Sygeplejersken og Sømanden

Sygeplejersken Margrethe og sømanden Tormod bliver viet på rådhuset i Nykøbing Sjælland den 16. november 1935.


Margrethe

Hun har for nylig fået arbejde Nakskov Sygehus, hvor hun i sin tid var elev, og hvor hendes og Tormods veje krydsede hinandens for fem år siden. Dengang havde hun netop – i en alder på over 30 år - afsluttet sin uddannelse som sygeplejerske på samme sygehus. Han var vendt hjem til landet efter i 10 år at have sejlet som kullemper og fyrbøder på danske, engelske, svenske og amerikanske skibe og havde nu fået arbejde som nitter på Nakskov Skibsværft. Tormod er udlært cykelsmed og mekaniker fra Sorø.

Tormod

De bor i starten af ægteskabet i en lejlighed på Hoskiærsvej 35, som formentlig er en tjenestebolig, Margrethe har fået stillet til rådighed fra Sygehuset. Året efter flytter de ind på 1. salen af en villa på Østre Allé 3. De følgende år flytter de lidt rundt, indtil de i 1944 får en lejlighed på 1.salen af en villa på Skovsgårdsvej 9.

Sammen med Tormods søster Ruth og hendes mand Aage ved Bildsø Strand 1932. Det var før de blev gift.

Tormod bliver præsenteret for Margrethes familie på Mors. Under et besøg hos Margrethes forældre er Margrethes far Peder Kristian langt fra tilfreds med, at de nygifte kommer sent hjem en aften efter et besøg hos en af Margrethes ungdomsvenner. Den gamle brokker sig, og den ellers altid besindige Tormod gør heftigt opmærksom på, at han efter at have rejst store dele af verden rundt, nok mener sig i stand til passe på sin kone og i øvrigt nok selv skal bestemme, hvornår han skal være hjemme.


Tormod og svigerfar Peder Kristian

Ellers omtaler Tormod – denne lille batalje til trods - altid sin svigerfar positivt og som en mand med megen humor. Tormod taler aldrig dårligt om nogen.

Tormod i sin nyanskaffede bil med svigerfar på bagsædet

Begge arbejder, Margrethe - som Tormod nu kalder Grethe - på sygehuset og Tormod på skibsværftet, og de sidder økonomisk ganske godt i det. Der bliver råd til en brugt bil. Det er en Citroën 10 HP Type B12 årgang 1927. Senere – i ´39, få måneder før landet bliver besat - bliver Citroen´en udskiftet med én Austin Seven årgang 1931, som erhverves for 1700 kr + Citroën´en i udbetaling.


På besøg hos Tormods forældre i Søndergade i Sorø

Tormod reparerer motorcykel for overlægen på sygehuset – og lægen er tydeligvis imponeret over hans tekniske snilde og især over hans evne til at samle stumperne i den rigtige rækkefølge. Som han siger:” Når jeg står med hænderne fulde af indvolde, så slipper jeg dem, og de falder selv på plads – her skal man virkelig vide, hvor tingene har siddet, før de blev skilt ad.” Den historie fortæller Tormod tit på sine ældre dage.

Kaffen nydes.

Barnløse, som de stadig er, anskaffer de sig en hund. De kalder den ”Sørensen”. Den er af ubestemmelig race og er noget af en ustyrlig krabat. På bagsædet under køreture, hvor kræet er med, har den svært ved at forholde sig rolig. Under sådan en køretur bliver der påfaldende stille på bagsædet af Citroën´en. Margrethe og Tormod glæder sig over, at hunden endelig har fundet sig tilrette bagi. Det har den også, men er i fuld gang med at fortære bagsædet. Om ”Sørensens” videre skæbne har intet kunne efterspores.

Familiebillede ved Oline og Jakobs guldbryllup. Alle 12 søskende med ægtefæller er med.

1939 er et år fyldt med begivenheder. Tormods forældre Oline og Jakob fejrer guldbryllup, og alle 12 søskende med familier er samlet til fest i Sorø. Samme år dør Margrethes mor Ane Marie i Dollerup, hvor hun og Peder Kristian bor hos datteren, Margrethes storesøster, Marie. Det er også året, hvor 2. verdenskrig bryder ud.
Der er ingen benzin at få til den nyanskaffede bil, og den klodses op i garagen på fire træbukke, som Tormod selv fremstiller. Der står den under hele besættelsen.  Bukkene opbevarer Tormod til bilen sælges i 1962; man kan jo aldrig vide…..
På værftet bliver der bygget skibe til tyskerne. For at forsinke arbejdet, kastes der mængder af svejseelektroder ud over siden.  Det er Tormod med til.
Fra deres soveværelse hører de tværs over Østersøen bombardementerne i Nordtyskland og ser lysglimtene og føler uhyggen.

Sammen med Tormods bror Helge og dennes hustru Emma. Bagest deres søn Børge med en kammerat.

Der er mangel på råstoffer, og mange ting kan ikke fås. Margrethe er fantasifuld, og er dygtig til at få mest muligt ud af næsten ingenting. I Nakskov Brugsforening køber hun bogen ”Nyt af gammelt”, der giver anvisning på reparation og omsyning ad dame- og børnegarderobe, med kapitler som ”Reparation af Garderoben”, ”Reparation af Linnedskabets Indhold”, ”Charmeuse og Interlock Undertøj”, ” En voksen Frakke syes om til Drenge- eller Pigefrakke”, ”Skræddersyet Knaphul” og en hel masse andre ting.
Mange værftsarbejdere tager under krigen til Tyskland, hvor efterspørgslen på arbejdskraft er stor og lønnen god. For Tormod er det aldrig noget tema for Margrethe og han er meget glade for hinanden.
Besættelsen medfører, at kontakten med familien i Jylland og på Sjælland bliver besværlig. Begge får i 1941 udstedt legitimationskort med tilladelse til at rejse til Jylland, men hvor ofte de besøger familien i den fem år, besættelsen varer, er uklart.
I 1939 er Storstrømsbroen blevet indviet. Den er 4 km lang, og for Tormod er den et stort teknisk vidunder. Den er på det tidspunkt Europas længste bro; det undlader han aldrig senere at fortælle, når talen falder herpå.
Før Storstrømsbroen bliver taget i brug, var der 2 færgeforbindelser fra Falster, og som de i førkrigsårene benyttede for at komme til Sjælland. Den ene færgeforbindelse var mellem Gåbense og Sjælland syd for Vordingborg og den anden var fra Orehoved til Masnedø.

Sammen med Kirstine, Hans Peter, Peder Kristian og Margrethes niece, som er datter af broderen Albert, der ejer gården.

De besøger hovedsagelig Margrethes lillesøster Kirstine og hendes mand Hans Peter. Begge arbejder som plejere de på Statshospitalet, som er et psykiatrisk hospital - i Nykøbing Sjælland. Kirstine er en ilter kvinde, men hun er også godheden selv – alt kan hun undvære for andre. Hans Peter er en stout mand – fysisk stor og stærk. Han er plejer på den afdeling af statshospitalet, der bærer navnet ”Sikringen”. Her behandles – eller opbevares - meget syge mennesker, som har begået frygtelige (u)gerninger. Der er en direkte telefonlinie til Kirstines og Hans Peters tjenestelejlighed, så HP – som han omtales blandt kolleger – kan tilkaldes, når der opstår uroligheder på afdelingen – og det sker ikke så sjældent. HP er også oplært i at give urolige patienter beroligende injektioner. Privat er HP jordens mest fredelige mennesker, der med stor overbærenhed lukker ørene, når temperamenten løber af med Kirstine. Tormod og Hans Peter får hurtigt et godt forhold til hinanden, og de drikker gerne en øl og en snaps sammen – enten i tjenesteboligen eller på HP´s stamværtshus inde i byen. De blander sig ikke i de trakasserier, der kan udspille sig mellem de nære søstre.
Margrethes forhold til Tormods familie er derimod lidt anspændt. Margrethe får dog et godt forhold Tormods storesøster Konstance, hvis horisont ligger længere ude end den øvrige families. Konstance har kunstneriske ambitioner, som evnerne ikke helt er på omgangshøjde med. Ikke desto mindre er væggene hendes og Ejners hjem prydet af en stor egenproduktion af malerier.
Gennem 10 år forsøger Margrethe og Tormod at få et barn, og ingen i familien forventer, at de på noget tidspunkt kommer til at reproducere sig selv.
Da Margrethe endelig i 1944 - i en alder af 47 år - får konstateret sin graviditet, er det svært pr. brev at overbevise familien om den forestående familieforøgelse.
Den 20.marts 1945 kl. 22 kommer barnet til verden på stue 212 på Nakskov Sygehus. I Margrethes dagbog over den nyfødte skriver hun:

 ”Blev præsenteret for sin Far kl. 23, umiddelbart efter præsenteret for sin Mor, som ikke synes han var særlig køn”

 Og senere skriver hun igen i dagbogen:

 ”22. Marts kl. 11 blev han lagt til Brystet for første gang og drak flinkt, dagen efter så jeg ham 6 Gange i Døgnet – han ville ikke lukke øjnene op, så jeg kunne se hans øjnes farve”

 " Lørdag den 14. April kom vi hjem fra Sygehuset kl. 15:30, vores Far var ovre at hente os. Den 

dag fik Palle sin første Biltur”

 Den 20-5 var han i Kirke (Pinsesøndag), hans Kusine Tut bar ham, og jeg selv fulgte med – Tuts daværende kæreste Mogens Nielsen og Palles Farbroder, samt hans egen Far var Faddere – han græd ikke i kirken. Vi havde ingen større Fest på Grund af Krigen med dens Rationering – vi var en halv snes Stykker. Daaben var om Formiddagen. Og vi spiste Frokost – Middag – Natmad – og så var Kl. 3, da vi brød op.

Tormod med sønnen på dåbsdagen.

 I sidste øjeblik bliver en beslutning om at give drengen navnet Palle ændret.  Blandt gæsterne er Margrethes lillesøster Kirstine og svoger Hans Peter fra Nykøbing S., og gudmor er Kirstines adoptivdatter Karin, Tut kaldet. Hun har, lige fra hun som spæd kom til Kirstine og Hans Peter, været Margrethes øjesten.

Ved indgangen til kirken lykønskes den 22-årige Tut af en tilfældig forbipasserende med barnet og Tut kvitterer med et ”Tak”. Margrethe hvisker hende i øret på vej ind i kirken, at det var lidt frækt!
Den 4. maj 1945 kl. 20:36 lyder frihedsbudskabet fra London gennem radioen:

 ”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordtyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark Har overgivet sig.”

 

Margrethe og Tormod jubler sammen med naboerne ude på vejen.
”Lolland-Falsters Social-Demokrat” udkommer næste dag i både en A-udgave og en B-udgave. Som inkarneret socialdemokrat abonnerer Tormod hele sit voksenliv på en socialdemokratisk lokalavis, dog køber han i weekend´en engang imellem Politiken!  Øvrige borgerlige aviser har han kun ringeagt tilovers for.
Under overskriften ”Danmark er atter frit” i A-udgaven bekendtgøres allerede ”Den Danske Frihedsregerings Sammensætning.”
På forsiden er der også en leder, der svælger i national selvfølelse, som man nok skal have oplevet tiden for helt at forstå.
Under overskriften ”Danmark frit!” indledes med:

 Frihedens Sol skinner igen over vort tusindaarsgamle Land. Efter 5 Aars og 26 Dages nazistisk Trældom kan vi igen trække vejret frit.

 Og længere ned i lederen er at læse:

 Der er saa meget at glæde sig over i Dag, saa meget at være taknemmelig for. Englands, Ruslands, Belgiens, Hollands, Polens, Østrigs og Tysklands Hovedstæder er skudt i grus. Danmarks smilende, smukke Hovedstad ligger i dag som tilforn. Den har faaet sine saar – men de er stort set lette at hele. Og hvor andre Landes Byer i snesevis er udslettede og døde, lever alle Danmarks Købstæder og Landsbyer – driftige, arbejdsglade og smilende. Og det allerbedste: Mens andre Landes Ungdom har forblødt i Hundredtusindtal paa Slagmarkerne, har vi bevaret vor Ungdom sund og karsk, rede til at gøre Dagens Gerning, rede til at lægge alle Kræfter i for Danmarks Sag.

 

Ja, det skriver de virkelig.

Og minsandten om ikke den socialdemokratiske leder, der har republikkens udråbelse på programmet, slutter med følgende hyldest til kongen:

Vor gamle Konge vil vi mindes i Dag! Han stod iblandt os som Livsviljens Symbol. Han fik den lykke at se sit og sine Fædres Land helt og frit og et enigt dansk Folk sender ogsaa ham sin tak.

 Inde i avisen er beskrevet, hvorledes befrielsesaftenen er forløbet på Lolland og Falster.

Der berettes bl.a. om 20.000 flygtninge, soldater og krigsfanger samlet i Rødbyhavn, som venter at komme hjem. Flygtningene, hvoraf de fleste er kommet til Rødbyhavn med tyske krigsskibe, – der ligger 38 skibe i inderhavnen - må i dagene op til befrielsen delvis klare sig selv, og mange er tvunget til at ”bivakuere” i det fri, hvis de ikke er så heldige at kunne dække sig til på en gård eller i en lade.  Størsteparten er forkomne soldater fra Italien, Letland, Polen og Tjekkiet, men der er også mødre med små børn i blandt de mange. I løbet af fredagen gør de danske myndigheder sig klar til at kunne indlogere de mange forkomne mennesker på større gårde, Teknisk Skole, Kommuneskolen og Gymnastikhuset, ligesom der står et ekstratog klar til at viderebefordre de mange mennesker. Man afventer den Tyske Overkommandos ordre til kapitulation – da det trækker ud med den, må ”havneboerne” indtil videre klare sig selv.
Også annoncerne i avisen er præget af befrielsen. Landmændenes Andels Export Slagteri i Nakskov har følgende annonce:

                                            Nu aander vi befriet

                                            snart svinder al vor Nød
                                            naar der paa Slagteriet
                                             bli´r nok af Flæsk og Kød

 I B-udgaven er horisonten udvidet. Der er artikler på forsiden om, at Dr. Best er kommet under Frihedsrådets beskyttelse, at amtmanden i Åbenrå har modtaget Montgomery ved grænsen og om ordre fra Keitel og Lindemann til de tyske tropper. Man kan også læse om Royal Air Force angreb på tyske undervandsbåde, som ”knækkede midt over”.

Lokalt berettes om ”En Dansker og en Tysker dræbt ved Skyderi i Søndergade” og at ”Tysk Militær beskyder Falck-Kranvogn i Nakskov”.
En artikel inde i bladet beretter om: ”Maribos Stikkere sættes i Gabestokken”. Man kan læse:

 Op paa formiddagen steg og steg Stemningen og Glæden blandt Maribos Indbyggere. I Tusindvis samledes man i Hovedgaden og paa Torvet og modtog her efterhaanden Frihedskæmperne og de danske Politifolk, naar disse kom kørende med de udanske mænd, som man normalt kalder Stikkere og Landsforrædere og i Løbet af formiddagen havde man sikret sig en god Portion af disse slimede Væsener. En enkelt af dem havde vaaben paa sig, men blev afvæbnet ved Torvet, og da han blev kørt paa stationen fulgte en hundredtallig Skare Bilen. Op mod Middag gik det særlig stærkt, og Pladsen foran Politistationen var sort af Mennesker, der ønskede at opleve det Øjeblik, som alle havde ventet paa saa længe og som der iblandt alle Danske er fuldt Enighed omskal lide den Straf, de har fortjent.

 Folket fælder sin dom…    

I marts 1946 kommer der køretilladelse, og den 30. marts kører Margrethe og Tormod med den 1-årige på bagsædet den første tur gennem Nakskov efter besættelsen. Når de er på familiebesøg hos Tormods sjællandske familie, og den 1-åriges sengetid nærmede sig, bliver han lagt ned i bilen på bagsædet; ja han beder selv om det. År senere bliver det for drengen en fin leg at sidde ved rattet af den højrestyrede lille bil og lege chauffør – helst med en kammerat ved siden af.

Med sønnen på Alberts gård i Vinde ved Skive.

Samme år følger familiebesøg hos Margrethes familie Nykøbing S. og Skive. Margrethe og Tormod er de eneste i en meget stor familie, som har bil. Det er derfor rimeligt, at de familiære relationer genoptages - efter mørke år med begrænsede rejsemuligheder – ved at de kommer på besøg. Samtidig skal det 1-årige vidunder vises frem.

Mor og søn har været hos fotografen

Sidst i fyrrerne´er bliver det småt med arbejde på værftet; Tormod søger andre græsgange for at opretholde beskæftigelsen. Han får i 1947 sammen med en arbejdskammerat fra værftet, John Andersen. arbejde på De Forenede Jernstøberier A/S i Næstved.
De forenede Jernstøberier A/S er stiftet i 1906 ved en sammenslutning af fem jernstøberier i København og provinsen. I 1928 kommer den historiske Anker Heegaards fabrik i Frederiksværk til. Koncernen består nu af jernstøberi og maskinværksted i Frederiksværk samt metalstøberi og maskinværksted i Næstved. Hertil kommer salgsafdeling i Århus og hovedkontor i København.
Selskabet beskæftiger ca. 1100 medarbejdere og har som forretningsområde produktion af hånd- og maskinformet støbegods, gasstegeovne, gaskomfurer, gasvaskekedler, el-komfurer, el-bageovne, centralvarmekedler i støbejern og plade, oliefyr, stokkere, pumper og ventilatorer. Det er i sandhed i stort sortiment af produkter, som man næppe i en så beskeden virksomhed vil finde i dag.
Anker Heegaards fabrik kan føres tilbage til 1756 og har i årenes løb også produceret bl.a. kirkeklokker, kanoner, kakkelovne og kedler.
Næstved er en af landets ældste byer med rødder tilbage til jernalderen og er i middelalderen en af landets største byer. Takket være sin beliggenhed ved Susåens udløb i Smålandsfarvandet samt sit frugtbare opland, udvikler byen sig i den sene vikingetid og sene middelalder til en stor by. Stormandsfamilier ejer store dele af byen og Roskildebispen har store indtægter fra de 2 sogne Sct. Morten og Sct. Peter.
Gennem middelalderen er abbeden fra Skovkloster Næstveds byherre. Sidst i 1200-tallen udvikler byen sig til en egentlig købstad med eget byråd. I 1300-tallet kontroller holstenerne i en periode byen.
Op gennem årene udvikler byen sig til en stor handelsby bl.a. i kraft af tætte handelsforbindelser til Lübeck for i 1600-tallet at gå i stå som handelsby.
Kun militæret holder op gennem 1700-tallet lidt gang i byen, og man skal helt hen til omkring midten af 1800-tallet, før der endelig sker større ændringer til det bedre, hvor bl.a. korneksporten til England er med til at sætte skub i udviklingen.
Grundlovsændringen i 1849 giver næringen fri, og i 1850erne åbnes for de danske købstæders snærende bånd. Åens uddybning giver mulighed for en eksport af tømmer fra de store skove inde i landet. I 1870 kommer jernbanen til byen, som udvikler sig eksplosivt med industrialismen.
Maglemølle Papirfabrik og Kählers Keramikfabrik grundlægges, og de bruger begge åens vandkraft; i slutningen af århundredet er de blandt byens største virksomheder.
Byens indbyggertal vokser fra i 1840 at være på 2271 til i dag at være godt 40000 indbyggere.
I 1930 bevirker havnens gennemgående modernisering med bl.a. en ny gravet kanal til afløsning for den gamle fra Karrebæksminde Fjord til Næstved, at byens industri de følgende år udvikler sig yderligere. Arbejdet bliver iværksat for at imødekomme 30ernes store arbejdsløshed.
Ny industrier kommer til, bl.a. Nordisk Ventilator og de allerede eksisterende udvikler sig. Det gælder De Forenede Jernstøberier, Hermansens Jernstøberi, C H Knudsens Tobaksfabrik, Bryggeriet Føniks og slagterierne Kvægtorvet og Koopmanns Svineslagteri
Hertil kommer at tilstedeværelsen af disse lidt større virksomheder giver arbejde til talrige mindre håndværksmestre.
Næstved er således i 1947, hvor Tormod kommer til byen, Sjællands vigtigste industriby og er karakteriseret ved at ligge et godt stykke inde i landet og samtidig at være en havneby.
Den udkonkurrerer regionens andre købstæder, hvor Vordingborg, Sorø, Ringsted, Præstø og Slagelse ingen industri af betydning har og nærmest kun tjener som handels- og indkøbsbyer for oplandet.
Inden familien kan følge efter ham, bor han på et loftværelse i en villa på Kalbyrisvej. Familien, han bor til leje hos, har en lille pige på 4 - 5 år, som Tormod formentlig har talt venligt til – han er glad for børn. Hun kan i hvert fald huske ham, da hun senere som voksen ung pige ekspederer hos den lokale grønthandler på Ejlersvej.
De to smede fra Nakskov skibsværft bliver gennem alle årene kolleger på samme arbejdsplads og tilmed ”næsten naboer” på såvel Kærmindevej og senere på Erantisvej. Begge steder bor familierne mindre end 100 m fra hinanden. Dette til trods bliver de aldrig nære personlige venner, men derimod kolleger med stor respekt for hinanden, og i en periode passer min mor en af John Andersens 3 sønner. Andersen kommer ofte forbi med friske afgrøder fra den kolonihave, der er hans store passion. Tormod omtaler altid Andersen som den dygtigste svejser, han kender. Det er et perfekt kollegialt forhold mellem to meget forskellige personer, der begge nok erkender, at fælles referencepunkter er der ikke så mange af.
Kort tid efter følger Margrethe og drengen efter. Tormod har skaffet en lejlighed  i Grønnegade 12 st. tv. – et hus kun 3 husnumre fra hans arbejdsplads. Margrethe får arbejde på Præstø Amts Sygehus, medicinsk afdeling i Ringstedgade - heller ikke så langt fra bopælen.
Boligen er trang; i hvert fald flytter familien hurtigt til en bedre bolig på Kærmindevej 3, 2. sal i et helt nyt byggeri. Huset, de flytter ind i, er endnu ikke helt færdigt, og når drengen skal ned af trappen og ud på legepladsen, må enten Margrethe eller Tormod holde ham i hånden i passagen forbi vinduet på trappeopgangen, som der endnu ikke er sat tremmer for. I opgangen bor yderligere to jævnaldrende drenge, Erik, hvis far arbejder på kommunen og Henrik, hvis far er ansat ved Civilforsvaret. De tre drenge bliver hurtigt legekammerater, og en dag begiver de sig på langfart; de skal ud og udforske byen! En større eftersøgning sættes i gang og Henriks far finder dem nede på jernbanebroen ved Rampen og kører de noget slukørede ungersvende hjem i sidevognen på en af CF´s Nimbusmotorcykler.
De bor ikke lang tid på Kærmindevej, inden Margrethe får stillet diagnosen kræft. Drengen er med sin mor til undersøgelse på sygehuset – det samme sygehus hun selv arbejder på.
Tormods arbejde indebærer, at han er nødt til at rejse en del. Fabrikken fabrikerer bagerovne og en del af hans arbejde består i at stille disse ovne op hos kunden.
Margrethes sygdom tager til, og det bliver et problem for hende at bo på 2. sal. Tormod lejer en ny lejlighed i et nyt - og dengang – mondænt byggeri, kaldet ”Dollargrinet” på ”Ridemarken”. Sidstnævnte hentyder til, at det ubenyttede areal tidligere tjente som øvelsesareal for Gardehusarregimentet,
I 1951 flytter familien ind i lejligheden Erantisvej 3 st. th., som forbliver familiens de næste 49 år. Boligens standart ligger over, hvad standarten for boliger er for arbejderstanden; det giver på Tormods arbejdsplads anledning til misundelse og medfører ofte ubehagelige kommentarer fra enkelte arbejdskammerater. En synes således, at Tormod ikke ”fortjener en dags ærligt arbejde”, når han mener sig berettiget til at bo i de blokke, som på det tidspunkt mestendels bebos af officerer fra Gardehusarregimentet, funktionærer samt mindre selvstændige næringsdrivende.
Inden det kommer dertil, har Margrethe og Tormod haft overvejelser om at købe et de små enfamiliehuse, der er under opførelse på Åderupvej i det område, som senere omtales som ”Trekanten”. Tanken opgives; der kan ikke skaffes den fornødne udbetaling på 5.000 Kr.
Skyggerne efter 2. verdenskrig hviler tungt over 50´erne og 60´erne med flere verdenspolitiske kriser, som påvirker den voksne generation – vokset op i krigens skygge – tungt.
Koreakrigen bryder ud 25. juni  1950, og den frygtes - ikke uden grund - af den voksne generation at ville udvikle sig til en ny verdenskrig.
Hændelsesforløbet omkring udbruddet er uklar, men kendsgerningen er, at Korea efter afslutningen af den 2. verdenskrig bliver midlertidig delt i 2 okkupationszoner, som er ved at udvikle sig til 2 selvstændige stater er naturligvis altafgørende for krigen. Den nordlige zone er støttet af Sovjetunionen og den sydlige af USA. Da stormagterne trækker sine besættelsestropper ud i 1948 0g 1949 eskalerer konflikten. Amerikanske styrker under ledelse af legendariske general McArthur intervenere og trænger dybt ind i Nordkorea.
FN-styrker sættes ind og nærmer sig den kinesiske grænse og efter adskillige advarsler griber kineserne ind og tvinger FN styrkerne tilbage; og så er fanden løs!
Det er forståeligt, at den voksne generation, som har oplevet verdenskrigen få år før, er mere end bekymret!
Danmark sender et hospitalsskib - ØK-skibet Jutlandia - til krigszonen, som en humanitær hjælp til krigsofrene – for at rejse den nationale stolthed efter krigen? 
Overlæge Clemmensen fra Præstø Amts Sygehus, som Margrethe kender fra sin ansættelse på sygehuset, er med. Det bliver der talt meget om i familien på Kærmindevej.
Margrethe og Tormod er dybt bekymrede over situationen, og de kan ikke skjule det for drengen!
Margrethes sygdom tager til, og hun bliver flere gange indlagt på sygehuset. Nogen nem patient er hun vist ikke. Som uddannet sygeplejerske herser hun lidt med det personale, der passer hende og påpeger nogle fejl, de begår. De er meget overbærende, for Margrethe er meget syg
I den periode er drengen ”anbragt” hos hendes søster Kirstine, og hendes mand Hans i Nykøbing S. De arbejder begge som plejere på Statshospitalet.
Tormod besøger i denne tid sin søn næsten hver weekend, samtidig med at han også skal tage vare på Margrethe, som er indlagt på sygehuset. Det er en trist periode, som belaster Tormods forhold til Margrethes familie.
Margrethe er helt bevidst om, hvor det bærer hen. Af et mindre opsparet beløb, hun gennem årene har lagt til side, giver hun Tormod og drengen en gave. Hun foranlediger, at der købes et armbåndsur til hver af dem. På Tormods indgraveres bagpå uret: ”Fra Grethe – 1951”, og bagpå sønnens: ”Fra mor til Bent – 1951” Sidstnævnte ur giver nogen tid senere drengen problemer. Nogle vejarbejdere ser den 6-årige med uret på armen og griber fat i ham for at spørge, om han har stjålet uret. Da de ser inskriptionen på bagsiden slipper de ham igen. Det er dengang usædvanligt, at en seksårig dreng går rundt med et nyt armbåndsur på. Den resterende del af det lille opsparede beløb, som er nogle få tusinde kroner, bestemmer Margrethe skal gemmes til drengens uddannelse. Beløbet på få tusinde kroner bliver stående på en bankbog i ”Sparekassen For Næstved Og Om Omegn”, og bliver i årenes løb suppleret med småbeløb, som Tormod fra tid til anden putter i drengens sparebøsse. Da drengen i sluttresserne begynder sin afsluttende uddannelse er beløbet vokset til små 5000 kroner.
Den 26. juli 1951 dør Margrethe på Præstø Amts Sygehus, omgivet af Tormod, Kirstine og Tut. Tuts kæreste Erik, som hun senere bliver gift med, har lånt Tormods lille Austin Seven, og han tager den dag den 6-årige med på en lang køretur. Dagen efter – en strålende solskinsdag - er familien samlet i den have, der hører til Kirstine og Hans Peters tjenestebolig på Statshospitalet i Nykøbing S. Det bliver Hans Peter, som overbringer drengen budskabet om, at hans mor ikke er her mere. Han fortæller nænsomt, at hun nu er oppe hos Gud og sover deroppe; det tager den 6-årige uden videre for gode varer, men han græder sig alligevel i søvn om aftenen.
Margrethe begraves fra kapellet på Næstved kirkegård den 29. juli.
I Sydsjællands Socialdemokrat får hun følgende ord med på den videre færd:

 Jordefærd.

Fra kapellet paa Næstved kirkegaard begravedes i gaar sygeplejerske fru Margrethe Salkvist Jakobsen, Eranthisvej 3. Kapellet var smukt pyntet med blomster i alle sommerens varme farver, mange kranse og levende lys. Efter salmen ”Den store hvide flok” talte pastor Baagø ud fra ordet ”Frygt ikke, tro kun”. Han sagde til de pårørende, at man i en saadan stund paa en vis maade er fyldt med tak mod den døde, tak til hende – for hvad hun var. Samtidig er man fyldt af smerte, fordi hun ikke er mere. Dette bliver dog kun til at bære, hvis man også er fyldt af tro.
Efter salmen ”Under dine vingers skygge” bar paarørende kisten til til graven, hvor pastor Baagø forrettede jord paakastelsen. Følget sluttede med ved graven at synge ”Dejlig er jorden” og derefter talte en slægtning til afdøde.

Tormod er alene med en dreng på 6 år, som om et år skal begynde sin skolegang.

Fotografering

For år tilbage gik jeg meget op i at fotografere. Særlig god til det blev jeg nu aldrig. Men hvad billederne manglede i kvalitet, kompenserede jeg for med kvantitet. Resultatet er, at jeg i dag kan præstere flere hyldemetre med fotoalbums – pænt ordnet med årstal og emne osv.. Hvad det har kostet, tør jeg slet ikke tænke på. Dengang betalte man vist omkring 2 kr. for et farvebillede, hvortil kom film og fremkaldelse. Den digitale tidsalder har betydet et sandt boom i ligegyldige og dårlige billeder. Jeg har bidraget med mit, og jeg ved ikke hvor mange tusinde ligegyldige billeder, jeg har liggende på diverse PC´ere, eksterne harddiske og mobiltelefoner – helt ustruktureret. Måske er tiden inde til at betragte fotografiet på en anden måde en i fordums tider.

 Kun ganske få af mine billeder er jeg tilfredse med. Et af dem er ovenstående - dets fotografiske kvalitet eller mangel på samme ufortalt. Billedet er taget under en ferie på Ibiza i 1973. Vi sad på en fortovsrestaurant og forsøgte at bringe væskebalancen i orden. På bordet stod mit nyerhvervede PETRI spejlreflekskamera, da kvinden kom sejlende forbi. Jeg trykkede resolut på udløseren uden på nogen måde at have sigtet efter motivet….

Jeg købte dengang en del fotomagasiner og lånte fotobøger i stor stil på biblioteket. En af mine favoritter blandt fotografer var Viggo Rivad. Han var autodidakt fotograf, og ernærede sig ved at køre taxi. Billederne fremkaldte han hjemme i køkkenet. Men han var højt estimeret og anerkendt for sine sort-hvide billeder af socialrealistisk karakter og han havde udgivet flere bøger.
En dag, hvor jeg sad og passede mit arbejde i kontrolrummet på kraftcentralen, parkerede der udenfor vinduet en taxi og ud steg en lille halvskaldet mand. I bagagerummet hentede han en tungt belæsset skuldertaske af lærred. Den tyngede ham ned og fik ham til at se endnu mindre ud. Jeg kunne se, at han havde kurs mod døren til kraftcentralen, der på dette tidspunkt undergik en stor udvidelse med tilbygning af en ny kraftværksblok. Pludselig stod den lille halvskaldede mand i døren og præsenterede sig: ”Dav, jeg hedder Viggo, og jeg har fået lov til at tage nogle billeder af jeres nye kraftværk til ”Metal” (smedeforbundets medlemsblad). Er der mon en, der kan vise mig vej?”
Der stod selveste Viggo Rivad, og jeg tilbød mig selvfølgelig straks som vejviser. Min blufærdighed forbød mig at spørge til hans fotografiske meritter, selvom han snakkede ustandseligt undervejs. Han var meget interesseret i vores nye kraftcentral og spurgte om alverden. På et tidspunkt tog han sit kamera frem og tog et skud, for blot at overfor mig at konstatere, at han havde glemt at slå blitzen til. Jeg sagde så til ham, at jeg da ikke troede, at han begik en så elementær fejl, når han nu havde taget billeder i så mange år. ”Ork jo,” svarede han, ”jeg begår ustandselig alle tænkelige fejl.” Ved det nye kraftværksbyggeri stoppede han på kedeltoppen ved en montageåbning. ”Nu stiller vi os her og venter på, der kommer en person gående diagonalt tværs over åbningen i kælderen,” sagde han. Mindre end to minutter senere krydsede en person perfekt åbningen diagonalt og Viggo Rivad skød begejstret løs. Held skal der også til for tage gode billeder.
Jeg fulgte ham derefter tilbage til taxi´en og tog afsked med ham, en oplevelse rigere.
De små er sommetider de store, og de store er ofte ydmyge og beskedne mennesker, uden behov og trang til at promovere sig selv – grel modsætning til disse tider gudedyrkelse af kendisser, linselus og medieludere, uden andre kvaliteter end deres enorme selvglæde…

Daisy og Onslow

Venteværelset i skannerafsnittet på Roskilde Sygehus. Overfor os sidder Daisy og Onslow – henholdsvis søster og svoger til fru Hyacinth i den engelske serie ”Fint skal det være”. Eller også er det bare nogle, der ligner…Onslow, der er travlt beskæftiget med sin mobiltelefon, har i dagens anledning ikke sin netundertrøje på under pilotjakken med det udviskede firmalogo, men derimod en almindelig hvid undertrøje, der strammer over den velvoksne mave. Dvs. hvid og hvid er nu så meget sagt; adskillige vaske sammen med kulørt tøj, samt flere dages brug har givet den en vis patina. På cap´en står med store bogstaver printet HAPPY. Hertil cowboybukser med opslag, så de ikke helt dækker kondiskoene. Daisy ved hans side er ligeledes iført kondisko, som står udmærket til den kun let nussede kondidragt.
På et tidspunkt kommer en ung kvinde ud fra skannerrummet og spørger efter Daisy – eller hvad hun nu hedder. Daisy giver sig til kende, og straks befaler det unge menneske, som må være elev, med høj, klar stemme hende at lade vandet om fem minutter! Og det med sådan en styrke, at al opmærksom straks rettes mod Daisy, som ser helt ulykkelig ud og fremstammende giver udtryk for ikke at være i stand til at efterkomme ordren. Sagen er ordnet hjemmefra, men eleven beordrer alligevel et forsøg gjort – om fem minutter!
Der går så et stykke tid - helt nøjagtigt fem minutter – så kommer der en and ind i venteværelse! Det lyder i hvert fald sådan og alle tilstedeværende kikker op og ser på hinanden og efter anden, men siger ikke noget. Så hiver Onslow mobiltelefonen op lommen på pilotjakken med det udviskede firmalogo og trykker på en tast – og vips, så tier anden. Han prikker Daisy på skulderen og peger på døren til toilettet. En rislende lyd fra det ikke særligt velisolerede toilet afslører, at Daisy alligevel er i stand til efterkomme elevens ordre.
Den unge elev fører Daisy ind i skannerrummet, mens Onslow fumler videre med sin mobiltelefon…
Tableau slut.

Fjernsyn

Det burde give stof til eftertanke, at man tilhører den stadig sjældnere gruppe af menneskeheden, der har prøvet at leve i en fortidsepoke uden TV.
Men ikke desto mindre har fjernsyn - eller måske netop derfor – beriget min tilværelse gennem mere end 60 år, siden jeg første gang – det må have omkring 1953 – så en fjernsynsudsendelse. Hele 2.klasse D på Kildemarksskolen i Næstved var inviteret hjem til en af pigerne i klassen, for at se en de to ugentlige børneudsendelser af en halv times varighed. Hun hed Ulla og hendes far var depotbestyrer for Faxedepotet i byen. Familien havde som en af de få familier i den lille provinsby anskaffet sig et 17” fjernsyn. Jeg husker ikke noget om selve udsendelsen, men erindrer, at vi blev beværtet med røde hindbærbrus, gule citronvand og grønne sportsvand ad libitum.
I blokken på Erantisvej boede en lidt skør, men dygtig radioreparatør. Han ejede ”Kurts Radio” i Ringstedgade. Kom man ind i forretningen med en radio, der skrattede (det gjorde næsten alle radioer dengang) til reparation, spurgte han efter lyden, idet han imiterede forskellige lyde og bad én udpege den (mis)lyd, der mindede om radioens. Straks kom der en diagnose, og så fiksede han radioen til næste dag. Gennem flere år havde han haft en skov af antenner i enhver tænkelig udformning ude på altanen i lejligheden på 2. sal. Det var før almindelige borgere overhoved havde fået fjernsyn. Rygtet i blokken gik på, at Kurt eksperimentere med fjernsyn, ligesom de havde det i USA! Et års tid efter mit første bekendtskab med fjernsynet, opstillede Kurt i udstillingsvinduet i forretningen et fjernsyn, som kunne aktiveres ved at lægge hele hånden på en bestemt flade af vinduesglasset, hvortil var ført nogle ledninger. Så kom der levende billeder på fjernsynsskærmen. Her kørte vi drenge sommetider ned efter skoletid og trykkede næsen flade mod ruden, idet vi skiftedes til at holde hånden på det punkt på ruden, der kunne fremtrylle de magiske levende billeder. Hvad vi så, kan jeg ikke huske; men nu var det for alvor spændende med levende billeder.
I 1958 var der fjernsynstransmitteret VM i fodbold fra Sverige. I den anledning havde adskillige af byens udskænkningssteder anskaffet sig et 17” fjernsyn. Blandt disse var ”Is-Andersen” i Ramsherred. Som navnet antyder, havde ”Is-Andersen” en isbar uden udskænkning af alkolholiske drikke. Her drog vi drenge i flok til for at se finalen mellem værtslandet Sverige og Brasilien. Om jeg husker ret, fik svenskerne en gang læsterlige klø! Isbarens 17” sort-hvide fjernsyn var på magisk vis blevet omdannet til et farvefjernsyn, idet der uden på skærmen var limet en transparent film, der var farvet blå foroven, grøn i midten og brun nederst. Farverne passede nu ikke til aktuelle billede. Den lille sværlemmede, massive blondine med det høje touperede hår, der langede is og milkshakes over disken, gik under navnet ”Karen-Tusindpik”. Efter forlydende betjente hun soldater fra byens to kaserne med andet end is….
Derhjemme havde vi ikke fjernsyn endnu; det var stadig forbeholdt formuende folk – og det var mine forældre ikke.
Jeg havde dog jævnligt lejlighed til at se fjernsyn, idet min kammerat Gerts mormor, der boede i opgangen ved siden af vores, havde fjernsyn, og der så vi tidens populære programmer, bl. a. ”Prøv lykken” med Svend Pedersen og de store shows med Volmer Sørensen. Der var altid samlet en sand kødrand af familie og venner omkring det lille fjernsyn i stuen, der næsten antog karakter af en biograf.
En lørdag i april 1962 – jeg gik i realklassen på dette tidspunkt - ringede det på døren, og da ingen af mine forældre gjorde foranstaltninger til at lukke op, overvandt jeg min dovenskab og gik ud og lukkede op. Udenfor stod en mand med et fjernsynsapparat. Jeg fortalte ham straks, at han måtte være gået forkert, for vi ventede ikke noget fjernsyn. Han kikkede endnu engang på sin seddel, og påstod hårdnakket, at det skam var rigtigt nok. Nu var mine forældre kommet ud i entréen og stod og grinede. De havde uden min viden købt et fjernsyn. Det var et 23” TO-R i nøddetræ (bejset bøg!) med låger foran. Det kostede 1495 kr. med 250 kr. i udbetaling og et månedlig afdrag på 150 kr. Min fars ugeløn – familiens eneste indtægt - var dengang på under 500 kr. Apparatet blev stillet ind i stuen, men kunne ikke bare tilsluttet og tages i brug. For først skulle der sættes en antenne op på loftet og en antenneledning trækkes ned gennem ventilationskanalen ned til toilettet, og føres gennem et boret hul herfra til stuen. Nyanskaffelsen blev placeret på et nøje udset sted i stuen i den rette udmålte afstand fra sofagruppen eller rettere min fars lænestol, hvor han indtil nu havde tilbragt fritiden med at ryge cerutter og læse biblioteksbøger, kun afbrudt af radioavisen kl. 19:45 og 22:00, en ugentlig kortspilaften, reparationer på den gamle bil og familiesamvær i weekends. Der blev gjort meget ud af finde den rette belysning omkring familiens nye alter, idet min far gik meget op i, at der ikke måtte være for store kontraster mellem fjernsynsbilledet og baggrunden. Det ødelagde øjnene, havde han læst sig til. Min mor, som satte stor pris på at hygge i hjemmet med potteplanter og afskårne blomster, placerede straks en buket blomster oven på apparatet ved siden af lampen. Det er en af de få gange jeg har set min ellers altid besindige far i nærheden af det røde felt. Konsekvenserne af en væltet vase ud over nyanskaffelsen kunne han slet ikke rumme, og vasen blev fluks taget ned og kom aldrig i nærheden af fjernsynet mere.
Jeg frekventerede i sluttresserne en uddannelsesinstitution på Jagtvejen i hovedstaden, men boede stadig i den sydsjællandske købstad, og når jeg havde god tid, kunne jeg godt lide at spadsere fra Nørreport til hovedbanegården. På sådan en tur så jeg for første gang i mit 22 årige unge liv fjernsyn med farver på i en radio- og fjernsynsbutik i Fiolstræde. Det gjorde et stor indtryk på mig, og jeg var ganske overbevist om, at dette næppe blev forbeholdt jævne folk i min levetid.
Da jeg efter endt uddannelse og aftjening af værnepligt fik job i en østsjællandsk købstad lejede jeg et værelse hos nogle rare mennesker i et parcelhus. Det fra Søværnet udbetalte beløb rakte kun til det mest nødvendige møblement, en sovebrik, bord, stol og en selvtømret bogreol af spånplade. Fjernsyn indgik ikke i møblementet, men hurtigt fik jeg fat på et på et på et loppemarked. Det var et (af de første) 17” tommers, der var kommet på markedet. Kabinettet havde set bedre dage og billedet var stort uden kontrast. Jeg fremstillede selv en antenne af kasserede kobberrør fra min arbejdsplads. Den fik jeg af den venlige vært fik lov til at sætte op på parcelhusets tag. Da de ikke selv havde fjernsyn, fik de så lov til at kigge på mit TV, når jeg ikke var hjemme, og det var jeg sjældent, for når jeg ikke var på arbejde om aftenen, var jeg som regel sammen med min tilkommende i den sydsjællandske metropol. Fjernsynet malede jeg okkergul og jeg fortalte gerne vidt og bredt, at nu havde jeg fået farvet fjernsyn! Den helt store oplevelse med dette gamle 17” havde jeg en morgen, hvor jeg kom hjem til værelse efter en nattevagt. Som sædvanlig kørte jeg alle kanalerne igennem. De havde nu aldrig vist noget udover Danmarks Radio, men denne usædvanlige morgen åbenbaredes for mine øjne på en af kanalerne – i den bedste billedkvalitet, apparatet kunne præstere – levende billeder (uden lyd) men med russisk tekst under – dog kun ganske kortvarig. Jeg blev helt høj og kunne næsten ikke falde i søvn!
Som nygift rakte min hustrus opsparede penge kun til det mest nødvendige inventar (hun havde været længere på arbejdsmarkedet end jeg!), og i dette indgik ikke et fjernsyn. Jeg følte imidlertid at måtte træde i karakter og skaffe et fjernsyn. Ergo lånte jeg et af kollega, som samlede på alskens ragelse, bl. a. gamle fjernsyn, som han opbevarede på sit loft. Han fandt et, som han mente ikke brød i brand, når der kom strøm på. Det var sket for flere af de andre, når de havde trukket fugt på loftet. Det var da også et glimrende fjernsyn med et fint billede, som dog ’væltede’ et par gange i timen, men det vænnede man sig såmænd til. Et eller to raske dask på siden, og billedet stod igen flot.
I midthalvfjerdserne havde vi fået sparet sammen til et farvefjernsyn. Beløbet blev i sidste øjeblik konverteret til charterferie til Athen, så projektet blev udskudt et års tid, men farvefjernsyn fik vi. Det blev et 23” Phillips, som kostede næsten 7.000 kr, mere end jeg tjente om måneden! Det nye farvefjernsyn kunne tage UHF, hvilket gav mulighed for at se hele to svenske programmer – hvis altså lige man havde en UHF-antenne, der var placeret tilstrækkeligt højt – hvilket i vores tilfælde var adskillige meter over huset tagryg. Jeg fik derfor med noget besvær anbragt de dyrt indkøbte antenner i den øverste ende af en længde 1½” galvaniseret vandrør og boltet den nederste ende af røret fast til en læmur. Den store afstand mellem antenne og det nyindkøbte vidunder gjorde det nødvendigt at indbygge en antenneforstærker, som efter en del eksperimenter da også bevirkede en hæderligt billede. Det hele gik rigtigt fint indtil den første efterårsstorm fik min fine mast til at ligne et knækket halmstrå. Også det fik jeg fikset med den fornødne forstærkning – indtil et par efterfølgende storme havde sørget for at murstenene, hvor masten var befæstet, rev sig løse. Igen måtte der noget forstærkning til i form af nogle gennemgående bolte og nogle solide lasker. Og endelig kunne vi se fjernsyn uden bekymringer. Det gjorde vi med disse faciliteter de næste ti år!
Men den teknologiske udvikling inden for området havde taget fart. Større skærme var blevet almindelig, fjernbetjening kommet til og – nok så væsentligt – der var kommet fællesantenneanlæg med mulighed for nu også at kunne se tyske programmer, hentet ned af den store mast Herfølge! Tiden var inde til at tage del i denne forrygende udvikling. Det gjorde vi så med et nyt 28” fjernsyn, som vi også kiggede på i mange år. Og så er det ellers gået hurtigt, og der ingen grund til at trætte læsere, som endnu ikke er stået af, med banaliteter omkring den seneste teknologiske udvikling på området. Jeg kan blot konstatere, at vi er gang med vores anden fladskærm, hvis hele 46” en periode imponerede omgivelserne. Kan nu blot konstatere, at en nær ven nyligt har fået et fjernsyn med en 55” skærm, så måske tiden snart er inde til at købe et nyt fjernsyn. Det nuværende er jo også snart 3 år gammelt!

Karrebæksminde

Hvor vejen fra Næstved mod Skelskør efter Bornakkeskoven går ind i en rundkørsel, er der en afkørsel mod venstre. Den fører til Karrebæksminde. Herfra fører ingen veje videre.

Bag byen ligger Smålandsfarvandet. Mod syd rækker Knudhoved Odde ud mod øerne, Femø, Vejrø og Fejø. Længere mod nord oppe i Storebælt ligger Omø og Agersø, som kun er et par timers sejlads fra fiskerlejet.



Mod syd rækker Knudshoved Odde ud mod øerne Femø, Vejrø og Fejø

Karrebæksminde er ikke et mondænt feriested; det er – i ordet bedste betydning – folkeligt.Der er ingen fine restauranter, kun dårlige, samt en hel del snackbarer. Få steder bliver derpå en varm sommersøndag drukket så mange håndbajere som her, hvad enten de er købt i det lokale supermarked og indtaget på skråningen ned til kanalen, eller de er købt til forhøjethøkerpris hos en af de to fiskehandlere, der også langer friturestegte fiskefile´er over disken, måske i den tro - for sagesløse campister – at det drejer sig om friskfanget fisk, landet af en af de 2 – 3 lokale kuttere just samme morgen. Det er ikke tilfældet; filé´erne leveres en gang om ugen med store kølevogne.

Karrebæksminde er ikke et mondænt feriested; det er i ordets bedste betydning folkeligt.

Karrebæksminde har altid eksisteret for mig – og har ofte spillet en rolle i min tilværelse.
Min første solbeskinnede erindring om stedet går tilbage til midten af sidste århundrede, altså til omkring 1950. En solbeskinnet sommerdag befinder min mor, min far og jeg os udenfor det, der dengang var badehotel, og som nu - efter at have været kursuscenter - er indrettet til andelslejligheder.
I vinduet til et af værelserne på 1. sal vinker min moster Kristine, onkel Hans og kusine Tut til os. Jeg har været 5 år dengang. Senere på dagen bader vi, og Tut driller mig for min vandskræk.
Næste flashback er en badetur på en sommersøndag – det må være i midten af 50´erne - med min far og mor. Min fars badedragt, som er af ældre dato – formentlig en førkrigsmodel og noget, der nærmest kan sammenlignes med en trikot – undergår på vejen til badestedet i den lille Austin Seven en lettere modernisering; den halveres og søges ændret til en mere tidssvarende badebukselignende model. Min mor fører suverænt saks og nål.
Om ændringen ikke når at blive færdig til det planlagte havbad - eller om det skyldtes min fars begrænsede begejstring for at dyppe sig i det kolde vand - ved jeg ikke; i vandet kommer han ikke, og jeg må til min skuffelse bade alene - overvåget af de voksne fra strandkanten!
I de følgende tres år kommer mange ture til det sydsjællandske sommerparadis, som meget bekvemt kun ligger 10 km fra Næstved. I begyndelsen transporteres vi unger derned af skiftende forældre, men i slutningen af halvtredserne cykler vi selv gladelig de 10 km - udstyret med madpakke, gul sodavand eller lunken orangeade og en masse formaninger om ikke at gå længere ud, end vi kan bunde, samt altid at svømme langs strandkanten og i øvrigt afholde os fra at gå i vandet den første halve time efter at vi har indtaget den efterhånden noget fladklemte og varme madpakke!  Som regel er vi alle hjemmefra blevet forsynet med en daler til en isvaffel.
Hjemturen efter sådan en varm sommersøndag ved stranden kan føles lang. Gennembagt af solen og godt trætte efter at have tumlet rundt hele dagen, kan de sidste kilometre hjem ad Grimstrupvej føles uoverkommelige. 
Hjemme venter forældre, lettet over at deres poder har overlevet endnu en strandtur uden voksen beskyttelse. Lettelsen afløses hurtigt af mere rationelle følelser, i form af en besked om at tage et brusebad for at få skyllet salt og sand af kroppen. Mest lyst har man nu til at smide sig på briksen og sove, sove, bare sove og glemme alt om de lektier, der vist ikke helt blev lavet inden turen til stranden.
I disse tider arrangerer Næstved Kommunale Skolevæsen hver sommer i skoleferien svømmeundervisning i Karrebæksminde på havbadeanstalten. Den er beliggende i den del af havnen, som ligger udenfor broen ved den sydlige stensætning. Undervisningen er gratis og tilbudes hver anden dag. Den bliver forestået af yngre lærere fra det kommunale skolevæsen – som vel er uden særlige forudsætninger for opgaven. Dette ekstrajob i ferieperioden har formentlig været en kærkommen lejlighed til at supplere den sparsomme lærerløn med en ekstraindtægt. Efter en kort og mangelfuld instruktion i svømmetagene på den slimede træbro, bliver vi af en ligeså slimet lejder med kokusmåttebelagte trin gelejdet ned bassinet – kun adskilt fra havnen med de pæle, som bærer badebroen – iført korkbælte og med en korkplade til at holde udstrakt foran sig for at indøve bentagene ved brystsvømning. Oppe på badebroen står så den unge lærer med en lang bambusstang, der sluttede med en bøjle, parat til at fange den panikslagne elev på vej ud af korkbæltet og med kurs mod bunden 3 meter længere nede. Vi er adskillige, der opgiver at lære at svømme på denne badebadeanstalt efter få undervisningstimer…

Som dreng fiskede vi ofte på molen ude ved fyret.

Udenfor badesæsonen – også om vinteren – cykler vi jævnligt til Karrebæksminde for at fiske. Det foregår som regel ude på platformen ved fyret, der ligger ved indsejlingen til havnen. Adgangen hertil sker ud ad stensætningen balancerende på en form for træmole omkring hvilken stenene er dumpet og bygget op. Det er ikke noget at hold fast i, hvilket også er uden betydning, da hænderne er ”besat” med at holde fiskestang og taske med fiskegrej. Det går nu altid godt, og vi når fyret i god behold. Herude bliver madpakken indtaget, hvilket er turens højdepunkt, idet fangsterne sjældent består af andet end små torsk og en masse ulke. En enkelt gang overtræffer alle de andre og er hele besværet værd. Min kammerat Per får en stor laks på krogen, som det med mere erfarne lystfiskeres hjælp lykkes at få hevet i land. Pers mor tilbereder os et festmåltid af fisken.
Ude på fyret stifter Per og jeg for første gang bekendtskab med spiritussens magiske virkning. En lille flaske kirsebærvin af det lokale fabrikat ”KIJAFA” er blevet indkøbt hos den lokale købmand Møller overfor broen til Enø. Flasken skiftes vi til af drikke af, og stemningen stiger betragtelig i takt med at flaskens indhold forsvinder. Halvsnaldrede begiver vi os på cykel mod Næstved efter mørkets frembrud. Branderne må formodes at være forduftet ved ankomsten til Næstved, og vi sværger hinanden en ed på ALDRIG nogensinde at røbe over nogen, hvad vi har haft gang i – men er samtidig indstillet på snarest muligt at gentage seancen! Om det sker, husker jeg ikke; blot ved jeg – det må have været omkring samme tid – at vi alle en nytårsaften beruser os heftigt i samme produkt.  Det sker på soldaterhjemmet på Glentevej, hvor min skolekammerat Käthes forældre, som bestyrer samme institution, gæstfrit har stillet huset til rådighed for os 15 – 16 årige. Det fortryder de nok senere, idet et par af klassekammeraterne under et heftigt parti billard flænser bordets lærred. Der bliver samtidig sat et effektivt punktum for mine eksperimenter med KIJAFA. Andre produkter skal med ungdommelig nysgerrighed afprøves – og bliver det. Efter et kort bekendtskab med gin og squash bliver øl i mange år langt det fortrukne fluidum at beruse sig i!
Omkring konfirmationsalderen begynder vi at tage på telttur til Karrebæksminde i skoleferien – og somme tider også i læseferien forud for eksaminer og årsprøver. Mine tvillingkammeraters forældre er de heldige ejere af et hvidt (jordslået) firmandstelt uden fast bund og med bændellukning; det får vi velvilligt lov til at låne. En telttur bliver dengang aldrig nogensinde gennemført uden en prøveopstilling hjemme på fodboldplænen overfor karréen på Erantisvej inden afgangen. Behørigt udrustet med lejrpas – udstedt af turistkontoret i Kirkestræde – spritbrænder med tabletter, dåsemad (hakkebøffer, spaghetti), havregryn, rugbrød, spegepølse og dåseleverpostej drager vi af sted. Ankommet til Enø Camping indskrives vi hos den ”barske” lejrchef Babias. Det foregår uden det store postyr, men ledsaget af et par faderlige ord om at opføre os ordentlige og ikke at tænde bål. Undtagelser fra denne fredelige procedure kan forekomme, hvis hans hystade af en hustru er til stede. Hun er en hårdt pumpet blondine med højt touperet hår og bestyrer campingkiosken; hun er ikke at spøge med – hvad lejrchefen vist også selv i stille stunder må erkende…
Senere op i tresserne, da vi nu alle er kommet i lære, ændrer campinglivet karakter. Vi har nu vores egne nye telte, indkøbt for sparsomme lærlingelønninger, som for mit vedkommende er 39 kr. om ugen det første år. Den lille bys tiltrækning er blevet større for nogle fest- og pigehungrende ungersvende. Det livlige liv, der dengang - som nu - udspinder sig omkring forårets helligdage, får os til at valfarte til campingpladsen i St. Bededagsferien, Kr. Himmelfartsferien og i Pinsen. Bunden bliver lagt for varer indkøbt hos købmand Møller, og så går jagten ellers ind på ”Sølyst”, hvor et tremandsorkester med en obligatorisk harmonika giver alibi for nærkontakt med pigerne. Ikke sjældent slutter aftenen med et spontant indfald i form af et havbad.
Et enkelt år havde vi slået lejr for Pinsen på græsplænen foran en af vennernes forældres sommerhus på Vesterhave. Det har mange fordele. De venlige forældre har tilbudt os unge mennesker stå for forplejningen. 2. Pinsedag kaster de håndklædet i ringen og meddeler at forsyningerne var sluppet op… 
Årene går, vi bliver udlærte, og kærester bliver til hustruer. Vi flytter alle sammen fra Næstved, men venskaberne holder, og vi har stadig tæt kontakt. Flere af vennerne har nu deres eget sommerhus i det lille fiskeleje, og vi komme derfor ofte til Karrebæksmindes, hvis tiltrækning stadig er stor. Der holdes fester om sommeren med Hansa dåseøl  i zinkbalje med isvand - indkøbt på spritture til Tyskland i det nærmeste ALDI marked efter tolden i Puttgarden. Overnatning i telte på græsplænen eller i soveposer på gulvet i stuen og fælles morgenbord med Gammel Dansk til reparation af aftenens ulykker. Efterfølgende spadsertur langs stranden med børn og hunde. For børn kommer til og børn er på vej. Ved en af disse begivenheder er Vibeke i 6 måned. Per udtrykker hvor smuk og dejlig, hun ser ud med sin store mave - og klapper hende blidt på den. Ingen andre end han, ville have sluppet godt fra dét! Tilværelsen er nu slet ikke så ringe, og alderdommen kan end ikke skimtes i horisonten – om den overhovedet eksisterer!
Fra Karrebæksminde foretager vi i tidens løb mange sejlture i Smålandsfarvandet. Et år har vi i begyndelse af september planlagt en 2 – dages ”ekspedition” i Pers Wayfare-sejljolle til spidsen af Knudshoved Odde med telt. Her er det planen er at overnatte. Campering på odden var ganske vist ikke tilladt, men hvad pokker – det går nok alt sammen, og lidt dumme og dårligt informerede man da altid lov til at være.
Vi mødes en sen søndag eftermiddag i sommerhuset medbringende sovepose og nødvendig proviant. Første øvelse går ud på med Pers utætte glasfiberbelagte og med  påhængsmotor forsynede Pirat-jolle at bugsere den noget nyere Wayfarer-jolle ud gennem broen og trække den op på stranden ved Vesterhave, så vi er beredte til ”ekspeditionens” start tidligt mandag morgen. Det forløber stort set efter planen; Wayfarer-jollen bugseres under broen og bringes op den lille sandstrand tæt ved molen, inden den utætte Pirat-jolle er helt bordfyldt med vand. Dagens mission ”completed”! -  og resten af aftenen er disponibel til afslapning og opladning inden den store dag. Det foregår over et spil billard og et par øl i ”Kabyssen”; og så til køjs - mægtigt opsat til morgendagens ekspedition.
Tidligt næste morgen lykkes det– efter et par forgæves forsøg – at få vind nok i sejlene til, at jollen ikke driver på land igen. Kursen sættes mod spidsen af Knudshoved Odde. Der blæser imidlertid en let til frisk vind ind agten for tværs og den tungt lastede Wayfarer-jolle gør en fin fart hen over bølgerne. Hvorfor egentlig anduve odden, når nu Femø er kommet så tæt på og ligner en Robinson Cruse-ø, hvis man altså lige kan abstrahere fra kirketårnet, der rager op i skylinen. ”Vi fortsætter sgu til Femø!” siger vi til hinanden.
Sejlrenden fra Storstrømsbroen til Storebælt krydses – ikke uden dramatik. En coaster med nordgående krydsende kurs observeres forude. ”Bare rolig, motor skal vige for sejl, så du holder bare kursen”, lyder Pers ordre til mig, som holder rorpinden.  Vi nærmer os hastigt coasteren uden tegn på, at den ændrer kurs. Da der ingen synlige tegn er på, at broen er bemandet, vælger vi ganske klogt i god tid at afstå fra vores lovsikrede ret til at holde kurs og fart!
Vinden tager til, som vi nærmer os øen. Et medbragt søkort af ældre dato studeres og beslutningen om at anduve øens østlige kyst træffes. En kompasafmærkning fra søkortet skal findes, men uanset hvor meget vi spejder, er der intet at se, så vi beslutter at styre den direkte vej op på sandstranden, hvilket sker i en slags slalom mellem talrige store undersøiske sten.

Ankommet til Femø tilberedes aftensmaden over et bål

Således ankommet, slås teltet op og den medbragte dåsemad tilberedes over et lille bål. Til dessert deler vi en lille lommelærke med vodka. Solen er gået ned, men det var endnu lyst, da vi begiver os over de nyhøstede marker for at se, hvad der rører sig i det lille øsamfund. Ad en markvej begiver vi os i retning mod kirken. Hvor markvejen munder ud i en asfalteret vej, dukker som et fatamorgana i ørkenen en bygning op, hvorfra lyset skinner ud af vinduerne. Vi har ramt den lokale Femø kro! Her tilbringer vi så – som de eneste gæster - nogle timer inden vi ved midnatstid i bælgravende mørke finder vej over markerne til teltet på stranden.
Det bliver ikke sidste gang, vi tilbringer en aften på Femø Kro i forbindelse med en sejltur.
Næste morgen er vinden løjet af, ja det er faktisk næsten vindstille. Det sømærke, vi dagen før ikke har kunnet finde, står nu - i skærende kontrast til horisonten - få hundrede meter ude i havet lige ud for, hvor vi har slået teltet op!
En svag brise gør det dog muligt at befri wayfarer´en fra Femø, men så er det også sket med vind i nogle timer, og strømmen og skæbnen driver jollen mod Vejrø. Et par timers ufrivilligt ophold her bliver resultatet, inden en svag vind er i stand til at blæse os tilbage til Karrebæksminde. Retningen har vi fået udpeget af nogle mere erfarne sejlere i havnen på Vejrø.
Tiden går, veje skilles, men vi har stadig relationer til det lille udsted. Kun en enkelt af de gamle venner har endnu sommerhus i byen, og vi besøger dem jævnligt dernede i sommerhalvåret. Forbindelsen til Karrebæksminde bliver tættere, da jeg i slutningen seklet flytter vores Arendalsnekke ”Nymfen II” fra Leestrup Strand til Inderhavnen på Enø.
Båden bliver flittigt brugt til ture med familie og venner, og ofte slutter sejlturen med at vi spiser på et af stedets små spisesteder.
Per og jeg tager i motorbåden – mange år efter vores sejltur i Wayfarer-jollen - endnu en tur til Femø en sensommerfredag. Vi står havnen ud ved solnedgang og anduver Femø efter at mørket har sænket sig, og månen er stået op. Vi begiver os straks - efter at fortøjet ”Nymfen II” - tværs over de nyhøstede marker på jagt efter Femø Kro. Efter en halv times traven åbenbarer kroen sig som en fatamorgana med lyset skinnede ud af vinduerne som sidst, vi besøgte øen. Men ak - døren er låst, og ingen er at se indenfor. En vedholdende banken på døren aktiverer en tjener, som fortæller, at der var lukket for i dag. For gode ord og slesk tale overbeviser vi den egentlig meget flinke tjener om, at det vil være en barmhjertighedsgerning at genåbne kroen for to forkomne sejlere og servere dem to øl, og han selv er velkommen til at få en med. Efter således at have fået tiltvunget sig adgang til helligdommen, går øvelsen nu ud på at overbevise tjeneren om det menneskekærlige i at genåbne køkkenet for de forkomne og udmattede sejlere, der har været længe undervejs og har haft en forfærdelig hård sejltur. Det lykkes! Kokken bliver stoppet i døren på vej hjem, og der er lige nøjagtigt 2 portioner tilbage af den gullasch, som har været dagens ret!
Ved midnatstid – og en del øl senere - mener tjeneren, at barmhjertighedsgerningernes tid er forbi, og nu er det lukketid. Lysten til at skulle genfinde havnen på øens vestlige side tværs over mørke marker er ikke stor, og for indsmigrende tale og rigelige drikkepenge, får vi tjeneren til i sin døende bil til at fragte os tilbage til havnen.
Næste morgen ligger vi som planlagt turen rundt om Fejø med en kort afstikker ind til Vejrø og anduver Karrebæksminde sidst på eftermiddagen i strålende sol.
Mange ture bliver det til i Arendalsnekken med venner og familie. Jeg har i mellemtiden taget duelighedsbevis i sejlads og har fået lyst til at sejle med sejl. I sensommeren efter årtusindeårsskiftet bliver snekken skiftet ud med en motorsejler – en Parant 25, købt i Sverige og modtaget i Køge.
Per og jeg sejler Parant´en fra Køge til Karrebæksminde en lørdag sidst i august i året for årtusindskiftet og anduvede stedet ved solnedgang - lige akkurat tids nok til at nå den sidste broåbning. Vel fortøjet ved bro 3 i inderhavnen, indtager vi et sent aftensmåltid i ”Karantænehuset” og går efterfølgende meget trætte til køjs.

"Søstjernen" i Bisserup. I 10 år blev der foretaget mange gode ture med båden til steder og øer i Smålandsfarvandet.

Båden får navnet ”Søstjernen” og i de følgende 10 år foretager vi mange gode ture med båden til de steder og mange øer, som på 1-dagesture kan nås fra Karrebæksminde. Det giver samtidig en endnu tættere kontakt til stedet med de mange besøg. Vi lærer en del mennesker at kende. Det sker også, at Vibeke og jeg tager ned til båden en sommersøndag bare for at drikke kaffe på båden og nyde basserne fra Søkonditoriet. Der er næsten altid nogle at dele selskab med, og vi føler os mere og mere hjemme i Karrebæksminde!

Søndagsafslapning på "Søstjernen" i Inderhavnen i Karrebæksminde.

Vi har tidligere – vel nærmest som et tankeeksperiment – leget med tanken om at flytte til Karrebæksminde, hvor der i disse år opføres en del nye boliger på Vesterhave, tæt på stranden. I 2002 køber vi et af de nyopførte 2-etagers rækkehuse i ”Lodshaven”.

Lodshaven i Karrebæksminde

Det bliver en fejltagelse. Langsomt forsvinder stedets magi. Vi flytter ind midt i højsæsonen, og det er helt fint, når jeg kommer sent fra arbejde at gå ned på havnen og få en fiskefilet og en øl. Men hurtigt føler vi os ikke mere som en del af del pulserende sommerliv – vi bor her jo!

En grå efterårsdag i Karrebæksminde

Det bliver efterår og vinter, turisterne forsvinder fra stedet og helt naturligt går der længere tid imellem, at vennerne er i byen. Våde, væmmelige vinterweekends efter en arbejdsuge med lange arbejdsdage, hvor jeg ikke ser kystbyens sparsomme dagslys i 5 af ugens dage. Tilsvarende lange dage for Vibeke alene uden særlig meget kontakt med andre mennesker. Lyspunkter er, når vores naboer dukker op en weekend, banker på døren og meldte, at de vil kigge ind med flaske vin til fælles konsumering, når de lige har travet en tur gennem den vinterdøde by. Så hygger vi os nogle timer over en flaske vin og nogle snacks. Det må være skæbnens ironi, at de bor i Køge, og har rækkehuset i Lodshaven som sommerhus. Vi misunder dem, når de søndag aften drager mod Køge. Andre lyspunkter er, når de sidste af vores gamle ungdomsvenner, der endnu har sommerhus i kystbyen, holder weekend eller ferie i sommerhuset, så drysser der lidt stjernestøv ned over stedet. Det er kontrastene til en grå regnfuld weekend i et menneskeforladt ferieparadis. En erkendelse af, at her vil vi ikke blive boende breder sig.
I januar – et halvt år efter, vi er flyttet ind - er vinteren slået over i frost og sne, og en frostklar lørdag eftermiddag, hvor den nedgående sol hængende ude over bugten i orange skær, går jeg over til den lokale ejendomsmægler i Alléen - som går og fejer sne udenfor – og beder ham sætte huset til salg.
I de halvandet år, der går inden huset bliver solgt, genvinder Karrebæksminde igen lidt af sin magi. Det må skyldes, bevidstheden om, at her skal vi ikke blive boende.

En frostklar januardag med den nedadgående sol hængende over bugten i orange skær.

Efter at være vendt tilbage til Køge er der stadig relationer til stedet. Båden ligger stadig i Inderhavnen på Enø. I de følgende seks år er der mange ture til båden i forbindelse med klargøring, søsætning, sætning af mast, montering af sejl, service på maskine og visa versa ved sæsonen afslutning sidst i oktober. Hertil kom turene til stedet i forbindelse med sejlture, ophold på båden, enten for en enkelt solbeskinnet sommersøndag eller for en weekend i forbindelse med sammenkomst med venner.
Med årene op gennem 00´ erne antager besøg til båden mere karakter af pligt end lyst. Antallet af sejlture i den korte sæson bliver stadig færre – og erkendelsen af, at alting har sin tid står klart. Sensommeren 2009 har Per og jeg endnu et togt til Femø, der til forveksling ikke på nogen måde skilte sig ud fra de to foregående. Ankomst til øen en sensommerdag kort før solnedgang, dagens ret på kroen, en del øl sammen med kromanden, hjem til båden for en godnat drink eller blev det mon flere?  Morgenmad på agterdækket i sensommermorgensol næste morgen, efterfølgende oprømning, inden vi for en sagte lænser blæser over Smålandsfarvandet tilbage til ”Søstjernens” hjemhavn. Det bliver mit sidste togt med ”Søstjernen”. 
Tanken om at sælge ”Søstjernen” er modnet gennem en længere periode. Flere faktorer med modsat rettede fortegn spiller ind. Men der er blevet mere og mere attraktivt at nyde solen og sommeren hjemme i haven end at tage turen til båden i Karrebæksminde.
Andre afgørende faktorer kommer til og påvirker afgørelsen om, at nu er tiden inde til at sælge båden..

"Søstjernen" forlader bro 3 i Inderhavnen for sidste gang med Rotteøen forude.

- og bliver dagen efter hejst op på en lastbil og kørt til bådehandleren i Køge.

Med denne beslutning forsvinder samtidig en epoke med hyppige ture til Karrebæksminde.
En solbeskinnet søndag i midten af oktober 2010 sejler jeg for sidste gang ”Søstjernen” fra den faste fortøjningsplads nr. 308 ved bro 3 i Inderhavnen gennem fjorden og kanalen til Næstved. En lidt vemodig tur, som dog ikke får mig til at fortryde beslutningen om at båden er sat til salg. Jeg dvæler en ekstra gang ved omgivelserne, da vi passer Rotteøen og suger de solbeskinnede omgivelser begærligt til mig.
Næste morgen bliver ”Søstjernen” hejst op på en lastvogn og kørt til bådehandleren i Køge.
Forinden har jeg om morgenen i solopgangen været en sidste tur i Karrebæksminde for at hente bådstativet.

Denne morgen er solopgangen særlig smuk…..

Denne morgen var solopgangen særlig smuk.

 

Da jeg var i lære.....(3)

For mange år siden - mere præcist et halvt sekel - var jeg i lære som maskinarbejder. Det var før man studerede til smed. Man var ret og slet lærling, eller som vi omtaltes i daglig tale: læredreng. Det var godt nok, og det var lang tid, inden De Radikales tvangstanker om at intellektualisere alle uddannelser havde bjergtaget de folkevalgte. Nå, tilbage på sporet. I de sidste af mine lidt over 4 læreår havde jeg en værkfører, som gik under navnet "Den Flade" eller "10 minutter i 2". Navnene refererede til henholdsvis føddernes form og indbyrdes position. Han var en hellig mand og kunne vist ikke lide unge mennesker, og lærlinge havde han kun afsky tilovers for. Vi lærlinge - omkring 20 - tog os nu ikke særligt meget af denne afsky; vi havde et godt sammenhold og morede os meget i frokostpausen med at udveksle nye beretninger om fjolsets nye meritter, som feks. den dag, hvor jeg havde skålet med en lærekammerat i en gul citronvand ind over drejebænken. "Den flade" havde i sit glasbeklædte værkførerbur iagttaget denne ugudelige gerning og vraltede hastigt ud for irettesætte os og forholde os at gentagelstilfælde ikke ville blive tolereret - uden dog nævne sanktionerne herfor. En anden gang var jeg kommet ind i det glasbeklædte bur og bedt om noget mere arbejde og blev mødt med ordene: "Hvad skulle du så hilse og sige?" Hvortil jeg ganske kækt svarede: "Jeg skulle hilse og sige.." Mere nåede jeg ikke at udtale, før han afbrød mig med en bemærkning, at jeg så sandelig ikke skulle komme her og være flabet...Lignende sjove tilfælde morede vi lærlinge os meget over. Særlig komisk var det, når han hver formiddag kl 10 i særegen gangart med et lettere forpint ansigtsudtryk hastig stillede mod kleinsmedeværkstedets - også glasindrammede - værkførerkontor, hvor funktionærerne havde deres toilet. Og se ham et kvarter senere returnere til eget glasindrammede domæne med fredfyldt ansigt.....det fornøjede også os læredrenge.
Som sagt 'Den Flade' var en meget hellig mand, og sit otium brugte han i en religiøs sekt tjeneste til at besøge de skibe, som anløb Næstved havn - for det var i denne sydsjællandske by, jeg levede min ungdom.
Skæbnen ville, at vi mange, mange år senere i få år havde valgt at vende tilbage vores hjemstavn. Og hvem havde en fast ugentlig beretning i en af reklameaviserne under overskriften: Sømandspræsten fortæller. Det havde " Den Flade". Små spøjse beretninger om tilværelsen som maskinmester til søs. (Han sejlede vist kun få måneder!) Det var små pikante fortællinger oftest med et erotisk tema - om vidner vel om en helt anden person, end vi læredrenge i sin tid forestillede os.....