Den lille brune

Denne lille brune Austin Seven årgang 1931 spillede i de første 15 år af mit liv en stor rolle i den lille familie, hvis kæreste eje, den var. Min far købte Austin'en, der med sine 10 HK havde en tophastighed på 70 km/H, i marts 1940. Den kostede 750 kr. Der blev erlagt en udbetaling på 250 kr. samt givet en gammel Citroën i bytte. Restbeløbet blev afdraget med 50 kr/måneden. Det blev en kort fornøjelse i første omgang. Landet blev besat måneden efter og privatkørsel indstillet. Min far opstaldede den lille bil, der kun vejede 330 kg, på fire træbukke. Der stod den indtil privatkørsel igen blev muligt i 1946. Træbukkene gemte min fornuftige far i al den tid, han havde bilen; man kunne jo aldrig vide......

I marts 1946 udstedtes igen køretilladelse til privatkørsel, og den 30. marts kørte mine forældre den første tur gennem Nakskov med det lille 1-årige vidunder (andre kan måske mene noget andet), der blev resultatet af mine modne forældres 10 års ihærdige anstrengelser på få et barn, i fri dressur på bagsædet. Det må være på denne tur, at min dårlige smag med at se Formel 1 løb på TV, samt overvære gammelmandsræs blev grundlagt!

I de følgende år blev den lille brune bil flittigt brugt til familiebesøg og til den årlige ferietur til Jylland, hvorfra min mor stammede. Dengang var uanmeldte familiebesøg en helt normal begivenhed; man dukkede op ved kaffetid en søndag eftermiddag, og i min rummelige og store familie forventede både gæster og værter - som en selvfølge - at man blev til aftensmaden. Nogle søndage nøjedes vi med at køre en lille tur i omegnen, hvor den medbragte kaffe blev indtaget i en grøftekant. Ikke sjældent måtte der forinden fyldes for en daler benzin på 'Den lille brune'. Det var, hvad ugens budget tillod.

Det var ikke uden problemer at holde bil dengang, hvis man ikke var udstyret med en vis teknisk snilde. Det var min fingernemme far, som blev udlært mekaniker og cykelsmed i 1915. I de 20 år familien havde bilen, hovedreparerede min flittige far bilen to gange. Efter en hovedreparation skulle bilen tilkøres, dvs. de første mange kilometre måtte bilen kun køre med begrænset hastighed, for at motorens bevægelige dele kunne 'slides til'. For at advisere medtrafikanterne om denne midlertidige tilstand, blev der i bagruden klistret en plakat (der blokerede for ethvert udsyn) med teksten 'Tilkøres'. Punkteringer var en anden udfordring ved at have bil dengang. Vi medbragte altid udover reservehjul også lappegrej og håndpumpe. Ofte blev der brug for det. Jeg har mere end en gang hørt min far - der ellers aldrig bandede - svovle og bande efter den 3. punktering en søndag aften på vej hjem fra familiebesøg. Om vinteren er det også sket, at køleren har været frosset, fordi der ikke rettidigt var blevet fyldt sprit i kølervandet (man brugte ikke kølervæske dengang). Så 'kogte' køleren fordi en isprop stoppede kølervandets cirkulation. Og min far måtte trave til nærmeste gård og anmode om en kedel kogende vand. Mere forudsigelig var almindelig vedligeholdelse, som udover vask også omfattede en årlig polering med hvid Titt. Under storkonflikten i 1956, hvor min konfliktramte far gik hjemme i flere uger fik 'Den lille brune' en 'undervognsbehandling', idet undervognen blev renset med spartel og stålbørste og efterfølgende tjæret.

I foråret 1960 fandt min far, at nu var tiden inde til at skifte 'Den lille Brune' ud med en nyere bil. Mange i boligblokken havde nu også fået bil (Vi var eneste familie med bil, da vi flyttede ind!), og 'Den lille Brune' havde efterhånden pådraget sig et lidt latterligt omdømme på vejen. Min far fik synet bilen. Det forgik på bestemte ugedage foran Toldkammeret på havnen i Næstved, hvor en motorsagkyndig kom og foretog synet. Ved første syn dumpede 'Den lille Brune' med glans på bremserne, som var mekaniske og ikke særlig effektive. Ved næste syn ugen efter gik bilen igennem med glans. Bremsebakkerne havde umiddelbart inden synet fået en gang harpiks; og så virkede de - i hvert fald for en kort periode!

Bilen blev solgt til en 2 meter høj glarmestersvend for 1000 kr. Han kom og hentede bilen medbringende 10 stk. 100 kr sedler i en kuvert fastgjort med en sikkerhedsmål til foret i jakkens inderlomme. Pengene skulle vi bruge til udbetaling på en ny (brugt) bil og blev omhyggeligt lagt ned i skuffen til skattebilletten og sygekassebogen. Den 2 meter høje glarmestersvend pressede sig ind bag rattet på 'Den lille Brune' og kørte afsted ned ad Erantisvej med et sagligt smil om munden. Han var blevet bilejer! Det varede kun et par måneder. En dag på vej til sit sommerhus i Karrebæksminde torpederede han en anden bil, hvor vejen til Skælskør drejer fra. Glarmestersvenden slap uskadt, men 'Den lille Brune' blev totalskadet. Den blev transporteret ned til sommerhuset, hvor den stod på græsplænen foran huset i flere år til skam og skændsel. En trist og uværdig skæbne for 'Den lille Brune'!

Jeg nåede aldrig - skønt jeg ofte tænkte på det - at tage hen og tage afsked med min barndoms tro 'følgesvend'. Der havde været rig lejlighed til det, for i de år var vennerne og jeg ofte i Karrebæksminde om sommeren, hvor vi fordrev tiden med tant og fjas.