefon, har i dagens anledning ikke sin netundertrøje på under pilotjakken med det udviskede firmalogo, men derimod en almindelig hvid undertrøje, der strammer over den velvoksne mave. Dvs. hvid og hvid er nu så meget sagt; adskillige vaske sammen med kulørt tøj, samt flere dages brug har givet den en vis patina. På cap´en står med store bogstaver printet HAPPY. Hertil cowboybukser med opslag, så de ikke helt dækker kondiskoene. Daisy ved hans side er ligeledes iført kondisko, som står udmærket til den kun let nussede kondidragt.
På et tidspunkt kommer en ung kvinde ud fra skannerrummet og spørger efter Daisy – eller hvad hun nu hedder. Daisy giver sig til kende, og straks befaler det unge menneske, som må være elev, med høj, klar stemme hende at lade vandet om fem minutter! Og det med sådan en styrke, at al opmærksom straks rettes mod Daisy, som ser helt ulykkelig ud og fremstammende giver udtryk for ikke at være i stand til at efterkomme ordren. Sagen er ordnet hjemmefra, men eleven beordrer alligevel et forsøg gjort – om fem minutter!
Der går så et stykke tid - helt nøjagtigt fem minutter – så kommer der en and ind i venteværelse! Det lyder i hvert fald sådan og alle tilstedeværende kikker op og ser på hinanden og efter anden, men siger ikke noget. Så hiver Onslow mobiltelefonen op lommen på pilotjakken med det udviskede firmalogo og trykker på en tast – og vips, så tier anden. Han prikker Daisy på skulderen og peger på døren til toilettet. En rislende lyd fra det ikke særligt velisolerede toilet afslører, at Daisy alligevel er i stand til efterkomme elevens ordre.
Den unge elev fører Daisy ind i skannerrummet, mens Onslow fumler videre med sin mobiltelefon…
Tableau slut.

Fjernsyn

Det burde give stof til eftertanke, at man tilhører den stadig sjældnere gruppe af menneskeheden, der har prøvet at leve i en fortidsepoke uden TV.
Men ikke desto mindre har fjernsyn - eller måske netop derfor – beriget min tilværelse gennem mere end 60 år, siden jeg første gang – det må have omkring 1953 – så en fjernsynsudsendelse. Hele 2.klasse D på Kildemarksskolen i Næstved var inviteret hjem til en af pigerne i klassen, for at se en de to ugentlige børneudsendelser af en halv times varighed. Hun hed Ulla og hendes far var depotbestyrer for Faxedepotet i byen. Familien havde som en af de få familier i den lille provinsby anskaffet sig et 17” fjernsyn. Jeg husker ikke noget om selve udsendelsen, men erindrer, at vi blev beværtet med røde hindbærbrus, gule citronvand og grønne sportsvand ad libitum.
I blokken på Erantisvej boede en lidt skør, men dygtig radioreparatør. Han ejede ”Kurts Radio” i Ringstedgade. Kom man ind i forretningen med en radio, der skrattede (det gjorde næsten alle radioer dengang) til reparation, spurgte han efter lyden, idet han imiterede forskellige lyde og bad én udpege den (mis)lyd, der mindede om radioens. Straks kom der en diagnose, og så fiksede han radioen til næste dag. Gennem flere år havde han haft en skov af antenner i enhver tænkelig udformning ude på altanen i lejligheden på 2. sal. Det var før almindelige borgere overhoved havde fået fjernsyn. Rygtet i blokken gik på, at Kurt eksperimentere med fjernsyn, ligesom de havde det i USA! Et års tid efter mit første bekendtskab med fjernsynet, opstillede Kurt i udstillingsvinduet i forretningen et fjernsyn, som kunne aktiveres ved at lægge hele hånden på en bestemt flade af vinduesglasset, hvortil var ført nogle ledninger. Så kom der levende billeder på fjernsynsskærmen. Her kørte vi drenge sommetider ned efter skoletid og trykkede næsen flade mod ruden, idet vi skiftedes til at holde hånden på det punkt på ruden, der kunne fremtrylle de magiske levende billeder. Hvad vi så, kan jeg ikke huske; men nu var det for alvor spændende med levende billeder.
I 1958 var der fjernsynstransmitteret VM i fodbold fra Sverige. I den anledning havde adskillige af byens udskænkningssteder anskaffet sig et 17” fjernsyn. Blandt disse var ”Is-Andersen” i Ramsherred. Som navnet antyder, havde ”Is-Andersen” en isbar uden udskænkning af alkolholiske drikke. Her drog vi drenge i flok til for at se finalen mellem værtslandet Sverige og Brasilien. Om jeg husker ret, fik svenskerne en gang læsterlige klø! Isbarens 17” sort-hvide fjernsyn var på magisk vis blevet omdannet til et farvefjernsyn, idet der uden på skærmen var limet en transparent film, der var farvet blå foroven, grøn i midten og brun nederst. Farverne passede nu ikke til aktuelle billede. Den lille sværlemmede, massive blondine med det høje touperede hår, der langede is og milkshakes over disken, gik under navnet ”Karen-Tusindpik”. Efter forlydende betjente hun soldater fra byens to kaserne med andet end is….
Derhjemme havde vi ikke fjernsyn endnu; det var stadig forbeholdt formuende folk – og det var mine forældre ikke.
Jeg havde dog jævnligt lejlighed til at se fjernsyn, idet min kammerat Gerts mormor, der boede i opgangen ved siden af vores, havde fjernsyn, og der så vi tidens populære programmer, bl. a. ”Prøv lykken” med Svend Pedersen og de store shows med Volmer Sørensen. Der var altid samlet en sand kødrand af familie og venner omkring det lille fjernsyn i stuen, der næsten antog karakter af en biograf.
En lørdag i april 1962 – jeg gik i realklassen på dette tidspunkt - ringede det på døren, og da ingen af mine forældre gjorde foranstaltninger til at lukke op, overvandt jeg min dovenskab og gik ud og lukkede op. Udenfor stod en mand med et fjernsynsapparat. Jeg fortalte ham straks, at han måtte være gået forkert, for vi ventede ikke noget fjernsyn. Han kikkede endnu engang på sin seddel, og påstod hårdnakket, at det skam var rigtigt nok. Nu var mine forældre kommet ud i entréen og stod og grinede. De havde uden min viden købt et fjernsyn. Det var et 23” TO-R i nøddetræ (bejset bøg!) med låger foran. Det kostede 1495 kr. med 250 kr. i udbetaling og et månedlig afdrag på 150 kr. Min fars ugeløn – familiens eneste indtægt - var dengang på under 500 kr. Apparatet blev stillet ind i stuen, men kunne ikke bare tilsluttet og tages i brug. For først skulle der sættes en antenne op på loftet og en antenneledning trækkes ned gennem ventilationskanalen ned til toilettet, og føres gennem et boret hul herfra til stuen. Nyanskaffelsen blev placeret på et nøje udset sted i stuen i den rette udmålte afstand fra sofagruppen eller rettere min fars lænestol, hvor han indtil nu havde tilbragt fritiden med at ryge cerutter og læse biblioteksbøger, kun afbrudt af radioavisen kl. 19:45 og 22:00, en ugentlig kortspilaften, reparationer på den gamle bil og familiesamvær i weekends. Der blev gjort meget ud af finde den rette belysning omkring familiens nye alter, idet min far gik meget op i, at der ikke måtte være for store kontraster mellem fjernsynsbilledet og baggrunden. Det ødelagde øjnene, havde han læst sig til. Min mor, som satte stor pris på at hygge i hjemmet med potteplanter og afskårne blomster, placerede straks en buket blomster oven på apparatet ved siden af lampen. Det er en af de få gange jeg har set min ellers altid besindige far i nærheden af det røde felt. Konsekvenserne af en væltet vase ud over nyanskaffelsen kunne han slet ikke rumme, og vasen blev fluks taget ned og kom aldrig i nærheden af fjernsynet mere.
Jeg frekventerede i sluttresserne en uddannelsesinstitution på Jagtvejen i hovedstaden, men boede stadig i den sydsjællandske købstad, og når jeg havde god tid, kunne jeg godt lide at spadsere fra Nørreport til hovedbanegården. På sådan en tur så jeg for første gang i mit 22 årige unge liv fjernsyn med farver på i en radio- og fjernsynsbutik i Fiolstræde. Det gjorde et stor indtryk på mig, og jeg var ganske overbevist om, at dette næppe blev forbeholdt jævne folk i min levetid.
Da jeg efter endt uddannelse og aftjening af værnepligt fik job i en østsjællandsk købstad lejede jeg et værelse hos nogle rare mennesker i et parcelhus. Det fra Søværnet udbetalte beløb rakte kun til det mest nødvendige møblement, en sovebrik, bord, stol og en selvtømret bogreol af spånplade. Fjernsyn indgik ikke i møblementet, men hurtigt fik jeg fat på et på et på et loppemarked. Det var et (af de første) 17” tommers, der var kommet på markedet. Kabinettet havde set bedre dage og billedet var stort uden kontrast. Jeg fremstillede selv en antenne af kasserede kobberrør fra min arbejdsplads. Den fik jeg af den venlige vært fik lov til at sætte op på parcelhusets tag. Da de ikke selv havde fjernsyn, fik de så lov til at kigge på mit TV, når jeg ikke var hjemme, og det var jeg sjældent, for når jeg ikke var på arbejde om aftenen, var jeg som regel sammen med min tilkommende i den sydsjællandske metropol. Fjernsynet malede jeg okkergul og jeg fortalte gerne vidt og bredt, at nu havde jeg fået farvet fjernsyn! Den helt store oplevelse med dette gamle 17” havde jeg en morgen, hvor jeg kom hjem til værelse efter en nattevagt. Som sædvanlig kørte jeg alle kanalerne igennem. De havde nu aldrig vist noget udover Danmarks Radio, men denne usædvanlige morgen åbenbaredes for mine øjne på en af kanalerne – i den bedste billedkvalitet, apparatet kunne præstere – levende billeder (uden lyd) men med russisk tekst under – dog kun ganske kortvarig. Jeg blev helt høj og kunne næsten ikke falde i søvn!
Som nygift rakte min hustrus opsparede penge kun til det mest nødvendige inventar (hun havde været længere på arbejdsmarkedet end jeg!), og i dette indgik ikke et fjernsyn. Jeg følte imidlertid at måtte træde i karakter og skaffe et fjernsyn. Ergo lånte jeg et af kollega, som samlede på alskens ragelse, bl. a. gamle fjernsyn, som han opbevarede på sit loft. Han fandt et, som han mente ikke brød i brand, når der kom strøm på. Det var sket for flere af de andre, når de havde trukket fugt på loftet. Det var da også et glimrende fjernsyn med et fint billede, som dog ’væltede’ et par gange i timen, men det vænnede man sig såmænd til. Et eller to raske dask på siden, og billedet stod igen flot.
I midthalvfjerdserne havde vi fået sparet sammen til et farvefjernsyn. Beløbet blev i sidste øjeblik konverteret til charterferie til Athen, så projektet blev udskudt et års tid, men farvefjernsyn fik vi. Det blev et 23” Phillips, som kostede næsten 7.000 kr, mere end jeg tjente om måneden! Det nye farvefjernsyn kunne tage UHF, hvilket gav mulighed for at se hele to svenske programmer – hvis altså lige man havde en UHF-antenne, der var placeret tilstrækkeligt højt – hvilket i vores tilfælde var adskillige meter over huset tagryg. Jeg fik derfor med noget besvær anbragt de dyrt indkøbte antenner i den øverste ende af en længde 1½” galvaniseret vandrør og boltet den nederste ende af røret fast til en læmur. Den store afstand mellem antenne og det nyindkøbte vidunder gjorde det nødvendigt at indbygge en antenneforstærker, som efter en del eksperimenter da også bevirkede en hæderligt billede. Det hele gik rigtigt fint indtil den første efterårsstorm fik min fine mast til at ligne et knækket halmstrå. Også det fik jeg fikset med den fornødne forstærkning – indtil et par efterfølgende storme havde sørget for at murstenene, hvor masten var befæstet, rev sig løse. Igen måtte der noget forstærkning til i form af nogle gennemgående bolte og nogle solide lasker. Og endelig kunne vi se fjernsyn uden bekymringer. Det gjorde vi med disse faciliteter de næste ti år!
Men den teknologiske udvikling inden for området havde taget fart. Større skærme var blevet almindelig, fjernbetjening kommet til og – nok så væsentligt – der var kommet fællesantenneanlæg med mulighed for nu også at kunne se tyske programmer, hentet ned af den store mast Herfølge! Tiden var inde til at tage del i denne forrygende udvikling. Det gjorde vi så med et nyt 28” fjernsyn, som vi også kiggede på i mange år. Og så er det ellers gået hurtigt, og der ingen grund til at trætte læsere, som endnu ikke er stået af, med banaliteter omkring den seneste teknologiske udvikling på området. Jeg kan blot konstatere, at vi er gang med vores anden fladskærm, hvis hele 46” en periode imponerede omgivelserne. Kan nu blot konstatere, at en nær ven nyligt har fået et fjernsyn med en 55” skærm, så måske tiden snart er inde til at købe et nyt fjernsyn. Det nuværende er jo også snart 3 år gammelt!