Realklasse E 1962

Realklasse E på trappen foran Næstved Gymnasium juni 1962. Det var en god klasse. De fleste af os havde gået i samme klasse fra 1. mellem, ja nogle havde jeg gået i klasse med helt fra 1. klasse. Nu skulle vi spredes for alle vinde - og det blev vi. I årene derefter blev det kun til tilfældige møder med enkelte, men nok til at få lidt at vide om, hvordan det var gået andre. 3 af os blev maskinmestre, hvilket mærkeligt nok først kom til min vished i en sen alder. 3 eller 4 valgte lærergerningen, en blev sygeplejerske, to kom i banken og hvad der blev af de andre, ved jeg ikke, De kvikkeste hoveder havde allerede forladt klassen efter 4 mellem for at begynde i 1. G. To af disse blev kendt i en større offentlig. Vognmandens søn fra en omliggende landsby blev økonom og opnåede en meget høj stilling EU og var ofte citeret i medierne. Den anden, en pige, myrdede sin mor.

Flere af de lærere, der underviste os, har efterladt et varigt og positivt indtryk. Min første engelsklærer - nyuddannet fra Københavns Universitet - var en meget inspirerende og engageret lærer i de år, vi havde ham i dansk og engelsk. Han blev senere rektor for Viborg Katedralskole, og fornyeligt så jeg i avisen, at han var død i en alder af 95 år. Han fik os indprentede de latinske grammatiske betegnelser i sådan en grad, at de aldrig blev glemt. Vores tysklærer blev direktør for Næstved Handelsskole. Han kunne med et blik skabe ro i hele klassen, og havde man lært sine tyske remser var han rigtig flink, men hvis ikke..... Vores geografilærer Metz (ja, han er i familie med Georg Metz) var oprindelig bankmand i mange år, men blev i en fremskreden alder cand. mag. i geografi og et andet fag, som jeg ikke husker. Han gik altid rundt i rødbrune pludderbukser med tilhørende jakke. En munter fætter, det han. Hans glansnummer var at bevise, at vand kunne løbe opad. Stående på hænder op ad væggen foran klassen kunne han med et sugerør drikke en sodavand.

Største personlighed var lektor Jønsson, som vi havde i dansk fra 3 mellem og senere også i fransk i realklassen. En ældre flamboyant levemand, der spadserede fra hjemmet til skolen hver dag med stok i den ene hånd. Ofte læste han højt af 'Den Afrikanske Farm', som for ham var noget af det ypperligste. Vi fandt til gengæld oplæsningen gabende kedsommelig. (Jeg har senere i den grad skiftet mening om bogen, som jeg jævnligt har genlæst!). Han kunne få nogle ganske voldsomme raserianfald, men var normal flink og storsindet. Som nyuddannet havde han været privatlærer på et gods, og han berettede gerne om denne periode, der bød på lidt arbejde, god løn og rigelig mad og vin. Engang, da jeg var faldet i staver og sad og kikkede drømmende ud af vinduet 'vækkede' han mig med ordene: "Lille Bent, kropslig er du her stede, men åndeligt svæver dine tanker ud over de blå vande." En anden gang havde jeg skrevet nogle linjer fra sangen 'Mandalay' ned på omslaget af en bog. Jeg var dengang meget betaget af vokalgruppen 'Four Jacks', der havde indspillet Kiplings (ulidelige) 'Mandalay' på plade. Den var på det tidspunkt min favorit, og jeg kunne teksten udenad. Jeg havde skrevet: ' Sejl mig ud der øst for Suez, der hvor sidste mand er først, hvor de ti bud ikke gælder og hvor folk kan føle tørst....'. Og længere nede på omslaget havde den fuldstændige uskyldige og helt uerfarne 15-årige videre citeret Kipling: "Jeg er syg nu af slide på de skidne fortovssten, og den fæle London-støvregn går mig gennem marv og ben; vel et hundred piger har jeg her fra Chelsea og til Strand, som kun snakker om at elske, hvad jeg ikke tro de kan...." udbrød han: "Aha, jeg ser, vi har fået en lille poet iblandt os!" Han undlod dog at læse op af, hvad jeg havde skrevet. Jeg kunne have krøbet i et musehul. Men en ganske festlig lærer, det var han. Min far talte med ham på et forældremøde og syntes, han var sådan en prægtig mand. Det skyldtes nu nok mest, at lektor Jønsson var formand for Socialdemokratiet i Næstved!

Vi fik aldrig taget os sammen til at mødes igen, hvad vi ellers snakkede om ved skoleafslutningen. Ærgerligt, for det var nu en god klasse...

Den lille brune

Denne lille brune Austin Seven årgang 1931 spillede i de første 15 år af mit liv en stor rolle i den lille familie, hvis kæreste eje, den var. Min far købte Austin'en, der med sine 10 HK havde en tophastighed på 70 km/H, i marts 1940. Den kostede 750 kr. Der blev erlagt en udbetaling på 250 kr. samt givet en gammel Citroën i bytte. Restbeløbet blev afdraget med 50 kr/måneden. Det blev en kort fornøjelse i første omgang. Landet blev besat måneden efter og privatkørsel indstillet. Min far opstaldede den lille bil, der kun vejede 330 kg, på fire træbukke. Der stod den indtil privatkørsel igen blev muligt i 1946. Træbukkene gemte min fornuftige far i al den tid, han havde bilen; man kunne jo aldrig vide......

I marts 1946 udstedtes igen køretilladelse til privatkørsel, og den 30. marts kørte mine forældre den første tur gennem Nakskov med det lille 1-årige vidunder (andre kan måske mene noget andet), der blev resultatet af mine modne forældres 10 års ihærdige anstrengelser på få et barn, i fri dressur på bagsædet. Det må være på denne tur, at min dårlige smag med at se Formel 1 løb på TV, samt overvære gammelmandsræs blev grundlagt!

I de følgende år blev den lille brune bil flittigt brugt til familiebesøg og til den årlige ferietur til Jylland, hvorfra min mor stammede. Dengang var uanmeldte familiebesøg en helt normal begivenhed; man dukkede op ved kaffetid en søndag eftermiddag, og i min rummelige og store familie forventede både gæster og værter - som en selvfølge - at man blev til aftensmaden. Nogle søndage nøjedes vi med at køre en lille tur i omegnen, hvor den medbragte kaffe blev indtaget i en grøftekant. Ikke sjældent måtte der forinden fyldes for en daler benzin på 'Den lille brune'. Det var, hvad ugens budget tillod.

Det var ikke uden problemer at holde bil dengang, hvis man ikke var udstyret med en vis teknisk snilde. Det var min fingernemme far, som blev udlært mekaniker og cykelsmed i 1915. I de 20 år familien havde bilen, hovedreparerede min flittige far bilen to gange. Efter en hovedreparation skulle bilen tilkøres, dvs. de første mange kilometre måtte bilen kun køre med begrænset hastighed, for at motorens bevægelige dele kunne 'slides til'. For at advisere medtrafikanterne om denne midlertidige tilstand, blev der i bagruden klistret en plakat (der blokerede for ethvert udsyn) med teksten 'Tilkøres'. Punkteringer var en anden udfordring ved at have bil dengang. Vi medbragte altid udover reservehjul også lappegrej og håndpumpe. Ofte blev der brug for det. Jeg har mere end en gang hørt min far - der ellers aldrig bandede - svovle og bande efter den 3. punktering en søndag aften på vej hjem fra familiebesøg. Om vinteren er det også sket, at køleren har været frosset, fordi der ikke rettidigt var blevet fyldt sprit i kølervandet (man brugte ikke kølervæske dengang). Så 'kogte' køleren fordi en isprop stoppede kølervandets cirkulation. Og min far måtte trave til nærmeste gård og anmode om en kedel kogende vand. Mere forudsigelig var almindelig vedligeholdelse, som udover vask også omfattede en årlig polering med hvid Titt. Under storkonflikten i 1956, hvor min konfliktramte far gik hjemme i flere uger fik 'Den lille brune' en 'undervognsbehandling', idet undervognen blev renset med spartel og stålbørste og efterfølgende tjæret.

I foråret 1960 fandt min far, at nu var tiden inde til at skifte 'Den lille Brune' ud med en nyere bil. Mange i boligblokken havde nu også fået bil (Vi var eneste familie med bil, da vi flyttede ind!), og 'Den lille Brune' havde efterhånden pådraget sig et lidt latterligt omdømme på vejen. Min far fik synet bilen. Det forgik på bestemte ugedage foran Toldkammeret på havnen i Næstved, hvor en motorsagkyndig kom og foretog synet. Ved første syn dumpede 'Den lille Brune' med glans på bremserne, som var mekaniske og ikke særlig effektive. Ved næste syn ugen efter gik bilen igennem med glans. Bremsebakkerne havde umiddelbart inden synet fået en gang harpiks; og så virkede de - i hvert fald for en kort periode!

Bilen blev solgt til en 2 meter høj glarmestersvend for 1000 kr. Han kom og hentede bilen medbringende 10 stk. 100 kr sedler i en kuvert fastgjort med en sikkerhedsmål til foret i jakkens inderlomme. Pengene skulle vi bruge til udbetaling på en ny (brugt) bil og blev omhyggeligt lagt ned i skuffen til skattebilletten og sygekassebogen. Den 2 meter høje glarmestersvend pressede sig ind bag rattet på 'Den lille Brune' og kørte afsted ned ad Erantisvej med et sagligt smil om munden. Han var blevet bilejer! Det varede kun et par måneder. En dag på vej til sit sommerhus i Karrebæksminde torpederede han en anden bil, hvor vejen til Skælskør drejer fra. Glarmestersvenden slap uskadt, men 'Den lille Brune' blev totalskadet. Den blev transporteret ned til sommerhuset, hvor den stod på græsplænen foran huset i flere år til skam og skændsel. En trist og uværdig skæbne for 'Den lille Brune'!

Jeg nåede aldrig - skønt jeg ofte tænkte på det - at tage hen og tage afsked med min barndoms tro 'følgesvend'. Der havde været rig lejlighed til det, for i de år var vennerne og jeg ofte i Karrebæksminde om sommeren, hvor vi fordrev tiden med tant og fjas.