Den 2. Verdenskrig sluttede i foråret 1945 og efterfulgtes af Den Kolde
Krig, som varede til Murens fald i efteråret 1989. Sejrherrerne fra krigen - De
Allierede – havde delt byttet; efterfølgende troede de ikke hinanden over en
dørtærskel. To ideologier overfor hinanden. Atlantpagten (NATO) overfor
Warszawapagten. Det skabte konflikter! Man chikanerede hinanden. Man spionerede
og oprustede, og ind imellem truede konflikterne med at bringe verden ud i ragnarok.
Det var den kolde krigs tid i min barndom og ungdom, og for
forældregenerationen lurede en reel frygt for en atomkrig.
Jeg deltog i foråret og sommeren 1970 aktivt i denne kolde krig, idet jeg
aftjente min værnepligt som menig maskinmester på Bevogtningsfartøjet P535
’NYMFEN’ – en af NATO-flådens evige trusler mod ’De Røde’ i Østersøen – ’Fredens
Hav’. Nåe, ja – det med truslen er måske en overfortolkning; vores primære
opgave var farvandsovervågning i internationalt farvand, enten ved udkald til
uidentificerede skibe eller ved de såkaldt Stjernepatruljer, hvor ’NYMFEN’ i
dagevis sejlede tæt på sømilegrænserne til DDR og Polen for at observere
fjendens eller ’de rødes’ ( legale betegnelser i Søværnet dengang) flådebevægelser.
Tanker om krig prægede ikke vores hverdag, selvom der ikke manglede dramatik.
Jeg påmønstrede ‘NYMFEN’ januar 1970 på Holmen. Besætningen bestod af 4
officerer, 1 oversergent og 17 -18 menige. Officererne havde deres eget lukaf,
mens vi menige boede i køjer på agterbanjen, godt stuvet sammen på et lille
areal. Ophold og skafning foregik for menige på forbanjen. Vi var to
værnepligtige menige fuldt uddannede maskinmestre (bødere) ombord - udover mig
min gode skibskammerat Per, som jeg kendte fra Auderødlejren. Vores nærmeste foresatte
var en noget yngre maskinløjtnant (’mester). Han var en blegfesen ung mand -
ikke ulig en konfirmand i sin fine officersuniform (som han vist var meget glad
for). Han var meget genert, ganske flink og uskadelig og opholdt som regel kun
i maskinen under havnemanøvre, sjældent i søen, hvor stanken af råddent
bundvand og dieselolie var kraftig.
Inden vi overgik til egentlig tjeneste i de forskellige marinedistrikter
med baser i Korsør, Stubbekøbing, Rønne, Køge og på Holmen, var vi på forskellige
træningssejladser. En af disse gik ud på at indøve gastæt sejlads, hvor
forbrændingsluften til de to maskiner tages direkte fra det fri og ikke - som
under normal sejlads - fra maskinrummet. Til at overvære denne øvelse blev der
fra Flådestation Korsør sejlet en viceadmiral ud til os i Storebælt. Det var en
aldrende mand med et mildt ansigtsudtryk, der ikke havde den fjerneste lighed med
fordums tiders barske søhelte. Et eller andet gik skævt for os i maskinen under
denne omstilling. Der blev lukket helt for forbrændingsluften, og en sort
røgfane steg op af skorstenen. Trikkeren (elektrikeren), der befandt sig på
dækket, lod sig gribe af panik og råbte: ”Brand ombord! Brand ombord!” og hev
resolut i nødstoppet til maskinerne. Og så sejlede vi ikke gastæt mere. Vi
sejlede slet ikke mere! I maskinrummet blev der ligeså stille, som når Lars
Løkke for rullende kamera bliver spurgt om forskellen på Venstres holdning og
Venstres synspunkt! Den aldrende viceadmiral med det milde ansigtsudtryk tog
det pænt, og morede sig lidt over fadæsen.
Under overvågningssejladserne sejlede vi sommetider kun en bådlængde fra
’fjendens’ (DDR og Polen) skibe, og det er også hændt, at ’NYMFEN’ har sejlet
midt inde i en fjendtlig konvoj. Ikke sjældent bemandede de en kanon og pegede
på os, men det var spil for galleriet. De vidste de, og det vidste vi. I de
situationer krævede chefen, reglementeret påklædning på dækket og vi måtte
heller ikke vinke over til besætningerne på de fjendtlige skibe. ( hvad vi som
ofte gjorde.)
Engang var vi blevet beordret ud i Østersøen for at overvåge et østtysk
dykkerskib, der fiskede efter eet tabt missil. ’NYMFEN’ ankrede op en
skibslængde fra østtyskerne – og der blev vi liggende hele weekenden, imens
danske jagerfly på skift styrtdykkede ned mod de to skibe. Den første nat blev
der på ’NYMFEN’ posteret en vagtmand på dækket. En af officererne havde
udstyret vagtmanden med skarpladt maskinpistol. Da det gik op for
chefen, blev maskinpistolen fluks inddraget og ombyttet med en hvid
gummiknippel. Så havde man da sikret sig, at ingen kom alvorligt til skade. Og
chefen havde ydet et vægtigt bidrag til opretholdelse af verdensfreden, for
tænk om vagtmanden i befippelse havde skudt en af de rødes søfolk! Stor
diplomatisk krise, troppeopbud osv….
En anden gang blev ’NYMFEN’ sendt op i Storebælt for at møde den russiske
krydser ’SVERDLOV’, som var på vej sydpå og op i Østersøen. Da vi passerede den
om bagbord gjorde krydseren ’front om bagbord’. Dvs. hele besætningen linede op
i retstilling på bagbords side. Den er den måde to orlogsfartøjer kan hilse på
hinanden på. Lidt imponerende var det nu. Og så lagde vi os ellers i krydserens
kølvand og ’eskorterede’ den til øst for Bornholm. Det blev kattens leg med
musen. ’SVERDLOV’, hvis topfart var 32 knob (mod ’NYMFENS 17 knob) skiftevis
øgede og sænkede farten, så hver gang vi var kommet tilpas bagud ’ventede’ de
på os for igen at sejle fra os. De drillede os!
Hele sommeren 1970 lå ’NYMFEN’ i Rønne. Her oplevede vi den største triumf
i min tid på ’NYMFEM’. Vi sænkede et skib!
En varm augustaften var vi nogle stykker, som var gået Rønne Bio. Pludselig
blev forestilling afbrudt, lyset tændt, og en mand meddelte, at besætningsmedlemmer
fra ’NYMFEN’ skulle mønstre på skibet med det samme. Uden for biografen kunne
vi høre skibssirenen og se lyskeglen fra skibets projektør op i luften. Der var
ubrudt brand på tankeren ’OTTO TERKOL’ som lå til kaj ved Østkraft få hundrede
meter fra ’NYMFEN’, som af brandvæsenet var blevet anmodet om assistance.
Chefen, som i sådanne situationer let lod sig rive med og let blev forvirret,
fik efter nogle kluntede manøvrer i havnen, lagt til på siden af den brændende
tanker. I de lokale aviser blev det dagen efter beskrevet, hvordan ’NYMFEM’ ”
elegant gled op på siden” af den brændende tanker. Løgn fra ende til anden! Vi
nærmest buldrede i ind i tankeren, og med lidt større fart var den formentlig
blevet sænket i første forsøg. Nå, men slukningen påbegyndtes, og efter nogle
timers sprøjten med vand, blev det klart, at branden ikke kunne slukkes. Det
blev derfor besluttet at vandfylde tankeren. Koøjer blev knust og brandslanger
stukket ind. Efter yderligere et par timer havde ’OTTO TERKOLD’ lagt sig
tilrette på bunden af Rønne Havn med kun det øverste del af apteringen oven
vande. Mission completed! Det var noget over midnat, da chefen over skibets
prajeanlæg kontaktede brandinspektøren på land: ”Hr. brandinspektør, nu
overtager De skibet! Jeg gentager: Hr. brandinspektør, nu overtager De skibet.
Vi returnerer!” Meldingen kom med sådan en volumen, at den lille del af Rønnes
befolkning, der ikke var stimlet sammen på havnen for overvære forestillingen,
må være blevet vækket.
Næste dag var de lokale aviser fulde af lovord om de tapre marinesoldaters
indsats, og den lokale brandinspektør roste også besætningen på ’NYMFEN’. Min
egen indsats vil måske ikke fremstå som en af de største
enkeltmandspræstationer i den Søværnets historie, men det var altså MIG, som
startede skibets brandpumpe den augustaften 1970 i Rønne havn!
I de efterfølgende dage brugte vi meget tid i ’maskinen’ på at fremstille
en mindeplade over begivenheden. Der blev filet en silhuet ud i messing af
’OTTO TERKOL’. Mindepladen bar overskriften: ’Til minde om slaget mod OTTO
TERKOL’ Den fik sin plads på skottet i forbanjen.
Med skibets forlægning til Rønne var det ikke muligt for et vagtskifte med
3-timers varsel at nå hjem i weekends. Derfor blev mange fri-weekends tilbragt
i Rønne. Der skulle jo lidt adspredelse til i sådanne situationer, og det kunne
passende være at indtage nogle bajere på agterbanjen. Vi måtte ikke drikke
spiritus ombord, men officererne havde et pragmatisk forhold til denne
kendsgerning, og de opsøgte aldrig konfrontationer i den anledning, selv når
chefen bogstavelig talt løb ind i et par af gutter med en ramme guldbajere
imellem sig. Han eneste kommentar(uden at dreje hovedet) i forbifarten var
blot: ”De må ikke have øl ombord sømænd”. Han så sig ikke tilbage eller foretog
sig ikke yderligere. Da han var ude af syne blev øllet båret ombord Han var nu
heller ikke selv afholdsmand.
I sådan en weekend fik samme chef besøg på skibet i Rønne af sin kone eller
kæreste – hvad ved jeg. Hun var efter sigende brasilianer og forfatterinde. Da
den falmede sorthårede sydamerikanske skønhed så den vakkelvorne gangway’, der
forbandt kaj og skib, var hun tæt på et hysterisk anfald, og nægtede at gå
ombord. Plotteren Thorkild, der gik kajvagt, fattede lynhurtigt situationen og
tilbød galant den sorthårede falmede skønhed sin hånd og førte hende sikkert ombord.
Hun kvitterede overfor den sortkrøllede Thorkild med et mere end anerkendende
smil, men chefen traskede bagefter og hurtigt fik damen ned om læ.
Jeg afmønstrede ’NYMFEN’ i midten af oktober på Holmen. Det var lidt
vemodigt at tage afsked med de gutter, der i 9 måneder havde levet så tæt
sammen. Inden indkaldelsen til Søværnet havde jeg besluttet, at betragte det
som lidt af et sabatår efter to og et halvt hårde år på skolebænken.
Værnepligtstiden skulle overstås så let og smertefrit som muligt, og det blev
den. Jeg følte mig ikke udsat for større ubehageligheder i den tid, og har kun
gode minder tilbage med gode kammerater fra vidt forskellige samfundslag.
Eller er det bare sådan, at nogle mennesker har gode minder, men en dårlig
hukommelse?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar